Rie Bihlet: Klumpfodens visdom, speciale om De Dødes Rige

Kapitel 1: Indledning

I Henrik Pontoppidans roman De Dødes Rige følger man en stor broget kreds af mennesker fra forskellige dele af samfundet. Tilsammen tegner de et mørkt billede af et Danmark et sted på den anden side af systemskiftet i 1901. Handlingsmæssigt og tematisk fletter flere historier sig ind i hinanden. Der er den sørgelige fortælling om godsejeren Torben Dihmer og ministerdatteren Jytte Abildgaard, der ikke får hinanden. Der er myten om forbandelsen over Søren Smeds slægt. Og der er historien om den aldrende politiker Tyge Enslev, hvis livsværk smuldrer for øjnene af ham. De Dødes Rige rummer flere historier og personer end de her nævnte. Faktisk indgår alle professioner, klasser og aldre i det daværende danske land i fiktionen: Præster og læger, kunstnere og journalister. Selv den nye mennesketype, den renlivede kapitalist, er repræsenteret i form af kaffegrosserer Søholm. Fælles for alle skæbner og historier i romanen er et bestemt stemningsmotiv. Det er den samme dystre stemning, der gengives overalt. Blot virkeliggøres den på varierende vis alt efter personen og situationen.

De Dødes Rige udkom oprindeligt i fem bind i årene 1912-1916. Allerede året efter, i 1917, udkommer den imidlertid i en gennemskrevet og forkortet version. Den er nu fordelt på bare to bind og opdelt i otte bøger. Det var en fast arbejdsprocedure for Pontoppidan at gennemskrive sine tekster flere gange. Han udgav en erklæring, der definerer forskellen på de to udgivelser, hvori han hævder, at det er en smagssag, hvilken udgave man foretrækker, idet den første er frisk og umiddelbar, mens den anden er mere anskuelig og ”stærkere båret af Frembringerens Grundstemning”1. Dette speciale er baseret på den endelige version af romanen, og alle henvisninger er til Gyldendals paperbackudgave i to bind, der er trykt i overensstemmelse med De Dødes Rige i 4.udgave fra 1922. Jeg har valgt at skrive om denne, da jeg er interesseret i forfatterens grundstemning, og da det fremgår af Pontoppidans breve at han selv foretrak denne version.2

De Dødes Rige giver et billede af Danmark, som det så ud efter systemskiftet i 1901. Det demokratiske styre havde på bogens udgivelsestidspunkt været en realitet i en del år og kapitalisme, industri og København som storby er ingredienser i bogens tidsbillede.

Det historiske billede af Danmark er dog ikke det primære for Pontoppidan. Han vil først og fremmest med De Dødes Rige skildre og diskutere bevidsthedsmæssige forhold. Det fremgår af breve og udtalelser, samt af romanen selv, at den er skrevet på en sorg over, at det moderne gennembruds idealer om et liv i fornuft og frihed ikke har ført til det, Pontoppidan og tidens andre intellektuelle – specielt Georg Brandes – havde håbet og troet på.

Politikeren Tyge Enslev er eksponent for det moderne gennembruds idealer om oplysning og frihed i De Dødes Rige. Han har engang for et ubestemt antal år siden tilkæmpet sig magten og indført den demokratiske styreform i landet. Men samfundet er under hans ledelse – som jeg skal vise – blevet forvandlet til de dødes rige. Menneskene går op i ligegyldigheder, og deres liv bestemmes derudover af deres eget og magthavernes begær efter magt og nydelse.

Jeg mener, at De Dødes Rige på mangfoldige måder viser, at årsagen til forvandlingen er, at der er en eksistentiel tomhed i Tyge Enslevs verdensbillede. Omdrejningspunkt for min analyse er et begreb om endelighed. Min tese er, at det, Tyge Enslev og dermed også det samfund, han baner vejen for, mangler, er en forståelse af, at mennesket er endeligt. I begrebet endelighed indbefatter jeg naturligvis den konkrete fysiske død, men også alle andre måder, hvorpå mennesket er begrænset af noget uden for sig selv eller i sig selv. Det vil sige, at endeligheden ikke alene skal forstås i forhold til naturen men også i forhold til menneskets historicitet. Med historicitet mener jeg det liv, mennesket har levet op til dagen i dag, og som det har med sig i form af erfaringer, erindringer og følelser. Jeg mener desuden det, at mennesket er kendetegnet ved altid at være i en situation, som det er følelsesmæssigt engageret i, og som det ikke har overblik eller kontrol over.

I en udtalelse om Lykke-Per i et interview foretaget i 1905 giver Pontoppidan et billede, der kan bruges til at illustrere det, jeg fokuserer på i min analyse af De Dødes Rige: ”Det Tidsbillede, der findes i den [Lykke-Per], har ikke været mig det vigtigste. Ligesom i ”Det forjættede Land”, der er en omskrivning af Babelsmyten, er Øjebliksbilledet væsentlig – paa samme Maade som i de gamle ”Panoramaer” – benyttet som illuderende Forgrund i et Perspektiv. Hvad jeg først og fremmest har villet, er naturligvis at give Billedet en Række levende Mennesker og deres Skæbner.”

Helt konkret fremhæver Pontoppidan i udtalelsen menneskene fremfor tidsbilledet, men det, jeg er interesseret i, er dette, at han opererer med to forskellige måder at se på. Jeg opfatter det tidsbillede, som Pontoppidan taler om, som et udtryk for oplysningens og det moderne gennembruds blik. Dette blik fokuserer på konkrete sociale, politiske og økonomiske forhold og har et ideal om en objektiv historiefortælling. Pontoppidan viser i sin udtalelse, at han kender og anerkender dette blik. Men han viser også, at han opererer med et andet blik end oplysningens – et blik, der har med dybde at gøre, og som er perspektivisk. Dette er afgørende i min fortolkning af De Dødes Rige, idet jeg netop finder, at romanen fremhæver dette perspektiviske blik og det menneske- og virkelighedssyn, der er forbundet med en sådan perspektivisk optik. Det er interessant, at der er tale om en udvidelse af oplysningens blik. Det underkendes ikke men indlejres i et større billede, og begge dimensioner – den perspektiviske og den oplyste – kan rummes i Pontoppidans panorama-metafor.

Pontoppidans brug af billed-metaforen er vigtig i min læsning af De Dødes Rige. Han siger i citatet, at han vil give et billede af en række levende mennesker, og kalder i brevene ofte sin roman ”et billede.” Senere i interviewet til Hver 8. Dag definerer han også det digteriske sprog som "en billedtale". Jeg læser De Dødes Rige ud fra disse poetologiske udtalelser og fokuserer på al slags brug af billeder i romanen. Billeder i form af sammenligninger, sindbilleder, metaforer o.a. Når Pontoppidan fremhæver billedet og samtidig er skuffet over oplysningen, får jeg den tanke, at han mener, at billedet kan noget, som oplysningen og dens begreber ikke kan. Jeg tænker i forlængelse af en filosofisk tradition, der knytter begrebet til fornuften og det objektive, mens billedet ses som værende mere konkret og i kontakt med følelser og subjektivitet.

Mit teoretiske udgangspunkt for læsningen af De Dødes Rige er den filosofiske hermeneutik, som Hans-Georg Gadamer beskriver den i sit hovedværk Wahrheit und Methode. Heri skriver Gadamer op imod de historikere, der fremhæver den kildekritiske metode, som det, der gør deres praksis til videnskab. Det er forkert af disse historikere, hævder Gadamer i værket, at tro at det handler om at være neutral og fornuftig i sin omgang med emnerne. Fremfor det suveræne, fornuftige menneske tegner han et menneskebillede, hvor mennesket altid er involveret i det værende. Mennesket er kendetegnet ved at leve i en forståelse af tingene, og det er en forkert ambition at ville fralægge sig denne, for at kunne beskrive tingene, som de er. I stedet må man blive bevidst om, at man altid lever i en forståelse, således at man kan udtrykke den og lade teksten eller det andet menneske møde den.

Jeg beskæftiger mig ikke udelukkende med Tyge Enslevs verdensbillede og menneskesyn. Jeg har også i mine analyser blik for det alternativ, som De Dødes Rige angiver. Dels ved dens måde at skildre mennesker på – såvel i de enkelte historier som i kompositionen – og dels ved den brug af billeder, som jeg allerede har omtalt, tegner romanen et alternativ til Enslevs kultur. Det konkrete bud på et alternativ er det kollektiv, som Torben Dihmer opretter på sit jyske gods Favsingholm i romanens ottende og sidste bog af samme navn. I specialets 7. kapitel forsøger jeg at skildre nogle af de træk, livet og tænkningen har på dette sted.

Jeg perspektiverer i min læsning af De Dødes Rige til Den guddommelige komedie af Dante, og til Sigmund Freud, C.G. Jung og Friedrich Nietzsche, og man kunne spørge, hvorfor jeg netop inddrager dette værk og disse tænkere fremfor andre. Årsagen til, at jeg netop har valgt dem, er, at de udgør min forforståelse. Og mit udgangspunkt i Gadamers hermeneutik siger mig, at jeg skal bringe denne i spil, hvis jeg skal opnå en forståelse af Pontoppidans værk. Min hermeneutiske tilgangsvinkel til værket er også grunden til, at jeg i næste kapitel vil se nærmere på Pontoppidans udtalelser om De Dødes Rige i brevene og på et foredrag, han holder i samme periode, som han skriver romanen. Jeg nærmer mig værket ved at søge at forstå, hvordan forfatteren selv ser på det, og hvordan han i det hele taget italesætter verden, idet jeg, fremfor at opfatte værket som en autonom enhed, ser det som værende forbundet med forfatterens fortolkninger.

((Fortsæt til kapitel 2)

 
[1] Skjerbæk, Thorkild: Kunst og budskab (1970), 172. tilbage
[2] Se herom Bredsdorff, Elias m.fl.: Henrik Pontoppidans breve 1914-1943, 48-53. Fx et brev af 28.5.1917, 49n:
Uventet for mig selv har jeg nemlig fået den Opgave allerede nu at forberede en ny Udgave af min sidste store Roman [De Dødes Rige], og da jeg selv har fundet den for vidtløftig, tog jeg mig på at omarbejde den (…).
tilbage