Stækkede Vinger
Henrik Pontoppidan: "Stækkede Vinger" (Andr. Schous Forlag)
Et Debutarbejde i Literaturen er en farlig Ting i vore Dage.
Ikke farligt for Forfatteren, men for alle de hoved- og navnløse Anmeldere i "Berlingske Tidende", "Nationaltidende", "Flyveposten", "Dagens Nyheder" og hvad nu alle disse mere eller mindre afdøde Organer hedder.
De véd hverken ud eller ind.
Hr. Henrik Pontoppidans smukke Debutarbejde "Stækkede Vinger" har saaledes vakt stor Forvirring. "Berlingske Tidende" skal efter Sigende have stemplet Bogen som daarlig ved at rose den, "Nationaltidende" har givet den Udseende af at være en god Bog ved en affejende, haanlig Anmeldelse. "Dagens Nyheder"s Anmelder synes at have læst Bogen. Kort sagt, der er stor Forvirring; det er aldeles fortvivlende med en ny Mand i Literaturen, de skrivekyndige Svende ved de ærede gamle Klikkeblade kan saa meget de vil raabe ind til Redaktørens allerhelligste: Plejer vi at rose Hr. Pontoppidan eller at stænke ham til. Der kommer intet Svar og der kan intet komme.
Vil de ærede Professjonister altsaa ikke slaa Plat og Krone om, hvad de skal mene om Bogen, maa de læse den, og for saa vidt de kan læse, er der ingen Grund til at beklage dem derfor.
"Stækkede Vinger" er en Bog, der nok fortjener at læses, den kan ganske roligt kaldes en meget lovende Debut. "Stækkede Vinger" er vel nærmest en Samling Studier, endnu ganske friske, som den unge Forfatter har udstillet.
Studier, tagne fra By og Land, fra det "gode" og det daarlige Selskab, sjældent helt udførte, men dog tegnede og malede saa dygtigt og set saa fint og skarpt, at det er meget muligt, at Forfatteren ikke vil opnaa mere Virkning, naar han næste Gang bringer os et helt færdigt Maleri.
Vor nyere Literatur er saa ofte stillet sammen med de moderne Landskabsmalerier, og "Stækkede Vinger" er saaledes et godt Eksemplar af den moderne Digtning, alt synes her være "gjort paa Stedet", Bogen lugter slet ikke af Atelierluft.
Forfatteren kalder de 3 første Studier for Skitser, den fjerde og største: En Fortælling.
Denne sidste staar betydeligt over de 3 Smaating, særlig de københavnske ("Efter Ballet" og "Tête à tête"). Disse Balstemninger er godt opfattede, rask fortalte, men Forfatteren er for vred og det maa en Forfatter nødig være overfor Smaating, Vreden maa gemmes til noget bedre. Og saa er disse Kærlighedshistorier lidt for Goldschmidtske. Ganske vist er det noget af det bedste, de kan være, naar de ikke er rigtigt originale, men det skulde de helst være.
"Dagen efter forlovede han sig med Klara Hedemann" – saaledes slutter "Efter Ballet".
"Dagen efter spiste Kongesønnen Fisk", slutter Goldschmidt en af sine Kærlighedshistorier, men der er den Forskel, at vi alle véd hvad Meningen er med Kongesønnens Evne til at spise det, han før har afskyet; men hvorfor Karsten Lund forlover sig – eller rettere hvad Forfatteren mener med den pludselige Meddelelse herom, er i al Fald mig aldeles ufatteligt.
Ja, jeg er ikke bange for at tilstaa, at jeg ikke véd om Forfatteren vil erklære, at Lund Dagen efter viste sig som en Mand eller som en Pjalt, om han ofrer sig for sin Mo'er ved denne Forlovelse eller om han aldeles negligerer hende af Egoisme. Kort sagt denne Slutning er uklar, altfor uklar.
Bedre, klarere, men endnu mere studieagtig, er "Et Endeligt", og der er som sagt noget, der mangler i disse Smaating. Humoren er for generel, Alvoren for fremtrædende. Det vil sige, man faar Følelsen af, at Forfatterens Humor godt kunde faa Lov til at slaa sig lidt mere løs, og at Alvorsmanden af og til træder saa langt frem, at man ofte er tilbøjelig til at tro, at der ikke ligger noget rigtig bagved, men det er naturligvis blot fordi en Læser ofte er mere nærsynet end en Forfatter.
Det er egentlig først i "Kirkeskuden", at Hr. Pontoppidan viser sig som den meget lovende Forfatter.
Naar Dr. Brandes i sine sidste Forelæsninger talte om de mange Præster i den nyere danske Literatur, var det selvfølgelig ikke Meningen, som det er bleven sagt af en af vore ufrivilligt morsomme Æstetikere eller Referenter eller Musikanmeldere eller hvad denne Mand nu vil kaldes, at dette var en Fejl. Hvorfor skulde man ikke skildre Præsterne i den moderne Literatur, lader Præsterne maaske ikke høre fra sig, spiller de maaske ingen Rolle og er det ikke den moderne Literaturs Særkende, at den undlader at skildre Folk, der aldrig har levet, men tegner dem, der lever op nu i vore Dage?
I al Fald er Skildringen af en Præst berettiget, naar den er dygtig gjort, og Præsten Østrup er den bedste og interessanteste Person i hele den lille Bog.
Et Øjeblik tror Læseren, at "lange Ane" skal være Hovedpersonen, men hun forsvinder, og man begynder at kaste sine Øjne paa hendes Søn Ove. Men Oves Liv faar vi kun saare lidt at vide om, altfor lidt og dog saa meget, at det bliver os ufatteligt, hvorfor Forfatteren ikke har benyttet den udmærkede Lejlighed til at skrive en Roman om Sønnen af lange Ane fra Tugthuset. Nu faar vi kun lidt om hans Liv i Præstegaarden.
Præstemanden selv bliver Bogens Hovedperson. Men han er ogsaa gjort med stor Dygtighed. Ingen vil kunne paastaa, at den lettroende Sjælehyrde er malet for sort, ingen at denne Egoist, denne Anstandsperson er for sødt eller vammelt tegnet. Ingen, der har Idé om at læse, vil paastaa, at han er daarligt opfundet, de fleste vil synes at kende ham, men vel at mærke ikke fra Bøger, men fra Livet.
Om denne Sognets første Mand staar saa en Række andre heldigt sete Figurer, den fine Præstefrue, den gemytlige Hr. Møller, Ole Lorenz og flere.
Præstens Søster er Forfatteren ogsaa for vred paa. Hun hører ganske vist til en skadelig Klasse Mennesker, men man maa helst le dem bort, eller med et alvorligt Tag sætte dem udenfor. Endelig ikke blive hidsig ligeoverfor den Slags Mennesker.
Det er vel ikke Tilfælde, men man kan sommetider komme til at tro, at Forfatteren for at hævne sig paa et saadant Væsen, har "sat hende i en Bog" førend Solen var gaaet ned over hans Vrede.
Men alt i alt: "Stækkede Vinger" er en Bog, der let hævder sig i en smuk Plads i den vældige Efteraarsliteratur, der strømmer ned over os som Regnen, Hr. Pontoppidan skildrer saa godt i "Kirkeskuden".
Overhovedet er Naturen og alle disse Smaating i Naturen og inden Døre, der tjener som Staffage i Bogen overordentlig godt skildrede; en lille Scene som den, hvor de smaa Børn lege med den døde Kat og Skildringen af hvorledes Fyrets romantiske Nimbus opstod hører til den Slags smaa Finheder, der klæder en Bog saa fortrinligt, og som man først rigtig forstaar at sætte Pris paa, naar man lige har læst en Bog, hvor de ikke findes (Haandtegninger af Rud. Schmidt).
Hr. Pontoppidan kan være glad over sin Debut og Publikum har Ret til at vente sig noget godt næste Gang, det ser hans Navn paa en Bog.
En stor Roman maa vel blive Forfatterens næste Opgave. Hvorfor ikke t. Eks. omarbejde "Kirkeskuden" til en stor Samfundsroman, hvoraf det, der nu foreligger, med nogle Smaaforandringer blev Indledningen. Forfatteren maa saa nødig faa Lov til at opgive sine Ove'r paa Halvvejen, ganske vist er det sværeste tilbage, men det er derfor vi vil have, at han skal fortælle os derom, derfor er han nu engang Digter.
Axel Henriques
