"Stækkede Vinger"
For nogle Uger siden læste man i "Ude og Hjemme" en Skizze, betitlet "Et Endeligt" af Henrik Pontoppidan. Skizzen vakte en Del Opmærksomhed i literære og pseudoliterære Kredse, og strax var den kjøbenhavnske Nyfigenhed travlt beskæftiget med at udforske, hvem denne hidtil ukjendte Forfatterpersonlighed kunde være. Det varede da ikke længe, inden man erfarede, at han var Lærer ved Morten Pontoppidans Højskole i Hjørlunde og Søn af afdøde Pastor Pontoppidan i Randers. Navnet havde en god Klang, og da kort efter flere af Hovedstadens Blade mødte op med den Meddelelse, at en Bog af den unge Forfatter var under Pressen, og at man i literære Kredse ventede sig meget af ham, var det intet Under, at man imødesaa hans egentlige Debut med en vis Spænding. Det er en stor Uret mod en ung Begynder saaledes at trække Forhaands-Vexler paa hans Arbejde og spænde Publikums Forventninger til Vejrs, og heldigt har det været for Hr. Pontoppidan, at han har kunnet indfri Vexlerne fuldt ud uden at behøve Henstand. Der kan næppe være Spørgsmaal om, at siden Alexander Kielland begyndte sin Forfatterbane med sin første Række Noveller, er dette den betydningsfuldeste Debut, vi have set i den dansk-norske Skjønliteratur.
"Stækkede Vinger" bestaar af tre Skizzer ("Efter Ballet", "Tête-à-tête" og "Et Endeligt") og en større Fortælling "Kirkeskuden". Det kan jo synes ganske følgerigtigt, saaledes at sende det lettere Skyts i Ilden, før man lader de svære Kanoner rykke op; men vi tillade os dog at tro, at Forfatteren har handlet mindre klogt i at ordne Stoffet saaledes. Ingenlunde at Skizzerne skulde have mindre kunstnerisk Værdi – tværtimod! Medens f. Ex. i "Kirkeskuden" en Figur som Frøken Østrups godtgjør, at det endnu ikke er lykkedes Forfatteren helt at frigjøre sig for den traditionelle Karakteriserings-Metode, der gjør det gode engleligt, det onde djævelsk og glemmer de mangfoldige Nuancer, staa de tre Skizzer med deres stærkt pulserende Liv, deres spillende Vexlen af Lys, Skygge og Clair-obscur som et fuldmodent Udslag af Forf.s Talent baade i Retning af dygtig Karakterisering og kraftig Virkelighedstegning. Men her have vi netop naaet det farlige Punkt. I et lille Land som vort, hvor det er stolt, om en Bog opnaar andet Oplag, maa en Forfatter nødvendigvis tage lidt Hensyn til det Publikum, han skriver for. Og naar han nu veed, at en stor Del af dette Publikum bestaar af blegsottige unge Damer, der bly slaar Øjnene ned, naar man blot nævner et Ord som "Mave" eller lign., af ældre Frøkener, der rødme lige op til Haarrødderne ved Ordet "Sanselighed", af adstadige Ægtemænd, der frem for alt søge at holde deres Koner og Døtre i Uvidenhed om de Mysterier, hvori de selv ere kun alt for godt bevandrede, saa er det dristigt – næsten for dristigt at begynde sin første Bog med en energisk, hensynsløs Afsløring af disse Mysterier, med et "Varsko!" til de unge Kvinder, at de skulle se sig vel for, inden de lade deres rosenrøde Fantasier løbe af med sig og kaste sig i Armene paa een af de Tusinder af "verdenserfarne" Ynglinge, som Forf. i sine to første Skizzer karakteriserer saa træffende. Sligt har kun til Følge, at de blegsottige raabe paa Hofmansdraaber og falde i Afmagt, de ældre Frøkener stænke Værelset med Eau de Cologne og søge aandelig Udrensning ved en kraftig Dosis af Martensens Ethik, medens de adstadige Ægtemænd med ethisk Alvor banlyse en slig "fordærvelig" Bog fra deres ubesmittede Familiekreds. "Kirkeskuden" vilde ved sine mere afdæmpede Farver og sin varme sympathetiske Forstaaelse af de forkuede og fortrykte have dannet en fortræffelig Overgang til den stærke Mixtur, Forfatteren skænker i sine Skizzer – og Hofmansdraaberne, Eau de Colognen og Martensens Ethik var bleven sparet. Men Forf. har nu ikke villet være saa politisk. Han er frem for alt ikke bange – og hermed have vi allerede givet, hvad der særlig karakteriserer hans Bog: Mod til at sige, hvad han vil, uden Hensyn til Nervøsiteten, Affektationen og Blasertheden, en skarp, næsten over alt morsom og befriende Satire, en inderlig Sympati med det forkuede – det, der ikke kan faa Lov til at udfolde sine Vinger, og endelig en frisk, af humoristiske Indfald og Vendinger krydret Stil. Dette gjælder navnlig "Kirkeskuden". Ikke et Øjeblik trættes man under Læsningen af den noget bredt anlagte Fortælling. Selv i den ubetydeligste Skildring eller Dialog sprudler det med pudsige Indfald og træffende Metaforer og enkelte Steder – f. Ex. i Begyndelsen af fjerde Kapitel – naar den kvikke maleriske Skildring højt op mod det bedste, Alexander Kielland har skrevet. Man har bebrejdet Forf. at han efterlignede Kielland. Det er sandt, at de have adskillige Berøringspunkter. Deres Metode er den samme. Begge forfølge de med bidende Vid og overlegen Satire Livstrætheden, Blasertheden og Lasten, der skjuler sig under det officielle Hykleris Maske. Men dermed er ogsaa alt sagt. Man faar et helt forskjelligt Indtryk af de to Forf.s Personligheder. Medens Kiellands Stil er behersket, elegant, noget afdæmpet, som om han ikke vover eller ikke vil sige sin Mening fuldt ud og søger at undgaa aaben Kamp, møder Pontoppidan op med slagfærdig Kamplyst, rede til at kaste sig ind i Haandgemænget, om det saa skulde være. Medens Kielland er paaholdende med sine Pile, men til Gjengjæld hvæsser dem desto skarpere og spidsere, sender Pontoppidan en sand Pileregn ind mod den Raaddenskab, han vil til Livs – maaske snarere for ødselt end for karrigt, hvorfor ogsaa enkelte til Dels skyde forbi Maalet. Ogsaa i den psykologiske Tegnemaade er der til Trods for den tilsyneladende Lighed gjennemgribende Forskjelligheder. Begge have deres Styrke i med faa, raske Træk at stille deres Figurer lyslevende frem for os. Men Kielland lader det ofte blive staaende derved, i det mindste for Bifigurernes Vedkommende. Han har en Sky for at fordybe sig i Detaljen, ofte kan han med faa Ord kaste et skarpt Strejflys over Karakteren, der lader os opdage en hel ny Fase hos den og ane endnu meget mere; men saa trækker han sig igjen tilbage og indlader sig ikke paa en dybere Individualisering. Det er, som om han foragtede denne minutiøse Udpensling, der maaske kan være triviel for Kunstneren, men dog til syvende og sidst er en Betingelse for, at Figuren bliver klar og helstøbt. Pontoppidan behandler sine Figurer som Amatør. Han kan ikke finde Smaatræk nok til at belyse dem med, og han slipper dem ikke, før han tror, at deres Sjæleliv i dets inderste Afkroge staar klart for hans Læsere. Hvem kjender ikke hans Pastor Østrup, Degnen, Karen, Ole Lorents ud og ind, naar han lukker Bogen. Saa meget mere maa det forbavse, at selve Hovedpersonen i "Kirkeskuden", den lille Ove, er tegnet med saa vage og ubestemte Farver, at det hele Indtryk, man faar af ham, er – en stakkels forkuet Dreng, som netop ved sin Forkuethed og kun derved vinder Læsernes Sympati og Interesse. Sagen er, at Forf.s Metode, hvor dygtig den end er, bærer et Skjær i sig, som det ikke er lykkedes ham helt at undgaa. Den har fristet ham til at behandle Bifigurerne med en saadan Omhu og Nøjagtighed, at de ere blevne karakteriserede paa Hovedfigurernes Bekostning. Vi skulle nævne Exempler. Ane, der i Virkeligheden kun er et Drivhjul til Handlingen, er i de første to Trediedele af Fortællingen individualiseret med en saadan Forkjærlighed, at hun uvilkaarlig fremtræder med Krav paa at være Hovedperson. Men det er, som om Forf. senere indser sin Fejl og vil bøde paa den. Mod Slutningen bliver hun mere og mere utydelig for os, og naar hun til aller sidst kommer til Præsten og forlanger, at han skal lære hende at bede, have vi allerede mistet Forudsætningerne for at forstaa dette nye Omslag hos hende. Ogsaa Karen – maaske den bedst tegnede Firgur i hele Bogen – har Forf. gjort Uret imod. Efter at det er lykkedes ham at knytte vor dybeste Interesse til Ole Lorents' ulykkelige Hustru, slipper han hende pludselig af Hænderne, og naar vi lukke Bogen, er det med en Fornemmelse, at Forf. endnu skylder os Slutningen af Anes og Karen Lorents' Historie.
Men sligt er kun Smaating. Vi har et Galleri for os, hvormed vi nok kan være tilfreds. Præsten, Degnen, Præstefruen, Karen, Ole, den ubetalelige Fuldmægtig Møller og til Dels Ane staa lyslevende for vort Blik. Selv hvor Forfatteren har været mindre heldig som med Frøken Østrup, findes der dog mange karakteristiske og morsomme Smaatræk, og det er med ublandet Glæde, at vi se lysere Udsigter aabne sig for den ulykkelige Ove, selv om han maa skimte disse Udsigter over Kransene paa sin Plejefaders Kiste.
De tre Skizzer ere skarpere og bestemtere formede end "Kirkeskuden" og bære Præg af at være skrevne senere end denne. Mest umiddelbart tiltalende er "Et Endeligt". Den er sandt følt og nydelig fortalt – og et stort Publikum vil sikkert vide at sætte Pris paa den Smule Virak, Forf. i Skildringen af den unge Bondepige og Fattighuset ofrer paa den hedengangne Romantiks Alter. "Efter Ballet" er til Gjengjæld saa meget mere "realistisk" og indeholder, saa kort den end er, en hel Skare af skarpt tegnede Virkelighedsfigurer med alle Overgangsled lige fra den fattige opofrende Moder til den mer end naturalistiske Hr. Rebau. "Tête-à-Tête" er en lille Perle af psykologisk Finhed og Sandhed – men desværre en Perle, som der hører moden Erfaring til at kunne paaskjønne.
Og Resultatet? Ja, det er sikkert for os alle dette, at vi vente Forf.s næste Bog med mere Spænding, end noget andet Debutarbejde i de sidste Aar har givet Anledning til. Kan Forf. ønske mere?
