Henrik Pontoppidan og Georg Brandes
80
V
Fra "Skyer" til og med "Lykke-Per"
I sin afhandling "Aristokratisk Radikalisme" i august 1889 skrev Georg Brandes, at det forekom ham, "som om Nordens Skønlitteratur nu vel længe har tæret paa Tanker, der blev fremsatte i det forrige Aarti. Det ser ud som om Evnen til at undfange Ideer var taget af, ja som om Modtageligheden for dem var ved at svinde; man tumler stadigt med de samme Lærdomme, visse Arvelighedsteorier, lidt Darwinisme, lidt Kvinde-Frigørelse, lidt Lykkemoral, lidt Fritænkeri, lidt Dyrkelse af Folket osv."1 Disse ofte citerede ord markerer afslutningen på halvfjerdsernes og firsernes "brandesianisme". De egentlige kamp- og brydningsår var for Georg Brandes' vedkommende nu forbi; den oprindelige optimisme afløstes af en stadig stigende pessimisme, hvormed Georg Brandes kom til at skuffe mange af sine tidligere tilhængere. Det var netop dette, som Henrik Pontoppidan i sit opgør med Otto Borchsenius et par måneder senere udtrykte ved ordene: "De store Førere, de fødte Høvdinger havde sluppet Skudens Ror dels trætte af Kampen, dels vel fordi de efterhaanden indsaa, at Lønnen for dem ikke var Kampen værd."2
Som udtryk for sine nye synspunkter, erhvervet under påvirkning af læsningen af Nietzsches værker, formulerede Georg Brandes betegnelsen "Aristokratisk Radikalisme".
Også for Henrik Pontoppidans åndelige udvikling kom Nietzsche på dette tidspunkt – og sikkert i en lang række år – til at spille en afgørende rolle, og det var netop gennem Brandes' afhandlinger om Nietzsche, at Pontoppidan lærte den tyske filosof at kende. For hans vedkommende ville betegnelsen demokratisk radikalisme dog endnu i nogen tid være mere dækkende; Pontoppidan hørte endnu på dette tidspunkt – for at citere Georg Brandes' ord om ham – til 81 "Demokratiets Troende"3. Trods sin interesse for Nietzsche adskilte Pontoppidan sig altså på dette afgørende punkt fra Brandes, som næppe engang henregnede sig selv til den lunkne kategori af "demokrater", som han karakteriserede med følgende ord: "Adskillige skarpt tænkende Mænd der i vore Dage er Demokrater, er det uden Begejstring: de er det, fordi af flere forskellige skrækkelige Onder Demokratiet synes dem det ringeste."4
Henrik Pontoppidan lægger i sine erindringer ikke skjul på, at det var Georg Brandes' berømte afhandling i "Tilskueren", der først fik ham til at interessere sig for Nietzsche, og om Brandes' ovenfor citerede dom over en stor del af firsernes danske litteratur, som for længe havde tæret på halvfjerdsernes tanker, skriver Pontoppidan:
Snerten i disse Ord havde jeg følt mig ramt af. Jeg ømmede mig i hvert Fald, og for at kunne dømme selvstændigt om Sagen anskaffede jeg mig tilsidst den tyske Tænkers samlede Skrifter i den nu ret sjeldne fuldstændige (neumannske) Udgave paa elleve Bind. Jeg maatte indrømme, at han virkelig var en nyskabende Aand med Stormfuglevinger i Sammenligning f. Eks. med Kierkegaard, hvis Kritik af Tiden og dens Mennesker gennemgaaende havde forekommet mig ret smaasindet, og hvis højt beundrede Stil altfor ofte fik mig til at tænke paa hans sørgmodige Navn med dets Mindelser om Død og Grav5.
Som allerede påvist af Knut Ahnlund udkom den naumann'ske (ikke neumann'ske) udgave i elleve bind først i 1906, så den kan Pontoppidan altså først senere have anskaffet sig. Formodentlig har han allerede i halvfemserne læst en del af Nietzsches værker i de separate udgaver. Og derudover har han naturligvis læst alt, hvad Brandes skrev om Nietzsche. Endnu så sent som i Pontoppidans erindringer findes der tre Nietzsche-citater6.
At efterspore Nietzsches påvirkning på Henrik Pontoppidans forfatterskab efter 1890 ville være en fortjenstfuld opgave, som imidlertid falder uden for denne bogs rammer. 82 Givet er det imidlertid, at det, som Pontoppidan kalder "Nietzsches Forkyndelse med dens dristige Krav til Personligheden"7, har haft en ikke ringe betydning i Pontoppidans selvudvikling. Man tør måske af formuleringen af sætningen: "… og mange vil vistnok nu kunne bifalde, hvad Høffding i sin Tid skrev i den nævnte Polemik med Brandes om ham [Nietzsche] …"8 slutte, at Pontoppidan dengang stod Brandes' syn på Nietzsche nærmere end Høffdings – trods Brandes' anti-demokratiske indstilling.
*
Det fremgår af brevvekslingen, med hvilken glæde Georg Brandes læste novellesamlingen "Skyer", da den udkom i 1890 ("en aldeles fortræffelig Bog" – "ikke blot ulasteligt, men aldeles ejendommeligt og kunstnerisk set af første Rang. De alene har skrevet disse sidste Aars Karakteristik")9. Det er den første af Pontoppidans bøger, om hvilken Brandes udtaler sig i så uforbeholdne vendinger. Hans eneste forbehold gjaldt historien "To Venner", som han fandt for vidtløftig til emnet.
Om det stærke indtryk, denne bog gjorde på Georg Brandes, findes der også et vidnesbyrd i et brev fra Brandes til Gustaf af Geijerstam, affattet samme dag, som Brandes skrev sit brev til Pontoppidan, den 15. april 1890. I dette brev udtalte Brandes om den litterære situation i Danmark: "Her er en eneste god Skribent, Henrik Pontoppidan. Hans "Skyer" fortjente at kjendes i Sverig."10
I sin Pontoppidan-afhandling fra 1911 skriver Georg Brandes: "Den mesterlige lille Samling Skyer er Svøbeslag, som rammer det politiske Frasemageri hos Førerne som hos Landsby-Matadorerne og er stilfærdig Forherligelse af den politiske Alvor og Troskab hos Menigmand…"11 Udførligst omtales novellen "Ilum Galgebakke", hvis revolutionære grundsynspunkter Brandes sammenligner med Krapotkins anarkisme. Men han tager afstand fra "Mandslingen"s filosofi med disse ord: "Mandslingen har Ret, for saa vidt kun 83 magre Fortvivlede nogensinde vilde gøre Revolution i et lille fedt Land som Danmark, men Uret i sin Tro paa en Frihed, sikret af de Raaeste." Og med eksempler hentet fra Rusland, Tyrkiet, Italien og Japan drøfter Brandes mulighederne for en sejrrig gennemførelse af en revolution. Den tankegang, der ligger bag "Mandslingen"s ord i "Ilum Galgebakke", ser Brandes som "det yderste Kraftudslag af hans [Pontoppidans] Tro paa Demokratiet, vor Tidsalders politiske Religion."12.
At også en anden af det moderne gennembruds mænd, Alexander Kielland var glad for "Skyer", giver følgende brev til Pontoppidan klart udtryk for:
Stavanger d: 3die Mai 1890.
Hr. Pontoppidan! – jeg beundrer i høi Grad Deres Bog – særlig Indledningen om det danske Smør. Mine Landsmænd kjender i Almindelighed ikke Danmark godt nok til at kunne paa skjønne Deres Skildringers Kraft, og for dem vil meget af den Medfølelse og Sorg, der giver sig Luft i Haan og Svøbeslag, gaa tabt. Men Deres Egne vil jeg haabe fornemmer Slagene, og jeg formoder, at De bliver grundig udskjældt? – eller? – og det kunde ligne den skrækkelige Tid, vi driver i, – kanske lader man en Bog som Deres passere uden at lade, som om man mærker noget?
Saa maa der skjæres endnu dybere næste Gang – igjennem Død-kjødet; men det er saa tykt og svampet, at jeg tørster efter Blod; mon vi ikke skal faa opleve en Aareladning?Deres hengivne
Alexander L. Kielland13.
Om Georg Brandes' syn på de to små bøger af Pontoppidan, som udkom i efteråret 1890, "Natur" og "Krøniker", melder brevene intet; at de heller ikke nævnes i Brandes' afhandling om Pontoppidan, kan man måske tage som et tegn på, at de ikke har interesseret Brandes synderligt; han havde formodentlig allerede læst "Vildt" som føljeton i "Kjøbenhavns Børs-Tidende" i efteråret 1889, hvor også fire af Pontoppidans "Krøniker" oprindelig havde været trykt. Ingen af de 84 to småbøger hører heller til de betydeligste i Pontoppidans forfatterskab; navnlig står "Krøniker" ret isoleret i forfatterskabet – her har Pontoppidan forsøgt sig med en pastiche på folkeeventyr, humoristiske gudesagn (om Vorherres og Sankt Peders vandring på jorden), fabler og parabler, en form, han kun sjældent senere skulle vende tilbage til. Pontoppidan skrev en gang i et brev, at han ikke var langt fra at mene, at al stor kunst i vore dage måtte have været i berøring med den politiske ild og have en lille sveden bismag af den14. Georg Brandes ville sikkert have godkendt dette synspunkt, og han så i "Skyer" et fortræffeligt eksempel på, hvordan den politiske ild havde skabt et fremragende kunstværk. Der er ingen bismag af politisk ild i "Natur" og kun en svag afglans deraf i "Krøniker".
Om den bog, der under titlen "Minder" udkom i 1893, skrev Henrik Pontoppidan den 1. november 1893 til Edvard Brandes, at det ikke var en roman, men "et Landskabsbillede med lidt Staffage, ganske som "Vildt" og "Ung Elskov"". Georg Brandes omtaler da heller ikke "Minder" i sine breve til Pontoppidan, ejheller i sit essay fra 1911 nævner han denne bog. Mærkeligere er det, at Brandes ikke i sine breve omtaler den lille roman "Nattevagt" (1894), som han må have læst med ganske særlig interesse, da den netop konfronterer Brandes-tidens militante radikalisme med halvfemsernes nyromantiske stemninger. I sit essay fra 1911 omtaler Brandes da også denne bog med sympati og opfatter ubetinget Jørgen Hallager som forfatterens talerør; han mener dog, at denne i sit angreb på den æstetiserende kunst går for vidt: "Pontoppidan er altsaa Modstander af Kants og Goethes og Romantikens Lære om Kunsten som sit eget Formaal, der dog har meget for sig, og er vred paa Danmarks største nyere Kunstner [Holger Drachmann] for hans Omslag." Og Brandes finder, at der i Pontoppidans forhold til Drachmann er tale om en slags kærligheds-had: "Pontoppidan bekæmper i ham sit eget lyriske Hang."15
Alexander Kielland, der som tidligere nævnt havde været 85 misfornøjet med "Mimoser" og begejstret for "Skyer", sendte, efter at "Nattevagt" var udkommet, sit visitkort til Pontoppidan; på kortet havde han skrevet denne hilsen:
Venskabelig Hilsen og dyb Kompliment for Deres danske Nihilist; gaa videre og læg ikke Fingrene imellem; Deres Land trænger nu at spottes og haanes; De vil faa Tak, naar De er hængt, flaaet og parteret.
Venskabeligst fra Alexander L. Kielland
til Henrik Pontoppidan16.
Kiellands ord viser, at han – ganske ligesom Georg Brandes og andre af gennembruddets mænd – opfattede Jørgen Hallager som Pontoppidans talerør for anarkistiske eller nihilistiske synspunkter.
Heller ikke de to småromaner "Den gamle Adam" (1894) og "Højsang" (1896) omtales i Brandes' breve til Pontoppidan, og i sit essay fra 1911 nævner Brandes blot "Højsang" en passant på grund af bogens Drachmann-karikatur. Det fremgår imidlertid af brevvekslingen, at årsagen til, at Brandes i sit essay slet ikke har berørt "Den gamle Adam", som Pontoppidan selv vedblev at betragte som "en vittig og ganske dybsindig lille Bog", var den enkle, at denne bog (sammen med flere andre) var kommet ud af Georg Brandes' besiddelse, da han skrev sin afhandling, hvorfor han rent havde glemt bogens eksistens17.
Den første af Henrik Pontoppidans store romaner, "Det forjættede Land", udkom i tre bind i løbet af årene 1891-95, og den endelige, reviderede udgave kom i 1898. Om Georg Brandes' umiddelbare reaktion efter læsningen af "Det forjættede Land" fortæller brevvekslingen: "Denne Gang har jeg kun Tak at sige, slet ingen Indvendinger at gjøre. De kjender hvad Ploug i sin Tid kaldte "det ærede danske Folk", og De skildrer det, De næsten alene. De andre svæver"18. Har bogens miljø (landsbyen og præstegården) end været fremmed for Georg Brandes, og dens mennesketyper vel også 86 i nogen grad, så har han i hvert fald nok forstået og bifaldet bogens grundsynspunkt og beundret karaktertegningen. I sit Pontoppidan-essay omtaler Georg Brandes lidt vagt både "Det forjættede Land" og "Lykke-Per" som "udmærkede Værker (maaske paa sine Steder lidt vel brede)", og han finder, at de "graver dybt i Karakteristiken af Personer som af Kaar". Efter at have citeret "Pater Rüdesheimer"s afsluttende skarpe karakteristik af Emanuel Hansted fortsatte Georg Brandes i den oprindelige version af afhandlingen, som stod trykt i "Politiken"s kronik i 1911:
Her har Pontoppidan Ram paa Tidsalderens Idiottilbedelse, samtidig florerende hos Richard Wagner i Parsifal og hos Dostoevsky i Idioten, senere hos Théodore de Wyzewa i hans evangeliske Fortællinger og hos vore egne Journalister.
Men da afhandlingen blev optrykt i anden udgave af "Samlede Skrifter", må Georg Brandes have følt, at han her var gået for vidt i retning af at identificere en dom udtalt af en af romanens personer med forfatterens egen dom, og han strøg da i det ovenfor gengivne citat ordet "Pontoppidan" og indsatte i stedet "Pastor Petersen"19.
Brandes' væsentligste indvending mod bogen er på dette tidspunkt (i 1911), at bipersonerne – bortset fra Hansine og Ragnhild Tønnesen – ikke er fængslende nok, at de "har noget udviskede Konturer, saa de ved en Oversættelse neppe vilde interessere Europa."20
I den lille roman "Lille Rødhætte" (senere omdøbt til "Thora van Deken") ligger hovedvægten på den psykologiske portrættering af den kvindelige hovedperson, og at opfatte denne roman som drejende sig om skilsmissens nedbrydende virkninger, som Paul V. Rubow har gjort det21, er næppe helt berettiget; herredsfogdens bemærkninger om "denne forbryderiske Lov om Skilsmisseretten" virker i hvert fald noget påklistrede, og bogen skal næppe overhovedet opfattes som en problemdebat.
Derimod har Pontoppidan i sine to følgende små romaner, 87 "Det ideale Hjem" (1900) og "Borgmester Hoeck og hans Hustru" (1905), endnu en gang taget det problem op til debat, som han havde behandlet i "Mimoser", uden at det dengang var lykkedes ham at gøre sin mening tilstrækkelig klar: ægteskabet. For "Det ideale Hjem"s vedkommende tilføjede Pontoppidan endog undertitlen "Et Problem under Debat" for endnu tydeligere at fastslå sin hensigt med bogen.
Skønt romanen ikke gengiver noget af indholdet i dr. phil. Adam Mallings opsigtsvækkende skrift "Det ideale Hjem" (som kommer til at koste ham hans stilling som lærer), ville det ikke være vanskeligt at resumere dets synspunkter på ægteskabet.
Naturhistoriske studier af parringsvalget i det hele taget har ført Adam Malling til også at studere det menneskelige parringsvalg, og han har her også støttet sig til antropologiske studier af primitive samfund, navnlig sådanne, hvor matriarkatet hersker. Han er gennem sine studier kommet til at betragte ægteskabet som et forhistorisk levn fra en tid, hvor mændene købte deres koner og havde hånds- og halsret over dem. Han kontrasterer den tidlige forelskelses naturlige kønslige tiltrækning med den tilstand, hvor "Kærlighedens luftige Drømmeslot har antaget fast Form som en fire Værelsers Lejlighed med W.C. og andre moderne Bekvemmeligheder." De, der indgår ægteskab, glemmer at rådspørge naturlovene, "før de gør en Ulykke paa sig selv – og andre." Der, hvor der tilsyneladende er de rigeste udviklingsmuligheder for kærlighedslykken, dræber man den netop; for det er de stærke personligheder, med hver sine meget udprægede slægtsejendommeligheder, som ikke kan tilpasse sig ægteskabets trædemølle, mens derimod ægtefællernes gensidige ligegyldighed for hinanden er det, der bevarer freden i så mange ægteskabelige hjem. Det er det, som er "det særlig tragiske ved Ægteskabet, den store ubodelige Modsigelse i dette bedrøvelige Menneskepaahit."
Ægteskabet er en kamp på liv og død. "Hvad er det, der sker, naar Folk gifter sig? Dér flytter to hinanden ret fremmede 88 og i de fleste Tilfælde ganske uensartede Personer sammen i nogle Værelser og slæber med sig hver sin Bagage af Familjeejendommeligheder og Slægtstraditioner som Grundlag for et Hjem. Efter en Uges Forløb begynder den uundgaaelige Tvekamp mellem Individualiteterne, og den slutter ikke, før den svageste Part er bukket under, eller Samlivet sprængt." Den moderne form for ægteskab, baseret på gensidig forelskelse og med erotikken som primus motor, er da også af forholdsvis ny dato. "Oprindelig stiftedes det jo paa rent praktisk Grundlag, saadan som det endnu sker blandt vore Bønder, – til Held for Slægten." Disse fornuftsægteskaber var i hvert fald at foretrække for "de ufornuftige ... og især for de moderneste med Ægtepagt og Særformue og alle de andre Kunster, hvormed Lovgiverne har søgt at holde Liv i Institutionen uden at forstaa, at de netop derved har skaaret Hjertet ud af Brystet paa den."
Det er ægteskabet som institution, Adam Malling vil til livs – ikke kærligheden og kønslivet. Hvad skal en mand og en kvinde gøre, hvis de forelsker sig i hinanden? Svaret er: "Lad dem elske! Lad dem i Nødsfald ogsaa gifte sig, dersom de mangler Mod og Lyst til at sætte sig op mod Skik og Brug. Men lad dem vogte sig for at rykke hinanden op af den Jordbund, hvori de er vokset, – i den Tro, at de kan slaa Rødder i en ny. Lad dem ikke leve sig ind i den Indbildning, at de vil være i Stand til at grunde et Hjem sammen. Den Drøm har kostet Millioner af Mennesker deres Livslykke." Derfor skal bruden ikke løsrives fra den jordbund, hvor hun hører hjemme. "Lad Bruden blive hjemme hos sin Mor og sine Søskende. Saa kan hun forresten knytte erotiske Kammeratskaber efter Forgodtbefindende, hemmeligt eller aabenlyst, for Livet eller for en Aften, men i alle Tilfælde uden andet Fællesskab med Vedkommende end det, der er nødvendigt for Elskovsforholdet."
"Jamen hvad nu, hvis de får børn?" vil man indvende. Svaret herpå er, at "de" ikke får børn – det er kun den ene af personerne, der kan få børn. "Mandens Andel i den Begivenhed 89 er i denne Forbindelse uden Betydning. Den kan i hvert Fald ikke retfærdiggøre noget Krav paa Medejendomsret til Barnet." Barnet bør udelukkende tilhøre moderens hjem og forsørges af slægten. "Faderen er en ganske ligegyldig Person, som slet ikke behøver at kendes, hverken af Barnet eller Familjen." Moderfølelsen er et naturinstinkt, som kendes både i dyreverdenen og menneskeverdenen, mens faderfølelsen som instinkt overhovedet ikke anerkendes af videnskaben. Der opstår ganske vist et naturligt ømhedsforhold mellem en mand og de børn, som gives ind under hans forsorg. "Men i det Forhold spiller Faderbevidstheden absolut ingen Rolle." Det ses bl. a. deraf, at i primitive samfund viser høvdingen den samme omhu for alle børnene, skønt han ved, at han i almindelighed kun kan være far til kvindernes førstefødte. Forestillingen om en speciel faderbevidsthed beror på et selvbedrag. I mange tilfælde vil en mand have lettere ved at bevare en uforplumret kærlighed til sine søstres børn end til sine egne, der ofte kan minde ham om øjeblikke, han har fået grund til at fortryde.
Hvis ægteskabet afløses af et matriarkat, vil også hjemmene for børnene blive langt lykkeligere, for hjemmene er i så fald ikke baseret på noget så flygtigt, så let fordampeligt som en elskovsrus, men på slægtsfølelsen, der er den dybeste og varigste af alle. Også i et søskendehjem kan der naturligvis opstå misstemning; "men det betyder saa lidt i Sammenligning med Ægtefolks oprivende og ydmygende Kampe, hvor Parterne til deres egen Beskæmmelse stadig paany overlistes af den erotiske Drift. Og nu Børnene, som Folk altid taler saa bekymret om, naar Forældrene skilles. For dem vil et Søskendehjem – sammenlignet med det ægteskabelige – være et sandt Paradis. Hvor uroligt en Kvinde end bliver omtumlet paa Kærlighedens vilde Hav, vil hendes Børn kunne leve i fuldt betrygget Fred i det uomskiftelige Familjeskød. Ikke en Stol behøver at flyttes, om hun saa tyve Gange skifter Elsker. Ikke et Menneske behøver at vide det."
Således må hovedsynspunkterne have været i Adam Mallings 90 bog, som vakte så stor forargelse. Og sådan er det problem, der i Pontoppidans bog er sat "under debat".
Adam Malling har private og personlige grunde til at forfægte sine revolutionære synspunkter på ægteskabet. Hans egne forældre skiltes, fordi de elskede hinanden for højt til at lade kærligheden dræbe i det ægteskabelige samliv. Han og hans søster Ingeborg er derved opfostret i et matriarkat, der for dem begge står som noget lykkeligt. Hans søsters ægteskab går i stykker, inden det endnu har nået at kvæle hende, og hun flytter med sine børn hjem til moderen – og Adams ømhedsfølelse over for søsterens børn kunne ikke have været større, hvis børnene havde været hans egne.
Og som kontrast tegner Pontoppidan i romanen et billede af hjemmemennesket professor Claudius Schmidts "lykkelige familjeliv", det patriarkalske ægteskab i ondsindet karikatur, hvor hustruen helt har indordnet sig under manden og helt går op i omsorgen for ham. Hver formiddag står hele familien på nåle i spænding over, om husfaderens afføring er god eller dårlig. Alt liv og selvstændighed er kvalt, ikke blot hos konen, men også hos de to døtre, som er afrettet til blot at gå faderen tilhånde. Idyllen i dette hjem er kvalmende.
Mens skildringen af det Schmidt'ske hjemliv i bogen har det tydelige formål at afsløre det "lykkelige ægteskab"s hulhed, er der andre fænomener, som på mere positiv måde kommer til at understøtte Adam Mallings teorier. Det afsløres, at præstedatteren Margrete Byrum i virkeligheden ikke er pastor Byrums datter, men resultatet af en illegitim forbindelse mellem præstens udsvævende fætter og præstefruen; dette har dog ikke forhindret, at pastor Byrum, som kendte denne hemmelighed, har elsket Margrete så højt, som nogen far kan elske sin egen datter. Og Margrete, for hvem denne opdagelse først er et stort chok, kommer – da hun selv lærer kærlighedens magt at kende – ikke blot til at forstå sin mors "fejltrin", men kommer endda til at holde mere af hende end før.
Og Adam Malling handler selv i overensstemmelse med 91 sine teorier. Han forelsker sig i præstedatteren Margrete og gifter sig med hende – men forlader hende, da hun skal føde deres barn, for i stedet at tage sig af søsteren Ingeborgs børn. 22
Hvordan skal denne roman forstås? Vilhelm Andersen er mest tilbøjelig til at opfatte den ironisk23 og mener, at Adams teorier næppe skal tages alvorligt24. Denne opfattelse er dog ikke holdbar. Det fremgår af brevvekslingen mellem Pontoppidan og Brandes, at Pontoppidan, der sendte Brandes et eksemplar af bogen, i et ledsagende brev dateret den 15. december 1900 skrev, at det nærmest skyldtes praktiske hensyn, at indholdet havde fået novelleform; bedømte man bogen som fortælling, fik den slet ingen værdi. Og han tilføjede, at det havde haft betydning for ham selv at skrive bogen. Sådan skriver en forfatter ikke om en bog, der skal opfattes som en spøg! Det har åbenbart været Pontoppidan magtpåliggende, at hans venner og bekendte var klar over hensigten med bogen, for også til vennen Axel Lundegård skrev Pontoppidan den 8. januar 1901: "Jeg beder nu om, at Bogen ikke bliver bedømt som Fortælling men som Journalistik, der af praktiske Grunde har fået Novelleform."25 Og han gentog dette i et brev til Lundegård den 25. juni 1901, hvori han talte om den begejstring, hvormed han i begyndelsen havde arbejdet på bogen, mens han ved afslutningen følte, at han "næsten ingenting har fået frem af det, der i Begyndelsen spændte En om Hjertet", hvorefter han fortsatte: "Nu har jo absolut det novellistiske ikke været Hovedsagen for mig i "Det ideale Hjem", og derfor synker Stoffet sammen i Slutningen, hvor den psykologiske Motivering ikke lader sig erstatte af Påstande."26
Ligesom i "Mimoser" må også Bjørnson stå for skud i denne bog; men det er nu ikke længere spørgsmålet om ægteskabelig troskab eller utroskab, det drejer sig om; det er selve grundsynet på ægteskabet. Adam Malling taler om Bjørnsons "De nygifte" og siger herom: "Ægteskabets Problem er her sat rigtig nok op; men Digteren har uheldigvis slet 92 ikke forstaaet sine Personer, endsige loddet Dybden af den Konflikt, han har rejst imellem dem. Han har ikke haft nogen Anelse om de Følelser, der – ganske vist uklart, tildels uden for Bevidstheden men med instinktiv Styrke – bevæger sig i den unge, nygifte Frue, der elsker sin Mand oprigtigt og ømt men alligevel vægrer sig ved at forlade Barndomshjemmet og tilsidst maa føres derfra ved List og Magt. Han har kun kunnet se Forkælelse og Pjank og Unatur i det, som netop er et Naturudbrud fra Sjæledybet, en uvilkaarlig, urmenneskelig Protest mod en Opfattelse af Kønsforbindelsen, der stammer fra den Tid, da Kvinderne solgtes som Kvæg og tilsloges den højstbydende. Men det var det, Digteren skulde have ladet sin brutale Ægtemand indse…"
Når kritiken mest rettede sig imod bogens mange inkonsekvenser og ikke mod selve bogens grundtese, skyldtes det sikkert, at man ikke troede, at Pontoppidan for alvor ville ægteskabet tillivs og erstatte det med et matriarkat baseret på polygami; man opfattede netop romanen som digterisk fantasi, som en novelle, der intet havde med journalistik at gøre, mens forholdet altså i virkeligheden var stik modsat. Et så radikalt og revolutionært syn på ægteskabet kunne ingen for alvor have! Synspunktet genfindes den dag i dag i bedømmelsen af denne roman.
Det er værd at bemærke, at tredive år efter, at Henrik Pontoppidan havde udsendt romanen "Det ideale Hjem", skrev den norske dramatiker Helge Krog sit skuespil "Underveis", hvori den kvindelige hovedperson udvikler et syn på ægteskabet, som falder nøje sammen med Adam Mallings. Også her sættes matriarkatet op som det ideelle mål; også her hævdes det, at faderen har gjort sin pligt, når barnet er undfanget, og barnet opfattes som moderens – ikke faderens – ejendom; blot er det hos Helge Krog den gravide kvindelige læge, som forlader sin elsker, inden barnet er født, ikke omvendt. Og dog er det højst usandsynligt, at Helge Krog har kendt Pontoppidans roman; det er skildringen af primitive samfunds matriarkater, som er den fælles inspirationskilde 93 – og så naturligvis oprøret mod det konventionelle borgerlige ægteskab.
I sin omtale af "Det ideale Hjem" skelnede Georg Brandes mellem tendensen i det skrift, som Adam Malling udarbejder, og romanens egen tendens, "som er at vise, hvilken Lykke det vilde være, om Børn aldrig lærte deres Fader at kende, men lærte at betragte sig alene som Afkom af Moderen, en Frugt af hendes Hengivelse til Alnaturens Vilje." Og han betragtede, hvad han kaldte bogens paradoks, hverken som et skriftemål eller et selvforsvar: "Nej! Det er fremkaldt ved Harmen over at den Kontrakt, der ved Ægteskabets Stiftelse indgaas, er uopløselig uden begges Samtykke"27 Det er dog næppe nogen fyldestgørende forklaring.
At romanen "Det ideale Hjem" skal opfattes som et opgør med ægteskabet som institution, anser jeg for givet, og den fortsætter derved den "problemdebat", som netop Brandes i sin tid havde været med til at fremkalde. Det betyder dog ikke, at man kan sætte et lighedstegn mellem Adam Malling og Henrik Pontoppidan. Adam er – som Jørgen Hallager og som så mange andre af Pontoppidans "helte" – en fanatiker, som sætter sagen på spidsen og drager de yderste konsekvenser af sine teorier. Findes der i bogen en eneste replik, som helt har dækning hos forfatteren, så er det nok fru Mallings ord til sønnen: "Gør dig ikke Livet goldt og tomt for en Teoris Skyld! Selv om den er rigtig – og det er den maaske – saa er den dog ikke hele Sandheden. "
Pontoppidan har måske følt, at han ved at sætte tingene for meget på spidsen, havde svækket bogens tendens, som var et opgør med det borgerlige ægteskab som institution. Og to år efter udsendelsen af "Det ideale Hjem" tog han emnet op påny i en anden lang fortælling eller lille roman, som vi nu kender under titlen "Borgmester Hoeck og hans Hustru", men som oprindelig tryktes i "Politiken"s julenummer den 25. december 1902 under titlen "Livets Kilde". Det fremgår imidlertid af et brev, som Pontoppidan skrev til Edvard Brandes den 25. november 1902, at den titel, som Henrik 94 Pontoppidan selv oprindelig havde givet fortællingen, var en ganske anden, nemlig "Prokrustessengen", og det var med sorg, han gav afkald på denne titel; det skete kun, fordi Edvard Brandes protesterede mod denne titel, som han mente ville være uforståelig for en stor del af "Politiken"s læsere28. Pontoppidan forsøgte derefter at få Edvard Brandes til at godkende en fordansket version af titlen, nemlig "Fra Strækkesengen"; men heller ikke dette ville Edvard Brandes acceptere29, og efter at forskellige andre ændringsforslag var blevet affejet – "Anne-Marie Kjellerup" eller "Fru Anne-Marie Hagenstorm" (i den oprindelige version hed borgmesteren Hagenstorm, mens hustruens pigenavn var Kjellerup) – enedes Pontoppidan og Edv. Brandes endelig om "Livets Kilde". Da fortællingen udkom i bogform i 1905, gav Pontoppidan den selv titlen "Borgmester Hoeck og hans Hustru. Et Dobbeltportræt."
Havde titlen "Prokrustessengen" været bevaret, ville bogens tendens utvivlsomt langt klarere være blevet forstået, end det nu er tilfældet. Selv ikke Vilhelm Andersen, der taler om "den baade kloge og kærlige Ironi i denne Fortælling, der ligesom Livet selv maner til at være varsom med at dømme,"30 har været opmærksom på, at Pontoppidan med denne bog fornyede sit angreb på ægteskabet, og Ejnar Thomsen opfatter bogen blot som et udtryk for "Angst for Livets Ubønhørlighed og for Sjælenes uigennemtrængelige Hemmeligheder, der rejser uoverstigelige Mure mellem Mennesker"31
Bogens nøglereplik er majorinde v. Rauchs ord til borgmester Hoeck: "Men sikkert nok er især Ægteskabet en saadan Prokrustesseng, hvori mange af de smaa Samfunds bedste Kvinder forbløder."
Da Anne Marie er død, må hendes søster, majorinden, beherske sig for ikke at skrige: "Morder! Morder!" til svogeren, borgmester Hoeck. Men det ligger i bogens grundstemning, at den virkelige morder er ægteskabet som institution, ægteskabet, der søger at klippe den svageste til efter 95 den stærkestes mønster og ikke tillader mennesker retten til at udfolde sig efter deres natur. Den retskafne og rethaveriske Hoeck, som har hele Sidenius-arven i sit blod, har opfattet og måtte ud fra sit livssyn opfatte sin kærlighedshigende hustru som en letsindig og letfærdig kvinde, der vel aldrig overtrådte det sjette bud, men som med sit indladende væsen over for andre mænd var en moralsk fordærvet person, uegnet til at opdrage sin egen datter. Anne Marie Hoeck har både forfatterens og læserens sympati, men hun er et offer for det, som Adam Malling kaldte "den uundgåelige Tvekamp mellem Individualiteterne", og om hvilken han sagde, at "den slutter ikke, før den svageste Part er bukket under, eller Samlivet sprængt."
Den varmblodige majorinde, som selv er gift med en mand af en ganske anden type end borgmester Hoeck, en livsforslugen tysk officer, hvem hun allerede året efter brylluppet greb i utroskab, er næppe særlig lykkelig i sit ægteskab; men hun erklærer ligeud, at hun ikke desto mindre foretrækker et sådant ægteskab "for den Art ægteskabelig Trofasthed, der lægger sig omkring Halsen paa sit Offer som en Strikke." Når ægtemanden forlangte at besidde sin hustru helt og udelt, at eje og beherske hende indtil hendes tilfældigste tanker, hendes flygtigste drømmerier, "saa var dette en Anmasselse, et oprørende Barbari, lige saa raat og umenneskeligt som Middelalderens Fruerbure og Kyskhedsbælter." Hun ser det som den eneste undskyldning for sådanne mænd, "at de i deres Lunkenhed ikke havde nogen Anelse om det Væld af Ømhed, en Kvinde kunde besidde, – langt større, end baade Manden selv og en stor Flok Børn var i Stand til at tage imod. Hun vilde ganske simpelt kvæles eller sprænges, dersom hun ikke i hvert Fald ad Fantasiens Vej bortskænkede af sin Overflod." Og til borgmesterens bemærkning: "Efter den Anskuelse maa Skøgen være den ideale Kvinde. Hvad hun forøvrigt virkelig er paa Veje til at blive, i det mindste indenfor Literaturen," svarer majorinden oprørt: "Aa, denne Præstemoral herhjemme – hvor jeg kender den!"
96 Om "tvesyn" er der ikke tale i denne lille roman; borgmester Hoeck frikendes kun ud fra den betragtning, at han aldrig har forstået Anne Maries kærlighedstrang, og at han ud fra sine snævre forudsætninger måtte betragte hende som potentiel utro; han har udspioneret hende og grebet hende i usandheder og har tilsidst med sin kulde dræbt hende. Men den virkelig skyldige er ægteskabet, Prokrustessengen, i hvilken Anne Marie er blevet strakt til døde.
*
Om Georg Brandes' syn på "Lykke-Per" foreligger der adskillige vidnesbyrd, dels i hans løbende brevkommentarer til de forskellige bind af værket, som udkom i årene 1898-1904, hvorefter den endelige og reviderede udgave udkom i 1905, dels i nogle offentlige udtalelser om romanen.
Georg Brandes kommenterer første gang "Lykke-Per" i sit brev til Pontoppidan den 26. april 1899, altså efter at romanens tre første bind var udkommet. Det fremgår med stor tydelighed af dette brev, hvor stærkt bogen allerede da har interesseret og fængslet ham, og hvor meget han beundrede den psykologiske karakterskildring i bogen. Han var naturligvis endnu på dette tidspunkt forbeholden i sin dom, da han endnu slet ikke kunne overskue bogen, der jo kun var i sin begyndelse. Han spurgte forsigtigt, om det ikke var en fejl, at Per Sidenius ikke havde flere sympatiske egenskaber, og mente, at Jakobes grimhed var understreget for stærkt (blandt andet ved sin manglende hage), så hun ikke engang blev smuk i læserens øjne. Også bipersonerne forekom ham levende, og han fremhævede særligt Dyhring (som Edvard Brandes derimod ikke kunne lide), Eybert og Aron Israel32.
Efter at romanens fjerde bind var udkommet, skrev Brandes til Pontoppidan, at det havde "været ham kjært" at læse dette bind også. Men hovedskikkelsen stod ham stadig ikke helt klar; han vidste således ikke, om man skulle tro på Pers dygtighed eller ej. Dog mente han nu at kunne ane, hvordan Per videre ville udvikle sig. Af et senere brev fremgår det imidlertid, at Brandes troede, at Per "skulde ende som forsonet 97 med alle gamle Magter i Danmark", med andre ord som en slags Adam Homo. Men hvis han havde ret i denne antagelse, måtte titlen "Lykke-Per" jo forstås ironisk, og det var vel næppe Pontoppidans hensigt, spurgte Brandes33. Hvortil Pontoppidan kategorisk svarede: "Titlen skal […] ingenlunde forståes ironisk." Per var virkelig begunstiget af lykken; men den lykke, han stræbte efter og vandt, passede blot ikke for ham, hvorved hans skæbne blev tragisk. Spørgsmålet om Pers praktiske dygtighed som ingeniør havde derfor indtil videre kun underordnet betydning34.
I november 1901 udkom romanens femte og i juni 1902 dens sjette bind, og Brandes var vedvarende meget optaget af bogen, skønt han indrømmede, at han stadig havde vanskeligt ved at overskue helheden. Værket opnåede efter hans mening stadig mere fylde, og også hovedpersonen blev mere indholdsrig. Det kunstneriske højdepunkt i dette bind var efter Brandes' mening skildringen af, hvorledes moderens lig sænkes ned i skibet. Af bogens skikkelser fremhævede han særlig Jakobe og Ivan Salomon, men var stadig tilbøjelig til at tro, at Per burde have haft flere sympatiske træk35. Om den påfølgende diskussion mellem Brandes og Pontoppidan om dr. Nathan-skikkelsen36 skal der tales i det følgende kapitel.
Først da "Lykke-Per" var endeligt afsluttet efter udsendelsen af det ottende bind i 1904, var Brandes i stand til at udtale sig om det samlede værk, til hvis afsluttelse han nu lykønskede Pontoppidan. Værket forekom ham så fast i formen, at han ikke forstod, hvorfor Pontoppidan straks ville give sig i lag med at omarbejde hele bogen. Det fremgår imidlertid af Brandes' brev til Pontoppidan den 25. december 1904, at romanens slutning helt kom bag på ham, og man føler sig ikke helt overbevist om, at Brandes var særlig begejstret over slutningen. Den livsfilosofi, der ligger bag Pers efterladte notater, har næppe været efter hans smag. Om denne side af bogen, der dog rummer ikke så lidt af Pontoppidans egen livsanskuelse på dette tidspunkt37, udtaler Georg Brandes sig 98 hverken i brevene eller i sine øvrige udtalelser om "Lykke-Per". For Brandes har tidsbilledet og dommen over danskerne som nation utvivlsomt været det væsentligste i romanen. Men pessimist som han var, havde han nu ikke længere nogen tro på, at "folket" lod sig påvirke af bøger. Trods bogens klarhed og "grundige alvor" frygtede han, at det var "Spildte Guds Ord paa Ballelars"!38
I sin Pontoppidan-afhandling fra 1911 omtaler Brandes "Lykke-Per" som "Pontoppidans Hovedværk, i mange Maader et Mesterværk". Og han fortsætter: "Her er Trækkene i de vigtigste Aasyn saaledes graverede ind i Læsernes Sind (og det uden omkvædsagtig Gentagelse), at enkelte Skikkelser ved Livagtighed overgaar Alt, hvad der er mig bekendt af alvorligt opfattede Skikkelser i nyere dansk Poesi." Han fremhæver i særlig grad det Danmarksbillede, som romanen giver: "Aldrig før er der gjort et saa dybtgaaende Studium af det egentlige danske Naturel i dette gamle Vikingeland, der i Aarhundredernes Løb er blevet tæmmet, overvældet, skrællet og forgældet." Han ser Per Sidenius som "det moderne Produkt af to Virkekræfter: Danskhed og Barndoms-Kristendom". Og om Jakobe siger han: "Ved sine sikre Omrids, sit rige indre Liv, ved den Fortættelse af Figuren, som er Digterens vanskeligste Kunst, rager Jakobes Skikkelse op over hele Danmarks nyere Literatur."
Brandes' få indvendinger mod bogen er mest af teknisk art: "Handlingens Anslag er unaturligt. Ingen testamenterer sin Formue til en heldig Medbejler. Ingen blaseret ung Mand dræber sig for en Dusinkvindes Skyld. Præsteskikkelseme Blomberg og Fjaltring fortjener ikke den Plads, der i Bogens Slutning ødes paa dem; men Værket er rigt og lærerigt."39
Trods de mange rosende ord i omtalen må man erkende, at det ikke er nogen dybtgående analyse, Georg Brandes har foretaget af romanen. At det i "Lykke-Per" er personlighedsproblemet, som for Pontoppidan har været det afgørende, savner man helt en forståelse af hos Georg Brandes; den frigørelse, Per på sine ældre dage når til, har sikkert forekommet 99 Brandes for metafysisk. Man savner hos Georg Brandes navnlig en drøftelse af, hvad det mangetydige ord "lykke" betyder i bogen. Men også dette ville forudsætte en virkelig forståelse af bogens slutning, som Brandes ikke har mestret. Hverken Georg Brandes eller nogen anden af samtidens kritikere forstod det synspunkt, som klarest har været formuleret af Ernst Frandsen i "Aargangen der maatte snuble i Starten" (1943) i disse ord:
Romanens Synspunkt er hverken socialt eller etisk, men religiøst, det er denne Menneskesjæls absolute Værdi, der er Tale om, og Per naar det højeste, et Menneske kan naa, den fuldkomne Harmoni med sig selv40.
At det blev tidsbilledet i "Lykke-Per", som i særlig grad måtte fængsle Georg Brandes, er ikke mærkeligt. Bogen skildrer jo netop et tidsafsnit i Danmarks kulturelle og politiske historie, hvor han selv havde spillet en så stor rolle, at Pontoppidan for at gøre billedet korrekt ligefrem havde måttet indlægge Georg Brandes selv som en af bogens skikkelser – en baggrundsskikkelse, som endog henimod bogens slutning bliver til en forgrundsskikkelse. Drøftelsen af dr. Nathan hører imidlertid hjemme i det følgende kapitel.
Men tidsbilledet var for Pontoppidan selv ikke det centrale i romanen. I det stenografiske interview med Henrik Pontoppidan i "Hver 8. Dag" den 10. september 1905 udtalte han selv om "Lykke-Per": "Det Tidsbillede, der findes i den, har ikke været mig det vigtigste."
I Brandes' øvrige forfatterskab findes der forbavsende få udtalelser om "Lykke-Per". De par steder, hvor værket bringes på tale, sker det blot som et bekvemt sammenligningsgrundlag.
I en afhandling fra 1909, "Nye franske Bøger", omtalte Brandes Romain Rollands roman "Jean-Christophe", om hvilken han brugte det udtryk, at den "svarer paa fransk Grund nogenlunde til hvad Lykke-Per af Henrik Pontoppidan 100 er paa Dansk"41. Sammenligningen går igen i Brandes' afhandling "Nutidens Frankrig" fra 1912, hvor han om "Jean-Christophe" skriver, at det er "en Dannelsesroman som Wilhelm Meister, udførlig som Les Miserables, et Levnedsløb, der skal skildre et Tidsrum, som Lykke-Peer…"42 Her er det altså igen tidsskildringen i "Lykke-Per", der er blevet det centrale, bogens væsentligste eksistensberettigelse.
Også i et par afhandlinger i "Fugleperspektiv" nævnes "Lykke-Per" rent en passant. 43
Trods Brandes' gentagne gange udtalte beundring for "Lykke-Per", en beundring som sikkert var helt ægte, savner man bevis for, at Brandes virkelig har forstået bogen tilbunds. Men det, der fængslede ham i bogen, øgede hans sympati for Pontoppidan og hans beundring for ham som kunstner og som litterær kulturhistoriker.
*
At Pontoppidans syn på kunstens formål og metoder i løbet af halvfemserne undergik en betydelig forandring, er der ret markante vidnesbyrd om. I det brev, som Henrik Pontoppidan den 13. februar 1891 sendte Georg Brandes fra Berlin, gik han endnu så vidt i spørgsmålet om kunstnerens "engagerethed" i tidens spørgsmål, at han ville have fundet det mere værd, om Ibsen i stedet for at have udgivet "Hedda Gabler" havde skrevet blot ti linjer i en avis, "hvori han trådte i Skranken for en eller anden Sag…"44 Men knap fire ar senere, den 21. december 1894, skrev han i et brev til Edvard Brandes, der da lige havde givet romanen "Den gamle Adam" en venlig anmeldelse:
Jeg ønsker inderligt, at vi Alle kunde komme lidt bort fra den Ibsenske Lære-Digtning. Folk i vore Dage er nær ved at forlange, at enhver Bog skal være en Slags Katekismus, og Følgen bliver, at det er Seminaristerne, der i Publikums Øjne skriver de bedste Bøger. Jeg véd, at dette også er Deres Anskuelse, og desårsag er jeg Dem særlig taknemlig for, at De – ud fra dette Synspunkt – ikke har fordømt "Den gamle Adam".
101 Et par år senere – den 7. marts 1897 – skrev Pontoppidan et brev til Edv. Brandes, hvori det om den samtidige danske litteratur hedder: "Digterne er bleven Historikere, Filologer og brave Mennesker…" Og i "Politiken" skrev Pontoppidan den 19. marts 1897 under overskriften "Enetale" en artikel, der handlede om problemet l'art pour l'art contra tendenslitteratur. Med udgangspunkt i konservative kritikeres fordømmelse af, at den moderne danske litteratur ikke var tilstrækkeligt positiv i sin holdning, skrev Pontoppidan i denne artikel:
Iøvrigt er det mærkeligt at se den moderne Literaturs Tendensløshed angrebet fra samme Side [d.v.s. konservatismen], hvorfra man i sin Tid netop ivrede imod den paa Grund af dens Tendens. Nu stilles der udtrykkelig den Fordring til Kunsten, at den skal have et Formaal udenfor sig selv; at den skal deltage i Arbejdet paa Menneskeslægtens Udvikling osv. Heri kan der jo maaske være nogen Mening, i alt Fald den, at da ingen virkelig Kunst frembringes uden ved Stød udvendig fra, vil den ogsaa virke tilbage udefter i samme Retning, hvorfra Stødet kom. At en Digtning har Tendens er visselig en god Ting, maaske en uundværlig Ting; maaske er den selve Sjælen i den; den Ild, der holder den hele kunstneriske Virksomhed i Gang. At lovprise det Skønne, Gode, Retfærdige; at brændemærke Skurkene, Narrene og Hyklerne – det er og har været og vil vedblive at være en værdig Opgave for de skønne Kunster, og det nytter ikke at indvende herimod, at den er frugtesløs, at trods alt, hvad Literaturen har lovsunget og tugtet, er Verden ikke bleven et Haar bedre siden Verdens Skabelse. Er den maaske ikke bleven bedre, saa har Literaturen dog nok bidraget til, at den i alt Fald ikke er bleven værre.
Pontoppidan fortsatte med at sige, at en så direkte tendens havde det meste af samtidens danske litteratur ganske vist ikke, men den bidrog til gengæld til at give os menneskekundskab, og – fortsatte han – "er der Noget, som Alle trænger til, Statsmænd, Politikere, Skolemænd og Præster, saa er det Menneskekundskab, tilforladelige og utilslørede 102 Meddelelser om det underligt sammensatte Væsen, hvis Velfærd ogsaa er alle disse store Bestræbelsers Maal…"
Med specielt sigte til det religiøse indslag i den nyere danske litteratur skrev Pontoppidan i en "Enetale" i "Politiken" den 23. marts 1897:
Poesi og Religion begynder at blive Synonymer, Romanerne bliver gudelige Traktater, og Passionshistorien fortælles som en stemningsfuld Novelle. Kristi Ord fortolkes som Digterord med dobbelt eller tredobbelt Mening, og man kaster sig over Henrik Ibsens nyeste Skuespil for at søge Trøst i hans Dybsindigheder. Saaledes sammenrøres ved Aarhundredets Slutning Levningerne af dets Poesi og Religion, dets Filosofi og dets Videnskab til et ophøjet Ruskomsnusk, der minder om hin Bænkevælling, der i gamle Dage hver Lørdag blandedes sammen af alle Ugens overgemte Madrester.
Der skal her sluttelig henvises til det brev fra Pontoppidan til Georg Brandes, hvori han den 11. januar 1900 i forbindelse med en drøftelse af " Lykke-Per" skrev, at man vistnok nu om stunder var lidt for tilbøjelig til at spørge om "Meningen" med en bog; han stillede det spørgsmål, om ikke "de Digterværker, der – som det hedder – bygges over en Ide, gerne bliver de magreste?" Han var på dette tidspunkt kommet til den overbevisning, at det bedste, en digter kunne gøre, var at gøre en bog af de billeder, menneskikkelser og situationer, han så for sig, "i Tillid til, at der er så megen Sammenhæng i Ens Tankeverden, at hvad der såes som et Kaos ganske af sig selv samler sig til et Hele." Var det der ikke, nyttede det ikke meget, at man knyttede og bandt med "røde Tråde"45.
Man gætter på, at Pontoppidan har foretrukket Ibsens "Brand" og "Peer Gynt" for de senere skuespil, som han altid omtaler ret køligt46.
Over for Bjørnson stod han dog endnu køligere – og Bjørnson gengældte hans kulde. Den 24. januar 1895 skrev Bjømson til Uffe Birkedal: "Jeg ved meget vel, at Brandes'-erne 103 selv både har forkynt og vist megen manddom og i mange stykker gjort åndsfriheden (og dermed al annen) megen gagn. Men den letfærdighed, som fulgte med friheden, har ødelagt den gode virkning av fleres arbejde æn deres eget. […] I så meget er Pontoppidan medskyldig. Disse opslag til brød, som aldrig steges, … hans bøker er ikke annet, ja, jeg kan snart ikke læse dem…"47 Og til Jakob Knudsen skrev Bjørnson den 20. juli 1903: "De er ikke bare "en skildrer" (hvad jeg synes Pontoppidan er) …"48
Der er en tilsvarende afstandtagen fra Bjørnson i Pontoppidans breve. Efter at have læst "Paul Lange og Tora Parsberg" skrev Pontoppidan til Axel Lundegård: "Jeg længes efter igen at læse noget svensk Literatur. Nordmændene keder mig. Selv Bjømsons nye Skuespil som jeg læste forleden, interesserede mig ikke. Det er Præstepræk og Degnelyrik…"49
*
Med Edvard Brandes holdt Pontoppidan også i halvfemserne og begyndelsen af det nye århundrede en temmelig nær kontakt. Der foreligger cirka 35 breve fra Henrik Pontoppidan til Edv. Brandes for perioden 1890–1905, deraf 25 for det første tiår og 10 for de første fem år af det nye århundrede.
Pontoppidan udtalte sig meget velvilligt om Edv. Brandes' dramatiske arbejder; men der ligger dog måske nok en skjult malice i den måde, hvorpå Pontoppidan den 28. marts 1895 i et brev til Edvard Brandes roste dennes sidste skuespil "Asgerd". Pontoppidan skrev, at han ville ønske, at Edvard Brandes havde udgivet dette stykke anonymt, og han fortsatte derefter:
Jeg tænker mig da, at en eller anden velvillig Anmelder, der har forpagtet Profetierne om den "store" Kunst, havde skrevet sådan noget som: "Ha! Endelig bliver vi atter Vidne til et Greb i den gamle Egeharpe med Bjørnesenestrengene! Hvor det gør godt efter al Brandesianismens spæde Fortepianoklimpren! Ha! Hvad er det for Dramaer, disse ynkelige Brandesianere har budt os? "Et Besøg", "Under Loven" og hvad 104 de nu alle hedder – lumre Pust fra indestængte Kanaler. Ha! Dette er endelig igen et saltfrisk Pust fra de store Lidenskabers frie Hav, o.s.v."
Edvard Brandes vedblev at anmelde Pontoppidans bøger i "Politiken", og Pontoppidan havde al mulig grund til at være tilfreds med hans anmeldelser. Han skrev da også til Edvard Brandes på dette tidspunkt (i et udateret brev): "De har jo altid været min bedste Talsmand." En gennemgang af Edv. Brandes' anmeldelser for årene 1890–1904 vil vise, i hvor høj grad han netop følte sig som Pontoppidans talsmand og samtidig følte, at Pontoppidan stort set var talsmand for hans egne anskuelser.
Den 14. april 1890 anmeldte Edv. Brandes i "Politiken" novellesamlingen "Skyer", om hvilken han skrev:
Skyer bestaar af en Række politiske Noveller efter hvis Tendens ingen vil være i Tvivl om Forfatterens politiske Standpunkt. Han er Venstremand, og under den Kamp, som er ført i Provisoriernes Aar, har hans Retsfølelse stillet ham paa Oppositionens Side.
Men man kan være en god Venstremand og derfor meget vel se Skævhederne ved Venstrepartiets Politik, Manglerne baade ved Førere og Førte. Og hvis man har Digterblod i Aarerne som Henrik Pontoppidan – og vi besidder for Tiden ingen Forfatter, hvis Blod er mere adeligt – saa siger man ogsaa de Folk Sandheden, med hvis Stræben man i væsenlige Punkter sympatiserer…
Anmeldelsen sluttede med disse ord:
Under en Reaktionsperiode som den nuværende, er det dobbelt velgørende at læse frie og stærke Ord, der lagte paa Poesiens Guldvægt holder den rette Lødighed. Der behøves vel heller ikke at siges meget om Henrik Pontoppidans ny Bog. Det Visse er, at der i adskillige Aar ikke er udkommet værdifuldere Værk paa dansk, og at det aller meste af hvad der skrives – selv lovpriste lyriske Udbrud og hastemte Kærlighedsromaner – staar langt under Skyer. Thi Digtene er falske i Tonen og Kærligheden 105 bedærvet i Følelsen, men Skyer er mandig og ærlig Tale og saa aandfuld en Digtning, som der overhovedet skrives i et lille af en Landmaaler [d.v.s. Estrup] kuet og kneblet Land.
Efter at have læst Edv. Brandes' anmeldelse skrev Pontoppidan den 17. april 1890 til ham: "De alene har fremdraget, hvad godt der findes i Bogen."
Også "Krøniker" gav Edv. Brandes – den 12. november 1890 – en fin anmeldelse i "Politiken". Han betragtede dette som en oprørsk bog og skrev: "Mod Avtoriteten rettes de skarpeste Hug, særlig mod de gejstlige og verdslige Kurfyrster, der regerer et lille teologisk Land…" I øvrigt fremhævede han bogen for "den fint farvede Stil, det sunde og rolige Sprog" og skrev: "Vi har hertillands ikke mange, som skriver saadant Dansk som Pontoppidan, og man føler det som en sand Vederkvægelse at læse en Bog, hvis bevidste Kunst ikke plettes af nogen Affektation…" Om Pontoppidan skrev han, at "i hans Produktion knyttes en sjælfuld Fasthed sammen med en modig Skæmt paa en højst indtagende Maade…"
Knap en måned senere – den 2. december 1890 – anmeldte Edv. Brandes i "Politiken" Pontoppidans "Natur". Han skrev heri, at Pontoppidans position nu var en sådan, "at en Bog af ham burde være mere end en Vinding for Læseverdenen og en Nydelse for de Literære, nemlig en Begivenhed." Når de to bøger, han udgav i efteråret 1890, alligevel skuffede, så beroede dette ikke på, at han som forfatter manglede talent. Pontoppidan var en forfatter, som trodsede moden, skrev han, og fortsatte:
Man er ingenlunde venlig imod ham herhjemme. Hvorfor skulde man det? Han har jo ikke de rigtige Meninger, skriver ikke religiøse Digte, taler ikke Moral, skælder ikke sine gamle Venner ud, svinger ikke Danebrog rundt for Politikens Høge og Gøge, viser sig overhovedet ikke saaledes som en Konfirmationens Digter bør være. Heller ikke er han gemytlig, stærk Humorist, heller ikke forreven Lyriker og allermindst Reklamemager. Der er noget Ensomt, noget Flygtende over ham.
106 Edv. Brandes dækkede over sin egen skuffelse over "Natur" ved i stedet at tale om de bøger af Pontoppidan, han satte mere pris på:
De udmærkede Samfundsskildringer i Skyer ligesom de vittige Krøniker lader ingen Tvivl om, hvor Pontoppidan staar politisk – i dette Ords bredeste Forstand – eller religiøst. Han er en rodfæstet Fritænker, ikke fanatisk men overbevist, og læggende en overordentlig Vægt paa den store Strid mellem Tro og Viden. Han er politisk en afgjort Fjende af Embeds- og Rangvælde i alle Former. Om han tror paa nogen Samfundsdannelser og da i hvilken Skikkelse, det læser man vanskeligt ud af hans Noveller.
Om landskabsskildringerne i "Natur" havde Edv. Brandes dog den indvending, at de ikke var impressionistisk skildrede; Pontoppidan afmalede "det ideale danske Landskab" i stedet for "det enkelte stedlige". Men novellen "En Bonde" så han som et produkt af Zola's franske impressionisme: "Det er Zola, som med Jord har givet Stødet til en Literatur, der paa en anden Maade end tidligere vil behandle Jordbrugernes Liv og Karakter."
Bag de mange rosende ord om Pontoppidans forfatterskab i almindelighed mærker man dog tydeligt, at Edv. Brandes har været skuffet over "Natur" og navnlig fundet slutningen i titelnovellen lidt for moralsk.
Den 17. november 1891 anmeldte Edv. Brandes i "Politiken" romanen "Muld", det første bind af trilogien "Det forjættede Land".
Edv. Brandes indledede sin omtale af "Muld" med lidt syrligt at konstatere, at Pontoppidan med denne bog havde vundet anerkendelse i sådanne kredse, som tidligere behandlede ham nok så hånligt:
Højreblade, der affærdigede for Eksempel et saa udmærket Arbejde som Skyer med et Par misbilligende Linjer, skænker nu Muld ligesaa udførlig Omtale som uforbeholden Ros. Aarsagen er en dobbelt: dels vil Højre, naar en Forfatter trods 107 Partiets ihærdige Anstrængelser ikke kan ties ihjæl, altid paa et eller andet Tidspunkt forsøge at vinde ham, dels er Muld kun Ekspositionen til et Drama, som Romanens Fortsættelse vil bringe, og denne Indledning er holdt saa objektivt diskret overfor de religiøse Bevægelser hertillands, at Højre ikke har Grund til nogensomhelst Forargelse over Forfatterens muligvis kætterske Meninger. Pontoppidan taler ikke selv med og lægger ikke for Dagen – i alt Fald ikke endnu – hvad han personlig tænker om den Kamp mellem Højkirkelighed og Grundtvigianisme, hvormed Bogen uden dog at nævne disse Betegnelser sysselsætter sig.
Edv. Brandes opfattede "Muld" i første række som en social roman, hvis personer var opstillet ligesom i tre lag: øverst provst Tønnesen, derunder kapellan Hansted og nederst bønderne. Han var klar over, at Pontoppidan af angst for at karikere havde trængt sin ironi tilbage – "og maaske er dette ikke altid lige heldigt, thi Læsere, ligesom Tilskuere, vil nu engang vide Besked med de optrædende Personer. "
"Den lille Hansine" forekom Edv. Brandes en temmelig kønsløs person, men "ellers grumme nydeligt beskrevet".
Anmeldelsen rummer ikke stor forståelse af romanen, og Edv. Brandes har også denne gang dækket sig ind bag mere generelt velvillige fraser, såsom at Pontoppidan har "et udbredt Kendskab til moderne dansk Samfundsliv og han skildrer det i en Stil, som endog for Højre fastslaar ham blandt vore første Prosaister." Anmeldelsen sluttede med ordene: "En naturligere Fortæller besidder vor Literatur ikke."
Det var ikke nogen vellykket anmeldelse, Edv. Brandes havde præsteret af "Muld" – men hans anmeldelse af det følgende bind, "Det forjættede Land", i "Politiken" den 14. december 1892 var endnu mere uheldig, fordi den drog de helt forkerte konklusioner af, hvad Pontoppidan tilsigtede med sin bog. Efter at have fastslået, at bogen var "skrevet med en udmærket Kunst", fortsatte Edv. Brandes:
Pontoppidan […] gaar energisk imod det afgørende Spørgsmaal, om nemlig den Eksistens, som Opholdet i den grundtvigianske 108 Lejr tilbyder, kan tilfredsstille et moderne Menneske, om ikke den Dannede, der med den bedste Tro og den redeligste Vilje søger Kraft i Folkets brede Lag, naturnødvendigt maa vende tilbage til lysere Boliger, til finere Tale og mere forædlet Nydelse. Han stiller Værdi mod Værdi.
Edv. Brandes formulerede, hvad han anså for "Bogens Konflikt" i disse ord:
Det forjættede Land griber dybt ind i, hvad der netop nu tænkes og føles Landet over. Pontoppidan henlægger Handlingen til Aaret 1885 før og efter Statskuppet, og han efterviser med Sorg, hvor ringe en Bevægelse den begaaede Uret fremkaldte, og hvor snart Sindene faldt til Ro…
Den danske Digters Samfundsbetragtning vedrører Alle, vil vække Protest og Vrede, men ogsaa finde forstaaende Mennesker, der vil paaskønne den mandige og alvorlige Bedømmelse af danske Aandsfænomener, som Det forjættede Land indeholder til Trods for Fremstillingens Lethed og Munterhed.
Henrik Pontoppidan opholdt sig på dette tidspunkt i Italien, og efter at have læst anmeldelsen i "Politiken" skrev han til Edv. Brandes den 19. december 1892:
Tak for Deres Anmeldelse af min Bog; helt veltilfreds med Deres Anmeldelse var jeg ikke; ikke fordi den ikke var rosende nok; men Bogen har aabenbart ikke givet netop det Indtryk på Dem, som jeg havde ønsket, den skulde frembringe…
Heller ikke af det afsluttende bind, "Dommens Dag", formåede Edv. Brandes at give nogen tilfredsstillende karakteristik. Han indrømmede i sin indledning til denne anmeldelse, der stod i "Politiken" den 24. november 1895, at han havde troet, "at Opholdet i Kjøbenhavn vilde frigøre Emanuel Hansted aandeligt og i ham skabe en Modstander baade af den Kirkelighed og af den Bondedyrkelse, der i Grundtvigianismens Form havde grebet den unge Teolog". Men det kom altså til at gå ganske anderledes! Han anså det for en fejl, at læseren "ikke let midtsamler sin Interesse om en enkelt 109 Person. Emanuel Hansted er en saa sølle Stakkel, saa lidt betydelig, at man hurtigt bliver færdig med hans Naivitet." Endnu en gang sluttede han sin anmeldelse med en række almindeligt rosende, men ikke særligt relevante, klicheer; om bogen som helhed hed det, at den "kaster klart Lys over Mennesker og Forhold ude paa Landet"; om forfatteren hed det: "saa usnobbet Pontoppidan er som Tænker, saa uaffekteret er han som Kunstner"; og anmeldelsen sluttede med at karakterisere "Dommens Dag" som "et aandfuldt Menneskes fine Skæmt, klare Foragt, rolige Bedømmelse."
Efter at have læst Edv. Brandes' anmeldelse af "Dommens Dag", skrev Pontoppidan den 29. november 1895 til ham et brev, hvori følgende linjer forekommer:
Jeg læser mellem Linjerne, trods de mange, så overordentlig anerkendende Udtalelser, at Bogen ikke har interesseret Dem synderligt, og jeg har jo også nok selv under Bogens Udarbejdelse fornummet, at det var en tung og besværlig Bog. Men Opgaven var vanskelig og utaknemlig, jeg var bunden af de foregående Binds Stil og Skildringsmåde, og over selve Emnet havde jeg ruget i så mange År, at det havde tabt sin første Friskhed for mig. Og dog er jeg ikke selv misfornøjet med mit Arbejde; derfor føler jeg det jo som en lille Skuffelse, at de Få, hvis Dom jeg sætter Pris på, ikke har fået noget ud af det.
I løbet af de fire år, det havde taget Pontoppidan at udsende trilogien "Det forjættede Land", udsendte han også tre andre "små romaner", nemlig "Minder", "Nattevagt" og "Den gamle Adam". De blev alle tre anmeldt i "Politiken", dog kun for den sidstnævntes vedkommende af Edv. Brandes.
Anmeldelsen af "Minder", som stod i "Politiken" den 20. november 1893, var skrevet af Johannes Jørgensen. Den sluttede med disse ord:
Det er en ganske simpel Historie, en enfoldig Købstads-Elegi, Pontoppidan her fortæller. Men han forlener den med al sin Realismes stærke Magt i Skildringen af den gamle Handelsstad og de gamle Købmænd fra hans Barndoms Tid. Og han 110 væver over den en Dis af Engdamp og Maaneskin, en Taage af Stemning, hvorunder man fornemmer et Hjærtes sagte Graad – som Lyden af et glidende Vands Rislen i en Sommernats trolddomsagtige Tavshed.
Når romanen "Nattevagt" ikke blev anmeldt i "Politiken" af Edv. Brandes, men af Peter Nansen, må dette skyldes, at Edv. Brandes på det pågældende tidspunkt var bortrejst fra Danmark. Peter Nansen skrev i sin anmeldelse den 5. juni 1894 bl.a.:
Dette er jo en Bog ret efter Højres Hjærte. En Bog om en brutal, realistisk og materialistisk Maler, der piner til Døde sin sarte Hustru, en ædel og fintdannet Etatsraads Datter, men som Gudskelov faar sin retfærdige Straf, idet han svigtes og forlades af alle tidligere Meningsfæller, der omvender sig til en Borgerskabet velbehagelig Romantik med Tilbehør af Religiøsitet og politisk Konservatisme. Og Forbavselsen stiger, da man kommer til sidste Kapitel, som indledes med et Par Sider loyal Begejstring i Anledning af Majestæternes Guldbryllup, den hvide Czar, de engelske Prinsesser og de græske Prinser – et Par Sider, der i deres flove Underdanighed vilde have passet ind i et Højreblads Festreferat som Fod i Hose.
Med stedse stigende Forundring løber man første Gang den lille Bog igennem. Skulde virkelig den radikale Pontoppidan, denne stolte Fanatiker, der for kun et Aar siden afslog at købe sig Statsunderstøttelse ved at fornægte blot en Tøddel af tidligere Meninger – skulde virkelig han nu have kapituleret?
Men, fortsætter Peter Nansen, den rette sammenhæng går først op for en, når man læser bogen anden gang igennem:
Og man opdager, at den lille, tilsyneladende saa ortodokse Bog er den ugudeligste Mystifikation fra Ende til anden, en taskenspilleragtigt arrangeret Bog, hvor Alt har dobbelt Bund og Mening, en Bog, der synes lige saa harmløs og i Virkeligheden er lige saa farlig og revolutionær som en af Anarkister tilberedt Sardindaase.
Anmeldelsen sluttede med disse ord om Jørgen Hallager:
111 Det er hans Person og hans Tale, man husker. Nattevagt er et Monument over ham og den i ham inkarnerede Radikalisme – den, som ikke overgiver sig og kun falder for at vaagne i nye Slægter.
At Edv. Brandes selv var meget begejstret over "Nattevagt", fremgår af et brev, han den 14. juni 1894 sendte Pontoppidan, og hvori hans eneste forbehold gjaldt bogens slutning, troen på at frihedsideerne kunne overvintre i proletariatet; han skrev herom i sit brev til Pontoppidan: "Men jeg tror ikke meget paa Krapylet, ikke paa vore Socialdemokrater."
Den 20. december 1894 anmeldte Edv. Brandes i "Politiken" "Den gamle Adam". Han havde da netop få dage i forvejen (den 14. december) i en meget lang anmeldelse beskæftiget sig med Ibsens nyeste skuespil, "Lille Eyolf", og i sin indledning til omtalen af "Den gamle Adam" benyttede han nu Ibsens skuespil som et sammenligningsgrundlag. For skønt Edv. Brandes i mange henseender beundrede "Lille Eyolf", så skræmmedes han også ved, hvad han kaldte "Stykkets tydelige Tendens", d.v.s. "Ibsens strænge Fordømmelse af menneskeligt Driftsliv", og han karakteriserede den moral, som Ibsen i dette stykke prædikede, som en "Askesemoral". Herefter fortsatte Edv. Brandes:
Hvis moderne Mennesker efter Lille Eyolf tager Pontoppidans Bog i Haanden, mødes de med en Mester, der ræsonnerer ud fra et uasketisk Livssyn og som former sin Teknik paa en højst ejendommelig Maade. Bogen er af en mild Ironi, der gennemtrænger alle dens Blade. Karakteren er paa det nøjeste og nydeligste holdt. Tilsyneladende er den en Dagbogsoptegnelse, der skyldes en ideelt anlagt, naiv, ung Mand, Bibliotheksassistent af Fag, brav Moralist af Livsanskuelse. Han sættes ind i Hverdagssituationer, som kan møde Enhver paa Alfarvej, og langsomt vindes han for en anden Betragtning, den, der i Den gamle Adam repræsenteres af den kloge og desillusionerede Dr. Levin50.
Edv. Brandes opfattede bogen som et direkte opgør med Ibsens berømte vending fra "Fruen fra Havet" – "Frihed under 112 Ansvar" – "som her direkte tages Stilling imod". Og han talte i den forbindelse om:
… Pontoppidans Lære, der ingenlunde prædiker Drifternes eller Lidenskabens Ret som højeste Lov. Tværtimod. Han forlanger Frihed for Drifterne, men han anser ingenlunde de Mennesker, der maa lyde dem i Følge deres Natur for de lykkeligste eller bedste. Og den Filosofi, som denne lille Bog indeholder, kan trygt opstilles mod Henrik Ibsens Teorier. Denne Fred og Klarhed turde være lige saa anbefalelig som den store Stilhed. Til den sidste naas gennem Ansvar og Straf – til den første gennem uindskrænket Frihed og Selvraadighed.
Anmeldelsen sluttede med disse ord:
Der er ikke friere Aand i Danmark end Henrik Pontoppidan. Hans Bøger skal Unge og Gamle læse, jo dybere Reaktionen samler sig over Landet.
Til Pontoppidan selv skrev Edv. Brandes den 25. december 1894: "Denne Jul er kun Deres Bog mig kær."
Den 25. oktober 1896 anmeldte Edv. Brandes i "Politiken" Pontoppidans roman "Højsang". Han fremhævede det skjulte selvportræt, der lå i bogens ord om "Tankens Klarhed og Sindets maskuline Ligevægt som stemmede overens med Pontoppidans eget væsen. Han fortsatte derefter:
Vi besidder ikke for nærværende Tid i dansk Poesi saa mandigt et Sind som det, der udtaler sig gennem Pontoppidans Skrifter. Han staar støt paa sine Ben og ser sig saa overlegent omkring. Utvivlsomt har han gennemgaaet en Udvikling: han begyndte med Rousseau, og han har endt med Voltaire og Diderot. Og det er saare godt, thi hvis der er noget, som dansk Aandsliv trænger til ved dette Aarhundredes Slutning, saa turde det være en Tilbagevenden til den Filosofi og Samfundsbetragtning, der kommer til Orde i de to store Skribenters Værker. Nutildags er det blevet Mode at fremhæve Rousseau paa Voltaires Bekostning, og man kan finde Spor af denne Mode, der hænger sammen med den alle politiske Partier fælles Frygt for udtalt Fritænkeri, selv i et saa udmærket humanistisk Værk 113 som Professor Høffdings Rousseau. Og i hvert Fald for Rousseaus Ideer er der ikke længer Brug, medens man vel maa ønske, at den Tankens Klarhed, der var Voltaires, og den Sindets Ligevægt, der var Diderots, kunde modsættes den Forvirring, hvormed Alt sammenblandes, alle Standpunkter sløjfes, alle Tanker afstumpes i et hyggeligt lille loyalt og teologisk Samfund.
Man priser derfor Mænd som Henrik Pontoppidan, der ikke bøjer sig – ikke politisk, ikke religiøst, ikke smaaborgerligt. Han er den, han er, og han staar alene…
Fire dage senere – den 29. oktober 1896 – skrev Henrik Pontoppidan et brev til Edv. Brandes, hvori det bl. a. hed: "Jeg er denne Gang ganske særligt glad og taknemlig for Deres Ord om min Bog og min Forfattervirksomhed, ikke fordi De roser den – skønt heller ikke derfor er jeg ufølsom – men fordi De så beundringsværdigt forstående peger lige på dens Hjærte." Andre havde rost "Højsang" for sproget eller naturbeskrivelserne eller andre ting, som for Pontoppidan var ganske underordnede. Ikke een af de øvrige anmeldere "omtalte netop det i Bogen, der havde fået mig til at skrive den og været mig den ledende Tanke under Udarbejdelsen", skrev Pontoppidan, som sluttede med at erklære, at han opfattede Edv. Brandes' anmeldelse som en "Doktor-Attest på, at Ungen dog ikke var ganske dødfødt. Det gjorde mig virkelig godt!"
Da Pontoppidan seks år senere under titlen "De vilde Fugle" udsendte et skuespil, som var en dramatiseret version af "Højsang", var Edv. Brandes mindre begejstret i sin anmeldelse i "Politiken" den 31. oktober 1902. Pontoppidan havde, skrev Edv. Brandes, "i et underligt Lune taget et ældre Emne op til dramatisk Behandling og benyttet fra en tidligere Bog kendte Personer". Mens "Højsang" med rette blev beundret både for skildringernes skyld og for satiren, som var "halvvejs literær, rettet imod en altfor svulmende Lyrik", så havde det svækket skuespillet, at denne satire heri var strøget – "og tilbage staar Fortællingens Handling eller 114 rettere dens Personer og Interiører. Thi paa Handling skorter det." Edv. Brandes sluttede med at sige, at Pontoppidan "kan være Dramatiker, om han vil. Men han bør tage nye Ting og stærkere Kampe op til Behandling."
Til Pontoppidan selv skrev Edv. Brandes den 24. november 1902: "Af alle danske Forfattere er De den, til hvis Berøm jeg helst sætter min Basune for Munden. Men jeg fandt ikke at "Vilde Fugle" var Deres Overlegenhed helt værdig."
Edv. Brandes anmeldte den 13. oktober 1900 fortællingen "Lille Rødhætte" i "Politiken":
En mærkelig Bog, saa voldsom og tung som et Kølleslag, ført af en øvet Haand. En Bog i Panser og Plade af den haardeste Støbning og den rankeste Uselviskhed. Ingensinde har Pontoppidan holdt sin egen Person, sine egne Meninger saa ganske borte fra det "Portræt" han vilde skabe.
Edv. Brandes fandt bogens optrin så dramatiske, "at man næsten savner det Skuespil, som her er forblevet uskrevet", og han følte, "at Pontoppidan blot havde behøvet at nedskrive Samtalerne, dér hvor han nu fortæller i sin fine og klare Stil". Fortællingen var "et saare interessant Arbejde, hvis digteriske Magt griber og fastholder."
Pontoppidan skrev til Edv. Brandes den 26. oktober 1900 og takkede ham for hans "overordentlig velvillige Bedømmelse af min sidste Bog". Det hed videre i Pontoppidans brev:
Det morede mig at se, at De havde fået Kig på Dramaet i Bogen, der virkelig oprindelig er tænkt som Skuespil. Enkelte Scener (f.Eks. med Bønderne i Ventesalen) blev fra først af nedskrevne i dramatisk Form; men jeg opgav det, fordi det vilde blive for monotont.
Adskillige år senere blev fortællingen som bekendt dramatiseret (af Pontoppidan og Hjalmar Bergstrøm) under titlen "Thora van Deken".
Det blev også Edv. Brandes, som kom til at anmelde alle 115 de enkelte bind af "Lykke-Per", efterhånden som de udkom. Det var ikke nogen let opgave, fordi ingen kritiker kunne se, hvad hovedpersonens skæbne skulle blive, eller hvad bogens grundtema var, før den var helt afsluttet. Edv. Brandes jamrer da også gang på gang i sine anmeldelser over at skulle tage stilling til en bog, der udkom som føljeton.
Efter at første bind ("Lykke-Per hans Ungdom") var udkommet, skrev Edv. Brandes i sin anmeldelse den 8. januar 1898, at bogen behandlede "Forholdet mellem det frie Individ og det i nedarvet Dogmetro levende", og senere i anmeldelsen, at den handlede om "et fribaarent Menneskes Søgen efter samstemmende fribaarne Sjæle".
Efter at tredje bind "Lykke-Per hans Kærlighed" var udkommet, opfattede han bogen først og fremmest som en ateistisk roman; han skrev i sin anmeldelse i "Politiken" den 28. april 1899:
Bestandigt løber den samme Understrøm gennem Lykke-Pers snart sagte krusede, snart mægtigt fremilende Bølger! Trodsen og Oprøret mod det folkekirkelige Danmark. Pontoppidan er jo en af de meget ivrige Fritænkere. Somme af Fritænkeriets Folk har det saaledes, at de betragter Sagen som afgjort for de Kultiverte: den folkelige Disput interesserer dem ikke mere og de vender sig til nye Omraader for den evige Strid; andre blandt Kætterne mener, at denne Sag altid maa tages op paa ny, i hver Bog, hver Artikel, hver Aandens Manifestation, og naar man sér, hvor tykt og lumpent Skinhelligheden breder sig, saa kan det hænde, at disse har Ret. I hvert Fald hører Pontoppidan til disse, og Lykkeper er et nyt Led i den Agitation og Produktion, der rettes mod Kirkeklokkernes "forhadte Helvedeslarm".
Edv. Brandes opfattede i denne anmeldelse "Lykke-Per" som en slags kulmination af den danske litteratur, som begyndte i halvfjerdserne med Drachmann og J.P. Jacobsen, og han identificerede direkte Pontoppidans forfatterskab med sin egen kulturelle radikalisme, da han om den litterære retning, Pontoppidan tilhørte, skrev disse ord:
116 Thi den hele Literatur havde kun én Fane, den gamle, beskudte og hullede, men lige stolte fra Halvfjerdserne.
Og den stod fast plantet i Politiken.
Edv. Brandes' eneste indvending mod bogen gjaldt journalisten Dyhring, som han opfattede som "underligt godtkøbs, ikke Pontoppidans Genius værdig". Herom skrev Pontoppidan til Edvard Brandes den 2. maj 1899:
At Journalisten Dyhring har vakt Anstød hos Dem, forstår jeg sletikke, og det beroer vistnok på en Misforståelse fra Deres Side. Han er jo Bogens sande Aladdinskikkelse, om hvis Person det gyldenblonde Hår ligger som en Fyrstekrone, og som ejer den vidunderlige Lampe, – Sorgløsheden, Menneskeforagten.
Edv. Brandes vedblev i sine anmeldelser at fremhæve det kætterske i både Pontoppidans og romanens livssyn. Om romanens femte bind ("Lykke-Per hans store Værk"), som han anmeldte i "Politiken" den 13. december 1901, skrev han således, at det bar præg af "den Respektløshed, der gør ham [Pontoppidan] til en af vore uafhængigste Skribenter", hvorefter han fortsatte:
Han vil ikke lade sig binde, og han, Kristendommens uforfærdede Modstander, Ægteskabets Bespotter, Bondestandens Kritiker – værre Synder kan vel ikke komme over en Danskers Hoved – han udtaler sine kætterske Meninger med Per Sidenius og Jacobe som Talerør paa den vittigste og stolteste Maade.
Han sluttede da også anmeldelsen med at sige, at over Pontoppidans "Usnobbethed og Kætterskhed skal man glæde sig".
Den 23. juni 1902 anmeldte Edv. Brandes i "Politiken" sjette bind ("Lykke-Per og hans Kæreste"), og han udtrykte håbet om, at "Pontoppidan ikke af maaske lidt drilsk Kritik hist og her vil lade sig afholde fra roligt at fortsætte, som han har begyndt, tvangfrit at fortælle i megen Ubekymrethed, om han afslutter i Morgen eller i Dag"51.
117 Edv. Brandes understregede i denne anmeldelse ligheden mellem "Lykke-Per" og Goldschmidts roman "Hjemløs"; dette blev uddybet i disse linjer:
Den [d.v.s. "Lykke-Per"] opgør ikke saa lidt af, hvad der staar Digteren og hans Samtid imellem; den griber halvt journalistisk ind i den daglige Trætte; den udriver enkelte Personligheder af Virkeligheden om ikke helt som Portræter saa dog med en for Læseren umiskendelig Hentydning til levende og virkende Mennesker52; den har endog det tilfælles med Goldschmidts Digtning, at Romanen i høj Grad sysselsætter sig med jødiske Medborgeres Levevis og Tænkemaade. Det synes, ligesom Pontoppidan slet ikke kan slippe udenom dette Omraade, som han her har sat sig, og han bliver ikke træt af at undersøge og genfremstille, hvad han tror ejendommeligt.
Edv. Brandes sluttede sin anmeldelse med at udtrykke håbet om, at Pontoppidan ville fortsætte skildringen af Per Sidenius, indtil denne blev en gammel mand, for endnu fyldte det hidtil udkomne jo ikke mere end halvdelen af en tyk roman af Zola.
To måneder senere – den 24. august 1902 – skrev Pontoppidan til Edv. Brandes: "Jeg skylder Dem også Tak for venlig Omtale af min "Lykke-Per"."
Om romanens syvende bind ("Lykke-Per hans Rejse til Amerika") skrev Edv. Brandes i "Politiken" den 16. oktober 1903, at Per nu søgte tilbage til "Romantiken, Enfoldigheden, Fortiden og Idyllen – bort fra Kampen, der for det moderne Menneske bliver Middel og Maal paa samme Tid, fordi Kampen er selve Livet."
Han opfattede romanen som en "hvas og bitter Anklage" mod Danmark og fremhævede påny det kætterske hos Pontoppidan:
Thi Pontoppidan siger sin egen Mening utvetydigt gennem denne Bog, ligegyldig overfor den Forargelse, som hans Kætteri kan vække.
118 Nu manglede kun det sidste bind, sluttede Edv. Brandes sin anmeldelse – "og saa ejer den danske Literatur et fremragende Værk, der er et Tidens Spejl, hvori Slægten ses."
Edv. Brandes' eneste indvending gjaldt journalisten Dyhring, som han stadig ikke kunne forsone sig med.
Den 17. oktober 1903, altså dagen efter, at denne anmeldelse havde stået i "Politiken", skrev Pontoppidan til Edv. Brandes:
Tak for Deres så anerkendende Udtalelser om min "Lykke- Per", denne lange Bændelorm, der er afgået Led for Led fra Halen af, og hvis "Hoved" nu vil vise sig med 8de Hefte, et sandt Medusahoved. Det gør mig kun ondt, at jeg stadig ikke synes at have fået Held til at fremstille Romanens Hr. Dyhring i det Lys, hvori jeg gerne vilde have ham set. Jeg elsker ham ganske vist ikke; men han forarger mig ingenlunde; tværtimod – der er ikke så lidt Beundring blandet i min Afsmag for ham. Han mangler, synes mig, kun det Korn af Idealitet, der som et Salt hindrer Forrådnelsen.
Herpå svarede Edv. Brandes den 18. oktober 1903:
Om Hr. Dühring enes vi nogenledes let, men han har saa dejlig en Blomme, hvem jeg ikke kan lide, at De forfølger, fordi De aldrig maa faa Skin af at være en Sædelighedens Ridder. Lad den smukke Frue gøre hvad hun vil, og vær ikke straks til Rede med stygge Ord; selv de værste Udskejelser er bedre end den strængeste Dyd. Ja, jeg er ikke bleven mere "moralsk" med Aarene, tværtimod. Og De, som er saa kættersk som ingen anden dansk Forfatter, De maa paa intet Punkt blive dogmatisk.
"Han er en Mester, Pontoppidan." Således hed det i Edv. Brandes' anmeldelse i "Politiken" af romanens afsluttende bind ("Lykke-Per hans sidste Kamp") den 16. december 1904. Også her understregede Edv. Brandes Pontoppidans slægtskab med Goldschmidt: "[Pontoppidan] staar som afgørende Fortsætter af den Nutidsroman, som Goldschmidt skabte." Anmeldelsen sluttede med disse ord:
119 Og det høje Frisind, den uforfærdede Irreligiøsitet, der præger Pontoppidans Værk, vil forhaabentlig stemme de Unges Hjerter til Kamp mod den altid sejrrige Klerikalismes Sot, der sniger sig som en Arvesynd over alle danske Sideniusser.
To dage senere – den 18. december 1904 – skrev Pontoppidan til Edv. Brandes og takkede ham "for Deres ærefulde Omtale af min Bog".
Fjorten dage senere havde Henrik Cavling afløst Edv. Brandes som redaktør af "Politiken", og Edv. Brandes kom herefter aldrig mere til at anmelde nogen af Henrik Pontoppidans bøger. Det blev Vilh. Andersen, som i "Politiken" kom til at anmelde den samlede, reviderede udgave af "Lykke-Per", som udkom i 1905.
*
Det har for Henrik Pontoppidan utvivlsomt betydet meget i "Politiken" at have en så velvilligt indstillet kritiker som Edv. Brandes, der i årene 1885-1905 anmeldte næsten alle hans bøger. Men Edv. Brandes, der vidste, hvor nært Pontoppidan følte sig knyttet til netop den militante radikalisme, som Edv. Brandes særligt repræsenterede – og med fuld ret kunne læse sig dertil i adskillige af hans bøger – var alle dage en temmelig ensidig kritiker. Ligesom han i sin berømte afhandling om J. P. Jacobsen gjorde denne til en langt mere agitationspræget fritænker, end han i virkeligheden var, således blev han i sine anmeldelser af Pontoppidans bøger konsekvent ved med at fremhæve det anti-religiøse synspunkt, de kætterske anskuelser, det social-radikale syn, immoralismen og den anti-konservative indstilling – selv i omtalen af værker, hvor sådanne synspunkter var ganske irrelevante. Derfor blev navnlig hans anmeldelser af trilogien "Det forjættede Land" og af de enkelte bind af "Lykke-Per" helt misvisende. At "Det forjættede Land" var Pontoppidans moderne "Omskrivning af Babelsmythen", som denne selv udtrykte sig, forstod Edv. Brandes slet ikke, fordi han bedømte bogen alt for snævert, som om det var et politisk kampskrift, mens det 120 altså i virkeligheden var dommen over de menneskelige forsøg på at nå himlen i stedet for at tage vilkårene, som de er, på den jord, hvor vi lever. Og hans forskellige anmeldelser af "Lykke-Per"-bindene røber en meget begrænset forståelse af forfatterens intention med romanen.
Dette skal dog ikke overskygge den kendsgerning, at Pontoppidan og Edv. Brandes både følte sig og var beslægtede i deres syn på mange af samtidens fænomener, og det skal til Edv. Brandes' ros fremhæves, at han i nogle tilfælde fik held til at formulere netop det, der for Pontoppidan havde været det væsentlige ved udarbejdelsen af et bestemt værk. Pontoppidan følte, at han i Edv. Brandes havde en velvillig kritiker, som prøvede at forstå ham, selvom det ganske vist ikke altid lykkedes. Siden J.P. Jacobsens død havde Edv. Brandes næppe beundret nogen dansk forfatter så højt, som han beundrede Pontoppidan.
Efter Edv. Brandes' afgang som chefredaktør af "Politiken" – og dermed også som bladets litteraturkritiker – blev Pontoppidans bøger behandlet ganske anderledes fjendtligt, som regel af Sven Lange. Men da kunne hans anseelse tåle det, og da tog han sig det ikke nær. Det var hertil, Pontoppidan sigtede, da han i et brev den 4. februar 1928 over for Henri Nathansen motiverede, hvorfor han havde afslået en opfordring fra Ove Rode til i "Politiken" at anmelde den digtsamling, som Nathansen lige havde udsendt under pseudonymet "Frater Taciturnus". I dette brev skrev Pontoppidan, at han ikke forstod, at Henri Nathansen havde ønsket, at Pontoppidan skulle anmelde hans digtsamling. "Så forskelligt ser vi altså på den Ting." Hvis det var Pontoppidan, der havde udgivet en bog, ville det have glædet ham, om Nathansen havde syntes om den, hvorimod han ville have sat ringe pris på, at han dokumenterede det over for offentligheden i en såkaldt "anmeldelse". En samlet fremstilling og kritisk vurdering af en forfatters produktion var derimod noget helt andet. Pontoppidan opfattede en anmeldelse som næsten ensbetydende med en anbefaling, og som sådan blev 121 den jo også benyttet i annoncerne, hvor man kunne se den ringeste versemager blive udråbt til mester gennem avisudklip. Pontoppidan fortsatte derefter:
Da Cavling endnu var Redaktør, spurgte han mig en Gang ved Udgivelsen af en ny Bog, hvem jeg kunde ønske at få den anmeldt af i "Politiken". Jeg kan huske, jeg svarede ham, at hans mest ondskabsfulde Pressebavian vilde være mig den kæreste. I en lang Årrække var der da også frit Slag på mig i Bladet. Man forsøgte at kritisere mig sønder og sammen. Det lykkedes ikke. Jeg var den stærkeste. Og så taknemlig jeg end er for den Forståelse og overbærende Venlighed, jeg har mødt på min lange Forfatterbane, så er det mig en Tilfredsstillelse at tænke på, at det dog ikke er venskabelige Håndsrækninger alene, jeg skylder min literære Position. Mit Svar forleden til Ove Rode sluttede jeg da også med at sige, at som jeg altid havde betragtet det som en Ære at være blandt de få (og stadig færre), der lejlighedsvis bliver hængt op og parteret af Døgnkritiken, således kunde jeg ønske min gode Ven Frater Taciturnus den samme Udmærkelse.
Da Pontoppidan i 1928 skrev dette brev, havde han nok i nogen grad glemt, hvad Edvard Brandes' forstående kritik havde betydet for ham i de første 24 år af hans forfatterbane.
*
Pontoppidans medarbejderskab ved "Kjøbenhavns Børs-Tidende" ophørte i december 1891, og i de følgende år standsede hans journalistiske virksomhed helt. I begyndelsen af marts 1897 foreslog Edvard Brandes imidlertid, at Pontoppidan igen skulle begynde at skrive i "Politiken", og Pontoppidan svarede i et brev den 7. marts samme år, at han gerne ville acceptere Edv. Brandes' tilbud om ansættelse ved "Politiken". Han tilføjede i sit brev: "Jeg må kunne leve af min Journalistik – så omtrent da – for at stå frit overfor mine Forlæggere. Helst vilde jeg jo knyttes fast til Bladet." Allerede to dage efter stod Pontoppidans første bidrag – en artikel om Anton Nielsen – i "Politiken", og i perioden fra 9. marts til 10. maj 1897 bragte bladet ialt 29 bidrag af 122 Henrik Pontoppidan. Derefter ophørte samarbejdet brat. Om årsagen hertil skriver Vilh. Andersen i sin bog om Pontoppidan, at medarbejderskabet hørte op – "som det stundom gaar ogsaa Fornuftspartier, efter mindelig Overenskomst paa Grund af Gemytternes Uoverensstemmelse, bl. a. fordi Pontoppidan i nogle – navngivne – Artikler havde udtalt sig om Danmarks politiske Forhold til Tyskland paa en Maade, der ikke stemmede med Bladets Retning." Denne forklaring rummer nok en del af sandheden, men næppe den hele. Der foreligger nemlig et brev fra Pontoppidan til Edvard Brandes, skrevet den 30. juli 1897, hvori Pontoppidan oplyser, at han flere gange forgæves har opsøgt Edv. Brandes, hvorefter han fortsætter:
De kan vel nok tænke Dem, at Anledningen til mine Dem tiltænkte Visitter som til dette Brev er den for Dem vistnok temmelig underlige Måde, hvorpå jeg under Deres Fraværelse fra Landet i Foråret pludselig holdt op med mine journalistiske Forsøg i "Politiken" uden siden at have genoptaget dem. Det skete ikke med min gode Vilje; min Hu står stadig til Journalistik. Men jeg kunde ikke fortsætte længer på den Måde, jeg havde begyndt, og har ikke siden kunnet finde nogen anden og naturligere Form for Meddelelse, – eller vel rettere: ikke finde noget andet, der var Meddelelse værd. Man må vistnok være nøjere knyttet til et Blad, end jeg kunde blive det til "Politiken", for i enhver Forstand at bringe noget ud af Journalistik.
At der dog også må have været tale om visse uoverensstemmelser, fremgår af et brev fra Edv. Brandes til Pontoppidan, som senere skal citeres. Med "Politiken"s – specielt Hørups – holdning til det nationale og det militære spørgsmål var Pontoppidan på dette tidspunkt dybt uenig.
Edv. Brandes må da også i et (ikke bevaret) brev til Pontoppidan i efteråret 1897 have antydet, at der lå mere bag den bratte standsning af Pontoppidans medarbejderskab, end han selv ville stå ved; dette fremgår af Pontoppidans svarbrev den 24. november 1897, hvori følgende passus forekommer:
123 At det skulde være "mod mine Principper" at skrive i Politiken, véd jeg ikke noget om. Hverken Politiken eller mine Principper har forandret sig siden sidste Forår…
De uoverensstemmelser af politisk eller anden art, der måtte have været, forhindrede imidlertid ikke Pontoppidan i stadig at opretholde det personlige venskab med Edv. Brandes, på hvem han åbenbart dengang satte stor pris. Pontoppidan så da heller ikke med velvilje på den kampagne, der i 1899 blev ført mod Edv. Brandes, efter at hans roman "Det unge Blod" var blevet beslaglagt som forargelig. Pontoppidan skrev den 2. maj 1899 til Edv. Brandes:
Man beskylder Deres Bøger for at være demoraliserende. Jeg synes tværtimod, at Folk bliver så forfærdelig moralske, hver Gang De har udgivet en Bog; selv gamle, forhærdede Syndere blusser af Skam. De må jo føle Dem som en Midnatsmissionær i denne Tid, så megen Fromhed, som De har fremkaldt.
Edv. Brandes selv tog sig denne kampagne ret nær og flyttede fra Danmark for midlertidigt at bosætte sig i Kristiania i et par år.
En medvirkende årsag til, at Pontoppidan afbrød sit medarbejderskab ved "Politiken", kan også have været, at han nu helt ville lægge journalistikken på hylden og koncentrere sig om det skønlitterære forfatterskab. Om noget egentligt brud med "Politiken" var der da heller slet ikke tale, for til bladets julenummer i 1897 skrev Pontoppidan fortællingen "Naar Vildgæssene trækker forbi".
Den 24. august 1902 skrev Pontoppidan til Edv. Brandes, at han savnede deres samtaler, hvorefter han lidt spydigt tilføjede: "Forresten ser jeg jo dagligt Deres Blad og læser det med Andagt, jeg havde nær sagt med foldede Hænder, en sådan Fromhedens Ånd behersker det jo nu."
Som tidligere omtalt havde Edv. Brandes i efteråret 1902 opfordret Pontoppidan til at skrive en fortælling til "Politiken"s julenummer, og Pontoppidan skrev i den anledning 124 fortællingen "Livets Kilde" (d.v.s. "Borgmester Hoeck og hans Hustru"). Om denne fortælling skrev Pontoppidan den 25. november 1902 til Edv. Brandes – med hentydning til "Den kongelige Gæst", som han samme år havde skrevet til "Juleroser":
Ernst Bojesen, for hvem jeg skrev en Fortælling til "Juleroser", kasserede den første, jeg leverede ham, fordi den var for melankolsk, og forlangte en, hvori der var Livsglæde, Festlighed, trofast Elskov, Gudhengivenhed, Hygge og Hjertelighed for ialt c. 300 Kr. En sådan findes altså i det kommende Julehefte, og dersom De skulde læse den og sammenligne den med den, jeg sender "Politiken", beder jeg Dem erindre, at De uforsigtigt ikke har bestilt nogen af de nævnte Ingredienser.
I sommeren 1904 forsøgte Edv. Brandes påny at knytte Pontoppidan som fast medarbejder til "Politiken", hvor hans særlige felt skulle være teaterkritik. Pontoppidan svarede herpå i et brev dateret den 20. juni 1904; heri afslog han Edvard Brandes' tilbud – med den forbløffende motivering, at han tænkte på til nytår 1905 at lave sig sit eget blad, hvori han blandt andet ville skrive om teater! Edv. Brandes skrev tilbage til Pontoppidan den 22. juni 1904: "Jeg gaar ud fra, at Deres Blad ikke bliver et Dagblad." Han forsøgte endnu en gang at overtale Pontoppidan til at modtage tilbuddet om fast ansættelse ved "Politiken" og lokkede med gode betingelser:
At sikre Dem f. Eks. 4000 Kr. om Aaret, skulde ikke falde vanskeligt, og mer kunde De naturligvis tjene. Og dog maa jeg tilføje, at jeg ogsaa kan sikre Dem Ytringsfrihed om Politik, Kirke, Stat, Teater, selv Militærvæsen – ogsaa jeg vil ikke afvæbne men have en nydelig og ærlig Hær. Jeg ved nok, at De tidligere har høstet halvt kedelige eller helt utiltalende Erfaringer ved Bladet, men nu er jeg Eneherre, og jeg sætter saa stor Pris paa Dem som Menneske, Ven og Skribent, at De vilde kunne skrive ganske efter Forgodtbefindende. Pladsen staar Dem aaben.
125 Men Pontoppidan holdt fast ved sit afslag – uden dog at gå nærmere ind på, hvad det var for et blad, han ville starte. Og Edv. Brandes svarede tilbage den 26. juni 1904: "Ja, kære Ven, saa er der jo intet at gøre ved den Ting. Jeg begriber bare ikke, hvorledes De tænker Dem at udgive eget Blad og være fri for fast Arbejde! Og blive i Hillerød!"
Disse breve er mig bekendt det eneste vidnesbyrd, der foreligger om, at Pontoppidan på dette tidspunkt omgikkes med planer om at grundlægge sit eget blad. Disse planer blev som bekendt aldrig realiseret, og Pontoppidan ville næppe – ensom som han i så mange henseender var – have kunnet løse den krævende opgave at starte et nyt dansk bladforetagende eller tidsskrift.
I sit brev til Pontoppidan havde Edv. Brandes brugt det udtryk, at Pontoppidan "snart har været enig snart uenig med Politiken", og Pontoppidan svarede herpå, at dette måske var sandt, men på den måde, at han undertiden (bortset fra det militære spørgsmål) havde været mere politisk, end "Politiken" selv havde troet det rigtigt at være. Han fortsatte derefter:
Hvad jeg vil, er derfor snarere noget gammelt end noget nyt. Jeg var i sin Tid for ung til at komme med i Halvfjerdsernes Stormkolonner. Jeg har nu tænkt mig, at jeg kunde være brugbar ved Dækningen af Tilbagetoget. Men for at gøre Gavn må jeg operere på egen Hånd og følge mine egne Veje, der oftere går under end over Jorden. Jeg har ikke for ingenting aftjent min militære Værnepligt i Hs. Majestæts Armé som Minegraver.
Dette citat er af mange grunde betydningsfuldt, for det fortæller noget væsentligt om Pontoppidans udvikling og hans daværende indstilling. Når han bruger udtrykket, at han havde været "mere politisk end "Politiken" selv havde troet det rigtigt at være", kan dette i sammenhængen kun betyde, at han i mange henseender har været mere radikal end "Politiken" havde haft mod til at være (naturligvis stadig bortset fra forsvarsspørgsmålet, hvor Pontoppidans synspunkter var 126 mere beslægtede med de konservatives). Og den afsluttende del af det anførte citat viser en påfaldende stærk solidaritet med, hvad man noget forenklet kunne kalde "brandesianismen". En vis form for "tilbagetog" havde Georg Brandes jo selv offentlig erkendt nødvendigheden af, og han havde skuffet mange ved sine udtalelser om, at det ville være ensbetydende med stagnation uændret at fortsætte halvfjerdsernes og firsernes kamp i halvfemserne og det nye århundrede. Den direkte tendenslitteraturs æra var et forlængst overstået stadium – herom var Georg Brandes og Henrik Pontoppidan ganske enige. Også hos Pontoppidan var den naive optimisme afløst af en mere dialektisk præget radikalisme, som dog ikke indebar noget brud med fortiden, men som var båret oppe af et ønske om at omsmelte det værdifulde indhold i halvfjerdsernes og firsernes radikalisme i en subtilere og mere moden form, som passede til den nye tid.
Ved udgangen af året 1904 foregik der en paladsrevolution på "Politiken", som førte til, at Edvard Brandes blev tvunget bort fra stillingen som bladets chefredaktør; han blev fra nytår 1905 afløst af Henrik Cavling, hvis linje det var at lægge hovedvægten på reportagen og ikke lade bladet tynges af de vidtgående politiske og litterære hensyn, som Edvard Brandes havde taget. Pontoppidan så med stor beklagelse på denne udvikling og kom herefter til at stå i et større modsætningsforhold til "Politiken", end han hidtil havde gjort.
*
Georg Brandes, der ikke havde lejlighed til at anmelde Henrik Pontoppidans bøger, ses kun en enkelt gang i halvfemserne at have nævnt hans navn offentligt, nemlig i en omtale af C.E. Jensens bog "Vore Dages Digtere" (1898), hvor han om C.E. Jensens omtale af halvfjerdsernes "naturalisme" skrev:
Der er nu til Dags et langt mere udpræget Naturstudium til Stede end den Gang og en langt ivrigere Naturefterligning. Henrik Pontoppidan er mere naturtro end Schandorph…53
127 Og som et eksempel på C.E. Jensens evne til med få ord slående at karakterisere en forfatter, citerede Brandes denne karakteristik af Pontoppidan: "Han forstaar paa én Gang at spille paa flere Strenge i sin Stil, at kaste et romantisk Skær over Virkeligheden, et ironisk Skær over Romantiken, opløse begge Dele i Selvironi og smelte dem sammen til en harmonisk Helhed." Om denne karakteristik skrev Brandes: "Man kan ikke udtrykke sig mere træffende og fantasifuldt."54
Fra tiden lige efter århundredskiftet foreligger der flere offentlige udtalelser af Georg Brandes om Pontoppidan.
I en artikel i "Tilskueren" i januar 1900, "Tanker ved Aarhundredskiftet", skrev Brandes således:
Der er i de sidste Tiaar opblomstret en Skare yngre og unge Digtere, hvoraf nogle, som Henrik Pontoppidan, er trængte igennem i enkelte Hovedlande, og af hvilke et ikke ringe Antal har givet og tildels holdt betydelige Løfter.
Året efter skrev Georg Brandes i en artikel om Valdemar Rørdam:
Han minder ikke om nogen anden; maaske har han læst noget af dansk Fortællekunsts ypperste Mester i vore Dage, Henrik Pontoppidan; rimeligvis er det dog kun de Friluftserfaringer, de har tilfælles, som, naar man læser Bogens første Sider, bringer En i Ens Søgen efter en Beslægtet til et Øjeblik at standse ved Pontoppidans Navn55.
Samme år skrev Georg Brandes i sin afhandling om Herman Bang:
Han sætter en Ære i ikke at være sund. Han har aldrig givet sig ud for at være, hvad Digteren ellers fremfor Alt vil synes: frisk. Der er et gabende Svælg mellem ham og Aander som Poul Møller, Julius Lange eller Henrik Pontoppidan. Denne sidste er endog øjensynligt af Lede ved den yderligt dramatiske Stil i Roman og Novelle, vendt tilbage til den gammeldags ligefremme Fortælling56.
128 Og endelig skrev Georg Brandes i "Politiken" den 3. oktober 1904, i en omtale af en bog af nordmanden Hjalmar Christensen om dansk litteratur, at antallet af fortællere i Danmark var så stort, at "det kan slet ikke nytte at ville opregne dem. Den modneste og betydeligste iblandt dem er vistnok Henrik Pontoppidan."57
*
Som afslutning på dette kapitel skal blot omtales to tilfælde, hvor Henrik Pontoppidan kom i konflikt med et par af tidens ledende yngre litteraturforskere, nemlig henholdsvis Valdemar Vedel og Vilhelm Andersen. Det drejede sig for Pontoppidan i begge tilfælde om principielle synspunkter, og i begge tilfælde gik han skarpt til værks; over for Valdemar Vedel foregik opgøret i et privat brev, mens det i Vilhelm Andersens tilfælde blev til et offentligt opgør, efterfulgt af en privat debat.
Valdemar Vedel sendte i efteråret 1898 Pontoppidan et eksemplar af sin bog "Ibsen og Danmark", som lige var udkommet i Bergen. I denne bog nævnes Pontoppidans navn to gange, begge steder i forbindelse med Vedels omtale af "Vildanden". Under omtalen af dr. Relling skrev Vedel: "Han skimtes i dr. Levin – i Den gamle Adam af PONTOPPIDAN – han, der går og tager løftelsen fra lyrikeren." Og under omtalen af Hjalmar Ekdal hed det senere i Vedels bog, at "han dukker, – med forfatterens tilladelse – mere og mere frem bag PONTOPPIDANS Emanuel, jo længer man læser frem i "Det forjættede land"."
Efter at have læst bogen, skrev Pontoppidan den 23. september 1898 til Valdemar Vedel, at han anså omtalen af de to bøger for ganske forkert – "og de anvendte Udtryk for ganske vildledende". Pontoppidans brev fortsatte derefter:
Jeg tilføjer ikke dette for på nogen Måde at ville hævde for mig den fulde Ejendomsret til de Skikkelser i "Den gamle Adam" og "Det forjættede Land", for hvilke De mener at have fundet bestemte Forbilleder i Ibsens Digtning. Den Art Ejendomsret giver jeg gerne Afkald på. Allerhelst tog jeg endog alle mine 129 Figurer direkte fra Literaturen i Lighed med de gamle Maler-Mestere, der ikke alene stadig benyttede de samme Motiver men gentog (eller rettere optog) efter hinanden den hele Opstilling lige til Figurernes Bevægelser og Udtryk for med hele deres Energi at kunne kaste sig over det enkelte, nye Træk, der afslørede deres Ejendommelighed. Men det er mig umuligt at forstå, hvad den lyrisk-materialistiske Dr. Relling kan have mere end netop Doktortitlen tilfælles med Dr. Levin, denne bedragne Ægtemand, der i Angst for den gamle Adams Magt har søgt sin Tilflugt til Filosofien, til den blotte Tanketilværelse, gjort sig til Discipel af Epiktet og i hans Ånd priser "det Sjælens stille Planteliv, hvorunder Menneskeånden opfylder sin Bestemmelse og nåer sit Endemål: Klarhed og Fred".
Endvidere: hvorledes "Det forjættede Lands" Emanuel, der godtroende men højsindet ofrer alt indtil sit inderste Selv for det, han anser for sit Kald, hvorledes denne helt igennem tragiske Skikkelse kan minde en forstandig, endsige en intellektuel Læser om den egoistiske, helt igennem småtskårne, tragikomiske Nar Hjalmar Ekdal, – det er også en af den Slags Gåder, som en nærsynet Kritik bestandig giver Forfatterne at løse.
Pontoppidan sluttede sit brev til Vedel med temmelig utvetydigt at pege på Edv. Brandes som modellen for dr. Levin, idet han skrev, at "hvad Dr. Levin angår, så er han en temmelig tro Kopi af en af mine gode Venner, hvem man da også ved Bogens Fremkomst straks udpegede som Model; – og jeg kan forsikre Dem, aldrig har et Menneske mindet mindre om Dr. Relling"58.
Henrik Pontoppidans opgør med Vilhelm Andersen fandt sted i 1905, før de to mænd, som senere blev nære venner, endnu havde truffet hinanden.
Årsagen til konflikten var den, at Vilh. Andersen i efteråret 1904 havde udsendt sin bog "Bacchustoget i Norden", hvor han behandler det dionysiske motiv op til og med tiden umiddelbart forud for bogens udgivelse. I slutningen af denne bog omtalte Vilh. Andersen ganske kort Ibsens kunst, som han karakteriserede som "en fyndig Ligtale over det 130 dionysiske Liv i Norden", og han kommenterede "Gengangere" med ordene: "Fædrene havde Vin og Latter, vi har Prækner og Sodavand og det, som er meget værre." Derefter fortsatte Vilh. Andersen:
Ogsaa uden for denne den naturalistiske Kunsts største Tragedie virkede "Naturalismen" i Norden som en trist og graa "Dag derefter". Der var dem, der ikke reagerede anderledes mod Orgiet end Bonden efter et Barsel: de syntes sundere, maaske nok en Kende mere rødhudede end naturligt derved, som Henrik Pontoppidan; andre blev baade gule og graa deraf som Herman Bang; nogle brød ud og svalede deres Hjerters Trang i et middelalderligt Refugium, andre syntes at hygge sig helt godt og finde Raad til en glad Aften efter en god Dag med en gammeldags Bacchus og Bellmans Viser. Man fik Mennesket at se i rene Naturalier. Personligheden blev opdaget paa ny som i de store dionysiske Kunstperioder, med en nøgtern videnskabelig Dekomposition, uden Rusens – Falstaffs, Jeppes, Fredmans – anelsesfulde Halvlys: begge Køn, alle Aldre, alle Stænder, Adel og Gejstlighed, Borger og Bonde, forklaredes ud af deres Naturgrundlag i Romaner, endog i "Satyrspil"59.
Georg Brandes, der anmeldte Vilh. Andersens bog samme år, som den udkom, skrev i sin anmeldelse om det citerede afsnit:
Endelig stilles helt udenfor det [Bacchustoget i Norden] den Gruppe, Vilhelm Andersen forunderligt doktrinært betegner som "Naturalisterne", og over hvem han energisk bryder Tyrsusstaven.
Det forbavser, at naar Blomsterelskeren Wergeland er med, saa Blomsterdyrkeren J.P. Jacobsen er helt udenfor, og der gives ingen fyldestgørende Grund derfor. Ham fattedes da ikke Naturberusning. Det er videre et stærkt Stykke, at i et Bakkustog en saadan Elsker af Vin og Satyrleg som Schandorph end ikke faar en nok saa lille Plads. Ogsaa han henføres til Naturalismens "triste, graa Dag", Dagen efter Dionysosdyrkelsens Orgie.
Henrik Pontoppidan ligedan, om hvem det kun hedder, at han i den Belysning "syntes sundere, maaske en Kende mere rødhudet end naturligt…"60
131 Georg Brandes sluttede sin anmeldelse med spotsk at give Vilhelm Andersen – "denne fortræffelige og fængslende Kritiker" – titlen "alle Gedebukkebens-Generaloverogundervurderer".
Pontoppidans svar til Vilhelm Andersen var betydeligt skarpere i tonen end Georg Brandes'. I april 1905 udkom anden udgave af Pontoppidans novellesamling "Fra Hytterne" – netop en af hans "naturalistiske" bøger – og til denne udgave havde Pontoppidan skrevet et forord, der var formet som et opgør med Vilh. Andersen. Det hed i dette forord blandt andet:
Naar jeg dog ikke har givet Afkald paa at benytte den Omstændighed, at Bogen er udsolgt, til paany at minde Læseverdenen om dens Tilværelse, er Grunden tildels den, at man fra en vis Side ynder at fremstille den Literaturperiode, hvortil den hører, som en sørgelig kold og graa Vintertid, hvor Fantasi og Følelse laa i Dvale og kun en tør og trist Forstandighed raadede. Borgerskabets anerkendte Smagsdommer for Tiden, Filologen Vilh. Andersen, faar formelig Kuldegysninger, hver Gang han nødes til at tænke paa den. Men Filologerne var jo alle Dage Digtekunstens besværligste Venner. De fleste af dem forholder sig til levende Literatur som adskillige Zoologer til Naturen; disse veed paa en Prik, hvordan enhver Dyreskabning skal se ud, de kender deres Musæum lige fra Løverne til Lusenes Lus, men kan paa fri Mark ikke skelne en Lærke fra en Graaspurv…
At det for kuldskære Folk som Dr. Vilh. Andersen, der klogt og forsigtigt holdt sig under Dynen, indtil det var bleven virkelig Sommer, ja som først blev rigtig virksom, da Frugterne begyndte at modnes og det tegnede til en god Høst, – at et stormfuldt Foraar for saadanne Folk kan falde sammen med Vinteren, er ikke saa forunderligt og bør ikke forvirre Begreberne om Aarstiderne og deres Bestemmelse…
Den 5. april 1905 gengav "Politiken" på forsiden dette forord in extenso og trykte derunder følgende svar, som Vilh. Andersen på redaktionens opfordring havde skrevet:
132 At "Naturalismen" synes trist og graa, naar man ser den paa Baggrund af den poetisk-musikalske Stemningskunst, saaledes som jeg har gjort det i min Bog "Bacchustoget i Norden", er lige saa sikkert, som at den fra en anden Side virker som en kold og klar og frisk og skarp og overmaade fortræffelig Foraarsdag. Fra den Side har jeg ogsaa oftere betragtet den uden at gyse (f. Eks. i min Bog om Poul Møller og i Afhandlingen "Georg Brandes og Danmark"). At jeg er "Borgerskabets anerkendte Smagsdommer for Tiden", saadan som Erik Bøgh en Gang var det, er slet ikke sandt. Af Anerkendelse har jeg rigtignok nu faaet mere end jeg vel kan fordøje, men min Retning er slet ikke borgerlig, men "humanistisk", altsaa menneskelig, og jeg er ikke "Smagsdommer" (uden en Gang hvert halve Aar, naar jeg skriver i "Tilskueren" om Teateret) men Aandsforsker ("Filolog" i moderne Forstand) og som saadan meget opsat paa at se en Ting fra forskellige Sider. At jeg "holdt mig under Dynen", saa længe jeg endnu laa i Vuggen var ganske rigtigt meget "klogt og forsigtigt" gjort af mig. Der laa jeg nemlig (aandelig talt), da Henrik Pontoppidan begyndte. løvrigt takker jeg for en saa skrap Salut fra en saa agtet Haand. Den gør helt godt mellem alt det søde.
Den 4. April 1905
Vilhelm Andersen.
Vilh. Andersen følte sig imidlertid mere såret og ilde berørt over Pontoppidans angreb, end hans svar i "Politiken" lod formode. Privat skrev han et langt brev til Henrik Pontoppidan, hvori han navnlig ankede over at blive kaldt "Borgerskabets Smagsdommer" og sammenlignet med Erik Bøgh.
Pontoppidan gav sig dog ikke. Hans gensvar var skarpt og sluttede med ordene: "… med al min Beundring for Dem, vil De rimeligvis altid finde mig mellem Deres Modstandere." Efter et nyt brev fra Vilh. Andersen svarede Pontoppidan påny, stadig rede til kamp; for, skrev han, "Skønt jeg er en kummerlig Kombattant, har jeg den Tro, at vi Mandfolk er kommet til Verden hovedsagelig for at slås."61
Og dermed ophørte Pontoppidans brevveksling med Vilh. Andersen; den blev først optaget igen i 1912.
133 Den lille episode viser med stor tydelighed, hvor magtpåliggende det var for Pontoppidan endnu på dette tidspunkt at give udtryk for sin loyalitet med Brandes-retningen i dansk litteratur.
*
Det har været hensigten med dette kapitel at påvise, at Henrik Pontoppidan i perioden 1890-1905 stadig stod Brandeslinjen i dansk litteratur meget nær. I sine grundlæggende synspunkter var han på visse væsentlige områder endog radikalere end Georg Brandes selv. Han vedblev at tage samfundets grundanskuelser og dets fundamentale institutioner op til debat, samtidig med at han – tildels under direkte indflydelse fra Georg Brandes og (gennem denne) Nietzsche – gennemgik en udvikling, som i stigende grad fik ham til at kassere den direkte tendenskunst til fordel for en langt subtilere form for litterær kunst. Men den rene æstetik, l'art pour l'art, lå ham vedvarende fjernt – han var stadig den dybt "engagerede" forfatter. Og med sit eget udgangspunkt i brandesianismen følte han sig stadig solidarisk. Den forhenværende minegraver i den kongelige danske armé var ikke blevet det, som Bjørnson anså ham for, en blot og bar "skildrer". Det er karakteristisk, at Henrik Pontoppidan i et interview i "Hver 8. Dag" den 10. september 1905 hævdede, at der i hans sidste værk, "Lykke-Per", godt nok fandtes et program; men han tilføjede "ikke et, der lader sig sammenpresse til en Formel, en Læresætning eller moralsk Leveregel – saadan som Pastor Schack og andre Taaber forlanger det af Literaturen." Og han fortsatte derefter:
Javist er der Agitation i ethvert Kunstværk! Men det er med det agitatoriske i en Kunstners Sind lige som med Fyrstedet i et stort og indviklet Maskineri, det ligger dybt nede i Bygningens Grund, utilgængeligt for Publikum, der kun ser Hjulene snurre og hører Remmene klapre, men ikke tænker paa, og jo heller ikke behøver at vide, hvorfra Kraften kommer."
