Stækkede Vinger
Henrik Pontoppidan: Stækkede Vinger. (Andr. Schous Forlag.) Arne Wendt: Mellem 12 og 17. (J.H. Schubothes Forlag.)
"Ude og Hjemmes" Læsere ville sikkert mindes en lille Skitse, "Et Endeligt", der for omtrent en Maaneds Tid siden fandtes i dette Blad. Den var hverken stor af Omfang eller særlig overraskende ved sit Indhold, men for en opmærksom Iagttager besad den dog maaske visse indre Kjendetegn, der lod formode og haabe, at man stod overfor et nyt og virkeligt Forfatteræmne. Den gamle, skikkelige Hest, der i saa mange Aar havde stridt og stræbt sammen med sin Husbond, for tilsidst at falde for Hesteslagterens Kølle, var skildret med et vemodigt Lune, der røbede baade dyb og sand Følelse, medens de smaa Interiører af Bondestuen og Fattighuset ikke mindre end Avktionsscenen vidnede om en skarp Iagttagelsesevne og en med vore yngre Genremalere beslægtet Virkelighedssans. Man kan maaske tage fejl, naar man paastaar, at allerede de første Par Sider af en Fortælling 107 kan lære Enhver, der er lidt vant til at læse, hvorvidt man har med en Forfatter at gjøre, der overhovedet har Noget at sige saavel som Evne til at faa dette sagt, men som oftest slaar dog Paastanden til; det, man forstaar ved Stil, og som ikke alene er Sprogets, men selve Forfatterpersonlighedens individuelle Ejendommelighed, Fremstillingens Kunst i det Hele taget, det røber sig saa godt som altid strax, og den Skribent, der ikke fra først af fængsler Læseren, vil i alt Fald have dobbelt vanskeligt ved senere at vinde ham. Maaske kunde man med nogen Ret sige, at visse andensteds fra kjendte Toner i Begyndelsen klang igjen hos Forf. til den lille Bondehistorie, men dels var den fremmede Paavirkning – der i et Første-Arbejde ikke blot er undskyldelig, men maaske halvvejs uundgaaelig – i og for sig kun ringe, og dels ejede Skitsen sine bestemte ejendommelige Fortrin, der neppe lod sig henføre til noget andet Mønster og Forbillede end Livet selv. Det var friske Øjne, der havde set paa dette, og det var Digterens egen Følelse for de Smaas og Forladtes Kaar i Verden, der havde lagt ham de varme Ord paa Læben, snart vittigt tilspidsede som de vare og snart talende simpelt og rørende til Hjærtet.
Var derfor "Et Endeligt" i al sin Fordringsløshed en smuk og lovende Debut, har allerede af den Grund Forfatterens første Bog ogsaa Krav paa vore Læseres Opmærksomhed. De andre Stykker, som hans ovenfor nævnte lille Samling bringer, holde tilmed maaske nok saa meget, som Debuten lovede. Den nogle og tyveaarige unge Forfatter, cand. math. Henrik Pontoppidan, der for Øjeblikket er Lærer ved en Folkehøjskole i Nordsjælland, har øjensynlig ikke noget godt Øje eller synderlig god Tro til de Sider af "Kjøbenhavneriet" eller et Hovedstadsliv overhovedet – thi det er vel ens overalt – som udfolde sig i Middagsselskabet eller Balsalen. Med ungdommelig Indignation gaar han lige løs paa de Forhold, der have oprørt hans sædelige Følelse, hans Vid bliver hvast, hans Tone hensynsløs, og han skaaner hverken de mandlige eller kvindelige Pyntedukker og Flaner, hverken de "gamle Ungkarle" eller de unge Grossererfruer. Med et skarpt Blik for et Selskabslivs Overfladefernis skildrer han her en egen Form for "stækkede Vinger", de afstumpede Følelsers, Lefleriets og Blaserthedens Selvlemlæstelser. Baade "Efter Ballet" og den endnu mindre Skitse "Tête à tête" ere kun let henkastede Studier, men begge træffende og karakteristiske Salonbilleder.
Saavel i "Et Endeligt" som i "Kirkeskuden" ere de "stækkede Vinger" derimod tagne paa en anden Maade. Her er det Livets, Verdens barske Vilkaar eller Omgivelsernes Hjærtehaardhed og Uforstand, der stækker og stymper de Magtes- og Hjælpeløse. Fortællingen "Kirkeskuden", der indtager henved de tre Fjerdedele af den hele Samling, er i alle Maader ogsaa dens Hovedstykke. Det er en godt og smukt fortalt Historie om en lille Fattighusdrengs Barndom, vel formet i teknisk Henseende, rig paa levende Menneskeskikkelser og helt igjennem udstyret med en Mængde baade alvorlige og morsomme smaa Virkelighedstræk fra Livet paa Landet. Fremstillingen er ofte holdt humoristisk, men Grundtonen i Fortællingen er dyb alvorlig. Det er vel snarere Dumhed end egenlig Ondskab, der kaster de mørke Slagskygger ind over den stakkels Drengs daglige Liv i Præstegaarden, men bag Forfatterens lunefulde Satire dirrer der baade Rørelse og Harme over den Opdragelse, der saa bittert svider ind i den Lilles Barnesjæl og volder ham saa mange tunge og mørke Timer. Den ny Variant af en Præstetype er aabenbart udført med stor Omhu. Scenen, hvor Pastoren med sin Søster og den gemytlige Fuldmægtig kjører til Kirke og glæder sig over hver Enkelt, der kommer "myldrende" til Førsttjenesten, er fortræffelig. En ung Seminarist og Kirkesanger er ogsaa her (S. 211) udmærket givet i ganske faa Træk. Af ejendommelig Skjønhed er Skildringen af den barnløse Præstefrue med hendes varme, men saa forknytte Kjærlighed til det antagne Barn. Man mindes maaske nu og da her den lille Adam Homo mellem sin Fader og Moder, men man læse f. Ex. blot S. 128-129, for at se, hvor smukt et Udtryk Forfatteren kan give en lignende Situation, som da Adam skal gjøre Rede for, hvad det er "at være". Oves Indøvelse eller rettere Indbankning i Kristendom er ogsaa nok saa godt et pædagogisk Exempel som den gamle Homos Grammatiklektie. Episoden eller rettere Katastrofen, hvorefter den hele Fortælling bærer Navn, er vel opfundet og Opløsningen naturlig og tiltalende. Men det, der alligevel ogsaa overfor denne Historie synes at love mest og bedst for den unge Forfatters literære Fremtid, er dog den uomtvistelige Iagttagelsessans og Fremstillingsevne, som hans Skildring paa ethvert Punkt bærer Vidne om, og hvori dog til Syvende og sidst alle egenlige Skribentmuligheder bunde. At der i "Stækkede Vinger" ligge saadanne, vil forhaabentlig Fremtiden føre Beviset for.
O. B.
