[Stækkede Vinger]
Den nye Litteratur udvikler sig med Drivhusfart. Ophavsmændene have endnu neppe faaet det Halve frem af, hvad de have at sige, men den yngste Slægt finder dem allerede værdige til Efterligning, betragter dem som Klassikere, skjønne at se til og gode til at faae Motiver af. Herman Bangs "Tunge Melodier" havde dog, trods alle Gjentagelser, deres egen udprægede Grundtone, men i Reinhardts "Ikaros" og nu i Henrik Pontoppidans "Stækkede Vinger" (A. Schous Forlag) have vi Efterklangen pur og skær. Der er maaske lidt mere Personlighed, lidt mere Natur i de "Stækkede Vinger" end i "Ikaros", men Pontoppidans Tilegnelse af den realistiske Aand og Stil er unægtelig forceret og en hel Del umoden – forceret i sin Iver efter at faae alle, det vil da sige alle uskjønne Enkeltheder med og overalt at gribe det 134 drøjest mulige og mest stødende Udtryk og umoden i sin Psykologi. Man læse de to første Skizzer. Udvortes seet er Alt i den bedste realistiske Orden; her er de rette raske Spring fra den ene bredt udmalede Situation til den anden og den velmente Bestræbelse efter at lade Ting og Personer tale for sig, uden at Forfatteren nogensinde selv stikker Hovedet frem, men da Pontoppidan aldeles ikke magter Methoden, ikke formaaer at gribe det typiske Øjeblik, den typiske Replik, saa blive disse Skizzer et forvirret dumb-show, hvor de Handlende træde op og vride sig i saare iøjnefaldende Stillinger, uden at man aner, hvad det Hele har at betyde. Klara Hedemanns Fornemmelser f. Ex. Natten efter Ballet, hvor Karsten har friet, de specificeres for os med sand videnskabelig Alvor og Grundighed: "Sove kunde hun ikke, vilde ikke heller. Blot svøbe sig i Teppet og dysses hen i denne salige Taage mellem halv Drøm og halv Døs, der sænker sig over Sjælen som en Omfavnelse. Sagte og sødt gled hun hen i dens vuggende Arme," og synes, hun hører Dandsemusiken. "Tone for Tone dryssede ned som Kys paa hendes Øjelaag, saa blide og bløde som en rislende Regn, og gød sig hen over hendes Legeme som et tungt Lagen. Stærkere og stærkere blev Jubelen i Luften, indtil den pludseligt døde hen i et underlig skarpt Fuglekvidder, og da – – Og da hun slog Øjnene op, var hun hed om Panden, helt ned over Halsen. Solen skinnede ..... En lille Solstrime faldt skraat ned paa hendes røde stukne Sengeteppe og saa nær forbi hendes Ansigt, at de smaa svævende Støvgran og Dunfnug, som boltrede sig i den, syntes hende mægtig store. Med begge sine hvide Arme bag om Nakken og ind under det løst udslagne Haar laa hun længe ubevægelig og rolig og saae paa deres Leg ..... Hendes Øjne blev saa store og klare; en let Rødme lagde sig over hendes Kinder, og Læberne bevægede sig stundom ganske svagt" o.s.v., o.s.v. Men ere hendes Fornemmelser os klare, saa staa hendes Følelser og Karakter fuldstændigt i det Dunkle; det er en "tollgewordner Realismus", man her har med at gjøre – hvem Karsten er og hvem Klara er og hvorfor Karsten og Klara, der elske hinanden, ikke maa forlove sig, det er det ikke muligt at faae det svageste Begreb om. Saasnart Pontoppidan derimod tager fat paa en let overskuelig Opgave, paa klare psykologiske Forhold, leverer han meget læselige Ting. Saaledes hans Forsøg paa at vise Følgerne af at plage Børn med Dogmer og Katekismus. Den stakkels Ove "faaer Gud for i Lektie til Straf", maa den ene Dag lære "det Halve af Helligaanden", den anden Gud veed hvilke Skriftsteder, indtil Udbyttet af den hele Religionsundervisning samler sig i dette dybe Hjertesuk: "Bare der dog ikke var nogen Gud til!" Det er tilvisse ikke noget Nyt, men den grundtvigske Protest mod Udenadslektien er her ret kvikt og anskueligt illustreret, som Skildringen af den friske Fattighusdrengs fortrykte Liv i Præstegaarden da i det Hele hører til Bogens bedste Partier. Grundtrækket og den eneste røde Traad i alle disse Fortællinger er Polemiken mod den miserable Samfundsorden, mod de Dannedes og særligt da de dannede Hovedstadbeboeres bundløse Fordærvelse, men denne Stemning synes hos Forfatteren at have en Forhistorie. Den lille Skizze, "Et Endeligt", vel det ældste af disse Arbejder, tyder paa en tidlig og stærk grundtvigiansk Paavirkning og har endnu bevaret meget af det naive, barnlige, sentimentale Foredrag. Disse Linier f. Ex. om Hesten Stjernes Færd paa den støvede Landevej: "den gjorde sig til af sin Anstændighed og flyttede de lange krogede Ben saa jomfruelig forsigtig, at der kun stod en lille bitte Røgsky efter hver Hov. I et uhyre ærbart Løb nyslede den hen ad Vejen og holdt sin lille Stump af en Hale saa sirligt ud fra Kroppen, som man kunde tænke sig gamle Damer gjøre, dersom de havde nogen," disse Linier synes jo ligefrem at være skaarne ud af en af Buddes Fortællinger. Det er et ret interessant Forhold, og sammen med de flygtige Spor af frisk og ægte Følelse, der skimtes gjennem den realistiske Maske, lover det godt for Forfatteren. Hvor stort eller lille hans Talent er, det er det endnu umuligt at afgjøre, men man tør sige, at hans realistiske Bitterhed mod de herskende Klasser og Hang til allevegne at se slette Motiver bæres oppe af en oprindelig grundtvigsk Begejstring for det Folkelige og for alle rene Motiver, man tør haabe, at der engang vil resultere noget Godt, naar denne Blanding af Hjertelighed og Blaserethed faaer gjæret ud, og kan foreløbigt trøste sig med Goethes Ord om den unge Baccalaureus i anden Del af "Faust":
Doch sind wir auch mit Diesem nicht gefährdet,
In wenig Jahren wird er anders sein:
Wenn sich der Most auch ganz absurd gebärdet,
Er giebt zuletzt doch noch 'n Wein.
