Henrik Pontoppidan og Georg Brandes

257

IX

Slutning

Denne bog har beskæftiget sig med spørgsmålet om, hvad Georg Brandes og de ideer, han stod som talsmand for, har betydet for Henrik Pontoppidans udvikling og for hans forfatterskab.

Stiller man spørgsmålet den modsatte vej: Har Henrik Pontoppidan haft nogen indflydelse på Georg Brandes? – må svaret blive absolut benægtende. Det er givet, at Georg Brandes satte meget stor pris på Pontoppidan både som menneske og som forfatter; derom afgiver både brevvekslingen og Brandes' forskellige udtalelser om forfatterskabet mange utvetydige vidnesbyrd. Pontoppidans bøger har både interesseret og ofte stimuleret Georg Brandes. Men de har ikke været med til at gøre ham til den, han var.

Georg Brandes kom aldrig til at stå i det samme forhold til Pontoppidan som det, han havde stået i til mange af sine egne jævnaldrende venner og kampfæller i skandinavisk litteratur. Men alle disse døde længe før Brandes selv, adskillige af dem tidligt, og jeg tror, man tør fastslå, at der blandt den yngre generation af skandinaviske forfattere ikke var nogen anden, til hvem Georg Brandes følte sig nærmere åndeligt knyttet end til Henrik Pontoppidan.

Georg Brandes bruger i sine breve til Pontoppidan vendinger, som utvetydigt slår dette fast. "Jeg troer, at naar jeg skriver Dem til, er det nærmest for at faa en Fornemmelse af at ogsaa i Danmark lever og aander et Menneske, til hvem jeg staar i nogen Rapport," skrev Brandes til Pontoppidan den 9. maj 1913. Og både den 20. juni 1910 og den 12. maj 1914 betegnede Brandes i næsten enslydende vendinger Pontoppidan som "en af de yderst faa Personer, til hvem jeg føler mig knyttet i Danmark".

258 Det fremgår tydeligt af brevvekslingen, at det i forholdet mellem de to mænd næsten uvægerligt var Georg Brandes, der var den ivrige og den aktive, mens Pontoppidan som regel var mere reserveret og tilbageholdende. Gik brevvekslingen en gang imellem i stå, var det som regel Brandes, der fik den sat i gang igen, og det var Brandes, der atter og atter beklagede, at de så sjældent sås og kun alt for sjældent fik lejlighed til at udveksle tanker. Følgende udpluk af citater fra Georg Brandes' breve til Pontoppidan vil tydeligt vise dette:

Det er kjedeligt, at De aldrig har Lyst til at komme og snakke lidt med mig (26.4.1899); Gid vi kunde blive enige om at spise et eller andet Maaltid sammen og drikke alle smukke Pigers Skaal (30.6.1899); Vi ses aldrig, udvexler aldrig Tanker… (10.1.1900); … og bemærker blot til Slutning Urimeligheden af, at Mænd som De og jeg, der lever paa samme Tid næsten samme Sted, aldrig vexler et fornuftigt Ord (4.3.1901); … naar enkelte, man kunde have Udbytte af at omgaas, har bosat sig i Snertinge... (21.6.1902); Skade at de aandeligt virksomme her i Landet staar i saa ringe Sammenspil med hinanden… (21.6.1902); Jeg siger som i mit sidste Brev: Ak, at de Par Mænd, der har samme eller beslægtede Interesser, aldrig sees! (7.7.1902); Vi er samtidige og vi ses undertiden engang om Aaret, undertiden kun hverandet Aar. Det er ikke nok for mig (7.10.1906); jeg skriver… for ikke at lade al Forbindelse mellem os dø ud (25.5.1917); … maa bøde lidt paa at jeg i langt mere end et Aar ikke har set Dem, end ikke kender Deres Adresse (17.10.1918); Jeg synes det er urimeligt, med Aarene helt at tabe hinanden af Syne (maj 1922).

Brevvekslingen viser også, at når Brandes og Pontoppidan aftalte at mødes privat, udgik initiativet i de fleste tilfælde fra Brandes, kun sjældent fra Pontoppidan, og Brandes beklager sig undertiden over Pontoppidans manglende initiativ. "De er en meget vanskelig og utilgængelig Mand," hedder det således i et brev fra Brandes til Pontoppidan den 10. oktober 1914, og den 16. juli 1916 skrev Brandes bebrejdende 259 til Pontoppidan: "Af Dem selv giver De mig jo aldrig et Livstegn…"

At Pontoppidans tilbageholdenhed ikke skyldtes uvilje, var Brandes imidlertid ganske klar over; dertil indeholder Pontoppidans breve for mange udtryk for oprigtig sympati og beundring. Nogle af forklaringerne på Pontoppidans reserverthed fremgår imidlertid indirekte af hans breve.

Der er ingen tvivl om, at i Pontoppidans forhold til Georg Brandes gjorde aldersforskellen sig tydeligt gældende. De femten års forskel i de to mænds alder spillede tydeligvis nok længe en meget større rolle for Pontoppidan end for Brandes, der i hvert fald efter århundredskiftet kom til at betragte Pontoppidan som sin jævnaldrende. Pontoppidan derimod havde i mange år svært ved at overvinde sin respekt for "Professor Brandes" eller "Oldmesteren", som han i et dedikationseksemplar kaldte ham. Mens Brandes allerede fra sommeren 1899 begyndte at indlede sine breve med overskriften "Kjære Pontoppidan" eller "Kjære Henrik Pontoppidan" i stedet for det formelle "Kjære Hr. Pontoppidan", varede det på den anden side mange år, før Pontoppidan kunne overvinde sig til at skrive "Kære Georg Brandes" eller "Kære Brandes". Så sent som i 1905 måtte Brandes direkte bede Pontoppidan om ikke at skrive "Kære Professor Brandes", og Pontoppidan indrømmede i sit svar, at en kammeratlig tiltale til en mand af Brandes' alder og betydning ikke ville falde ham naturlig, hvorefter han i de to følgende år gik over til at indlede sine breve med overskriften "Kære Dr. Brandes". Senere vendte han imidlertid påny tilbage til titulaturen "Kære Professor Brandes"1 (eller en enkelt gang "Kære Mester"), indtil Brandes i 1912 endnu en gang indstændigt bad ham stryge professor-titlen. Pontoppidan indrømmede i sit svar påny, at det var af frygt for at blive familiær, at han havde anvendt denne titel, og det var først efter denne fornyede henstilling, at han gik over til konsekvent at indlede sine breve med overskriften "Kære Georg Brandes".

260 En anden medvirkende årsag til Pontoppidans tilbageholdenhed var tydeligt nok også hans angst for at virke påtrængende over for Brandes, der jo så ofte klagede over, at hans tid blev ranet af folk, som blot ville benytte sig af ham og bede ham gøre dem tjenester. Man mærker på Pontoppidans breve, at selve tanken om, at det eventuelt kunne være ham til egen fordel at kende Georg Brandes privat, fik ham til at holde sig tilbage.

Dertil kommer yderligere forskellen i temperament mellem de to mænd. Henrik Pontoppidan manglede den impulsivitet og uhemmethed, der karakteriserede Georg Brandes som brevskriver. Pontoppidan kunne have brugt de samme ord, som Ibsen brugte i et af sine breve: "Jeg ved, at jeg har den mangel ikke at kunne komme tæt og inderligt nær til de folk, for hvem fordringen er at skulle give sig hen åbent og helt ud."2 Allerede i 1901 skrev Pontoppidan til Brandes, at hans private forhold havde tvunget ham til ensomhed, og han tilføjede, at hans tilbøjeligheder ikke drev ham ud af denne ensomhed. Til Henri Nathansen skrev han den 6. november 1906: "Jeg er glad ved igen at se Mennesker; jeg har nu i Åringer levet så muttersalene, enten nu Skylden er min egen eller andres." To år senere skrev han, ligeledes i et brev til Henri Nathansen: "Jeg er ikke og har aldrig været hverken den Bede- eller Bussemand, man ofte har villet gøre mig til. Men jeg indrømmer, at jeg i adskillige År havde vanskeligt ved at komme i et godt Forhold til min Samtid og til Tilværelsen i det hele taget. Det er gået mig med mit medfødte gode Humør ligesom hin sparsommelige Mand, der havde Garderhøjden, men kun gik med den om Søndagen." I et brev til Georg Brandes i 1914 brugte Pontoppidan om sit eget liv udtrykket "en Emeritus-Tilværelse", men tilføjede dog samtidig, at han ikke var skabt til en sådan tilværelse; det var forholdene, der havde tvunget ham ud i den. Og i et andet brev til Brandes skrev han i 1916, at der var noget uselskabeligt i hans væsen, som han med årene havde haft vanskeligere ved at bekæmpe.

261 Specielt over for Georg Brandes følte Pontoppidan sig hemmet som brevskriver; hans breve er da som regel også kortere og mindre frigjorte end Brandes' breve. "Min Pen er som et Æsel, når den sættes på et Stykke Brevpapir," skrev han en gang til Georg Brandes; forklaringen herpå fandt han selv i, at han som romanforfatter var vant til at lade sine personer føre ordet for sig, hvorved han havde mistet evnen til direkte meddelelse. Sikkert er det, at man i brevene til Georg Brandes ikke mærker meget til den spøgefuldhed og kådhed, som Pontoppidan undertiden kunne anvende i sine breve til andre, f. eks. til Edv. Brandes og – navnlig – til den yngre forfatterkollega og ven, Henri Nathansen. I brevene til denne sidste kunne Pontoppidan spøgefuldt underskrive sig "Henrik Pontoppidansen", eller han kunne skrive, i et brev den 9. december 1907, efter at Nathansen havde kritiseret "Hans Kvast og Melusine": "Hvor kunde De dog tro, at jeg vilde blive stødt over Deres Brev! Jeg anser mig virkelig ikke for nogen Dalai Lama. Jeg sætter mere Pris på Kritik end på Virak, og jeg er Dem taknemlig for Deres Åbenhjertighed. Men jeg bider fra mig! Jeg farer Dem lige i Struben, når vi ses! Hvordan har De dog læst min lille muntre Bog? De må have haft syv Par askefarvede Briller på Næsen! Men derfor skal De nu også af med Livet. – Bered Dem på en hastig Hængning og overbring Deres Frue en deltagende Hilsen." I brevene til Georg Brandes kommer det spøgefulde kun sjældent frem, det kammeratlige aldrig.

*

Der har på forskellige steder i denne bog været gjort rede for, hvad Georg Brandes i tidens løb har skrevet om Henrik Pontoppidans forfatterskab – og resultatet er sandt at sige ikke imponerende!

Ikke een gang i sit liv har Georg Brandes anmeldt nogen af Pontoppidans bøger, og kun een gang har han skrevet en samlet afhandling om forfatterskabet, en afhandling, som dog af gode grunde ikke går længere end til 1910. Man mærker 262 i denne afhandling den personlige velvilje, men savner den personlige grebethed og engagerethed – ligesom også den dybere forståelse af Pontoppidans egenart. Georg Brandes, som i dette essay taler om Pontoppidans "omfattende Hjemmekunst"3, opfatter ham i for høj grad som en art skønlitterær kulturhistoriker. Brandes roser Pontoppidan, fordi man hos ham "faar det rigtigste og mest omfattende Begreb om dansk Væremaade, Følemaade, Tænkemaade, om repræsentative Personers Holdning i Danmark i den sidste Menneskealder, og det ligeligt for Landbefolkningens og Bybefolkningens Vedkommende."4 Pontoppidan bliver fremhævet for sit alsidige kendskab til den danske befolkning:

Han kender den danske Bondestand som faa, den jyske som opvokset i Jylland, den sjællandske, fordi han lang Tid har levet iblandt den; han kender Provinsbyerne, da han er født i én Provinsby, opdraget i en anden og har havt Ophold i flere. Han har endelig været en mangeaarig Iagttager af Livet i Kjøbenhavns Embeds-, Købmands- og Kunstnerkredse. Dog indtager det ikke-kjøbenhavnske Danmark langt den største Plads i hvad han har frembragt. Først sent naaede han til Hovedstaden som Studie-Genstand. Men han kender den, hvad en anden udmærket Skildrer af Bondestanden, Jakob Knudsen, ingenlunde gør5.

Særlig fremhæver Georg Brandes Pontoppidans kendskab til den danske gejstlighed, de protestantiske kapellaner, præster, provster og bisper, og han tilføjer:

Som den lidt ældre franske Romanforfatter Ferdinand Fabre i sine Romaner har nedlagt et dybtgaaende Studium af Frankrigs katolske Præstestand med dens mange forskelligartede Typer, saaledes har Pontoppidan lagt en før uset Sjælekundskab til Danmarks lutherske Præstestand for Dagen. Han har kendt et stort Antal Præster, er selv Præstesøn og nedstammer gennem Aarhundreder fra Præstemænd med Pibekraver6.

Hvad der for Brandes giver Pontoppidans skildringer værdi ud over det kulturhistorisk og tidshistorisk beskrivende, er 263 naturligvis den oprørskhed, som Georg Brandes anså for det fremherskende træk hos Pontoppidan – "den Revolte (mod Religionen i dens kristne Skikkelse), hvori hans Sjæleliv er udmundet, en oprørsk Sindsstemning, der i Grunden kan spores hos ham fra allerførste Færd, men som stadig er blevet mere udpræget, mere barsk og besk og afgjort"7. Men Brandes forstår også, at denne revolte, som begynder med det religiøse, går langt videre, nemlig både til det politiske og sociale.

Kombinationen af det præcist og naturtro tegnede miljøbillede, egnsbillede eller Danmarksbillede og den "oprørske Sindsstemning", som giver værket forfatterindividualitetens sande stempel, er for Georg Brandes det afgørende i Pontoppidans kunst. Men selv for Brandes går Pontoppidans oprørskhed til tider for vidt; han skriver, at Pontoppidans "ramme Satire revser dette Liv endog til Overdrivelse"8.

Den europæisk orienterede Georg Brandes beklager imidlertid, at Pontoppidans værker begrænses af kun at være "Hjemmekunst":

Det drejer sig udelukkende om indre Forhold i Danmark. Aldrig et Ord om Danmarks Forhold til Udlandet, om Udenrigspolitik. Mens der i en saadan gammel Roman som Ivar Lykke stadigt drøftes Danmarks Stilling til Tyskland, og mens den politiske Skandinavisme dér af Enkelte forsvares, men af Digteren angribes, føles det tilfulde hos Pontoppidan, at Danmark i hans Tid er blevet et Land uden Udenrigspolitik, oprevet af indre Stridigheder9.

Brandes så Pontoppidans forfatterskab – og specielt romanen "Lykke-Per" – som et forsøg på for bestandigt at skrinlægge en danskhed, der havde hersket i århundreder – "i Haab om, at højere Livsformer af dansk Aand vil spire og trives i dens Sted."10 Med disse rammende ord slutter Georg Brandes' – i øvrigt ret magre – afhandling om Henrik Pontoppidan.

*

264 Det er denne bogs hovedtese, at Henrik Pontoppidan fra begyndelsen af sit første forfatterskab i 1881 indtil det eller de første år af Verdenskrigen (d.v.s. 1914-15) stod Brandeslinjen i dansk åndsliv langt nærmere, end man i vore dage i almindelighed er tilbøjelig til at anerkende. Først i årene efter den første verdenskrigs udbrud førte Henrik Pontoppidans "selvudvikling" ham længere og længere væk fra både Georg Brandes selv og den brandesianske åndsretnings arv – til tider så langt, at han følte mindre væmmelse ved konservatismen (med hvis anskuelser han var beslægtet på det nationale og militære spørgsmål) end ved de venstreorienterede – radikale og socialdemokratiske – retninger, der i hans øjne var den sande frihedskamps virkelige forrædere.

Imidlertid har både Pontoppidan-forskere fra Vilh. Andersen til Ejnar Thomsen, og Henrik Pontoppidan selv (i offentlige udtalelser såvel som i erindringerne) været tilbøjelige til at se både ungdoms- og manddomsværket i lyset af en udvikling, der i det væsentlige tilhører alderdommen. En medvirkende årsag til, at man alt for ofte har været tilbøjelig til enten at overse eller reducere Pontoppidans nære forbindelse med Brandes-linjen, har været en alt for konsekvent godtagelse af den "tvesyns-teori", som – siden Vilh. Andersens bog om Pontoppidan udkom i 1917 – har været anvendt om næsten hele forfatterskabet; dette har efter min mening i visse tilfælde ført til en direkte misfortolkning af Pontoppidans værker.

Den gnist, der satte Pontoppidans forfatterskab i gang i firserne var harme. Først harmen over den sociale uret på landet i Danmark, derefter harmen over provisorietidens politiske tyranni. Af disse to er den sidste faktor både den vigtigste og den varigste; ligesom opgøret med kirken og den ortodokse lutherske kristendom har den sat sit præg på hele forfatterskabet. Det er givet, at en meget stor del af Pontoppidans forfatterskab efter 1890 må ses i lyset af hans dybe skuffelse over, at den frihedsbegejstring og den modstandsvilje, som i firserne prægede en væsentlig del af dansk radikalisme, 265 ikke førte til mere mærkbare resultater, end tilfældet var. Efter Pontoppidans mening forelå der i Estrup-tidens Danmark en virkelig revolutionær situation, som det danske folk imidlertid ikke viste sig modent til at udnytte, og de bitre erfaringer, Pontoppidan dengang erhvervede sig om det danske folks tossegodhed, lammefromhed og mangel på evne til at tage kampen op mod uretten, kom i mange henseender til at præge hans syn på danskerne for resten af hans liv.

Hvad provisorietidens kampår kom til at betyde for Henrik Pontoppidan, kan måske bedst sammenlignes med, hvad deltagelsen i modstandskampen under besættelsen kom til at betyde for mange nulevende danske, der betragter dette som den lykkeligste og frugtbareste tid i deres liv. Man får et indtryk heraf ved at læse, hvad Pontoppidan skrev i en "Enetale" i "Politiken" den 15. april 1897:

Den Provisorietid var dog i Grunden en herlig Tid, en frugtbar Tid, en Fornyelsestid; den var vor politiske Renæssance; den skabte de Mænd og Kvinder, der endnu i lange Tider vil staa som Mærkepæle i vor Udvikling.

Pontoppidan brugte i denne artikel det udtryk, at han i provisorietiden fik sin "Daab i den demokratiske Tro, den jeg – med Guds og Højres Hjælp – ingensinde skal afsværge". Og til dem, der skeptisk spurgte om, hvad udbytte kampen dengang bragte, svarede Pontoppidan: "Som om det ikke var Udbytte nok, at der – om ogsaa blot for en kort Stund – gik et Pust af virkelig Indignation og Modstandslyst – ja Oprør gennem det sagtmodige danske Folk." Han sluttede sin artikel med disse ord:

Vi Danske er saa hurtige til at glemme, saa lette til at tilgive. Vi kunde saamænd godt trænge til igen at faa Frisindet og Selvfølelsen og Indignationen optugtet hertillands under et nyt Knippelregimente.

Det er nøjagtigt den samme tankegang, man træffer i Ibsens breve: "Under absolutismen trives åndsfriheden og tankefriheden bedst."11

266 Men da "de Mænd og Kvinder", hvem provisorietiden havde skabt, senere gik ind i det parlamentariske politiske liv, da blev kampen for friheden i Pontoppidans øjne forvandlet til kohandler og politiske fiduser og opportunisme. I stedet for at fortsætte kampen for "friheden" nøjedes man med at slås om retten til at udmønte en smule partipolitisk skillemønt. Pontoppidan skriver herom i sine erindringer:

Havde det mangeaarige Junkerherredømme bragt Skam over Landet, gjorde de første Resultater af Folkestyret os heller ikke synderlig Ære12.

Hertil kom et synspunkt, som for Pontoppidan var afgørende, nemlig at der opvoksede en ny slægt, som ikke forstod, at frihed ikke var noget, et folk erhverver een gang for alle; friheden opfattede han som noget, hver enkelt generation måtte tilkæmpe sig påny. Pontoppidan lader i "De dødes Rige" Enslev udtrykke dette synspunkt i ord, bag hvilke man aner forfatterens egen stemme:

De unge i vor Tid har faaet Friheden i Vuggegave og anser den af den Grund for en selvfølgelig og utabelig Ting. De har aldrig maattet undvære den; derfor skønner de ikke paa den. De har ikke maattet erhverve den, ikke stridt og lidt for den; derfor kender de ikke Angsten for at miste den – ja de forstaar den slet ikke engang og mener, at man ser Spøgelser ved højlys Dag13.

Også her mindes man, hvad Henrik Ibsen skrev til Georg Brandes: "Det eneste, jeg elsker ved friheden, er kampen for den; besiddelsen bryder jeg mig ikke om"; og "hvad jeg kalder kampen for friheden, er jo ikke andet end den stadige, levende tilegnelse af frihedens idé. Den, der besidder friheden anderledes end som det efterstræbte, han besidder den dødt og åndløst, thi frihedsbegrebet har jo dog det ved sig, at det stadigt udvides under tilegnelsen, og hvis derfor nogen under kampen bliver stående og siger: nu har jeg den, – så viser han derved, at han netop har tabt den."14

267 Om den fortsatte kamp for stadig at tilkæmpe sig friheden handler i særlig grad sådanne værker som "Nattevagt", "Asgaardsrejen" og – med en ændring af perspektiverne – "Mands Himmerig".

Skuffelsen over, at der ikke efter halvfjerdsernes og firsernes kampår kom en ny tid, som havde skabt nye mennesker, gjorde Pontoppidan til pessimist i bedømmelsen af det danske folk. Han havde troet og håbet, at det moderne gennembruds radikale ideer og den kamp for politisk frihed, som Estrup-tiden påtvang det danske folk, ville føre til, at et nyt livssyn ville slå rod i folket. Når dette ikke skete, måtte det altså være, fordi jordbunden ikke duede; forklaringen var efter Pontoppidans mening, at der bag den luthersk-teologiske kirkelige kultur i det danske folk ikke fandtes andet end tomhed, hvoraf intet kunne gro. I "Lykke-Per" forklarer Pontoppidan, hvorfor den begejstring, som dr. Nathan kaldte frem hos samtidens unge danske intellektuelle, fusede ud og ikke blev til andet end en ganske midlertidig opblussen. Forklaringen var, at den kirkelige kultur hos danskerne havde været for stærk og fortrængt endog muligheden for al anden kultur:

Hvor et aandeligt Liv var bleven vakt og med nogen Alvor søgte mod Dybet, fandt det ingen anden opdyrket Jordbund at slaa Rod i end Teologien. Hvad der var af Kultur i Folket, tilhørte endnu saa godt som udelukkende Kirken. Hvor Overfladen hørte op, begyndte enten Middelalderen eller Tomheden15.

Sit stadigt stigende mismod over den politiske og åndelige udvikling i Danmark delte Pontoppidan i mange år med Georg Brandes, som heller ikke just så nogen grund til at glæde sig over tusindårsrigets indførelse! Pontoppidans udvikling i halvfemserne og de første ti-femten år af det tyvende århundrede førte ham nok i mange henseender bort fra, hvad der var hans eget udgangspunkt i firserne; men hans udvikling kom på mange måder til at løbe parallelt med 268 den, som Georg Brandes selv gennemgik i løbet af den samme periode, og Georg Brandes fik derfor stadig i visse afgørende henseender indflydelse på den udvikling, Pontoppidan kom til at følge.

Men konsekvensen af mismodet blev med årene helt forskelligt hos de to, trods alt så vidtforskellige personligheder. Mens Georg Brandes endte i væmmelse og foragt over for sine egne landsmænds stupiditet og ondskab, endte Pontoppidan i stedet for i en angst, der bundede i en uudslukkelig kærlighed til det danske folk, med hvilket han altid følte sig solidarisk. "Undergangens Angst er gaaet mig i Blodet" – således sluttede Pontoppidan digtet "Tilstaaelse" fra 193116. Denne undergangsangst præger hans forfatterskab fra udsendelsen af "De dødes Rige" til afslutningen af forfatterskabet. Og denne angst fik ham til på mangfoldige områder at tage sine egne tidligere anskuelser op til revision. De ideologiske og partipolitiske skillelinjer kom efterhånden til at miste deres betydning helt for Henrik Pontoppidan – men aldrig for Georg Brandes. Brandes vedblev at betragte sig selv som tilhørende det yderste venstre. For Pontoppidan blev "venstre" og "højre" som politiske begreber med årene ganske meningsløse. Det enkelte menneskes personlige frigørelse – dets sjælelige frigørelse – det, som allerede i "Lykke- Per" havde været det afgørende motiv, blev nu for Pontoppidan kampens eneste mål. Og for "folket", som er summen af de enkelte individer, blev spørgsmålet om overlevelse eller undergang for Pontoppidan knyttet uløseligt sammen med spørgsmålet om offervilje. "Lykke" var uløseligt forbundet med sin komplementære modsætning "sorg". Nogen genvej fandtes efter hans mening ikke. Selv krigens blodige rædsler var – det synspunkt var han på sine gamle dage kommet til – at foretrække for den nemme og billige kryben-i-skjul, mens man lod andre om at handle.

En stor del af Pontoppidans produktion før den første verdenskrig er så uløseligt forbundet med brandesianismens og den radikale tankes historie i Danmark, at man kun forstår 269 den fuldtud, hvis man er opmærksom på denne sammenhæng; det gælder i særlig grad bøger som "Stækkede Vinger", "Sandinge Menighed", "Landsbybilleder", "Mimoser", "Fra Hytterne", "Isbjørnen", "Skyer", "Nattevagt", "Den gamle Adam", "Højsang", "Det ideale Hjem", "Borgmester Hoeck og hans Hustru", "Asgaardsrejen" og "Kirken og dens Mænd"; det gælder i mindre grad bøger som "Krøniker", "Lille Rødhætte", "Det store Spøgelse", "Hans Kvast og Melusine" og "Den kongelige Gæst"; derimod står bøger som "Ung Elskov", "Spøgelser", "Natur" og "Minder" helt uden for sammenhængen med denne linje.

For de tre store romaners vedkommende er forholdet noget mere kompliceret. "Det forjættede Land" og "Lykke-Per" har begge et langt bredere sigte end de "små romaner", og de drejer sig begge i første række om det enkelte individs personlige frigørelse, blandt andet fra den teologiske arv; men der er på den anden side intet modsætningsforhold mellem disse romaner og den individualisme, som jo også var en del af brandesianismens indhold. Hvad "De dødes Rige" angår, må romanen set i dette perspektiv først og fremmest opfattes som et opgør – ikke med brandesianismen og radikalismen, men med det fallitbo, disse ideer havde efterladt, fordi de ikke havde formået at slå an i den golde danske jordbund.

Kun Pontoppidans alderdomsværker, "Et Kærlighedseventyr" og navnlig "Mands Himmerig", har et ideindhold, som klart stiller dem i direkte modsætning til brandesianismens og radikalismens ideer.

Man skal være varsom med at tale om Henrik Pontoppidans livsanskuelse. Dels er der, som tidligere påvist i denne bog, ikke tale om noget statisk syn på begreberne hos Pontoppidan, dels foragtede han selv ordet og benægtede, at han var i besiddelse af en livsanskuelse. Der var for ham noget færdigt og afsluttet ved dette ord, noget, som stod i skærende modstrid med åndelig vækst, udvikling eller selvudvikling. Allerede i en "Enetale" i "Politiken" den 18. marts 1897 270 harcellerede Pontoppidan over, hvor nemt og billigt det var at have en livsanskuelse; det var en luksus, som selv de største skurke og svindlere kunne tillade sig, da ingen jo behøvede at efterleve den.

Da Henrik Pontoppidan blev interviewet i "Nationaltidende" den 23. juli 1927 i anledning af sin halvfjerdsårs fødselsdag, spurgte intervieweren (Carl Henrik Clemmensen) ham, om man havde lov til at læse en livsanskuelse ud af hans forfatterskab. Hertil svarede Pontoppidan:

Nej, det må man heller ikke gøre. Georg Brandes spurgte mig en Gang om det samme, da han stod overfor at skulle skrive en Afhandling om mig. Jeg svarede: absolut nej. Det eneste, man maa bygge paa, er den Grundstemning, hvorpaa jeg skrev mine forskellige Arbejder. Den staar jeg ved til enhver Tid. Og den skifter i det, jeg har skrevet, fordi der naturligvis finder en Udvikling Sted. Kan den, der læser Bogen, finde ind til samme Grundstemning, som beherskede Forfatteren, da han skrev den, er Kunstens Maal naaet.

Det er da også netop et forsøg på at efterspore grundstemningen i Pontoppidans forskellige værker – og at se dem i lyset af en udvikling, som fandt sted – der har gjort det klart for mig, at en så stor del af forfatterskabet har en utvetydig forbindelse med hele det idegrundlag, som repræsenteres af navnet Georg Brandes. Det er tvivlsomt, om der er nogen anden dansk åndspersonlighed, som har betydet mere for Henrik Pontoppidan end netop Georg Brandes.

Den intime sammenhæng mellem en stor del af Pontoppidans forfatterskab og Brandes-linjen var da også i mange år – i hvert fald til og med det første tiår af det tyvende århundrede – almindeligt anerkendt. Hertil havde navnlig Edv. Brandes' kritikervirksomhed ved "Politiken" indtil 1905 bidraget, og senere bidrog også Sven Langes forsøg på at devaluere Pontoppidan som værende en blot og bar gold discipel af brandesianismens og naturalismens ideer til det samme. Men både den velvilligt indstillede og den uvenlige 271 kritik skød langt over målet og gav et billede af Pontoppidan som en langt mere konsekvent militant agitationsdigter og skoleret naturalist, end han i virkeligheden var.

Det var derfor rimeligt, at der måtte komme en reaktion mod denne alt for snævre vurdering af Henrik Pontoppidan, og det blev Vilh. Andersen – Pontoppidans nære ven og grundlæggeren af Pontoppidan-forskningen – som blev hovedkraften i denne reaktion. Men det må ikke glemmes, at Vilh. Andersen netop kom til at stå Pontoppidan særlig nær på et tidspunkt i Pontoppidans liv, da denne var ved at fjerne sig mere og mere fra både Georg Brandes selv og de ideer, han repræsenterede. Det er tidligere påvist, at Pontoppidan på sine gamle dage var tilbøjelig til selv at minimisere den indflydelse, Georg Brandes har udøvet på ham; på et tidspunkt, hvor Pontoppidan stod Brandes fjernt, var det ham magtpåliggende at fastslå, at han aldrig havde stået ham særlig nær.

Reaktionen mod at opfatte Henrik Pontoppidan som en ren og skær Lehrjunge af Georg Brandes måtte derfor komme og var i og for sig højst berettiget. Men også reaktionen er gået for vidt og er undertiden blevet lige så ensidig, som det naive og forenklede synspunkt, den afløste. Der har siden Vilh. Andersens tid været en tendens til at belyse hele Pontoppidans forfatterskab ud fra synspunkter, som væsentlig har gyldighed over for den senere del af det; derved er en del af Pontoppidans ungdoms- og manddomsværker revet ud af en sammenhæng, hvor de naturligt hører hjemme. Denne bog er derfor et forsøg på at genoprette balancen.

 
[1] Dette hænger sikkert sammen med, at Pontoppidan altid skrev "Kære Dr. Brandes" til Edv. Brandes. tilbage
[2] Henrik Ibsen: "Samlede verker". Hundreårsutgave, bd. 16, s. 101. tilbage
[3] "Samlede Skrifter", anden udg. (1919), bd. III, s. 311. tilbage
[4] Ibid., s. 311. tilbage
[5] Ibid., s. 311. tilbage
[6] Ibid., s. 311. tilbage
[7] Ibid., s. 312. tilbage
[8] Ibid., s. 313. tilbage
[9] Ibid., s. 313. tilbage
[10] Ibid., s. 324. tilbage
[11] Henrik Ibsen: "Samlede verker". Hundreårsutgave, bd. 17, s. 31. tilbage
[12] "Familjeliv", s. 88. tilbage
[13] "Storeholt", originaludgaven (1913), s. 266. tilbage
[14] Henrik Ibsen. "Samlede verker". Hundreårsutgave, bd. 16, s. 327 og 349. tilbage
[15] Jvf. s. 147-48. tilbage
[16] Digtet trykt i "Flensborg Avis" den 8. februar 1931. tilbage