Henrik Pontoppidan og Georg Brandes
137
VI
Brandes-portrættet i "Lykke-Per"
Henrik Pontoppidan har i "Lykke-Per" tegnet dansk litteraturs mest fascinerende portræt af Georg Brandes som den jødiske æstetiker og kulturkritiker dr. Nathan. Ligesom der er tale om to forskellige udgaver af bogen, originaludgaven og den reviderede udgave, er der også tale om to forskellige portrætstudier, der dog kun i visse detaljer afviger fra hinanden.
Pontoppidan har i romanen anvendt den teknik at lade Nathan-skikkelsen gradvis tage form; hans navn dukker op, ligesom tilfældigt, allerede på et tidligt tidspunkt i bogen, hvorefter det påny med mellemrum gang på gang nævnes, snart af den ene, snart af den anden af bogens personer. Denne teknik tjener flere forskellige formål. Dels slås det derved fast, at dr. Nathan er en omstridt person, forgudet og forkætret, uvægerligt et samtaleemne blandt kunstnere, intellektuelle og almindeligt dannede mennesker, dels får man på denne måde lejlighed til at se Nathan med andres øjne, både som de kritiske og de ukritiske beundrere, de frafaldne tilhængere og de direkte modstandere ser ham. Og samtidig vækkes både Pers og læsernes interesse, hvorved motiveringen er skabt for det store afsluttende portræt, som i modsætning til de tidligere antydninger står helt for forfatterens, ikke for nogen af personernes regning.
I originaludgaven er det Fritjof Jensen (d.v.s. Holger Drachmann), der under et kaféselskab første gang bringer Nathans navn på bane, da han spottende siger til Per, at også han hører til de velsignede nyttemennesker, hvorefter han tilføjer – "ligesom i Fortsættelse af noget, de i Forvejen havde talt om: "Den Herre er nemlig ogsaa et af Nathans Børn!""1 Og senere i samtalen erklærer Fritjof, "at han 138 Fanden gale ham, naar det endelig skulde være, foretrak Folkets gamle, enfoldige Profeter for disse moderne "nøgterne Juden-Trompetere" med deres Nytte-Poesi og Kadaver-Prosa."2 Sammenholdt med den senere oplysning om, at Nathan stadig opholder sig i Berlin, er tidspunktet dermed klart angivet til begyndelsen af firserne, efter Drachmanns "frafald" og neoromantiske omvendelse. Og samtidig er både Nathans race og den antisemitiske holdning til ham fastslået.
I den reviderede udgave af "Lykke-Per" har Pontoppidan strøget det nævnte afsnit, måske fordi han ikke vedblivende har villet beskylde Drachmann for antisemitisme. I denne udgave nævnes Nathans navn endnu tidligere end i originaludgaven; det bringes på bane allerede i forbindelse med Pers første møde med Fritjof i værtshuset "Gryden" i bogens andet kapitel. Her er det imidlertid en af dr. Nathans lidt latterlige ildtilbedere, digteren Povl Berger, som springer op på en stol og skrigende udbringer et leve for den fraværende dr. Nathan, "hvem Per hyppig havde hørt omtale her og altid med en særegen Begejstring." Pers viden er dog på dette tidspunkt begrænset til, at Nathan er "en Literaturkritiker og Populærfilosof, der regnedes for visse yngre Akademikerkreses aandelige Fører, og som, utilfreds med Forholdene herhjemme, havde bosat sig i Berlin." Nathans navn figurerede da også ustandselig i aviser og vittighedsblade – i de sidste uvægerligt som "Dr. Satan". Pers latente modvilje mod jøder angives som en medvirkende årsag til, at han aldrig havde forsøgt at skaffe sig nærmere oplysninger om Nathan. Det hedder om Per: "Han yndede nu engang ikke dette fremmede Folkefærd og havde desuden ingenting tilovers for literære Mennesker. Og denne Doktor havde endda holdt Forelæsninger paa selve Universitetet, dette teologisk besmittede Moderskød for den hele akademiske Spidsborgerlighed, der i Pers Øjne var Landets egenlige Ulykke." Det sidste afsnit afspejler direkte den unge stud. polyt. Henrik Pontoppidans holdning til Georg Brandes, således som han selv har skildret den i sine erindringer. Mens Povl Berger 139 fægter begejstret med armene, kalder han under tilslutning fra drikkebrødrene rundt om dr. Nathan først for sin "Helt", derpå for sin "Gud" – "og efter endelig at have tømt sit Glas, knuste han det til hans Ære i sin Haand, saa Blodet løb ham ned over Fingrene."3
I begge udgaver af "Lykke-Per" præsenteres dr. Nathan altså første gang, således som han opfattes af den art bohêmedigtere, som Pontoppidan havde vanskeligt ved at tage alvorligt.
I begge udgaver er det næste gang Ivan Salomon, som bringer dr. Nathans navn på tale. Også over hans beundring for dr. Nathan er der noget naivt og missionerende, som endda fremhæves yderligere i den reviderede udgave ved tilføjelsen af klichéagtige superlativer om dr. Nathans sidste afhandling: "Aldeles ypperlig, siger jeg Dem! … vidunderligt!" Hans karakteristik af Nathans afhandling er lige så klichéagtig: [Han drager dér alvorlig tilfelts mod] > /Som han der afklæder indtil Nøgenhed/, hvad han kalder vore udmalkede Æstetikere herhjemme, og raaber Initiativets og de dristige Handlingers Mænd i Gevær." Pers nysgerrighed er alligevel vakt; men da Ivan Salomon tilbyder at låne ham den pågældende afhandling (i originaludgaven: "for at han kunde nyde den med Forfatterens egne, beaandede Ord"), slår Per bak: "Jeg faar den dog næppe læst."4
Senere i samtalen vender Ivan Salomon tilbage til dr. Nathans afhandling og resumerer indholdet med disse ord: – "vi har [i dette Aarhundrede] > /altfor længe/ plejet en [lidt unaturlig] > /letfærdig/ Omgang med Fantasien og derved i en betænkelig Grad svækket [Virkelighedssansen] > /Nationens Viljekraft/."5
Da Per senere har fået tilsendt Nathans afhandling, giver han sig alligevel til at læse den, og han fængsles hurtigt både af dens sprog og tone, der er helt anderledes, end han havde ventet sig (i originaludgaven: "af et saadant halvt videnskabeligt Arbejde"). Hvad han her læser, stemmer med de erfaringer, han selv har gjort om livet og menneskene, og 140 han fryder sig ved at læse de vittige og skaanselsløse angreb på alt det, han selv hadede og da først og fremmest på "hele det ["Sideniuske" Kleresi, i hvilket ogsaa denne Mand saa' Landets egentlige Ulykke og Skam] > /smaavorne, selvgode Kleresi, Sidenius'erne, der ogsaa for denne Mand stod som Landets Ulykke og Skam/". Herefter følger det udførlige resumé af afhandlingens "digteriske" slutning, hvor Nathan kontrasterer farten, foretagsomheden, travlheden og energien i udlandet med danskernes sindighed, sløvhed og tidløse stilleståen. I modsætning til det aktive og revolutionære Europa står Danmark for Nathan som et "Drømmenes overjordiske Rige" – det er "Torneroses Rige, hvor Tiden stod stille, og hvor Fantasteriets blege Rosenflor og Spekulationens sejge, tornede Stængler lumskelig skjulte det indre Forfald." Men samtidig med, at Nathan erkender dette, forstår han også sit kald: "Ligesom hin "langvejsfra hjemvendende" Mand i Æventyret, der vristede Hanegals-Hornet af den sovende Portvægters Haand for at vække Kæmperne af deres Stensøvn, havde han søgt at kalde paa, hvad der endnu havde Liv herhjemme, først og fremmest paa de unge, og blandt disse navnlig paa de stærke og de stridslystne, der havde Mod til at gennembryde og [indtil den sidste Trevl at søndersplitte det Barnedrømmenes Puppehylster, hvori hver enkelt – som det hele Folk – sad indspundet] > /sønderhugge det sejge Drømmespind, det lodne, forhærdede Puppehylster, hvori Nationens Aand havde indkapslet sig/."
Dr. Nathans kampopråb gør sin virkning på Per. Han føler i originaludgaven: "ligesom adskillige andre unge Mænd, der sad rundt om paa mørke Smaakamre og drømte om Hæder og Storhed" – de æggende ord som værende henvendt direkte til ham. Nathans ord bestyrker hans egen tro pa at være kaldet til "paa sit Omraade at blive Morgenvækkeren og Banebryderen i dette dorske Samfund af tykblodede Præste- og Degnesønner"6.
Dr. Nathan har også sine imitatorer i Lilleputformat. Om en af romanens bipersoner, litteraturhistorikeren kandidat 141 Balling (til hvem vistnok både Valdemar Vedel og Julius Paludan har været model), hedder det – dog kun i originaludgaven: "Det var denne unge Mands Drøm og hæsblæsende Bestræbelse at blive et Geni, et Kampmærke, om hvis Navn der stod Strid og Vaabengny ligesom om Dr. Nathans."7
Ligesom Henrik Pontoppidan selv gjorde det i Hjørlundetiden, kaster Per sig – for at bøde på manglerne ved sin kultur – over studiet af dr. Nathans bøger, og den fælles interesse for Nathans skrifter bidrager til at bringe Per og Jakobe nærmere til hinanden. Om Jakobe hedder det, at hun i dr. Nathan så "[Landets eneste virkelige Mand] > /Landets stærkeste Personlighed/ og en ny Tids Herold." Per og Jakobe kan her mødes i forståelse, og begge drages de på hver sin måde "af det, der var dybest i dem begge, [deres fælles, uforsonlige Had til det Samfund, hvori de levede] > /Hadet til den Kirke, der havde kastet Skygge over deres Ungdom/."8 I den reviderede udgave er det altså Nathans opgør med kristendommen, som for dem begge bliver det afgørende.
Det er næppe uden sammenhæng med de racemæssige ejendommeligheder, når det om Jakobe hedder – dog kun i originaludgaven – at hun ligesom Nathan kunne bruge ord, "der i et Glimt – ligesom et Lyn – belyste fjerne, ham ganske fremmede Tanke-Egne, – himmelstormende Tinder og solbelyste Sletter, – der siden lokkede og drog ham som et Fata Morgana."9
Per bliver efterhånden i den grad opfyldt af sin tilslutning til det moderne gennembruds radikalisme – eller med bogens ord: "den store aandelige Bevægelse, der rundtom betegnedes som selve Aarhundredets Frigørelseskamp" – at han efter at have læst en halv snes bøger af dr. Nathan og ligesindede forfattere følte sin viden grundfæstet – "og greb enhver Lejlighed til at udbrede sig, næsten at præke om Menneskehedens kommende Stortid og "den ny Renaissance", – paa en Maade, der ofte vakte Smil og Forlegenhed hos dem, 142 der hørte paa ham."10 Hele dette afsnit er imidlertid strøget i den reviderede udgave. Pers epigoneri viser sig også i, at hans egen pjece både i stil og tone farves af hans læsning af dr. Nathans stridsskrifter.11
Den ortodokse konservative forargelse med dens bitone af direkte antisemitisme kommer til udtryk i oberst Bjerregravs ironiske kommentarer: "Naturligvis! Der skal laves Spektakler, gøres Optøjer! Det er denne Jødedoktor, der har sat Ungdommen Fluer i Hovedet… Der skal luftes ud, som det saa stort hedder. Der skal reformeres og revolutioneres – – ."12
Mens Nathan indtil dette tidspunkt i romanen har været opfattet på en måde, der afslørede mindre om den sete genstand end om menneskene bag øjnene – en flok narre, ungdommelige entusiaster og selvoptagne himmelstormere – indfører Pontoppidan nu en mere forfinet og tilforladelig iagttager, den kejtede, nervøse Aron Israel, som er den første, hvis opfattelse giver billedet af dr. Nathan fylde og styrke. Om Aron Israel hedder det i originaludgaven, at han "ikke helt med Urette havde vundet en Navnkundighed, der kunde kappes med selve Dr. Nathans"13, senere rettet til, at han "i visse Krese nød et Ry, som kunde sidestilles med selve Dr. Nathans"14. Aron Israel fremstilles som en stor beundrer af Nathan – "og optraadte ofte med ikke ringe Lidenskab mod den Smaalighed, hvormed man ikke mindst i jødiske Krese – tildels af Frygtagtighed, tildels af Jalousi – misbilligede Dr. Nathans udæskende Optræden og i Bedømmelsen af hans Person bestandig heftede sig ved den Slags, ganske vist komiske Smaaskrøbeligheder, der saa hyppigt følger Aandens kronede Storheder og ligesom smaa, bjældeklingende Narre-Pager bærer Slæbet paa det kongelige Purpur."15 Fra hidtil at være opfattet snart som en Gud, snart som en Satan, begynder Nathan gennem Aron Israels opfattelse for første gang at tage form som et menneske, med menneskelig storhed og menneskelige skrøbeligheder.
I fjerde bind af romanen træder læseren dr. Nathan yderligere et skridt nærmere, da Per i Berlin aflægger ham et 143 besøg. Heller ikke mødet mellem Per og Nathan skildres dog med forfatterens ord, men ved gengivelsen af Pers brev til Jakobe. Per konstaterer, at Nathan synes at befinde sig ganske vel i sin frivillige landflygtighed (i den reviderede udgave tilføjes dog ordene: " – trods forskellige ret bitre Udtalelser – "). Trods den venlige modtagelse har Per ikke følt sig tiltalt af Nathans person. "Du gode Gud, hvilket Snakketøj!" hedder det i originaludgaven; udtrykket er dog nænsomt strøget af Pontoppidan i den reviderede udgave. Om tekniske spørgsmål har Nathan intet begreb, og Per, hvis eget snakketøj åbenbart også har været i orden, bliver hele tiden afbrudt af de horribleste spørgsmål. "Han vidste knap nok, hvad en Turbine var for noget," har Pontoppidan tilføjet i den reviderede udgave for at vise, i hvilken retning Pers konversation har gået16. Brevet afslører derfor mere om Per end om Nathan, men det afspejler dog nok også i nogen grad den unge Pontoppidans oprindelige aversion mod Georg Brandes' snakkesalighed (jvf. hans skildring i erindringerne af samtalen på Kalundborg-Aarhus-båden17). Men mest afslører skildringen Pers egen mangel på stabilitet: et kort personligt møde med den mand, han har gjort sig til forbillede, bringer øjeblikkelig idolet til fald. Nathan, der vil skabe et nyt kultursamfund på ruinerne af præsteskabets spøgelsesverden (rettet til: "paa Middelalderens romantiske Ruiner"), forstår efter Pers mening ikke selv, hvad han er begyndt på – nemlig fordi han ikke forstår Pers teknologiske planer!
Da Per nogle dage senere har været til frokost hos Nathan påny, reviderer han (i originaludgaven) i nogen grad sit syn på denne: "Jeg vil da sige, at han virkelig idag syntes mig interessantere og i hvert Fald lod mig komme tilorde…", selvom det har oprørt Per, at Nathan anså hans projekt for "temmelig fantastisk"18. Per og Nathan snakker dog stadig henholdsvis i øst og vest, idealisten Nathan om litteratur og politik, materialisten Per om potentielle rigdomskilder. Per kan ikke mere anerkende Nathan som fører; han 144 er og bliver efter hans mening "et Universitetsprodukt uden Forstand paa det praktiske Livs Krav"19. For Per er det guldets glans, der skal kaste det "Lys over Landet", som Nathan og de andre snakker så meget om20.
Da Pers pjece senere er blevet ilde medhandlet af kritikken, indrømmer han (i originaludgaven) i et brev til Jakobe, at der alligevel var en vis sandhed i Nathans dom om det fantastiske i hans projekt21.
Med originaludgavens femte bind er handlingen nået frem til 1883, det år, da Georg Brandes vendte tilbage fra Tyskland. Jakobe skriver til Per, at der i Danmark er "et nyt Udbrud af teologisk Desperation og Forfølgelsessyge", og at Nathans tilbagevenden "har vakt Panik i Præstelejren. Enhver Lejlighed benyttes i disse Dage til at tordne mod den ny Tid og dens Mænd."22 Og i samme bind forberedes læseren på Nathans tilstedeværelse ved den store fest på "Skovbakken"23.
Først i sjette bind optræder Nathan direkte som person i bogen – nu ikke mere som set og opfattet af andre af bogens skikkelser, men som opfattet af forfatteren selv.
Dr. Nathan er inviteret med til den store fest, som familien Salomon afholder på "Skovbakken", og ved efterretten udbringer Philip Salomon en skål for ham og ønsker ham velkommen tilbage fra den lange udlændighed, "som jo heldigvis kun havde knyttet ham endnu fastere til Landet og dets Ungdom." Skålen bliver drukket med stor begejstring, og flere af gæsterne rejser sig fra deres pladser og samles om dr. Nathan for at skåle med ham. "Han har ikke forandret sig siden sidst," hørte man folk sige rundtom ved bordet. "Haaret begynder dog at miste Farven." – "Aa ja, men han ser alligevel ikke ældre ud!"
Og så følger – i to dele – det berømte portræt af dr. Nathan, som her gengives ved at sammenholde originaludgavens tekst med den reviderede udgaves rettelser:
145 Ja, hvordan saae han [egenlig] > /egentlig/ ud, denne meget fejrede og meget angrebne Mand, der mere energisk og mere maalbevidst end nogen anden havde ryddet Grund for et Fremtidens Danmark og rejst et Røre i Landet, [til hvilket] > /hvortil/ man næppe kunde finde Sidestykke i nogen aandelig Bevægelse siden Reformationens Dage.
Han var lille af Vækst, og Folk fandt i Almindelighed hans Ansigt uskønt. Det var i hvert Fald meget uregelmæssigt; men forresten havde det sin Vanskelighed at bedømme det, fordi det aldrig var i Hvile men uafbrudt skiftede Udtryk og afspejlede indre Bevægelser med et ubehersket, krampagtigt Minespil, hvori der med Aarene endda var kommen nogen bevidst Overdrivelse. Smukkest var det, naar han lyttede. Dets Udtryk fik da Liv af det, som var allerypperst hos ham: hans Kundskabstørst, hans umættelige Videlyst … eller Videlystenhed. I en almindelig Selskabsunderholdning var saadanne Øjeblikke dog ikke hyppige hos ham, han holdt absolut mest af at tale selv. Ved Siden af [sin vidunderlige] > /en ubegrænset/ Modtagelighed – og som Modvægt herimod – besad han endnu i den graanende Alder en næsten ungpigeagtig Meddelelsestrang, der undertiden kunde udarte og blive lidt sladdervorn og da ikke [var helt fri for Gift] > /fri for Malice/.
Denne hans hensynsfulde Livfuldhed havde bidraget mere, end han selv forstod, til den Modstand og Uvilje, hvormed han var bleven mødt. Den havde Gang efter Gang fjernet ogsaa Venner og naturlige Forbundsfæller fra ham ved at krænke de nordisk-germanske Forestillinger om mandig Værdighed. Hans Naturel var i det hele saa fremmedartet, saa uforligeligt med den danske Nationalkarakter, at han nødvendigvis maatte støde an, saa meget mere, som han – i betegnende Modsætning til de jødiske Skribenter, der før ham var optraadt i den danske Literatur – hverken søgte at tilpasse sine fremmede Ejendommeligheder efter Omgivelserne eller at gøre sig interessant ved at stille sig udenfor med et farisæisk: "Hvad vil jeg imellem Jer?" Han havde aldrig tvivlet om sin Berettigelse til at tale med. Han havde endog meget tidlig følt sig særlig kaldet til at spille en Rolle i Nationen og det netop paa Grund af dette unationale i hans Afstamning, der satte ham 146 istand til at betragte det hjemlige Liv paa Frastand og bedømme det uden Fordomme.
Hertil kom, at heller ikke hans Dannelse var af den sædvanlige dansk-tyske Art. Han havde sin aandelige Hjemstavn i romansk Kultur, og hans Forkærlighed for fransk [Aandsforfinelse] > /Smagsforfinelse/ – den han som ung lagde for Dagen ogsaa ved en vis ydre Elegance – gjorde ham straks mistænkt mellem hans Landsmænd, ikke mindst i den lærde Verden. I Grunden havde han sine bitreste Modstandere indenfor selve Universitetets Mure. Med sit [ ] > /smukke og meget/ velplejede Haar, sit store, [pletfrie] > /altid snehvide/ Skjortebryst [og sine livlige Bevægelser] > /, sit hele omsorgsfuldt hægede Ydre/ var han nøjagtig saadan, som de gamle teologiske Professorer forestiller sig en Charlatan.
Dog, alt dette var endnu ikke tilstrækkeligt til at forklare den overordentlige [, formelig tidskelsættende] > / / Virkning af hans Optræden. Han besad [visselig] > /visseligen/ glimrende Evner men var dog ikke, hvad man i Almindelighed forstaar ved et [Geni] > /"Geni"/, ingen selvfølende Aand, ingen Nyskaber. Sammenlignet med hjemmeavlede Originaler som Grundtvig eller Kierkegaard kunde han endog synes at mangle dybere Ejendommelighed. Han [var] > /havde været/ for utaalmodig til at [kunne] > / / udruge [en] > /nogen/ selvstændig Verdensanskuelse, for [livslysten] > /livsoptaget og levelysten/ til en saadan [sejg,] > / / dagsky, edderkoppeagtig Udspinden af eget Personlighedsindhold, hvorunder [selv] > /ogsaa/ ringere Begavelser kan slumpe til at gøre mere og mindre mageløse Opdagelser. Med sin rastløse Higen kunde han snarere lignes ved en gylden Arbejdsbi, der i Sol og Storm afsøgte alle Aandens Blomstermarker og trofast vendte hjem til Kuben med Brodden skjult af Honning. Ligesom med hundrede Øjne overfoer han alle Landes og alle Tiders Literaturer, slog med [sikkert] > /uglippeligt/ Instinkt ned paa alt, hvad der kunde tjene som Ansporingsmiddel derhjemme, og fremstillede med den sindrigste Kunst et Kraftuddrag deraf, en snart bitter, snart sødt krydret Livsvækker for den danske Ungdom. Hele Tidsafsnits Aandshistorie [oprullede han] > /forstod han at oprulle/ paa nogle faa Sider, saa den fik et Dramas Flugt og Liv. [Selv] > /Endog/ de dunkleste filosofiske 147 Løngange [forstod han at] > /kunde han/ belyse [ved] > /med/ et Par virkningsfulde Tankelyn, saa [ogsaa de svagt Begavede] > /selv de dummeste/ fik en Slags Fornemmelse af, hvad der taltes om.
I denne Genfremstillingens Kunst stak den dybere liggende Hemmelighed ved den enestaaende Magt, han havde faaet over de Unges Sind. Ikke alene bedaarede den rent umiddelbart; men den [bidrog til at skaffe] > /skaffede/ ham Haandsrækning fra en Egenskab ved Folkekarakteren, som man overhovedet aldrig forgæves udnytter, og som han [da ogsaa] > /forøvrig/ samtidig energisk bekæmpede: den danske Magelighed. Aldrig før havde den studerende Ungdom herhjemme kunnet tilegne sig Kundskaber paa [en saa let og underholdende Maade] > /saa let og underholdende en Maade/. Mens man laa henstrakt paa sin Sofa med en lang Pibe i Munden, skred Verdensliteraturens store Personligheder En livagtig forbi, og Indholdet af deres Værker blev gengivet med en saa bestikkende Anskuelighed, at det bagefter var, som om man selv havde læst og gennemtænkt dem alle, hvorfor ogsaa de fleste ansaae det for ganske ufornødent virkelig at gøre det. Man godkendte Nathans Domme og Synspunkter uden Indsigelse, fordi man antog dem for sine egne. Man fyldte sig med hans rent personlige Følelses- og Stemningsliv, indsugede hans orientalsk flammende Sympatier og Antipatier under Fornemmelsen af en trolddomsagtig Berigelse. Aldrig havde det saaledes gæret i den akademiske Ungdom af Vovemod og Frihedsbegejstring. Selv den mest tykblodede Bondestudent var som berust af Stordaadstrang, naar han efter nogle Timers Læsning i Nathans Skrifter [rejste sig fra] > /væltede op fra/ sin Sofa for at stoppe sig en ny Pibe.
Naa, mere end til en forbigaaende Opblussen blev det da som oftest heller ikke, og Tilbageslaget var i mange Tilfælde endda det kraftigste i Virkningen. Poul Berger var langtfra den eneste [af Nathans Tilhængere, for hvem denne Vækkelse] > /, for hvem Vækkelsen ved Nathan og dennes aandelige Ilddaab/ var bleven Forberedelsen til en religiøs Genfødelse. Det kunde ikke være anderledes. Hvor et aandeligt Liv var bleven vakt og med nogen Alvor søgte mod Dybet, fandt det ingen anden opdyrket Jordbund at slaa Rod i end Teologien. 148 Hvad der var af Kultur i Folket, tilhørte endnu saa godt som udelukkende Kirken. Hvor Overfladen hørte op, begyndte enten Middelalderen eller Tomheden.
Paa en vis Maade kunde Omfanget af Nathans Betydning derfor [ ] > /foreløbig/ bedst maales paa hans Modstandere. Hos adskillige af disse [syntes han at have vakt] > /havde han virkelig formaaet at vække/ den virksomme Lidenskab, den fanatiske Glød, han forgæves havde søgt at indblæse sine [Medkæmpere] > /Medkæmpende/. Endnu sporedes [det religiøse Bagstræv] > /den religiøse Modbevægelse/ dog ikke stærkt [her] > / / i Hovedstaden, hvor Sindene var for optagne af det nyskabte Forretningsrøre. Ude i Provinsen derimod, især paa Landet, voksede det sig stærkt i Stilheden og samlede sig om Præstegaarde og Højskoler som en Hær omkring sine Fæstninger24.
Nogle sider senere i det samme kapitel fortsætter skildringen af dr. Nathan med dette afsnit:
Ind gennem et af Kabinetterne kom Dr. Nathan stormende med to af Aftenens yngste og smukkeste Damer under Armen, – paa Vej til Dansen. Ved ingen Lejlighed var denne mærkelige Mand maaske mere beundringsværdig end i en Selskabssal. Hvor lang hans Arbejdsdag eller Arbejdsnat end havde været – og Lampen i hans Studereværelse brændte ofte endnu, naar Dagen gryede – kendte han ikke til Utidighed men kastede sig ind i Underholdningen med altid lige ungdommelig [spænstig] > /spændstig/ og paagaaende Kraft. Han havde aldrig kunstige Oplivelsesmidler [nødig] > /behov/. Saa oprigtig og dyb hans Menneskeforagt under Aarenes Kamp var bleven, den havde dog aldrig faaet Bugt med Levetrangen hos ham. Festlig oplyste Stuer, smukke Kvinder, Smil og Blomster holdt ham i Aande. Naarsomhelst og hvorsomhelst man fik Øje paa ham, saae man ham fuldt optaget af at fortælle, forklare og overbevise. I Selskabslivet som i Literaturen var han en Erobrer og Fortryller, og med al sin overmodige Udæskning var han egenlig altid bekymret for, at man ikke skulde synes om ham. Selv den ubetydeligste unge Students Mening [om ham var ham] > /var ham i saa Henseende/ aldrig helt ligegyldig. Han kunde ofte nok i sine Skrifter tale 149 spottende om Livet og dets Gøglespil, – overalt hvor han mødte det, fik det alligevel hurtig Magten over ham. Endog i dets allermindst tiltalende Former kunde han ikke modstaa det, saa ukuelig, saa overdaadig frugtbar var Naturbunden hos dette Hovedstadsmenneske, der var født i selve Byens Midte, vokset op af dens Stenbro som Sydens flammeblomstrende Kaktus af en Klippegrund.
Det var netop denne tindrende Livsoptagethed, der gjorde ham til [en saa ejendommelig Fremtoning] > /et saa ejendommeligt Fænomen/ i et ufrisk Bondeland som det danske. I Tidens literære Koncert, hvori der hørtes alle Slags Instrumenter fra Domsbasunen til Markedstrompeten og det fromme Kirkeklokkespil, var og [forblev] > /blev/ han Naturtonen – den paa eengang dragende og ængstende. Som han [her] > /nu her/ hastede frem mod Dansesalen med de to rødmende unge Piger under Armen, selv graa og bukkeskægget og let haltende paa det ene Ben, var [han] > /hans Skikkelse/ en levende Anskueliggørelse af, hvad han havde været [og havde betydet] > / / for sin Samtids Ungdom: [Skovguden, den store Pan] > /de store Skoves Pan/, der med sin Tryllefløjte havde lokket endog de Forsagte ud til Livsforyngelsens Kilder og et Øjeblik [havde] > / / faaet det degnetunge danske Folk til at danse25.
I originaludgavens sidste bind, "Lykke-Per hans sidste Kamp" (1904) nævnes endelig dr. Nathans navn en sidste gang, da det berettes, hvordan Pers broder, departementschefen, efter Pers død opsøger Jakobe i hendes "konfessionsløse Skolehjem" i København; mellem de store portrætter af tidens berømte mænd ser han der – til sit store ubehag – også "Dr. Nathans livslysende Satyransigt"26. Dette er dog udgået i den reviderede udgave af "Lykke-Per".
Den udførlige skildring af dr. Nathan i "Lykke-Per" rejser en række problemer, som skal drøftes i det følgende.
Henrik Pontoppidan lod sig som bekendt ofte inspirere af levende modeller til forfatterskabets fiktive personer; der er i ikke i så få tilfælde tale om endog ret nærgående portrætter eller maliciøst opfattede karikaturer, som Pontoppidan måtte forvente, at i hvert fald samtidens læsere uden vanskelighed 150 ville identificere. Dette gælder også adskillige af bipersonerne i "Lykke-Per", ikke mindst Fritjof Jensen, hvem samtidige læsere uvægerligt ville opfatte som et maliciøst portræt af Holger Drachmann. Men Henrik Pontoppidan påberåbte sig i alle sådanne tilfælde sin digteriske frihed; hvad der end måtte have været hans inspiration, var hans personer at betragte som digteriske skikkelser, der ikke uden videre kunne identificeres med denne eller hin.
Der er i hele Pontoppidans forfatterskab kun een skikkelse, om hvilken han åbent har erkendt, at den skulle opfattes som et forsøg på et portræt af en levende person27; denne ene skikkelse er dr. Nathan, som repræsenterer hans daværende opfattelse af Georg Brandes. Pontoppidan indrømmede direkte i et brev til Georg Brandes den 5. juli 1902 – altså efter at det bind af "Lykke-Per" var udkommet, som indeholdt den store skildring af Nathan ved festen hos Salomons på "Skovbakken" – at han "ved Skildringen af min Bogs Dr. Nathan specielt har haft Deres Virksomhed i Tankerne", og håbede, at Brandes ikke ville misforstå hensigten med hans "Tilløb til en Karakteristik".28 Over for offentligheden indrømmede han det samme indirekte i et interview i "Politiken" den 19. december 1905 – altså umiddelbart efter at den reviderede udgave af "Lykke-Per" var udkommet – idet han, efter først at have afvist teorien om, at Per Sidenius skulle opfattes som et selvportræt af forfatteren, fortsatte:
Det vil ogsaa være forgæves at søge efter andre Portrætter i Bogen. Paa en enkelt Undtagelse nær – som er meget tydelig betegnet, og som Bogens Plan krævede – findes der ingen.
Ingen kunne være i tvivl om, at denne "enkelte undtagelse" var dr. Nathan, som samtlige anmeldere forlængst havde identificeret med Georg Brandes.
Georg Brandes havde under læsningen af "Lykke-Per" naturligvis ikke kunnet undgå at se ligheden mellem sig selv og bogens dr. Nathan. Men over for Pontoppidan holdt han på, at han havde opfattet skikkelsen som en fri gendigtning, 151 ikke som et præcist portræt; "De havde jo Deres digteriske Frihed," skrev han til Pontoppidan29. Først Pontoppidans egen indrømmelse fik ham til at protestere mod visse små, men væsentlige detaljer i portrættet. Hertil skal jeg senere vende tilbage.
Om Nathan-skikkelsen brugte Pontoppidan i det ovenfor omtalte interview i "Politiken" det udtryk, at "Bogens Plan" krævede dette portræt af Georg Brandes, og i sit brev til Brandes den 9. juli 1902 anvendte han den vending om en af de karakteristikker af Nathan, som Brandes havde protesteret imod, at "Spørgsmålet fører ind til Bogens inderste Tankegang"30. Begge udtryk viser tydeligt, at Pontoppidan selv har tillagt portrættet af Georg Brandes en central betydning i "Lykke-Per".
Med udtrykket "Bogens Plan" mente Pontoppidan naturligvis noget helt andet end bogens handling. Selv det mest udførlige handlingsreferat af "Lykke-Per" kunne foretages uden at nævne dr. Nathans skikkelse. Direkte griber Nathan ikke på noget tidspunkt ind i handlingen. Men han er på den anden side noget langt væsentligere end blot et ornament, en gesims på den digteriske konstruktion; Nathan er en integrerende del af bogens idemæssige struktur.
Det må for det første erindres, at "Lykke-Per" er ment som et omfattende Danmarksbillede henlagt til et ganske bestemt tidspunkt i Danmarks historie. Hovedhandlingen er henlagt til begyndelsen af 1880eme, og Pontoppidan har tillagt Brandes' indsats på denne tid en så stor betydning, at han ikke har kunnet komme uden om den strid, der stod om Brandes selv og det moderne gennembruds ideer. Selv hævdede Pontoppidan jo, at man måtte gå helt tilbage til Reformationstiden for at finde et sidestykke til det røre, Brandes havde vakt. Per Sidenius ville ikke have kunnet kommet i de krese, han omgikkes i København, uden at blive tvunget til at tage stilling til kulturpersonligheden Georg Brandes.
Dette forklarer imidlertid kun dr. Nathans tilstedeværelse i romanen som baggrundsfigur; det motiverer ikke hans tilstedeværelse 152 på "Skovbakken" og det dermed sammenhængende store forfatterportræt, som Pontoppidan netop selv forbinder med "Bogens inderste Tankegang". Det var ikke enhver ung student, der traf Georg Brandes personligt! For at forstå baggrunden for det store forfatterportræt af Georg Brandes må man derfor søge til bogens grundlæggende ide, eller hvad Pontoppidan selv foretrak at kalde dens "Grundstemning".
Der findes i bogen to centrale jødiske skikkelser, begge opfattet med stor sympati som eksponenter for den jødiske race og begge bevidst tegnet som kontraster til de "typisk danske" karaktertræk. Den ene er en kvinde, Jakobe Salomon, den anden en mand, dr. Nathan.
Med "Lykke-Per" har Pontoppidan villet udtrykke noget, som havde mere end individuel og mindre end almenmenneskelig gyldighed; romanen er – i endnu langt højere grad, end "Det forjættede Land" var det – et forsøg på at trænge tilbunds i nogle væsentlige sider af selve den danske folkekarakter, stadig fastholdt inden for rammerne af en let genkendelig tidsperiode. Man kan diskutere, om der overhovedet er noget, der hedder "den danske folkekarakter"; men det er hævet over diskussion, at begrebet for Henrik Pontoppidan havde en subjektiv virkelighed. Fantasteriet var således for Pontoppidan et lige så udpræget dansk karaktertræk, som det for Ibsen var et udpræget norsk karaktertræk. Kontrasten mellem flyvegrillerne og gumpetungheden er et stadigt tilbagevendende motiv i Pontoppidans digtning, til visse tider opfattet humoristisk, til andre tider patetisk, men det er altid et specielt dansk fænomen. Bakketroldene, de lysrædde Sideniusser, præste- og degnesønneme, og alle de øvrige billeder, Pontoppidan anvendte, gjaldt ikke noget almenmenneskeligt, men noget specifikt dansk. Han kunne skiftevis opfatte sindigheden som et gode eller som et onde, men det var for ham under alle omstændigheder et særlig dansk fænomen.
Det er naturligt, at den, der forsøger at skildre en bestemt 153 folkegruppes karakterejendommeligheder, nedarvede eller miljøbestemte, søger efter et sammenligningsgrundlag, en kontrast, som altså må findes i en anden folkegruppe. Georg Brandes opstillede i sine skrifter en (tit forenklet) kontrast mellem den danske tilbageståenhed og konservatisme på den ene side og det abstrakte begreb "Europa" på den anden side, som så blev synonymt med begreber som "fremskridt" og "frisind". Hans omfattende kendskab, navnlig til fransk og tysk kultur, tillod ham dog på værdifuld måde at konkretisere dette modsætningsforhold ved hjælp af iøjnefaldende eksempler. Det er da også karakteristisk, at Pontoppidan lader Nathans afhandling i "Lyset" være baseret på en direkte sammenligning mellem iltogsfarten "forbi det genfødte Tysklands hastigt opvoksende Storbyer, gennem det myretravle Hamborg og det nyskabte Kiel" på den ene side, og det stillestående Danmark på den anden side, "Drømmenes overjordiske Rige" – en sammenligning mellem det Danmark, hvor "det var, som om Livet havde staaet stille", og det Europa, hvor der "paa alle Omraader havde fundet en mægtig Udvikling Sted, en aandelig Revolution, der havde omskabt Samfundene og givet Menneskene højere og dristigere Maal." Sådan kunne Brandes tale og skrive – men Pontoppidan ikke.
Brandes var europæer – en europæer, der tilfældigvis var født i Danmark, og som tit beklagede sig over den vanskæbne det var at være født i et lille land som Danmark. Pontoppidan var ikke europæer, men dansker – og syd for Kongeaaen kom han kun som turist eller som rekonvalescent på de tyske kursteder. Hans kendskab til tysk åndsliv synes at have været nok så begrænset, og hans kendskab til fransk og engelsk åndsliv endnu mindre. Det ville have faldet ham meget vanskeligt at karakterisere dansk mentalitet på baggrund af en sammenligning med det for ham uvirkelige begreb "Europa".
I "Lykke-Per" valgte han derfor som kontrast til de specifikt danske karaktertræk at skildre en gruppe danskere, der efter hans mening netop ikke var i besiddelse af disse gennem 154 mange generationer nedarvede danske egenskaber, nemlig danske jøder. Hele den salomonske familie og kredsen omkring den, inklusive dr. Nathan, tilhører alle een race, mens Per, hans familie og bogens øvrige personer tilhører en anden. Pontoppidans syn på menneskene var i nogen grad racemæssigt bestemt, hvilket ikke på nogen måde må forstås således, at han havde nogen racemæssige fordomme. Efter hans opfattelse levede der i Danmark to vidt forskellige racer, med fundamentalt forskellige karaktertræk, hvoraf den ene race stammede fra landets urindvånere, bakketroldene, til hvis organisme der efter Reformationen var tilsat talløse generationers gammelluthersk præste- og degneblod, mens den anden var en ret sent indvandret race, uudsletteligt præget af sine specielle historiske forudsætninger, sin isolation, sin bitre kamp for tilværelsen, sine religionshistoriske forudsætninger. Det jødiske miljø, som Per lærer at kende, er ikke indført i "Lykke-Per" som en kuriositet, hvis tilstedeværelse skyldes den tilfældighed, at Pontoppidan i sine unge dage havde lært forskellige jødiske kredse i København at kende; det er indsat som et billede af de danske ikke-danskere, der skal sætte skildringen af ærkedanskerne, Sideniusserne, i relief og derved skabe den kontrast, som betinger forståelsen af, hvad der efter Pontoppidans mening var typisk danske karakteregenskaber.
Jødinden Jakobe er den bevidste kontrast til Per, et racemenneske i ordets ædleste forstand, i besiddelse af sin races intuition, styrke og lidenskab; det er væsensforskellen i deres karakter, som gør, at forholdet mellem dem må gå i stykker. På tilsvarende måde er dr. Nathan tegnet i bevidst modsætning til bogens mange "danskere" (i betydningen ikke-jøder). Også han er et racemenneske i ordets ædleste forstand, i besiddelse af sin races blændende intelligens, kampiver og evne til at begejstre og henrive; men netop de ædleste af hans racebestemte egenskaber bevirker, at den kontakt, han tilsyneladende opnår med det danske folk, kun er en skinkontakt, en sæbeboble, der brister.
155 For Georg Brandes selv var den omstændighed, at han tilhørte den jødiske race, en ren tilfældighed, noget ganske irrelevant; han havde ingen jødisk racefølelse, prøvede i hvert fald at undertrykke den, hvis den fandtes hos ham, og han så med inderlig uvilje på ethvert forsøg på at opdyrke den jødiske fællesskabsfølelse – "jøderiet" kaldte han det. I Pontoppidans øjne var det at være dansk jøde hverken noget ringere eller bedre end at være dansk ikke-jøde; det var blot noget ganske andet. En jøde kunne lige så lidt fornægte sin jødiske arv, som en dansker kunne fornægte sin danske arv – i begge tilfælde på godt og ondt. Han opfattede raceforskelle som noget essentielt, noget, som bundede i så væsensforskellige forudsætninger i arv og miljø, at der kun sjældent kunne skabes en virkelig forståelse hen over de racemæssige modsætninger.
Det er derfor ikke noget tilfælde, at det i "Lykke-Per" fra første færd slås fast, at dr. Nathan er jøde. Antisemitismen – ikke-jødernes aggressive kompensation for deres egen følelse af mindreværd – er da også at spore i varierende styrke hos Fritjof, hos Per, hos den konservative oberst Bjerregrav og i vittighedspressen, som rimer Nathan på Satan (Georg Brandes brugte jo i nogle af sine avisartikler pseudonymet "Lucifer"). Det fremmedartede hos Nathan er da også påfaldende stærkt understreget. Hans naturel er "uforligeligt med den danske nationalkarakter" og krænker "de nordisk-germanske Forestillinger om mandig Værdighed"; der tales om hans "fremmede Ejendommeligheder" og det "unationale i hans Afstamning", og hans sympatier og antipatier beskrives som "orientalsk flammende". Han virker ensom og isoleret (Nathan synes hverken at have kone eller børn!), også fordi hans tilhængere og beundrere uvægerligt synes at bruge ham til hver sit private og personlige formål. De ideer og værdier, han har villet give det danske folk, forstår danskerne ikke at tage imod. Hans skrifter bliver ikke til inspirationskilder, men virker som nem tyggemad, der gør det overflødigt for de mageligt anlagte danskere at gå til selve kilderne. Per er ikke 156 den eneste, der "følte sin Viden grundfæstet" efter at have læst et lille uddrag af Nathans skrifter, og som derpå gør sig til grin som en latterlig miniature-Nathan, der blot formår at slynge om sig med frigørelses-flosklerne og imitere Nathans stil og tone, uden at der dog er dækning af personligheden.
Vilhelm Andersen var i en anmeldelse i 1905 af den reviderede udgave af "Lykke-Per" inde på dette spørgsmål, da han skrev, at det kunne tænkes, at en læser, der var nogenlunde bevandret i dansk litteraturhistorie siden 1870, med nogen ærgrelse ville beskikke sig på det uundgåelige "for syv og tyvende Gang at høre om Dr. Nathans forløsende Mission overfor Præstens Drenge". Hvorefter han fortsatte:
Men Indvendingen rammer ikke Pontoppidan. Vistnok mærker man ogsaa i denne Bog, som i saa mange andre, at Georg Brandes' Betydning for Ungdommen her i Landet har været ikke blot at aabne, men at spærre: man har ikke paa egen Haand kunnet komme bag om denne Mellemmand til de store Spørgsmaals Kilder. Det er helt rørende at læse om, hvilket Sæt det formelig giver i Lykke Per, da han i Tyskland faar fat paa en Reclam-Oversættelse af Platon31.
Men det var den danske mageligheds skyld, siger Pontoppidan, at Brandes kom til at spærre i stedet for at åbne.
Om det store afsluttende forfatterportræt af mennesket Georg Brandes må det først fremhæves, at det er båret oppe af en meget stor personlig beundring og sympati. Vilhelm Andersen talte da også allerede i sin anmeldelse i "Politiken" i 1905 om "det med en klog Beundring udførte Portræt af Georg Brandes som Dr. Nathan", og i sin bog om Pontoppidan i 1917 brugte han næsten ordret det samme udtryk32. Cai M. Woel står vist temmelig ene om at opfatte Brandesportrættet som værende "næsten paa Randen af det perfide?"33 Pontoppidan var da også glad ved, at Brandes ikke havde "misopfattet den Følelse eller den Hensigt, der har affødt mit Forsøg"34, og Brandes selv skrev, at han havde grund til at være taknemmelig over, hvad Pontoppidan havde skrevet om Nathan, og at han – trods sine konkrete 157 indvendinger – måtte være smålig, hvis han ikke var tilfreds med så megen velvilje35.
Nathans ubeherskede, til tider bevidst overdrevne minespil og hans "hensynsfulde Livfuldhed" fremhæver det fremmedartede i hans natur, omend modsætningen – "de nordiske Ansigters Flegma" – først understreges i et privat brev fra Pontoppidan til Brandes36, ikke direkte i selve bogen. Nathan har stødt an i Danmark, ikke blot ved sit fremmedartede naturel, men også derved, at han i modsætning til andre jødiske skribenter før ham hverken har stræbt efter beskyttelsesligheden (som Hertz, Rist og andre) eller isolationen (som Goldschmidt). Som kulturpersonlighed opfatter Pontoppidan da også Nathan som et produkt af gallisk kultur, ikke af dansk, og Nathan måler sit lands kulturliv med en udenlandsk alen.
Når det fremhæves, som det ofte er sket, at Pontoppidan frakender Brandes genialitet og selvstændigt skabende evner, bør det samtidig tilføjes, at ordet "geni" i Pontoppidans øjne ikke er nogen ubetinget kompliment. Det ligger i Pontoppidans formulering, at han måske er tilbøjelig til at benytte ordet "geni" (i gåseøjne) om "hjemmeavlede Originaler som Grundtvig eller Kierkegaard"37, men det er netop de positive sider hos Nathan-Brandes, som har forhindret ham i at blive et sådant "geni"; det er hans utålmodighed og levelyst, der har forhindret ham i at bruge sin tid og sine kræfter til en "dagsky, edderkoppeagtig Udspinden af eget Personlighedsindhold". Enorm flid og "uglippeligt Instinkt" har gjort ham til den store beåndede fortolker og gengiver, en popularisator af Guds nåde. Ulykken er blot, at danskerne takket været deres magelige natur har nøjedes med at modtage såvel kulturen som vovemodet og frihedsbegejstringen på anden hånd, som et færdiglavet produkt. Men hvis gennemsnitsdanskeren sættes åndeligt i gang, er vejen ikke lang fra andenhånds radikalisme til neo-religiøs renæssance, fordi gennemsnitsdanskerens åndelige undergrund ikke består af andet end forsumpet teologi. Derfor har den aktion, som Nathan-Brandes 158 har fremkaldt, været ringe, men reaktionen så meget desto stærkere, navnlig i de religiøse kredse på landet.
Efter denne vurdering af åndsmennesket Nathan-Brandes set i forhold til dansk egenart følger så det personlige portræt af et modsætningernes menneske: på den ene side den myreflittige ensomme forsker, på den anden side det vitale og sprudlende selskabsmenneske; en mand, som på den ene side er i besiddelse af den oprigtige menneskeforagt, på den anden side af en livslyst og levetrang og ærgerrighed, som får ham til at lægge vægt på, hvad "selv den ubetydeligste unge Student" mener om ham; på den ene side den spotske livsforagter, på den anden side den passionerede livsdyrker; på den ene side det inkarnerede bymenneske, på den anden side en personificering af selve naturguden.
At Nathan-Brandes har fået det degnetunge danske folk til at danse, det fortæller noget afgørende om hans format og styrke; men dansen varede kun "et Øjeblik" – han var til syvende og sidst for artsforskellig til i det lange løb at kunne øve nogen varig indflydelse på den danske "race".
*
Om forskellen mellem originaludgaven af " Lykke-Per" og den reviderede udgave fra 1905 udtalte Pontoppidan i et interview i "Politiken" den 19. december 1905:
Den ældre Udgave forholder sig til denne nye omtrent som en Malers Naturstudier til det færdige Maleri. Hvilken man vil foretrække, er en Smagssag. Skitsen besidder jo gerne en Farvefriskhed, som ikke let bevares under en omhyggeligere Udarbejdelse; men til Gengæld er saa det færdige Maleri lettere tilgængeligt, mere anskueligt og dertil stærkere præget af Frembringerens Grundstemning.
Sammenholder man Nathan-portrættet i de to udgaver, vil man konstatere, at skønt teksterne på visse punkter afviger fra hinanden, er der væsentlig tale om ændringer af ortografisk og stilistisk art. De mest iøjnefaldende træk ved ændringerne er dels en tendens til præcisere formulering, dels 159 en tendens til objektivisering af subjektive domme. Eksempler på det første er: livslysten > livsoptaget og levelysten; sikkert Instinkt > uglippeligt Instinkt; rejste sig fra sin Sofa > væltede op fra sin Sofa; han > hans Skikkelse. Eksempler på objektiviseringen af subjektive domme er: sin vidunderlige Modtagelighed > en ubegrænset Modtagelighed; den overordentlige, formelig tidsskelsættende Virkning > den overordentlige Virkning; syntes han at have vakt > havde han virkelig formaaet at vække; det religiøse Bagstræv > den religiøse Modbevægelse.
Som det fremgår af brevvekslingen, protesterede Georg Brandes på tre punkter mod forfatterportrættet af dr. Nathan – "hvis den skal være mig helt igjennem"38. Brandes' første indvending gjaldt beskrivelsen af Nathans ubeherskede, krampagtige minespil, "hvori der med Aarene endda var kommen nogen bevidst Overdrivelse". Heroverfor nægtede Brandes, at han bevidst spillede med ansigtsmusklerne. Udtrykket blev dog – trods Brandes' protest – ikke ændret; Pontoppidan betragtede dette muskelspil som et udtryk for utålmodighed, en lyst til at understrege en modsætning til de nordiske ansigters flegma, som ofte måtte have irriteret Nathan.
Brandes' anden indvending gjaldt beskrivelsen af Nathans "ungpigeagtige Meddelelsestrang", der efter Pontoppidans beskrivelse "undertiden kunde udarte og blive lidt sladdervorn og da ikke helt fri for Gift". Det var udtrykket "Gift", Brandes protesterede imod; han kunne være lystig eller overmodig, skrev han, men undgik altid den giftige sladder. Pontoppidan erkendte det berettigede i Brandes' indvending; det var sproglig purisme, der havde forledt ham til at bruge ordet "Gift" i stedet for "Malice", som var mere dækkende. I den reviderede udgave kom dette ord da også til at erstatte ordet "Gift".
Brandes' tredje og sidste indvending, som var den, der lå ham mest på sinde, gjaldt den vending, at Nathan "var egentlig altid bekymret for, at man ikke skulde synes om 160 ham. Selv den ubetydeligste Students Mening om ham var ham aldrig helt ligegyldig." Brandes hævdede, at han havde "extirperet" den nerve, der gjorde ham modtagelig for kritik – og dermed også den nerve, som gjorde ham modtagelig for ros; det var ham komplet ligegyldigt, hvad andre mennesker mente om ham, påstod han. Men Brandes' argumentation gjorde intet indtryk på Pontoppidan, der hævdede, at en sådan åndelig kastration hverken var mulig eller ønskværdig; trangen til, at "selv den ubetydeligste Student" skulle synes om ham, var hos Nathan-Brandes ikke et udtryk for tåbelig forfængelighed, men et indtagende træk, en erobrerlyst og en naturdrift, som ikke lod sig overvinde af teoretiske betragtninger, og som netop stod som en kontrast til "den sideniuske, sterile Stejlhed". I stedet for at svække den oprindelige formulering skærpede Pontoppidan den da kun yderligere i den reviderede udgave.
*
At Georg Brandes selv betragtede portrættet af dr. Nathan med blandede følelser, er der adskillige vidnesbyrd om. Hans hovedindvending gjaldt næppe enkelthederne i karakteristikken, men selve det grundlæggende synspunkt, den racemæssige vurdering (som han dog naturligvis ikke et øjeblik forvekslede med antisemitisme), opfattelsen af dr. Nathan som værende først og fremmest jødisk. Efter at fjerde bind af "Lykke-Per" var udkommet, og altså endnu inden det afsluttende portræt af dr. Nathan forelå, skrev Georg Brandes den 30. december 1899 til Sophus Schandorph, der lige havde udtrykt sin glæde over Pontoppidan ("ikke fordi jeg egentlig beundrer Alt i hans Lykke-Per, men det er dog en Karl med Rygrad"39):
Jeg finder ej stort i sidste Del af Lykke-Per. Og jeg ærgrer mig over at han giver mig det væmmelige Navn Nathan. De Danske er som besatte af dette Jøderi. Jeg har faaet samme Opdragelse som de andre, er født her, skriver Sproget, vel saa godt som de bedste, ikke at tale om de fleste, og evigt skal jeg hedde Levi og Nathan; det er en Monomani40.
161 Trods sin uvilje mod "jøderiet" (om hvilket han ikke skrev til Pontoppidan selv) har Brandes dog ikke efter læsningen af det afsluttende portræt kunnet undgå at mærke den understrøm af beundring og sympati, der ligger bag skildringen af Nathan, og trods sine konkrete indvendinger sluttede han da også med at give udtryk for sin taknemmelighed over for Pontoppidans skildring af Nathan: "De har idealiseret mig, og jeg maatte være smaalig – hvad ikke er min Fejl – ifald jeg ikke var tilfreds med saa megen Velvilje."41
Om selve grundsynspunktet kunne der ifølge sagens natur aldrig blive nogen enighed mellem Brandes og Pontoppidan. I en afhandling om Poul Levin i 1906 omtalte Georg Brandes "Lykke-Per" i forbindelse med Levins afhandling om jødiske personligheder i dansk litteratur, og Brandes brugte i sin afhandling det udtryk, at "saavel Pontoppidan som Levin her har skrevet under Indtrykket af en Racemodsætning, som i alt væsentligt er indbildt, og som i ni Tilfælde af ti kun spores, fordi den formenes at være til."42
Da Georg Brandes i 1911 havde offentliggjort sine tre kronikker om Henrik Pontoppidan i "Politiken", hvori "Lykke-Per" fremhævedes som Pontoppidans betydeligste værk, takkede Pontoppidan Brandes for den velvilje, hvormed han havde bedømt "Lykke-Per" til trods for, at Pontoppidan i denne bog havde forsøgt sig med en slags historisk portræt af Brandes, et portræt, som Brandes med grund var misfornøjet med, og som Pontoppidan nu også selv fandt lidet fyldestgørende, mere en velment karikatur end et egentligt portræt43. Hvortil Brandes svarede, at der ikke var grund til at rose ham, "for at jeg ikke lod Nathan, hvem jeg især paa Grund af hans grimme Navn ikke videre lider, influere paa min Dom over Lykke-Peer"44.
Det bør dog tilføjes, at skønt Brandes aldrig offentligt har udtalt sig om personen dr. Nathan, påberåbte han sig en enkelt gang offentligt – i selvforsvar – nogle ord fra Pontoppidans skildring af dr. Nathan. Den 29. oktober 1915 skrev Brandes i "Politiken" en kronik, "Efterskrift til andet Oplag 162 af Wolfgang Goethe", hvori han – uden navns nævnelse – angreb Vilhelm Andersen for dennes anmeldelse af Goethebogen i "Nationaltidende". Brandes skrev i denne kronik bl. a. følgende:
Tre Recensenter udbredte sig i Kor om min Afstamning som den afgørende Hindring [for at forstå Goethe].
En fjerde [d.v.s. Vilh. Andersen] var mere snedig. Med en fin Hentydning, der skulde henlede Opmærksomheden paa et Ord, der ikke sagdes, meddelte han Læserne, at Börne, Heine, Goldschmidt havde været artsforskellige fra Goethe og derfor ikke havde forstaaet hans Væsen. Som om de angik mig! […]
Men, vil man indvende, er et Bymenneske, et Hovedstadsmenneske ikke naturfjern og Goethefjern? Det kommer dog vel ikke an paa Fødestedet. Henrik Pontoppidan har om en af Personerne i sin Lykke-Per, en vis Doktor, disse betegnende Ord: "Overdaadigt frugtbar var Naturbunden hos dette Hovedstadsmenneske, der var født i selve Byens Midte, vokset op af dens Stenbro, som Sydens flammeblomstrende Kaktus af en Klippegrund."
Naturligvis er Præstegaarden paa Landet et anderledes poetisk Fødested. Men hvor mangen Glosebog, hvor mangen Stileretter, hvor mangen Bogorm er der alligevel ikke kommet fra Præstegaarden!45
Ved således direkte at påberåbe sig Pontoppidans karakteristik af "en vis Doktor" (navnet har stadig været ham modbydeligt), har Brandes i nogen grad offentligt vedkendt sig portrættet. Det samme ville han næppe have gjort ved noget andet af de mange andre portrætter af ham selv i dansk litteratur. De fleste af disse – fra H.F. Ewalds "Agnete" til Kaj Munks "I Brændingen" – mangler da også enhver portrætlighed med Georg Brandes og er blot at betragte som rent polemiske karikaturer.
Pontoppidans forsøg på et digterisk portræt af Georg Brandes har foruden sin litterære værdi en uomtvistelig portrætlighed i mange af de fint tegnede detaljer. At det ikke svarede 163 til Brandes' eget spejlbillede, er ikke nogen gyldig indvending. Men det kan kun fuldt ud accepteres af den, der samtidig accepterer Pontoppidans opfattelse af den fundamentale forskel mellem "jøder" og "danskere".
