Kapitel 3: Kompositionen i De Dødes Rige

Jeg vil i dette kapitel undersøge kompositionen i De Dødes Rige med henblik på at forstå, hvilken betydning den har for romanens budskab. Efter en overordnet karakteristik af kompositionen, vil jeg fokusere på to træk ved den, som er væsentlige i forhold til mit fokus på menneskets endelighed. Jeg slutter med at foretage en sammenligning med dannelsesromanen.

3.1 En kollektiv og kontrapunktisk roman

De Dødes Rige er, som Pontoppidan demonstrerer ved sin orkestermetafor, komponeret som en symfoni, hvori der indgår mange stemmer. Der indgår i romanen mange personer, som er involveret med hinanden, og hvis indre læseren får et indblik i. Knud Michelsen skriver om opbygningen, at den er "en kompliceret symfonisk struktur, hvor flere forløb, knyttet til forskellige miljøer, griber ind i hinanden.".¹ Denne struktur i værket gør, at læseren får et indtryk af det enkelte menneskes relativitet. For det første på den måde, at man som læser oplever, at der kan være flere forskellige opfattelser af verden. Romanen diskuterer de forskellige verdensforståelser ved at placere dem ved siden af hinanden. Det bevirker også, at læseren hæves op over en personbundet synsvinkel med dens bestemte værdier og fortolkninger. For det andet derved at læseren ser, at det enkelte menneske ikke er herre over sin skæbne, idet han under læsningen oplever, hvordan den enkelte er afhængig af de andre mennesker.

Knud Michelsen skriver videre om kompositionen, at de forskellige forløb griber ind i hinanden "dels handlingsmæssigt, dels ved at forholde sig til de samme tematiske grundstørrelser".² Det tematiske vil jeg gerne opholde mig ved nu. Det er nemlig sådan, som Pontoppidan også skriver i brevcitatet om orkesteret, at de mange stemmer virkeliggør et bestemt tema. Klaus P. Mortensen bestemmer De Dødes Rige som det tidligste eksempel i europæisk litteratur på en kontrapunktisk roman, "hvor selvstændige enkelthandlinger danner et tilsyneladende vilkårligt mønster."³

Det kontrapunktiske forstærker den læsererfaring, som den kollektive form åbner for. Den relativering af det enkelte menneske, som jeg peger på, at læseren erfarer via kollektivformen, forstærkes ved det kontrapunktiske, idet læseren oplever, at menneskene tilsammen danner et udtryk, som ikke findes fuldt udfoldet noget sted på det individuelle plan, og som de fleste ingen bevidsthed har om selv.⁴ Udover Pontoppidans egen sorg formidler dette udtryk i min fortolkning også det budskab om, at mennesket er endeligt, som er omdrejningspunktet for min analyse af romanen. Således forårsager det kontrapunktiske også indholdsmæssigt en bevidsthed om det enkelte menneskes relativitet og afhængighed hos læseren.

3.2 Et eksistentielt problem og et uafvendeligt forfald

Jeg har vedlagt en oversigt over bøger og kapitler i De Dødes Rige som bilag til specialet, og vil ikke give en udførlig beskrivelse af kompositionen i forhold til tid, sted og handling, men nøjes med at fremhæve nogle træk ved den. Først er der det, at handlingen – inden i den ramme, som Torben Dihmers gods Favsingholm danner, idet romanen begynder og slutter her – beskriver en bevægelse, der starter i Italien, og derefter går over Jylland (historien om Søren Smed) og Fyn for at ende i København. Der er en pointe i denne bevægelse, idet den viser, at den dårligdom, der hersker i samfundet, ikke er noget, der er knyttet specielt til København. På godset Storeholt er det landets bedst uddannede og rigeste mennesker, der opholder sig, og de lider under den samme stemning, som romanen beskriver i dens billeder af København. Herved formidler fortælleren af De Dødes Rige via kompositionen, at der er noget grundlæggende galt med samfundet, og da flere af de personer, som læseren stifter bekendtskab med på Storeholt, er reflekterede mennesker, får man indtryk af, at problemet er af eksistentiel karakter. At det har at gøre med samfundets verdensbillede. Historien om Søren Smed har samme funktion, hvilket jeg gør rede for specialets 8. kapitel.

Man er, når man læser De Dødes Rige, spændt på, hvordan det går med Torben og Jytte og med Enslevs kamp med kirken og sit eget parti. Men der er også mange mindre spændingsmomenter såsom fx forholdet mellem brødrene Johannes og Povl.

Spændingen medvirker til fornemmelsen af, at det går nedad bakke, idet udfaldet altid går den forkerte vej i forhold til, hvad læseren håber på. Naturen medvirker også til at give følelsen af nedgang, idet handlingens bevægelse mod nulpunktet, Enslevs død, følger efterårets gang mod vinter. Det går fra 4.bogs grå oktoberdag til 6. bogs "Årets mørketid var nu inde".⁵ Ved henvisningen til efteråret forstår læseren samtidig med, at han er spændt, at det ender galt. Naturen bevæger sig efter sine egne evige love og beskriver uafvendelige strukturer. Dette er dog ikke noget nyt, idet læseren hele tiden har haft følelsen af, at alle bestræbelser vil være forgæves – både på grund af romanens titel, men også fordi Torben allerede i første bog dødsdømmer sine medborgere:

Det er jo muligt, at jeg ser for mørkt på forholdene; men jeg synes, at livet mere og mere former sig som en vild kehraus til stumt orkester. (…) Det er, som om man ser de døde danse på deres egne grave.⁶

Hvis de personer, som vi møder i romanen allerede billedligt talt er døde, så virker alt forgæves, men det er ikke desto mindre det overordnede perspektiv, indenfor hvilket romanens spændingskurver bygges op. I forhold til det overordnede dødsperspektiv er der dog også en spænding, idet man læser med forventningen om at finde ud af, hvad der er på den anden side af det absolutte nulpunkt,som døden udgør.

3.3 Sammenligning med dannelsesromanen

Torben vender på samme måde som dannelsesromanens helt tilbage til sit hjem og er nu afklaret med verdens orden og sin egen plads i den. Man kunne se det sådan, at Pontoppidan anvender dannelsesromanens struktur for at undgå, at De Dødes Rige ender som en ulykkelig dannelsesroman. Han lader Torben finde ud af, at hans angst og splittelse i mødet med samfundet er et udtryk for, at han er i den kaotiske og vanskelige ude-fase. Dette gør det muligt for ham at bevæge sig videre og komme hjem igen. De Dødes Rige har også tanken om sjælens forbundethed med hjemmet og optagetheden af menneskets følelsesliv til fælles med denne type roman.

Den afgørende forskel mellem dannelsesromanen og De Dødes Rige er, at hjemmet ikke er af samme karakter. Hvor dannelsesromanen integrerer helten i samfundet, installerer Torben sit eget samfund på Favsingholm, og den orden, han hævder her, er i min fortolkning ikke romantisk, omend den har romantiske elementer. Jeg vælger at se de romantiske træk, inklusiv den henvisning til en magt uden for mennesket, der bestemmer dets skæbne, som findes to steder i De Dødes Rige⁷, som et udtryk for moderne tænkning i tråd med C.G. Jung, Rudolf Steiner og Ludvig Feilberg. Derfor forstår jeg heller ikke primært De Dødes Riges struktur som formet efter dannelsesromanen, men derimod som et eksempel på den rite de passage-struktur, jeg har været inde på i forbindelse med C.G.Jungs filosofi om den eksistentielle og følelsesmæssige side af mennesket.

3.4 Afslutning

Jeg har i dette kapitel karakteriseret kompositionen som kollektiv og kontrapunktisk. Denne form gør, har jeg vist, at man som læser får en bevidsthed om, at det enkelte menneskes bevidsthed er begrænset. Personerne i romanen har kun en relativ forståelse af begivenhederne. Den helhedsforståelse, som de måske selv tror, de har, findes på et andet plan, nemlig i det kontrapunktiske mønster, som deres skæbner og reflektioner tilsammen danner. Jeg har derudover peget på, at De Dødes Rige via sin komposition signalerer, at det problem, den behandler, er af eksistentiel karakter, fordi den ikke holder sig til København og én bestemt samfundsgruppe. Jeg har også vist, hvordan kompositionen, ved at følge naturens gang fra efterår til vinter, giver en følelse af uafvendeligt forfald. Sluttelig har jeg påpeget, at strukturligheden med dannelsesromanen skal forstås som et forsøg på at medtænke menneskets følelse og eksistens i et moderne verdensbillede – ikke som en tilbagevenden til en romantisk bevidsthedsform.

3.5 Introduktion til de efterfølgende kapitler

I det næste kapitel beskæftiger jeg mig med fortællingen om Torben og Jytte. Jeg tror, at grunden til, at denne fortælling er placeret i første bog i De Dødes Rige, er, at den fungerer som et udtryk for, at der er noget grundlæggende galt i samfundet. Det giver læseren en fornemmelse af alvoren af samfundets problemer i De Dødes Rige, at disse to mennesker, der har alle forudsætninger for at elske hinanden, alligevel ikke kan. Jeg vil ikke nøjes med at beskrive, hvordan Torben og Jytte har det, men også spore årsagerne til deres befindende. Disse årsager finder jeg i de samfundsforhold, de lever under, og viser dermed, at der er en forbindelse mellem deres historie og historien om samfundet.

I de efterfølgende kapitler vil jeg vende mig mod denne historie, der handler om politikeren Tyge Enslev og det samfund, han har skabt. Kapitlet "Oplysning og middelalder" viser, hvordan Enslevs tidsalder, der skulle være kendetegnet ved selvstændig tænkning, frihed og lighed, er blevet til det, den var et opgør med. I stedet for oplysningsdrømmen er indtrådt en ny middelalder kendetegnet ved overtro og ødelæggende magtudfoldelse. I 6. kapitel vil jeg ved at analysere Enslevs personlighed gøre rede for en del af forklaringen på forfaldet, mens jeg i kapitlet "Et uegentligt liv" vil give en karakteristik af de splittede og tomme mennesker, der lever i Enslevs samfund.

Den slægtshistoriske og mytiske forklaring på forfaldet vil jeg give i 8. kapitel. I dette kapitel vil jeg også forholde mig til romanens billedsprog. På baggrund af en konstatering af, at også det almindelige livs historier er udtryk for en følelsesmæssig og fortolket erkendelse, vil jeg her diskutere, hvad der gør det nødvendigt og vigtigt at inddrage det mytiske billedsprog i romanen.

(Forsæt til kapitel 4)