Kapitel 7: Et uegentligt liv

I det foregående kapitel har jeg gjort klart, at årsagen til kulturens forfald er en fejl ved det verdensbillede, der ligger til grund for den. I dette kapitel vil jeg vise, hvordan denne grundlæggende eksistentielle uorden gør samfundet til et grotesk teaterstykke.

7.1 Som et teater

”Gennem De Dødes Rige går der en tematik, der tager sit udgangspunkt i erindringsbilleder og det moderne som forskellige udtryk for fantasmagori og teater,” skriver Henning Goldbæk i sin artikel De Dødes Rige som dekadenceroman. Ser man efter, holder Goldbæks betragtning stik. Billedet af et teater synes at ligge bag beskrivelserne af det moderne samfund i romanen. Det forhold at et billede på denne måde synes at udtrykke samfundets væsen er et eksempel på, hvordan Pontoppidan i De Dødes Rige arbejder med en billedlig form for erkendelse.^'1

Det samfund, der møder læseren under Jytte og Fru Berthas ophold i Italien, er kendetegnet ved, at man, som om man overværede et teaterstykke, kun lægger mærke til det, man kan se. På det hotel, hvor de spiser middag sammen med Torben, viser kvinder toiletter frem, mens mændene går rundt mellem dem og beskuer dem. Den satiriske skildring af generalkonsul Kolding, der også opholder sig på stedet, viser også, at kroppen er i fokus. Det eneste, han fortæller folk om, er sit helbred, og i den forbindelse er det ham magtpåliggende at forklare, hvilke underværker det såkaldt ”Wellerske system” har gjort for ham og hans hustru. Hans fanatiske optagethed af Weller er et udtryk for, hvordan han og andre med ham trods Enslevs politiske program om frihed og viden reelt lever som i et trossamfund. I generalkonsul Koldings øjne er lykken udelukkende et fysisk velbefindende. Således er det forfærdeligste, der er overgået ham, at han en nat har ligget i halvanden time uden at kunne falde i søvn: ”Jeg glemmer aldrig den nat! (…) De skal forsøge med Weller, direktør Zaun.”¹

Et andet karaktertræk, som livet i den italienske by har tilfælles med teatret, er, at det er et intermezzo. Menneskene opholder sig midlertidigt der for at lade op og blive underholdt. Man er rekonvalescenter. Man skal komme til kræfter, og tiden skal bruges til behagelige ting. Der skal ikke besluttes noget eller tages ansvar for andet end ens eget fysiske velbefindende.

I et teater spiller menneskene roller. Rollen siger ikke noget om menneskenes rigtige identitet, ligesom den indebærer en mangel på frihed. Jyttes fætter, John Hagen, er et eksempel på, at livet i de dødes rige er sådan et rollespil. Han er i romanens begyndelse besat af tanken om at få succes som enten videnskabsmand, godsejer, ægtemand eller politiker og helst alle fire ting på én gang. Et sted fremgår det, at han har planlagt at skyde sig, hvis hans ægteskabelige og økonomiske problemer går i hårdknude: ”Han havde været fast besluttet på ikke at overleve den dobbelte skam, at være ruineret og at blive stillet i gabestokken som hanrej. Når han ikke på anden måde havde kunnet indridse sit navn i slægtens annaler, skulle det i hvert fald ske med blod og rædsel!”² Kendetegnende for ham er, at han er ganske hul i sine forehavender. Når han foregiver at lave studier til kartoffelskimmelens udryddelse, ligger han i virkeligheden og sover, og som politiker har han intet på hjerte; det er netop derfor, at Enslev kan bruge ham.

John falder i løbet af romanen ”nedenud” af de dødes rige. Det er ellers karakteristisk for de vigtigste personer i romanen, at de gør en erkendelse, der løfter dem op over dette rige. Men John bliver skilt og frakendt sin politiske tillidspost. Katastrofen resulterer i, at han kommer til at leve et lykkeligt, nøjsomt liv i samklang med naturen og "den anden" på samme måde som beboerne på Torbens Noahs ark til sidst i romanen.³ Han sender Jytte et brev med en invitation til at komme og besøge ham på det pensionat, hvor han bor: ”I vil træffe to turtelduer, der har lært af livet og forstået, at en god fordøjelse, nævearbejde og kærlighed – det er det eneste, der kan gøre mennesker lykkelige. Alt andet er forfængelighed og tossestreger.”⁴

Som det måske allerede kan fornemmes af tonen i dette citat fra Johns brev, er der et lidt uvirkeligt og ironisk skær over hans lykke i romanens skildring af den. Hans simple opskrift på lykken står uformidlet overfor det differentierede følelsesliv, Jytte har, og som er kendetegnende for mange af bogens centrale figurer – Torben, Fru Bertha, Tyge Enslev med videre. Sammen med det grundlæggende latterlige skær, der er over John i romanen, bevirker dette, at man ikke ser hans lykke som et overbevisende bud på en løsning af de problemer, der plager samfundet.

7.2 Mennesker uden midte

Jeg skrev ovenfor, at man i det dagklare helvede i Italien kun regner med det, der er synligt for øjet, og ikke anerkender det indre menneskelige liv. Dette er en sandhed med modifikationer. Dele af et indre menneskeligt liv anerkendes: sanseligheden og tankelivet. Det sanselige begær hører til i en krops- og forbrugskultur. Tankelivet er også repræsenteret på det italienske feriested i skikkelse af Hr. Zaun, der med sin rastløse og uophørlige avislæsen og udspørgen søger at vide alt.

Splittelsen mellem tankeliv og begær kan belyses ved en lille tekst af Friedrich Nietzsche, Über Wahrheit und Lüge im aussermoralischen Sinn. Nietzsche beskriver heri, hvordan menneskene bygger ”begrebsdomkirker” i et patetisk forsøg på at gribe den strøm, der i teksten er det egentligt værende, og som i kraft af sin flydende karakter netop ikke kan gribes med stive bygninger.⁵ Nietzsche er inspireret af Arthur Schopenhauer (1788-1860), som i sit hovedværk Die Welt als Wille und Vorstellung (1818) præsenterer en filosofi, der opdeler verden i henholdsvis forestillinger og vilje. Forestillingernes grundlæggende karaktertræk er, at de ikke er sande. Viljen er det egentligt værende, men den er ond. Den er et evigt kværnende begær, der genererer de illusioner, menneskene tager for sandhed. Herved holder den dem fanget i en evig runddans. Pontoppidan kendte både Nietzsche og Schopenhauer. Der står fx et sted i brevene, at han læser Nietzsche. Og Schopenhauer præsenteres første gang af Georg Brandes i 1884 i ugeskriftet Ude og Hjemme, som Pontoppidan abonnerede på.

Der er i De Dødes Rige flere tegn på, at den tankegang, jeg netop har refereret, er en del af romanens betydningshorisont. Både i Fru Berthas og Povl Gårdbos bevidsthed figurerer således en lidenskabelig mørk strøm, der hvirvler mennesker i undergangen. Fru Bertha tænker eksempelvis, mens hun ligger med den fortvivlede Jytte i Italien: ”Her lå hun med det sidste af deres børn i sine arme og mærkede, hvordan også det var i færd med uhjælpeligt at glide fra hende – at føres bort af den samme vilde, mørke strøm, der hvirvlede de andre ned i døden.”⁶ Den anden pol i verdensbilledet italesætter Povl Gårdbo direkte i sin udtalelse om Enslevs ”eventyrlige forestillinger.” Povl anklager her Enslevs idealer for præcis det, som kendetegner Schopenhauers forestillinger og Nietzsches begrebsdomkirker, nemlig en manglende forbindelse med det sande værende.⁷

Jeg mener ikke, at Pontoppidan ender ved et verdensbillede, hvor begæret er det egentligt værende. Det, der gør, at ”virkeligheden” i samfundet falder fra hinanden i tom tænkning og blindt begær, er, at der mangler en forståelse for vigtigheden af det enkelte menneskes endelighed i Enslevs verdensbillede. Havde man en forståelse for, at det enkelte menneskes følelser, stemninger og fortolkninger er indgangen til livet, ville tanken og begæret indordne sig.

Da endeligheden ikke er anerkendt i verdensbilledet, eksisterer begæret og tanken som to adskilte kræfter, der svarer til henholdsvis Enslevs forestillinger på den ene side og hans magtbegær på den anden. Hr. Zaun er som nævnt repræsentant for den løsrevne rationalitet. Da Torben møder ham i Italien, må han uvilkårligt tænke på underverdenen og dens skygger: ”Han [Torben] såe ned i Hr. Zauns skævt fortrukne ansigt med de melankolske opalblege øjne og tænkte igen på underverdenen og dens skygger.”⁸ Hr. Zaun er virkeliggørelsen af Enslevs idé om et liv med frugterne fra kundskabens træ. Men i stedet for at være Enslevs drøm om et lykkeligt vidende menneske giver Hr. Zaun indtryk af at lide af et evigt savn – deraf hans navn. Det er som om han forsøger at fylde det tomrum, der er indeni ham, og han opleves af Torben som en uhyggelig skygge af et menneske.

En scene med kunsterparret Fru Maja og Jørgen Berg skildrer den løsrevne sanselighed, der ligesom Zauns tankevirksomhed forbindes med døden. Jørgen Berg har netop sat ild til de femhundrede kroner, han har fået i legat: ”

Imidlertid stod ægtefolkene overfor hinanden med det udtryk, mennesker får, når de i lidenskab glemmer alt omkring sig og kun hører blodets vilde røst. To hvide ansigter med stivnede munde (…) to ligmasker med øjne, der var lutter sort pupil.”⁹

I denne scene er sanseligheden isoleret fra alt andet i den menneskelige tilværelse. Jørgen Berg og Fru Maja glemmer alt omkring sig for den mørke og destruktive kraft, som blodets vilde røst er. Når fortælleren kalder kunstnerparrets ansigter for ligmasker, giver han et stikord til, hvad der er på spil i den kultur, Enslev har banet vejen for. Ligmaskerne indebærer, at menneskene faktisk er levende inde bag ved maskerne. Det, der sker i Enslevs samfund er, at menneskene deltager i et grotesk teaterstykke, hvor de selv klæder sig ud som døde, fordi de tror, det er sådan, man lever.

7.3 Afslutning

Jeg har nu beskrevet, hvordan menneskene i Enslevs samfund billedligt talt deltager i et grotesk teaterstykke, hvor de klæder sig ud som døde. Den indre hulhed i verdensbilledet, der kommer af Enslevs grundlæggende æstetiske fejltagelse, gør, at kulturen degenererer til udelukkende at være optaget af krop, udseende og succes på en måde, der udstiller det forsømte indre liv i personen. Hulheden gør også, som jeg har vist, at rationaliteten og det sanselige begær eksisterer som to løsrevne og destruktive kræfter i menneskenes liv.

(Fortsæt med kapitel 8)