Henrik Pontoppidan og Georg Brandes

Af Elias Bredsdorff

203

VIII

Vejene skilles

Der er meget, som tyder på, at Henrik Pontoppidan i de sidste fem og tyve–tredive år af sit liv kom til at se på Georg Brandes og hans gerning med andre øjne, end han hidtil havde gjort. Det kom aldrig til noget brud mellem Brandes og Pontoppidan, og endnu i 1917 udvekslede de ialt tolv breve, men derefter blev brevvekslingen, som havde kulmineret i årene 1908-15, mere sporadisk, og i begyndelsen af 1923 hørte den helt op. Efter 1915 sås de, såvidt man kan skønne, kun fire gange.

Det er mit indtryk, at den udvikling, som førte Pontoppidan og Brandes fjernere og fjernere fra hinanden, allerede begyndte under Verdenskrigen. Tonen i brevvekslingen, navnlig efter 1915, synes mig også at bekræfte dette.

I forholdet mellem de to mænd var det altid Brandes, der havde været den aktive, den, som tog initiativet til at genoptage korrespondancen, når den var gået i stå, den, som ønskede et nærmere personligt venskabsforhold. Brandes' breve giver mange udtryk for dette. Det kan ikke undre, om Brandes efterhånden var blevet træt af at strække en hånd ud, som kun så sjældent blev grebet.

Det virker forbavsende, at Brandes hverken offentligt eller i private breve synes at have udtrykt sin glæde over, at Pontoppidan i 1917 fik tildelt den litterære Nobelpris, selvom denne ganske vist måtte dele den med Karl Gjellerup. Det kan naturligvis ikke udelukkes, at Brandes på det tidspunkt har skrevet et lykønskningsbrev til Pontoppidan, og at brevet blot senere er gået tabt. Hvis Brandes ikke har skrevet, kan forklaringen dog også være den, at han så på Gjellerup med en sådan ringeagt, at han måtte betragte det som en fornærmelse 204 mod Pontoppidan, at denne skulle dele både prisen og æren med Gjellerup, om hvis kandidatur til Nobelprisen både Brandes og Pontoppidan selv tidligere havde talt nedsættende. Der er da heller ingen tvivl om, at Pontoppidans egne følelser ved at blive anbragt i bås sammen med Gjellerup var særdeles blandede. Til Edvard Brandes skrev han den 5. december 1917: "Rigtig glad ved at blive præsenteret ved det litterære Hof i Fællesskab med Gjellerup er jeg naturligvis ikke." Det skal have været Vilh. Andersen, som allerede i flere år havde arbejdet for Gjellerups kandidatur, der i 1917 foreslog en deling mellem Gjellerup og Pontoppidan, mens Otto Jespersen ene af alle gik ind for, at Pontoppidan burde have prisen alene¹.

Såsnart meddelelsen om Nobeltildelingen var fremkommet, skrev Otto Jespersen og lykønskede Henrik Pontoppidan, men udtalte samtidig i brevet sin beklagelse over, at Pontoppidan ikke havde fået hele Nobelprisen. I sit takkebrev til Otto Jespersen, dateret den 15. november 1917, skrev Pontoppidan, at han ikke følte sig forurettet – "og det så meget mindre som jeg mener, at Prisen for længe siden burde være tildelt Georg Brandes"².

Hovedårsagen til, at Brandes og Pontoppidan gled fra hinanden – efter i så mange henseender at have fulgt parallelle spor indtil Verdenskrigens udbrud i 1914 – er sikkert den, at Pontoppidans egen udvikling i de sidste fem og tyve år af hans liv førte ham til synspunkter – af moralsk, politisk, menneskelig og måske tildels religiøs art – som i stigende grad bragte ham i et modsætningsforhold til Brandes, hvis person og virke han stadig respekterede, omend han måske ubevidst også kom til at fortolke sit eget tidligere forhold til Brandes i lyset af sine nye anskuelser.

Trods brevenes afdæmpede og urbane form mærkes det tydeligt, at Brandes og Pontoppidan under Verdenskrigen så på forholdet til Tyskland med helt forskellige øjne. Brandes' holdning under krigen til Tyskland, som førte til så mange åbenlyse brud med gamle venner, kom ikke til at 205 koste ham Pontoppidans venskab; men det har nok medvirket til at bringe dem på afstand af hinanden.

I nøje sammenhæng hermed må også nævnes de to mænds forskellige indstilling til det nationale spørgsmål. Pontoppidan havde altid dybest set været patriot, og hans følelser over for Danmark havde i højere grad end Brandes' båret præg af et kærligheds-had. Han kunne nok bruge udtryk som dette: "Har man dog ikke snart Lov til at blive led ved dette Land?"³, og hans opgør med samtidens Danmark blev skarpere og skarpere for hver ny roman, han udsendte. Han tugtede den, han elskede mest. Og for ham var der kun eet land i verden, som betød noget – Danmark. Brandes derimod yndede at rime patriot på idiot, og det er tvivlsomt, om han med årene havde noget tilovers for Danmark. Han anså det for en ulykke, at han ikke var født i et land, hvor man talte et verdenssprog, fransk eller engelsk. Det var for ham alvor, når han til Pontoppidan skrev: "Gid jeg var Englænder!"⁴

At Pontoppidans syn på forsvarssagen og hans holdning til krigen havde været en anden end Brandes', havde før Verdenskrigens udbrud ikke været nogen anstødssten. Men under og efter krigen blev dette for Pontoppidan noget centralt, som kom til at skille ham fra Brandes. Allerede i 1913 havde Pontoppidan til en "Forsvarsfest" i Kasino skrevet et digt, som indeholdt denne strofe:

Længe nok den danske Mand
fandt sig i sin Trællestand,
i vor Angst for tyske Noter
gik vi om paa Kattepoter
i vort eget danske Land⁵.

I "Samtaler med Henrik Pontoppidan" fortæller Niels Jeppesen, at Pontoppidan hørte til dem, der efter Verdenskrigens afslutning ville have både første, anden og tredje zone med⁶. Og Pontoppidans patriotiske stemning fik sit stærkeste udtryk i digtet "Det lyder som et Eventyr". Dette digt stod i "Berlingske Tidende" den 25. december 1918 og er altså 206 ikke – som det i almindelighed antages – skrevet til Genforeningen; det er skrevet på et tidspunkt, hvor Pontoppidan vel endnu både håbede og troede, at hele det tidligere danske område ville blive givet tilbage til Danmark.

Mens Brandes principielt betragtede krig som vanvid, et udslag af "hundegalskab" hos menneskene, kom Pontoppidan med årene til at betragte den danske neutralitetspolitik som et udslag af fejhed, et så skæbnesvangert symptom på en brøst i den danske nationalkarakter, at selv krigens myrderi var at foretrække for dette. Stærkest kom disse synspunkter til orde i det "Nytaarsønske", som Henrik Pontoppidan fremsatte i "Nationaltidende" den 1. januar 1929, og hvori følgende passus forekom:

Er det ikke saadan, at selv den ulykkeligste Fejde aldrig i sine Følger bliver saa skæbnesvanger som den uundgaaelige indre Opløsning i et Folk, der af Angst for Livet aldrig vover sig til at tage et Foryngelsens Bad i de stride Strømme? Ingen er Døden vissere end den, der udelukker sig fra Selvfornyelse i de store Oplevelsers Sejrsfryd eller Fortvivlelse. Hverken smaa eller store kan luske sig fra at betale Prisen for Livets Opretholdelse, saadan som den nu en Gang for alle er blevet fastsat i Gudernes Raad, der desværre ikke var en Forsamling af gamle Tanter.

Det kan næppe have forundret Pontoppidan, at udtrykket "et Foryngelsens Bad" om krigen vakte voldsom opsigt og fremkaldte stærke modsigelser fra pacifisternes og de venstreorienteredes side; den, der angreb Pontoppidan i de skarpeste vendinger, var den unge forfatter Knuth Becker. Her skal det blot konstateres, at citatet viser, hvor langt Pontoppidan på et afgørende punkt havde fjernet sig fra Brandes og hans synspunkter. Avisartiklen var rettet imod de danske "Afvæbningsfolk", og Pontoppidan, som tidligere havde givet udtryk for sin beundring for Hørup⁷, omtalte ham nu som den, "der blev Forsanger i denne fromme Dødsbrægen".

Tanken om "de store Oplevelsers Sejrsfryd eller Fortvivlelse" 207 går igen i et brev, som Pontoppidan sendte denne bogs forfatter i juni 1933; i dette brev afviste Pontoppidan en opfordring til – sammen med andre danske forfattere – at underskrive en solidaritetserklæring med de tyske antinazister. Afslaget blev begrundet med disse ord: "Og hvorfor skal vi danske altid melde os til Ambulancen, når vi har unddraget os Aktionen?"⁸

Der foreligger ikke mange vidnesbyrd om, hvordan Pontoppidan så på Georg Brandes' alderdomsværker. Det sidste af Brandes' værker, han omtaler i sine breve, er bogen om Cæsar, som åbenbart har interesseret ham. I langt varmere vendinger udtalte Pontoppidan sig dog om den tidligere Goethe-bog fra 1914–15, og der er grund til at tro, at det faktisk var den sidste af Brandes' bøger, af hvilken han følte sig virkelig grebet. Brandes' bog om Voltaire var Pontoppidan ikke synderlig begejstret for; navnlig irriteredes han over bogens mange erotiske skildringer, hvad der fik Brandes til at drille ham for hans puritanisme. Og hvis Voltaire-bogen var Pontoppidan for erotisk, så må den erotiske atmosfære i en bog som "Uimodstaaelige" (1924) have været ham helt utålelig. Bøgerne om Verdenskrigen har han sikkert læst uden større glæde, for visse partiers vedkommende endog med vrede. Han har næppe heller følt sig tiltalt af "Sagnet om Jesus" (1925), der førte kampen mod kristendommen på et helt andet plan end det, der interesserede ham.

At Pontoppidan heller ikke altid følte sig tiltalt af de kronikker, som Georg Brandes i sin alderdom lod trykke i "Politiken", er der i hvert fald eet klart vidnesbyrd om. Den 29. juli 1921 bragte "Politiken" en kronik af Georg Brandes under overskriften "Adresser". Denne kronik, som var skrevet i anledning af en adresse, Georg Brandes havde modtaget fra flamske kvinder, var meget selvoptaget og afslører den grænseløse forfængelighed, som også var en del af Georg Brandes' natur; kronikken sluttede med en direkte personlig henvendelse til den belgiske justitsminister Emile Vandervelde. Efter at have læst denne kronik skrev Pontoppidan 208 samme dag som efterskrift i et brev til vennen Martinus Galschiøt:

Jeg har lige læst Georg Brandes' Kronik i "Politiken"s Dagsnummer. Dersom den ikke var skreven af en Mand, der går i sit 80de År, vilde jeg sige om den, at den er til at brække sig af. Nu vil jeg nøjes med at sige, at den er til at græde over, også fordi jeg kan sige mig selv, at mange vil tage sig en altfor billig Latter over denne fornyede, skamløse Blottelse⁹.

Naturligvis havde Pontoppidan aldrig kritikløst beundret Brandes eller været enig med alt, hvad han skrev. Men balancen havde efterhånden forskubbet sig. Mens overensstemmelse i livssynet tidligere havde fået ham til at lægge mindre vægt på forskellene, førte udviklingen med sig, at uoverensstemmelserne i livssynet gradvis efter 1914-15 kom til at blive det afgørende, og Pontoppidan kom derved efterhånden til at opfatte Brandes' rolle i dansk åndsliv på en anden måde, end han tidligere havde gjort.

Skønt det aldrig kom til noget brud mellem Pontoppidan og Brandes, er det ikke utænkeligt, at der er en skjult hentydning til det afkølede forhold til Brandes i disse linjer i et brev, som Pontoppidan den 30. april 1918 sendte Henri Nathansen, fra hvem han efter lang tids pause havde fået et særdeles venligt brev:

Jeg bildte mig i Grunden ind, at vi var Uvenner. "Hvorfor?" vil De rimeligvis spørge, og jeg har i Virkeligheden ikke stort andet at svare end, fordi alting er i Opløsning for Tiden, sprænges i Luften, undermineres og gasforgiftes, også gamle, prøvede Venskaber. Skønt man skulde synes, at det fortsatte Myrderi, vi er Vidne til, måtte opfordre dem, der endnu ikke er besatte af Blodrusen, til Fordragelighed og Brodersind, går vi i al Lumskhed og efterstræber hinanden, og inden man veed et Ord af det, har man en Dolk i Ryggen. Derfor dobbelt Tak for Deres venlige Håndtryk.

*

209 Der bør her også siges nogle ord om Pontoppidans forhold til Edvard Brandes i tidsrummet fra 1906 til Edvard Brandes' død i 1931. Det kan gøres ganske kort.

I den pågældende periode traf Pontoppidan og Edvard Brandes lejlighedsvis hinanden og udvekslede også nogle breve. Efter 1905 foreligger der imidlertid kun ti breve fra Pontoppidan til Edv. Brandes, hvorefter brevvekslingen helt ophørte.

Efter at Edv. Brandes i 1906 var blevet medlem af Landstinget, sendte Pontoppidan ham den 22. september et brev, som begyndte med ordene: "Kære Hr. Landstingsmand!" Han ønskede ham til lykke med valget og erklærede: "De er vistnok den eneste nu, der kan samle Stumperne af det Frisind, som ikke er af evangelisk Art men har noget af det gamle Testamentes Lyn og Torden i sig. De kommer jo endda lige fra Profeterne."¹⁰

Pontoppidan sendte i efteråret 1906 Edv. Brandes et eksemplar af "Asgaardsrejen", og denne svarede den 14. oktober 1906 med et brev, hvori det bl. a. hed: "Tak for Bogen. De er den gamle og De er den rigtige – jeg er lige ved at sige: den eneste hertillands, der siger det, jeg helst vil høre."

Edv. Brandes skrev i et brev til Pontoppidan den 5. december 1907, at han følte sig fremmed over for meget af den samtidige danske litteratur, "nu da jeg saa ganske har sagt Literatur og Kritik Farvel." Men, tilføjede han, "jeg har en gammel Kistekærlighed i hvert Fald til Deres Prosa. Jeg vrinsker som Trompeterhesten før Slaget, naar jeg læser de første Sider…" Det var romanen "Hans Kvast og Melusine", Edv. Brandes hentydede til, og han skrev om den: "Det er en pragtfuld Bog."

Da Edv. Brandes i 1909 blev finansminister i det første ministerium Zahle, skrev Pontoppidan den 1. november samme år til ham og lykønskede ham til udnævnelsen med disse ord: "Deres Navn er det noget melerede Ministeriums Distinktion. Ved Dem har det – trods al Frasigelse – fået Uniform, Rang og Karakter."

210 Da Pontoppidan havde sendt Edv. Brandes "Toldere og Syndere", svarede denne den 21. december 1914 med et takkebrev, hvori det bl. a. hed: "Jeg ærgrer mig over, at vor fælles Ven Vilhelm Andersen sammenstiller Dem med den ækle Jakob Knudsen og den mig ikke meget kære Topsøe."

Og da Pontoppidan havde fået Nobelprisen, skrev Edv. Brandes den 25. november 1917 til ham: "Jeg er fornøjet over, at Appelsinen éngang er kommet i den rigtige Turban, jeg ærgrer mig dog over, at det kun blev en halv Appelsin, og at anden Halvdel naturligvis tilfaldt en ædel Idealist til Belønning for uhyre Kedsommelighed. "

På dette tidspunkt var dog de fordums så nært forbundne medkæmpere med årene gledet fra hinanden, og den personlige kontakt ophørte også helt til sidst. Pontoppidan vides dog at have besøgt Edv. Brandes, da denne i 1927 lå som patient på Sundby Hospital¹¹ men året efter skrev Pontoppidan til Axel Lundegård: "Du spørger mig om Edvard Brandes ikke bor her i Nærheden, men det gør han ikke, og selv om han gjorde det, ville vi næppe omgås. Vi er alt for forskellige nu. Han er vist noget nær densamme, han altid har været, men det er i mine Øjne ingen stor Fortjeneste at være blevet 81 År og have oplevet, hvad han har oplevet uden Skygge af Forandring i Væsen og Livsopfattelse."¹²

*

Det bør i denne forbindelse også nævnes, at Henrik Pontoppidan i 1912 lærte en mand at kende, med hvem han syv år tidligere havde ført en skarp polemik, men med hvem han i de følgende år sluttede et venskab, som varede for resten af livet. Denne mand var Vilh. Andersen, der både i sine nationale og kulturpolitiske synspunkter og som litteraturforsker stod fjernt fra Georg Brandes. Brevvekslingen mellem Henrik Pontoppidan og Vilh. Andersen, som nu bevares på Det kongelige Bibliotek, viser, at de i årene efter 1912 og lige til Pontoppidans sidste år stadig kom til at stå hinanden nærmere, og Vilh. Andersen var da også en hyppig 211 gæst i Henrik Pontoppidans hjem. I et brev til Vilh. Andersen skrev Pontoppidan den 24. december 1916, at han havde "haft den Lykke at vinde Deres Venskab", men tilføjede dog samtidig, at dette var sket på trods af, at de ikke var "ligestemte Sjæle". Otte år senere, den 16. oktober 1924, skrev Pontoppidan til Vilh. Andersen: "Den Dag, da jeg lærte Dem personlig at kende, regner jeg blandt mit Livs Mærkedage."

Det blev også Vilh. Andersen, som frem for nogen anden blev Henrik Pontoppidans kritiske fortolker og biograf, navnlig efter at han i 1917 havde udsendt sin bog om Pontoppidan, hvortil han havde fået mange oplysninger fra forfatteren selv.

*

Med udsendelsen af den samlede udgave af "De dødes Rige" i 1917 var Pontoppidans fiktionsforfatterskab næsten afsluttet. Herefter fulgte af selvstændige bøger kun fortællingen "Et Kærlighedseventyr" i 1918 og romanen "Mands Himmerig" i 1927; i tidsskrifter udkom desuden et par mindre noveller ("Præstens Datter", 1918, og "Rejsen gennem Livet", 1928). Uden for fiktionsforfatterskabet ligger "En Vinterrejse" fra 1920 og de fire bind erindringer, som udkom i årene 1933-40 og derefter blev udsendt i en af Pontoppidan selv revideret og forkortet udgave i eet bind under titlen "Undervejs til mig selv" i 1943.

Fortællingen "Et Kærlighedseventyr" fra 1918 er det sidste af Pontoppidans værker, som Georg Brandes fik lejlighed til at kommentere i sine breve. Men denne bog står langt fjernere fra Brandes, end dennes kommentarer lader ane.

Hovedpersonen i "Et Kærlighedseventyr" er en skuffet menneskeforagter, Gabriel Vadum, som for øvrigt på visse afgørende punkter ligner Georg Brandes, uden at denne dog kan betragtes som model for skikkelsen. Gabriel Vadum har taget doktorgraden på en afhandling om Schopenhauer og blev i sin tid forbigået ved besættelsen af en universitetsstilling i Danmark. Allerede da mærkede han den danske skadefryd 212 – "dette onde og hykleriske Menneskesmil, hvormed Verden havde mødt ham allerede i hans Drengeaar"¹³. Siden er han rejst bort fra Danmark, har slået sig ned i Schweiz, og han føler sig lykkeligst tilmode på en ensom bjergtop – "ti tusinde Fod over Menneskeskraalet"¹⁴. Sit livs grundsætning – at passe sig selv og ikke at tro sin bedste ven over en dørtærskel – har han lært af sin afdøde far, og alle hans livserfaringer har givet næring til hans "monomane Sortsyn og Menneskeforagt"¹⁵. Ud fra dette har han skrevet "en Afhandling om Menneskets moralske Udvikling, der ved sin Fremkomst i et Maanedsskrift vakte Opsigt med sin Grundbetragtning af Mennesket som en degenereret Abe, hvis Vaaben i Tilværelseskampen stadig var forringet i Kvalitet, var bleven til Forstillelse, Løgn, Bagvaskelse og Forræderi"¹⁶. Det er imidlertid kun et forarbejde til et større værk – "hvori han videre vilde udvikle den selvstændige Grundbetragtning af Mennesket, som han tidligere havde skitseret. Ved en Række Eksempler hentet fra Naturlivet og Historien var det hans Hensigt at paavise den moralske Nedgang i Verden fra Dyrets friske Rovbegær til de for Mennesket specielle Følelser: Ødelæggelseslyst, Misundelse og Skadefryd"¹⁷.

Men Ingrids kærlighed forvandler gradvis Gabriels menneskeforagt til medmenneskelighed og hans pessimisme til lyssyn. Præstekonen Ingrid, som for hans skyld ofrer både ægteskab, børn og borgerlig anseelse, gør den forhærdede menneskeforagter til et andet menneske, som kan tale om "mit forhenværende, mit afdøde Jeg, hvis Arv og Gæld jeg ikke vedgaar"¹⁸. Mistroen, som han havde lært af sin far og af livet, gør Ingrid til skamme "med sin uudtømmelige Gavmildhed"¹⁹, og Gabriel kommer til at se det som sin fremtidsopgave, ikke at prædike menneskeforagt og mistro, men at "gaa ud iblandt Menneskene og bekende, hvad han personlig havde erfaret om Kærligheden og dens Undergerninger – ikke denne taagede Mandfolke-Altruisme, der vilde omfavne Millionerne og i Virkeligheden kun var en finere Form for Selvkærlighed, men Kvindens Elskovslidenskab, der i sin 213 Blomstring var lutter Hengivelse, Selvopofrelse og Tilgivelse, og hvorfra alle gode Følelsesspirer havde deres Udspring"²⁰.

Den irreligiøse Gabriel kommer i virkeligheden til at opfatte kvindens kærlighed rent religiøst:

Ja, ufortjent havde han erfaret det evige Under, som Kvindens Kærlighed var. I Blinde havde han fundet hen til Allivets Kilde, havde drukket af Urvældet, som det brød frem fra Kvindehjertets Dyb til Husvalelse for alle ensomme og besværede i denne trøstesløse Verden. Dette store, tillidsfulde Barn, hvis Enfoldighed han havde spottet, var bleven ham et helligt Væsen, i hvem en guddommelig Skytsaand havde aabenbaret sig som i hin brændende Tornebusk, hvorfra Abraham [sic] hørte Guds Stemme²¹.

Europæeren Gabriel Vadum opdager, at hjemveen efter Danmark havde været den stærkeste følelse hos ham i de mange udlændighedsår, og han og Ingrid kommer tilslut til at bosætte sig i Nordsjælland i det hus, hvor Christian Winther efter sagnet digtede "Hjortens Flugt", og i denne idylliske natur – "der maa have frydet hans danske Sangfuglehjerte"²² føler dr. Vadum sig tilpas og hjemme; han, som i sin ungdom havde beundret Chr. Winther, forstår først her "disse sødt vemodige Strofer, der saa vidunderligt udsang hans egen Hjemglæde"²³.

Den Schopenhauer'ske (og underforstået også Nietzsche'ske) menneskeforagt er nu for Gabriel et overstået stadium: "Det Hjernespind, han i sine lange Ensomhedsaar havde forpuppet sig i, var jo dog uhjælpeligt bristet."²⁴ Også den muntre og veltalende professor Klemens Junge (som har træk af Vilhelm Andersen) hjælper ham til at forstå "en Skavank ved denne Schopenhauer, som ved det meste af den tyske Filosofi, vor egen Kierkegaard iberegnet", nemlig:

Det var en Ulykke, at dens Ophavsmænd næsten allesammen var Pebersvende. Man mærker aldrig paa disse spekulative Hoveder, at et Par Barnehænder nogensinde har rusket dem i 214 Parykken eller en Husmor afbrudt dem i deres Meditationer med et Kys eller – Vorherre bevares! – med et Husholdningsregnskab. Men jeg maa bede om af og til at finde en Klat i Manuskriptet. Jeg sætter ingen Pris paa altid at faa Livet betragtet fra disse uendeligt højtsvævende Synspunkter, hvorfra en Løve og en Lus er lige store – og lige smukke²⁵.

Det er dr. Vadum, som har forandret sig, ikke menneskene:

Han følte sig som tidligere frastødt af Tonen i Byen, af den sladderagtige Presse og hele det offentlige Livs Mangel paa Værdighed. Men som den sagtmodige Epiktet, hvem han i den senere Tid flittigt havde studeret, søgte han at forlige sig med Tilstandene ved Hjælp af den Betragtning, at enhver Ting ligesom en Vandkrukke havde to Hanke, og at det galdt om at tage fat i dem begge for at faa det rette Greb paa den. De samme Folk, der boltrede sig i Samfundets Overflade som graadige Hajer, kunde i det skjulte være gode Familjefædre, opofrende Venner, kærlige Sønner. Hvordan saae han vel selv ud i sine Medmenneskers Øjne? Og dog havde Ingrid tillidsfuldt taget dette mislykkede Ler mellem sine nænsomme Hænder og ikke sluppet det trods alle skræmmende Advarsler²⁶.

Kun på eet punkt formår Ingrid ikke at ændre Gabriel: hun får ham ikke gjort til kristen. Men for ham er forskellen på tro og vantro ikke så afgørende som for hende. Da hun siger: "Kunde du blot dele min Tro, Gabriel!", svarer han hende: "Det gør jeg vist i Grunden. Naar det kommer til Stykket, bruger vi Mennesker blot forskellige Ord om den samme Ting. Og den Strid om Ord har kostet altfor megen Menneskelykke."²⁷

Gabriel tror ikke på Gud, men på kærligheden. Han er overbevist om, "at i Kærligheden mellem Mand og Kvinde er Guddommen nærværende og gør os delagtige i udødeligt Liv. Udenfor Kærlighedslivet er det overhovedet forgæves at søge efter nogen Gud."²⁸ Og bogen munder ud i en hyldest til "den stærke, gaadefulde Magt, der tilgiver alt, der fordrager alt og overvinder alle Modsætninger"²⁹.

215 Rent kunstnerisk set er "Et Kærlighedseventyr" ikke nogen vellykket bog. Dens personer udtrykker sig ofte i unaturlige vendinger; Ingrid siger om sønnen Kaare: "Han er jo en rigtig Bjørneunge, den Dreng!"³⁰ og Gabriel taler som en bog:

"For at komme tilbage til, hvad vi talte om," afbrød han hende nu, "du maa love mig, at du ikke oftere vil have Hemmeligheder for mig. Heller ikke naar det gælder dine Børn. Som jeg siger dig, du kan dog ikke skjule dig for mig. Jeg har altsaa paa hele Turen idag kunnet mærke, hvor du havde dine Tanker. Og lad mig med det samme fortælle dig noget andet. Jeg hørte i Nat, at du laa og græd … eller skjulte, at du græd. Forholder det sig ikke rigtigt?"³¹

Ingrid anskaffer en gipsbuste af Luther(!), for at Gabriel kan have ham at se på – "naar du sidder her med dine stygge Filosoftanker"!³² Og de erotiske skildringer af "Kvindens Elskovslidenskab" går ikke videre i dristighed, end at vi hører, at Ingrid, der har "ofret Moderfølelsen for at følge sin inderste Natur"³³, kysser Gabriels øreflip!³⁴ Da Gabriels og Ingrids "Eventyrflugt" er tilende og de begge er havnet i en nok så bastant hjemlig og huslig idyl, er Gabriel klar over, at "nu galdt det om at holde Balancen paa den vanskelige Glidefart ned i Dagliglivets tungere Luft"³⁵, men herom fortæller bogen intet.

Georg Brandes så "Pessimismens Overvindelse" som bogens egentlige ide, men han tilføjede samtidig, at hans egen livserfaring havde bibragt ham "en kraftig Dosis Pessimisme". Brandes, som tydeligvis følte sig mere beslægtet med Gabriel før dennes "omvendelse" end efter den, delte naturligvis ikke bogens livssyn. Selv var han på det tidspunkt dybt forankret i sin egen menneskeforagt og betragtede menneskeheden som "en horribel Bande"; efter hans mening havde jorden "slaaet en Record i Verdensaltet med den saakaldte Menneskehed". Ikke desto mindre gjorde Brandes venligt sin reverens for "den smukke Fortælling", hvis konflikter var "dybt menneskelige"; 216 det var "et dybsindigt Grundtræk", at Ingrids kærlighed gjorde det af med Gabriels pessimisme, og bogen virkede "som en saftig Frugt".

Brandes' indvendinger mod bogen gjaldt dens udeladelser, i første række af en skildring af Ingrids gensyn med børnene. Det forekom ham, at Pontoppidan på dette punkt havde "snydt" som en skoledreng, der kommer over vanskelighederne uden at overvinde dem³⁶.

Den lille roman, som fik en for Pontoppidan selv helt uventet succes og i løbet af ganske kort tid blev optrykt i ni oplag, må vel dels betragtes som en indirekte hyldest til fru Antoinette Pontoppidan, der mere end nogen anden havde hjulpet ham selv til at bekæmpe mismodet, sortsynet og trangen til en eremittilværelse, dels som et udtryk for hans eget reviderede syn på ægteskabet. Bogens optimistiske grundtone harmonerer dårligt med "De dødes Rige", der kom før, og "Mands Himmerig", som fulgte efter. Den er præget af en forsonlighed, selv over for den lutherske kristendom, som er sjælden i Pontoppidans forfatterskab.

Den lyse stemning, hvori bogen var skrevet, holdt sig ikke, og da fortællingen i sin reviderede form blev indlemmet i tredje bind af "Noveller og Skitser" i 1930, havde Pontoppidan skrevet den fuldstændig om. I den endelige udgave blev idyllen til en tragedie, for der er det Ingrid, der dør, ikke den præst, med hvem hun havde været gift.

I sin oprindelige form må "Et Kærlighedseventyr" opfattes som et udtryk for et stadium i Henrik Pontoppidans udvikling, hvor han reagerede imod og var på vej bort fra to af sine åndelige læremestre, nemlig Brandes og Nietzsche. Bogen var et opgør med en væsentlig side ved ham selv: sortsynet, menneskeforagten, mistroen, eremitlivet, og i sin grundstemning har den fjernet sig fra Brandes og nærmet sig Vilhelm Andersens optimistiske og frejdige danskhed.

Men Gabriel Vadums "omvendelse" var alligevel for billig og nem! Og Henrik Pontoppidan var selv ikke nogen sagtmodig Epiktet, der lod sig forsone med samfundets grådige 217 hajer, blot fordi de måske i det skjulte var "gode Familjefædre, opofrende Venner, kærlige Sønner"! Den aldrende Pontoppidan var ikke endt som en slags blid og forsoningsfuld, omend stadig irreligiøs, grundtvigianer. Sortsynet var alligevel stærkere, end han selv havde troet – og det var ud fra et Gabriel Vadum'sk sortsyn, at Henrik Pontoppidan skrev sin sidste roman, "Mands Himmerig".

Denne roman udkom i oktober 1927 – altså tre fjerdingår efter Georg Brandes' død – men et første udkast til den havde allerede været trykt i "Illustreret Tidende" 1922-23 under titlen "De retfærdige Staldbrødre. En Forhistorie". Om Georg Brandes har læst dette første udkast, kan ikke oplyses; hvis han har læst det, har det næppe glædet ham.

Pontoppidan havde, da han skrev "Mands Himmerig", fjernet sig så langt fra sit eget udgangspunkt i firsernes radikale brandesianisme, at dens efterladenskaber nu opfattes som hovedfjenden, for hvilken endog konservatismen er at foretrække. Bogens "helt", magister Niels Thorsen, er en fanatisk individualistisk oprører, der føler sig selv og sine ideer forrådt og svigtet af det professionelle frisind, og som i blind desperation og i sit had til radikalismens partiorgan "Friheden" (d.v.s. "Politiken") og dets penneførere, allierer sig med et konservativt københavnsk partiorgan "Døgnet" (formodentlig dagbladet "København"), hvor han – for en tid – får frihed til at sige, hvad han har på hjerte, den frihed, som det radikale partiorgan nægtede ham ved at narre ham for den chefredaktørstilling, man først havde lovet ham.

Romanens tid og sted er København i årene umiddelbart før den første verdenskrig (den slutter faktisk efter krigsudbruddet), og for Niels Thorsen er det Danmarks skæbnetime: "Det er min fulde og faste Overbevisning, at Spørgsmaalet om Danmarks fortsatte Bestaaen staar paa Dagsordenen i Gudernes Raad. Tager vi os ikke sammen nu, er det ude med os. Og i den Situation sidder Nationens Udkaarne henne i Rigsdagen som Prangere i en Krostue og rafler om Vælgerstemmer. Vi vanæres af en Presse, der har 218 gjort os til en Fabel rundt om i Verden, – den frækkeste Spekulation i Folkets usleste Instinkter, en Storindustri i Fruentimmerpjank, Teatersladder og Skandale."³⁷

Der er en direkte forbindelse mellem "Mands Himmerig" og to af Pontoppidans tidligere værker, nemlig "Asgaardsrejen" og "Et Kærlighedseventyr". Fra "Asgaardsrejen" har Pontoppidan overført den unge pige, som var stykkets centrale kvindeskikkelse, Ragna Nordby, og hendes farbror, den gamle brandesianske litterat og rabulist Otto Kall. Ragna, som bor i farbroderens ungkarlelejlighed, har ikke haft succes i København hverken som journalist eller forfatterinde; hun skriver digte, der kun læses af få; de er som hæse vildfugleskrig, der oppe fra skyregionerne skærer ned i den forsamling af kvidrende selskabsfugle, der ellers udgør det danske Parnas³⁸. Og fra "Et Kærlighedseventyr" har Pontoppidan overført både hovedfiguren, dr. Vadum, og den Vilhelm Andersen'ske professor Klemens Junge (og hans hustru, der også optrådte i "Et Kærlighedseventyr"). Men tidsmæssigt ligger handlingen i "Mands Himmerig" umiddelbart forud for hovedhandlingen i "Et Kærlighedseventyr"; den dr. Vadum, vi træffer i "Mands Himmerig", er den mistænksomme og tungsindige menneskeforagter, filosoffen, som i skuffelse over kritikkens dårlige behandling af hans bog om Schopenhauer har besluttet sig til at forlade sit fædreland og rejse til Schweiz. Først henimod bogens slutning træffer Vadum Ingrid, hvis navn ikke nævnes, men som beskrives af Thorsens hustru Asta, der tilfældigvis har overværet deres stævnemøde i Kongens Have, som "en ikke helt ung Blondine, ganske køn, men udpræget provinsiel baade af Udseende og i Paaklædning"³⁹. I sin sidste samtale med Thorsen fortæller Vadum da også, at han har forlovet sig; han har nu gjort den opdagelse, siger han til Thorsen, at "Kærligheden er jo selve Livsgaaden, det evige Mirakel"⁴⁰.

Både Vadum og Klemens Junge er mangeårige venner af Niels Thorsen, men begge afslår de at slutte sig til ham i den skånselsløse kamp, han kaster sig ud i, for at redde Danmark 219 fra undergangen, Vadum, fordi han i sin pessimisme og menneskeforagt anser en sådan kamp for håbløs, Klemens Junge, fordi han i sin lyriske optimisme og sin tro på det godes sejr ikke egner sig til at være en kampens mand.

Vadum er i Thorsens øjne "en Diogenes med en temmelig søvnigt lysende Lygte"⁴¹, en begavet videnskabsmand, der blot er optaget af det private; kritikkens angreb på hans bog om Schopenhauer har bragt "den sygeligt ømskindede og mistænksomme Mand ud af Fatning"⁴², og Thorsen, som i mange år har håbet på, at Vadum skulle få Uffe hin Spages skæbne, ser ham rømme valpladsen uden sværdslag. Dr. Vadum læser af princip ikke aviser og tror lige så lidt paa pressens som på kirkens evne til at forædle masserne. "Vil man indvirke paa Pøblen," siger han, "maa man omskabe sig til Pøbel – eller være det fra Fødselen."⁴³ Også han ser pessimistisk på udviklingen i Danmark, men vil ikke mere tage kampen op, for tilbagegangen lader sig jo alligevel ikke standse. "Om Udslettelsen sker lidt før eller senere, kan jo saa være ret ligegyldigt."⁴⁴ Dr. Vadum er i Niels Thorsens øjne "en brav Mand drevet ud i Ørkenen for at gaa til Grunde"⁴⁵, en mand, som er alt for optaget af sine private problemer – deriblandt at gøre det af med alle religioner – til at være nogen nytte til i den kamp, som Thorsen er ene om at føre, og i hvilken han tilsidst bukker under. Heller ikke i "Mands Himmerig" kan dr. Vadum betragtes som et portræt af Georg Brandes, men jeg anser det slet ikke for udelukket, at Pontoppidan i skildringen af denne selvoptagne videnskabsmand i nogen grad kan have haft Georg Brandes i tankerne.

Hos Klemens Junge er det det forsonlige og fordragelige, som Niels Thorsen reagerer imod – og så det lyrisk-optimistiske ordskvalder. Særligt ophidser det ham at læse et referat af "et Foredrag, som Klemens Junge havde holdt ved en eller anden Højskole-Festlighed ovre i Jylland. Det var en Lovprisning af det sidste Aarhundredes frodige danske Sangkunst fra Oehlenschläger indtil vore Dage, og han havde endt 220 sin Tale med at kalde Danmark for Sangfuglereden i Europas Løvkrone"⁴⁶. Man kan ligefrem høre Vilhelm Andersens stemme bag ordene!

Niels Thorsen når til det resultat, at radikalismen, som han selv engang tilhørte, definitivt har udspillet sin rolle i Danmark: "Den Frisindets trofaste Fanevagt, han havde stolet paa, og som han i Tankerne saa ofte havde holdt Revy over, var altsaa en Indbildning. Den var i hvert Fald et Falstaffs Kompagni af Pjalte, Narre og Galgenknebler, der deserterede ved den første Salve."⁴⁷ Og han anser ikke Socialdemokratiet og dets presse for spor bedre; det socialdemokratiske dagblads redaktør, Severinsen, skildres som en pamper af værste sort; journalisten Grønvold siger om ham til Ragna Nordby: "Den Karl faar mig altid til at tænke paa Byrons Ord om Georg IV. Vore Efterkommere vil ikke kunne begribe, hvad vi gav et saadant Dyr at æde. At tænke sig, at det er for at opfede den Slags Mastodonter, at den fattige Mand maa fodre Partikassen."⁴⁸ Og Thorsen selv kommer til det resultat, at der inden for Socialdemokratiet allerede var "den samme Trængsel af Snyltere og Slughalse som i de andre Partier"⁴⁹. Om de menige socialdemokratiske arbejdere bruger han skældsord som "Krapylet" og "Pøbel"⁵⁰.

Niels Thorsen overvejer at forlade "dette Dødens Rige"⁵¹, men beslutter alligevel at tage kampen op og tager derfor mod et tilbud om at gøre det konservative "Døgnet" til sit organ, hvor han en tid får frit lejde til at rette sønderlemmende angreb på den radikale og den socialdemokratiske presse og politik. Beskyldningerne for at være en overløber tager han sig let. Moralsk støtte får han fra den gamle brandesianer Otto Kall, og praktisk fra Ragna Nordby, som helt gør hans sag til sin og bliver hans politiske fylgie.

For Thorsen er kræftskaden i det danske samfund så alvorlig, at kun en kirurgisk indgriben – Danmarks inddragelse i en krig – kan redde det fra undergang. Han siger: "Vi er et Folk uden Fremtid. Og i Dag er Kronen sat paa Ødelæggelsesværket. Det eneste, der nu kan redde os, er en stor evropæisk 221 Krig, der sætter os Bajonetten for Struben og tvinger os til at blive vaagne."⁵² Og som for at fastslå, at disse ord ikke er uovervejede, gentager han senere: "Som jeg sagde Dem før: jeg har endnu et Haab tilbage – Krigen."⁵³

Ved bedømmelsen af bogen og dens hovedskikkelse må man erindre, at Pontoppidan gang på gang har fastslået, at man ikke kan gøre ham ansvarlig for, hvad hans digtede skikkelser siger og foretager sig. Det eneste, man kan bygge på, siger han, er den grundstemning, der ligger bag hans forskellige arbejder; den står han ved.

Hvad er så grundstemningen i "Mands Himmerig"? Først og fremmest en følelse af demokratiets komplette fallit. Pontoppidan, hvem Georg Brandes engang betegnede som en af "Demokratiets Troende"⁵⁴, var åbenbart på dette tidspunkt i sin udvikling blevet grundig ribbet for enhver tro på demokratiet. I så henseende havde han fulgt Brandes' udvikling!

Dernæst ligger der i bogens grundstemning en overbevisning om, at blandt al råddenskaben i samtidens Danmark var intet værre end det såkaldte "frisind", radikalismens og Socialdemokratiets korrupte arvtagere. Uden egentlig sympati for konservatismen foretrækker Niels Thorsen i desperation at samarbejde med de konservative – fordi de i hvert fald ikke har misrøgtet nogen arv eller givet sig ud for at være andet end konservative.

Endelig ligger der i bogen en desperat og fanatisk patriotisme, et had til et sygt Danmark, som kun kan forklares ved en glødende kærlighed til et sundt Danmark. Niels Thorsen, der ser Danmark på undergangens rand, håber til det sidste at aktivisere andre ved skånselsløst at afsløre sandheden om Danmark, således som han ser den. Men hans kamp er forgæves, ingen rejser sig i oprør – derfor ser han katastrofen som den sidste og eneste løsning. Man mindes en anden desperat mands ord, Henrik Ibsens: "Det bedste, der kunde times vort land, var en stor nationalulykke. Kan man ikke stå den ud, så har man ingen ret til at leve."⁵⁵

Magister Niels Thorsen er naturligvis ikke identisk med 222 Henrik Pontoppidan; men han er nært beslægtet med ham. Han er Pontoppidans dr. Stockmann og Brand smeltet sammen i een person; som Brand ofrer hustru og børn for sin "sag", således gør Thorsen det også – den gravide Asta ender med i fortvivlelse at tage sit eget liv. For øvrigt har Pontoppidan selv foregrebet sammenligningen med "En Folkefjende" ved at lade Thorsen sige om baggrunden for den berømte sætning, at den er stærkest, som står alene: "Dr. Stockmann – Sandhedsvidnet – staar her med sin fortræffelige Kone om Livet og med en Flok glade Børn omkring sig. Indrøm mig, at paa den Baggrund gør hans Martyrglorie nærmest et lidt komisk Indtryk."⁵⁶

At historikeren Erik Henrichsen (1865-1917) i nogen grad har været modellen for Niels Thorsen, fremgår allerede af et brev, som Henrik Pontoppidan den 3. november 1922 sendte Vilh. Andersen, som hørte til Erik Henrichsens nære venner. Vilh. Andersen, der allerede i samlingen "Folk og Mennesker" (1919) havde ladet trykke den tale, han selv havde holdt ved Erik Henrichsens bålfærd den 14. december 1917, havde forsynet sit nyeste værk, "Vilhelm Topsøe. Et Bidrag til den danske Realismes Historie" (1922), med følgende dedikation: "I Mindet om to Venner – Mathias Friderichsen 1862-1886 – Erik Henrichsen 1865-1917", og denne bog sendte han til Pontoppidan, som i sit takkebrev skrev:

Det rørte mig, at De hædrede Erik Henrichsens Minde i Deres Bog. Jeg har også ofte tænkt på vor fælles Ven, mens jeg gik i Gang med en Fortælling, som med det første begynder at udkomme (i Ill. Tid.). Det er ikke sådan, at han har været Model til nogen af Personerne, – til Hovedskikkelse egnede han sig ikke, og som Bifigur passede han ikke ind i min Pen – men der er i hans og min Hovedpersons Livsskæbne noget fælles, der skaber en vis Lighed⁵⁷.

Fem år senere udkom "Mands Himmerig" i bogform, og Pontoppidan sendte et eksemplar til Vilh. Andersen, og samtidig skrev han til ham den 22. oktober 1927 om romanen:

223 Den er et Udsnit af mit "store Relief", hvor en fremtrædende Skikkelse ligesom i Willumsens er en Kriger, og det er just denne, der præsenteres her. I et tidligere udgivet Forspil ("Asgårdsrejen") er det Bedsteborgeren, der fremstilles; og dersom jeg ikke får lovligt Forfald skal andre Mennesketyper følge efter i kommende Bind.

Vilh. Andersen, der lige nåede at få en omtale af "Mands Himmerig" med i fjerde bind af "Illustreret dansk Litteraturhistorie", hvis afsluttende hefter først udkom, efter at "Mands Himmerig" var udsendt som bog, føjede for egen regning magister Harald Nielsen til som en mulig model for Thorsen, idet han mente at genkende "Harald Nielsens Proces imod det københavnske Frisind, men i mere intim Nærhed af Forfatteren selv hans Ven Erik Henrichsens tragiske Skæbne". Vilh. Andersen fortsatte derefter, med et ordvalg, som tydeligt røber, at han har haft det ovenfor citerede brev fra Pontoppidan i tankerne:

Men det er ogsaa muligt, at der efter Relieffet af den segnende Kriger kommer et andet af en sejrende Helt af en anden Marv – sikkert ikke af den lyriske, fredselskende Foredragsholders Type, der i "Mands Himmerig" er Krigerens Ven og Modstander⁵⁸.

Med de sidste linjer har Vilh. Andersen i al gedulgthed vedkendt sig portrættet af "den lyriske, fredselskende Foredragsholder".

Blandt kritikerne var der, da "Mands Himmerig" udkom, mange forskellige gisninger om, hvem Pontoppidan kunne have haft i tankerne, da han udformede Niels Thorsens skikkelse. Poul Levin, som udførligt omtalte romanen i "Tilskueren" i november 1927, gættede på Georg Brandes. Det hed i Poul Levins anmeldelse bl.a.:

I Georg Brandes' Dødsaar udsender Pontoppidan sin Roman Mands Himmerig om en Mands ensomme Kamp i en Frafaldets Tid. Men det er efter det foregaaende nødvendigt at sige, 224 at der i Bogen ikke findes nogetsomhelst Portræt af Brandes. Her er jo Tale om en stor Digter, og en saadan fotograferer ikke. Ligesaalidt som Enslev i "De Dødes Rige" var Hørup, ligesaalidt og hundrede Gange mindre er Niels Thorsen i Mands Himmerig Georg Brandes. Men som hos alle Digterværker giver Livet selv den dybeste Kommentar til Digterværket, og ved at læse det, ser vi Tidens spredte Træk i en stærk og hidsende Belysning.

Axel Garde var en af de få, som straks opfattede ligheden med Erik Henrichsen, og han skrev til Pontoppidan og spurgte, om hans antagelse var korrekt, hvad Pontoppidan i sit svarbrev bekræftede. Axel Garde lod omgående det pågældende uddrag af Pontoppidans brev trykke i dagbladet "København" den 11. november 1927, hvor det med gengivelse af Pontoppidans egne ord hedder om romanen "Mands Himmerig":

Det er rigtigt nok, at jeg har haft Erik Henrichsen i Tankerne, da jeg skrev den. Han og jeg var nære Venner, og Indtrykkene fra hans sjælelige Sammenbrud har jeg aldrig forvundet. Vi tabte i ham en stor og sjælden Evne. Jeg betragter delvis min Bog som en Krans, henlagt paa hans Grav.

Samme dag skrev Axel Garde til Pontoppidan:

I københavnske literære og politiske Kredse har "Mands Himmerig" været stærkt diskuteret særlig med Hensyn til hvem De havde tænkt paa som Model bag selve Typen. Nu ser jeg at Dr. Poul Levin i "Tilskueren" antager Georg Brandes. Ove Rode har – privat – fortælles der mig udtalt at jeg maatte have set ganske galt. – Jeg haaber ikke at De misbilliger at jeg i København for i Dag har udløst al Diskussion og Polemik ved at aftrykke de smukke Linjer af Deres Brev om Erik Henrichsen⁵⁹.

Om Erik Henrichsen skriver Povl Engelstoft, at han i halvfemserne helt tilhørte den jødisk-radikale Intelligens, følte sig som lærling af Georg Brandes, Julius Lange og Hørup og optrådte skriftlig og mundtlig skarpt mod ministeriet Estrup. 225 "Han var en usædvanlig Begavelse, skrev et klart og enkelt Sprog og ejede trods sin Lidenskabelighed en brændende Retfærdighedsvillie. Til Partigænger var han ikke egnet, og i de Artikler, han efter Systemskiftet skrev i "Tilskueren", fjernede han sig mere og mere fra de radikale Synspunkter, der særprægede hans oprindelige Vennekreds. Efter Bruddet med Venstre 1905 blev J.C. Christensen mere og mere hans Førerideal modsat Hørup; han skrev Artikler i "København", "Ugens Tilskuer" og Venstreprovinsblade og stillede sig 1910 uden Held til Folketinget mod Poul Christensen. Hans Fysik og Væsen slog ikke til over for den praktiske Politiks Krav, og han følte det selv med Bitterhed. Hans Nervesystem var tidlig i Uorden, Skuffelserne tog haardt paa ham, og i de sidste Aar var han en brudt Mand."⁶⁰

I et brev fra Pontoppidan til Edvard Brandes, dateret den 28. juli 1917, mindes Pontoppidan et middagsselskab hos Vilh. Andersen nogle år i forvejen, hvor foruden Georg og Edv. Brandes også Erik Henrichsen havde været tilstede; om den sidste hedder det i brevet, at han nu "sidder levende begravet i en Nerveklinik". Et halvt år senere begik Erik Henrichsen selvmord. Kort efter skrev Edv. Brandes til Pontoppidan (den 11. december 1917): "Og Henrichsen døde (Selvmord?) Jeg led ham ikke helt. Han hadede for raat. Men jeg er saa godmodig at jeg tilgav ham hans Ondskab formedelst hans Ulykkelighed."

Erik Henrichsen – den tidligere radikaler, som i modstanderpressen tog kampen op mod nyradikalismen i Danmark – kan altså med sikkerhed betegnes som et væsentligt forbillede for Niels Thorsens skikkelse.

*

Teorien om, at også magister Harald Nielsen, Georg Brandes' svorne modstander og hader, i hvert fald i nogen grad skulle have været i Pontoppidans tanker, da han skabte Niels Thorsens skikkelse, er altså som ovenfor omtalt først fremsat af Vilh. Andersen og siden blot gentaget i det uendelige⁶¹. Personlig tvivler jeg om dens rigtighed.

226 Det vil imidlertid i denne bogs sammenhæng af mange grunde være værdifuldt at belyse det personlige forhold, som en tid eksisterede mellem Henrik Pontoppidan og Harald Nielsen, og dette sker bedst ved at omtale brevvekslingen mellem Pontoppidan og Harald Nielsen, som nu findes på Det kongelige Bibliotek.

Der findes bevaret ialt 28 breve fra Henrik Pontoppidan til Harald Nielsen for perioden 2. april 1909-11. marts 1916, og derefter kun eet senere brev, dateret den 20. september 1921. Ligeledes findes der ialt 24 breve fra Harald Nielsen til Henrik Pontoppidan, alle inden for perioden 2. april 1909–10. juli 1915. Det noget stormfulde forhold mellem de to mænd kan på dette grundlag dateres til perioden 1909-1915/16.

I foråret 1909 sendte Harald Nielsen sin nyudkomne bog, "Af Tidens Træk", til Henrik Pontoppidan, som i sit takkebrev den 2. april 1909 erklærede: "…som De vist kan vide, er ikke alt i den efter mit Hjerte og Hoved". Trods sin principielle uenighed med Harald Nielsen på mange punkter, navnlig angående holdningen til brandesianismen og radikalismen, læste Pontoppidan dog hans bøger med interesse, og den 2. februar 1910 skrev han til Harald Nielsen: "Jeg har altid Glæde og Udbytte af at læse Dem til Trods for, at jeg sjælden deler Deres Meninger eller forstår Deres Smag." Da Harald Nielsen i 1910 grundlagde sit eget tidsskrift, "Ugens Tilskuer", søgte han at interessere Pontoppidan for det, og Pontoppidan skrev i den anledning den 16. september 1910: "For Deres Ugeblad frygter jeg lidt. Det er ikke alene Lyrikerne, vi ser forskelligt på. Vi bliver sikkert Modstandere."

Da Pontoppidan senere samme år – halvvejs som en kompliment – i et brev havde frakendt Harald Nielsen journalistiske evner, tog denne til genmæle i et meget forbitret brev, i hvilken anledning Pontoppidan den 11. november 1910 skrev tilbage til Harald Nielsen:

227 De har virkelig bevist, at De kan lade Dem beherske af det øjeblikkelige Indtryk af en i og for sig ligegyldig Hændelse, endog i den Grad, at det løber ganske løbsk med Dem. Hvad der er sket os imellem, er det, at jeg har frakendt Dem journalistisk Evne og nærmest betragtet denne Mangel som en Hæder for Dem; men samtidig har jeg ganske vist beklaget det, fordi Virkningen af et Bladforetagende som "Ugens Tilskuer" ude i det store Publikum så meget beror på den.

Senere i samme brev skrev Pontoppidan:

De skriver, at G.B. og De er så forskellige som Nat og Dag. I én Henseende ligner De ham dog åbenbart noget, i hans lidt umandige Trang til bestandig at smykke sig med Martyrglorien. Jeg veed ikke, hvad Ret De har til at betragte Dem som Blodvidne. De har fra ganske ung kunnet komme til Orde i de bedste Blade og Tidsskrifter og er nu bleven sat i Stand til at optømre en egen Talerstol midt i København. De har Venner og Tilhørere i alle Lejre; selv Folk, der – som jeg – i meget må se en Fjende i Dem, lytter til Dem med Respekt, ja delvis med Beundring. Og alligevel klager De over Mangel på Påskønnelse.

Pontoppidans brev endte med disse ord:

Jeg vil ikke slutte med nogen Kærlighedserklæring, men dog stadig kalde mig,

Deres hengivne
Henrik Pontoppidan.

Som svar på et nyt brev fra Harald Nielsen skrev Pontoppidan den 14. november 1910 til ham:

De må ikke undre Dem over, at jeg undertiden har set en Fjende i Dem. De har jo dog nogle Gange rettet Angreb på den Literaturbevægelse, jeg har været med i, og udtalt Domme om den, som jeg har fundet og måtte finde ubillige og utilbørlige. De har synes jeg, forset Dem på det Slam, den rev med sig, og herved begået den samme Uretfærdighed som Georg Brandes i sin Tid begik overfor den romantiske Literatur, da 228 han erklærede den for forgiftet i sine Kilder. Her har jeg fået en Vagtpost at forsvare, og der vil De altid finde mig i Våben.

Pontoppidan har med disse linjer, skrevet i 1910, endnu en gang klart præciseret sin solidaritet med den litterære radikalisme, som var det væsentlige mål for Harald Nielsens angreb; siden århundredskiftet havde Harald Nielsen jo gjort det til sin hovedopgave netop at bekæmpe Georg Brandes og den litterære og politiske radikalisme, som var forbundet med hans navn. I forsvaret for denne litteraturretning, med hvilken Pontoppidan identificerede sig selv, var han stadig rede til at kæmpe.

Men Harald Nielsen interesserede ham som menneske og som oprørsk personlighed, og det ovenfor citerede brev indeholdt da også denne formildende erklæring:

De er en af de Personligheder herhjemme, jeg nødigst vilde undvære, og en af de ganske få, jeg priser mig lykkelig over at have lært at kende.

I 1911 udkom Harald Nielsens bog "En moderne Reaktionær". I et af denne bogs essays, som havde overskriften "Radikalisme", angreb Harald Nielsen blandt andet Pontoppidans skuespil "Asgaardsrejen", der efter Harald Nielsens mening indbød "klart og bestemt til Diskussion ved den gammeltroende Opfattelse af Radikalisme og Frisind, det er Udtryk for".

Om hovedpersonen i "Asgaardsrejen", den gamle radikale litterat Otto Kall, skrev Harald Nielsen blandt andet:

Hvorfor har han f. Eks. aldrig hørt en af de radikale Førere tale? Han vilde da have kunnet svælge i den heroiske Gysen for den truede Folkefrihed og samtidig have faaet Indtryk af, at Frihedens Helteslægt ikke er død, og at den rigtige gode gamle Radikalisme fra den rigtige gode gamle Sæbekælder stadig kan erholdes i saavel større som mindre Partier.

Det hedder videre i afhandlingen, at når Otto Kall og ligesindede taler om deres Martyrium, –

229 da er det ikke blot deres Hukommelse, der overdriver og apoteoserer, nej det er Erindringerne om alle de Revolutioner og Frihedsbevægelser, de i Aanden har deltaget i, der spøger dem i Hovedet. De kan ikke længere huske, at de ikke var med i den store Revolution og i den polske Opstand. Bag deres Ord om Frihed mærker man bestandig Reaktionens Fængsler. Naar de knipser Borgerskabet paa Næsen, ser man Kommunens Brandbaal i Baggrunden. Det er Shelley's og Byron's abstrakte Frihedsbegejstring og Tyranhad, der gaar igen i deres Fraser.
Det er mod denne Fantasiradikalisme, man vilde have set "Lykkeper"s Forfatter rette sine Vaaben. Naar han næste Gang vil skrive et Stykke, der ikke bør have en besmykkende Titel som "Asgaardsrejen" men ganske simpelt hedde f. Eks. "Radikalismens Genfærd", maa han tage med i Betragtning, at Forholdene kan være forandrede, siden han sidst færdedes i Menneskenes Verden. Fyr kan være tændte og andre slukkede og rødt Blink, der tidligere førte til aabent Hav, kan nu betyde grundt Vande.

Efter at have læst bogen skrev Pontoppidan den 7. april 1911 til Harald Nielsen, at skønt han jo langtfra altid var enig med ham, så påtvang "Deres Ånds Styrke og frie, adelige Holdning" ham bestandig respekt. Herefter fortsatte Pontoppidan:

Lidt forundret er jeg over at træffe Deres Betragtninger over "Asgårdsrejen" i Samlingen. Det er en af de Bøger, De har læst med Ugleøjne, og jeg forstår ikke mange af Deres Indvendinger mod dette lille Skuespil om en Rekrut fra 70.

Den 9. oktober 1911 skrev Pontoppidan i et brev til Harald Nielsen, at "som Modsætninger behøver vi hinanden, og jeg håber på fortsat Kontakt. Lad der stå Gnister ud deraf!"

Det gjorde der også, forsåvidt som Pontoppidans næste bog, "De dødes Rige", jo til en vis grad kom til at beskæftige sig med "Radikalismens Genfærd" – dog i en Pontoppidansk, ikke en Harald Nielsensk belysning!

Skønt der var meget – i anskuelser såvel som i livsholdning – som skilte Henrik Pontoppidan fra Harald Nielsen, var 230 der også noget, som bandt dem sammen, i hvert fald for en tid. Hvad der bandt dem sammen, var netop det samme, som med årene medvirkede til at skille Pontoppidan fra Georg Brandes; for det var i første række de nationale og militærpolitiske anskuelser, som i årene op imod Verdenskrigen fik mere og mere afgørende betydning for Pontoppidan. Dette førte også til, at Henrik Pontoppidan trods alt ved to lejligheder i 1913 blev bidragyder til Harald Nielsens tidsskrift, "Ugens Tilskuer".

Den 20. januar 1913 skrev Pontoppidan til Harald Nielsen og bad, om denne ville reservere plads i det følgende nummer af "Ugens Tilskuer" til en artikel om det militærpolitiske spørgsmål, som Pontoppidan ønskede at skrive – ikke under navn, men underskrevet med initialerne H.P. Den pågældende artikel stod trykt i "Ugens Tilskuer" den 24. januar 1913 under overskriften "Af Notebogen", og Pontoppidan havde bøjet sig for Harald Nielsens henstilling om, at dette indlæg – til fordel for en aktiv dansk militærpolitik – blev underskrevet med Pontoppidans fulde navn. Pontoppidan tilbød samtidig (i et brev dateret den 21. januar 1913) et fortsat medarbejderskab ved "Ugens Tilskuer", således at han i ny og næ ville sende Harald Nielsen en lille opsats under den faste rubrikoverskrift "Af Notebogen". Harald Nielsen modtog tilbuddet, men der kom intet mere ud af denne sag.

Pontoppidans andet bidrag til "Ugens Tilskuer" var det digt, som han skrev til forsvarsfesten i Kasino, og som under overskriften "Til Mindefesten 11. Februar" blev trykt i tidsskriftet den 14. februar 1913.

Herefter ses Pontoppidan ikke mere at have bidraget med stof til Harald Nielsens tidsskrift.

Det fælles syn på forsvarssagen havde imidlertid bragt de to mænd nærmere til hinanden, og i januar 1913 underskrev Pontoppidan på Harald Nielsens opfordring et opråb om forsvarssagen. Den 26. januar 1913 skrev Pontoppidan til Harald Nielsen, at "det var med Sorg, jeg forleden læste, at 231 Jylland nu er næsten tømt for Tropper, endda vi jo veed, at dér vil et Indbrud i alle Tilfælde ske under Krig".

Det var utvivlsomt også det militære spørgsmål, Pontoppidan havde i tankerne, da han et årstid senere, den 23. januar 1914, skrev til Harald Nielsen:

I hvert Fald er jo vore nærmeste Mål ikke så meget forskellige, og vi mødes dog i en ærlig Vilje til at gøre Helvede hedt for Pjanket.

Den 16. september 1914 – altså efter at den første verdenskrig var begyndt – skrev Pontoppidan til Harald Nielsen:

Vi vil sagtens opleve Tysklands Sammenbrud og måske den Revolution, det tyske Folk længe har skyldt Menneskeheden. Men hvordan det så går, vil Socialdemokraterne i alle Lande høste Frugterne af denne Krig – d.v.s. den første Høst. I de oprevne Sind vil Kirken udså sin Bulmeurt og lægge Grunden til den nye Middelalder.

Om den danske neutralitetspolitik under Verdenskrigen skrev Pontoppidan den 12. juli 1915 til Harald Nielsen:

Den Listesko-Politik, vi for Øjeblikket mener at måtte føre, vort hele forløjede Forhold til Tyskland, der giver så mange af os Vand i Munden, skulle navnlig Svenskerne ikke så gerne misforstå.

Men allerede på dette tidspunkt var venskabet mellem Pontoppidan og Harald Nielsen ved at være forbi, og brevvekslingen gik snart helt i stå. Efter at Harald Nielsen i marts 1916 havde sendt Pontoppidan sin sidst udkomne bog, "Vej og Sti", takkede denne i et brev dateret den 11. marts 1916, hvori han samtidig skrev, at han slet ikke havde ventet, at Harald Nielsen ville sende ham sin bog – "siden vi personlig og måske også på anden Måde er kommen så langt bort fra hinanden".

De to mænd kom aldrig siden til at stå hinanden nær igen, men en forståelse af forholdet mellem dem i årene 1909-15 232 medvirker til at kaste lys over Henrik Pontoppidans personlige og politiske udvikling i denne periode.

Hvordan Pontoppidan senere kom til at se på Harald Nielsen og hans virksomhed, får man et indtryk af ved at læse, hvad Pontoppidan skrev til Henri Nathansen den 16. marts 1933 efter lige at have afsluttet læsningen af Harald Nielsens bog "Litterære Mirakler":

Det er ikke nogen rar Bestilling at være Renovationsmand. Helst holder man sig en sådan fra Livet. Og dog er det en af de nyttigste Beskæftigelser, som man burde agte. Grækerne holdt jo Renselsen af Augias Stald for en Gude-Bedrift. Men det er det kedelige ved Harald Nielsen, at han i Almindelighed råber Gevalt, når han selv har været så uheldig at træde i en Kokasse. Derfor har man så vanskeligt ved at betragte ham som en Herkules, hans Vrede som guddommelig. Han har været inde i så mange Forbindelser og næsten alle er endt i Spektakel. Han er og bliver en Kværulant.

Der er ingen grund til at tro, at Pontoppidan så anderledes på Harald Nielsen, da han skrev "Mands Himmerig". Og nok har Pontoppidan i sin bog fremstillet magister Niels Thorsen som en meget vanskelig mand; men han har ikke villet fremstille en kværulant.

*

Niels Thorsen er den sidste af Pontoppidans mange konsekvente helte, en mand, der ligesom så mange af de tidligere konsekvente helte går så vidt i sin konsekvens og sin fanatisme, at forfatteren – trods sin tydelige beundring – ikke har villet – eller kunnet – identificere sig helt med ham. Niels Thorsen er en ulykkelig mand, der savner evnen til at give og til at modtage kærlighed; ligesom borgmester Hoeck dræbte sin hustru, dræber Niels Thorsen også sin Asta. Da Vadum har betroet Niels sin kærlighedslykke og sagt, at kærligheden er "selve Livsgaaden, det evige Mirakel", hedder det videre i bogen: "Niels slog Øjnene ned. Saa var nu ogsaa denne mørke Stormfugl hentet ned fra Skyerne af Eros' Pil! – 233 Han rakte ham medfølende Haanden og tog en stille Afsked."⁶² Det er Niels Thorsens egen tragedie, at ingen Eros' pil kan hente ham ned fra skyerne!

Klemens Junge siger, at man skylder Niels Thorsen overbærenhed: "Han er en syg og nedbrudt Mand."⁶³ Og romanen slutter med, at Klemens Junge ved Thorsens bisættelse taler ved sin vens kiste; i modsætning til Thorsen, der så det som sit kald at genvække kamplysten i det danske folk, bekender Klemens Junge sig til troen på, "at det er en genvakt Fordrageligheds Aand og ikke Ulvesindet, der skal frelse Menneskeheden fra Tilbagefald til Barbariet."⁶⁴ Også bag disse ord aner man Pontoppidans egen stemme; til Henri Nathansen havde Pontoppidan jo i 1918 skrevet, at krigens myrderi "måtte opfordre dem, der endnu ikke er besatte af Blodrusen, til Fordragelighed og Brodersind."⁶⁵ Som fru Klara Junge opfattede Pontoppidan også mange gange selv Verdenskrigen som "et modbydeligt Menneskeslagteri"⁶⁶, men også som afslutningen på en epoke; til Vilh. Andersen skrev han den 24. december 1916: "Denne skrækkelige Krig er Afslutningen på den vilde Dødningedans, Kehraus'en."

*

Da den unge stud. mag. Olaf Lauridsen i 1931 arbejdede på en specialeafhandling om Henrik Pontoppidans stilling til radikalismen, skrev han til digteren selv og bad ham om en udtalelse om dette problem. Henrik Pontoppidan svarede i december 1931 med disse ord:

Min Stilling til de radikale Synspunkter er den samme nu, som den altid har været. Den er mig saa at sige medfødt, fordi jeg er radikal af Natur. Der er i en Skikkelse som Jørgen Hallager i "Nattevagt" adskillige Dråber af mit eget Hjerteblod; men jeg tilhører en Embedsslægt, og er med mange Rodtrevler forankret i en gammel Kultur. Derfor har min Radikalisme ikke udfoldet sig uden Hæmninger⁶⁷.

Men Pontoppidans stilling til de radikale synspunkter var ikke den samme, som den altid havde været! Det var jo 234 netop det, han bebrejdede Edv. Brandes, at han ikke havde forandret sin livsopfattelse. Hvad man kan læse ud af dette citat, er blot, at Pontoppidan vedstod sig sin ungdoms synspunkter og sine ungdomsværker – også et af de mest aggressivt radikale. Pontoppidan, der satte "selvudviklingen" som sit livs højeste mål, havde på dette tidspunkt opgivet troen på demokratiet, på parlamentarismen, på "fremskridtet", på alle de venstreorienterede retninger i dansk politik – og mest af alt på den radikalisme, der offentligt smykkede sig med navnet: Det radikale Parti og dagbladet "Politiken". Kun forsåvidt som radikalisme var ensbetydende med uforsonlig individualistisk oprørskhed, var Pontoppidan stadig radikal.

"Parlamentarismen er en Fiasko herhjemme," sagde Pontoppidan i et interview i "Nationaltidende" den 23. juli 1927. "Man kommer ingen Vegne med den." Og på interviewerens spørgsmål: "Er De ikke Demokrat?" svarede han: "Jo, men dette er ikke Demokrati."

Det er tvivlsomt, om udtryk som "radikalisme" eller "konservatisme" overhovedet mere havde nogen mening i Pontoppidans øjne, forsåvidt den aktuelle situation i tyvernes og tredivernes Danmark angik. Jeg tror derfor, at hans fastslåen af, at hans egen radikalisme er uforandret, skal tages som et udtryk for, at han ikke havde ændret sit syn på den kæmpende radikalisme i årene før og lige efter århundredskiftet. Om Estrup og provisorietiden havde han ikke ændret mening – end ikke om kongehusets stilling til den tid. Dette fremgår også af hans erindringer, hvor han taler om Estrups "intime Forstaaelse med Kongen" og fortsætter:

I Stedet for en Skamstøtte til Ihukommelse af dette forræderisk genopvakte Herremandsvælde staar der nu paa Ridepladsen foran den nye Rigsdagsbygning en kolossal Rytterstatue af Kongen, et Æresminde. I korrekt Skolerytterstilling sidder Majestæten paa Hesten og faar den til at danse lydigt under ham. Dersom Mindesmærket skal opfattes sindbilledligt ligesom Rytterstatuen paa Kongens Nytorv, hvor hans Navne traver i Sejrsglæde henover en overvunden Fjende, kan der ikke indvendes 235 noget væsentligt mod Fremstillingen. I den langvarige Konflikt mellem Konge og Folk holdt Chr. IX sig virkelig stram og strunk i Sadelen⁶⁸.

Det vides, at der fra forskellige sider blev rettet henvendelser til Pontoppidan om at stryge eller mildne disse linjer, som kunne tænkes at falde Christian X for brystet – men Pontoppidan forlangte, at de skulle blive stående. Hans syn på den svundne tids radikalisme var uforandret.

Men i sit syn på tyvernes og tredivernes Danmark nærmede han sig sin fars, Dines Pontoppidans, strenge fordømmelse og mørksyn. I sin bog om Henrik Pontoppidan citerer Knut Ahnlund P.G. Lindhardts ord om, at "ingen, der kender Henrik Pontoppidans erindringer vil påstå, at bidskheden og evnen til at forarge er gået af ham"⁶⁹, hvorefter Ahnlund fortsætter:

Ja, det är sant att Pontoppidan inte blev blidare med åren, men bilden blir skev om man inte tar hänsyn till skiftningarna i hans opposition. Hans animositet var ju i väsentliga stycken vänd mot andra håll än tidigare. Det var den moderna tidsandan och i mangt själva radikalismen som fick brorslotten av hans kritik, och ju mer främmande han kände sig infor de kulturformer det nya seklet etablerade, dess tydligare avtäcktes en moralism som inte var alldeles olik den kristna kulturkritiken. Hans huvudangrepp, som tidigare gällt det auktoriserade åsiktsförtrycket, de sociala orättvisorna, den andliga rigorismen och den politiska ofriheten, riktade sig alltmer mot det förvekligade, förslappade och vulgariserade som han fann i tiden, ett missriktat övermått av humanitet som han ansåg vara en fara för folkets livsnerv. Hans ålderdomssyn har inte så få beröringspunkter med den moral som han en gång gjort uppror mot, den som var Dines Pontoppidans egen⁷⁰.

Denne karakteristik kan jeg helt tilslutte mig.

*

Georg Brandes døde den 19. februar 1927, og to dage senere – den 21. februar – indeholdt "Dagens Nyheder" et interview 236 (ved Carl Henrik Clemmensen) med overskriften "Henrik Pontoppidan og Georg Brandes". Det oplyses i de indledende bemærkninger, at interviewet med Pontoppidan fandt sted søndag formiddag den 20. februar, altså dagen efter Georg Brandes' død. Pontoppidan kan derfor ikke have set interviewet igennem, inden det gik i trykken.

Intervieweren gør indledningsvis opmærksom på, at det følgende ikke måtte opfattes som et egentligt interview – det var en form, som Henrik Pontoppidan var en bestemt modstander af – men som et referat af en samtale, hvoraf Pontoppidan havde givet journalisten lov til at citere "et og andet af det, han havde sagt til Belysning af hans eget Forhold til G.B. og hans samlede Syn paa Brandes' Betydning for vort Land". Desuden kunne journalisten give denne meddelelse: "Paa et senere Tidspunkt vil der muligvis fremkomme en dyberegaaende Brandes-Afhandling fra hans [Pontoppidans] Haand."

Som udgangspunkt bragte journalisten Pontoppidans digt til Georg Brandes' halvfjerds års dag på bane og spurgte Pontoppidan, om han nu ved Brandes' død fastholdt denne vurdering. Hvortil Pontoppidan ifølge journalisten svarede "omtrent med følgende Ord":

I dette gamle Digt har jeg ikke fældet nogen Dom over Georg Brandes selv, men om Resultatet af hans Værk, og den Dom staar jeg selvfølgelig ved endnu.
Iøvrigt maa jeg sige, at medens de fleste synes at have vokset sig fra Brandes med Aarene, har jeg snarere vokset mig til ham, efterhaanden som jeg er blevet ældre. Det er en forkert Opfattelse, at jeg en Gang skal have staaet i St. Georgs Hærfølge; det gjorde jeg netop ikke i mine yngre Dage, men sandt at sige har jeg nu paa mine ældre Dage ligesom lært at forstaa og vurdere ham bedre…
Hvad det er, som har nærmet mig til ham, er det ikke muligt at sige med nogle enkelte Ord. Dertil har Georg Brandes været en alt for sammensat Natur, og ogsaa de Følelser, han vakte hos os andre var i høj Grad sammensatte.

237 Senere i samtalen berørtes spørgsmålet om Georg Brandes' negative forhold til religionen – "og Henrik Pontoppidan gjorde opmærksom paa, at Brandes slet ingen Indflydelse har haft herhjemme af religiøs Art, hvilket han maaske heller ikke har tilstræbt … han udtalte sig jo aldrig om Grundtvig og Personligheder, der var i Slægt med ham, han skrev blot sin ypperlige Afhandling om Søren Kierkegaard." Den lidt uheldige formulering af den første sætning må formodentlig tilskrives intervieweren.

Herefter fortsatte Pontoppidan:

Naar Georg Brandes' Livsopfattelse laa mig og andre meget fjernt, maa Forklaringen simpelthen søges deri, at han var en fremmed Natur, der havde vanskeligt ved at føle sammen med os Danske.

Dette uddybes i den følgende udtalelse:

Der indførtes for godt Hundrede Aar siden i Jylland en arabisk Hingst, som skulde bringe mere Id og Hurtighed i den jydske Heste-Race. Eksperimentet lykkedes meget daarligt, og den jydske Hest var en Overgang lige ved at blive en forsumpet Race, indtil nogle fornuftige Mænd fandt paa at faa den mecklenburgske Hest herop … den stod nemlig racemæssigt set den jydske Hest meget nærmere, og dette Greb reddede den gamle, jydske Race fra Undergang!
Som en saadan arabisk Hingst har Georg Brandes egentlig virket i Danmark. Derfor gik det, som det gik. Det var en Krydsning, der ikke lykkedes. Men – det var ikke hans Skyld, og det var heller ikke det danske Folks Skyld. Der var bare ikke Jordbund for ham herhjemme. Det Træ, han plantede, kunde ikke finde Voksested hos os.
Saadan føler jeg det ogsaa selv, endskønt jeg nu paa mine ældre Dage forstaar Georg Brandes bedre: Heller ikke hos mig har der været særlig god Jordbund for meget af det, han saaede – saa fremmed han var…

Interviewet forekommer i al sin korthed utilstrækkeligt, og det indeholder kategoriske vendinger, som virker forbløffende 238 og kræver nærmere uddybning. Det er derfor dobbelt beklageligt, at Pontoppidan aldrig fik gjort alvor af at skrive den afhandling om Georg Brandes, som han åbenbart på det tidspunkt havde tænkt sig at skrive.

Pontoppidans ord om fødselsdagsdigtet til Brandes har allerede tidligere været citeret i denne bog og bragt ind i drøftelsen af digtets fortolkning⁷¹.

Pontoppidans ord om, at han "med Aarene" voksede sig til Brandes, måtte af læserne opfattes som en erklæring om, at han nu på sine ældre dage var kommet til at stå Brandes nærmere i forståelse, end han tidligere havde gjort det. Men brevvekslingen viser med overvældende tydelighed, at det stik modsatte er tilfældet! Pontoppidans ord forekommer mig kun at give mening, hvis han dermed har villet sige, at han i sine manddomsår (d.v.s. cirka 1890-1912) kom Brandes langt nærmere i personligt venskab og forståelse, end han havde gjort det i sine helt unge dage (d.v.s. i halvfjerdserne og firserne). For den aldrende Pontoppidan tror jeg slet ikke, at ordene har gyldighed.

Så tidligt som den 3. juli 1899 skrev den da 42-årige Henrik Pontoppidan til Georg Brandes disse ord: "Jeg vil dog ofte tænke på Dem; thi jo ældre jeg bliver, des stærkere føler jeg mig knyttet til Dem ved en Taknemlighedsgæld, der daglig beskæftiger mig."⁷² Pontoppidan var ikke nogen smigrer, der let strøede om sig med den slags vendinger, og der er da også i brevvekslingen for de følgende år mange udtryk, som bekræfter, at det netop var i disse år, han voksede sig til Georg Brandes.

Udtalelsen om, at Pontoppidan netop i sine unge dage ikke havde "staaet i St. Georgs Hærfølge", er da også kun rigtig, hvis man dermed tænker på den kreds af litterater, der i halvfjerdserne og firserne samledes om Georg Brandes og hyldede ham som deres fører, altså den klike, som Pontoppidan i "Lykke-Per" personificerede i digteren Povl Bergers skikkelse. Pontoppidan har selv aldrig tilhørt nogen litterær klike. Det er derimod på mangfoldige måder dokumenteret 239 i denne bog, at Pontoppidan fra begyndelsen af firserne og til op mod den første verdenskrigs udbrud ikke alene menneskeligt, men også som forfatter har stået Georg Brandes' synspunkter særdeles nær, og selv har han gang på gang – både i sin ungdom og i sin mere modne alder – fastslået sin loyalitet over for "den brandesianske linje" i dansk åndsliv. Men måske har Sven Lange og andre kritikere så ofte bebrejdet ham hans ungdomsværkers nære forbindelse med det moderne gennembruds ideer og "naturalismen", at han har følt trang til ved denne lejlighed at hævde sin selvstændighed?

At Pontoppidan på sine ældre dage mente at have lært at forstå og vurdere Brandes bedre, end han tidligere gjorde det, kan naturligvis godt være rigtigt – det fremgår da også deraf, at han selv senere fandt Nathan-portrættet i "Lykke-Per" utilfredsstillende og "lidet fyldestgørende"⁷³, nemlig på et tidspunkt, hvor han havde lært Brandes endnu bedre at kende.

At Brandes var en sammensat natur, der hos Pontoppidan – som hos andre – fremkaldte sammensatte følelser, er naturligvis rigtigt. Det er da også det sammensatte hos dr. Nathan – de mange modsætninger i hans natur – som gør billedet af ham i det afsluttende forfatterportræt så fængslende. Der var utvivlsomt meget i Georg Brandes' væsen, som Pontoppidan reagerede stærkt imod, først og fremmest arrogancen og selvoptagetheden, de stadige pralerier om de mange breve og henvendelser, som Brandes fik, den snakkesalige "Smalltalk" om private ligegyldigheder (der for eksempel fyldte det meste af det brev fra Brandes, hvori han takkede for Pontoppidans fødselsdagsdigt) og den til tider grænseløse forfængelighed. Alt dette har utvivlsomt medvirket til, at Pontoppidan og Brandes – trods overvejende venskabelige følelser i mange år – aldrig blev venner i ordets egentlige forstand.

En kortfattet erklæring om, at Brandes' livsopfattelse lå Pontoppidan fjernt, virker direkte vildledende, fordi den efterlader så mange ubesvarede spørgsmål. Hvornår? Dog 240 næppe altid! På hvilke områder? Dog ikke i enhver henseende! Mon ikke forholdet er det, at Pontoppidan i mange år lagde vægt på det beslægtede i Brandes' og hans egen livsopfattelse (i forholdet til religionen, i den individualistiske oprørskhed, i synet på moralbegreberne, i vurderingen af digtningens funktion, i den radikale kritik af hjemlige forhold o.s.v.) og først senere – væsentlig efter Verdenskrigens udbrud – fik øjnene op for det forskelligartede i hans og Brandes' livsopfattelse?

Allermest forbavsende er dog den knappe forklaring, som gives, nemlig "simpelthen" at Brandes var "en fremmed Natur": den uheldigt formulerede kontrast mellem denne "fremmede natur" på den ene side og "os danske" på den anden side (som dog måske i denne form må skrives for interviewerens regning), lader sig let fortolke på en måde, som Pontoppidan næppe har tilsigtet det. Pontoppidans tankegang kan faktisk kun rettelig forstås af den, der har forstået det "racemæssige" syn på Georg Brandes, som kommer klarest til orde i skildringen af dr. Nathan i "Lykke-Per", og som tidligere har været diskuteret i denne bog.

Det er netop det racemæssige syn på Georg Brandes og det danske folk, som ligger bag Pontoppidans lignelse i historien om den arabiske og den mecklenburgske hest. Historien, hvis moral er, at alt for forskelligartede racer ikke med held lader sig krydse, havde allerede længe i forvejen beskæftiget Pontoppidan og været benyttet af ham på forskellig vis. Allerede i et brev til Georg Brandes i oktober 1900 havde Pontoppidan fremhævet som en positiv side ved det danske folk deres sindighed eller langsomhed, som han anså for en af folkets fortræffeligste egenskaber – "ja den, på hvilken en Forædling af Racen må bygges, således som det er sket med den jydske, træge Hest, der nu er blevet anerkendt som Verdens i alle Henseender fuldkomneste Brugshest, mens vore mange Forsøg på at frembringe "ædle" Væddeløbsheste kun har givet kummerlige Resultater"⁷⁴. Hestene forekommer også i første kapitel af "De dødes Rige", hvor det om Torben Dihmers 241 farfar hedder, at han, når han kørte til Randers, "havde som Forspand to dejlige sortbrune Hingste, de berømte Oppenheimere, der godt kunde have fortjent et Mindesmærke i Bronce paa Byens Torv. Ved dem blev i hine Dage den udartede jyske Hest reddet fra Undergang…"⁷⁵ Den arvebiologiske lære, der kan drages af dette zoologiske eksperiment, har Pontoppidan altså overført også til åndelig befrugtning, fordi historien bekræftede hans teori om racemæssig uforligelighed!

Og med interviewets afsluttende ord fastslår Pontoppidan endnu en gang sin egen intime samhørighed med det danske folk, idet han i virkeligheden siger: Heller ikke på mig har Georg Brandes virket særlig befrugtende, fordi hans egenart må forklares ved hans jødiske race, hvorved jeg som dansk ikke-jøde var afskåret fra virkelig at komme under hans åndelige påvirkning.

Det racemæssige syn hos Pontoppidan er så stærkt understreget i dette interview – og uden den mere nuancerede fortolkning, man træffer i "Lykke-Per" – at det hos nogle har vakt en mistanke om racemæssige fordomme. Det vil derfor være rimeligt i denne sammenhæng at foretage en nærmere undersøgelse af Pontoppidans forhold til jøderne, til det jødiske spørgsmål og til den jødiske religion. En sådan undersøgelse er så meget mere påkrævet, som forfatteren Niels Jeppesen i sin bog "Samtaler med Henrik Pontoppidan" (1951) direkte beskyldte sin afdøde ven for antisemitisme, idet han om Pontoppidan skrev:

Han var ingen Beundrer af Demokratiet – saa lidt som af Jøderne, hvilket sidste man kunde fristes til at tro ved at læse om Jakobe i "Lykke-Per" og Skildringen af den lille Jødepige i Randers, oprindelig trykt i det jødiske Tidsskrift. Den lutherske Kristendom var alligevel at foretrække for baade Jødedom og Katolicisme⁷⁶.

At Niels Jeppesen ikke kan have haft ret i denne karakteristik, vil den følgende redegørelse vise. Formodentlig har 242 Jeppesen netop forvekslet Pontoppidans racemæssige syn med racemæssige fordomme.

*

Henrik Pontoppidan var allerede som dreng klar over, at han ikke selv var af ren dansk afstamning. Man vidste inden for familien, at der var "fremmed" blod i slægten; en af Pontoppidans oldefædre på mødrene side var som dreng kommet til Danmark som den eneste overlevende fra et vistnok genuesisk skib med spansk besætning; men i øvrigt vidste ingen noget om denne skibsdrengs oprindelse.

Dette element af uvis "sydlandsk" afstamning har åbenbart beskæftiget Henrik Pontoppidan stærkt allerede som dreng, og det spores som et motiv i flere af hans bøger (f. eks. "Kirkeskuden" og "Lykke-Per").

Efter sit andet ægteskab hørte Pontoppidan, at der i visse kredse i København gik rygter om, "at vi Pontoppidan'er fra Randers var af fremmed Afstamning og vistnok havde jødisk Blod i Aarerne"⁷⁷. Allerede tidligere havde han stødt på denne formodning, nemlig da Edvard Brandes en dag inviterede ham til at spise den jødiske ret Scholunt; sammenhængen gik dog først senere op for Pontoppidan, da Edvard Brandes en dag lod nogle ord falde, "der viste at ogsaa han troede paa Rygtet om min fremmede Afstamning, og at han og jeg var Stammefrænder"⁷⁸. Da Pontoppidan satte pris på den gamle jødiske sabbathspise, erklærede Edvard Brandes med et muntert smil, "at han heri saa' det afgørende Bevis for, at vi var Racefæller"⁷⁹. Og Pontoppidan lod Edvard Brandes blive i troen – "for," skriver han, "hvad vidste vi Mennesker, naar det kom til Stykket, om vor Tilblivelse udover dette ene, at den i alle Racer og Folkeslag hidrørte fra ganske den samme lille intime Proces"⁸⁰. Og i dette bind, som udkom efter den tyske besættelse af Danmark, fortsatte han: "At de Kristnes Gud, da han bestemte sig til at frembringe et Væsen, der kunde tjene til Forbillede for den hele Menneskehed, foretrak en jødisk Kvinde som Moder til sin 243 Søn, maatte man i hvert Fald være Tysker for at tage Forargelse af."⁸¹

Rygtet om Pontoppidans jødiske oprindelse må også have nået Georg Brandes, og hvis denne – hvad der er sandsynligt – har forelagt det for Henrik Pontoppidan selv, kan han i hvert fald ikke have dementeret det – lige så lidt som han dementerede det over for Edvard Brandes. For i sin afhandling "Raceteorier" i "Fugleperspektiv" (1913) skriver Georg Brandes:

En Mængde moderne Skribenter, om hvem kun faa véd det, har jødisk Blod i deres Aarer, i den danske Literatur f. Eks. Julius Fridericia, P.F. Rist, Mylius-Erichsen og Henrik Pontoppidan ⁸².

Pontoppidan, der læste "Fugleperspektiv", såsnart bogen udkom, har heller ikke i sine breve til Georg Brandes kommenteret denne udtalelse.

Selv har Pontoppidan dog næppe troet på teorien om det jødiske blod i slægten. Det fremgår dels af hans erindringer, dels af et brev, han den 10. september 1913 skrev til Henri Nathansen, og hvori det bl. a. hed: "Det kan i selskabelig Henseende have sine Ulemper at være eller (som jeg) at blive betragtet som Jøde i Tyskland; merkantilt betragtet er det derimod en stor Vinding." Den, der blot betragtes som jøde, er det naturligvis ikke.

Pontoppidan mente også i den litterære kritik af sine værker at spore teorien om hans jødiske herkomst; han skrev således den 11. marts 1917 til Henri Nathansen, efter at Sven Lange i "Politiken" havde anmeldt Nathansens roman "Af Hugo Davids Liv": "Jeg så, at Sv. Lange i sin Anmeldelse anbragte os i et literært Ghetto sammen med Goldschmidt og Nansen …"

Kun på et spøgefuldt niveau – og over for en heljøde – har Pontoppidan selv accepteret teorien om sin jødiske herkomst. Umiddelbart efter at have modtaget meddelelsen om tildelingen af Nobelprisen skrev Pontoppidan den 19. november 244 1917 til Henri Nathansen et brev, der begyndte med disse ord: "Ja, hvad må man ikke opleve! Nu er jeg næsten lige så velstående som Forfatteren af "Indenfor Murene". Der må vist være noget om, at vi Jøder er Vorherres udvalgte Folk." Men udtrykket "vi Jøder" er her naturligvis anvendt med et smil og med en undertone, der kan udlægges: De ved jo nok, at jeg af mange mennesker antages for at have jødisk blod i årerne!

Pontoppidan lærte i sin ungdom nogle jødiske familier at kende i København, og det formelig vrimler med jødiske skikkelser i hans romaner. Om den rolle, som det jødiske miljø spiller navnlig i "Lykke-Per" – hvor det er anvendt som en direkte kontrast til "Sideniusserne" og andre danske ikke-jøder – er der allerede talt andetsteds i denne bog i drøftelsen af Pontoppidans racemæssige syn på Nathan-Brandes.

Så sent som i 1918 skrev Pontoppidan en lille fortælling med et rent jødisk motiv, "Præstens Datter. Et Minderids". Denne smukke lille fortælling om datteren af en jødisk rabbiner, som rejser ud til et badested på Vestkysten, men som på grund af sin ortodokse jødiskhed føler sig fremmed og uden for de andres fællesskab, lod han først trykke i "Tidsskrift for Jødisk Historie og Literatur"; senere blev novellen indlemmet i tredje bind af Pontoppidans "Noveller og Skitser" (1930) under den ændrede titel "Rabbinerens Datter". Den kunne have været skrevet af Goldschmidt.

I februar 1931 holdt Henri Nathansen et foredrag med titlen "Jødedom" i "Jødisk Forening af 1930". Foredraget, som vakte en del omtale, blev trykt som en dobbeltkronik i "Nationaltidende" den 22. og 24. februar samme år. Foredraget var tildels vendt mod Mosaisk Trossamfund, der efter Nathansens mening var stivnet i et fåmandsvælde (de rige jødiske familier) uden forbindelse med flertallet af jøderne i Danmark. "Det, vi ønsker," hed det i den første kronik, "er en Jødedom, der repræsenteres indadtil og udadtil af Mænd, der holder fast ved og aabent viser et jødisk Ansigt i Liv og 245 Aand. Vi er danske Statsborgere, men af jødisk Nationalitet." I den anden af de to kronikker drøftede Nathansen, hvordan man bedst kunne genopvække jødisk liv i ånd og kultur, og vendte sig mod det standpunkt, der klarest repræsenteredes af Georg Brandes' udtalelse: "Er der noget, jeg i dybere Forstand ikke er, saa er det dette [d.v.s. jøde]" fra artiklen "Jøderne i Finland" (Saml. Skr. XVIII). Denne holdning angreb Henri Nathansen; efter hans mening gjaldt det om åbent at vedgå den jødiske arv.

Henri Nathansen sendte de to kronikker til Henrik Pontoppidan, som takkede for tilsendelsen og skrev, at han måske ellers først havde fået foredraget at læse, når det engang kom ud som pjece (hvad han regnede med, at det ville gøre) på dansk, tysk, jiddisch og måske andre sprog. At et blad som "Nationaltidende" havde ønsket at erhverve Nathansens foredrag, så Pontoppidan som et slående bevis på, at det havde haft bud til mange og haft evne til at fænge både i jødiske og ikke-jødiske kredse. Pontoppidan var selv ikke enig med Nathansen på alle punkter, men vel på de væsentligste, og han glædede sig til at få udvekslet tanker med Nathansen derom, når de næste gang mødtes omkring suppeterrinen. Pontoppidan fortsatte derefter:

Hvad jeg tidligere ofte har fornummet, følte jeg i forstærket Grad under Læsningen, at jeg er mere af en Jøde end af en Kristen, og har mine dybeste Rødder i Judæa.

Og da Henri Nathansen i sommeren 1931 havde været til en zionistkongres i Basel, skrev Pontoppidan til ham den 15. juli og sagde, at han forstod, hvad Nathansens oplevelser i Basel havde betydet for ham ved at bekræfte og befæste hans stammefødsel, som han af frænderne hjemme i Danmark havde måttet høre så meget ilde for. Herefter fortsatte Pontoppidan:

Jeg ser endnu Georg Brandes' forvrængede Ansigt, når han beklagede sig over, hvad han kaldte Deres "Jøderi". Han havde 246 jo selv nærmest Afsky for sine Stammefæller, og følte det (ligesom Heine) som sit Livs største Ulykke og Skam at have hjemme i Abrahams Skød. Dog voksede han lige så lidt som Heine nogensinde helt bort derfra, og inderst inde har han vistnok følt mere for dette Skød, end han vilde være ved.

Da denne bogs forfatter i sommeren 1933 forsøgte at skabe tilslutning fra danske forfattere og kunstnere til en protest mod dansk deltagelse i den såkaldte "Kunstner-Olympiade" i Nazi-Tyskland, henvendte jeg mig også til Henrik Pontoppidan. Han svarede mig i et brev dateret den 9. juni 1933; i dette brev forklarede han, at han ikke kunne underskrive det tilsendte opråb, da han aldrig gik ind for noget, han ikke havde personlig viden om, men kun kendte fra avisernes i almindelighed højst upålidelige omtale. Om den skæbne, der da overgik Tysklands antifascister, skrev han, at det var den samme, som de havde tiltænkt deres modstandere. Brevet sluttede imidlertid med disse ord:

Forfølgelsen af de tyske Jøder er derimod oprørende. Men disse Folks ublodige Kamp for Existensen bør ikke sammenblandes med de andres.

Året efter Hitlers magtovertagelse i Tyskland sendte Pontoppidan et brev til Henri Nathansen (dateret den 18. marts 1934), begyndende med disse linjer:

I Anledning af Genopførelsen af "Indenfor Murene" i Morgen sender jeg Dem Hilsen og Lykønskning. Jeg kan ikke tro andet, end at Stykket særlig for Tiden, på Grund af Forholdene i Tyskland, vil blive modtaget med fuld Forståelse og vække Genklang. Det er efter 22 Års Forløb blevet aktuelt.

Og senere samme år sendte Pontoppidan som en gave til Henri Nathansen en bog om en jødes rejse til Palæstina.

Pontoppidan opretholdt til det sidste forbindelsen med sin gamle jødiske ven Henri Nathansen, og deres brevveksling tyder på, at de endog i de sidste år af deres levetid – Pontoppidan døde i 1943, Henri Nathansen som jødisk flygtning i 247 Sverige i 1944 – kom til at stå hinanden endnu nærmere end før. Den 8. januar 1941 skrev Henrik Pontoppidan til Henri Nathansen:

Ja, det går mod Enden med mig, og egenlig er jeg kun glad derved. Vi lever i en Tid og med et Regimente, man ikke bryder sig om at se forlænget. Vi får vore Ordrer fra Syd og efterkommer dem.

Hvilke konsekvenser kan man drage af det her fremlagte materiale til belysning af Henrik Pontoppidans stilling til jøderne?

Skønt Pontoppidan aldrig ses at have dementeret teorien om, at han selv havde jødisk blod i årerne – end ikke, da Georg Brandes offentligt erklærede det som en kendsgerning, at Pontoppidan var af jødisk oprindelse – har han selv næppe nogensinde virkelig troet derpå. Det "fremmede" blod, som oldefaderen bragte ind i slægten, måtte vel snarere antages at være italiensk end jødisk, og det gjorde ham under alle omstændigheder kun for en ottendedels vedkommende af "sydlandsk" afstamning, mens han for syv ottendedeles vedkommende var af ren dansk afstamning. Om det Pontoppidanske (eller "Sideniuske") blods dominerende rolle hos sig selv var han ikke i tvivl. Han var – på godt og ondt – intimt beslægtet med det folk, han levede iblandt, og som var hovedemnet for hans forfatterskab.

Siden sin pure ungdom synes Pontoppidan imidlertid at have været fængslet af danske jøders psykologi, tilpasningsvanskeligheder og nedarvede egenart. Historien om "Rabbinerens Datter" kan føres tilbage til barndomstiden i Randers, da Pontoppidan første gang har forstået, hvilken usynlig mur der kan være mellem to verdner, som lever side om side, den jødiske og den ikke-jødiske. Det vrimler i Pontoppidans bøger med jødiske skikkelser, som er opfattet tragisk, fordi de trods deres hektiske bestræbelser på at tilpasse sig et andet miljø end deres eget, forbliver og af andre betragtes som "outsidere". Ivan Salomon i "Lykke-Per" og direktør Zaun 248 i "De dødes Rige" er blot to eksempler blandt mange. Mest harmoniske er de danske jøder i Pontoppidans bøger, hos hvem det jødiske racefællesskab er det primære, den danske nationalitet det sekundære. Sådan er indstillingen hos den ældre generation i familien Salomon i "Lykke-Per" skildret, og Jakobe begår en skæbnesvanger fejltagelse, da hun på trods af sit eget instinkt hengiver sig til Per. Først i isolationen finder hun atter lykke og harmoni.

Pontoppidan har følt sig tiltalt af mange sider ved den jødiske psyke, mens andre sider har frastødt ham eller kaldt på smilet. På akkurat tilsvarende måde har visse sider af "dansk" mentalitet tiltalt ham, mens andre sider i det danske naturel har forekommet ham enten direkte frastødende eller latterlige. Af Pontoppidans to mest helstøbte kvindeskikkelser – Hansine i "Det forjættede Land" og Jakobe i "Lykke- Per" – er den ene sjællandsk, den anden jødisk. Intelligente jøder er hos Pontoppidan udstyret med et format, som man ikke træffer hos nogen af de ikke-jødiske skikkelser. Men netop på baggrund af den "snævre" danske mentalitet får formatet vanskeligt ved at udfolde sig frodigt.

Georg Brandes' affærdigelse af det racemæssige som noget irrelevant var efter Pontoppidans mening en katastrofal fejltagelse. For Pontoppidan var det gamle bud: "Kend dig selv!" det væsentligste af alle bud. Som forfatter så han det som sin opgave at vise danskerne, hvordan de i virkeligheden så ud, man kunne næsten sige: betragtet som race. Man kan ikke løbe fra sin slægtsarv – det var et væsentligt dogme i Pontoppidans filosofi. Men det betød også omvendt, at ingen jøde kunne løbe fra sin slægtsarv og sine særlige forudsætninger. Derfor stod Pontoppidan langt nærmere ved den militante jødiskhed, zionisterne og de jøder, der som Nathansen vedstod sig sin jødiske oprindelse og aldrig et øjeblik glemte – eller lod andre glemme – at de var jøder. Den Georg Brandes'ske holdning betragtede han derimod som en art faneflugt. Det var jo i Pontoppidans øjne ikke noget nedsættende at være jøde – derfor burde enhver jøde åbent vedstå det 249 og være stolt deraf. Georg Brandes' hånlige holdning til "jøderiet" bundede efter hans mening i et mindreværdskompleks, en skamfølelse over at være jøde.

Man kan være enig eller uenig med Henrik Pontoppidan i hans syn på de danske jøder (som var de eneste jøder, han kendte og beskæftigede sig med) og deres racemæssige stilling; men det er halsløs gerning at gøre Pontoppidan til antisemit. Blandt Pontoppidans mange jødiske venner gennem årene stod ingen ham nærmere i venskab end Henri Nathansen, der altid var sig selv bevidst som jøde, og hvis stadige problem som forfatter er konflikten mellem "det jødiske" og "det danske". Jeg tror, at Henri Nathansen udtrykte noget sandt og meget centralt, da han i et brev dateret den 21. januar 1942 skrev til Henrik Pontoppidan: "Det danske i Dem søgte mod det jødiske – som det jødiske i mig søgte mod det danske."

Også i sin vurdering af Pontoppidans forhold til jødedommen tog Niels Jeppesen afgørende fejl. Baseret som den er på Det gamle Testamentes bøger var jødedommen i Pontoppidans øjne langt at foretrække for den lutherske kristendom. Det var den jødiske tros livsfilosofi, Pontoppidan med årene nærmede sig – ikke den kristne kirkes.

*

I efteråret 1929 udkom Henri Nathansens bog "Georg Brandes. Et Portræt". Nathansen sendte et eksemplar af bogen til Pontoppidan, som svarede med et langt takkebrev dateret den 31. oktober 1929.

I sit brev skrev Pontoppidan, at han i de sidste dage næsten udelukkende havde beskæftiget sig med Henri Nathansen og hans bog om Brandes. Han havde læst den ikke blot een, men to gange, og endda kunne han ikke sige, at han var færdig med den. Han måtte stadig læse så et, så et andet afsnit af den om igen for at få et samlet indtryk af den. "Sagen er den, at Minder fra mit eget mangeårige Bekendtskab med G.B. stadig dukkede op under Læsningen og har 250 – samtidig med at bekræfte Deres Skildring – undertiden vævet sig ind i den på en lidt forstyrrende Måde." Men dette, fortsatte Pontoppidan, var jo altid den store vanskelighed for den, der fremstillede en offentligt kendt person, der så nylig gik lyslevende omkring, og især når det gjaldt et menneske som Brandes, der var så mangfoldig og aldrig den ene dag som den anden. Pontoppidan betragtede ikke mindst det som bogens fortjeneste, at den uigenkaldeligt fastslog, hvorledes og hvem Brandes virkelig var, og ikke gav Kretis og Pletis overfladiske opfattelse af ham tid til at danne sig til myte, som det for eksempel var sket med Drachmann. Nathansen havde ikke ladet sig afskrække, hverken af vanskeligheden ved at samle og forklare de mange hinanden modsigende træk i Brandes' fysiognomi, eller af den fare, han udsatte sig for ved at trodse den forargelse, der sikkert ikke ville udeblive blandt Brandes' ildtilbedere, fordi han ikke havde indskrænket sig til at fremstille Georg Brandes i hans storhed, men også vist ham i hans skrøbelighed. "Også Skadefryden vil jo nok af samme Grund røre på sig hos hans Modstandere; men ingen kan uden Hykleri mistænke Dem for at ville sætte en Plet på hans Eftermæle. Dertil lyser Deres Beundring for ham og Deres Kærlighed til ham altfor tydeligt ud af hele Bogen, ligesom hans mange Breve til Dem vidner om det varmeste gensidige Venskab."

Pontoppidan fandt, at den midterste del af bogen indeholdt de bedste og klogeste partier, således i kapitel III sammenligningen mellem de to, hinanden så ulige brødre; dog kunne Pontoppidan ikke se på Edvard Brandes med den kraftige uvilje, som Nathansen havde lagt for dagen over for ham. "Men her spiller vistnok personlige Momenter ind for mit Vedkommende." I det store og hele mente Pontoppidan dog, at Nathansen og han nok så ens på de to berømte brødre, men han ville ikke i dette brev gå nærmere ind på enkeltheder i bogen. Det ville blive for omstændeligt og måtte vente, til de igen taltes ved.

I slutningen af brevet vendte Pontoppidan igen tilbage til 251 Nathansens bog, som denne havde kaldt "Et Portræt". Pontoppidan mente, at der vistnok ville være dem, der ville kalde bogen for en obduktion og dermed mene at sige noget ondskabsfuldt om Nathansen og bebrejde ham mangel på pietet. "Sikkert er det jo, at her fremdrages Hjerte og Nyrer (og Hjerne også). Men det sker med nænsom Hånd og minder mig i sin ædle Hensigt om de gamle Ægypteres Balsamering, hvor også alle den Dødes indvendige Dele blev taget ud for at bevare hans Træk for Evigheden."

Pontoppidan må i februar 1933 have sendt Henri Nathansen en artikel eller kronik om Brandes, som han et sted havde læst, og som åbenbart havde interesseret ham. For den 8. februar samme år skrev Nathansen et brev til Pontoppidan, hvis indledning skal citeres her:

Kære Herre og Ven!
Tak for vedlagte, som jeg med Glæde har læst. Hvor var dog G.B.s Ansigt smukt, naar det ikke aabenbarede sig i Tribunens Projektørlys, men straalede rent af Aand og Sandhed i Lønkammeret. Ingen Forvrængning af Sympati eller Antipati, naar det gjaldt Menneskehedens store afgørende Spørgsmaal, som bundfældede sig i hans medfølende Sind.
Jeg har engang set en Udtalelse af Dem – jeg tror i Anledning af G.B.s Død. De sammenlignede dér G.B. med en arabisk Hingst, hvis Blod ikke lod sig blande med vore hjemlige Knapstruppere og Frederiksborgere. Ak, ja – han havde Ild i Blodet! Tror De ikke, at de smaa Forhold herhjemme gjorde ham selv mindre, end han af Natur var? Og vilde han ikke i et stort Land – under store Forhold have faaet de rette Vækstbetingelser for sine ualmindelige Evner? Selvom vi begge kan se hans Fejl og personlige Brist, vil vi dog begge ære og elske ham, saalænge vi lever.

Det forbliver sikkert en uløst gåde, hvorfor Pontoppidan, da han i 1938 udsendte det tredje bind af sine erindringer ("Arv og Gæld"), reducerede, hvad han i sit brev til Henri Nathansen havde kaldt "mit eget mangeårige Bekendtskab med G.B.", til "et flygtigt Bekendtskab"⁸³, ligesom det også 252 forekommer uforklarligt, hvorfor Pontoppidan i denne bog giver et så ensidigt billede⁸⁴ – det eneste personlige erindringsbillede af Georg Brandes i Pontoppidans erindringer – af den mand, som han i sit brev til Nathansen beskrev som "så mangfoldig og aldrig den ene Dag som den anden". Pontoppidan vidste dog bedre end nogen anden, at en omtale af Georg Brandes' snakkesalighed og selvoptagethed ikke var en fuldgyldig karakteristik af Georg Brandes!

Den 21. januar 1942 – halvandet år før Henrik Pontoppidan døde – sendte Henri Nathansen ham et langt brev, hvori han mindedes "de Venner der blev mig tro gennem Tiden", hvorefter han fortsatte:

Og blandt dem staar to Navne forrest i Rækken: G.B. og H.P.
Min Udvikling har paa intim Vis taget sit Udspring fra disse to Navne – et jødisk og et dansk. Begge var de paa en vis Maade Fornægtere – G.B. af det jødiske – De af det danske. Jeg siger "paa en vis Maade". De stod begge i Opposition, begge var De oprørske af Natur – Individualister om en Hals. Jeg skrev en Gang et Digt til G.B.s Fødselsdag, det hed "Bekendelse" og staar i en Samling Vers, Jord og Hjerte. Digtet endte saaledes:

"Om Baade-Og'erne sig samler Mængdens Kor –
men Enten-Eller'ne i Ensomheden bor."

Det var naturligvis – som altid mellem Mennesker – disse Naturers inderste Væsen og Karakter, der tiltrak mig. Modsætninger kan jo nok mødes, men kun for at skilles. Skønt De og G.B. jo er forskellige er der i Deres Væsens inderste Kerne et Element af samme – jeg kunde næsten sige "Race", Modets Trods, Viljens Stejlhed. Ingen af Dem er folkelige – skønt De selv synes at tro det – ingen af Dem ynder fælles Kaffebord med Sammenspisning og Sammensang. De er Enere, begge to, i Bund og Grund Aristokrater af Aand. Selve G.B.s ustadige og hvileløse Aand – som ogsaa Deres – levede sit egentlige Liv i Lønkammeret. Deres "Helte" ender i Klitterne, skuende tilbage over det forjættede Land. Og G.B. endte som Shakespeares Timon – i Selvforagt og Menneskeforagt.

253 Måske var det denne smukke karakteristik (der – uden kommentarer – kunne stå som en slags afslutningsvignet til denne bog), som fik Henrik Pontoppidan til endnu en gang ikke blot at mindes sit forhold til Brandes, men – formodentlig for sidste gang i sit liv – at føre Brandes' navn i pennen.

Den 4. februar 1942 var det hundredårsdagen for Georg Brandes' fødsel. Dagen gik meget stille af – de danske myndigheder turde af frygt for besættelsesmagten ikke tillade mindefester for jøden Georg Brandes, et foredrag om Brandes i den danske radio blev aflyst, og dagbladene bragte kun et minimum af omtale. På denne dag skrev den da 84-årige Henrik Pontoppidan fra sin lejlighed i Ordrup et brev til Georg Brandes' datter, fru Edith Philipp, som efter sin fars død enkelte gange havde besøgt Henrik Pontoppidan⁸⁵. I brevet bragte Pontoppidan fru Philipp sin ærbødige hilsen og lykønskning på Georg Brandes' 100 års dag. Helst, skrev Pontoppidan, ville han have bragt denne lykønskning personligt, men han var blevet gammel og levede isoleret, uden samkvem med andre end sine allernærmeste. Brevet sluttede med disse ord:

Forhåbenlig vil De dog forstå og tilgive, at jeg på en Dag som denne, da jeg helst lever i Mindet om Deres Far og Deres gamle Hjem, føler Trang til i Tankerne at aflægge også Dem et lille Besøg ⁸⁶.

Året efter – den 21. august 1943 – døde Henrik Pontoppidan.

Elias Bredsdorff:
Disputats (1964)

Titel og forord
1. HP og GB indtil 1884
2. 1880erne
3. Sædelighedsfejden
4. HPs tvesyn
5. Fra Skyer til Lykke-Per
6. Brandesportræt i L-P
7. Fra Asgaardsrejen til
De Dødes Rige
8. Vejene skilles
9. Slutning
Summary in English