Kapitel 10

10. Afslutning

I stedet for at tage udgangspunkt i endeligheden tager Enslev udgangspunkt i æstetikken. Dette gør, som digtet Den 4de Februar beretter, at hans ideer er og forbliver luftsyn. De har ikke noget at gøre med virkeligheden, og da han alligevel regerer med udgangspunkt i dem, gør det samfundet til de dødes rige. Det bliver, som hans eget liv, præget af tomme floskler og forfærdelige mønstre.

Hvor Enslev fokuserer på det rationelle menneske, demonsterer De Dødes Rige, at mennesket grundlæggende er følsomt. Romanens hovedfigurer – Torben, Jytte, Fru Bertha, Enslev og fortælleren selv – er først og fremmest kendetegnet ved deres følelser og perspektiviske blik på verden. Det mytiske element af romanen fungerer som udtryk for nogle evige love i tilværelsen, som mennesket er underlagt, og som det ikke kan overtræde, uden at det giver problemer. Idet Enslev tager udgangspunkt i ideernes verden, anerkender han ikke dette, og hans grundlæggende fejl er, at han mener, han kan skabe et liv, hvor djævelen – forstået som den mørke side af menneskelivet: lidelsen, bedraget, angsten, aggressionen – ikke eksisterer. Dette er nemlig grunden til, at djævelen får så meget magt, som tilfældet er. I og med at Enslev ikke sætter ord på det onde og anerkender det, kommer det til at præge hele den menneskelige tilværelse og forvanske den til et grotesk teaterstykke.

De Dødes Rige viser, at man kommer i kontakt med den evige dimension netop ved at tage sin endelighed på sig. Ved at lytte til sine egne følelser og stemninger kommer det enkelte menneske i kontakt med de evige love, som er udtryk for sandheden i romanen. Dette er kun en af de underfulde sammenhænge, som livet med udgangspunkt i endeligheden rummer. Udover at komme i kontakt med sandheden opnår Torben Dihmer også at finde ro og lykke. Og selvom visdommen om endeligheden indebærer en viden om menneskets begrænsede råderum og magt, er det også netop hans accept af dette, der gør, at han til sidst på Favsingholm kan leve et liv i meningsfuld aktivitet.

Måske er De Dødes Rige en underkendelse af demokratiet. Torben Dihmer afviser i hvert fald det politiske spil som en heksegryde, ligesom han ikke mener, at det lader sig gøre at skabe lykke for borgerne ad politisk vej. Dette er sikkert også grunden til, at han nærer uvilje mod den gryende socialisme. En uvilje, der kommer til udtryk ved, at han holder fest på Favsingholm netop de dage, hvor landarbejdernes forbund holder møder.

Men det er måske ikke så afgørende, om vi formelt afskaffer demokratiet og kapitalismen eller ej. Den visdom om menneskets endelighed, som De Dødes Rige formidler, er måske også mulig at realisere inden for rammerne af et kapitalistisk og demokratisk Danmark. Hvis man anser bevidstheden for at være en lige så stærk kraft som de økonomiske og politiske forhold, er det muligt at tænke en omvæltning, der begynder inde fra de enkelte borgeres bevidsthed. Det er måske sådan en, Pontoppidan ønsker at igangsætte med De Dødes Rige. Jeg har i hvert fald fundet den tanke i romanen, at det verdensbillede, der ligger til grund for en kultur, har afgørende betydning for, hvordan livet opleves i denne kultur.