Kapitel 4: Det hjemløse menneske

Baggrunden for dette kapitel er, at Torben, der har været ramt af en alvorlig sygdom i skjoldbruskkirtlen, er blevet rask igen. Nogle nyopfundne piller tilfører ham det stof, han ikke selv producerer. Torben, der har troet, at han var døden nær, tager nu til Tyskland for at gennemgå et kurophold og derefter videre til Italien med henblik på at møde Jytte og hendes mor, der opholder sig i en kurby ved havet i nærheden af Genua.

Torben føler sig fremmedgjort i den danske koloni i Italien. Han har også haft en dårlig oplevelse med det alderdomsasyl, som han har indrettet på sit gods med alle tænkelige moderne tekniske bekvemmeligheder. Jeg er i kapitlet interesseret i at se, hvordan han finder vej ud af krisen ved at tage sin egen erfaringshorisont til efterretning. Dette er nemlig et udtryk for, at begrebet om endelighed er centralt i romanens bud på overkommelse af samfundets problemer. Idet Torben tager sin endelighed på sig – sine erfaringer og følelser – når han frem til et nyt syn på verden, der giver ham ro.

I kapitlets anden halvdel analyserer jeg Jyttes følelser af angst, ensomhed og sorg. Jytte er i kraft af sin kvindelighed i kontakt med følelseslivet i kulturen. Hendes problemer skal ikke bare forstås som et udtryk for forkælelse. De er derimod en vej til at forstå kulturens sygdom.

4.1 Fremmedgørelse og asyl

Netop ankommet til den italienske by mødes Torben Dihmer af generalkonsul Kolding med ordene: "Velkommen tilbage fra de dødes rige! Ved gud, jeg havde nær ikke kendt dig med det skæg!" Det nye skæg er et ydre tegn på, at Torbens indre har forandret sig. Han tænker selv over, at han ser virkeligheden anderledes. Han kender den ikke igen; den er forvrænget og forgrovet i forhold til det erindringsbillede, han har af den. Desuden føler han, at han er midt i en drøm – han har ikke oplevelsen af, at det, der sker, er virkeligt¹. Samme aften spiser han med Jytte og Fru Bertha på et hotel, og her mærker også de, at han har forandret sig, idet han er tavs og alvorlig. Efter middagen ser han sit snit til at flygte til et af læseværelserne for at fortsætte med at overveje sit befindende. Han har en fornemmelse af, at han er midt i et mareridt, men ikke kan vågne, "som om alt dette med hans helbredelse var en indbildning og han selv død for længe siden og ført ned i underverdenen."²

Torben må også erkende, da han i de følgende dage bliver præsenteret for sine politiske muligheder og den politiske situation hjemme i Danmark af Hr. Zaun, at han ikke længere vil være i stand til at træde i karakter på dette felt. Han har ellers været en lovende ung mand i politisk henseende. Han har taget en statsvidenskabelig eksamen, som "der er gået ry af", ligesom han i studieårene i København har holdt studenterpolitiske taler, der har gjort indtryk.³ Første gang, han snakker med Hr. Zaun, glider hans tanker væk fra sagen og hen på Jytte. Anden gang formulerer han direkte for sig selv, at han har forandret sig: "Her havde han gået med erindringens lygte og lyst efter sit gamle jeg, som i virkeligheden var død for længe siden."⁴ Dagen efter fortæller han Fru Bertha om sin ændrede stilling til det politiske, som han nu er blevet helt klar over. Han siger blandt andet, at han ikke længere ville være i stand til at underskrive partiprogrammet, sådan som man skal, når man stiller op som kandidat. Da hun spørger hvorfor, siger han:

Ja, det kan jeg ikke sådan forklare … De veed vist, at jeg hjemme på min gård har oprettet et asyl for gamle og syge mennesker – "et mønsterhjem" er det bleven kaldt, fordi der virkelig ikke er bleven sparet på noget, hvad indretning og ydre udstyr angår. Der er imidlertid ikke kommet andet end ufred og spektakel ud af den hele historie.⁵

Han har på sin rejse ugentligt modtaget et brev fra sin inspektør hjemme på gården, og i næsten hvert eneste har der været klager fra beboerne. De er utilfredse med alt og lever i evig indbyrdes krig.⁶ Torben kan ikke direkte forklare Fru Bertha, hvorfor han har ændret stilling, men han kan fortælle hende en historie, hvori hans erkendelse synes at være indlejret. Han fortsætter med en association til hele den vestlige verdens projekt med at opbygge et mønsterland:

Og – oprigtig talt – jeg venter mig af samme grund en lignende stor skuffelse af det mønsterland, som velmenende politikere og sociologer sammen med teknikere har så travlt med at bygge op overalt i hele verden.⁷

Associationen viser, at hans anfægtelser i forhold til det politiske på en eller anden måde har at gøre med det moderne oplysningsprojekt. Og at han slutter direkte fra asylet til hele den vestlige verden, er et udtryk for den erkendelseskraft, det enkelte erfaringsbillede tillægges i De Dødes Rige. Torbens oplevelse med asylet synes i koncentrat at rumme sandheden om hele samfundet. Den bliver i hans bevidsthed til symbol for nogle omfattende strukturer. Dette er et eksempel på, hvordan der i Pontoppidans værk indgår en tanke om "billedtalens og symbolsprogets betydning som udtryk for menneskets dybeste erkendelse," som Thorkild Skjerbæk formulerer det et sted i sin bog om forfatterskabet.⁸

4.2. Lykke og lovgivning

Efter at Jytte og Torben i en dag har troet, at det skal være dem, sender Jytte Torben et brev, hvori hun lader ham forstå, at hun ikke elsker ham. Selvfølgelig er hendes afvisning en omvæltning for Torben. "I dag er ikke i går," siger han til Fru Bertha, da hun besøger ham kort efter. Det er imidlertid som om, at Jytte blot bliver katalysator for en erkendelse, der allerede er på vej inde i ham selv. Der er sket noget med ham i de år, han har været dødeligt syg og isoleret, og af det, han siger til Fru Bertha, da han har modtaget Jyttes brev, forstår man, at han fortolker dette ud fra den eksistentielle tvivl, han allerede befinder sig i. Han forstår således det håb, han har haft til et liv med Jytte, som en indbildning og argumenterer for at ville rejse med replikken "jeg synes virkelig at trænge til at blive rigtig vågen."⁹ Jyttes afslag synes altså blot at støtte ham i den fornemmelse, han allerede har. Det er også sådan, han ser det, da han kommer hjem igen fra rejsen og har nogle samtaler med Asmus.

Han tror ikke på, at lovgivningen kan være til nogen gavn, forklarer han Asmus, og bruger i den forbindelse samme vending, som Henrik Pontoppidan i brevene: "Det lader sig ikke gøre at fabrikere menneskelykke på maskine."¹⁰ Af det, han herefter siger, fremgår det, at han er blevet afklaret med sit verdensbillede. "Jeg tror," siger han til Asmus, "at jeg hjemme på Favsingholm vil føle det som om jeg var vendt tilbage til solen og det virkelige liv – fra en rejse i de dødes rige."¹¹ Han refererer også til en historie om en munk, der bliver sunget ind i evigheden af en troldfugl, mens han sover, sådan at der er gået mange hundrede år, da han slår øjnene op igen. Historien skal tjene til at illustrere, hvordan han selv har det, idet han mener, det er gået ham omvendt af munken. Verden er den samme, men han er selv blevet tre hundrede år ældre.¹² Han angiver selv årsagen til forandringen i hans syn på livet som værende hans tre år med dødelig sygdom.

Men selvom han er bevidst om, at det er sygdomsoplevelsen, der har forårsaget ændringen i hans livsopfattelse, anser han den alligevel for at være almengyldig. Da Asmus kalder ham en drømmer, svarer han således, at han omvendt føler sig som én, der er vågnet op af en dyb søvn, og nogle gange synes, at han er den eneste levende i hele verden. Dette er et eksempel på det, jeg er inde på i kapitlet om Pontoppidans breve. At det menneske, der giver udtryk for sit unikke perspektiv på verden i et billede samtidig netop herved synes at komme i kontakt med almengyldige sandheder. Torben er bevidst om, at hans erfaringshorisont er særlig, men han mener samtidig, at den rummer en sandhed, der gælder for alle. Han føler sig ikke som en drømmer, men derimod som én, der har set den sandhed, andre ikke har. Det er således ikke alene, fordi han selv har mistet fornemmelsen af virkelighed, at han ikke vil engagere sig i politik, men også fordi han mener, at der er noget grundlæggende forkert ved den måde, livet leves på i de vesteuropæiske lande. Dette fremgår også senere i romanen, hvor han kalder verden uden for Favsingholm for et dagklart helvede og en spøgelsesverden.¹³

Torben er "taknemmelig" for Jyttes "standhaftige" vægelsind, siger han til Asmus og sender hende sin hilsen¹⁴. Umiddelbart herefter konstaterer han, at han i sine tre år i stilhed har lært, hvor lidt der skal til for at gøre sindet glad.¹⁵ Dette kan ikke tolkes anderledes, end at han mener, at Jytte ved sit afslag har givet ham mulighed for at indse de sande værdier i tilværelsen. Det er værd at bemærke, at der ikke er tale om, at Jytte har fortalt ham det, men derimod om, at hun ved sin afvisning har fået ham til at tage en erkendelse til efterretning, som han selv har gjort sig.¹⁶

4.3 Kærlighed og fornuft

Jytte er mulighedsbetingelsen for, at Torben når et højere trin af erkendelse. Sceneriet bringer Dante Alighieris Den guddommelige komedie i erindring. Komedien indledes med, at Dante er gået vild

Midtvejs paa livets sti, som vi skal træde,
jeg fandt mig inde i en dunkel skov, fordi
jeg fra den rette vej var veget.

Ak, hvor det falder svært i ord at skildre,
hvor denne skov var vild og tæt og tornet;
endnu den vækker angst i mine tanker. ¹⁷

Den eksistentielle situation, som Dante her beskriver, svarer til den, Torben er i, da De Dødes Rige begynder. Han er også på afveje i forhold til normen. I Pontoppidans digt "Tilstaaelse" fra 1931 fortæller digtets jeg-person om, hvordan han har været på såvel "alfarvej" som "vildsom sti", og det er altså den sidste, som Dante og Torben begge befinder sig på. I skoven møder Dante et af sine store forbilleder, digteren Vergil, og finder ud af, at det er hans elskede Beatrice, der har sendt ham. Vergil vil lede Dante gennem helvede og skærsilden, og derefter kan Beatrice, der selv er i himlen, tage over og lede ham derop.

Det er værd at bemærke, at Vergil, der personificerer den menneskelige fornuft, ikke er særlig kraftfuld i komedien. Han kan kun hjælpe, fordi han er udsendt af Beatrice og kan som nævnt ikke lede Dante det sidste stykke vej mod de guddommelige ideer. "En daare den, som haaber, at fornuften/ kan gennemtrænge det uendelige/ der rummer én Substans i tre Personer," siger Vergil et sted¹⁸ og er således selv fuldt ud bevidst om sin begrænsning. Dante har tidligere troet mere på filosofien med dens dialektisk-fornuftige tanke, og må i komedien bekende sin synd for Beatrice. Han har indset, at fornuftens lys intet er at regne i forhold til lyset fra himlen: "Alt lys, der findes, kommer fra den klarhed,/ som aldrig sløres; ellers alt er mørke/ og kødets skygge eller kødets gift."¹⁹ Dante tænker her i forlængelse af middelalderens mystiske tradition, hvor troen ses som mulighedsbetingelse for enhver erkendelse og i øvrigt forbindes med kærligheden, idet den ses som sjælens kærlighedshandling.²⁰

I middelalderen opstår også tanken om en sjælelig forening mellem mand og kvinde. En bestemt kvinde hører sammen med en bestemt mand, og de er hinandens skæbne. Selvom de ikke er fysisk sammen, hører de alligevel sammen, og efter døden forenes de i himlen. I sin bog om Henrik Pontoppidan henviser Niels Kofoed i analysen af De Dødes Rige til denne erotiske kultur og skriver blandt andet:

Opfattelsen af kærligheden udtrykkes i billedet af det androgyne par, hvor udvekslingen af hjerter bliver det symbolske udtryk for sjælenes samhørighed.²¹

Beatrices rolle i komedien er skabt i forlængelse af disse tanker, idet hun er den med Dante sjælsforbundne kvinde, der gennem kærligheden – Dantes til hende og hendes til ham – gør hans rejse mod Gud mulig.

Der er på flere punkter en slående lighed mellem fortællingerne om Dante og Torben. Ligesom Dante erkender Torben således, at fornuften kun lidt formår. Dette fremgår alene af den nedladende måde, som han siger "forstandsmennesker" på²². Det er klart, at det ikke er troen i strengt kristelig forstand, der er trådt i stedet hos Torben. Men det er alligevel muligt at se noget centralt ved hans holdning til tilværelsen, når man tænker ud fra det trosbegreb, man finder i Den guddommelige komedie. Troen er en hengivelse til noget større. Den er et udtryk for, at man lægger sin skæbne i Guds varetægt. Det essentielle i denne holdning er det samme som det, man finder hos den afklarede Torben. En hengivelse til det, der er givet ham i form af naturen, skæbnen og hjemmet. Holdningen er ligesom hos Dante og mystikerne kendetegnet ved kærlighed, hvilket også fremgår af, at Torben bruger et kærlighedsbillede til at beskrive den – her i Asmus' ord:

Det er jo bleven en slags religiøs ide hos ham, at man opnår saligheden ved altid at tage mod sin skæbne med kærlighed – "som en brud imod sin brudgom." ²³

Der er tale om en sublimeret eller udvidet form for kærlighed, der omfatter større, mere abstrakte enheder i tilværelsen; ja, på en måde tilværelsen i sin helhed.

Torbens erkendelsesproces bliver på samme måde som Dantes sat i gang af hans sjælsforbundne kvinde. Det er Jyttes afslag, der er anledningen til, at han rejser igennem underverdenen, hvorved han tilsidst når tilbage til livets rige. Selvom deres forhold er afsluttet, fortsætter Jytte med at se Torben som den, der står hende nærmest. Efter en aften med Karsten og John tænker hun fx således på Torben: "Og så var han dog den dag idag hendes kæreste ven, hendes tankers eneste fortrolige (…)."²⁴

Sjælsforbundetheden viser sig også ved, at hendes liv efter giftermålet med Karsten i høj grad formes af de oplysninger, hun får om Torben. På et tidspunkt kommer Asmus forbi for at fortælle hende, at der har været brand på Favsingholm, og her fremgår forbindelsen mellem hende og Torben på flere måder.

Torbens tilstand er betænkelig som følge af branden, beretter Asmus. "Man må vistnok være forberedt på, at det bliver døden denne gang."²⁵ Mens de taler sammen sidder Jytte og snor en sytråd mellem fingrene, som en skæbnegudinde med Torbens livstråd, og der går en skælven igennem hende, da Asmus siger "døden". Denne fysiske reaktion kender læseren også fra Torben, når Jytte kommer på tale, fx reagerer han et sted ved, at hans kinder dirrer et øjeblik. Således er det ikke kun Jyttes reaktion i sig selv, men også dens lighed med Torbens, der vidner om en forbundethed mellem de to.²⁶ Jytte reagerer heftigt på sin nye viden, idet hun det næste døgn er fuldstændig opslugt af at tænke på Torben. Tanker og følelser veksler hos hende, og hun bliver som natten går uden søvn mere og mere besat af lysten til at se ham endnu engang. Fortælleren viser, at hun er i irrationelle kræfters vold, ved at bruge den formulering, at "trangen" til at se ham i stadig højere grad får "magten over" hendes sind. Hun har om aftenen fundet nogle breve fra Favsingholm, hvori Meta gengiver Torbens ord om, at man skal gøre sorgen til sin ven. Hun tænker på, hvordan disse ord har været hende til trøst i den seneste mørke tid: "Fra det fjerne havde Dihmer uden selv at ane det rakt hende en vennehånd."²⁷ De er altså trods deres fysiske adskillelse stadig sammen i ånden, idet der består en form for kommunikation imellem dem, som kommer fra hjertet af begge. Scenen slutter med, at Jytte kommer i telefonforbindelse med Randers og forstår, at Torben er død, hvorefter hun bryder hulkende sammen med ordene: "Hvad har jeg gjort!" I sjælefællesskabet er den enes liv afhængigt af den andens, og det fremgår af Jyttes replik, at hun forstår sit og Torbens forhold herud fra, idet hun mener, at hun har afgjort hans skæbne ved at afvise ham i Italien.

Det er Jytte, der som Dantes Beatrice åbner for, at hendes elskede kan opnå den samme visdom som hun selv. I den forbindelse spiller hendes øjne en særlig rolle. Torben nævner ofte Jyttes øjne, og man forstår, at de er meget skønne, de "smukke, gyldenbrune øjne". Men der er også noget andet ved dem. De forfølger ham i hans første lange sygdomsperiode på Favsingholm:

Han havde undertiden spurgt sig selv, om der kunne være nogen hemmelighed i hendes liv, som hun ikke havde mod til at tilstå for ham. Han mindedes de angstfulde øjne, hvormed hun havde set på ham hin dag på Langelinje, da han friede til hende.²⁸

Jeg mener, at man kan se det sådan, at det er den angst, som lyser ud af Jyttes øjne den dag på Langelinje, der bliver katalysatoren for Torbens erkendelse. Øjnene gemmer på en hemmelighed: Hvad er det, de vidner om, spørger Torben sig selv. Grunden til, at øjnene ligefrem forfølger ham, er, at de fortæller om noget i tilværelsen, som han ikke har indset, men som vedgår hans eksistens. Jyttes øjne udgør på denne måde den ansporing, der sætter hans erkendelsesproces i gang. Det er øjnenes gåde, som Torben løser, idet han modnes. Jytte har føling med noget, som Torben ikke har, men som han gennem hende kan opnå bevidsthed om. Dermed bliver hun nøglen til hans forløsning, selvom og netop fordi de ikke ender med at blive gift. Det er bemærkelsesværdigt, at der også i dette forhold er en parallel til Den guddommelige komedie, idet man om Jyttes øjne kan sige det samme, som Beatrice siger om sine øjne i Dantes digt: "Jeg lod ham skue mine unge øjne/ og drog ham med mig ad de rette stier."²⁹

Efter at Torben er vendt tilbage til Favsingholm, sidder han på et tidspunkt i haven og døser hen. Han oplever her sig selv på vej op ad en svimlende høj stentrappe. Fru Bertha går foran ham og Jytte bagefter.³⁰ Dette drømmebillede er noget, der faktisk er sket, den dag i Italien, hvor han tror, at Jytte er hans. Han vågner op med et ryk, og hans hjerte banker vildt. Da ser han, at han sidder i haven på Favsingholm og ånder lettet op, mens han tænker: "Ja, her er godt at være!" Episoden er som en bekræftelse af, at han har valgt den rette vej, først og fremmest fordi han får det godt, da han opdager, hvor han er. Men også fordi han umiddelbart forinden har afskediget sin unge smukke plejerske og altså har givet endeligt afkald på den sanselige kærlighed, som Jytte også repræsenterer. Samt fordi han oplever det, der skete i Italien, som uvirkeligt.

4.4 Jyttes indre mørke og angst for indbildninger

Jeg vil nu vende mig fra Torben Dihmer til Jytte. I analysen af Jyttes personlighed og handlinger begynder jeg med spørgsmålet om, hvad der ligger til grund for, at hun afviser Torben. Dernæst gør jeg rede for, hvordan man kan forstå hendes problemer som forårsaget af den liberale og borgerlige kultur, hun er en del af.

Da Jytte har hørt, at Torben kommer til byen, går hun op på sit værelse, hvor hun sætter sig med et mørkt, grublende udtryk. Hun tænker på, at hendes sind er som et mørkt tjørnekrat, som det er uhyggeligt at se ind i:

Såsnart hun selv forsøgte at trænge ind i sit væsens urskovsdyb, blev hun greben af en slags panisk skræk. Der var hverken vej eller sti derinde men fuldt af spøgelser og vandrende skygger. Og vilde, røde rovdyrøjne stirrede ud fra mørket.³¹

Hun tænker også på, at hun var sur førhen, når Torben talte politik med moren. Hun skammer sig over sin misundelse. Hun føler også afsky for Torbens udseende. Hun tænker på, at Torben nu skal kende disse negative følelser i hende, og hun ønsker, at han kunne se lige igennem hende og så fortælle hende, at han stadig holder af hende.

Sent om aftenen tænker hun på den tvillingemyte, hendes far fortalte hende, da hun var 16 år gammel. Det er den myte, der fortælles i Platons Symposion, om, hvordan menneskene oprindeligt var skabt som kugler med fire arme og fire ben, men senere skiltes i to dele, der kun kan finde hinanden ved hjælp af kærlighedsinstiktet. Faderen siger til hende, at hun skal holde øjnene åbne, så hun kan se sin tvillingebror, når han kommer. Jytte opfatter historien sådan, at det, hendes anden halvpart søger, er hendes fortrolighed. Tvillingen bliver i hendes bevidsthed til én, der fordrer at få alt at vide, og tanken om ham bliver på grund af dette hendes skræk.

Hun tænker videre på den dag for fem år siden, da hun afviste Torben første gang. Læseren får nu løsningen på den angst, Torben undrer sig over, i hendes øjne. "Derfor havde hun løjet for Dihmer og bedraget sig selv den dag for fem år siden på Langelinje, da han friede til hende."³² Angsten i hendes øjne er en angst for, at Torben skal lære hendes indre mørke at kende.

Udover bekymringen over og angsten for hendes eget sind, spiller tvivlen også en rolle for hendes første afvisning. Det forstår man, idet hun tænker videre i forhold til, hvad det var, der gjorde, at hun afviste Torben første gang: "Og dog! Hun var jo dengang ikke helt sikker på, at han også var den rette." Det er også denne angst for, at hendes kærlighed ikke er reel, der kommer op i hende, da hun sidder alene på værelset, efter at hun har hørt, at Torben Dihmer er på vej til byen:

Det var den gamle angst, som igen havde besat hende, – frygten for, at den kærlighed, hun følte for Dihmer, var fantasteri og selvbedrag som så sørgeligt meget andet i denne de skønne indbildningers verden!³³

En tredje ting, der kendetegner Jyttes bevidsthed, er mangel på tillid til livet. I flere af hendes tanker skinner det igennem, at hun har et schopenhauersk blik på drifter og følelser. Efter at hun har afvist Torben igen i Italien tænker hun fx på sit hjertes blodtørstige trang til kærlighed. I denne formulering kan man se, at hun opfatter driften som destruktiv og uden forbindelse med hendes jeg. Og da hun langt senere i De Dødes Rige hører, at Torben er død, tænker hun på, at han nu er skånet for "alt det onde, som menneskene gjorde hinanden, når de elskede."³⁴

Hun kan kun knytte sig til Torben i det øjeblik, han optræder som den underligt tavse fremmede, sådan som han gør den aften på hotellet, hvor de spiser sammen. Der er specielt et øjeblik, som hun sidenhen husker, nemlig dér, hvor hun ser ham komme frem i døren inde fra et af læseværelserne. Han har et skær over sit ansigt, som om han kom fra en anden verden. Det er sådan, hun elsker ham, fremgår det af hendes tanker, efter at de har taget afsked om aftenen.

Da hun og Torben mødes næste dag, er han imidlertid begyndt at ligne sit gamle jeg. Han er livlig og glad og fremviser fotos af Favsingholm. Hans forandring gør, at Jytte igen får mørke tanker: "Torbens pludselige veltalenhed (…), varmen i hans stemme, da han talte om Favsingholm, havde på ny fået hende til at føle det hele forhold så sørgelig håbløst."³⁵ Herefter er hun fraværende, og efter de skilles, skriver hun det afvisende brev. Det er altså, når kærligheden begynder at blive sat i forhold til realiteten, at Jytte føler, at det er håbløst.

Jeg har ovenfor gjort rede for, hvordan hun i sine tanker kredser om sit indre mørke og en manglende tillid til sine følelser. Hermed er hendes afvisning af Torben imidlertid ikke udgrundet. Der er flere spørgsmål at besvare. Dels er der spørgsmålet om, hvorfor hun har de følelser og tanker, som hun har. Dels er der spørgsmålet om, hvorfor hun føler, at hendes indre mørke er så fatalt. Jeg vil i det følgende søge at redegøre for, hvordan hendes problemer også udtrykker de problemer i kulturen, som De Dødes Rige tematiserer og responderer på. Jeg vil vise, hvordan de negative og destruktive følelser udtrykker en fortrængt, men reel side af den borgerlige, liberale kultur. Det er i forhold til specialets optik vigtigt at se denne sammenhæng mellem Jyttes følelser og kulturen, idet den er første skridt mod en forståelse af, hvad der er galt med kulturen i De Dødes Rige.³⁶

4.5 Normer og driftsomvending

Jytte, Fru Bertha og Torben tager efter Torbens fremvisning af fotos på en køretur. De gør holdt ved en lille by og går efter et måltid ned til vandet. Fru Bertha og Torben sætter sig på en bænk, mens Jytte går ned til vandet og sætter sig på en klippeblok. Her sidder hun som den lille havfrue i havets brænding. Torben kalder hende også "den lille havfruunge" i sine tanker, da han på Favsingholm husker tilbage på deres første møde. Han og Asmus er som 15-16 årige under en ferie på Storeholt ude at fiske efter gedder på søen. Han husker, hvordan Jytte, der kun er 10 år gammel på det tidspunkt, dukker op inde på bredden "og en, to, tre plaskede hun i vandet og kom svømmende ud imod dem med det lange brune hår flydende efter sig." På et tidspunkt i Odysseen sejler Odysseus forbi nogle havfruer, der symboliserer drifterne i mennesket. De lokker sømændene ved at synge underskønt, men den, der giver efter for sin lyst, vender aldrig hjem. For ikke at bukke under for sine impulser, binder Odysseus sig til masten. Der er langt fra Odysseen til De Dødes Rige kulturhistorisk, og billedet af havfruerne i Homers epos kan ikke overføres direkte på Jytte. Men betydningen af havfruen som en, der har med drifter og underbevidsthed at gøre, består. Derfor fortolker jeg sammenligningen mellem Jytte og havfruen i De Dødes Rige, som et udtryk for, at Jytte i kraft af sin kvindelighed er forbundet med driftslivet og underbevidstheden på en anden måde end manden.

I romantikken var idealet, at kvindens driftsliv blev sublimeret til inderlighed. Man kan se, at denne sublimering sker for Jytte, ud fra Torbens indtryk af hende ved et senere møde. Hun er nu blevet en korrekt ung dame.

Den lille havfru-unge fra "Grønnevandet" kunne i det højeste spores i et vist skyggeagtigt spil på bunden af de gyldenbrune øjne og i denne fortrolige udtryksmåde, der gjorde hende så indtagende i samtale, men også så farlig for mænd, der ikke kendte hende.³⁷

Mændene bliver tiltrukket af Jytte på grund af det havfruelige, der er inderliggjort i hende. Det centrale for mig er imidlertid ikke dette. Det er derimod at lægge mærke til, at Jytte som kvinde er kulturelt bestemt som "værende følsom", samt at hun har konverteret sine følelser og drifter til inderlighed.

Jyttes udvikling fra at være et frit og livskraftigt barn til at blive en hæmmet og angst voksen er almindeligt forekommende i Freuds hysteri-analyser af overklassens kvinder i Wien. Freud konkluderer faktisk, at de særligt initiativrige og intelligente pigebørn – som Jytte – er mest udsatte for at udvikle neuroser. Freud mener, at menneskets overjeg opstår ved, at en del af menneskets naturlige aggression bliver vendt mod det selv. Da denne omvending er ligefrem proportional med styrken af aggressionen, bliver de særligt udfarende piger de mest neurotiske.

Grunden til, at jeg inddrager Freuds teorier her, er, at jeg mener, de viser, hvordan Jyttes problemer er et udtryk for kulturelle forhold. Den borgerlige kultur har mange og strenge normer, og Freud beskriver i Kulturens byrde, hvordan disse normer er betinget af, at menneskene omvender deres naturlige aggression og seksualitet til samvittighedsfølelse. Menneskene kommer herved ofte til at lide under skyldfølelse samt andre og værre selvdestruktive emotioner og handlinger, og det er det, der er Freuds problem i værket. Hans tanker viser, hvordan man kan forstå Jyttes indre mørke som forårsaget af den borgerlige kultur, hun indgår i. Hans teori forklarer Jyttes mørke som følge af en kultur, der kræver for meget af sine mennesker.³⁸

4.6 I skyggen af den liberale kultur

Jytte er vokset op i et liberalt hjem. Hendes far har været minister i Enslevs regering, og Enslev er en gammel ven af familien. I Fru Berthas minder er den liberale kultur knyttet sammen med en oplevelse af lykke. Hun husker, hvordan hun og hendes mand hver morgen gik ned til stranden på Samsø "og såe fiskerbådene stryge hjemad fra Anholt med sol i deres sejl."³⁹ Hun tænker også på dengang, hun lige havde mødt sin mand, "da livet syntes altfor svimlende rigt og lykken for stor til, at hjertet kunne bære den uden at briste".⁴⁰ Det er fordi, at Jytte skal leve op til denne lykke, at hun føler, hendes indre mørke er så fatalt.

Et sted i De Dødes Rige fremgår det, at hun har følt sig forladt som barn. Det er under opholdet på Storeholt, hvor hun skynder sig at gå, da Fru Bertha begynder at diskutere politik:

Det var blevet en vane hos hende at fortrække, såsnart man begyndte at politisere omkring hende. Det vakte så mange triste minder, og det ikke alene fra moderens og Dihmers lange samtaler i Dronningens Tværgade. De omfattede hele hendes liv, gik tilbage til barndomshjemmet på Samsø, hvor hun så tidt havde følt sig tilovers og glemt, når distriktslægen og præsten eller andre kom i besøg og diskussionen blev så kampvarm, at endogså hendes moder kunne give sig til at banke i bordet af iver.⁴¹

Ingen af de analyser, jeg har læst, har lagt særligt vægt på denne oplysning om Jytte. Men for mig fungerer den som en nøgle til at forstå sammenhængen mellem fortællingen om hende og Torben på den ene side og fortællingen om Tyge Enslev og kulturens forfald på den anden. Jeg skal i min analyse af Tyge Enslev vise at det grundlæggende problem ved hans personlighed, er, at han ikke anerkender vigtigheden af at leve et liv i følelsesmæssig forbundethed med sine nærmeste. Det er netop dette, jeg ser afspejlet i det omsorgssvigt, som Jytte har lidt i sin familie som barn. Hendes forældre har med udgangspunkt i Enslevs liberale verdensbillede ikke prioriteret det nære følelsesmæssige liv med deres barn særlig højt, men har fundet det vigtigere at diskutere poltiske spørgsmål. Jyttes indre mørke, der er grunden til bruddet med Torben, skyldes altså frem for noget andet måske Enslevs liberale underkendelse af, at mennesket er endeligt – dvs. følelsesmæssigt forbundet med andre.

Den liberale anskuelse af verden, som Jytte er vokset op med, indebærer også, at hun ikke har nogle mentale redskaber til at forholde sig til de svære følelser og oplevelser, hun kommer ud for. Idet Enslevs liberalisme kun anerkender viden og lykke, råder hun ikke over begreber eller tankegange, der kan hjælpe hende til at forholde sig til sin tvivl og sine følelser af afmagt, fortvivlelse og sorg. Da hendes liberale udgangspunkt samtidig gør hende ude af stand til at blive kristen, står hun forsvarsløs overfor sin oplevelse af faderens og brødrenes død og hendes veninders ægteskabelige ulykke.

4.7 Afslutning

Torben og Jytte er begge kendetegnet ved at være hjemløse i kulturen i den forstand, at de lider under svære følelser. Torben kommer igennem sin krise og opnår et nyt syn på verden ved at tage sin følelse af fremmedgjorthed alvorligt. I en sammenligning med Dantes Den guddommelige komedie har jeg vist, at Torben, som Dante, ledes mod sin nye erkendelse af sin sjælsforbundne kvinde Jytte. Jyttes øjne viser Torben den angst, der er i kulturen, og som hun har føling med på en anden måde end han. Hendes vanskelige sind er, som jeg har vist, en følge af kulturens strenge normer og af det liberale verdensbilledes ensidige fokusering på lykke og politik.

(Forsæt til kap. 5)