Henrik Pontoppidan og Georg Brandes
44
III
Henrik Pontoppidans stilling i "sædelighedsfejden"
Firsernes berømmelige sædelighedsfejde, der begyndte med udgivelsen af Bjørnsons "En hanske" i september 1883, var i første omgang væsentligt et indre norsk anliggende, hvor Bjørnson kom til at stå over for Arne Garborg og Hans Jæger som sine egentlige modstandere. Men fejden endte som bekendt med, at Bjørnson og Georg Brandes kom til at stå i et modsætningsforhold, der endte med et voldsomt brud mellem de to gamle venner. I denne fejde kom Henrik Pontoppidan til at deltage på en måde, som ofte har været både misforstået og misfortolket.
Modsætningsforholdet mellem Bjørnson og Brandes i denne sag kan groft formuleres sådan, at mens Bjørnson stillede kravet om, at mandens renhed og troskab i seksuelle forhold skulle være lige så stor som kvindens, hævdede Brandes og hans meningsfæller omvendt, at kvinden burde have samme sædelige frihed som manden, og Brandes harcellerede over, at vi nu alle skulle til at rende rundt og passe på hinandens kønsdrift.
Pontoppidans indlæg i denne strid var den lille roman "Mimoser", som udkom i november 1886.
At Pontoppidan allerede må have begyndt at skrive denne roman umiddelbart efter, at Bjørnsons "En hanske" var udkommet, fremgår imidlertid af et brev, som Pontoppidan den 23. december 1883 skrev til lederen af Gyldendal, justitsråd Fr. Hegel; for i dette brev forekommer følgende linjer:
Som Hr. Justitsråden véd, er jeg i Færd med at lægge den sidste Hånd på et Arbejde ("Mimoser, to Kvindeportrætter"), som jeg håber at blive færdig med indtil Februar næste År1.
45 Arbejdet må imidlertid være blevet forsinket, for den 14. maj 1884 skrev Pontoppidan igen til Hegel, efter forud at have aftalt ny afleveringsfrist for manuskriptet:
Bogen, "Mimoser", skal som Manuskript være i Justitsrådens Hænder til den fastsatte Tid, inden Juli Måneds Udgang, og jeg troer, den vil blive god. Hvad Titlen angår, beder jeg Dem, Hr. Justitsråd, at betragte den som en dyb Hemmelighed, idet den nemlig angiver så meget om Bogens Tendens.
Afleveringen af manuskriptet blev imidlertid stadig udskudt, også fordi Hegel gerne ville udsende en "Bondelivsskildring" af Pontoppidan, før han udsendte "Mimoser", ved hvis tendens han åbenbart har været lidt betænkelig.
Bogens første afsnit stod trykt i "Ude og Hjemme" i november 1884, men endnu på dette tidspunkt kan manuskriptet ikke have været afsluttet, for den 2. januar 1885 skrev Pontoppidan fra Østby til Hegel, at arbejdet var blevet forsinket på grund af hans barns sygdom, men at han nu snart regnede med at kunne aflevere det færdige manuskript til "Mimoser" til Hegel.
Men der kom yderligere forsinkelser til! Efter at manuskriptet var afleveret, må Hegel åbenbart have henstillet til Pontoppidan, at han foretog visse ændringer i det. Endelig den 11. maj 1886 skrev Pontoppidan til Hegel, at han var i fuld gang med gennemarbejdelsen – "så at jeg om en Ugestid kan overbringe Dem det fuldstændige Manuskript".
Pontoppidan ønskede nu selv, at "Mimoser" skulle udkomme før den nye samling landsbyskildringer (d.v.s. "Fra Hytterne"), og han skrev derfor den 20. maj 1886 til Fr. Hegel:
Jeg er i Færd med mine "Bondelivs"-Skildringer, men endnu ikke færdig med dem, hvorfor jeg vil henstille til Justitsråden, om det af den Grund ikke var bedst at begynde Trykningen af "Mimoser" strax og alligevel at lade den udkomme før "Bondeliv", altså så snart som muligt.
46 I samme brev brugte Pontoppidan udtrykket, at "Mimoser" var hans "store Håb", og han ville derfor gerne have bogen frem for publikum "i så ren en Stand som muligt". Han anmodede derfor om at få lov til at se manuskriptet igennem påny, inden det gik til sætning. Hans ønske må omgående være opfyldt, for allerede den 25. maj kunne Pontoppidan skrive til Hegel, at han regnede med "i Slutningen af denne Uge" at være færdig med gennemarbejdelsen af "Mimoser". Endelig i november samme år udkom romanen.
Det synes altså – i hvert fald i nogen grad – at være Pontoppidans egne vanskeligheder med at få manuskriptet afsluttet, som har bevirket den lange forsinkelse. Sygdom og personlige sorger har også spillet ind, men Pontoppidan har åbenbart også kæmpet med vanskeligheder, der skyldtes bogens tendens.
Og givet er det, at det var en nemmere opgave at tale moralens sag end at fremsætte afvigende synspunkter, som let kunne opfattes som "umoralitet", og at en forlægger ville være meget betænkelig ved at udgive en bog, der kunne udskriges som umoralsk i sine synspunkter. I halvfjerdsernes kampagne mod Georg Brandes havde beskyldningen for at være forkæmper for fri kærlighed været benyttet med lige så stor voldsomhed som anklagen for de fritænkeriske anskuelser. Når Knut Ahnlund i sin bog om Pontoppidan erklærer: "Med största sannolikhet har Henrik Pontoppidan icke låtit sig påverka utifrån vare sig när han skrev eller när han omskrev sina romaner"2, holder det næppe helt stik over for det pres, der fra forlæggerside blev rettet imod ham, navnlig i de unge år. Herom skrev Pontoppidan den 2. november 1898 i et brev til Edvard Brandes, hvori han berørte, hvorfor det var ham magtpåliggende at omarbejde "Det forjættede Land": "Når man, som jeg, bestandig har måttet skrive med en venskabelig knyttet Forlæggernæve for Ansigtet, løber der En så meget ud af Pennen, som man senere bitterligen fortryder." Det er ikke urimeligt at antage, at Pontoppidan netop under udarbejdelsen af "Mimoser" har følt 47 denne "venskabeligt knyttede Forlæggernæve" på grund af det brandfarlige stof, og at det derfor har taget ham så lang tid at finde frem til den rette form for fremsættelsen af de synspunkter, han havde på hjerte.
*
Romanens to smukke og naive apotekerdøtre, som af deres far, kancelliråden, har været holdt isoleret fra bylivets fristelser og værnet mod "al Livets verdslige Forfængelighed" i landejendommen "Nathalies Minde", forelsker sig romantisk i og bliver gift med hver sin herremand, Kamma med "Klosterbaronen", Betty med den fyrretyveårige godsejer Anton Drehling. Den blodrige "Klosterbaron", som aldrig har svaret til det idealbillede, Kamma havde dannet sig af ham, falder en skønne dag for en malkepige, og Kamma bryder straks for evigt enhver forbindelse med ham og flytter påny hjem til sin fars hus. Sin mand vil hun ikke mere vide af. "Trods hans oprigtige Anger, ja Fortvivlelse over sin Gjerning, var hun utilgjængelig for enhver Forsoning." Ægteskabet mellem Betty og Anton Drehling synes derimod at være idel lykke og harmoni, og lykken bliver ikke mindre, da Betty føder en søn. På dette tidspunkt må godsejer Drehling, som også er landstingsmand, rejse til hovedstaden for at passe sine pligter, og skønt han stadig elsker sin kone højt og udveksler lange og kærlige breve med hende, falder han for fristelsen, da han i København træffer en dame, fru Conerding, der lever i et ulykkeligt ægteskab, og som vækker hans lidenskaber. Da han vender hjem, opfyldt af anger over at have været sin elskede Betty utro, har hun allerede med barn og tøj forladt godset – kancelliråden har i København udspioneret Anton Drehlings færden og har skyndt sig hjem for at fortælle sin datter om mandens utroskab. Anton Drehling, hvis lykkelige ægteskab dermed er ruineret, ser ikke anden udvej end at genoptage samlivet med fru Conerding, som i mellemtiden er blevet skilt fra sin mand.
48 Således er – i et meget sammentrængt resumé – bogens hovedhandling. At der kunne opstå tvivl om forfatterens hensigt og sympatier, forekommer besynderligt, når man idag læser bogen – og da navnlig, når man tager dens titel i betragtning.
Hverken Georg eller Edvard Brandes synes da heller et øjeblik at have været i tvivl om, at Pontoppidan med denne bog vendte sig mod det bjørnsonske krav om ubetinget renhed – med en omskrivning af Ibsens ord kan man sige, at bogens moral er, at man skal afholde sig fra at præsentere den ideelle fordring hos ganske almindelige godsejere! At de to dydige mimoser hver især opløser deres ægteskab for tid og evighed for en bagatels skyld – det var konsekvensen af de bjørnsonske synspunkter! Og så naturligvis angiveriet i spørgsmål om utroskab!
Mens Bjørnsons hypermoralske synspunkter i bogen repræsenteres dels af sognets lille iltre præstefrue – kaldet "Sprutbakkelsen" eller "Krudtkællingen" – dels af den mandfolkeagtige kammerherreinde ("Dydsdragonen") og hendes nidkære niece, som forbereder stiftelsen af en "Forening for Sædelighedens Fremme i Hovedstaden", opfattede begge brødrene Brandes – utvivlsomt med rette – Antons moder, den gamle hofjægermesterinde Drehling, som forfatterens egentlige talerør.
Præstefruen er maliciøst tegnet som et sidestykke til Bjørnson; med en løvindes mod prædiker hun "mod den Kvindernes ydmygende Eftergivenhed over for Mændenes dyriske Udskejelser, der i hendes Øjne var Ondets egentlige Rod". Hun åbner i sognet en agitation, der er hensynsløs indtil det brutale: "Ligegyldig for Spot som for den aabenbare Forargelse kastede hun sig over sine Ofre uden Persons Anseelse. Hun overøste Folk med Haan og Foragt; hun fyrede i den Debat med det groveste Skyts og kjørte ved enhver Lejlighed et saadant Arsenal af Bevismateriel i Marken, at hun tog Vejret fra sine Modstandere. Hun paaberaabte sig Biblen, ja endog Koranen og Talmud. Hun citerede berømte Forfattere, 49 refererede Noveller, juridiske Afhandlinger, lægevidenskabelige Specialskrifter. Hun kjendte i dette Forhold ingen Blu, ingen Grænser." Hun er primus motor i "Foreningen for Sædelighedens Fremme" – "den store Krudtsammensværgelse", som birkedommeren kalder den. Når præstefruen taler, suser det om ørerne med "Sædelighedsbegreb, Sædelighedsfordring, Stuart Mill, Prostitution, faldne Kvinder og meget sligt." Hentydningen til Bjørnsons sædelighedskampagne er ikke til at tage fejl af.
Den gamle hofjægermesterinde Drehling derimod forstår ikke "den skumle Forsagelsens Aand, der havde grebet en Del af hendes Samtid. Hun lo aabenlyst af den Pønitensedragt, i hvilken endog nogle af hendes forrige muntre Veninder paa deres gamle Dage havde formummet sig." Hos hende får de nidkære damer fra "Foreningen til Sædelighedens Fremme" ingen støtte, da hun ikke anser det for nogen større katastrofe, om unge mennesker står i forhold til hinanden. Selv prostitutionen tager den gamle dame i forsvar: "Glædespiger! … Jeg synes, det lyder saa smukt! Herregud! Skulde de virkelig være en saa alvorlig Fare? Det kan jeg dog næsten ikke tro. Naar jeg tænker paa vore egne smaa hjemlige Rør-mig-ikke'r … ja, ærlig talt, saa kan jeg egentlig ikke fortænke vore unge Mænd i, om de søger muntrere Selskab." Men den dristigste og i sine konsekvenser mest vidtrækkende af den gamle dames udtalelser (hvad Georg Brandes senere betegnede som "Bogens vilde Moral") var rettet mod selve ægteskabet og hjemmet: "Jeg tror, at er der noget Punkt, hvor dette velsignede Lands Kræftbyld ligger, saa turde det maaske netop være disse saa meget lovpriste og besungne Hjem, om hvilke du [kammerherreinden] ogsaa selv for et Øjeblik siden bemærkede et eller andet smukt. Du brugte ved samme Lejlighed Ordet "Venushuler" [om prostitutionens tilholdssteder] … men de [hjemmene] er mulig netop vore egentlige Venushuler, der udmarver vore Mænd, stjæler deres Energi og gjør vore Kvinder svage og enfoldige. Dér murer vi os inde med vore Uvaner og 50 Taabeligheder og gjør os uskikkede til Omgang med andre Mennesker."
Der ligger også et indirekte opgør med Bjørnsons sædelighedskampagne i omtalen af fru Conerdings mand, der af fru Drehling skildres med disse ord: "En Nar, en Pjalt, en samvittighedsløs Person, der paa alle optænkelige Maader har ødelagt hendes Liv, saa vidt han formaaede; som i faa Aar har forødt hele hendes store Formue, bestjaalet hende for enhver Lykke, været hende utro paa ethvert Punkt – undtagen netop paa det eneste, der kunde frelse hende ud af Elendigheden." På sønnens direkte spørgsmål svarer hun: "Han har – maaske af gode Grunde – aldrig gjort Brud paa, hvad man kalder den "ægteskabelige Troskab". Han har i den Henseende været endog overordentlig pertentlig." En sådan ægtemand var jo ud fra det bjørnsonske sædelighedssynspunkt uangribelig!
Også i den historie, som Drehlings ungdomsven, levemanden v. d. Meuse, fortæller om en fælles bekendt, ligger der en gennemskuelig moral. Denne mand, Munk, blev udspioneret af sin skinsyge kone, der en skønne dag "greb ham paa den ferskeste Gjerning, noget Menneske kan gribes paa". Men, som v. d. Meuse siger, "Nachspielet, der er det artigste, er desværre sikkert nok", nemlig: "Hun er bleven gal. I Morges blev hun kjørt til Bidstrup." – Det var, hvad hun fik ud af den ideelle sædelighedsfordring!
Der ligger rimeligvis også en skjult uvenlighed mod Bjørnson i omtalen af den norske sangerinde – "en imposant Blondine med et Par Arme som en Bagersvend og med fire Hager hængende ned over Halsen – som en Pose til Opbevaring af hendes Stemmemidler." Fru Conerding føler det i længden lidt ensformigt med "disse evindelige Folkeviser med deres Nøkker og Drauger og jeg véd ikke hvad", og hun finder det "paafaldende, hvor alting er bleven norsk herhjemme. Overalt træffer jeg kun norske Bøger, norske Kunstnere, norsk Musik, … selv i Selskabstonen er der kommen noget underligt … hedder det ikke fjældtungt eller fjældtrangt?"
51 Da fru Conerding er blevet Drehlings elskerinde og hendes mand har forlangt skilsmisse – efter at have opbrugt hele hendes formue – og sønnen er taget fra hende under påskud af, at hun ikke var værdig til at opdrage ham, og hun selv omgives af foragt fra alle sider, kommer Anton Drehling på bogens sidste sider til det resultat, at "vor Moral navnlig i dette Kapitel er for Kabylere og Hottentotter og ikke for civiliserede Mennesker." Man skulle ikke tro, at dette kunne misforstås.
Men det blev det.
*
Allerede to måneder inden "Mimoser" udkom, den 23. september 1886, havde Georg Brandes i "Politiken" i en omtale af Hans Jægers "Fra Kristiania-Bohêmen" bragt Pontoppidans navn ind i den diskussion, som Bjørnson havde rejst. Grundtanken i Hans Jægers bog, skrev Georg Brandes, "er den Tanke, som psykologisk begrundet begynder at skimtes og røre sig rundt omkring i skandinavisk Skønliteratur, i Sverige hos Strindberg og Geijerstam, i Norge hos Arne Garborg, i Danmark hos Henrik Pontoppidan, Følelsen af den Elendighed og Nedværdigelse, der for begge Køn er en Følge af de nu gældende Regler for Kønnenes Samkvem, Fornemmelsen af den Fattiggørelse af Individualiteterne, som finder Sted gjennem det vedtagne System, og Overbevisningen om at en Ændring i Tænkemaaden paa dette Punkt langt fra at virke nedbrydende paa Slægtens Lykke vilde have gavnlige, styrkende Følger…"3.
Da "Mimoser" udkom, blev det Edvard Brandes, der kom til at anmelde den i "Politiken" – og denne anmeldelse førte til en voldsom kampagne, først mod Edvard Brandes, senere mod Georg Brandes, men derimod ikke mod Henrik Pontoppidan! Det, der forargede den konservative kritik og moralens vogtere, var, at Edv. Brandes i sin anmeldelse i "Politiken" den 15. december 1886 formulerede, hvad han anså for at være forfatterens moral med disse ord:
52 Han tvivler, om det er nyttigt at gøre Kvinderne til yderst følsomme Mimoser, saa længe Mændene er saa haardhændede eller rettere, naar Naturen har skabt Mændene af saa skrøbeligt Stof.
Når denne udlægning blev så voldsomt angrebet, skyldtes det, at bogen ikke blot med lidt god vilje kunne læses på en helt anden måde, men at den også blev det; den konservative kritik opfattede "Mimoser" først og fremmest som en hyldest til ægteskabet. Således skrev "Dagbladet"s anmelder den 19. december 1886, at romanen "paa ingen mulig Maade maa betragtes som et Forsvar for Ægteskabsbrud. Ingen Forfatter har maaske nogensinde sunget Ægteskabet en smukkere og varmere Lovsang end Pontoppidan i den Skildring, han i "Mimoser" giver af Anton Drehlings og Bettys lykkelige Dage". Romanen kunne "ikke siges i nogen Grad at bære den moderne Radikalismes Præg, den betegner i visse Retninger snarere en Slags Reaktion eller ialfald Moderation…" Om titlen hed det, at den "skal tages for Alvor ikke i Spøg, og er maaske derfor mindre heldig valgt." Og "Dagens Nyheder" skrev i sin anmeldelse den 29. december 1886:
Angaaende Fortællingens Grundtanke ere Kritikerne uenige. Medens det fra den Side, der gotter sig over ethvert nyt Tegn paa den sig omsiggribende Frivolitet i Literaturen, er gjort gældende, at "Mimoser" maa opfattes som et Indlæg til Fordel for den frie Kjærlighed, en Protest mod den Bjørnson'ske "Handske"-Theori og i det Hele mod Fordringen om Renhed i det ægteskabelige Forhold, have Andre hævdet, at Forfatteren tvertimod har villet virke moraliserende ved at paapege, hvilke sørgelige Konsekvenser Ægteskabsbrudet saavel i indre som i ydre Henseende kan føre med sig.
Selv mente bladets kritiker, at Pontoppidan havde "stillet sig saa temmelig objektivt overfor Konflikten", men tilføjede dog: "Men vil man endelig lægge en i høiere eller ringere Grad tendentieus Hensigt ind i Bogen, kan Forfatteren i alt 53 Fald mindst siges at være optraadt som Apostel for den frie Kjærlighed…
De forskellige anmeldere i de konservative blade havde unægtelig svært ved at forlige romanens titel med deres udlægning af bogens tendens; den, der kom lettest om ved det, var Hostrup, som i sin anmeldelse i "Morgenbladet" den 22. december 1886 (som skal omtales senere), skrev: "Men hvorfor saa Titlen "Mimoser"? Ja det maa jeg lade Forf. om."
Edvard Brandes må, da angrebene på hans anmeldelse satte ind, have skrevet til Henrik Pontoppidan og foreslået, at denne i "Politiken"s spalter selv skulle forklare, hvad han havde villet sige med romanen "Mimoser". Men Pontoppidan svarede tilbage (i et udateret brev, som må være skrevet i slutningen af december 1886), at han ikke ville indlade sig på nogen offentlig udlægning af meningen med sin egen bog. Det hed i Pontoppidans brev:
At oplyse Verden om, hvad jeg har ment med "Mimoser", synes mig at ville smage vel meget af – enten en Falliterklæring eller Reklame, og jeg kan det så meget mindre, som jeg vedvarende betvivler, at Bogen – fornuftig læst – overhovedet lader sig misforstå.
Han fortsatte med at sige, at han imidlertid havde hørt rygter om, at man i den nærmeste fremtid kunne vente udbruddet af en stor "europæisk Krig", idet Bjørnson skulle have i sinde – formodentlig med Hostrup som sin våbendrager – at slå et kraftigt slag for sin sædeligheds-teori. Pontoppidans brev fortsatte derefter: "I så Fald kunde man maske få Lejlighed til at sige et eller andet borgerligt Ord, der ikke lod noget tilbage at ønske i Tydelighed." Forøvrigt havde Pontoppidan en dags tid efter Bjørnsons replik i "Morgenbladet"4 sendt dette blad et i novelleform holdt svar; men efter hvad der fra samme kilde meddeltes Pontoppidan, skulle redaktionen ikke have i sinde at optage det; 54 han antog heller ikke, at dette senere var sket. Pontoppidan fortsatte derefter:
De Angreb, hvor for De efter Deres Anmeldelse af "Mimoser" har været Gjenstand, er – synes mig – mere dumme end onde. Det er i det hele mere Menneskenes Dumhed end deres Ondskab, der i disse Tider kan fylde en med Bekymring. Jeg håber, det ikke skal vare længe, før man atter er på det rene med, at jeg i alle Fald ikke står på Dumhedens Side.
Den omtalte novelle af Pontoppidan blev aldrig trykt i "Morgenbladet", og dens senere skæbne er ukendt.
Det er sandsynligt, at et andet udateret brev fra Henrik Pontoppidan til Edvard Brandes også stammer fra "sædelighedsfejden"s tid. Det hedder i dette brev, som tydeligt er et svar på et brev fra Edvard Brandes: "Dersom det blot var mig muligt, skulde det være mig en sand Glæde gjennem "Politiken" at bidrage om end nok så lidet til en "Ophidselse" i Kjbhvn; men mine journalistiske Evner er desværre mere end bedrøvelige."
Skønt Georg Brandes selv var ganske klar over, at Pontoppidans hensigt med at skrive "Mimoser" var en ganske anden end den, den konservative kritik tillagde forfatteren, ærgrede det ham alligevel, at Pontoppidan ikke havde udtrykt sig så klart, at enhver misforståelse af hans intentioner var udelukket. Da Georg Brandes den 25. december 1886 omtalte Strindbergs "Giftas" II i "Politiken", roste han Strindberg for – i modsætning til andre nordiske digtere – ikke at skrive utydeligt og derved give årsag til misforståelse. "De andre Digtere lader En altfor hyppigt være uklar over, hvad de vil, og naar man læser Anmeldelserne af en hel Del nyere Digterværker som Tre Par, Mimoser, Mannfolk og andre, i hvilke uden altfor stor Vanskelighed det stik Modsatte af det, Digterne synes at have ment, serveres Læseverdenen som Bogens Udbytte, forstaar man Strindbergs Ulyst til at være blot og bar Poet5."
Fem dage senere – den 30. december 1886 – udskreg 55 "Morgenbladet" (som holdt hånden over Pontoppidan som en moralens vogter) endnu en gang Georg Brandes som den sjofle profet for den fri kærlighed i disse ord, hvis direkte anledning var, at Georg Brandes netop havde sendt Chr. Krohg et åbent brev i anledning af beslaglæggelsen af "Albertine":
Hvilken den frie Literatur og Kunst er, som Hr. G. Brandes bærer Kjærlighed til, kjender alle. Det er den Literatur, som er fri i det sensuelle, det sanselige, fri indtil den brutale Liderlighed, der er beskrevet af den samme H. Jæger, som Hr. Brandes i Foraaret skubbede fra sig, men som nu i Anledning af C. Krohgs Bog omfattes af det aabne Brevs favnende Arme. Og fri er den Kunst, som ikke er nøgen for Skjønhedens Skyld.
Man forstår, at Georg Brandes var utilfreds med, at Pontoppidan ikke havde skrevet så tydeligt, at meningen ikke kunne misforstås!
Hvad der fremkaldte Georg Brandes' egentlige inddragelse i "sædelighedsfejden", var følgende. Allerede i 1884 havde Arne Garborg i sin novelle "Ungdom" skæmtet med Bjørnsons "hanske"-moral, og i sin afhandling om Garborg i "Tilskueren" i januar 1885 skrev Georg Brandes efter at have givet et handlingsreferat af "Ungdom" følgende:
Meningen turde uden digterisk Indklædning være den: Der er intet som helst vundet ved stadig at spænde Kyskheds-Fordringen endnu og endnu en Grad højere. Den Kunst at fordre Kyskhed er ikke stor. Det er ikke af Kærlighed til Lasten, at modne Mænd ryste paa Hovedet deraf. Det er fordi de vide, at skrøbelig Dyd altid er mangefold naturligere og sundere end unaturlig Last, og som Menneskeheden nu en Gang er udviklet, er det imellem disse to, at Valget staar. Lad Opdragelsen ved naturlig og utilsløret Fremstilling af Kønsforholdene gøre sit til at tvinge Drifterne inden for naturlige Grænser; men lad os ikke indbilde os, at de lade sig undertrykke eller udrydde, uden at Mennesket bliver defekt eller fordummet. Askesen, som 56 den for Øjeblikket øves af det store Flertal blandt de højere Stænders ugifte Kvinder, er en Ulykke, en naturstridig Ting, et Offer, som mange Gange bringes en værdiløs Fordom. Driftlivet er og bliver Jordbunden for Fantasiens og Skønhedens Blomst ikke mindre end for giftige og stinkende Vækster. Købes aandelige Fortrin stundom for dyrt med et Offer af Renhed og Uskyld, saa kan den virkelige Renhed ikke mindre end den blot tilsyneladende ogsaa købes alt for dyrt, naar den medfører tærende Savn og al Goldhedens og de kvalte Længslers Bornerthed6.
Dette synspunkt (som i det store og hele faldt sammen med Henrik Pontoppidans) blev stærkt angrebet af Elisabeth Grundtvig, som i tidsskriftet "Kvinden og Samfundet" i 1887 skrev en artikel om "Nutidens sædelige Lighedskrav" (oprindelig holdt som foredrag i Dansk Kvindesamfund den 16. marts 18877). Georg Brandes' spotske svar herpå stod –under signaturen "Lucifer" – at læse i "Politiken" den 6. juli 1887. I anledning af, at frk. Grundtvig også havde inddraget Edvard Brandes' anmeldelse af "Mimoser", skrev Georg Brandes i sit svar følgende:
Og E.B. siger i Politiken for 14. Decbr. 1886 i Anledning af Henrik Pontoppidans Mimoser:
"Han (Henrik Pontoppidan) tvivler, om det er nyttigt at gøre Kvinderne til yderst følsomme Mimoser, saa længe Mændene er saa haardhændede eller rettere, naar Naturen har skabt Mændene af saa skrøbeligt Stof?"
Samtidigt udtales, at Kvinder, i alt Fald saa henrivende Kvinder som de to i Mimoser, er skabt til at "lyksaliggøre" – maaske flere Mænd. – Og da Ægtemanden i Mimoser "lyksaliggør" flere Kvinder end sin Hustru og Hustruen derfor forlader ham, lader E.B. Digteren spørge: "Er der nogen Mening i dette?" og svarer selv: "Nej, naturligvis er der ingen Mening deri."
Det er allerede lidt vanskeligt at forstaa, hvorfor Anmelderen E.B. skal bære Ansvaret for Pontoppidans mulige moralske Kætterier. Han har intet andet gjort end at gengive Bogens Indhold, og disse Linjers Forfatter véd fra bedste Kilde, at Hr. Pontoppidan 57 vedkender sig denne Gengivelse af hans Mening med Bogen som nøjagtig. Som Frøkenen citerer, maa man nu bestemt faa det Indtryk, at Anmelderen har villet udtale sin Mening om Nytten eller Unytten af Kvindernes Kyskhed, og at det er hertil, der sigtes med Udtrykket Mimoser. Men i Anmeldelsen tales kun om den Anskuelse, at en Mand til Straf for visse Køns-Forseelser "ubønhørlig bør være udstødt af det moralske Samfund". Saa fortsættes: "Henrik Pontoppidan har sin Betænkelighed. Han er bange for, at hverken Mænd eller Kvinder staar sig ved denne Lære. Han tvivler om Nytten osv."8
Georg Brandes' udtalelse om, at han "fra bedste Kilde" ved, at Pontoppidan vedkender sig Edvard Brandes' udlægning som korrekt, kan – da dette spørgsmål ikke er berørt i brevvekslingen mellem Pontoppidan og Georg Brandes – kun betyde, at Pontoppidan mundtligt over for Georg Brandes har udtalt sig således9, hvad der jo også ligger ganske på linje med, hvad Pontoppidan i det ovenfor citerede brev skrev til Edvard Brandes selv.
Om de varierende opfattelser af "Mimoser" bør det tilføjes, at digterpræsten Hostrup allerede den 22. december 1886 skrev en artikel i "Morgenbladet", hvis overskrift var "Om Henrik Pontoppidans Mimoser, med særligt Hensyn til Dr. E. Brandes' Anmeldelse deraf". Hostrup (hvem Pontoppidan jo i sit brev til Edvard Brandes betegnede som "Bjørnsons Våbendrager") protesterede i denne artikel imod, at "Mimoser" blev taget til indtægt for de brandesianske synspunkter på moralen, og hævdede, at Pontoppidan "har ingenlunde … villet hæve de flygtige Forhold over det livsvarige Ægteskab, som kun kan bestaa ved gjensidig Troskab, nej, har han haft nogen anden Tendens end den at male sandfærdige Billeder af Livet, saa maa det vel snarere være den at vise, at "Jægerlivet" er den allersletteste Forskole for Ægtestanden". Hostrup påtog sig mir nichts, dir nichts at udlægge bogens virkelige moral: "Og enten Forfatteren af Mimoser vil vedkjende sig det eller ej, uddrager jeg af hans Bog den Paamindelse til de unge Piger og deres Forældre at 58 de tager sig i Agt for "Jægerne", selv naar de kommer som alvorlige Friere…"10.
Henrik Pontoppidans broder Morten Pontoppidan anmeldte bogen i "Tidens Strøm" den 14. januar 1887. I modsætning til sin nære ven Hostrup synes han imidlertid straks at have opfattet enkefru Drehling som forfatterens talerør, og han skrev om hende: "Hendes Livsfilosofi er meget næm. Den synes ikke at gaa ud paa andet end at nyde Livet og bryde sig Pokker om Moralen. Hun er saa liberal paa dette Omraade, at hun ikke skyr Faren for at synes lige frem svinsk i sin Tænkemaade." For øvrigt var Morten Pontoppidan ikke forarget over "den i Titelen antydede Tendens", som han opfattede som "en Henstilling til Konerne om ikke altfor rask at bryde Staven over deres Mænd (især hvis de er Herremænd) naar de er faldne for en Fristelse og kommer kønt og beder om Forladelse"11.
Den mand, der havde fremkaldt romanen "Mimoser" – Bjørnson – var åbenbart først lidt i tvivl om, hvordan "Mimoser" skulle opfattes. Han skrev allerede den 7. december 1886 til Sophus Schandorph: "Du, hvem er Henr. Pontoppidan? Er han en pjalt, en rigtig æstetisk dansk en, eller er han bare ænnu ikke afgæret og klar? For det er umulig at fatte hans "Mimoser"; hvad mener han?! Og så ikke én originalt iagttat figur!"12 Den 2. januar 1887 skrev Bjørnson til Otto Borchsenius, og i dette brev nævnte han Hostrups anmeldelse af "Mimoser" i "Morgenbladet" og fortsatte derefter: "Jeg holder meget af Henrik Pontoppidan og har navnlig tidligere haabet meget af hans rige Evner. Han har ligesom visse Kunstnere en lykkelig Haand, under hvilken alt former sig rigt og smukt, men han mangler ogsaa som Kunstner et Aandsindhold, og det kommer mere og mere frem. Jeg har allerede for Aar og Dag siden spaaet ham, at Læsningen af Politiken inficerede hans Blod. Han har ingen Modstandskraft herimod, tværtimod er der et Træk af revolutionær Opposition i ham, som mødes dermed. Hans "Mimoser" er for mig et Vidnesbyrd om literær Smitte, 59 Hovedstadssmitte, Brandessyge13." At Bjørnson efterhånden var kommet på det rene med, på hvilken linje Pontoppidan havde placeret sig med romanen "Mimoser", fremgår også af et brev, som Bjørnson skrev til Fr. Hegel den 28. februar 1887: "Fortæl mig om Pontoppidan: er han blet bonde? Er dette sant? Har han noget at leve af? Og hvorledes er også han kommet op i denne forvirring af den fri kærligheds fantaster? Ind i denne sykdom? Det har været mig en stor skuffelse; ti han forekom mig at være sun14."
Alexander Kielland, der i "sædelighedsfejden" stod på brødrene Brandes' side mod Bjørnson, var ikke begejstret over "Mimoser". Han skrev i et brev til Edvard Brandes den 29. december 1886:
Mimoser skuffede mig, og jeg blev meget overrasket, da du fandt den dristig. Jeg synes ikke, den er paalidelig i Skildringen, lidt overlæsset i Stilen, samt snobbet. Han kjender ikke disse høie Herskaber, saaat han tilbørligt kan tumle dem overlegent. Derimod har han Ret – hvad du modsiger – i at Baronen falder over Malkepigen; – thi det er nedarvet hos ham som det selvfølgeligste: hvor der ligger en Malkepige, der lægger man sig15.
Og en anden af gennembruddets mænd, Erik Skram, spurgte bekymret om "Mimoser": "Hvor i Verden hører den hjemme?"16
Der ligger en spotsk og utvetydig hentydning til resultaterne af Bjørnsons sædelighedskampagne i de linjer, som Pontoppidan skrev i et brev til Sophus Schandorph den 30. april 1888:
De véd jo, at vi for hver Dag – eller Nat – bliver mere og mere sædelige. Således vor fælles Ven Borchsenius, der nu strax besvimer, såsnart han lugter mindste Hentydning til, at ikke alle – end ikke han selv – er ganske englerene17.
*
Det må betragtes som en direkte udløber af Pontoppidans deltagelse i "sædelighedsfejden", at han i nogle artikler i 60 "Politiken" og "Tilskueren" i efteråret 1887 bidrog til at nedbryde troen på de gode moralske forhold på landet. I sin (med fuldt navn signerede) artikel "Bønder" i "Politiken" den 29. november 1887 vendte Pontoppidan sig mod den så udbredte tendens til at sminke bonden med ord som "støt, staalsat, kærnesund, Muldjordskraft, sædelig Alvor o.s.v." Det var – uden navns nævnelse – grundtvigianismen og de bjørnsonske bondenovellers tendens, Pontoppidan her vendte sig imod. Over for denne idealisering af bonden, hævdede han, at "intet andet Lands Befolkning frembringer saa mange uægte Børn eller drikker saa megen Brændevin som netop vore Bønder". Han fortsatte:
Vore unge Bønderkarle er i deres Forhold til det sjette Bud komplette Bohêmer, der udelukkende lader sig lede af deres Lyst parret med en vis, forsigtig Beregning. Fra deres 16-17 Aar, eller endog endnu før, tilfredsstiller de uden Samvittighedsskrupler deres Fornødenheder paa dette Punkt; og en virkelig uberørt Pige paa seksten er mellem de tjenende sikkert en Undtagelse. Ja, hvorfor ikke sige det rent ud, selv med Fare for at blive beskyldt for Bagvaskelse: denne med Rette saa berygtede Parring i Flæng, hvis Indførelse menes at være visse, fra Udlandet stammende Idéers højeste, ja egentlig eneste Maal, er en gammelkendt Ting ude mellem de danske Bønder, hvor den drives i en Udstrækning og under Omstændigheder, der i et Dagblad ikke engang kan antydes.
Disse synspunkter førte til voldsom modsigelse, først fra J.K. Lauridsen (i "Politiken" den 1. december 1887), senere fra andre, som hævdede, at Pontoppidan skammeligt havde bagtalt den danske bonde og givet et falsk indtryk af den danske landbefolknings moralske stade.
Det skal sluttelig nævnes, at Pontoppidan i en artikel i "Børstidende" (under mærket "Urbanus") stillede "Hanske"moralen på hovedet, som Knut Ahnlund udtrykker det. Pontoppidan gjorde her opmærksom på, at den, der blot har haft nogle overfladiske kærlighedsforhold, kan være "renere" og bedre egnet for ægteskab end den, der – skønt 61 teknisk set "ren" – bærer dybe mærker af en tidligere ulykkelig kærlighed18.
*
"Mimoser" var Pontoppidans digteriske indlæg i "sædelighedsfejden", og om hensigten med bogen kan der efter de fremlagte oplysninger ikke herske nogen tvivl. Ulykken var blot, at den fra Pontoppidans side var ment som en tendensroman, og som sådan var den mislykket. Den kunne udlægges – og blev udlagt – på alt for mange forskellige måder, der ganske vist ikke alle stemte overens med forfatterens intentioner. Og Pontoppidan, der altid afholdt sig fra offentligt at forklare, hvad han mente med sine digteriske frembringelser, forholdt sig tavs, mens diskussionen stod på. Når man endnu ser denne tavshed udlagt som et tegn på romanens bevidste flertydighed og forfatterens såkaldte "tvesyn", må dette synspunkt afvises som urimeligt, og det vil derfor her være på sin plads at diskutere, hvad sandhed der er i påstanden om Pontoppidans såkaldte tvesyn, og sætte dette i relation til Georg Brandes' såkaldte ensidighed.
