Henrik Pontoppidan og Georg Brandes

Af Elias Bredsdorff

IV

Henrik Pontoppidans "tvesyn"

At opfatte romanen "Mimoser" som det tidligste eksempel på Pontoppidans såkaldte tvesyn – således som det først er gjort af Vilhelm Andersen¹ og senere bl.a. af Ejnar Thomsen² – er, som påvist i det foregående, såre tvivlsomt. Pontoppidan har jo dog direkte givet Georg Brandes bemyndigelse til offentligt at fastslå, at kun den ene fortolkning af bogen havde dækning hos forfatteren, ligesom han indirekte over for Edvard Brandes har stillet sig bag dennes udlægning af bogens moral.

Udtrykket tvesyn er vistnok første gang anvendt af Vilhelm Andersen i hans bog "Henrik Pontoppidan. Et nydansk Forfatterskab" (1917), hvor det om Pontoppidan hedder: "Han har Dobbeltsindet, det "Tvesyn", som Bjørnson hadede, men som bag om ham og Grundtvig stiller nogle af den danske Litteraturs ypperste Mænd: Heiberg og Paludan-Müller, Kierkegaard og Goldschmidt broderligt sammen med nogle af de bedste Norske: Welhaven og Vinje og Henrik Ibsen."³ I denne formulering er udtrykket for så vidt uangribeligt (omend som ovenfor påvist uheldig anbragt netop i forbindelse med omtalen af "Mimoser"), som det altså med lige så stor ret kunne anvendes om mange andre forfattere, der evnede at se en sag fra mere end een side. Men med tiden er udtrykket blevet anvendt som en glose, der har speciel gyldighed for Pontoppidans forfatterskab, og som skal forklare tilsyneladende modsætninger og modsigelser i det. Man har glemt, at det ville være lige så berettiget at tale om for eksempel Ibsens tvesyn.

"Ordbog over det danske Sprog" giver i bind 24 (1948) følgende almindelige definition på ordet "tvesyn": "(opfattelsesmaade, der beror paa en) evne til at se ting eller forhold 64 fra to sider; ofte: ironisk opfattelse ell. livsbetragtning" – og fortsætter derefter med følgende specielle definition: "om opfattelse (navnlig hos Pontoppidan), som hidrører fra en spaltning i sindet, en vaklen mellem tro og tvivl, haab og frygt, medfølelse og spot". Ordet "tvesyn" har altså med årene fået en snævrere betydning, end Vilhelm Andersen gav det, da han først brugte glosen; det er blevet til et litteraturhistorisk dogme, en magisk formel, af mange opfattet som nøglen til hele Pontoppidans forfatterskab. Og samtidig er det blevet til en litteraturhistorisk kliché – enhver gymnasiast ved, at "tvesyn" var noget, som Henrik Pontoppidan havde, altså et specielt pontoppidansk fænomen.

Skal ordet "tvesyn" have nogen mening, må det imidlertid bruges med varsomhed og da slet ikke om hele Pontoppidans produktion. Der er desværre mange eksempler på misbrugen af dette udtryk; her skal blot nævnes nogle enkelte.

Den ellers så fine Pontoppidan-kender Ejnar Thomsen gav udtrykket "tvesyn" en farlig og misvisende drejning, da han i sin bog "Dansk Litteratur efter 1870" (1935) definerede Pontoppidans "karakteristiske Tvesyn eller Dobbeltsind" som "den flersidigt betragtende og standpunktsløse Holdning til Problemerne"⁴. Adjektivet "standpunktsløs" er en tilsnigelse, et ganske misvisende udtryk i forbindelse med Pontoppidans forfatterskab. Men værre var det, at Ejnar Thomsen fortsatte med at forklare, at dette tvesyn "ses tydeligt i Provisorienovellerne "Skyer" (1890), hvor Vrede over Højres Forfatningsbrud forenes med besk Haan mod Venstres Handlingsfejghed". Et dårligere eksempel kunne næppe vælges, for der er i "Skyer" – som i Pontoppidans stilling til Estrup-tidens Højre i det hele taget – ikke gran af tvesyn. At Pontoppidan i disse noveller hudfletter Venstres handlingsfejhed, røber dog ikke skygge af sympati for Højre. Pontoppidan stod blot i denne sag – som i så mange andre – et godt stykke til venstre for det officielle Venstre. Det samme gjorde Georg Brandes.

Den samme besynderlige fejltagelse går igen i en artikel 65 af Thorkild Skjerbæk, "Henrik Pontoppidans budskab", i "Heretica" i 1952, hvor det om Pontoppidans forfatterskab i perioden 1881-1891 hedder: "Pontoppidan ville og måtte se sagen fra "den modsatte side" også. Derfor blev brodden f. eks. i fortællingerne fra statsomvæltningens dage – "Skyer" – i så høj grad vendt mod frihedens såkaldte venner, der ved deres dådløse snak var nær ved at forekomme Pontoppidan farligere end dens udtalte fjender⁵." Her er udtrykket "den modsatte side" jo ganske misvisende; for det var visselig ikke fra et konservativt standpunkt, Pontoppidan fordømte "frihedens såkaldte venner". Det var fra et ultra-radikalt synspunkt, han fordømte dem, fordi han krævede handling bag ordene.

Et andet eksempel stammer fra Hakon Stangerups bog "Portræter og Protester" (1940), hvori der forekommer følgende linjer: "Kun en eneste Gang er Lyset hos Pontoppidan ikke et Tvelys, men en ætsende Flamme. Det er i hans sidste Roman "Mands Himmerig"."⁶ De to sætninger rummer to fundamentale fejltagelser. For det første er der mange af Pontoppidans værker, navnlig fra ungdomsårene, om hvilke det ville være helt meningsløst at anvende betegnelsen tvesyn. For det andet må glosen – hvis den da overhovedet skal have nogen gyldighed – ubetinget anvendes om romanen "Mands Himmerig", som allerede Knut Ahnlund har påvist⁷. Hertil skal jeg senere vende tilbage i drøftelsen af "Mands Himmerig".

Disse eksempler kan suppleres med et par andre for at vise, at også uden for den egentlige litteraturforskning bruges "tvesyns-teorien" i tide og utide som en patentløsning, der menes at forklare alle mulige problemer hos Pontoppidan.

I sin bog "Henrik Pontoppidan" (1945) betegner Cai M. Woel karakteristikken af dr. Nathan i "Lykke-Per" som "noget af det ondeste, der er skrevet om G.B.s Virke", og han opfatter skildringen af dr. Nathan som et eksempel på Pontoppidans tvesyn. Argumentationen er følgende: Pontoppidan kunne godt lide Georg Brandes; ikke desto mindre "er 66 hans Skildring af denne Personligheds Virke næsten paa Randen af det perfide? men den rummer jo rigtignok en væsentlig Del af Sandheden om dette Virke." Men resten fortier Pontoppidan – "eller har han ikke kunnet se den?" Det sidste finder Cai M. Woel ikke troligt. Følgelig er det – hævder Woel – "Tvesynet, der forleder ham, Ironien, der spiller ham et Puds". Hvad Woel kalder Pontoppidans "ironiske Tvesyn" har "forblændet ham og stukket ham den halve Sandhed ud: Malicen faar Overhaand."⁸ Her er altså "tvesynet" pludselig blevet til noget, som får Pontoppidan til at fortegne billedet ensidigt!

Det andet eksempel er hentet fra Niels Jeppesens bog "Samtaler med Henrik Pontoppidan" (1951), hvor forfatteren om Pontoppidans holdning til det religiøse spørgsmål skriver: "Vist tvivlede han, men hans Tvesyn skyldtes Længsel efter Tro."⁹ Så let og smertefrit får Niels Jeppesen Henrik Pontoppidan gjort til en Niels Lyhne!

Nå, sådanne eksempler skal ikke tages alt for alvorligt. Men sammen med de tidligere anførte viser de tydeligt, at det er påkrævet præcisere at forklare, både hvori Pontoppidans påståede tvesyn bestod, og hvori det ikke bestod.

I indledningskapitlet til sin Pontoppidan-disputats skriver Knut Ahnlund om Henrik Pontoppidans forfatterskab: "Bakom den väl garderade fasaden pågår i hans romaner en inre uppgörelse av stor häftighet mellan likaberättigade livshållningar. Det är detta som har kallats hans tvesyn; den är inte ett utslag av någon kylig upphöjdhet över de diktade ödena. Den bottnar i ett behov att vara både den anklagande och den anklagade."¹⁰ Definitionen er klogt og varsomt formuleret, men alligevel næppe fyldestgørende. Når Ahnlund således taler om ligeberettigede livsholdninger, bør det tilføjes, at disse livsholdninger ikke altid for mennesket Henrik Pontoppidan var ligeberettigede; men det var ham som kunstner magtpåliggende at fremføre de forskellige synspunkter – også sådanne, som han ikke selv delte – så loyalt som overhovedet muligt.

67 Udtrykket tvesyn var ikke opfundet, da Georg Brandes i 1911 skrev sin afhandling om Pontoppidan, og han ville næppe have accepteret denne glose. For Brandes var den herskende egenskab ved Henrik Pontoppidan den, at han var oprøreren – en oprører, hvis revolte dog "strækker sig langt videre end til det Religiøse, den breder sig til det Politiske og Sociale, til Stat og Samfund"¹¹. Men om en væsentlig side af det, der senere er blevet kaldt tvesynet, tilføjede Brandes:

Vel at mærke, Pontoppidan taler aldrig i eget Navn; han hører til de virkelige Digtere, der lader enhver Personlighed, de frembringer, tale ud fra sit eget Væsen, med sin Ensidighed, sine Overdrivelser og Vildfarelser, sin Begrænsning. Aldrig bruger han uden videre en Skikkelse som Talerør, saaledes som det bestandig skete i ældre dansk Poesi. […] Der er ingen enkelt oprørsk Person, hvem han helt gør lig sig selv. Det er Aanden i hans Bøger, som er oprørsk¹².

Selv om det naturligvis er rigtigt, at der ikke er nogen fiktiv person, hvem Pontoppidan "helt gør lig sig selv", er der ikke desto mindre digteriske skikkelser i nogle af hans værker, som alligevel kommer til at virke som forfatterens talerør – man kan blot tænke på "Mandslingen" i "Ilum Galgebakke", enkefru Drehling i "Mimoser" og Otto Kall i "Asgaardsrejen". Men ellers er det rigtigt, at Pontoppidan som regel vogter sig vel for at docere sine egne synspunkter direkte – det er da også karakteristisk, at ingen af de tre nævnte digteriske skikkelser har nogen ydre lighed med Pontoppidan selv.

En ukritisk acceptering af tvesyns-teorien fører imidlertid let til, at man overser den generelt oprørske ånd i bøgerne, som Brandes talte om, det forfattersynspunkt som findes, ikke hos nogen enkelt person i det pågældende værk, men i værket selv. Man har således udfra tvesyns-teorien villet forklare Emanuel Hansted som en skikkelse, der lader sig opfatte enten som en martyr, en miskendt Messias, eller som en naragtig Don Quixote. Begge muligheder står åbne for læseren 68 ved bogens slutning, hævdes det¹³. Men er denne teknik virkelig et udtryk for forfatterens eget tvesyn? Ingenlunde! Den, der læser "Det forjættede Land" med omtanke, vil dog ikke være i tvivl om, hvordan Henrik Pontoppidan selv betragter Emanuel Hansted. Og skulle nogen være i tvivl, kan det oplyses, at han i et privatbrev til Edvard Brandes den 9. november 1895 skrev om denne skikkelse: "… min Helt er ingen Muhammed¹⁴ men et sølle Pjok og derved har jeg gjort mig det særlig vanskeligt at skabe Interesse for ham. Men det måtte så være!"

Ligesom for eksempel Ibsens "Gengangere" som drama har en tydelig tendens, uden at nogen af stykkets personer derfor kan identificeres med Ibsen¹⁵, således har Pontoppidans bøger ofte en tendens eller en grundstemning, som er forfatterens, uden at denne direkte udtrykkes af nogen af værkets skikkelser. Og denne form for kunstnerisk teknik behøver ikke nødvendigvis at have noget med Pontoppidans såkaldte tvesyn at gøre.

Hertil kommer et andet moment, som ofte sammenblandes med "tvesynet", hvorved begreberne yderligere forvirres, nemlig den kendsgerning, at Pontoppidan gennem hele sit liv var underkastet en udvikling, som fik ham til at tage mange af sine egne anskuelser op til revision. Denne trang til selvudvikling er vel et naturligt fænomen hos de fleste betydelige forfattere; men for Pontoppidan var trangen til aldrig at stå stille, til stadigvæk at udvikle sig videre frem, noget ganske fundamentalt, som ofte er overset. Da Vilhelm Andersen i 1917 skrev sin bog om Pontoppidan, skrev han i sit forord om bogen: "Den er et Forsøg paa at læse og fremstille et helt Forfatterskab som en Bog." Denne metode er altid farlig – men ganske særligt farlig, når det gælder et forfatterskab som Pontoppidans, og Vilhelm Andersens vurdering af Pontoppidans forfatterskab bliver på sine steder skæv¹⁶, fordi han har lagt dette uholdbare synspunkt til grund for sin bog. Jeg vil påstå, at forfatterskabet ikke kan læses som een bog uden at blive fortegnet – og gør man det, 69 kommer man til at forveksle ændrede synspunkter og ændrede grundstemninger med begrebet tvesyn.

I bogen "Portrætstudier" (1930) sluttede Henri Nathansen sit essay om Pontoppidan med disse ord: "Henrik Pontoppidan har sat sit Liv ind paa sin Kunst."¹⁷ Efter at have læst denne afhandling skrev Pontoppidan den 28. oktober 1930 til Henri Nathansen¹⁸ et brev, hvori følgende linjer forekommer: "De slutter Deres Opsats med at sige, at jeg har sat Livet ind på min Kunst. Jeg tror, det vilde have været rigtigere at ombytte det sidste Ord med "Selvudvikling". Men ganske vist, Kunsten har været mig et Middel – og det væsentligste – til Fremme af min åndelige Udvikling gennem mange År."

Pontoppidan var selv opmærksom på den fare, der lå i at "placere" hans forfatterskab på et sted midt i udviklingen og fremsætte domme, der stillede sig i vejen for en frisk bedømmelse af nye værker, som måske repræsenterede et nyt stadium, en ny fase, i forfatterens menneskelige og kunstneriske udvikling. Han skrev herom den 29. oktober 1896 i et brev til Edvard Brandes:

Der er et Tidspunkt i en Forfatters Liv, da den årvågne og ofte uretfærdige men netop derfor stimulerende Kritik, der blev hans Begynderarbejder til Del, afløses af en vis, flad Velvilje overfor alt, hvad han skriver, godt og dårligt imellem hinanden. År efter År gentages tankeløst de samme Udtryk for hans Ejendommelighed, selv om han i Mellemtiden fuldstændig har forandret sig både som Menneske og som Kunstner.

Tilsvarende følelser ligger bag følgende udbrud, som stammer fra Pontoppidans første brev til Henri Nathansen, skrevet den 30. december 1905, efter at Nathansen havde sendt Pontoppidan et brev, som gav udtryk for den beundring, han nærede for Pontoppidan:

Jeg har nu nået den Alder, da man begynder at spejde rundt omkring sig efter Resultaterne af sit Arbejde, og jeg skal ikke 70 nægte, at jeg i de senere År – trods en vis Popularitet – ofte har haft en nedslående Fornemmelse af at have været en Overflødig. I en Anmeldelse, der endnu ikke er kommen mig ihænde, skal Vilh. Andersen nok i disse Dage netop have udtalt noget sådant¹⁹. De vil derfor forstå, at det er mig en stor Tilfredsstillelse og Opmuntring at erfare, at jeg har betydet lidt endog for en af de allerbedste blandt de unge.

Der er hos Pontoppidan ikke blot tale om en udvikling, der medfører, at grundstemningen bliver mørkere og mørkere, mere og mere pessimistisk. Der er tale om en tagen-begreberne-op-til-revision, som bevirker, at forfatterskabet rummer tilsyneladende paradoxale modsigelser, hvis man ikke tager kronologien i betragtning.

Man kan se, hvordan Pontoppidans syn på "krapylet" har ændret sig totalt fra 1890 til 1927 ved at sammenholde brugen af denne glose i "Ilum Galgebakke" og "Mands Himmerig". I den første er det en hæderstitel, anvendt om frihedens sande adelsgarde, og Pontoppidan lader derfor mandslingen slutte sin monolog med ordene: "Leve Krapylet!" I "Mands Himmerig" er det blevet et skældsord, brugt om menige socialdemokratiske arbejdere; Pontoppidan lader Niels Thorsen udbryde, da han agter at tale ved et arbejdermøde i København: "Den, som vover at røre mig, skal faa Kærligheden at føle. Jeg skyder paa Krapylet, som om det var en Flok stinkende Rotter."²⁰ Og dog er både mandslingen og Niels Thorsen i nogen grad forfatterens talerør! Men der er en afstand af 37 år mellem de to citater, som derfor heller ikke kan bringes til at forliges ved hjælp af nogen tvesyns-teori; de repræsenterer to forskellige stadier i Henrik Pontoppidans udvikling.

Det giver heller ingen mening at tale om Pontoppidans syn på demokratiet, for dette syn var ikke statisk, men undergik en udvikling. Man kan derimod tale om Pontoppidans syn på demokratiet i en ganske bestemt periode, f. eks. 1890erne, og konstatere, at det var særdeles positivt, og man kan så sammenligne det med det reviderede syn på demokratiet, 71 han under indtryk af de politiske begivenheder og gennem sin private selvudvikling var nået frem til i en anden periode, f. eks. 1920erne, og konstatere, at det da var absolut negativt. Men ændrede synspunkter er noget andet end tvesyn!

Da Pontoppidan i begyndelsen af firserne skrev sine sociale tendensværker, stod han på et stade i sin udvikling, som han i nogen grad havde forladt, da han i 1888 udsendte romanen "Spøgelser", hvori det så stærkt fremhæves, at der – som han lader greven sige – "findes det, der er værre end at sulte, eller bitrere end at fryse – og som maaske netop disse Folk [d.v.s. de fattige] mere end andre er forskaanet for."²¹ Men heller ikke her må de reviderede synspunkter sammenblandes med tvesynet, således som f. eks. Thorkild Skjerbæk har gjort det i sin artikel "Henrik Pontoppidans budskab" i "Heretica" i 1952. Skjerbæk skrev om "Spøgelser", at "Pontoppidans allerede kendte tilbøjelighed til at gøre sig til talsmand for "den modsatte mening" får ham til nu at vende sig mod det, han tidligere har sagt". Hvorefter han konkluderer: "Her møder vi for første gang for alvor det noksom bekendte "tvesyn"."²² Her er "tvesyn" altså gjort identisk med ændrede anskuelser!

Også på andre områder, hvor kronologien ikke synes at spille så stor en rolle, kan man finde eksempler på tilsyneladende eller virkelige modsigelser hos Pontoppidan, modsigelser, som næppe heller forklares tilfredsstillende ved hjælp af "tvesyns-teorien". Jeg skal blandt talløse eksempler blot vælge et enkelt, som har relation til brevvekslingen med Georg Brandes. Da Georg Brandes i oktober 1900 havde sendt Pontoppidan sin artikel "Danmark set udefra", erklærede Pontoppidan sig på eet punkt uenig med Brandes; han ville i modsætning til denne have overført de danskes sindighed eller langsomhed til gevinstsiden, da den syntes ham en af deres fortræffeligste egenskaber, ja, den, på hvilken en forædling af racen måtte bygges…"²³. Synspunktet genfindes i Pontoppidan-interviewet efter Georg Brandes' død i 1927. 72 Ikke desto mindre brugte Pontoppidan i "Lykke-Per og hans Kæreste", som udkom i 1902, udtrykket "det degnetunge danske Folk"²⁴ (og det står i romanen for forfatterens, ikke for nogen af personernes regning), og han skulle senere – i 1931 – i et digt tale

om Danskens sløve Folkesind
som ingen Strid kan vække²⁵.

Man kan gerne kalde dette mangel på konsekvens; men de skiftende standpunkter er nok i dette tilfælde snarere udtryk for skiftende stemninger. Der var tider, hvor Pontoppidan selv irriteredes eller harmedes over danskernes "degnetunge sløvhed"; men der var andre perioder, hvor han måske så denne sindighed i relation til tyskernes Überschwenglichkeit og priste sig lykkelig over at tilhøre en nation, hvor "de store følelser" ikke så let løb folket over ende.

Endelig må det ikke glemmes, at der i ethvert forfatterskab, som ikke er baseret på et sæt uforanderlige doktriner, er tale om en vis "indre debat". Ibsens berømte ord om, at det at digte er at holde dommedag over sig selv, havde gyldighed også for Henrik Pontoppidan. Han skrev den 10. december 1936 til fru Inger Cavallin: "Min Produktion var, fra først til sidst et ganske privat Opgør med mig selv."²⁶

Skal ordet tvesyn have en betydning, som en glose, der i særlig grad karakteriserer Henrik Pontoppidan, må det først og fremmest rumme en god portion tolerance over for anderledes tænkende, en evne til ikke at lade det uvæsentlige overskygge det væsentlige i uoverensstemmelserne.

Lad mig som et eksempel citere nogle linjer fra et brev, som Pontoppidan den 21. juni 1911 sendte min far, Thomas Bredsdorff, der da var højskoleforstander i Roskilde og en af den grundtvigske bevægelses ledende mænd. Trods sin udpræget kritiske holdning til højskolebevægelsen nærede Pontoppidan stor sympati for Thomas Bredsdorff; mens Pontoppidan boede i Hillerød, havde han undertiden været tilhører ved dennes foredrag på Frederiksborg Højskole²⁷, hvor Thomas Bredsdorff var lærer i tiden lige før og efter århundredskiftet. 73 I sommeren 1911 sendte Thomas Bredsdorff en hilsen til Henrik Pontoppidan, for hvilken denne takkede i sit svarbrev, hvor han tilføjede, at det var så sjældent, han fik et håndtryk fra nogen, der stod på den side af "den ulyksalige Skillelinje, vi har lavet os", at han alene af den grund blev meget glad for den. Men især havde brevet glædet ham, fordi det kom fra Thomas Bredsdorff, "der er en af de meget få, med hvem jeg føler mig åndeligt besvogret." I sit brev til Pontoppidan havde Thomas Bredsdorff forudsat en uenighed "på afgørende Punkter". Det gjorde Pontoppidan imidlertid ikke, skrev han, "fordi jeg overhovedet ikke ret kan tro på Muligheden af en vis Forståelse mellem Mennesker, uden at de samstemmer i det for dem væsentligste. Og derfra slutter jeg omvendt: hvor en sådan Forståelse findes, er der Enighed om det centrale i Tilværelsen, og Spliden ligger ude i Periferien, ude i den grå Tåge, hvor den ene ser en græssende Ko i det, som for den anden er en Kirke."²⁸

Billedet med koen og kirken er et ypperligt eksempel på en helt afgørende egenskab ved Pontoppidans såkaldte tvesyn – evnen til at se en sag også som "modparten" så den, uden dog derfor nødvendigvis at antage "modparten"s synspunkter – og visselig uden at havne i et gråt, neutralt ingenmandsland.

Der er i næsten hele Pontoppidans forfatterskab noget ubønhørligt kompromisløst, og Knut Ahnlund rammer derfor noget centralt, når han kalder ham "sin tids avkristnade Søren Kierkegaard"²⁹. Udtrykket står i skærende modstrid med, hvad Ejnar Thomsen skrev i sin afhandling om Pontoppidan i bogen "Skribenter og Salmister", hvor det hedder: "Dog er Pontoppidan adskilligt mere indviklet end sine Præsteaner; over for deres klare "enten–eller" staar hans slørede "baade–og"."³⁰

Det bør ikke glemmes, at Pontoppidan i en af sine "Enetaler" i "Politiken" – den 15. april 1897 – hævdede de skarpe og kompromisløse standpunkters ret i følgende ord:

Naar man fra vore Dages Barok- og Paryktid tænker tilbage paa 74 Firsernes Rejsning, der tvang selv de Lunkneste, ja baade de Fejge og Forsigtige til at tage Parti og bekende Kulør og gøre sig deres Stilling til Striden klart bevidst, ofrer man den uvilkaarligt et lille Længselssuk og føler sig dobbelt flov ved Nutidens mange melerede Standpunkter og langtrukne Malle- og Klisterpolitik.

Henrik Pontoppidans kompromisløshed var imidlertid ikke forbundet med nogen form for intolerance, undtagen over for intolerancen selv. Vilhelm Andersen citerede i sin tale i Mariebjerg Krematorium den 24. august 1943 det udtryk, som Pontoppidan engang spøgefuldt havde anvendt om "en Kollega, som han havde baade Respekt og Venskab for, fordi han havde taget sit Stade i Partiet, men paa den enkeltes Yderpost", da denne en dag besøgte ham: "Naa, der har vi den enøjede Digter!"³¹ (Jeg gætter på, at denne kollega var Martin Andersen Nexø.) Enøjet var Henrik Pontoppidan visselig ikke selv – men mange af de "helte", som stod hans hjerte nærmest, var det, fra "Mandslingen" i "Skyer", over Adam Malling i "Det ideale Hjem", Jørgen Hallager i "Nattevagt" og Otto Kall i "Asgaardsrejen" til Niels Thorsen i "Mands Himmerig". Deres styrke ligger netop i deres "enøjethed", selvom det også var den, der var skyld i, at Pontoppidan aldrig helt kunne identificere sig med nogen af dem. Men man skal vare sig for at opfatte Pontoppidans "tvesyn" som en skelen.

Når Vilhelm Andersen om Pontoppidan udtalte: "Han er tvefoldig til Stede i alle sine Bøger"³², er dette en overdrivelse, en simplificering af "tvesyns-teorien". Selv i en bog som "Nattevagt", der måske rummer det mest udprægede eksempel på forfatterens "selvspaltning", fordi den på et afgørende punkt repræsenterer et "indre opgør" hos Pontoppidan, har han lagt langt mere af sig selv i fanatikeren Jørgen Hallagers end i dialektikeren Thorkild Drehlings skikkelse, og så sent som i 1931 var det endnu magtpåliggende for Pontoppidan at fastslå, at der i Jørgen Hallagers skikkelse var "adskillige Dråber af mit eget Hjerteblod"³³.

75 Om Georg Brandes ville Pontoppidan næppe nogensinde have brugt glosen "enøjet" eller ensidig; det er tværtimod det sammensatte i Brandes' natur, han heftede sig ved, de mange modsætninger, der mødtes i Brandes' sind. Og det var ikke hos Georg Brandes, Pontoppidan savnede tolerancen – det var hos Brandes' modstandere! Derom giver brevene mange vidnesbyrd. Selv følte Pontoppidan sig gennem en meget stor del af sit liv fascineret af "vor Litteraturs måske allermærkeligste Mand", som han den 10. juli 1926 i et brev til Harald Rue betegnede Georg Brandes³⁴. På visse punkter fandt han snarere Brandes for tolerant; det skal senere påvises, at det var den aldrende Pontoppidans "skarpe" standpunkter på adskillige områder, som bragte ham i modsætning til Georg Brandes, hvis holdning (f. eks. i det nationale spørgsmål) må have forekommet Pontoppidan "ulden".

Omvendt tør man gå ud fra, at Georg Brandes, der både offentligt og privat gav udtryk for, at han fandt, at Pontoppidan i sin kompromisløshed undertiden gik for vidt og skød over målet, med stor forbavselse ville have erfaret, at betegnelsen "tvesyn" var blevet heftet på Pontoppidan med en sådan vedholdenhed, at dette ord efterhånden havde fået karakter af en magisk glose, der mentes at rumme nøglen til hele forfatterskabet. Og navnlig ville han have protesteret imod enhver fortolkning af ordet, der indebar nogen form for standpunktsløshed. Det var ånden – grundstemningen – i Henrik Pontoppidans bøger, Brandes satte så højt. Og i den fandt han intet tvesyn.

Jeg tror, det ville være en fordel for Pontoppidan-forskningen, om man helt gav afkald på at benytte glosen "tvesyn" om Pontoppidan, fordi den (som så mange andre litteraturhistoriske klicheer) med årene har fået en tendens til at vildlede i stedet for at vejlede. Glosen er så udvisket og mangetydig, at den med lige så stor ret kunne anvendes om mange forskellige andre forfatterskaber, og mener man med denne glose at karakterisere et specielt pontoppidansk fænomen, 76 kræver den i hvert fald en meget præcis definition, da man ellers risikerer, at det element af sandhed, ordet rummer, bliver til usandhed.

Det er rigtigt, at Pontoppidan ofte garderer sig mod af læseren at blive identificeret med sine fanatisk konsekvente "helte" ved hjælp af en ironisk undertone i skildringen; det er rigtigt, at Pontoppidan som forfatter tit lægger vægt på at vise, at han også formår at "se sagen fra den anden side", selv i de tilfælde, hvor hans egen stillingtagen er utvetydig; det er rigtigt, at han ofte anklager sig selv, når han anklager andre, og at mange af hans værker må opfattes som en indre debat. Alt dette hænger igen nøje sammen med hans trang til stadig selvudvikling – det var ikke noget tilfælde, at Pontoppidan gav sine erindringer titlen "Undervejs til mig selv"!

Men det er forkert og misvisende, hvis man mener, at disse fænomener kan forklares generelt som hidrørende fra en speciel pontoppidansk "spaltning i sindet" eller (endnu værre) som et udslag af en ophøjet uvilje til at tage et standpunkt. Og det er lige så forkert og misvisende at forklare ændrede synspunkter eller mangel på konsekvens (tilsyneladende eller reel) ved hjælp af "tvesyns-teorien". Som litteraturhistorisk arbejdshypotese er denne teori særlig farlig, fordi den giver en alt for let – og derfor overfladisk – løsning på mange af forfatterskabets problemer. Er det først fastslået som et litteraturhistorisk dogme, at det er berettiget at tale om et specielt pontoppidansk "tvesyn", kan næsten hele forfatterskabet bringes i relation til dette tvesyn.

Der er for mig ingen tvivl om, at netop "tvesyns-teorien" har været en medvirkende årsag til, at man i så høj grad, som tilfældet er, har overset, hvor nært forbundet Henrik Pontoppidan i mange år var med den militante radikale brandesianisme. Pontoppidan var jo i mange henseender netop de outrerede standpunkters mand, og når han under eget navn – som journalist eller pjeceforfatter – deltog i den hjemlige kulturdebat, var hans standpunkter sjældent til at tage fejl af. I hans litterære produktion er det, han selv 77 kaldte grundstemningen, da som regel også ganske utvetydig; men det var ham som kunstner imod at bruge pegepind.

Så sent som i 1936 skrev Pontoppidan i et privatbrev til rektor Th. Thors disse linjer: "Hvad der drev mig til mine Emner har altid været Trangen til at forherlige eller brændemærke, måske især det sidste."³⁵ Adverbiet "altid" er nok en overdrivelse; men både forkyndelsen og fordømmelsen spiller en afgørende rolle i Pontoppidans forfatterskab. Det er dette synspunkt, som "tvesyns-teorien" let forplumrer.