Henrik Pontoppidan og Georg Brandes
9
I
Henrik Pontoppidans forhold til Georg Brandes indtil 1884
Da Georg Brandes den 3. november 1871 i en alder af 29 år holdt sin berømte indledningsforelæsning til "Hovedstrømningerne" på Københavns Universitet og dermed indvarslede det moderne gennembrud, var Henrik Pontoppidan endnu en skoledreng på fjorten år i Randers.
Først i 1873 forlod Pontoppidan præstegårdshjemmet i Randers og rejste til København for at blive ingeniør, og skal man fæste lid til hans skildring i erindringerne, var han i halvfjerdserne ikke synderligt optaget hverken af det moderne gennembrud eller af dets ledende ånd, selv om hans politiske radikalisme nok modnedes i disse år under indtryk af Estruptidens diktatur. Henrik Pontoppidan omtaler i sine erindringer dommedagsprædikanten pastor Frimodt, som han hørte prædike i København på dette tidspunkt, og han fortsætter derefter:
At der paa samme Tid var en anden Talerstol i København, hvorom en anden nyvakt Menighed paa lignende Maade trængtes, nemlig det Universitetskateder, hvorfra Georg Brandes holdt sine første Forelæsninger, vidste jeg maaske nok lidt om; men det var absolut ikke fra Universitetet, jeg ventede Forløsning fra noget af det, der uklart foresvævede mig, eller Forstaaelse af den ved Tekniken forøgede Menneskelykke, som jeg gik og drømte om. Derfor fæstede jeg mig heller ikke ved, hvad jeg tilfældigt hørte derom1.
Pontoppidans første møde med den side af brandesianismen, der var udtrykt i Georg Brandes' bekendelse til troen på "den frie Forsknings Ret og den frie Tankes endelige Sejr", 10 fandt sted i november 1875, da en af Pontoppidans lærere ved Polyteknisk Læreanstalt, matematikeren professor Adolph Steen, ved Universitetets Reformationsfest holdt en tale, hvori han fremsatte synspunkter, der lå ganske på linje med Georg Brandes'. Med tydelig front mod teologerne sagde Adolph Steen bl. a.: "Universitetet kan […] ikke taale, at der nogensteds foredrages Teorier eller fremstilles Kendsgerninger som ere i aabenbar Strid med hvad Fysiologi, Fysik eller Astronomi anse for muligt." Professor Steens tale, som in extenso blev optrykt i Georg og Edvard Brandes' månedsskrift "Det nittende Aarhundrede" i januar 1876, påpegede, hvor utåleligt det ville blive, "naar vi skulde lære noget, som er i Strid med andre Videnskabers Lærdomme, for Eksempel, naar man fra et aandeligt Standpunkt skal komme til naturstridige Resultater." Talen sluttede med disse ord:
Og her i Universitetets Høresale kan dette videnskabelige Ansvar ikke dækkes selv med den inderligste Tros Kappe, ikke fjærnes ved Paralogismer, ved en petitio principii i et religiøst Liv i Folket, netop hvilende i, hvad der skulde bevises, eller ved en Hypotese om, hvad Menneskeslægtens saakaldte Frelse til en given Tid maatte behøve. Nej lad den fulde videnskabelige Frihed trænge ud over de profane Videnskabers Grænser, lad alle Videnskabers Resultater møde fuld Anerkendelse overalt, lad dem broderligt samvirke til Sandhedens Erkendelse i Viden, saa har Universitetet i denne Henseende indtaget en ren og klar Stilling, vel rustet til at løse sine mange vanskelige Hverv2.
Det fremgår tydeligt af Pontoppidans erindringer, at denne tale gjorde indtryk på ham, og at dens anti-teologiske synspunkter vakte genklang i hans eget sind. Pontoppidan kommenterer talen og den opstandelse, den vakte, med disse ord:
Tanker af den Art havde ganske vist længe, men i det skjulte fundet velvillige Ører i den akademiske Verden. Adskillige af Landets allerhøjeste Værdighedspersoner, hvem ingen mistænkte 11 for sligt, var i Virkeligheden overbeviste Fritænkere, Verdensmennesker uden al Religion og uden anden Bibel end Statskalenderen! Men for saadanne Folk havde Irreligiøsiteten og Spotten over Præster og Degne været et aandsaristokratisk Frimureri, som de behagede sig i paa Tomandshaand og bag lukkede Døre. Med Georg Brandes som Herold traadte nu ved aandelige Turneringer den frie Tankes Riddere ind paa Kamppladsen med aabent Visir, til stor Forargelse ogsaa for disse gamle betitlede og bestjernede Voltairianere, hvoraf flere i Anledning af Steens Tale viste sig for Offenligheden i al deres officielle Værdighed og korsede sig sammen med baade Præster og Degne3.
Med brandesianismens militante ateisme følte den revolterende præstesøn Henrik Pontoppidan sig altså allerede på det tidspunkt i pagt, og det var ham en tilfredsstillelse at konstatere, at det overvejende flertal af lærere på Polyteknisk Læreanstalt var fritænkere; det forfærdede ham fem og tredive år senere at konstatere, at den nyreligiøse bevægelse da havde vundet fodfæste også blandt lærerne på Polyteknisk Læreanstalt – "selv der, hvor dog Naturvidenskaberne er enerådende"4.
Når Pontoppidan trods sin sympati for gennembruddets fritænkeriske anskuelser alligevel i halvfjerdserne synes at have betragtet Georg Brandes selv med en vis skepsis, tilskriver han selv dette den påvirkning, som den mystiske ven "Schaff" øvede på ham i disse år. Om denne person, hvis identitet ikke har kunnet fastslås5, og som kan være frit opfundet som et talerør for skarpere formulerede ungdomssynspunkter, end Pontoppidan selv har ønsket at vedstå, hedder det i Henrik Pontoppidans erindringer, at han vistnok var søn af en fynsk landarbejder, at hans navn var Hansen-Schaffalitzsky eller muligvis blot Hansen, kaldet enten Hansenitzsky eller Schaff-Hansen eller blot Schaff; han var ældre end Pontoppidan og angives at have studeret teologi på Universitetet, før han kom ind på Polyteknisk Læreanstalt, hvor Pontoppidan først lærte ham at kende; 12 han forsvandt imidlertid pludselig en dag fra Læreanstalten, hvorefter han vendte tilbage til Københavns Universitet for der at studere sprogvidenskab. Pontoppidan besøgte ham som patient på Kgl. Frederiks Hospital, og han må efter Pontoppidans oplysninger være død i dybeste fattigdom inden 1880.
Pontoppidan oplyser i erindringerne, at "Schaff" på et vist tidspunkt blev meget optaget af russisk litteratur, og hermed fulgte åbenbart en afstandtagen fra Georg Brandes og det moderne gennembrud. Det hedder herom i erindringerne, med henblik på Georg Brandes' udprægede interesse for fransk litteratur:
Mens han [Schaff] tidligere altid havde talt respektfuldt om Georg Brandes, indsæbede han ham nu ved enhver Lejlighed med sin barskeste Spot og sammenlignede den literære Bevægelse, Brandes havde rejst herhjemme, med den Sensation en Handelsrejsende i Damekonfektion kan foraarsage i Lemvig med Parisermoder fra i Forfjor. Det var overhovedet ikke mere fra Frankrig, men fra Rusland, han ventede Aandslivets Fornyelse, ligesom det var det russiske Folk, der nu i hans Øjne var det benaadede, som bar Verdens Frelser under sit Hjerte6.
Først da Henrik Pontoppidan i 1879 havde truffet sin beslutning om at opgive at blive ingeniør for i stedet at blive forfatter, blev han tvunget til at tage sin personlige stilling til Georg Brandes og den bevægelse, han stod for. Det hedder herom i erindringerne:
Den hjemlige literære Situation, jeg altsaa nu skulle prøve at finde mig en Plads i, var det saakaldte "moderne Gennembrud", som Georg Brandes havde fremkaldt og givet Navn7.
Og i den forbindelse tager Pontoppidan sine alvorlige forbehold over for rigtigheden af Vilhelm Andersens nedladende karakteristik af denne epoke som "de næstbedstes Tidsalder"8. Ganske vist var Pontoppidan efterhånden – angiveligt efter påvirkning af "Schaff"s kritiske synspunkter – kommet til at se på to af det moderne gennembruds mænd 13 med mere kritiske øjne, end han tidligere havde gjort, nemlig Holger Drachmann og J.P. Jacobsen, om hvem han i erindringerne skriver:
Jeg saa i dem et Par romantiske Sildefødinger, i hvis Vers og kunstfærdige Prosa det stormfulde Menneskeliv og Skrigene fra de Skibbrudne gentonede fjernt og aandeagtigt svagt som Verdenshavets Brændingslarm i de Konkylier, vore Bedsteforældre havde staaende paa deres Chiffonierer…9
Af "Schaff" havde han lært at forkaste alt stilbroderi som narreværk, og der er grund til at minde om, at i "Lykke-Per" omtales J.P. Jacobsen sarkastisk som den store Enevoldsen, der skrev fire linjer i løbet af en måned og døde under udarbejdelsen af en eftersætning. De mange maliciøse portrætter af Drachmann i Pontoppidans værker viser, at Pontoppidan vedvarende betragtede Drachmann med en god portion skepsis, selv om han med årene også fik sans for hans storhed.
Mens Henrik Pontoppidan var lærer i naturfag ved broderen Morten Pontoppidans højskole i Hjørlunde, udkom digteren J. Chr. Hostrups skuespil "Eva", og da man i radikale kredse opfattede dette skuespil som en tilslutning til det moderne gennembruds ideer, besluttede det politiske og litterære Venstre at fejre Hostrup ved en stor fest på hotel d'Angleterre den 27. januar 1881. Både Henrik og Morten Pontoppidan tog ind til festen, og ved denne lejlighed oplevede Henrik Pontoppidan for første gang et personligt møde med mange af den ny bevægelses ledende mænd; han nævner i erindringerne blandt dem, der var tilstede ved festen, Holger Drachmann, Sophus Schandorph, "den lille Vissenpind Karl Gjellerup" og professorerne Harald Høffding og Julius Salomonsen. De to sidste omtaler han som aftenens to talere; Pontoppidan må åbenbart, da han skrev sine erindringer, have glemt den berømte tale, som Viggo Hørup holdt ved denne lejlighed.
Georg Brandes selv var ikke tilstede ved festen – han var 14 endnu bosat i Berlin og vendte først et årstid senere tilbage til København; men professor Julius Salomonsen udbragte en skål for Brandes og priste ham som "den store Fører, Skaberen af den nordiske Renæssance, vi nu havde den Lykke at se udfolde sig efter altfor længe at have tygget Drøv paa Fortidens Langhalm", hvilket af forsamlingen blev modtaget med jubelråb og klapsalver. Flere af de øvrige talere hyldede også Brandes, så Pontoppidan til sidst næsten fik fornemmelsen af, at det var til ære for Brandes og ikke for Hostrup, at festen blev holdt. Om sin egen reaktion skriver Pontoppidan i erindringerne:
Jeg sad og hørte paa alt dette med voksende Forundring. Jeg havde endnu den Gang ret uklare Forestillinger om, hvad Brandes betød, og kendte heller ikke meget til, hvad han havde skrevet. Af min Ven Schaffs bestandige Stiklerier til ham og den Bevægelse, han havde skabt, havde jeg ment at forstaa, at det var en Blæst, jeg godt kunde lade gaa henover Hovedet paa mig, og nu havde Fraværelsen fra Hovedstaden gjort mig yderligere uimodtagelig for alt, som kom fra den Kant. Hvad det egentlig var, der foregik i mig, mens jeg sad der og kritisk iagttog det pyntede Selskab og hørte paa de mange Taler, var jeg næppe helt klar over selv; men skønt jeg ikke havde været borte fra Byen mere end et godt halvt Aar, følte jeg ved denne Lejlighed meget stærkt, hvor fremmed jeg allerede var bleven for hele Livet herinde, og jeg var ikke langt fra at fortryde, at jeg var taget med til Festen. Jeg havde i Mellemtiden ligesom faaet andre Sanser. Naar jeg saa' mig om paa disse københavnske Damer og sammenlignede dem med den sunde, ranke Landsbypige, jeg om Sommeren havde truffet ved Grundlovsfesten i Hornsherred, forekom de mig allesammen latterligt opstadsede og forskruede. Livet i Naturen og mellem naturgroede Mennesker havde givet mig et nyt Sind10.
Ikke desto mindre må det have været umiddelbart herefter, at Henrik Pontoppidan for første gang begyndte systematisk at læse Georg Brandes' værker for selv at danne sig en mening om denne omstridte person. Pontoppidan skriver 15 om sig selv, at han den vinter "var godt paa Vej til at blive en rigtig Læsehest, en literær Krybbebider". Med fingrene stoppet i ørene sad han på sit værelse og læste værker af Kierkegaard og Høffding "og andre tungt fordøjelige Forfatteres Skrifter", og han fortsætter herefter:
Ogsaa Georg Brandes' Bøger fik jeg nu endelig gjort rigtig Bekendtskab med, og det blev Vinterens største Oplevelse for mig. Havde Schaff tidligere nu og da aabnet et Vindue ud til et og andet værdifuldt Stykke fremmed Literatur, saa fik jeg nu ved Brandes' Bøger oprullet et stort Rundskue over den hele Verdensliteratur og det med en Kunst, der virkede blændende. Denne trolddomsagtige Evne til at levendegøre en Personlighed og klarlægge Indholdet af et literært Storværk – hans "Underholdningstalent", som Schaff spottende havde kaldt det – gjorde Læsningen af hans Skrifter til en enestaaende Nydelse samtidig med, at den gav mig en vidunderlig Fornemmelse af solid, aandelig Berigelse.
Senere hen forstod jeg jo nok, at det maatte være i denne altfor bekvemme Tilegnelse, Schaff havde set en Fare. Mange unge Mennesker forledtes vistnok ogsaa bagefter til en bedragerisk Forestilling om, at de selv havde baade læst og gennemtænkt det altsammen og derfor i mange Tilfælde lod sig nøje med denne behagelige Indbildning. De vidste velsagtens tilsidst ikke selv, naar de med saa stor Frimodighed udtalte sig om Literaturen, at det altsammen var Brandes' Tale, hans Lovprisninger og Sarkasmer, der hang dem ordret ud af Halsen11.
Allerede i 1880 havde Henrik Pontoppidan gjort bekendtskab med forfatteren Otto Borchsenius, der på det tidspunkt var en lige så fanatisk brandesianer, som han ti år senere var en glødende antibrandesianer. Borchsenius var på dette tidspunkt redaktør af tidsskriftet "Ude og Hjemme", i hvis spalter Pontoppidan kom til at gøre sin debut som forfatter. Ganske vist havde både Borchsenius og Gyldendal forkastet Pontoppidans fortælling "Kirkeskuden" som værende for oprørsk, men Borchsenius – "den uegennyttige, opofrende, sandhedsbegejstrede Litteraturelsker, til hvem saa mangen gammel og ung Poet staar i dyb Taknemmelighedsgæld," 16 som Pontoppidan senere karakteriserede den side hos Borchsenius, han selv lærte at kende i 188012 – interesserede sig ikke desto mindre meget for den unge vordende forfatter, og den 18. september 1881 debuterede den da 24-årige Henrik Pontoppidan med fortællingen "Et Endeligt", som Borchsenius lod trykke i "Ude og Hjemme". I Borchsenius' lejlighed i Bredgade-kvarteret havde Pontoppidan været inviteret sammen med forskellige af det moderne gennembruds forfattere, deriblandt Holger Drachmann, Sophus Schandorph og Erik og Amalie Skram, men han havde ikke følt sig tilpas i dette miljø med dets renæssanceagtige livsovermod.
I november 1881 udkom Henrik Pontoppidans første bog, "Stækkede Vinger", og knap halvandet år senere hans næste bog, romanen "Sandinge Menighed". Begge Pontoppidans første bøger udkom på Andr. Schous Forlag, men gennem Borchsenius var han kommet i forbindelse med Gyldendals leder, Fr. Hegel, og de følgende bøger udkom hos Gyldendal. Pontoppidan blev undertiden inviteret til aftenselskaber hos Hegel, og selv oplyser han i erindringerne, at det var hos Fr. Hegel, at han første gang traf Georg Brandes, kort efter at denne i februar 1883 var vendt tilbage fra Tyskland. I erindringerne beskriver Henrik Pontoppidan udførligt det første møde med Brandes, som har fæstet sig i hans hukommelse – og efter de angivne oplysninger skulle dette møde have fundet sted i sommeren 1883.
Jeg anser det imidlertid for givet, at Pontoppidans tidsangivelse i erindringerne beror på en fejlhuskning, og at de to mænd første gang gjorde hinandens personlige bekendtskab i januar 1884. Dette stemmer da også med Georg Brandes' oplysning i tredje bind af "Levned", hvori det hedder:
I Januar 1884 gjorde Henrik Pontoppidan og Fru Edgren mit personlige Bekendtskab. Den første hilste mig paa en og samme Dag tilfældigt to Gange paa Gaden, saa jeg studsede og spurgte, hvem jeg havde for mig, hvorpaa et mangeaarigt, aldrig forstyrret venskabeligt Forhold fulgte13.
17 At Brandes' oplysning, som er baseret på dagbogsoptegnelser, må være korrekt, bekræftes da også af et brev fra Henrik Pontoppidan til Fr. Hegel; Pontoppidan har glemt at datere brevet (og L.C. Nielsen aftrykker det følgelig uden dato), men det er af Fr. Hegel forsynet med datoen: 2. Februar 1884, hvilket formentlig er modtagelsesdatoen. I dette brev forekommer følgende vending:
Mærkeligt nok havde jeg samme Dag mit første Møde med Georg Brandes, som jeg var meget glad ved at tale med14.
Af den forudgående brevveksling mellem Pontoppidan og Hegel fremgår det, at udtrykket "samme Dag" (hvilket i sammenhængen betyder: samme dag, som Pontoppidan modtog Hegels tidligere brev) må betyde den 21. januar 1884 (idet det pågældende brev fra Hegel er dateret den 20. januar 1884). Dette bekræfter altså fuldt ud Georg Brandes' oplysning om tidspunktet for hans første møde med Henrik Pontoppidan.
Det møde med Georg Brandes, som Pontoppidan skildrer i sine erindringer, må have fundet sted i slutningen af maj 1884, idet Georg Brandes den 24. maj 1884 holdt foredrag om Holberg i Forsamlingsbygningens festsal i Aarhus15. Henrik Pontoppidan, der også på dette tidspunkt var på vej til Jylland, kom på turen fra Kalundborg til Aarhus til at følges med Georg Brandes. Han skriver herom i sine erindringer:
Der var mange Mennesker med Toget, og da jeg sammen med de andre Passagerer stod ud af Kupéen i Kalundborg, stødte jeg undervejs til Damperen paa selve Georg Brandes, der var kommen med det samme Tog. Han var for ikke længe siden vendt tilbage fra Berlin, hjemkaldt af en Vennekreds, der havde sikret ham en Aarpenge omtrent svarende til Lønningen i den Professorstilling, Regeringen stadig forholdt ham.
Jeg havde en enkelt Gang truffet ham i det Hegelske Hus; men Brandes var af dem, der kunde huske et Ansigt, blot han havde set det én Gang, og i Reglen ogsaa straks var paa det 18 rene med, hvem det tilhørte, og – maaske især – med sit eget Forhold til Vedkommende.
Vi fulgtes ombord, og under hele Overfarten sad vi sammen paa Dækket godt beskyttet mod Trækken af en varm Skorsten. Nu var det jo saadan med Brandes, at naar han ikke havde en Pen i Haanden, maatte han lade Munden løbe. Selv da vi var kommen ud i Understrømmen fra Storebælt og Skibet begyndte at gynge, talte han uden Ophør. Dersom jeg ikke i Forvejen havde hørt saa meget om denne ubændige Trang til at meddele sig, vilde jeg vistnok have antaget den for en ejendommelig Form for Søsyge.
Der var aabenbart ikke saa faa af Passagererne, der vidste eller havde faaet at vide, hvem han var. Der kom stadig flere og flere forbi og begloede ham. Han talte selv ironiserende derom, men var vist forresten slet ikke ked af den Opsigt, han vakte, syntes i hvert Fald ikke generet af den. Han talte meget om sit Opbrud fra Berlin og om de store Fester, der var bleven holdt til Ære for ham ved Afskeden, og som ogsaa flere af Aviserne herhjemme havde berettet om. Men han fortalte det altsammen paa en halvt sarkastisk Maade, som jeg ikke rigtig kunde finde Bund i. I samme Tone talte han om Kejserfamiljen, der havde interesseret sig for hans Forelæsninger og undertiden ladet sig repræsentere ved dem af en Hof-Kavaler. Nu var han efter Indbydelse paa Vej til Aarhus, hvor han – som han sagde – til Afveksling skulde tale til en Forsamling af jyske Idioter.
Jeg hørte paa ham med voksende Forbavselse. Talte han saadan i naiv Tillid til, at denne Form for Selvros ikke lugtede? En Hensigt med hele sin ejendommelige Facon maatte han vel have. Iøvrigt beklagede han sig heftigt over de mange Besværligheder, der fulgte med det at have vundet en Smule Navn i Verden – sine "ægyptiske Plager", som han kaldte dem. Idet han strakte Armene frem og vred sig som en Orm, jamrede han over den Skruptudseregn af dumme Breve, som daglig skyllede ned over ham med Anmodning fra tossede Autografsamlere, der tryglede ham om hans Haandskrift, og fra forskruede Fruentimmer, der "paa deres Knæ" bønfaldt ham om en Lok af hans Haar.
Det var med denne Tone, han skuffede og forargede saa 19 mange, der kun kendte ham fra hans Bøger; jeg maa tilstaa, at ogsaa jeg følte mig ilde berørt af den. Ja trods al min Beundring for ham som Skribent gik der adskillige Aar, før jeg helt forvandt mit Indtryk af ham fra denne Sejlads i det Per Paarske Farvand.
Ældre Folk, der havde truffet H. C. Andersen og – som de fleste – havde følt sig frastødt af hans Selvoptagethed, sammenlignede gerne Brandes med ham og kaldte dem for to lige store Narre. Og hvor gik der ikke den Gang meget Snak allevegne om Andersens Forfængelighed, hans Spejlesyge og hele uhyggelige Karakter. Det var en Latterliggørelse uden Skaansel. Men som alle nu forlængst har tilgivet vor store Eventyrdigter hans Naragtigheder og kan læse ham og nyde hans Kunst til Trods for dem, ja uden at skænke dem en Tanke, saadan vil det ogsaa gaa Brandes. Naar en Gang vi, der har vore Indtryk af ham fra et flygtigt Bekendtskab – og det er jo de fleste – ikke er mere, vil Opholdet i Skærsilden være forbi ogsaa for ham, og det kan der nu ikke være ret længe til16.
Pontoppidans lidet flatterende skildring af mødet med den snakkesalige, selvglade og forfængelige Brandes på Aarhusbåden virker så meget skarpere, som det er det eneste erindringsbillede af Georg Brandes, der forekommer i Pontoppidans erindringer. Ikke med et ord antydes det, at han og Brandes i de følgende fyrretyve år korresponderede sammen – der foreligger ialt 178 bevarede breve, deraf 88 fra Pontoppidan til Brandes og 90 fra Brandes til Pontoppidan17. Ikke med et ord antydes det heller, at de inden for det samme tidsrum mødtes privat – om end ikke regelmæssigt, så dog i hvert fald cirka tredive gange i løbet af disse fyrretyve år.
"Vi, der har vore Indtryk af ham fra et flygtigt Bekendtskab…", skriver Pontoppidan om Brandes. Udtrykket er direkte vildledende og står i påfaldende modsætning til det udtryk, som Brandes brugte i 1908, "et mangeaarigt, aldrig forstyrret venskabeligt Forhold", ligesom det også står i modsætning til det udtryk, Pontoppidan selv i 1929 brugte i et brev til Henri Nathansen, "mit eget mangeårige Bekendtskab med G.B."18 Den forudgående redegørelse for brevvekslingen 20 mellem Henrik Pontoppidan og Georg Brandes har vist, at Brandes' udtryk er langt mere dækkende end Pontoppidans i erindringerne – og det ikke blot for perioden indtil 1908, men for de henved fyrretyve år, som dækkes af brevvekslingen.
I "Lykke-Per" taler Henrik Pontoppidan et sted om den smålighed, hvormed man ofte "misbilligede Dr. Nathans udæskende Optræden og i Bedømmelsen af hans Person bestandig heftede sig ved den Slags, ganske vist komiske Smaaskrøbeligheder, der saa hyppigt følger Aandens kronede Storheder og ligesom smaa, bjældeklingende Narre-Pager bærer Slæbet paa det kongelige Purpur."19
I Pontoppidans erindringer er billedet af "de komiske Smaaskrøbeligheder" hos Brandes blevet det dominerende, og man savner for balancens skyld Pontoppidans opfattelse af "det kongelige Purpur". Da Brandes engang i 1909 i et brev til Pontoppidan undskyldte, at han ved en middag aftenen i forvejen havde været alt for selvoptaget og snakkesalig, svarede Pontoppidan, at det altid var en fest at være sammen med Brandes, og at jo mere han fortalte, des gladere var familien Pontoppidan, ikke mindst fordi Henrik Pontoppidan selv manglede Brandes' evne til at fortælle20. En sådan largesse savner man i erindringerne.
Når Pontoppidans erindringsbillede af Georg Brandes er blevet så ensidigt, som det er, er en af forklaringerne sikkert den, at Pontoppidan skrev sine erindringer i en høj alder, mange år efter Georg Brandes' død, og der er adskilligt, som tyder på, at han på det tidspunkt var kommet til at se på Brandes med langt mere kritiske øjne, end han tidligere havde gjort. Det har i erindringerne åbenbart været Pontoppidan magtpåliggende at slå fast, at han ikke hørte til "Sankt Georgs Følge"21. At han netop i en lang årrække stod den militante, radikale, individualistiske brandesianisme meget nær, nærmere end man hidtil har antaget, vil blive dokumenteret i de følgende kapitler.
