Kapitel 9: Utopien

9.1 Med udgangspunkt i livet

Betegnelsen utopi er ikke særlig velvalgt til at betegne Torben Dihmers alternative livsform på Favsingholm i De Dødes Riges ottende og sidste bog, idet romanen netop viser, at Johannes Gårdbo og Enslev begår deres afgørende fejltrin, når de tager udgangspunkt i de formfuldendte, eventyrlige, perfekte ideer fremfor i realiteten. Det spørgsmål, man kunne stille, er, om romanen ikke dementerer sit eget forsøg på at tænke en alternativ verdensanskuelse, i og med at den viser det fejlagtige i denne idealistiske måde at gå til livet på. Svaret er, at Povls og Torbens verdensanskuelse er kvalitativt anderledes end de andre, som romanen beskriver, derved, at den er dannet ud af livet fremfor ud af ideernes verden. Dette kommer fx frem dér, hvor Povl og Johannes diskuterer Rosalies død. Johannes beskylder Povl for at have drevet Rosalie i døden med sin "gudløse" tale, og Povls svar viser, at han til forskel fra Johannes tager udgangspunkt i realiteten:

Nu spinder du dig jo ind i en ny indbildning, Johannes! Du veed jo meget godt, at Rosalie var og blev det samme kærlige lille menneske, hun altid havde været, … Det var dig selv, der blev en anden.¹

At Povl tager udgangspunkt i livet, fremgår også af, at det fag, han gerne vil have indført i skolen i stedet for religionstimerne, hedder "Praktisk Levelære."² Og af, at det værk, han har skrevet på i flere år, først og fremmest handler om børneopdragelse og samlivet med naturen.³ Jeg tror ikke, der er tvivl om, at Povl Gårdbos person er inspireret af Ludvig Feilberg (1849-1912), idet denne også var optaget af naturen og arbejdede på en levelære. Pontoppidan henviser til ham i et brev i tilknytning til foredraget Kirken og dens Mænd, idet han mener, at "denne ulærde Ingeniør og Tegnelærer" med sine "Naturiagttagelser og Fortolkninger" hos mange mennesker styrker en følelse af "Samhørighed med alt det i Tilværelsen (…) der er evigt og uomskifteligt som selve det fælles Ophav for alle Ting".^'1 Her kan man se, hvordan naturen i Pontoppidans bevidsthed har at gøre med det mest grundlæggende i livet.

9.2 Vekselvirkningen i den menneskelige tilværelse

Povls og Torbens udgangspunkt i virkeligheden fremfor i eventyrlige forestillinger indebærer en afvisning af troen på mirakler. Povl Gårdbo siger direkte et sted til Meta, at han ikke tror på mirakler⁴ , og det samme siger Torben til Asmus, da de diskuterer hans sygdom efter hans hjemkomst.⁵ Mirakelmotivet i De Dødes Rige er, skriver Knud Michelsen, ladet med "en trodsig foragt for vekselvirkningen i den menneskelige tilværelse, vekselvirkningen mellem frihed og bundethed, mellem lyst- og smertetilstande (…)"⁶ Det indebærer ligesom Enslevs og Søren Smeds storhedsdrømme, at mennesket søger ud over den tilværelse, der er givet det. Istedet for at sætte sin lid til mirakler, siger Torben, at han tager imod sin skæbne som en brud imod sin brudgom. Hans ord rummer en accept af, at lidelsen er en del af tilværelsen. Denne indstilling er han og Povl Gårdbo også fælles om. Povl mener således på et tidspunkt, at kapitalisten Søholm har brug for en time i "lidelsens skole"⁷, fordi Søholm beordrer Povl til at give ham morfin. Og efter at Povl er kommet til Favsingholm, står der et sted, at han, set fra de utilfredse ansattes perspektiv, har "genindført en trældomsagtig levevis på Favsingholm, hvor arbejdsdagen nu begyndte klokken fire," og "hvor man i stedet for kaffe og te fik grød om morgenen og mælkebrød om aftenen ligesom lænkehunde."⁸

Når Torben siger, at han ville vælge "her lukkes håbet ude"^'2, hvis han skulle have en indskrift over porten på Favsingholm, lyder det umiddelbart hårdt. Man skal imidlertid forstå det i tråd med det, jeg netop har gjort rede for, nemlig som en afvisning af det urealistiske håb grundet i uopnåelige og uvirkelige forestillinger om, hvad livet er eller kunne være. I Torbens efterfølgende bemærkning ser man, hvordan han ser indskriften som en velsignelse fremfor en hård dom: "For det er dog først, når man får den besværlige gæst sat på døren, at der bliver fred og lykke i et hus."⁹ Her beskriver Torben den umiddelbart modsigelsesfyldte sammenhæng mellem endelighed og lykke, som jeg er optaget af i De Dødes Rige. Romanen viser gennem sine skildringer af hovedfigurernes erkendelses- og modningsprocesser, at de netop ved at erkende deres fysiske begrænsninger og historicitet opnår en forløsning. Det er den samme struktur, som Gadamer beskriver i forhold til tekstfortolkning. Kun hvis man går udfra sit begrænsede syn på teksten, åbner den sig for én.

9.3 Et fragmenteret billede – et stemningsbillede

Klaus P. Mortensen ser i Ironi og utopi, ligesom Jørgen Holmgaard gør i sin analyse, Favsingholm som en enhed, der er entydigt defineret som bevidsthedsform og samfundsform. Det samme synes jeg, Inge Giversen gør, dog udfra den synsvinkel at det handler om det evige frem for det historiske. Jeg oplever til forskel fra dem billedet af Favsingholm-utopien i romanen som fragmenteret. For det første fordi beskrivelserne af det alternative verdensbillede gives sporadisk. Først er der Torbens to samtaler med Asmus i 6.bog. Så er der i 8.bog, spredt og brudt op af andre handlingstråde, nogle situationsbilleder fra Favsingholm og nogle udsagn fra Meta. For det andet fordi der indholdsmæssigt ikke gøres noget ud af at give et indtryk af en harmonisk og fast livsform. Et eksempel på det er, at historien om de ansattes utilfredshed ikke bliver fulgt op. Der er ikke nogen beskrivelse af, hvordan problemerne bliver løst.

Jeg ser utopiens fragmenterede karakter som en nødvendig følge af, at en idealistisk tankegang ifølge Torben og Povl ikke er vejen til sandhed. Den er netop ikke det perfekte samfund, som Enslev fejlagtigt tror, det er muligt at realisere. Af et af Pontoppidans breve fremgår det, at han selv kun anså slutningskapitlet som værende et ideelt billede. Han peger således på, at kapitlet er særligt i forhold til resten af romanen ved sit præg af fred og forsoning. Det fremgår også af brevet, at dette præg kommer af, at en følelse overmander ham, hvilket er endnu et udtryk for, at han ikke har haft ambitioner om at skildre et perfekt samfund:

Men Uvejret indhentede mig under Udarbejdelsen, og den Tørst efter Fred og Forsoning mellem Mennesker, som midt under Rædslerne er forstærket i os alle, fik tilsidst også Overhånd hos mig. Derfor Slutningskapitlet, som De ikke kan lide.

Fremfor at anskue utopien som endemålet for en lineær tankegang foreslår jeg, at man opfatter den i forhold til Pontoppidans ord om, at De Dødes Rige er et kunstnerisk billede. I maleriet af De Dødes Rige spiller historien om Favsingholm-utopien sammen med de andre historier i et simultant udtryk, og det er dette udtryk, der er forfatterens meddelelse til læseren. Billedet serverer ikke løsninger, men bevirker tværtimod i kraft af sin sammensatte karakter og sin mørke farve, at læseren forsøger at forstå og derved bringes til selv at tænke og føle.

9.4 Det sandhedsbærende billede

Jeg har i min analyse lagt vægt på, hvordan billedssproget i romanen fremstilles som en vej til sandheden. Det er ikke tilfældigt, at det er den mest autoriserede fortolker af nutiden i romanen, nemlig Torben, der i særlig grad bruger billeder, når han fortæller om sine erkendelser og overbevisninger. Spændingen mellem det utopiske og endeligheden peger imidlertid på en potentiel indre modsigelse i De Dødes Rige's opfattelse af billedet. Det viser nemlig hen til det faktum, at også Enslevs tilgang til livet forbindes med det billedlige i romanen. Han kaldes af Povl for æstetiker og formulerer sig oprindeligt som digter om sine eventyrlige forestillinger, ligesom han i sine taler benytter sig af billeder, som jeg også har været inde på i kapitlet om ham. Man kan se det sted, hvor Karstens billede beskrives i romanen, som en afklaring af den mulige modsigelse, der ligger i, at billedet er komponent i og formidler af både Torbens og Enslevs verdensbillede. Karstens billede er en metafor for den måde, som Enslevs billeder er på, idet han i lighed med Enslev maler udfra nogle ideer, der ikke har hold i virkeligheden. Henning Goldbæk forstår i lighed med mig Karstens billede på denne måde, og stiller i den forbindelse det samme spørgsmål, som jeg netop har stillet: "hvad er forskellen på (…) Karsten Froms forsonende billede (…), og så Favsingholm-billederne?" Goldbæk giver selv et udmærket bud på et svar i sin artikel, men han ser ikke, at romanen faktisk serverer ham et svar i forbindelse med beretningen om Karstens billede. Her fortælles det nemlig, at kunstneren Karl May også har lavet et billede, som bliver vraget til fordel for Karstens af dommerkomiteen. Dette billede er grundlæggende anderledes end Karstens, og jeg mener, at det kan tolkes som udtryk for den form for billedtale, som er forbundet med sandhed i De Dødes Rige.

Karl May "havde haft det indfald at fremstille den store politiske fører som en fjortenårs landsbyknøs, der i fattig konfirmationsdragt, med klædebylt og stok, er på vandring fra hjemmet ud mod den verden, hvis erobrer han skal blive. Figuren var anbragt i siddende stilling på en grøftekant ved en ensom hedevej, og med brutal virkning var den vanføre fod stukket ud i billedets forgrund." Billedet symboliserer elementer, som jeg i mine analyser er nået frem til er betydningsbærende i den virkelighedsopfattelse, og som romanens fortæller og de andre fortolkere – fortrinsvis Povl og Torben – tilsammen opridser konturerne af. Tyge skildres på vej fra hjemmet ud mod en fremtid; han afbildes altså i den historicitet, som jeg har fundet er central i romanens menneskebillede, og hjemmet tildeles afgørende betydning. Billedet fremhæver den dårlige fod, hvilket også er i overensstemmelse med det billede af ham, jeg fandt frem til i min analyse. Udover at foden symboliserer Enslevs personlige endelighed, er den også – idet maleriet også er en metafor for billedtalen i romanen – en markering af, at det ufuldkomne er essentielt i denne billedtale. Beskrivelsen af maleriet slutter: "Men udtrykket i den svagelige drengs ansigt, blikkets brændende uro, der var som en genspejling af stormhimlen over det øde landskab, var genialt grebet (…)"¹⁰ At Enslevs blik spejler himlen symboliserer den sammenhæng mellem mennesket og verdensaltet, som Torben direkte taler om, og som også spiller en rolle i De Dødes Riges komposition. Derudover er det i forhold til min fortolkning af De Dødes Rige afgørende, at der er tale om et stemningsbillede. Enslev er ikke isoleret men derimod præsenteret i hans naturlige og historiske kontekst, og det, der gør, at maleriet alligevel fremstår som et kunstnerisk, sammenhængende udtryk er den stemning af brændende uro, som alle dets elementer tilsammen virkeliggør.^'3

Det sandhedsbærende billede i De Dødes Rige kommer fra det underste i sindet, mens Enslevs og Karstens billeder er kendetegnede ved at være dannet i bevidsthedens øverste lag. Karl Mays billede kommer således til ham som et indfald. Og Tyge ser i sin døs på dødslejet den sandhed om hans frihedsrige, som han ikke er åben for i bevidst tilstand: "Mens det for hans omgivelser såe ud, som om han sov dybt og drømmeløst, jog der ham ustandselig en strøm af uhyggelige billeder gennem sjælen, rækker af dybe kældere med al slags modbydeligt affald, endeløse jernbanetog i rasende fart, dampskibe fulde af mennesker med latterlige eller hæsligt forvrængede træk."¹¹ Den drøm, som Fru Bertha har om sin grandtante Ernestine, viser sig også i romanen at åbenbare noget sandt. Ernestine siger i drømmen, at "du skal så med tårer, vil du høste med glæde" og at "dine synder hjemsøges på dine børn."¹² Begge udsagn demonsterer De Dødes Rige sandheden af. Det første siger noget vigtigt om Fru Berthas opdragelse af Jytte. Jytte er kun blevet opdraget til et liv i lykke, og det er, som jeg har været inde på, en af grundene til, at hun får det svært. Det andet beskriver plottet i historien om Søren Smeds efterslægt, der lider under Sørens mellemværende med djævelen.

9.5 Kærlighed og forskellighed

Jeg har i kapitlet "Et uegentligt liv" vist, at Enslevs samfund er befolket af eksistentielt tomme og splittede mennesker. Noget, jeg ikke har nævnt – måske fordi det er så omfattende og åbenlyst – er, at samfundet også er kendetegnet ved en splittelse mellem mennesker i samfundet. Utallige er de tilfælde, hvor venner, familiemedlemmer eller ægtefæller bagtaler hinanden, er fjendske eller uvenlige.

På dette punkt er Favsingholm-utopien også anderledes. Menneskenes hengivelse til hinanden er her, anfører Knud Michelsen i Digter og storby, det, der kendetegner livet fremfor noget andet. "Det alternativ, der sættes op imod den moderne dødsverden, er," skriver han, "menneskets evne og trang til at hengive sig, til at gøre sig til eet med."¹³ Hengivelsesforholdet gælder ikke blot mellem menneskene i form af søskendeforhold eller erotiske forhold. Det gælder også i forhold til tilværelsen i sin helhed. Torben og Povl tager, som jeg har været inde på, kærligt imod det endelige liv.

Hvor mennesker ofte i de dødes rige splittes på grund af deres forskellige perspektiver på tingene, kan man på Favsingholm godt være uenig eller have et andet syn på noget, uden at det skader ens forhold til modparten. Torben og Povl er således ikke helt enige om alt – Povl kan ikke følge Torben i hans astronomiske undersøgelser, og Torben finder Povls levelære naiv¹⁴ - men de er alligevel venner. Meta og Povl har også nogle gange forskellige syn på tingene. Men i stedet for at være ødelæggende og angstprovokerende, som forskelle mellem mennesker ofte er i de dødes rige, er deres forskellige perspektiver givende. Den ene kan gennem sit syn på tingene åbenbare noget, som den anden er blind for. Fx er det Meta, der må fortælle Povl, hvor mærket han har været af uvenskabet med Johannes, efter de er kommet til København. Ud af omsorg for ham højner hun hans bevidsthed: "Tror du ikke, jeg har kunnet mærke på dig, hvor du savner Johannes? Du veed vist ikke selv, lille Povl, hvordan dit humør har været i den sidste tid."^15 '4

9.6 Det livsduelige menneske

Torbens opgør med Enslevs verdensbillede er om noget kendetegnet ved at være en afvisning af, at mennesket kan indrette sig, som det vil i tilværelsen. I det demokrati, som Enslev kæmper for, stemmer man udfra sin egen fornuftige og velovervejede overbevisning om, hvad der er bedst. Og det hører til Enslev – hvilket er tydeligt i Søren Smed-historiens afdækning af de grundlæggende kræfter, der er på spil – at have ambitioner om at opnå noget stort. Mennesket skal med en stærk vilje stræbe efter at realisere sine drømme. Overfor den menneskelige fornuft og vilje holder Torben på skæbnen; et begreb, der udtrykker hans tanke om, at der er noget andet i livet end hin enkelte. Et vellykket liv, mener Torben, handler om at tage imod både godt og ondt. Når Torben siger, at man skal tage imod, får man fornemmelsen af en passiv holdning til livet. Man kan sige det samme om det stemningsbegreb, jeg har fundet centralt i det alternativ, som De Dødes Rige og Pontoppidan sætter op over for radikalismen. Som jeg har været inde på i kapitlet om brevene, indebærer stemningsbegrebet, at man afgiver suverænitet. Man bestemmer ikke, hvordan livsbilledet skal se ud, men er i en stemning af nogle årsager, som det først via ens accept af dette vilkår måske bliver muligt at leve sig frem til en forståelse af.

På den baggrund er det bemærkelsesværdigt, at Torben ikke er passiv i sin sidste tid på Favsingholm. Han tager i stedet ansvar for gården, og hans liv leves i en foretagsomhed, hvis centrum er dens vedligeholdelse og udbyggelse. Det kan man se allerede i hans samtale med Asmus lige efter hans hjemkomst, hvor han på et spørgsmål angående hans fremtidsplaner svarer: "Jeg har min gård. Derovre får jeg foreløbig nok at gøre. Siden min fars død har den været vanrøgtet."¹⁶ Det fremgår også flere steder i beskrivelserne fra Favsingholm, hvor man hører om, hvordan han har sin daglige gang i staldene, og at han har møder med en arkitekt.^'5 Og da Meta og Povl er ankommet fortæller han ved frokostbordet "om de store ombygninger, der forestod, og som sandsynligvis ville strække sig over et par år."^17 '6 Det er heller ikke sådan, at Torben er helt optaget af historien og uden tanke for fremtiden, sådan som man kunne forestille sig. Han lever fremadrettet med udgangspunkt i sin idé om at skabe en Noahs ark. I den samtale, han har med Povl, hvor han fortæller ham dette, siger han også, at han mener, man skal passe på ikke at gøre sit hjem til en kirkegård.¹⁸ Dette er måske det mest tydelige udtryk for at der er en sammenhæng mellem endelighed og liv i romanen. Fremfor at være modsatte poler, sådan som man umiddelbart kan opfatte det, viser Torbens opførsel, at de er to sider af samme sag. Gennem at tage endeligheden på sig bliver han ansvarsbevidst og handlekraftig, modsat da han i sin første forurettede sygdomsperiode lod gården forfalde. Denne forskel i indstilling gør fortælleren opmærksom på, når han lader Torben sige, at Favsingholm er blevet vanrøgtet "siden hans fars død". Herved kommer man til at tænke på den forskel, der er mellem den gamle Torben og den nye. Et andet sted, hvor det tydeligvis er hensigten at lade læseren se den forunderlige sammenhæng mellem endelighed og liv, er det sted, hvor Meta, før hun og Povl flytter til Favsingholm, fortæller Jytte om de efterretninger, hun har derovrefra: Ja. Han er jo syg. Det er hjertet, skriver Povl. Han skal for resten være bleven meget livligere og har så mange ting for.¹⁹ Metas kommentar viser, at hun godt kan rumme den tanke, at Torbens sygdom ikke har noget at sige i forhold til hans livsduelighed.

"Men hans udseende har nok forandret sig ikke så lidt," slutter Meta med at sige. Denne sætning følger lige efter, at hun har fortalt om Torbens livlighed og foretagsomhed. Herved ligger det i hendes udtalelse, at hun ikke tilskriver udseendet betydning i forhold til at sige, hvor meget liv der er i Torben. Det fremgår flere steder, at Torben ser ret forfærdelig ud, fx beskrives det, hvordan Metas børn bliver bange, da de ser ham første gang.²⁰ Men til forskel fra i hans første sygdomsperiode, hvor han ingen ville se af netop denne årsag, er han nu åben for besøg og lader sig ikke påvirke af folks forlegenhed. Dette er også et udtryk for, at han accepterer sin sygdom, og at hans nye livssyn indebærer, at det ikke er så væsentligt, hvordan han ser ud.

9.7 Afslutning

Jeg har i dette kapitel givet læseren en fornemmelse af alternativet til Enslevs kultur i De Dødes Rige. Jeg har vist, at det alternative verdensbillede er kendetegnet ved at tage udgangspunkt i menneskets endelighed. Der er forskellige aspekter af dette. Dels en accept af, at livet er ufuldkomment, dels en anerkendelse af det nære liv i kærlighed til ens nærmeste og naturen, og dels en foretagsom livsstil. Jeg har derudover i kapitlet vist, hvordan man kan forene tanken om endeligheden med billedtalens sandhed i en analyse af Karl Mays stemningsmaleri af Enslev.

(Fortsæt med kapitel 10)