Kapitel 6: Forfaldets årsag

I dette kapitel vil jeg vise, at Enslevs grundlæggende fejl er, at han ikke anerkender, at der er en kvalitativ forskel på æstetik og liv.

Jeg vil i kapitlet for det første vise, hvordan den underprioritering af privatlivet, som Enslevs æstetiske udgangspunkt indebærer, gør både ham selv og hans nærmeste ulykkelige. For det andet vil jeg være optaget af, hvordan man kan se en forbindelse mellem Enslevs magtbegær og hans forsmåede følelsesliv. Jeg vil også analysere en samtale mellem Fru Bertha og Enslev, der illustrerer, at Enslevs udgangspunkt i æstetikken gør, at han ikke kan være nærværende og medmenneskelig.

Til slut i kapitlet vil jeg diskutere, hvordan og i hvilket omfang man kan se Enslevs æstetiske fejlslutning som årsag til kulturens forfald.

6.1 Æstetik over liv

Jeg tager i min forklaring af Enslevs fejltagelse udgangspunkt i en samtale mellem hans nevøer Povl og Johannes. Her siger Povl følgende:

Du veed, jeg har altid betragtet det som en ulykke, at farbror ikke blev sin første bestemmelse tro og holdt sig til digteriet. I det fag havde hans eventyrlige forestillinger om livet og dets vilkår kunnet udfolde sig uden at gøre større skade. Til uheld for os alle sammen fandt han på at tilfredstille sin kunstneriske fingerkløe på levende kød og blod.¹

Povl prøver at forstå Enslevs væsen. Hvad er det, der motiverer ham og bestemmer hans handlinger? Det ord, han griber, er ”æstetik.” Enslev er æstetiker. Povl forbinder i sin udtalelse det æstetiske med det at have ”eventyrlige forestillinger om livet og dets vilkår.” Af hans videre samtale med Johannes, som jeg ikke citerer her, fremgår det, at han – Povl – ser et skel mellem den æstetiske sfære og livet. Læseren erfarer senere mere om hans standpunkt og finder ud af, at det er et kardinalpunkt for ham, at man ikke kan tage udgangspunkt i ideer, når man skal leve livet. Man skal i stedet være nøgtern. Er man det, ser man, at lidelse og død er en del af livet. Man ser, at livet ikke er formfuldendt. Det er dette synspunkt, han og Torben er fælles om i Favsingholm-kollektivet. Jeg nævner det her for at profilere Enslevs position. Enslev ville ikke billige et sådant skel mellem æstetikken og livet. Dette bliver det danske folks ulykke, da hans ”eventyrlige forestillinger” netop er eventyrlige. De er digtning, ikke virkelighed, og derfor giver det problemer at overføre dem på livet.

I og med at Enslev prioriterer ideerne fremfor livet, ligger hans personlige liv i ruiner. Hans lejlighed ligner en møbeludstilling og er ganske uden hjemlig hygge. Han er selv bevidst om, at han har ofret sin personlige lykke for sin politiske ”våbenlykke”, som han kalder den. Han har fx haft et kærlighedsforhold til en ung kvinde, som han skjulte af hensyn til folkestemningen.

Hans nærmeste lider mindst lige så meget som ham selv under hans ensidige prioritering af politikken. Fx ender hans kæreste med at tage sit eget liv af skam, fordi han skjuler deres forhold. Og hans ven, Gjærup, bliver hele sin politiske karriere holdt nede i en skyggetilværelse i partiet, fordi Enslev frygter ham som konkurrent. Hans aggressive adfærd over for vennen hævner sig på den måde, at Gjærup bliver hans mest indædte fjende. Det er således ham, der er primus motor i den hemmelige sammensværgelse inden for partiets egne rækker, som De Dødes Rige fortæller om. Pointen i Gjærups forvandling er, at Enslev går en forkert vej i forhold til at få sin politik gennemført. Gjærup er et levende udtryk for, at det giver bagslag, også politisk, at negligere dem, der holder af en.

Hvad der interesserer mig mere end Enslevs ruinøse privatliv er den måde, hvorpå hans forveksling af æstetik og liv hævner sig på hans politik. Det, jeg er optaget af, er, at hans personlige følelser, der som vist ikke udleves på normal vis i privatlivet, uden hans eget vidende spiller en rolle i hans politiske arbejde. Da han er æstetiker, går han ud fra, at han helt og holdent kan leve for de eventyrlige ideer om et lysets og ungdommens rige. Han mener, at han helt kan ekskludere sine private følelser. Men det er netop hans fejltagelse, at han tror, han kan beslutte sådan noget. Reelt er hans private følelser – hans endelighed – forviklede med hans identitet som politiker.

Da Enslevs æstetik lader ham tro, at han kan leve alene for sin politiske sag, ser han ikke det personlige aspekt af hans vilje. Hans vilje sætter i hans bevidsthed selvfølgelig dagsordenen, og hans magtudøvelse er altid i orden, fordi den sker i den gode sags navn. Målet helliger midlet, da målet – sagen – i kraft af sin storhed og skønhed er uforholdsmæssigt meget vigtigere end alt andet. Dette er grunden til, at han ikke tøver et sekund med at lade Fyns Venstre bringe falske læserbreve til fordel for jægermesterens valg.

I virkeligheden er Enslevs magtvilje tildels selvisk. Det er tildels hans eget behov for at hævde sig og have en identitet, der ligger bag. Povls replik om æstetikeren Enslev slutter med konstateringen af, at det sikkert har været Enslevs stolte drøm ”at modellere hele nationen i hans billede”. Her træder magtudøvelsens forbindelse med selvhævdelsen klart frem. Men faktisk ligger den i hele Povl udtalelse. Han taler om, at Enslev har haft en fingerkløe, der skulle tilfredsstilles. Heri ligger, at det, Enslev foretager sig, fremfor noget andet er at udleve et personligt behov. Romanens fortæller viser også læseren, at Enslevs politik er næret af personlige følelser. Som nævnt i begyndelsen af kapitel 4 er Enslev ensom, da han bliver politisk bevidst. Fortælleren beretter om det på følgende måde:

Hans vanførhed havde yderligere isoleret ham. I denne forladthed havde alle indtryk (…) overvældet hans lidenskabelige sind. Her i den store, sorgløst henlevende vrimmel blev han sig helt bevidst som folkets søn, almuebarnet med det kvalte skrig af århundreders uhævnede undertrykkelse lydende i sjælen.²

I citatet knyttes bevidstgørelsen direkte sammen med personlige følelser af frustration, ensomhed og mindreværd, hvorved fortælleren viser læseren, at der er en sammenhæng mellem Enslevs politiske identitet og hans vanskelige følelsesmæssige situation.³

Det er symbolsk for Enslevs æstetiske syn på livet, at han ikke vil kendes ved sin slappe fod, der i øvrigt er en familiesvaghed, som hos nevøen Povl går igen i form af en klumpfod. Jytte tænker et sted på, at der ikke er noget, der opirrer ham mere, end at folk lader sig mærke med foden eller hans alder. Og han afviser barskt en støttende hånd efter sin sidste tale i folketinget. Han kommer til at snuble i gulvtæppet på vej tilbage til sin plads ”men da en stenograf, som netop var trådt tilside for at lade ham passere, ærbødigt greb ham i armen, sendte han ham et rasende blik i stedet for at takke.”⁴ Enslevs vanførhed er et symbol på det, jeg har valgt at kalde menneskets endelighed. Den er et tydeligt tegn på det, Enslev fornægter: At livet ikke er formfuldendt og fuldkomment. Budskabet i De Dødes Rige er, at menneskene i konkret og overført betydning skal tage endeligheden på sig. Derigennem opnår de at leve et autentisk liv. At acceptere sine følelser og sin legemlige svaghed, sådan som Torben Dihmer gør, ville måske have været det mest positive, Enslev kunne have gjort for menneskeheden.

6.2 Enslevs manglende gehør

Efter at en provst er blevet udnævnt til kulturminister, sender Enslev regeringen et mistillidsvotum. Heri meddeler han ikke alene, at han går af som formand, men også at han udmelder sig af partiet. Det sidste vil skabe angst og kaos, hvorfor den fungerende statsminister Tyrstrup beder Fru Bertha om at opsøge ham og prøve at tale ham til besindelse.

Under sit besøg taler Fru Bertha om, hvordan hun engang så hen til ”den tid, vi nu lever i, som til en fredens og menneskekærlighedens guldalder, som det ville blive en stor lykke at opleve.”⁵ Nu er hendes barndomshjem, Storeholt, blevet lukket for hende, fordi det er blevet solgt til kaffegrosserer Søholm, og hun mener, at mange i landet sidder med den samme knugende følelse af hjemløshed som hun selv. ”Jeg tænker ofte på, hvordan De vel nu inderst inde dømmer om udviklingen,” siger hun til Enslev. ”Det var jo dog et ganske andet lykkeland, De i Deres ungdoms tro og begejstring drømte om – og fik så mange andre til at håbe på.” Hun spørger ham også, hvordan han tror, de unge vil kunne blive ansvarlige, når Søholm, der kun tænker på penge, fremhæves som forbillede.

Sidst Fru Bertha snakkede med Enslev, tog han ikke hendes ængstelser alvorligt. Hun troede derfor, at hun måske så for pessimistisk på forholdene. ”Men hvad jeg siden har set og oplevet, har ikke kunnet berolige mig,” siger hun nu. Denne vending bringer digtet Tilstaaelse i erindring. Jeg-personen har her set et mene mene tekel (et forvarsel om ulykke) for sit indre blik. Han fortæller om, hvordan han ikke kan glemme dette syn: ”Nok er jeg selv en sindig Fyr/med Trang til Fred i Sindet;/men denne onde Varselskrift/har brændt sig ind i Mindet.” Ligesom Fru Bertha er jeget i digtet blevet mærket af det syn, han har haft, sådan at han ikke har kunnet glemme det igen, selvom han gerne ville.⁶

Enslev forholder sig ikke til Fru Berthas smerte over tabet af barndomshjemmet. Han kan ikke se, hvad det har med sagen at gøre: ””Ja, det er altså en gammel historie” sagde Enslev utålmodig. ”Jeg veed ikke, hvorfor De fortæller mig alt dette.”⁷ Han hører heller ikke, hvad det er hun siger i forhold til Søholm. Han lægger kun mærke til, at hun slutter med at henvise til én bestemt person, der kan redde landet, fordi han tror, hun tænker på Tyrstrup. Og til hendes bekymring over udviklingen har han kun det at sige, at han ikke havde forestillet sig ”fromladne marekatte af Provst Brobergs kaliber” som et resultat af denne. Han er så opslugt af magtkampen i partiet og af sin fantasi om det universelle opgør mod præsterne, at han ikke er i stand til at reflektere over hendes ord.

6.3 Afrunding og diskussion

Jeg har i dette kapitel vist, hvordan Enslevs æstetiske fejlslutning gør, at hans private liv ligner en møbeludstilling, og at hans politik er præget af et uerkendt behov for at hævde sig selv og sone egne følelser. Grunden til, at jeg gør så meget ud af dette, er, at jeg ikke bare ser det som en forklaring på Enslevs personlighed. I og med at jeg ser Enslev som fader til den kultur, der møder læseren i De Dødes Rige, opfatter jeg det også som en forklaring på kulturens forfald. Det er umiddelbart klart, at man kan se overtroen i kulturen som en følge af Enslevs æstetiske fejlslutning. Det, jeg har været særlig optaget af i dette kapitel, er at vise, hvordan man også kan se det magtbegær, der præger kulturen som en følge af denne. Jeg har påvist, at det er Enslevs følsomhed, der i hans underkendelse af den, forvendes til en rovdyragtig magt- og besiddervilje. Herved har jeg vist, at det er hans manglende anerkendelse af endeligheden, der er årsag til den magt- og besiddervilje, der præger ham – og samfundet. Men hvor vigtigt er det idealistiske grundlag for kulturen i forhold til de økonomiske og politiske forhold? Povl Gårdbo mener, som jeg, at Enslevs idealistiske fejl er årsag til kulturens problemer. Efter at han har sagt, at han tror, det har været Enslevs drøm at modellere hele nationen om i sit billede, siger han: ”(…) og delvis er det jo virkelig tilsidst lykkedes ham. Vi er på gode veje til at blive en latterlig karikatur af vor race.” ⁸ I denne replik ser man, at han mener, at Enslevs falske bevidsthed er skyld i kulturens forfald.

Man kan imidlertid også antage det standpunkt, at det er den demokratiske styreform, der er den dybeste årsag til problemerne. Enslev er i politikkens heksegryde, som Torben formulerer det et sted, og Pontoppidan skriver i et af sine breve, at han i Enslev har villet skildre en ”Politiker af demokratisk Støbning, hvis Magt er hans Popularitet, og som står og falder med den.” Hvis Enslev viser svaghedstegn, fælder de andre ham. Man kan se ham som et offer for det politiske spil. Han var engang en følsom ung mand, men er blevet til noget nær et monster, netop fordi hans magt er hans popularitet. Måske er det snarere de politiske betingelser, der gør ham ude af stand til at lytte til Fru Bertha i den samtale, jeg refererer, end det er hans idealistiske fejl.

Noget andet, jeg gerne vil diskutere, er Enslevs rolle i romanen. Af det faktum, at det er hans slægt, der kommer med på Torben Dihmers Noahs ark, fremgår det, at der også er noget godt i ham. Dette, tror jeg, for det første er hans oprindelige impuls mod frihed og lighed. Der er i De Dødes Rige en bevidsthed om, at al undertrykkelse før eller siden udmønter sig i vold, og derfor tror jeg, at hans opgør med kirke- og adelsvældet anerkendes. Den anden gode ting, jeg tror, der er ved Enslev, er, at han reflekterer. Mange af de mennesker, der lever i de dødes rige i romanen, er kendetegnet ved ikke at reflektere, hvilket næste kapitel giver en smagsprøve på. Men Enslev tænker og vil noget, og dette er også karakteristisk for hans far og hans nevøer, som jeg beskriver nærmere i kapitel 8. Det nye samfund, der viser sig i kim på Torben Dihmers Noahs ark er for de mennesker, der er reflekterede, og som derfor også er bevidste om deres forvirring eller fortvivlelse i Enslevs samfund.

(Fortsæt med kapitel 7)