Kapitel 5: Oplysning og middelalder

I dette kapitel er jeg interesseret i at undersøge det verdensbillede, som politikeren Tyge Enslev har i romanen. Enslev er indstifter af og repræsentant for den liberale, demokratiske tidsalder, der møder læseren i De Dødes Rige. Han gør som ung politiker op med adelsvældet, og det, der driver ham, er ønsket om at skabe et frit og oplyst samfund. I kapitlet vil jeg imidlertid beskrive – blandt andet via en analyse af avisen Femte Juni – hvordan det samfund, der har udviklet sig i hans regeringsperiode, har samme karakter som det, hans politik er ment som et opgør med.

5.1 Tyge og eventyrmotivet

I De Dødes Rige fortælles det, at eventyrets stjerne steg op over hjemmet ved Tyge Enslevs fødsel. Det er ikke et enkeltstående tilfælde, men derimod et genkommende fænomen i romanen, at Enslev forbindes med det eventyrlige. Også Torben Dihmer bliver et sted sat i forhold til denne sfære, idet det om ham lyder efter Jyttes første afslag: "Den dag gik det pludselig op for ham, at han ikke var den lykkeprins, han hidtil havde haft nogen grund til at tro."¹ I forhold til Torben kommer det eventyrlige ikke til at stå uantastet. Han bliver med hensyn til både helbred, kærlighed og karriere pillet ned i De Dødes Rige. Det eventyrlige undermineres, og det har at gøre med den betydning eventyret tilskrives i romanen. Mit synspunkt underbygges af den måde, dette motiv er fremstillet på, i Henrik Pontoppidans foregående roman Lykke-Per. Per har en drøm om et liv rigt på eventyr, og Pontoppidan udtaler sig om titlen på følgende måde i interviewet i 1905 med Hver 8. Dag

Jeg kunde jo ogsaa have kaldt Bogen Klods-Hans eller noget lignende. Det galt blot for mig om straks ved selve Titlen at anslaa en let Eventyrstemning. Det er jo den gamle Fortælling om Bondedrengen, der drager ud i Verden for at vinde Prinsessen og det halve Kongerige (…)

Men Pers drømme om et eventyrligt liv forliser. Lykke-Per handler om, hvordan Per støder mod nogle begrænsninger og blokeringer, der medfører, at han ombrydes som person og ender et helt andet sted, end han forestiller sig i begyndelsen. Når eventyrets stjerne står over den spæde Tyge, må man på baggrund af disse iagttagelser fortolke det som et tegn på, at han er ude af trit med tilværelsens love – "de evige love, hvorefter menneskeskæbner og tidsskæbner styres," som Pontoppidan formulerer det i et brev om Lykke-Per. Tyges liv vil ikke blive nemt.²

5.2 Kampårene og magtovertagelsen

Tyge viser sig at være meget intelligent, og han rejser derfor fra det jyske smedehjem til København for at studere jura. Her bliver han som ung, lidenskabelig og ensom studerende bevidst om, at han er "folkets søn":

Her i den sorgløst henlevende vrimmel blev han sig helt bevidst som folkets søn, almuebarnet med det kvalte skrig af århundreders uhævnede undertrykkelse lydende i sjælen.³

Han forestiller sig, at det er som digter, han skal "gøre våbentjeneste i tidens store befrielseskamp". En dag i studenterforeningen holder han imidlertid en tale, der skaber panik og rygtes over hele landet.⁴ Dette bliver starten på hans politiske karriere. Det er en vigtig detalje i forhold til mine tanker om menneskets endelighed, at politikken ikke er noget, han beslutter sig for. Det er de forhold, der er omkring ham, der er udslagsgivende for, at han kommer ind i den. Han er altså ikke selv så fri og stærk, som han tænker, at mennesket kan være.

Oprørstemningen i studenterforeningen er et udtryk for den uro og kamp, hans politiske liv er præget af i begyndelsen. Kampen er så hård, at han til tider kommer i fængsel, forstår man, idet deltagerne ved hans fars begravelse forestiller sig, at han ikke kan komme, fordi "han igen sad bag tilgitrede vinduer med en krukke vand og Det nye Testamente til selskab, en martyr for folkets sag."⁵ Et indblik i hans tanker fra denne periode giver også et indtryk af opgørets omkostninger:

Hver dag var en kamp på liv og død mod ven og fjende, mod misundelsen, der fulgte en politiker på foden i hans eget parti fra den første gang, han vandt bifald på en talerstol, mod hadet, der lå på lur for at styrte sig over ham ved den mindste snublen, mod spøgelsesfrygten i hans eget sind (…).⁶

Der er i romanen et kort tilbageblik til den dag, da Tyge og hans parti vinder regeringsmagten. Dette tilbageblik markerer for læseren, at der engang var en historisk dag, hvor skiftet skete. Som indledning til tilbageblikket panoreres frem og tilbage over et stort historisk stræk. Først er vi i nutiden, hvor Tyges forældre og brødre er døde, og der er en tredje slægt. Men blot fem linjer senere befinder vi os i Kolding sammen med Tyges to brødre på "hin historiske julidag i århundredets begyndelse, da Tyge blev minister i folkets første ministerium."⁷ Ved det radikale snit i tiden opnår fortælleren at give læseren følelsen af historiens vingesus. Man føler, at Tyges virke blot er en del af en større (slægts)historie, samt at julidagen er noget ganske særligt, eftersom lige præcis den bliver trukket frem af historiens glemsel.

I romanens nutid har Folkepartiet været ved magten i lang tid. Fortælleren forlener dets regeringsperiode med en form for tidløshed. Man får aldrig opgivet et tal for, hvor mange år, det har siddet ved magten, og læseren føler, at det er umindelige tider. At det har været længe, ses af, at Enslev er blevet gammel og ved sommermøderne kaldes "den sidste levende af de store mærkesmænd, der havde ført folkets og frihedens sag til sejr."⁸ Han er i folkebevidstheden stadig en førerskikkelse og har også beholdt titlen af formand i partiet. Men han er så gammel, at han har trukket sig tilbage for at nyde sit otium.

5.3 Danmarkshistorien som læserfælde

Om De Dødes Rige skriver Thorkild Skjerbæk, at forfatteren "foregiver (…) at fortælle en hel masse om begivenheder – folketingsvalg, regeringskriser, politiske møder – som enhver kan kontrollere, og hvorigennem man derfor tvinges til at erkende, at det ikke har noget med virkeligheden at gøre."⁹ Ligheden mellem fiktion og historisk fakticitet er slående: Både i romanens univers og i Danmark i 1900-tallets begyndelse foregik et systemskifte. Og både i fiktionen og i Danmark var det et skift til det parti, der havde folkeligt flertal, nemlig Venstre. Partiet Højre, der var godsejernes parti, havde i flere årtier regeret via provisoriske love, fordi det var i mindretal.

Denne lighed, samt Henrik Pontoppidans tematisering af de sociale og politiske forhold i den tidlige del af sit forfatterskab¹⁰, giver anledning til at tænke, at romanen skildrer de faktiske politiske forhold i Danmark. Men som Skjerbæk påpeger, har de politiske begivenheder, der udspiller sig i romanen, ikke fundet sted i virkeligheden. Der har ikke været en gammel betydelig politiker som Tyge Enslev, der har manet til kamp mod de kirkelige:

Målt på forholdene i datidens Danmark er skildringen helt fortegnet. Gjorde der sig en reaktion gældende mod den frigørelse, som systemskiftet 1901 havde betydet, så var det i hvert fald ikke nogen i særlig forstand kirkelig præget eller ledet.¹¹

Romanen synes således at gøre opmærksom på sin karakter af fiktion blandt andet ved at rapportere om politiske hændelser, der ikke har fundet sted. Budskabet til læseren synes at være, at det ikke er en realistisk skildring af danmarkshistorien, der er i fokus. Ved at sætte læseren i forlegenhed inviterer Pontoppidan til at reflektere over, hvad det egentlig er, romanen handler om. Han får således måske sat sine læsere i gang med den refleksion, som flere af hans romanpersoner gennemløber.

Også Enslevs person er blevet sammenlignet med virkelige politiske og kulturpolitiske personer fra tiden omkring det moderne gennembrud og systemskiftet. Man har spekuleret over, hvem der har stået model til ham, og man har diskuteret, hvor godt eller dårligt portrættet er lykkedes. Selvfølgelig har Pontoppidan hentet inspiration i de personligheder, han har kendt til. I et af sine breve beskriver han de historiske forlæg for Enslevs person:

Denne Skikkelses Tilblivelseshistorie kan jeg føre tilbage til en næsten daglang Samtale, jeg for nogle År siden havde i Norge med en ældre Dame, der havde kendt [Johan] Sverdrup meget nøje, og fortalte om ham med en Blanding af Passion og Bitterhed. Et par supplerende Træk har jeg hentet hos Hørup, hvem Enslev i øvrigt slet ikke ligner eller skal ligne; og hvad Sverdrup angår, så blev hans Udgang en ganske anden end Enslevs.¹²

Disse henvisninger til mennesker i tiden er interessante. Det er imidlertid vigtigt at rette hovedopmærksomheden mod det panoramabillede, Pontoppidan nævner i interviewet i Hver 8. Dag. Fremfor tidsbilledet, der sammenlignes med forgrunden i panoramaet, fremhæver Pontoppidan det perspektiviske billede, der fremkommer i et menneskes bevidsthed, når det ser på tidsbilledet fra sin egen, individuelle synsvinkel.

Af den måde Pontoppidan fortsætter sit brev om Enslev på, forstår man, at han har haft en skikkelse for sit indre blik. En skikkelse, hvis overordnede bestemmelse ikke er at ligne denne eller hin, men som i stedet er bestemt ved nogle særlige forhold omkring sit sind og sin omverden:

Jeg har i dennes Alderdomsskikkelse villet tegne, hvad der bliver tilbage af en rigt udrustet og oprindeligt stærkt følelsesbevæget Politiker af demokratisk Støbning, hvis Magt er hans Popularitet, og som står og falder med den.

I et brev to måneder senere forholder han sig eksplicit til spørgsmålet om forholdet til det historiske:

Jeg har ikke rådført mig med Historien men har ved Valget af mine Skikkelser og ved deres Anbringelse i Bogen som Forgrundsfigurer eller som Statister hovedsagelig ladet mig lede af personlige Motiver ¹³ (min kursiv).

Pontoppidan beskriver her eksplicit sine egne indre billeder som primær baggrund for persontegningen i De Dødes Rige.

5.4 Enslevs verdensbillede

Det varierer, hvor outreret Enslevs sprog bliver, men konsekvent forbinder han sine fjender med mørket. De er "mørkets magter, der slimer sig sammen." De skygger for solen. De er "lyssky" drageyngel; "lysets formummede fjender"; "lyssky bakterier."¹⁴ Ungdom er et andet begreb, der går igen i hans vokabular: "Jeg ville forsøge igen at skabe en ungdom i dette lille oldingeland," siger han til Fru Bertha, der erindrer, at han engang i en skåltale lykønskede hendes børn, fordi de var født under frihedens tegn.¹⁵ Ungdom giver associationer i retning af oprør og styrke, og det samme gør Enslevs ord om, at han engang drømte om at gøre det danske folk til det mandigste i verden. Et andet sted taler han om menneskelivet "i dets morgenfriske kraft og styrke"¹⁶. Enslevs vision har også med viden at gøre. Grunden til, at han lykønsker Fru Berthas børn, er, at de kan plukke de første modne frugter af kundskabens træ i dets frie udfoldelse. Han lægger vægt på, at der ikke længere, som i et adels- eller kirkestyre, er nogen, der bestemmer, hvilken viden den enkelte har lov til at tilegne sig, eller hvad der må forskes i. Det sidste, jeg vil nævne om Enslevs ideologi, er, at han har en idé om, at det frie liv skal udbredes til andre folkeslag. Det forstår man af hans sidste passionerede tale, hvori han forestiller sig "den frigjorte menneskeheds sejrsgang over verden"¹⁷. Det selvmodsigende i ønsket om at udbrede frihedens styre til andre nationer, er et tegn på den grundlæggende spænding mellem reel magtudøvelse og tænkt frihed, der er i Enslevs karakter. Hans liv udgøres af en kamp for at beholde magten, og den frihed, der oprindelig var målet, er og forbliver ikke andet end en tanke.

Selvom det er en anakronisme, kan jeg ikke lade være med at få associationer i retning af den tyske nazisme, når jeg opregner elementerne i Enslevs verdensbillede. Hans ensidige og urokkelige tro på fremskridtet, hans fremhævelse af ungdommen og hans ønske om at udbrede ideologien til andre nationer bringer naturligt tankerne i de baner. Nazismen var – ligesom andre fascistiske regimer – totalitær og urealistisk. Og det er netop kritikken af Enslev i De Dødes Rige, at hans oplysnings- og frihedsdrøm slår om i den tilstand af stivnede magtstrukturer, angst og fantasmagori, som kendetegner et fascistisk styre. Lys og ungdom er måske okay ifølge De Dødes Rige, om end romanen viser, at der er vigtigere elementer i tilværelsen. Problemet er, at Enslev giver disse egenskaber en aura af guddommelighed og overdimensionerer dem på bekostning af andre sider af menneskelivet.

Jeg vil nu vende mig mod et digt, som Pontoppidan offentliggjorde i Politiken d.4.2.1912 i anledning af Georg Brandes 70 års fødselsdag. Digtet, "Den 4de Februar", er et billedligt udtryk for De Dødes Riges stemning. Dette gør Pontoppidan selv opmærksom på i et af sine breve: "Hvad i øvrigt den Grundstemning angår, der har affødt Bogen, så er den måske klarest – i hvert Fald kortest – kommen tilorde i et lille Digt (…)" Man kan se at Enslev repræsenterer det moderne gennembrud, idet billedet af Brandes i Den 4de Februar stemmer med billedet af Enslev i romanen. Derudover formidler digtet den oplevelse af forskel mellem ideal og realitet, som er De Dødes Riges egentlige emne. Grunden til, at jeg gengiver digtet i sin helhed, er, at jeg ønsker at uddybe billedet af Enslevs idealer og præsentere dem i deres dissonantiske forhold til realiteten. Jeg vil dog også efterfølgende kommentere andre aspekter af digtet, som er væsentlige for min fortolkning af Enslev og De Dødes Rige.

Den 4de Februar

Vi har staaet med Fakler, med Faner, Orkester
for at fejre en Ven, for at hylde en Mester.
Men han var forsvunden – var smilende flygtet
for Vennernes Tak og de velmente Fester.^'1

Man har spurgt, man har skumlet. Selv véd jeg ej Grunden,
men jeg hørte en Fugl tage Bladet fra Munden,
en Natfugl, en Ugle. – Jeg lytted til Skriget
et angstfuldt Minut mellem Vaagen og Blunden.

Hvad blev der – saa skreg den – af Riget, han skabte?
I Grus er det sunket! Og Tavshed og Øde
nu græsser paa Tomten hos fredløse Døde.

Den Sandhedens Sol, han paa Himmelen satte –
Hvem bragte den Glæde? Til hvem gav den Styrke?
Han raabte "Bliv Lys!" – og der voksede Mørke.

Den Vaarstorm, han rejste i Ungdommens Sind,
de Blomster, der myldred af Jord, hvor han traadte,
nu driver i Luften som lumrende Vind.

Det Kundskabens Træ, han har plantet i Landet,
som favned saa vidt over Fjorde og Bugter,
forgifter nu Folket med ormstukne Frugter.

Og Adam den nye, blev dum som den gamle.
Og Eva forgreb sig paa Kærlighedsgaven
og aad med hver lysten Gorilla i Haven.

Af Herlighedsdrømmen blev intet tilbage.
Et Luftsyn den var – og nu sank det i Jorden.
Men ingen har sørget, og ingen vil klage.

Hvad Under, han veg for det festlige Møde
og vendte sig mismodigt bort fra sit Værk. –
Jeg tænker, han fejrer sin Dag med de Døde.

Brandes satte sandhedens sol på himlen. Han rejste en vårstorm i ungdommens sind. Han plantede et kundskabens træ i landet. "Den 4de Februar" viser, at den drøm om liv, som handlingerne vidner om, vitterlig ikke var andet end en drøm. Det var en "herlighedsdrøm", der nu er forsvundet. I realiteten er der tavst, øde og mørkt. Og æblerne fra kundskabens træ forgifter menneskene i stedet for at gøre dem sunde.

Digtet illustrerer, hvad Pontoppidan mener med en stemning, idet det afbilder modstridende kendsgerninger uden direkte forklaringer. Det viderebringer en situation til læseren, og de følelser af sorg og frustration, der er indeholdt i denne situation, bliver herved også givet videre.

Uglen symboliserer i digtet jeg-personens underbevidsthed. Det er ved at lytte til dens skrig, at jeget i halvsøvne får en forståelse af, hvorfor Georg Brandes ikke vil være med til at holde fest. Således udtrykker "Den 4de Februar", at underbevidsthedens og følelsernes sprog er vejen til sandheden. Dette er i overensstemmelse med mit fokus på endeligheden som indgang til erkendelse. Jeg ser også en pointe i, at erkendelsen i digtet billedliggøres i form af en ugle, der skriger til jeget. Mennesket kommer – når det lytter ind i sig selv – samtidig i kontakt med en overordnet almen sandhed, der findes udenfor det enkelte menneske.

"Den 4de Februar" åbner for en forståelse af, hvad det er, Enslev gør forkert. Først er der det, at digtet kalder drømmen for et luftsyn. Dette er en tilkendegivelse af, at Enslev ikke er i forbindelse med virkeligheden. Luftspejlinger er ikke – og kan aldrig blive – reelle. De er kendetegnet ved at være syner, som mennesket ser for sig, men som det ikke kan forlade sig på. Dernæst er der referencen til Paradisets have, hvor kundskabens træ står. Digtet (og De Dødes Rige, der har samme reference) antyder herved, at Enslev griber ind i noget, han i sin egenskab af menneske ikke bør røre ved. Og at det, han griber ind i, er de evige love i tilværelsen.

5.5 Enslev frygter kirken

Karakteristisk for Enslev er, at han betjener sig af en kampmetaforik: "Frihedens fjender" er blevet "nedhuggede"; det er nødvendigt "at knuse slangens hoved"; og "et mytteri dagen før et slag betragtes efter krigsreglerne som højforræderi."^{18 '2} Frihedens fjender er i Enslevs øjne for indeværende de kirkelige kredse i landet. Præsterne er begyndt at melde sig ind i Folkepartiet eller arbejde som sociale reformatorer, hvilket Johannes Gårdbo i øvrigt er et eksempel på. Men hvorfor gør de det? spørger Enslev i sin Strige-tale. De "kære ornatklædte partifæller" må ikke "tage os det fortrydeligt op, at vi med vore historiske og personlige erfaringer møder dem med en smule mistro og tilspørger dem med en klassisk replik: "Hvilket ærinde bringer eder hid, velærværdige herrer?" Enslev mener, at præsternes skjulte formål er at indføre et nyt kirkevælde i landet. Han siger i Strige-talen, der er det første ideologiske udsagn fra ham, man møder, når man læser De Dødes Rige, at præsterne måske taler smukt om folkets frihed, men for sig selv tilføjer: "Under kirkens formynderskab." Hele deres hu, siger han i talen, står til "en genrejsning af et middelalderligt kirkesamfund med præsten som ukrænkelig avtoritet." Det er altid denne tanke om et skjult formål, som Enslev kredser om, når han får ordet i romanen. "Jeg frygter præsteskabet," siger han i Strige-talen, og giver herved læseren en forståelse af en del af det, der driver ham, i hans sidste indædte politiske kamp.

Det fremgår af en tale, at Enslev ser ethvert organiseret trossamfund som kendetegnet ved en forening af tyranni og frygtsom overtro.¹⁹ Denne samfundsorden er som et fængsel, siger han. Mennesket lever her med håndjern på som fangen i hans celle; et liv mærket af tugt, tvang og ydmygelse. I fængselsbilledet finder han også forklaringen på, at præsterne nu vinder indpas. Han mener, at det danske folk på samme måde som gamle fængselsfanger, der bliver løsladt, i al hemmelighed længes tilbage.

De Dødes Rige slutter med at vise, at Enslev på en måde får ret. Landet skal i det sidste kapitel, der foregår to et halvt år efter hans død, igen i gang med en valgkamp. Præstefløjen er, som Enslev frygtede, ved at overtage magten helt i partiet, eftersom det er præsten Stensballes hensigt at få indsat højskoleforstander Aleksandersen som konseilspræsident.²⁰

Pointen er imidlertid, at det ikke gør nogen forskel, om det er præsterne eller Enslev, der regerer landet. De Dødes Rige viser på flere måder, at Torben har ret, når han på et tidspunkt siger, at skiftet fra Enslev til kirken ikke er andet end en kostumeforandring.²¹ For eksempel minder kirkens demonstration kort efter Enslevs begravelse mange københavnere "om fortidens grundlovstog, da Enslev i frihedskampens dage drog med sine skarer ud til Søndermarken"²². Og Samuelsen, der i mange år er redaktør for Enslevs avis, kan gnidningsløst skifte sin stilling ud til fordel for den tilsvarende ved præsternes blad, Hverdagen. Det er pastor Stensballe, der står bag det nye initiativ, som avisen er, og han og Samuelsen har de samme amerikansk inspirerede ideer om popularitet og underholdning. ^'3

Enslevs indsigt forbliver derfor begrænset: Han får ret i, at præsterne arbejder på at overtage magten, men han har ikke ret i, at et kirkestyre udgør den afgørende forskel. Det er ikke kirken, der skaber landets ulykke. Det er derimod en fundamentalisme, der er kendetegnende såvel for Enslevs styre som for kirkens. Denne fundamentalisme er i kirken og i Enslevs samfund af en så rådden karakter, at ingen lægger sin sjæl i den. Den fungerer blot som baggrund for alskens overtro og dum underholdning, samt som et skalkeskjul for udlevelsen af et individuelt (magt)begær. I den situation, der afslutter De Dødes Rige kan man se, at også kirken er styret af dette begær. Her hører man nemlig om, at interne stridigheder gør det svært for den at overtage magten i partiet, og at disse stridigheder har at gøre med udbyttet, selvom præsterne udadtil lader som om, deres uenighed er af religiøs karakter:

Men netop som Enslevs profeti om riget, magten og æren syntes sin opfyldelse nær, var de gamle tvistigheder indenfor kirkefolket blusset op med ny styrke overalt i landet. Under skin af uenighed om konfessionelle spørgsmål lå man allerede i hårene på hinanden om byttet.²³

5.6 Femte Juni mellem oplysningsdrøm og markedsøkonomi

Enslev starter i begyndelsen af sin karriere selv sin avis Femte Juni: ""Femte Juni", som Enslev i sin tid havde sat i gang med en lille sum sammenplukkede penge og i begyndelsen havde skrevet næsten alene."²⁴ Dette giver, ligesom avisens navn, der henviser til grundlovens vedtagelse d.5.6.1849, indtryk af, at den oprindelig har været et idealistisk foretagende. Jeg kommer til at tænke på Politiken, der ligesom Femte Juni blev startet af nogle af det moderne gennembruds mænd. På en løbeseddel fra 1884 introducerer Politiken sig for læserne som "Organet for den højeste Oplysning i det danske Folk". Den skriver også, at den (som Femte Juni) har det formål at kæmpe for demokratiets indførelse og for fuld borgerlig og personlig frihed "paa alle Aandens og Samfundslivets Omraader."

Den udgave af Femte Juni, der møder læseren i De Dødes Rige er imidlertid helt anderledes. Dens mål er at tjene penge, og til det formål underholder den folk. Den består for en god del af barnagtigt pjank om damepynt og fodboldkampe, sådan som Enslevs veninde Frk. Evaldsen på et tidspunkt fortrydeligt bemærker. Derudover er den også et organ for de rige og magtfulde i landet. Den følger dem med succes og magt, da det er dem, der har de penge, den lever af. Baggrunden for dens forandrede karakter er kapitalismen og industrialiseringen. De har gjort avisen til en stor virksomhed, der er afhængig af en god indtjening.

I forbindelse med konkurrencen om et mindebillede af Enslev arbejder tykke Møller, der er journalist ved Femte Juni, på, at Karsten skal vinde. Måske kunne man godtage Møllers partiskhed ud fra et ideal om en oplysende presse, hvis den var en følge af en sandhedssøgende overvejelse. Men Møller skriver på sine egne primitive følelser af jalousi og madglæde. Og da Karsten er blevet kåret som vinder af konkurrencen, følger avisen op med lovprisninger og levnedsbeskrivelser. Hvis den var et upartisk organ for oplysning, ville det være på sin plads at anvende kåringen som afsæt for en refleksion. Man kunne forestille sig, at avisen kunne tænke over, hvorfor dette billede blev valgt, og over, hvilke kvaliteter, det har. I stedet bakker den blindt op om successen og de magtkredse, der har dikteret den.

Det er endnu et udtryk for, at Enslevs oplysningsprojekt slår om og bliver til middelalder, at Femte Juni er blevet forvandlet til at være et forum for ligegyldigheder og individuelle (magt)viljer. Torben sammenligner da også pressen med middelalderen i romanen. I forlængelse af, at han læser en hånlig notits om Povl Gårdbo i Femte Juni, udbryder han oprørt, at pressen har "genindført gabestokken, brændemærkningen og den øvrige middelalderlige tortur" i det danske samfund. Det, han mener, er, at pressen ligesom den middelalderlige magt på et irrationelt grundlag udøver en grusom og offentlig straf over Povl.^{25 '4}

I forlængelse af den kritiske skildring af pressen i De Dødes Rige, kunne man spørge sig selv, hvordan et positivt alternativ kunne se ud. Da tanken om et fornuftigt og myndigt individ i De Dødes Rige indordnes i et overordnet syn på mennesket som følende, fortolkende og historisk, ville det måske ikke være en mulighed at vende tilbage til oplysningens drøm om en avis. Derimod kunne man forestille sig en avis, der som Pontoppidans egen roman gengav mange perspektiver og historier.

5.7 Afslutning

Jeg har nu gennem skildringer af Enslevs opstigning til magten, hans verdensbillede, hans avis og hans frygt for kirken givet et billede af det idégrundlag, som den aktuelle kultur i De Dødes Rige har. I forbindelse med analysen af digtet "Den 4de Februar" antyder jeg to grunde til, at kulturen udvikler sig, som den gør. Men ellers har jeg ikke forsøgt at forklare. Jeg har i stedet koncentreret mig om at beskrive den dobbelthed af middelalder og oplysning, som er kendetegnende for Enslevs samfund. Selvom hans projekt er at gøre op med de uretfærdige magtstrukturer og den overtro, som han fremhæver som karakteristiske for middelalderens kirkevælde, er hans eget samfund kendetegnet ved netop disse to fænomener. Dette har jeg i kapitlet påvist gennem en sammenligning af Enslevs ideologi og nazismens, og ved at gøre opmærksom på, hvordan kirkens folk og Enslevs i De Dødes Rige er optagede af den samme jagt efter magt og penge. Jeg har også gjort rede for, hvordan hans avis, Femte Juni, har udviklet sig fra at være et idealistisk foretagende til udelukkende at tænke på profit.

(Forsæt til kap. 6)