Kapitel 8: Søren, dragesæden og djævelen

8.1 Storhedsdrømme og djævlepagt

Som Knud Michelsen skriver, er den bestemmende konflikt i Søren Smeds historie "konflikten mellem på den ene side hans storhedsdrømme og vældige frigørelsestrang og på den anden side omverdenens krav om underkastelse under det givne."¹ Det fremgår allerede af denne beskrivelse, hvordan hans situation ligner Tyge Enslevs. Men jeg kan nævne flere forhold ved ham, som viser, at hans problematik er relateret til Enslevs. Således kaldes hans ambitioner et sted for "storhedsdrømme"², hvilket er et godt ord for Enslevs eventyrlige forestillinger. Derudover er det uholdbare i Enslevs forestillinger om mennesket radikaliseret hos Søren. Han betjener sig nemlig direkte af løgne for at stille sin trang til storhed, idet han i sin ungdom skriver hjem til sine forældre om "indbildte bedrifter"^'1. En tredje lighed imellem de to mænd er, at Søren ligesom Enslev er forbundet med eventyr-begrebet. Han har lovet sine forældre og søskende, står der et sted i romanen, en dag at "vende tilbage som en eventyrprins"³;.

Søren Smed var sprælsk allerede i sin mors mave og gav, da han blev født, et stort vræl, "der grangivelig lød som et hurra". Dette fortæller man ham gennem hele hans opvækst, ligesom man delagtiggør ham i jordemorens spådom: "Den knægt bliver der sgu nok noget stort af."⁴ Man fremhæver altså træk ved ham, der vidner om, at han har energi, kraft og gåpåmod og lader det munde ud i den tanke, at han kan blive til noget stort. I dette vage begreb ligger noget med at sætte sig ud over det givne, sådan som Knud Michelsen formulerer det i ovennævnte citat. Denne sociale prægning, som Søren er udsat for, får konsekvenser, viser romanen, idet den fortæller, at jordemorens spådom "kom til at sysselsætte ham mere, end det var godt for ham." Søren ville måske ikke være blevet den ambitiøse og aggressive mand, som han bliver, hvis hans familie ikke havde påvirket ham. Sådan viser romanen – ligesom i forhold til Tyge – at Sørens problematiske drøm om storhed har at gøre med hans sociale rammer.

Søren udmærker sig som ung mand ved at have mange kræfter, et godt hoved og fingersnilde. Men udover hans hædersdag under krigen 1848-51, hvor hans kræfter og raseri bevirker, at danskerne beholder skansen ved Frederiksstad, giver hans storhedsdrømme ham ikke andet end problemer. Han kommer inden krigen op at slås med én på grund af sin "storhedsfølelse", og efter krigen bliver han ensom, fordi han ikke vil vende hjem, før han har udøvet en stordåd. Det kommer imidlertid ikke til at ske, da han møder Ane-Mette og gør hende med barn: "I stedet for en frifærd ud i den store verden blev det til et møde for præsten og hastværksbryllup, og bagefter til overtagelse af smedjen mod prioritetslån, sagførersalærer, aftægtsydelser og de mange andre håndjern og tommeskruer, hvormed en ung mand kan komme til at bøde livsvarigt for et øjebliks letsindighed."⁵ Frustrationen over de uopfyldte drømme plager ham. En dag, da han går nedtrykt rundt ude på heden, passer djævlen ham op og snakker til ham på jysk: "A sejer: gør dæ fri, Søren!" De to aftaler, at Søren skal efterlade Ane-Mette og børnene og lade fattigkassen tage sig af dem. "Når han engang vendte tilbage som rig amerikaner med penge i alle lommerne, ville både Ane-Mette og børnene forstå, hvor godt og rigtigt han havde handlet imod dem."⁶ Dette er djævelens ord til Søren. At han vil have Søren til at realisere the american dream viser, at hans idé er af det onde, for amerika er ledemotiv for forfaldet i De Dødes Rige. Planen går meget hurtigt i vasken. Søren er ikke kommet langt hjemmefra, før han gribes af bekymring for børnene. Og da han kommer til byen, føler han, at folk ser anklagende på ham. Det næste, man hører, er, at han står i smedjen igen. Han overholder altså ikke sin aftale med djævelen om at gøre sig fri.

8.2 Frafald og dragesæd

"Jeg har glædet mig over," skriver Henrik Pontoppidan i et brev til kritikeren Hans Brix, "at De har fremdraget den gamle Enslev-Smed af den Glemsel, hvori han vistnok var forsvundet for de fleste af Bogens Læsere til stor Skade for Forståelsen. Men det er jo ikke så meget denne Stamfaders Pagt med Djævlen, som netop hans Frafald fra ham, der hævner sig på hans Efterslægt i Underverdenen."

Som jeg kommer ind på om lidt, fortæller romanen om, hvordan den brudte aftale har konsekvenser for Søren og Ane-Mettes børn. Spørgsmålet er, hvad der ligger i, at Pontoppidan finder det værd at understrege, at det ikke er pagten, men derimod frafaldet fra den, der går ud over børnene? Jeg ser det som et udtryk for, at De Dødes Rige beskriver et samfund, der billedligt talt har forskrevet sig til djævelen. Hvis man fokuserer på, at det er pagten, der hævner sig på børnene, vil man i sin tankegang standse op ved Søren Smed. Tænker man derimod på, at det er frafaldet, der er problematisk, ser man, at der er noget uden for Søren, der gør, at samfundet er de dødes rige. Djævelen eksisterer uden for Søren og den underverden, som Danmark er blevet forvandlet til, er også hans værk. Det er ikke kun noget, der har at gøre med Søren og Tyge.^'2 Man vurderer også Søren anderledes. I stedet for udelukkende at fordømme ham, bemærker man også den kærlighed og ansvarlighed, der får ham til at vende hjem og opgive sit forehavende.

Djævelens hævn over Sørens frafald fra pagten er at sprede ufred og fjendtlighed i hans slægt. Og som der står i De Dødes Rige, er "den bette mand" "en nidkær skyldherre, der hævner fædrenes frafald på børnene indtil tredje og fjerde led."⁷ Søren Smeds børn er vokset op sammen og har sovet to og to i hjemmets slagbænk "med armen om hinandens hals som forenede for evigheden."⁸ Alligevel tager de andre søskende afstand fra Tyge i stedet for at være stolte af ham og glæde sig over hans politiske succes. Nærheden og kærligheden mellem dem brydes og afløses af misundelse og afstandtagen.

Det, der huserer i slægten, samles flere steder i De Dødes Rige i begrebet om en dragesæd.^'3 Dette begreb gør det åbenlyst, at der er en forbindelse mellem historien om Smed-slægten og dragesædsmyten i den græske mytologi. Det fortælles i denne myte – i Knud Michelsens gengivelse – "at Kadmos, Thebens grundlægger, efter at have dræbt en drage sår dens tænder, af hvilke der opstår harniskklædte krigere, der bekæmper og dræber hinanden."⁹ Myten handler altså om, hvordan krig, nag og ambitioner nedarves fra dragen til dens sønner. Dragesædens virkning i Smed-slægten beskrives mest indgående i skildringen af forholdet mellem tvillingebrødrene Johannes og Povl, der er Sørens børnebørn. ^'4 Selvom de er tvillinger og meget tæt knyttede, rager de alligevel uklar med hinanden. Deres forskellige verdensbilleder er, som jeg skal vise i det følgende afsnit om dem, udgangspunktet for deres konflikt. Det er Johannes, der er galt på den, idet han ligesom Tyge prioriterer sin idealitet over sin hengivenhed til familien. I lighed med Tyge forstår han heller ikke, at han har personlige følelser involveret i sin idealisme.

8.3 Johannes og Povl

Da Jytte møder sin gamle skoleveninde Meta på Storeholt, er hun blevet Fru Gårdbo, idet hun er blevet gift med Povl. Hun fortæller Jytte, at grunden til, at hun og hendes mand er kommet til egnen er, at Johannes bor der: "Det var især for at komme til at bo i nærheden af ham, at min mand søgte embedet her. De to brødre har altid dårligt kunnet undvære hinanden. De er tvillinger og har nu så længe været skilte."^{10 '5} Det, at de er tvillinger, understreger nærheden og blodsbåndet mellem dem. Men en af De Dødes Riges mange handlingsstrenge er fortællingen om, hvordan de alligevel kommer væk fra hinanden.

Det første egentlige udtryk for konflikten mellem brødrene er en lussing, som Povl giver Johannes. Johannes kommer ikke som ventet og besøger Povl og Meta efter et kredsvalg, hvor han ikke er blevet valgt. Povl må opsøge ham og prøver at trøste ham, men Johannes anklager ham for at fordærve folket. Da Povl skal gå nægter Johannes at give ham hånden, hvorefter Povl slår ham.¹¹

Grundlaget for konflikten er, at Povl og Johannes har forskellig religiøs overbevisning. Hvor Povl kæmper for en nøgtern livsanskuelse^'6 og gerne vil afskaffe kristendomsundervisningen til fordel for faget "praktisk levelære," lever Johannes for sin kristendom. I hans egen opfattelse af sig selv er han en uegennyttig forkæmper for den sag at udbrede og udvirke kristendommen i det danske folk.^'7

Det sidste sammenstød mellem brødrene udspiller sig, da Povl afslører en sandhed for Johannes. Johannes´ kæreste Rosalie døde nogle år forinden ved det, der er blevet fremlagt som en drukneulykke. Et afskedsbrev, som Povl fandt ved ligsynet i hendes kjolelomme, beviser imidlertid, at der var tale om selvmord. Povl har kun læst et par linjer af brevet. Men nok til at forstå sandheden:

Når jeg har fortiet den for dig, forstår du vel mine grunde. Jeg vidste jo, hvor inderligt du og Rosalie holdt af hinanden trods alle modsætninger. Hun har handlet i en pludselig sindsvildelse, i hvert fald i ulyksalig overilelse. Hun havde om morgenen fået et brev fra dig, ikke sandt? Du havde heri bebrejdet hende, at hun i længere tid ikke havde været til alters. Det har velsagtens været den ydre foranledning.¹²

Johannes bryder sammen i hulkegråd, men farer op, da Povl vil trøste ham. Han mener, det er Povl, der med sin "gudløse og frække tale" har drevet Rosalie ud i ulykken.

Der er to ting, der går igen i konflikterne mellem brødrene. For det første er der det, at Johannes anklager Povl for det dårlige, der sker. Det er hans mangel på kristendom – hans forkerte verdensanskuelse – der ødelægger menneskene. Dette er beskyldningen om Rosalies ulykke et eksempel på. Det andet splid-skabende moment er, at Johannes har den tanke, at Povl og Meta vil nå til "sandhedserkendelse", såfremt de nedbøjes af en eller anden form for ulykke.¹³ Det at han et eller andet sted mener, at det ville være godt, hvis der tilstødte dem noget ondt, fjerner ham selvsagt fra dem.

8.4 Et uhyggeligt dobbeltvæsen

I den scene, jeg netop har refereret, går det op for Povl, at Johannes hele tiden har anet eller vidst sandheden om, hvordan Rosalie kom af dage. Før Povl rigtig har sagt noget, spørger Johannes selv, om Povl mener, at Rosalies død ikke har været et ulykkestilfælde. Det får den uhyggelige tanke til at slå ned i Povl, at Johannes hele tiden har kendt sandheden.¹⁴

Man kan tolke Johannes’ religiøst betingede samfundsengagement som en bod, han ubevidst har pålagt sig selv, fordi han har drevet sin kæreste i døden, skriver Klaus P. Mortensen i Ironi og utopi og fortsætter: "At tolkningen er rigtig bekræfter romanen over for læseren ved den iøjnefaldende parallel mellem Enslev og Johannes’ adfærd i kærlighedssager og politisk engagement. Begge driver de deres elskede i døden og begge drives de af et ubevidst ømt punkt, som hele deres offentlige virke er en art kompensation for."¹⁵ Johannes og Tyge prioriterer begge fællesskaber af ideologisk karakter over fællesskaber baseret på kærlighed og hengivenhed. De er også begge blinde for de personlige følelser, som de investerer i deres virke.

Povl kalder Johannes "et uhyggeligt dobbeltvæsen", der fører to tilværelser uden fælles bevidsthed. Sådan forklarer han, at Johannes formår at fortrænge de sider af sit liv, som ikke passer med hans selvbillede som retsindig og kærlig (præst). Han kalder ham også for en utilregnelig besat, "der ikke længer kendte forskel på løgn og sandhed og ikke ville kende den af frygt for at slukke den helvedesbrand i sjælen, han kaldte for sin tro."¹⁶ Ikke nok med at Johannes’ fanatiske religiøsitet bevirker, at han mister fornemmelsen for, hvad der er sandt. Den gør også, at han ikke ønsker at erkende sandheden, idet han er afhængig af den kraft, fanatismen giver ham.

8.5 Slægten over individet

Povl forstår i løbet af sin konflikt med Johannes, at de – og også Tyge – er ofre for deres "slægts onde skæbne". I sin erkendelsesproces tænker han tilbage på egne oplevelser og ting, han har fået at vide. Fx at der var ufred mellem Søren Smeds børn i bedehuset på hans begravelsesdag. Engang hører han af en bondemand, han tilfældigvis møder, historien om, hvordan Søren Smed på sit dødsleje sagde du til djævlen. I det øjeblik kondenseres hans forskellige erindringsstumper med et slag til visheden om, at der hviler en forbandelse over slægten.¹⁷

Denne historie demonstrerer, at Tyge tager fejl i at se mennesket som et historieløst fornuftsvæsen. Det gør den, idet den viser, at det enkelte menneskes skæbne skal ses i et større perspektiv. I modsætning til Tyges ideologi præsenterer den læseren for et menneske, der skal forstås på baggrund af en historisk situation. Mennesket er – sammen med de andre mennesker, som det er forbundet med – en del af denne situation.

I de følgende afsnit vil jeg beskæftige mig med det mytiske niveau af historien om slægtsforbandelsen. Der er to mytiske elementer i historien. For det første er der den djævel, som forårsager slægtens problemer. For det andet er der den græske myte om dragesæden. Jeg er i afsnittene optaget af, hvad de mytiske indslag i fortællingen om Søren Smed og hans slægt betyder, og af, hvorfor De Dødes Rige i det hele taget har et mytisk niveau.

8.6 Myten: En erkendelse, der rummer følelse og fortolkning

Jeg mener ikke, man behøver at slutte fra det mytiske aspekt af romanen og så til at Pontoppidan er "en af de sidste af en svindende Kultur", sådan som Knud Michelsen med en formulering af Tom Kristensen siger om ham i Digter og storby. Michelsen peger på, at det mytiske og religiøse symbolsprog i De Dødes Rige "henviser til bevidsthedsordninger, der ikke er tidens". Selvom han er på det rene med, at det sandsynligvis ikke implicerer noget som helst konfessionelt, mener han alligevel, at det virker som en bekræftelse af disse gamle bevidsthedsordninger.¹⁸ Jeg er uenig i dette synspunkt, da jeg godt mener, at man kan se brugen af kristne og græske myter som et forsøg på at være et moderne menneske – ikke blot som en regression til det romantiske eller feudale verdensbillede.

Til forskel fra Michelsen ser jeg ikke på den mytologi, der indgår i romanen, i et historisk lys. Jeg betragter den i stedet ud fra romanens tematisering af Enslevs oplysningstankegang, samt ud fra Pontoppidans egne refleksioner i brevene. Dette bevirker, at jeg, fremfor at se det mytiske som historisk bagstræb, opfatter det som et modsprog til oplysningens sprog. Jeg ser det dels som en kritik af Enslevs menneskebillede, dels som et forsøg på at overkomme den krise, som dette menneskebillede har været med til at forårsage.

Som jeg gør rede for i kapitel 2, har jeg i min analyse af Pontoppidans breve fundet ud af, at "billedet" har en særlig betydning for ham, og at det for ham er forbundet med følelser, stemninger og fortolkninger. Jeg forstår den mytologi, der indgår i romanen ud fra dette syn på billedet. I forlængelse af Freuds og C.G. Jungs tanker, som jeg også gør rede for i kapitel 2, ser jeg den som et udtryk af eksistentiel og følelsesmæssig karakter. Det sprog, der taler i myten, er ifølge Jung og Freud primærsproget. Det er et andet sprog end det rationelle hverdagssprog. Et billedsprog, der står i forhold til og udtrykker menneskets følelsesliv og eksistens på en måde, som ikke kan oversættes til det rationelle sprog.

Udover C.G. Jungs tanker er Torben Dihmers måde at bruge billedsproget på i De Dødes Rige en god introduktion til min forståelse af det mytiske aspekt af romanen. Når Torben skal forklare de andre, hvordan han føler sig, benytter han sig af billeder. Han siger fx, at han føler sig som munken, der har sovet i 300 år. Og til Bjørn Hamre, der besøger ham på Favsingholm, siger han, at han ude i samfundet føler sig som én, der "har måttet bryde op fra en fest i utide og er vendt tilbage igen ud på natten."¹⁹ Grunden til, at Torben taler i billeder, er ifølge ham selv, at han ikke har andre måder at udtrykke det, han vil sige, på. Han bruger billedtalen, fordi den kan sige det uudsigelige, som Pontoppidan formulerer det i interviewet til Hver 8. Dag. I forhold til Torben er det klart, at man ikke skal tage billedsproget for pålydende. Da jeg mener, hans måde at bruge dette sprog på er eksemplarisk for den måde, det anvendes på i De Dødes Rige, indebærer dette, at man heller ikke skal tage de mytiske billeder i romanen for pålydende. De skal, mener jeg, i lighed med Torbens billeder udtrykke forhold af eksistentiel og følelsesmæssig karakter. Mit synspunkt understøttes blandt andet af, at der, som Klaus P. Mortensen gør opmærksom på i følgende citat, i historien om Søren lægges op til en metaforisk fortolkning af djævelen:

For fortælleren, der ikke alene oplyser at Søren er født med en djævel i kroppen, men også lader "den bette mand" tale samme dialekt som Søren, er djævelen en side af Sørens eget væsen.²⁰

Jeg forstår djævelen på samme måde som fortælleren i Mortensens citat, idet jeg ser ham som et billede på den mørke del af den menneskelige tilværelse. Han symboliserer en aggression, en angst eller en eksistentiel uegentlighed, som alle mennesker i princippet kan risikere at støde på.

De mytiske billeder er udover deres følelsesmæssige betydning også at forstå som et vidnesbyrd om, at en fortolkning har fundet sted. Et eksempel på, at billederne har med fortolkning at gøre, er, at der om Søren står, at han følte det "som om et hemmelighedsfuldt væsen havde slået følge med ham". Han oversætter det, han oplever, til et billede for at kunne udtrykke det og forholde sig til det. Dette er et eksempel på, hvordan det mytiske billede af djævelen er forbundet med det, at mennesket grundlæggende er kendetegnet ved at fortolke sin omverden.

Der er en tendens til, at de nye analyser af De Dødes Rige er mere optagede af fortolkningsperspektivet end de ældre. Michelsen (1974) har en fornem beskrivelse af, hvordan mennesket konfronteret med storbyvirkeligheden har et fortolkningsproblem. Men hans analyse er ligesom Jørgen Holmgaards fra 1977 historisk orienteret og ser det mytiske billedsprog som en regression. Heroverfor fokuserer Klaus P. Mortensen (specielt i hans nyeste analyse fra 1997) og Henning Goldbæk (2003) ligesom jeg på, hvordan brugen af myter og billeder er et udtryk for, at mennesket lever i fortolkninger. Klaus P. Mortensen slår fast, at vi kun kender virkeligheden som fortolket, og at mytologien i De Dødes Rige kan ses som en indirekte kritik af den bevidsthedsform, vi normalt kalder historisk-videnskabelig. Mange historikere, skriver han, regner med en objektiv sandhed. Heroverfor udtrykker De Dødes Rige, "at sandhed og virkelighed ikke bare er noget der foreligger eller noget man kan afdække, men altid også er et spørgsmål om fortolkning". Han ser ligesom jeg fortolkningen som et træk ved den menneskelige værensform, idet han går ud fra en "iboende perspektivisme" i sin forståelse af Pontoppidans roman: "fiktionen [er] da ikke blot en måde at forholde sig fortolkende til verden på, men en anskuelsesform, som drager konsekvenserne af denne i mennesket iboende perspektivisme."²¹

Myterne har ikke alene med fortolkning at gøre, fordi de er billedtale, men også i kraft af, at de er historier med et plot. I fortolkningen skærer man ind til historiernes plot. Man identificerer den kerne, som genererer historierne. Den viden, som myterne rummer, er således forbundet med menneskets evne til fortolkning. Det er en anden form for viden end den rationelle. En viden, der ligger tættere på det levede liv. Jeg er i dette syn på myten inspireret af Erik A. Nielsen, der i sin artikel "Lys uden varme" diskuterer mytebegrebet i forhold til oplysningens vidensbegreb. I oplysningen tænker man myten som noget fortidigt og hæmmende. Den er et udtryk for irrationel magt og overtro. Men Erik A. Nielsen skriver, at han alligevel er i tvivl om, hvor godt det ville være for oplysningen helt at kaste myten fra sig:

Denne tvivl hænger sammen med min interesse for det sjælelige begivenhedsforløb, hvori en erkendelse bliver til, danner sig til et billede eller et levende begreb. Jeg tror, at myte er et navn på selve den egenskab ved den menneskelige sjæl, at den med enorm styrke kan samle og opbevare sådanne livsduelige virkelighedsbilleder.²²

Myten er i hans optik til forskel fra de rationelle begreber en "varm" erkendelse, der på en anden måde end begreberne rummer det levede liv i sig.

Jeg har nu gjort rede for, at jeg ser det mytiske aspekt af De Dødes Rige som udtryk for en følelsesmæssig og fortolket erkendelse. Dette har været vigtigt for mig at understrege, dels fordi jeg ønsker at tilbagevise det synspunkt, at det mytiske sprog er udtryk for en regression til tidligere bevidsthedsordninger, dels fordi jeg ser det mytiske sprog som en af indvendingerne imod Enslevs menneskebillede og videnssyn i De Dødes Rige. Hvor den liberale kultur ensidigt fokuserer på dømmekraft, videnskab og ræsonnement, viser myterne, at mennesket også og fortrinsvis er at forstå som et følende og fortolkende væsen.

8.7 Erkendelsen i det almindelige liv

Også flere af de historier fra det almindelige liv, der indgår i De Dødes Rige, er udtryk for en følt og fortolket erkendelse. Jeg har tidligere været inde på, at Torbens dårlige oplevelse med alderdomsasylet siger ham noget om hele det moderne projekt:

Og – oprigtig talt – jeg venter mig (…) en lignende stor skuffelse af det mønsterland, som velmenende politikere og sociologer sammen med teknikere har så travlt med at bygge op overalt i hele verden.²³

Torben læser en erfaring ud af den konkrete historie. Han fortolker det, han har oplevet, og mener, at der i den specifikke episode ligger en viden gemt om større forhold i samfundet. Det er ikke kun hans asylhistorie, der har dette potentiale i De Dødes Rige. Historien om Søren Smed og hans æt har tilsvarende kvaliteter. I den konkrete ufred og ulykke for Smed og hans slægt ligger således abstrakte sandheder bag, hvad der skaber ulykken for netop denne slægt. Men også om, hvad der skaber ulykken for hele det danske folk. De nævnte eksempler er symptomatiske for bogen som helhed: De Dødes Rige består udover fortællerens konkrete romanfortælling af en symbolsk afsøgning af det de dødes rige består i; en sandhed, der føles og fortolkes af læseren. Romanen giver selv nøglen til, hvad der er på spil, i Fru Berthas kommentar til hendes oplevelse af hjemløshed. Hun synes "at denne sørgelige historie er som et sindbillede på vor hele selvforskyldte elendighed".²⁴ Fru Bertha anvender begrebet om et sindbillede, da hun forbinder sin private oplevelse med noget almengyldigt. I Nudansk Ordbog er dette begreb forklaret som et "sanseligt billede brugt for et betegne noget abstrakt". I lighed med romanens billeder er hendes historie et sanseligt – dvs. følelsesmæssigt – udtryk for noget, der har erkendelsens abstrakte karakter.

Enslev anerkender ikke det subjektive. Hans verdensbillede favoriserer det handlekraftige menneske på bekostning af det følende. Han vrænger således af Fru Bertha, da hun taler om de drømme, hun engang havde. Det er i hans øjne kvindeligt og dermed svagt at drømme. ^'8 Men den erkendelse, som romanen godkender, er subjektiv. Både fordi erkendelsen er fortolkninger eller historier, der har fortolkningspotentiale, men også fordi der er tale om følte historier. De mennesker, der fortæller historierne – Fru Bertha, Torben, Povl, fortælleren – er dybt involverede i dem og har gået gennem stærke følelser i forbindelse med dem. De har levet med i historierne halvt uvidende om, hvad de har deltaget i. Deres erkendelse er betinget af, at de formulerer historien til andre.

8.8 Tilværelsens evige love

Jeg stiller i dette afsnit mig selv spørgsmålet om, hvorfor det mytiske optræder i romanen, når nu jeg har vist, at de almindelige historier og billeder i De Dødes Rige ligesom myterne har karakter af varm erkendelse. Hvad betyder det mytiske til forskel fra det almindelige liv i romanen?

Der er i De Dødes Rige en bestræbelse på at italesætte og komme i kontakt med noget evigt. Der er en forestilling om, at der er nogle evige love i tilværelsen, som mennesker må lytte til og indordne sig under. Disse evige love mener jeg, at mytologien – den kristne og den græske – fungerer som eksponent for. Torben Dihmer siger det i forhold til Mads Vestrup:

Den mærkelige mand hører jo en svunden tid til og taler et middelalderligt sprog; men – det forstår jeg nu – den inderste mening af hans ord har evigvarende gyldighed.²⁵

Vestrups mytiske sprog er, siger Torben, i lighed med hans egen tale en billetale, som man ikke skal forstå konkret. Det, jeg vil med Torbens replik, er at vise, at han forlener dette sprog med en evigvarende gyldighed. Når han siger, at Vestrups mytiske tale har "evigvarende gyldighed", sætter han ord på den forbindelse mellem myterne og det evige i tilværelsen, som jeg fokuserer på i dette afsnit.

Myterne formidler det evige, fordi de taler i billeder. Noget andet, der gør, at de kan repræsentere det evige i tilværelsen i De Dødes Rige er, at de er kendetegnet ved at fortælle historier, der ikke er set fra et enkelt menneskes perspektiv. Erik Skyum-Nielsen definerer således i Ideologihistorie IV myten som en fiktion, hvis handling er "et produkt af over-menneskelig eller ikke-menneskelig bevidsthed".²⁶ I dette træk ved myterne ses det tydeligt, hvordan brugen af dem i De Dødes Rige er en indvending imod Enslevs antropocentrisme. Enslev anerkender ikke andre sammenhænge i tilværelsen end dem, mennesket selv kan erkende og skabe. Heroverfor manifesterer myterne nogle sammenhænge i tilværelsen, som er hævet over menneskene. Den bærende oplevelse i dem er ikke en oplevelse af frihed, men derimod af at blive ført. Det er det, der gør dem velegnede til at formidle Pontoppidans pointe om, at der er nogle evige love i tilværelsen, som determinerer mennesket.

I sin tale i Strige skov²⁷ siger Mads Vestrup, at djævelen har vundet det danske folk for sig ved at bilde det ind, at han selv blot er en sagnfigur, og at Gud er et elskeligt gammelt skrog. På baggrund af den indsigt, at Vestrup taler et mytisk sprog, der åbenbarer evige love i tilværelsen, bliver disse ord en åbning for en forståelse af, hvad der er gået galt i Enslevs liberale verdensbillede. Det, Enslev har gjort, er, at han har forbrudt sig mod en af tilværelsens evige love. Han har ikke anerkendt, at djævelen – forstået som de mørke sider af menneskelivet: lidelsen, angsten, bedraget – er en evig del af tilværelsen. Straffen for hans mangel på respekt er, at djævelen kommer bag på ham. Han manifesterer sig gennem Enslevs falske bevidsthed. Det bedrag, der ellers kun er en del af tilværelsen, bliver altomfattende. Danmark bliver forvandlet til en form for Hades, hvor menneskene vandrer rundt som hvileløse skygger.

Der er i De Dødes Rige en forbindelse mellem det evige niveau af livet og det endelige menneske. Mennesket kommer således ved at lytte til sit eget indre i kontakt med det evige. Povl kommer fx i kontakt med den dragesædsmyte, der ligger bag hans slægts onde skæbne, ved at tage sine egne erfaringer og erindringer til efteretning. Sammenhængen mellem subjektiviteten og en form for objektivitet er også på spil i romanens komposition. Som jeg var inde på i kapitel 3, danner de mange enkeltskæbner et kontrapunktisk mønster, som ingen af personerne er fuldt bevidste om. Dette mønster er et udtryk for den evige dimension af livet, som også de mytiske indslag i De Dødes Rige repræsenterer. Da det enkelte menneske er med til at manifestere det kontrapunktiske mønster gennem sit eget begrænsede perspektiv på verden, illustrerer kompositionen, at individet netop igennem sin subjektivitet tager del i den evige dimension. Denne sammenhæng mellem det enkelte menneskes inderlighed og en form for objektiv sandhed er interessant, idet den tilbageviser Enslevs og oplysningens tanke om, at viden er betinget af, at man udelukker ens subjektivitet.

8.9 Afslutning

Jeg har i dette kapitel fortalt historien om Tyge Enslevs far, Søren Smed, og hans møde med djævelen. Jeg har vist, hvordan hans frafald fra pagten med djævelen kan ses som årsag til det uvenskab, der opstår mellem Enslevs nevøer Povl og Johannes. Denne slægtshistoriske indramning af Tyge Enslev er en indvending mod hans ideal om det historieløse menneske.

Jeg har i min analyse af det mytiske aspekt af De Dødes Rige vist, at man kan se det som et udtryk for en evig dimension i tilværelsen. En dimension, der italesættes enkelte gange i romanen, fx dér, hvor Torben siger, at den inderste mening af Mads Vestrups ord har evigvarende gyldighed. Jeg viser også i kapitlet, at djævelen er den egentlige årsag til Smed-slægtens problemer, idet jeg henleder opmærksomheden på, at Pontoppidan i et brev pointerer, at det ikke er pagten med djævelen, men derimod frafaldet fra den, der hævner sig på slægten. Herved mener jeg, at Pontoppidan får klassificeret dramaet i De Dødes Rige som mytisk. Det, Enslev har gjort, er at han har forbrudt sig mod en evig lov i tilværelsen, nemlig den, at djævelen, der er symbol for den menneskelige lidelse og død, eksisterer.

Det mytiske aspekt af De Dødes Rige er udtryk for, at romanen ikke anerkender det autonome individ, som Enslev regner med i sin ideologi, men jeg har i kapitlet vist, at dette ikke er den eneste måde, hvorpå de mytiske indslag er en kritik af Enslevs verdensbillede. Jeg har nemlig redegjort for, hvordan jeg mener, man kan forstå det som et udtryk for en "varm" erkendelse, der på en anden måde end Enslevs rationelle viden rummer følelser og fortolkninger.

(Fortsæt med kapitel 9)