Kapitel 2: Præsentation af vigtige begreber og tankegange

Jeg vil i det følgende kapitel introducere læseren til nogle vigtige begreber og sammenhænge i forhold til min analyse De Dødes Rige. Dette vil jeg gøre gennem en præsentation og analyse af dels nogle prægnante udtalelser om De Dødes Rige i hans breve fra den periode, dels et foredrag, som han holder, mens han er i gang med at skrive De Dødes Rige. Gennem brevene får jeg et indblik i hans syn på romanen og i hans begrebsverden. Foredraget hedder Kirken og dens Mænd og handler om Pontoppidans utilfredshed med de danske præsters måde at praktisere kristendom på. Jeg fokuserer i min analyse af det på, hvordan Pontoppidan fremhæver præstens indre liv, og jeg præsenterer læseren for min opfattelse af de kristne begreber i De Dødes Rige. Begrundelsen for, at jeg bruger brevene og foredraget som indgangsvinkel til min analysen af romanen, er, som jeg også skriver i indledningen, at mit teoretiske udgangspunkt er hermeneutikken. I overensstemmelse med Gadamers opfattelse af tekstfortolkning danner jeg mig i dette kapitel en forforståelse, der fungerer som indgangsvinkel til og reference for min efterfølgende læsning af romanen.

2.1 Det modernes bagside

Den 20.12.1915 skriver Pontoppidan om det fjerde bind i originaludgaven, Enslevs Død:

Jeg har villet skildre en stor Tidsalders sidste Timer, dens Opløsning, Modløshed og Forfald, og på denne Baggrund skulde nogle Mennesker træde frem, der - uden alle Mirakler - reddes ud af Undergangen og grundlægger en ny Tid med mindre Tro på Lovgivningsmagtens og Maskinteknikkens Evne til at fabrikere Menneskelykke. Enslev er Repræsentant for den første – og for dens Vildfarelser.

Pontoppidan forholder sig i citatet til en fremskridtstro, der var ved indgangen til det moderne samfund. Der var en tiltro til, at indførelsen af demokratiet og udviklingen inden for naturvidenskab og teknik kunne skabe et bedre og mere frit liv. Man kan se den skuffelse, som jeg beskriver i indledningen, i citatet, i og med at Pontoppidan kritiserer denne fremskridtstro. Der var nogle problemer i den, nogle vildfarelser. Pontoppidans ord "at fabrikere menneskelykke" skurrer: At fabrikere giver associationer i retning af ting og maskiner, mens begrebet menneske har helt andre konnotationer. I denne skurren aner man en årsag til, hvad det er, der er galt i fremskridtstroen. Den fokuserer på den del af det menneskelige liv, der har at gøre med rationalitet, dømme- og handlekraft, men det at være menneske har også andre dimensioner. Fremskridtsoptimismen har været ubevidst om disse andre dimensioner, idet den entydigt har forbundet den menneskelige lykke og velfærd med love og teknik.

Det enkelte menneske synes ikke at have meget at skulle have sagt i citatet. Menneskene må på passiv vis reddes, og Pontoppidan opererer med tidsaldre fremfor med individer. Man fornemmer en tankegang, hvor man er prisgivet en bestemt tidsepoke, der udfolder sig efter en egen iboende logik, nærmest som en levende organisme.

Pontoppidan tematiserer i De Dødes Rige en skuffelse. Skuffelsen har både en konkret og en bevidsthedsmæssig side. Konkret er han skuffet over demokratiet, industrialiseringen, urbaniseringen og kapitalismen. Bevidsthedsmæssigt er han skuffet over det moderne gennembruds og oplysningens menneskesyn og virkelighedsopfattelse. I det næste citat, som jeg vil henlede opmærksomheden på, fremgår det, at hans emne fortrinsvis er af bevidsthedsmæssig karakter. Brevet er til litteraturkritikeren Hans Brix og kommenterer en anmeldelse, som denne har skrevet af Enslevs Død:

Som i "Det forjættede Land" skal Tidsbilledet væsentlig tjene til at afspejle et Verdensbillede, i dette Tilfælde nærmest et Underverdens-Billede, det Helvede, hvortil vi fordømmer os selv, såsnart vi vil forsøge på at indrette os "menneskeligt" i denne Tilværelse.

Emnet i De Dødes Rige er et bestemt verdensbillede, skriver Pontoppidan. Et verdensbillede afføder bestemte politiske, økonomiske og sociale forhold, men det er ikke udtømmende beskrevet ved disse forhold. Et verdensbillede er ikke noget konkret i et menneskes livsverden. Det udgør derimod hele menneskets tilgang til verden. Det er grundlæggende for menneskets liv. Det åbner for livsindholdet og farver det på en bestemt måde.

Jeg vil her reflektere over, hvad Pontoppidan mener med det "at indrette sig menneskeligt." Udtrykket optræder i forbindelse med det kristne begreb om helvede, hvilket giver mig associationer i retning af arvesynden, der handler om, at mennesket glemmer sin næste til fordel for sig selv. Men i mine øjne kan man ikke heraf slutte, at ondets rod hos Pontoppidan er mangel på kristendom. Som jeg kommer nærmere ind på nedenfor, fortolker jeg hans kristne udtryk i forhold til deres eksistentielle indhold, frem for som henvisninger til den kristne tro. Jeg opfatter Pontoppidans ord som et udtryk for at menneskene mangler en endelighedserfaring. Endelighedserfaringen udgøres af en bevidsthed om ikke at være autonom, der implicerer en vendthed imod naturen og de andre mennesker. Den indbefatter, at mennesket er åbent for at blive fyldt af noget andet.

2.2 Kristendom og inderlighed

I foredraget Kirken og dens Mænd, som Pontoppidan holder første gang i Ålborg den 19. januar 1914 og måneden efter i Horsens, udtaler han sig negativt om de danske præster. Ved at læse det får man et indblik i han syn på, hvad kristendommen handler om. Den gennemgående kritik i foredraget er, at de danske præster ikke er inderligt tilstede i deres religiøsitet. Pontoppidan bruger ikke selv ordet inderlig, men jeg mener, at hans forskellige synspunkter og eksempler kommer til udtryk i dette begreb. Han savner hos præsterne en indre oplevelse af betydning og siger, at det, der skaber et menneskes tro, er at have "stået overladt til sig selv ude i de øde Grænseegne mellem denne Tilværelse og det gådefulde Hinsides"¹. Med denne formulering sætter han ord på det, jeg vil kalde en eksistentiel tærskelsituation. Hvor vigtig den indre følelse er for Pontoppidan i forhold til præsterne, fremgår af, at han mener, at en præsts kristendom er betinget af, at han har været i sådan en situation.

I foredraget fortæller han indgående om, hvordan Grundtvig på rejse kommer forbi Vindbyholt Kro og gør et blegt og forstyrret indtryk. Han springer ud af sengen og ber og sidder det meste af tiden med hænderne op for ansigtet. Hans venner er dybt bekymrede for ham. Det er den afgørende krise i Grundtvigs liv. Det er vigtigt for Pontoppidan, at de religiøse begreber som fx himmel, helvede, død og opstandelse efter denne krise får "fuld Virkelighed" for Grundtvig, og i dette at få "fuld virkelighed" ligger, at han har følt dem.

Det væsentlige for mig er, at Kirken og dens Mænd afklarer, hvad Pontoppidan fokuserer på i kristendommen. Der optræder flere kristne begreber i De Dødes Rige. Romanens titel i sig selv er en henvisning til kristendommens helvede. Når Pontoppidan i foredraget siger, at det væsentlige for ham er præsternes indre følelse, giver det mig en mulighed for at pejle mig ind på, hvordan jeg skal opfatte det kristne islæt i romanen. Sammen med hans udtalelser om billedsproget, som jeg kommer ind på nedenfor, er hans fokus på inderligheden i foredraget grunden til, at jeg – fremfor at se noget konfessionelt i det – opfatter de kristne begreber og skikkelser, der har betydning i De Dødes Rige, som udtryk af eksistentiel og følelsesmæssig karakter.

Pontoppidan var ikke kristen i almindelig forstand, hvilket bl.a. fremgår af hans erindringsværk Undervejs til mig selv. Heri fortæller han, hvordan han på et tidspunkt i årene 1913-1915 overlever en livstruende galdestensoperation, og kommenterer:

Jeg var for meget af et Jordens Barn til ikke at prise mig lykkelig over denne Tilbagevenden til Livet. Selv i mine mistrøstigste Hospitalstimer havde jeg bevaret mit ædruelige Syn paa Livet og dets Afslutning. Trods mine mange præstelige Forfædre vedblev jeg at være ude af Stand til at leve et Troesliv og overbevises om Kirkelærens Guddommelighed.

I Kirken og dens Mænd siger han også, at han er overbevist om, at den traditionelle kirke vil forsvinde², og giver sin egen definition på, hvad religion er, nemlig "Kundskab om Tilværelsens skjulte Visdom"³. Da alle mennesker fører en tilværelse, åbner denne betegnelse op for, at alle har adgang til kundskaben om tilværelsens visdom, og Pontoppidan siger da også, at man, udover at sætte sin lid til forskere og tænkere, kan lære meget af det enfoldige menneske "hvis Religion slet og ret er Summen af hans Livserfaringer"⁴. Dette er endnu et udtryk for, hvor vigtigt den enkeltes indre liv er for ham, idet begrebet om livserfaring relaterer sig til den enkeltes refleksion over og følelsesmæssige forståelse af sit liv.

2.3 Billedsproget og den perspektiviske forståelse

I et brev fra maj 1917 markerer Pontoppidan igen, at det tidshistoriske ikke har været vigtigt:

I øvrigt må jeg stadig hævde, at det ikke har været min Hensigt at skrive et stykke Danmarkshistorie, men at give et kunstnerisk Billede af en Kulturperiode (…)

Det perspektiviske billede, jeg fremhæver i indledningen, kalder Pontoppidan her for kunstnerisk. Han ønsker med sin roman at give et kunstnerisk billede. Begrebet om et "billede" går igen og igen i brevene, når han omtaler De Dødes Rige. Her er nogle eksempler: "(…) og kan i Øjeblikket meget dårligt slippe Tråden i dette indviklede Billed-Spind"; "det Billede, man har ønsket at oprulle"; "Alt dette har naturligvis sat sit Præg på Billedets Udførelse." I udtrykket billed-spind ligger, at der er en orden på alle billederne. Et spind danner et mønster. Pontoppidan blænder op for en struktur, der ikke er rationel. I stedet for rationalitetens kausalsammenhænge er der tale om et billede, der med et slag kommer til syne på baggrund af et væld af billeder. Der er tale om billeder ved siden af billeder indeni billeder. Sammenhængen skabes gennem lighed og syntese.

Det, der gør billed-metaforen vigtig i forhold til projektet i De Dødes Rige, kan måske forklares ud fra det foregående brevsted, hvor "Verdensbillede" bliver til "Underverdens-Billede." I begrebet "underverdens-billede" er "billede" selvstændiggjort og konkretiseret via bindestregen. Normalt lægger man ikke mærke til, at "billede" indgår i "verdensbillede", men det gør det jo faktisk, og det vidner måske om, at der er en sammenhæng mellem den billeddannende evne og den eksistentielle orientering i mennesket.

I min analyse af De Dødes Rige går jeg ud fra en sådan sammenhæng, idet jeg altid tænker de billeder, der er i værket, i forhold til dette, at et menneske er kendtegnet ved at fortolke sin omverden. Jeg forstår billederne som en måde at have et verdensbillede på. I det interview-citat, som jeg fremhæver i indledningen, er der et tegn på, at denne optik på billedsproget er rigtig. Pontoppidan sammenligner her med sin tidligere roman Det forjættede Land, idet han siger: "Ligesom i "Det forjættede Land", der er en Omskrivning af Babelsmyten, er Øjebliksbilledet (…) benyttet som illuderende Forgrund i et Perspektiv." Pontoppidan sidestiller i citatet øjebliksbilledet i Det forjættede Land med forgrunden i det panoramiske billede, mens omskrivningen af bogen udgør perspektivet. Da omskrivningen er en fortolkningsproces, sidestiller han altså perspektivet i det panoramiske billede med fortolkningsprocessen. Dette er et udtryk for, at han forbinder det perspektiviske blik med det at foretage en fortolkning.

2.4 Billedsproget, følelsen og rite de passage-strukturen

De tyske psykoanalytikere Sigmund Freud og C.G. Jung så også en sammenhæng mellem billeder og menneskets eksistentielle og følelsesmæssige situation. De opererer i deres tanker med to forskellige slags sprog, som – har det vist sig siden – er knyttet til hver sin hjernehalvdel. Det er Freud, der først bliver opmærksom på de to sprog, og han kalder dem henholdsvis sekundærsproget og primærsproget. Sekundærsproget hersker, når vi lever vores daglige voksne liv. Dets verden er den konkrete realitet med dens gode og dårlige aspekter, og fænomener som hukommelse, overvejelse, tænkning, planlægning og handling er centrale. Primærsproget har heroverfor med menneskets følelser, intuitioner og eksistens at gøre. Det taler i billeder; Jung kalder det en tænkning "som bevæger sig i uudtalelige billeder og følelser".⁵ Det forholder sig til det arketypiske, dvs. det, der er overordentligt betydningsfuldt for alle mennesker til alle tider. Det taler om spørgsmål af den karakter, som gnostikeren Theodotos formulerede i år 170: "Hvem er vi? Hvad er vi blevet? Hvor er vi? Hvorhen er vi kastet? Hvorhen stræber vi? Hvad er det vi befries for? Hvad er fødsel? Hvad er genfødsel?"⁶

Susan Roed peger i sin bog Pamves træ på, at vi lever i et samfund, der er baseret på sekundærsproget. Men, påpeger hun, der ligger en fare i at glemme primærsproget. Der er situationer, hvor vi ingen vegne kommer med det rationelle sprog, siger hun:

Jeg kan ikke på nogen som helst rationel måde finde ud af at forlige mig med tanken om min egen død eller andres død, komme ud af en angstsituation, overvinde mine kærestesorger, eller hvad det nu måtte være.⁷

Roeds og Jungs pointe er, at her træder primærsproget til. Dette sprog kan på en anden måde end sekundærsproget rumme og bearbejde menneskets eksistentielle og følelsesmæssige problemer. Det findes bl.a. i myterne og religionerne⁸, og der hersker nogle særlige sammenhænge i det. Hvor det ikke giver mening rationelt at slutte fra død til liv, er dette en af de grundlæggende forbindelser i primærsproget. Mange myter beskriver en rite de passage – en vanskelig vej fuld af farer gennem mørke og død til nyt liv. Jonas bliver slugt af hvalen, men dør ikke. Han bliver kastet op igen, og oplevelsen forvandler ham; han bliver profet. Den største af den slags myter i vores kultur er historien om Kristus, der nedfarer til dødsriget for herefter at opfare til himmels. I lighed med det mytiske kan billedet udtrykke død og liv i ét sammenhængende hele. Idet det fx som ying-yang-symbolet kan vise det mørke og det lyse simultant, kan det træde i forhold til et kriseramt menneske på en radikalt anderledes måde end det rationelle sprogs begreber. Mennesket oplever i myten/billedet sin sorg, splittelse og tomhed gengivet på en måde, så de negative følelser bliver rummet og udtrykt, samtidig med at det oplever, at der på den anden side af dette følelsesmæssige mørke findes et lys.

Rite de passage strukturen er vigtig for mig i min analyse af De Dødes Rige af to grunde. For det første fordi den i modsætning til det liberale menneskesyn, der fokuserer på viden og fornuft, tager udgangspunkt i menneskets følelsesliv. For det andet idet den viser, hvordan lyset ikke – som i oplysningstænkningen – behøver at være i krig med mørket. Tyge Enslev anerkender kun lyset. Han mener, han kan skabe et liv, hvor der kun er lys. De Dødes Riges historier demonstrerer heroverfor et verdensbillede, der tager udgangspunkt i rite de passagen, idet den fortæller historier om mennesker, der ved at acceptere deres negative følelser og deres afmægtighed oplever erkendelse og lykke.

Pontoppidan skriver d.28.12.1916 til Vilhelm Andersen, at han til tider har følt sig knuget af De Dødes Rige under udarbejdelsen og fortsætter

Men jeg måtte skildre, hvad jeg havde set på min Sejlads over det døde Hav med de mange drivende Vrag.

Der er mange af de elementer, som jeg allerede har noteret mig her i kapitlet om Pontoppidans tanker i forhold til sit værk, som kommer til udtryk i denne udtalelse til Vilhelm Andersen. For det første er der det, at der er tale om, at værket er relateret til Pontoppidans eget indre liv. Citatet fortæller, at De Dødes Rige beskriver det, som Pontoppidan har set undervejs på sin sejlads over et dødt hav med en masse vrag i vandet. Det, han henviser til, fortolker jeg som hans oplevelse af, at det moderne gennembrud ikke har ført til det, han havde håbet. Jeg fortolker rejsen som en sorgproces og tænker på Freud, der i sin tekst Sorg og melankoli ikke alene nævner tabet af et menneske, men også tabet af et ideal som årsag til sorg

Sorg er almindeligvis reaktionen på tabet af en elsket person eller af en abstraktion, som er trådt i dennes sted, såsom fædreland, frihed, et ideal osv.⁹

Dernæst er der det, jeg netop har været inde på, nemlig den rite de passage struktur, som er kendetegnende for følelseslivet ifølge Jung. Pontoppidan har været i en krise, han er gået igennem en vanskelig overgang følelsesmæssigt, og det eksistentielle i situationen understreges af, at han bruger den formulering, at han måtte skildre. Han har været under et følelsesmæssigt tryk, og De Dødes Rige er blevet til som en nødvendighed for at overleve følelsesmæssigt. Rite de passage strukturen er helt klar i brevet, idet han forsætter historien om sejladsen med at fortælle, at han nu befinder sig ovre på den anden bred, hvor der er dejligt som i Libanons dale. Det tredje, jeg vil fremhæve, er, hvordan Pontoppidan anvender billedsprog til at beskrive sin oplevelse, idet det understøtter den sammenhæng mellem billedsprog og følelse, som jeg har været inde på i dette afsnit. Billedet af sejladsen rummer såvel mørket som lyset, idet det skildrer et dødt og uhyggeligt hav, men også fremviser et dejligt land på den anden side af vandet.

2.5 Billedsprogets sandhed

I interviewet til ugeskriftet Hver 8. Dag siger han:

Hvor man er i Stand til at sige sin fulde Mening lige ud, skal man selvfølgelig ikke gaa det digteriske Sprogs, Billedtalens Omvej. Men paa den anden Side – hvortil har vi Kunsten uden for gennem den at faa Udtryk for det uudsigelige.

Denne udtalelse er måske det mest utvetydige udtryk for, at billedet har en speciel betydning i Pontoppidans poetik. Han går så vidt som til at kalde det digteriske sprog for en "billedtale". Han fremhæver altså billedet som det, der fremfor alt andet kendetegner digtningen. Derudover siger han noget om, hvad der er det særlige ved den digteriske billedtale, idet han siger, at den kan udtrykke noget, som ikke kan siges på andre måder.

I Johannes-Evangeliet optræder udtrykket billedtale flere steder. Johannes siger om Jesu lignelse om den gode fårehyrde: "Denne billedtale brugte Jesus over for dem; men de forstod ikke, hvad det var, han talte til dem om" (Johs. 10,6). Et andet sted siger Jesus: "Dette har jeg sagt til jer i billedtale; den tid skal komme, da jeg ikke mere skal tale til jer i billeder, men frit ud forkynde jer om Faderen" (Johs. 16,25).

Fra Bibelen bringer Pontoppidan med, tror jeg, at billedtalen åbenbarer livets sandhed. Dette ser jeg fx af følgende udsagn om billedet af De Dødes Rige fra et af brevene: "(…) hvor mørkt dette Billede end er blevet, så er jeg overbevist om, at det er sandt." (min kursiv) Pontoppidans blik har været rettet mod at afdække sandheden, men hvad er denne sandhed? Er den subjektiv eller subjekttranscendent? Af Kirken og dens Mænd fremgår det, at han har et begreb om en transcendens. Han opererer her med en forestilling om noget evigt i tilværelsen, der er ophav til den, på samme måde som Torben Dihmer tilsidst i De Dødes Rige taler om livets evige væld som det, hvoraf det gode og det onde i den enkeltes tilværelse strømmer.¹⁰ Når Pontoppidan siger, at det digteriske sprog er en billedtale, der kan sige det sande og uudsigelige, fornemmer man en billedmetafysik, hvor det kunstneriske billede udgør en vej til det transcendente. Men som vist ovenfor er billedbegrebet også knyttet til dette at være et bestemt perspektiv på verden. Billedet er således på engang udtryk for det mest private i moderniteten – den enkeltes eksistentielle oplevelse af livet – og meddelelse fra det "mere mellem himmel og jord", der findes udenfor individet.

2.6 De Dødes Rige som et stemningsbillede

I brevet af 28.12.1916 til Vilhelm Andersen slutter Pontoppidan af med følgende udsagn om De Dødes Rige:

Jeg bilder mig også ind, at jeg i "De Dødes Rige" har udviklet min Evne til at udsætte et simpelt Stemningsmotiv for stort Orkester, til at benytte mine Figurer som en Komponist de forskellige Instrumenter til at genskabe det Følelsesliv, hvoraf Værket er fremgået. At mine Menneskers Meninger har skabt det (som det er sagt) er det bare Vrøvl.

Pontoppidan beskriver her sin roman som værende en symfoni, der "genskaber" hans følelsesliv. Han skriver, at han i værket har forsøgt at formidle et stemningsmotiv, og jeg vil godt kaste et nærmere blik på stemningsbegrebet, da det er genkommende i hans udtalelser om sit forfatterskab. Han skriver som nævnt i indledningen (i en erklæring han også bruger om den endelige version af Lykke-Per i øvrigt), at den endelige version af De Dødes Rige er tættere på forfatterens grundstemning. Han skriver også et sted i brevene om "den Grundstemning", der "har affødt" De Dødes Rige. I den tidligste kommentar om De Dødes Rige i brevene roser han 3.12.1913 Vilhelm Andersen for, at han i sin anmeldelse af originalversionens 2.bind, Storeholt, har forstået "den Grundfølelse," der har skabt bogen. Vilhelm Andersen har i sin anmeldelse skrevet om "Værkets sjælelige Undertone". I et interview i Nationaltidende i 1927 citeres Pontoppidan for følgende udtalelse:

Det eneste, man maa bygge paa, er den Grundstemning, hvorpaa jeg skrev mine forskellige Arbejder (…) Kan den, der læser Bogen, finde ind til samme Grundstemning, som beherskede Forfatteren, da han skrev den, er Kunstens Maal naaet.¹¹

Man kan i det sidste citat se, at Pontoppidan betragter forfatteren som underlagt stemningen, idet han bruger det udtryk, at forfatteren er "behersket" af den. Umiddelbart opfatter jeg også stemningsbegrebet på den måde, at det indeholder en relativering af menneskets magt, i og med at man er omsluttet af den. Der er i stemningen et moment af det, som jeg var inde på i forhold til et menneskes verdensbillede: Den ligger bag ved alt, hvad der sker og tænkes. Om stemningen står der i Ordbog over det danske sprog:

midlertidig, men forholdsvis varig sindstilstand, der er præget af en vis fremherskende følelse (…) fremkaldt (uvilkaarligt) af organiske betingelser ell. af (omgivelsernes) ydre paavirkning, ofte saaledes, at vedk. ikke er sig aarsagen (til sindstilstanden) bevidst.

Det enkelte menneskes afmægtige position er tydelig i denne forklaring af stemningsbegrebet. Man er ikke herre over stemningen, idet den frembringes uvilkårligt af forhold uden for en selv, og man er ofte ikke bevidst om dens årsag.

Bemærkelsesværdigt i forhold til De Dødes Rige er det også, at stemningen forbindes med det organiske, idet det er i tråd med en tanke, Torben Dihmer har i romanen, om en sympatisk-organisk sammenhæng mellem det enkelte menneske og verdensaltet¹². Måske er det stemningen, der udgør forbindelsesleddet mellem menneske og natur i Pontoppidans og Torbens filosofi om mennesket.

Orkesteret er en fornem metafor for det menneskesyn, som romanen formidler. Når Pontoppidan skriver, at han spiller på den enkelte person som på et instrument for at opnå et bestemt udtryk, indebærer det, at det enkelte menneske ikke selv er herre over sin rolle, samt at dets forestilling om at være verdens centrum er en illusion. Den relativering af det enkelte menneske, der ligger i Pontoppidans udsagn, vil jeg se nærmere på i det næste kapitel om kompositionen i De Dødes Rige.

2.7 Afslutning

Jeg har i dette kapitel gjort rede for vigtige begreber og sammenhænge i forhold til min analyse af De Dødes Rige. Udfra en læsning af Pontoppidans breve og foredraget Kirken og dens Mænd fra 1914 har jeg fremhævet begreberne inderlighed, billedsprog, stemning og verdensbillede, ligesom jeg har peget på, at den mytiske rite de passage-struktur har en særlig betydning for min analyse af romanen.

(Fortsæt til kapitel 3)