Henrik Pontoppidan og Georg Brandes

166

VII

Fra "Asgaardsrejen" til og med "De dødes Rige"

Mens det fra "Politiken"s grundlæggelse i 1884 til udgangen af året 1904 havde været Edv. Brandes, der som bladets litterære hovedkritiker anmeldte Henrik Pontoppidans bøger, blev det, som nævnt, herefter i en lang årrække Sven Lange, som i "Politiken"s spalter kom til at anmelde de nye bøger, Pontoppidan udsendte. Det var i sandhed et udtryk for ændrede signaler!

Under overskriften "Henrik Pontoppidan" gjorde Sven Lange i en lang artikel i månedsskriftet "Det ny Aarhundrede" i februar og marts 1906 rede for sit principielle syn på Henrik Pontoppidans forfatterskab indtil da. Denne artikel, der virker, som om Sven Lange på forhånd ville præcisere sit syn på Pontoppidans forfatterskab, før han i "Politiken" begyndte at anmelde hans nye bøger, har i denne forbindelse ganske særlig interesse, fordi Sven Lange heri dadlede Pontoppidan for nøjagtigt det samme, hvorfor Edv. Brandes hidtil havde rost ham. Også Sven Lange understregede Pontoppidans nære tilhørsforhold til det moderne gennembrud og den naturalistiske skole i dansk litteratur. Men Lange drog helt andre konsekvenser heraf, end Edv. Brandes havde gjort. Pontoppidan var i Sven Langes øjne nok en habil forfatter, men ikke nogen digter – netop fordi han ikke havde formået at løsrive sig fra naturalismens og brandesianismens golde fordomme!

Som motto for sin afhandling – vist den eneste i dansk kritisk litteratur, som har frakendt Pontoppidan digternavnet – havde Sven Lange benyttet Musset's citat: "Grand homme peut-être, mais poète? Non pas!"

167 Sven Lange hævdede indledningsvis, at Pontoppidans afstamning fra lærere og præster, altså bogens og ordets mænd, på skæbnesvanger vis havde præget hans forfatterskab. Mens "den socialpolitiske og litterære Bevægelse i Halvfjerdserne" havde virket frigørende på de forfattere, der var Pontoppidans umiddelbare forgængere i dansk litteratur, J.P. Jacobsen, Drachmann og Schandorph – og også havde haft samme virkning på hans samtidige, Herman Bang – var Pontoppidan derimod blevet "bunden af dens Theorier".

Hans arbejder, hævdede Lange, var ikke præget af naturen, men af "Læren om Naturen":

Skønt han – følgende den litterære Parole – søgte at skildre Menneskene som han saa dem, blev det ikke Livet selv, der kom til at bevæge hans Forfatterskab, – det blev de forskellige Meninger om Livet. Han mangler al digterisk Oprindelighed, og hans Personlighed rører sig fra først af saa svagt, at han i lange Tider intet selvstændigt formaar at skabe, hverken med Hensyn til Fortællemaade eller Mennesketegning.

I begyndelsen af sit forfatterskab fik Pontoppidan støtte af "Bevægelsens kritiske Penneførere, der med Rette finder Agitationsværdi i hans theoretiske Virkelighedstroskab". Med årene havde hans indflydelse imidlertid bredt sig både blandt læserne og kritikerne, og han stod nu, sagde Sven Lange, "som vor eneste digteriske Autoritet".

"Men," hed det videre i artiklen, "er han Digter?" Sven Langes svar var et klart nej. Pontoppidan var, som han selv havde erkendt, "slet og ret en folkelig Skribent". Og hans skribentvirksomhed var helt og holdent bygget over tillærte begreber.

Hans Maal er Tendens. Og enten han støtter sine Idealer, eller – hvad han snart lærer – han bekæmper dem eller endog ironiserer over dem, – han naar aldrig ud over en Forestillingskres og en Betragtningsmaade, som hans specielle Læsere (den solidt oplyste Middelstand i Land og By) ikke var fortrolig med, før de stiftede Bekendtskab med ham.
168 Han er ingen Skaber af Nyt.
Det er ikke digterisk Drift, der gør ham til Forfatter, – det er Lærenemhed.

Efter denne indledning følger så en detaljeret gennemgang af forfatterskabet.

Efter først at have lært, hvordan han skulle se, skrev Pontoppidan "Landsbybilleder" og "Fra Hytterne", som er "grammatikalsk udadleligt skrevne, og satte frem netop i det Lys, som Realismen dengang krævede det: dæmpet og roligt, dirrende af en ganske svag Følsomhed, men uden Besmykkelser og uden skærende Aabenbaringer". Læseren får kun bekræftet, hvad han ved i forvejen, og indholdet i historierne er i almindelighed "ganske upersonligt og tillært" og stilen det samme i næsten endnu højere grad. Sven Lange skriver om disse fortællinger, at

i uløselig Harmoni giver de en typisk Forestilling om den Egenskab hos Naturalismen, der fremfor nogen anden voldte dens hurtige Død: Dens Selvtilfredshed. Uden at være meget andet end en kruset Overflade giver den sig Udseende af at vide alt til Bunden. Ved sin korrekte Anskuelighed, sine velberegnede Valeur'er, sit hele borgerligt solide Præg, stænger den ude for Synet, lukker den al Perspektiv ude.

Pontoppidan savner det indre syn, siger Sven Lange, det, som skaber digterisk virkelighed – og han vil altid savne det, for det kan ikke læres. "Men som man kan lære at se, kan man lære at tænke og ræsonnere", og hvad Pontoppidan i så henseende har erhvervet sig af visdom, viser han i sine "Krøniker":

Det er sandt at sige ikke saa grumme meget, – og hvad han lærer, udstykker han ogsaa her som Formler og Theorier, uden nogen Undergrund af individuelt Liv.
Den menneskelige Natur betragter han endnu stadig i Overensstemmelse med Realismens Recept som en Maskine, der regulerer sig selv, – nøjere betegnet: som en Art Barometer. I Almindelighed hviler den uforstyrret i sig selv, men under 169 Paavirkning af de forskellige Lufttryk uden om den forandrer den sig efter ganske regelmæssige Love.

Den stereotype forestillingskreds udvides en gang imellem – "men Ideerne bliver derfor ikke mere dybtgaaende". Selv efter at Pontoppidan er blevet "en udlært Skribent", røber der sig under den klare form stadig intet personligt liv.

Pontoppidans "tillærte og begrænsede Idekres" overføres fra "Krøniker" til "Skyer", hvis tidsmæssige baggrund – provisorietiden – har interesseret Pontoppidan, fordi meninger dengang "tørnede mod hinanden for Politiks Skyld".

Og Pontoppidan, hvem Menneskers Meninger altid har interesseret mere end Mennesker selv, fandt i disse Aars Begivenheder en Art Bekræftelse af, hvad han indtil da havde lært sig til og spekuleret ud. Han fik her konkret Anvendelse for sine Theorier, idet han saa dem blomstre omkring sig.

Historierne i "Skyer" er skrevet "efter de samme naturalistiske Principer, som behersker hans første Landsbybilleder", omend deres rækkevidde er større, fordi emnerne har ligget ham nærmere. I nogle af disse fortællinger sprænges objektiviteten – "og Tendensen træder nøgen frem". At denne tendens har været Sven Lange imod, fremgår tydeligt af hans skarpe afstandtagen fra enhver sympati med "Krapylet" – "fordi Krapylet just har Bourgeoisnatur i sig og kun venter paa en Lejlighed til at kunne udfolde den". I modsætning til Pontoppidan sætter Sven Lange sin lid til folk som Birkedommer Hammer (fra historien "I Kongens Kjole"), som engang vil "være parate til at gennemføre den Omvæltning, som vi andre længes efter og som vi alle kan være tjent med".

Skønt Pontoppidan med disse skildringer har fået fastere jord under fødderne og har lært at se på tingene med sine egne øjne, vedbliver han at være "underlig abstrakt" – "og sine Theorier kan han ikke slippe".

Efter en kritisk gennemgang af Pontoppidans små romaner – "Isbjørnen", "Nattevagt", "Den gamle Adam", "Højsang", 170 "Det ideale Hjem" og "Lille Rødhætte" – slutter Sven Lange med endnu en gang at fastslå, at Pontoppidan "ikke er Digter".

I den afsluttende halvdel af sin afhandling (som stod trykt i martsnummeret af "Det ny Aarhundrede", 1906) behandlede Sven Lange "Det forjættede Land" og "Lykke-Per", af hvilke han foretrak den første roman, trods dens "skematiske Grundplan". "Lykke-Per" var efter Sven Langes mening "tusind Sider Livløshed", blandt hvilke der rørte sig "enkelte Episoder med et dulgt Liv", og selve hovedfiguren var så blottet for poesi, at den aldrig kunne blive andet "end et pædagogisk Paradigma". Kun Pontoppidans sidste lille roman kunne Sven Lange give en ubetinget ros, "Borgmester Hoeck og hans Hustru" – "hvis hundrede Sider efter mit Skøn ejer mere Værdi end de tusind Sider om Per Sidenius". Med denne lille bog var Pontoppidan "endelig kommet paa Højde med sit Ry hos Publikum". Og Sven Lange sluttede sin afhandling med disse ord:

Maaske da hans digteriske Gerning begynder med denne lille Fortælling.

Sven Langes afhandling om Pontoppidan har været refereret så fyldigt, fordi den viser, i hvor høj grad en af tidens ledende kritikere endnu på dette tidspunkt identificerede Pontoppidan med det moderne gennembruds og naturalismens ideer. Georg Brandes' navn nævnes ikke, men Pontoppidan er i denne artikel gjort til Prügelknabe for den golde teoriseren, som Sven Lange forbandt med Brandes' virke. Pontoppidan ses som en popularisator af "Naturalismens" og "Realismens" livsfjerne teorier, en "folkelig Skribent" uden virkeligt format, en skoleret naturalist, som læserne fejlagtigt har antaget for en digter.

Artiklen virker i dag grotesk og komisk i sit forsøg på at frakende Henrik Pontoppidan digternavnet; men i al sin subjektivitet rummer den den sandhed, at Pontoppidans forfatterskab i perioden 1881–1905 var langt intimere knyttet 171 til "den Brandes'ske linje" i dansk åndsliv, end det i almindelighed erkendes i dag. Det var Sven Langes egentlige anklage mod Pontoppidan.

*

I oktober 1906 udkom Pontoppidans skuespil "Asgaardsrejen", i hvilken anledning Georg Brandes skrev til ham: "De er snart den eneste, hvis Værge endnu har Ægg."1 Brandes havde da også al mulig grund til at være glad for et stykke som "Asgaardsrejen"; ligesom "Nattevagt" var det Pontoppidans solidaritetserklæring med det oprindelige indhold i det brandesianske frisind og i firsernes radikalisme.

Der optræder i stykket to slags radikalere. Fælles for dem er, at de begge har deres oprindelse i firserne, og at man ser dem nu fem og tyve år efter. Den ene slags er i stykket opfattet som normen, den type radikalere, om hvilke Pontoppidan skrev i "Kjøbenhavns Børs-Tidende" den 30. oktober 1889:

De er i Danmark ganske ufarlige. De falder nemlig altid hurtigt og sikkert tilbage i Tante Malles Arme. Den, der det ene Aar optræder som den hensynsløseste Jacobiner, kan man altid være sikker paa det næste Aar at træffe som den korrekteste af de korrekte. Det ligger dem i Blodet. De kan ikke i Længden undvære Onkel Povls Anerkendelse; og man maa erindre, at det første vi her til Lands som Børn lærer, er at bede om Forladelse. – Om Forladelse! med Hatten i Haanden og disse to smaa Ord paa Læben kan man i det danske Samfund komme langt. Der er dem, der slet ikke har forstaaet andet og alligevel har naaet Tronens Fod.

Denne type repræsenteres i stykket dels af rektor Nordby, den forhenværende radikale samfundsstormer, som i løbet af sin fem og tyve års lærergerning har udviklet sig til en af samfundets støtter, nu endog anerkendt og respekteret af etatsråd Grunnert, konservatismens førstemand på stedet, dels af pastor Johansen, der som ung teologisk student var en ivrig kierkegaardianer, som svor på, at han aldrig ville 172 være præst i den danske statskirke; nu, da han er det, betragter han Kierkegaards kamp mod den officielle kristendom som en feberrasen, en overspændthed, der stammede fra en gammel usundhed i det danske kirkesamfund.

Den anden type radikalere – det isolerede tilfælde, undtagelsen fra reglen – repræsenteres i stykket af rektor Nordbys svoger, den bidske gamle litterat Otto Kall (hvem Brandes i sit brev direkte identificerede med Pontoppidan selv2). Otto Kall er ikke faldet til patten, hans radikalisme er blot blevet skærpet med årene, mens han selv i fysisk henseende er blevet et vrag. Hos ham er hadets og oprørets flamme aldrig blevet slukket. Og med bitterhed konstaterer han, at der end ikke hos den unge generations repræsentanter, Frits Nordby, Harald Grunnert og adjunkt Møller, findes nogen oprørsånd; de er alle – uden nogen form for overgang – på vej til at blive gode konservative samfundsstøtter; selv adjunkt Møllers "anarkisme" er ikke andet end pjat og tages da heller ikke alvorligt af nogen. Som rektor Nordby siger: "Adjunkt Møller mener det jo aldrig saa slemt, som han siger."

Kun hos Ragna Nordby vågner den oprørsånd, der altid har ligget som et kim i hendes sind, og hun bryder til slut med hjemmet, forældrene og miljøet og følger onkelen til København for der som journalist at aftjene sin værnepligt i den frihedskamp, som skal fortsætte den anden frihedskamp, i hvilken Otto Kall allerede blev engageret i 1880erne. Som det var Jørgen Hallagers opgave, er det også Otto Kalls – og bliver det Ragna Nordbys – at holde nattevagt for oprørsånden, for den sande radikalismes ide; de hører hjemme i Asgaardsrejen – "det blege, vilde Spøgelsestog af uforløste Sjæle, der jager gennem fromme Borgerfolks Drømme og faar dem til at korse sig i selvretfærdig Rædsel", "Frihedens døde Helte og Martyrer, det hele blege, vilde Tog af fordømte Sjæle, der jager gennem Ungdommens Drømme og ægger de modige til ny Kamp og nye Eventyr", thi netop det er "de stakkels fredløse Djævles evige Bestemmelse".

173 I sin Pontoppidan-afhandling diskuterer Georg Brandes da også dette stykke i direkte forlængelse af sin omtale af "Nattevagt", og han citerer Otto Kalls opgør med Frits Nordbys lyriske "ordskvalder", sluttende med denne salut:

Skønhed! Ja vel! Skal jeg sige jer, hvad der er skønt… ja I vil snakke om Skønhed og har aldrig saa meget som været med til at slaa en Smule Dumhed for Panden. I ligner godt nok jeres Ophav, salig Konferensraaden paa Frederiksberg og de andre dionysiske Bedsteborgere paa det danske Parnas. Skønhed! Ja vel! Skal jeg sige jer, hvad der er skønt… ja hvad der er det skønneste i Verden? Aa nej! I begriber det dog ikke, I sølle Belletrister! Men jeg skal sige jer, hvad der er det usleste, det lumpneste, det mest nederdrægtige af alt. Det er at sidde som traurige Aber med Hovedet paaskæve og lyske sig, naar der rundtom i Verden staar Kamp paa Liv og Død for Menneskenes Frihed. Og I vil kaldes Ungdom! Det skal være Fremtiden! Paa Skraldevognen med jer! Der hører I hjemme!

Georg Brandes kommenterer Otto Kalls udbrud med disse ord:

Paa dette Punkt, i denne ufuldkomment motiverede Forbitrelse, er det næsten, som hørte man Pontoppidans egen Stemme igennem, og man faar et levende Indtryk af, hvorledes han personlig opfatter sit Kald3.

Der ligger i hele stykket en sammenligning mellem dengang (d.v.s. i firserne) og nu (d.v.s. cirka 1906). Den virkelige konservatismes talsmand, Etatsraad Grunnert, skildrer situationen i firserne i disse ord:

Dengang […] stod Nationen i Fare for – det er slet ikke for meget sagt – at undergraves af det vildeste Anarki. Jeg behøver blot at erindre om, hvordan der paa selve det kongelige Universitet blev holdt oprørske Forelæsninger, der vakte den største Opsigt. Jeg minder tillige om, hvordan Moralen frækt forhaanedes i Litteraturen og Religionen latterliggjordes, for ikke at tale om, hvorledes Masserne paa den skændigste Maade ophidsedes mod de Besiddende – –

174 Rektor Nordby, som i studentertiden i firserne var Kalls nære ungdomsven, da de læste de samme bøger og begejstredes for de samme ideer, slog sig senere – da han blev embedsmand og ægtemand – på "det "ædle" Frisind, – det nøjsomme," siger Otto Kall. "Han optraadte som Medforkynder af dette ferske Retskaffenhedsevangelium, som helt har afløst Frihedens." Han blev "en Slags Tamburmajor i den skikkelige Borgervæbning, der nu er bleven Frihedens Livvagt herhjemme".

Selv ser rektor Nordby tilbage med forfærdelse på den tid, da "der cirkulerede Adresser mellem Borgerne for at faa mig afsat som Oprører", og han siger til sin kone: "Aa, Klara, hvor var det godt, jeg selv i Tide fik Øjnene aabnede! Og det skylder jeg i Grunden dig." Nu har han forlængst revet sig løs fra, hvad han kalder "det dødstriste og dødsmærkede Kompagni", nemlig den aktive radikalisme, hvori han i firserne var så stærkt engageret.

Otto Kall er en af de få, der ikke har svigtet sin ungdoms idealer og "kampen for friheden". For ham er friheden "en hellig Sag, som stadig kræver Blodvidner". Om den samtidige situation siger han til rektor Nordby, at det efterhånden er blevet "lovlig billigt at være Frihedshelt hertillands. Det formelig lumrer en om Ørerne med "Frisind" nu. Tænker du aldrig selv med en Smule Vemod tilbage paa den Tid, da Frihedsidealerne herhjemme skabtes af en lille Flok modige Mænd, der satte Liv og Ære ind paa den Sag?"

Og Ragna Nordby, som ejer noget af "den heroiske Selvopholdelsesdrift", som i Otto Kalls øjne er det, der trænges mest til, vil "være med, hvor der sker noget, hvor det gælder noget – noget virkeligt – og hvor jeg kan udvikle mig". Hun ser det som sin opgave "at skrive sin Tids virkelige Historie. At lovprise dens Helte og brændemærke de usle og fejge." Ordene er Pontoppidans egne, hentede lige fra en af hans "Enetaler" i "Politiken"4.

Også hånen mod den "virkelig frisindede Præst med en sund og jævn Kristendomsopfattelse", der har "udtalt sig 175 med stor Frimodighed mod den ortodokse Opfattelse af Himmelfarten", har tydelig dækning hos Pontoppidan selv. Den art præster var ham en sand vederstyggelighed5.

Og Otto Kalls ord til Ragna, da hun har kaldt ham "Digter", går næsten ordret igen om Pontoppidan selv i erindringerne. Kall beder sig fritaget for "den dumme Titel" og siger: "Kald mig en ærlig Soldat. Korporal om du vil. Det svarer nogenlunde til min Fortjeneste."

Vilh. Andersen har – som allerede påvist af Bent Haugaard Jeppesen – helt misforstået skuespillets slutning. Om Ragna Nordby siger han, at hun "i sidste Øjeblik flygter, ogsaa fra ham – maaske til det Mosehul, der i Pontoppidans Poesi har opslugt saa mange raadløse Piger."6 Vilh. Andersen kunne ganske vist ikke i 1917, da han skrev dette, vide, at Ragna Nordby senere ville optræde som journalist i København, bosat hos sin onkel, Otto Kall; thi således genser man hende i "Mands Himmerig" fra 1927. Vilh. Andersen må have ladet sig vildlede af, at Ragnas broder Frits siger til moderen: "Jeg siger dig, hun kørte som en Rasende. Og til Stationen var det ikke. Jeg saae, hun kørte ud af Byen." Men Ragna har jo netop tidligere i stykket aftalt med Otto Kall, at hun skal møde ham "paa Toget ved den første Station", altså netop ikke byens station, hvor hun straks ville blive genkendt, og hvorfra forældrene kunne hente hende hjem igen. At Ragna forlader sine forældre for at slutte sig til Otto Kall og fortsætte kampen for det, som faderen svigtede, er derfor for dem den sande katastrofe, værre end om hun havde begået selvmord.

Som drama er "Asgaardsrejen" ikke vellykket. Men det har i denne bogs sammenhæng en ganske særlig interesse, fordi det er Pontoppidans sidste ubetingede litterære solidaritetserklæring med den brandesianske radikalisme.

Netop derfor blev det fra mange sider så stærkt angrebet. Blandt de mange, som ikke kunne lide "Asgaardsrejen"s tendens, var Otto Borchsenius, som skrev om stykket i et brev til Pontoppidan den 16. oktober 1906:

176 Jeg har læst det med stor Interesse, men det er unægtelig kraftig Kost, og ærlig talt – for kun her at gøre en eneste privat Indvending – hvem satte Livet paa Spil for 25 Aar siden? Hverken Drachmann eller Schandorph var særlig modige i saa Henseende. Georg Brandes var saa nervøs som en Kvinde, naar Samfundet slog igen efter hans Angreb. Edvard Brandes giftede sig med en rig Pige og kunde blæse ad det hele7.

Om en stor del af den danske kritiks holdning til "Asgaardsrejen" giver disse linjer af et brev fra Henrik Pontoppidan til vennen Martinus Galschiøt den 29. januar 1907 et lille indtryk:

Selv føler jeg mig endnu ikke moden til Graven. Men rundt om i Bladene bliver der i disse Dage kastet Jord på mig i Anledning af "Asgårdsrejen". Man vil allerede gerne have mig betragtet som et Slags literært Spøgelse8.

Fortællingen "Det store Spøgelse", som udkom i 1907, omtales hverken i Brandes' breve eller i hans afhandling om Pontoppidan. Denne fortælling om en ung landsbypige, som af samvittigheden (det store spøgelse) drives til selvmord, afslutter den side af Pontoppidans fiktion, der behandler naturproblemet. Dette var den side af forfatterskabet, som stod Brandes fjernest og interesserede ham mindst. I "Politiken" hilste Sven Lange denne fortælling velkommen af samme grund. Han skrev den 30. november 1907:

Henrik Pontoppidan kæmpede i mange Aar for Brandes' radikale Idéer, og endnu, naar han prøver sine Vaaben, tager han samme Sigte, som han altid har gjort. Men stundom kan han lade dem hvile, og da gavner han Poesien bedst. I den Virkelighedstroskab, som han har tilegnet sig gennem Naturalismens Læresætninger, hviler hans Sind ud, og under en saadan ligelig og omfattende Betragtning af Naturen og Menneskene søger hans aarvaagne Bevidsthed efter det Liv, der skjuler sig under alt, hvad han ser med sine Øjne. Saaledes fremstaar Det store Spøgelse, en Fortælling som – hvor knap den end er – giver Aarets mest fuldkomne Kunst.

177 Om Pontoppidans satiriske roman "Hans Kvast og Melusine", som udkom i november 1907, skrev Brandes, at der – som altid – var meget godt i den; men den var efter hans mening "noget for hvas"9. Brandes har vel ikke kunnet undgå at betragte skildringen af komponisten Hugo Martens som en ondsindet Drachmann-karikatur, og den har forekommet ham for skarp. I Brandes' Pontoppidan-afhandling fra 1911 nævnes bogen slet ikke.

Om "Den kongelige Gæst", som udkom i oktober 1908, havde Brandes derimod kun lovord ("en fin lille Bog; Midterpartiet holdt i det rette Halvlys til Trods for Stuens festlige Illumination"10 o.s.v.). Men i afhandlingen nævner han den kun i forbifarten ("Han morer sig med at lade Poesien bryde ind i Prosaen som "den kongelige Gæst""11), skønt det var den sidste bog, Pontoppidan havde udsendt, inden Brandes skrev sin afhandling om ham.

*

Til Georg Brandes' halvfjerdsårs fødselsdag i 1912 skrev Henrik Pontoppidan det mærkelige digt "Den 4de Februar", som er aftrykt i denne bogs første bind12. Både Brandes og Pontoppidan opholdt sig på det pågældende tidspunkt uden for Danmark, Brandes i Paris, hvortil han var rejst for at undgå fødselsdagsfesterne, Pontoppidan i Wiesbaden. Digtet stod trykt på selve fødselsdagen i "Politiken", der i dagens anledning udkom som et særligt festnummer.

For at forstå digtet må man først gøre sig klart, at det er et lejlighedsdigt, skrevet i en konkret anledning og oprindelig kun beregnet til offentliggørelse i et dagblad. Pontoppidan havde selv næppe ventet, at digtet skulle få den berømmelse, det senere fik13. Digtet er da kunstnerisk set heller ikke særlig værdifuldt; den interesse, der knytter sig til det, skyldes først og fremmest emnet og forfatteren: det er et tankedigt om Georg Brandes af Henrik Pontoppidan; kun derved har det sin særlige åndshistoriske interesse.

Digtets tankemæssige udgangspunkt finder man i nogle 178 linjer, som Pontoppidan skrev til Brandes i et privat lykønskningsbrev allerede ti år tidligere, til tresårsdagen i 1902, da Pontoppidan takkede Brandes for alt, hvad han havde været for ham – både til godt og ondt, hvorefter han fortsatte: "De var jo for os alle det Kundskabens Træ, hvoraf vi plukkede både søde og bitre Frugter, indtil vi erkendte vor Nøgenhed. Gid De endnu længe må blomstre iblandt os, vi har Dem stadig hårdt behov."14 Her ligger kimen til det Genesismotiv, hvorover Pontoppidan har bygget sit digt.

I et privatbrev til halvfjerdsårsdagen i 1912, altså kort efter at digtet i manuskript var afsendt til "Politiken", skrev Pontoppidan, at han betragtede det som en lykke, at Georg Brandes endnu levede og lyste – "som et ensomt Fyr i den nordiske Troldenat. Gid det først sent må slukkes!"15

Men fødselsdagsdigtet handler om den nordiske troldenat, ikke om det ensomme fyr.

Digtets afgørende svaghed er dets uklarhed. Det kan fortolkes – og er blevet fortolket – på mange forskellige, indbyrdes modstridende måder. Ligesom hver enkelt læser af romanen "Mimoser" lagde ind i den de synspunkter, han helst ville genkende i bogen, således rummer dette digt den store fare, at man med lidt god (eller ond) vilje har kunnet lægge ind i det omtrent, hvad hver især har ønsket at lægge ind i det.

Siden digtet først stod trykt i "Politiken", har det ofte været genoptrykt – for en enkelt linjes vedkommende dog i en varieret form16 – ligesom navnlig de sidste seks-syv strofer ofte har været citeret løsrevet fra sammenhængen, og ganske specielt den strofe, der lyder:

Det Kundskabens Træ, han har plantet i Landet,
som favned saa vidt over Fjorde og Bugter,
forgifter nu Folket med ormstukne Frugter.

Heri har de fleste set digtets kerne, af mange opfattet som et opgør med og en afstandtagen fra både Georg Brandes selv og hans indflydelse i dansk åndsliv.

179 Vilhelm Andersen, der i fjerde bind af sin store danske litteraturhistorie citerer tre af digtets fire sidste strofer, nøjes med at betegne digtet som "tankefuldt"17 (hvilket udtryk formentlig i denne forbindelse skal forstås som "tankevækkende"), og han sætter det – ikke uberettiget – i forbindelse med romanfiguren Enslev, hvem han betegner som "Høvdingen i de Dødes Rige". Adskillige andre litteraturforskere har siden på tilsvarende måde i afhandlinger om Pontoppidan givet indtryk af at karakterisere digtet, uden i virkeligheden dog at sige noget som helst om det. Det sidste eksempel blandt mange er mig bekendt magister Bjørn Poulsen, som karakteriserer digtet som "den myndige dom"18 – uden dog at oplyse noget om, hvem eller hvad det er, der dømmes. Men det står nok mellem linjerne, både hos Vilhelm Andersen og Bjørn Poulsen, at det er Brandes, der dømmes.

Hvor Vilhelm Andersen træder med kattepoter, har andre danske litteraturhistorikere brugt grovere fodbeklædning. I Svend Norrilds "Dansk Litteratur fra Saxo til Kaj Munk" hedder det således:

I en Hilsen til Georg Brandes' Halvfjerdsaarsdag fældede han [Pontoppidan] sin barske Dom over den Mand, hvis Personlighed sikkert en Tid havde virket befriende paa ham, men hvis Virke han nu vurderer saaledes: 19

hvorefter Norrild citerer fem af digtets afsluttende strofer.

Der er meget, der tyder på, at Norrilds udlægning af digtet går igen i mange dansklæreres fortolkning, og at den stort set er den generelt accepterede.

Et endnu mere grovkornet forsøg på at udlægge digtet som et personligt angreb på Georg Brandes finder man i Harald Nielsens bog om Brandes, "Usurpatoren", hvor Harald Nielsen om virkningen af Georg Brandes' indsats i dansk åndsliv skriver følgende:

Virkningerne har i dette Tilfælde som i alle Tilfælde fuldkommen svaret til Aarsagerne, til Usandhederne, Fortielserne 180 og Forvrængningerne. Der er en nøje Sammenhæng mellem den Art "Videnskabelighed", der f. Eks. i "Emigrantlitteraturen" forvandler Constants sande men triste Skildring af Lidenskaben i "Adolphe" til et Led i Forherligelsen af den frie Kærlighed, og det Resultat, Henrik Pontoppidan fyrretyve Aar efter noterede i Sonnetten til Georg Brandes paa hans 70- aarige Fødselsdag20

hvorefter Harald Nielsen citerer netop de tre strofer, der begynder "Det Kundskabens Træ, han har plantet i Landet."

I sin bog "Danmarks Digtere" citerer Hans Brix syv af digtets strofer og fortsætter derefter med sin udlægning af digtet. Han skriver:

Man mærke vel, at det ikke er Personen Henrik Pontoppidan, der taler, det er en Natfugls Stemme, der lyder i hans Sind om Natten. Det er ikke Dommen over Tiden. Men det er et vigtigt Korrektiv til den Opfattelse, som ved Festen maatte blive fremhævet stærkt fra andre Sider: at Georg Brandes havde været en Lysbringer i Landet. Videregaaende Analogier bør man ikke drage af det mærkelige Tidsdigt21.

"Det er ikke dommen over tiden!" påstår Hans Brix. Han har med disse ord taget afgørende fejl. Der er for mig ikke tvivl om, at digtet slet ikke er ment som en dom over Georg Brandes, heller ikke over "brandesianismen" i egentlig forstand, men som et nødskrig, en fortvivlet dom over tiden, der i så ringe grad havde evnet at modtage de gaver, Brandes havde villet skænke.

Det rigtigste, der hidtil er blevet skrevet om dette digt, står at læse i Knut Ahnlunds bog om Pontoppidan, hvor digtet ganske kort omtales i sammenhæng med romanen "De dødes Rige". Ahnlund skriver:

Dikten har på en del håll missuppfattats; det bör framhållas att den inte är någon dom över Brandes själv, knappast ens över hans gärning men däremot över arvingarnas bruk av kvarlåtenskapen. Diktarens svärson, professor Einar Thomsen, har meddelat mig att Brandes var gripen och rörd av den, 181 och jag är böjd att förmoda att den åtminstone delvis sammanfallit med hans egna stämningar under denna tid. Jag tror också att dikten indirekt anspelar på Pontoppidans eget radikala frihetsverk som heller icke alltid lämnat de frukter han själv åsyftat22.

Hvad der hos Ahnlund var en klogt formuleret hypotese, forekommer mig nu ved den foregående redegørelse for brevvekslingen mellem Georg Brandes og Henrik Pontoppidan at være blevet til vished.

Brevvekslingen viser, at Pontoppidan og Brandes næppe på noget tidspunkt stod hinanden personligt nærmere end netop i 1911-12, og Brandes havde i mange af sine breve op imod dette tidspunkt givet udtryk for sit dybe mismod og sin bitre skuffelse over udviklingen i Danmark. Om hvad han kaldte "Familiepensionatet Danmark", havde han således allerede i sommeren 1910 skrevet: "Jeg melder mig ganske stille fra…"23 Og et års tid senere skrev han til Pontoppidan, at hans eget livs ulykke havde været, hvad sund fornuft han havde. "Intet ringeagtes som sund Fornuft og klar Forstand. Ja, det foragtes…"24 Pontoppidan vidste fra Brandes' breve – såvel som fra samtalerne med ham – at Brandes på ingen måde følte sig som en "sejrherre", men at han tværtimod betragtede det som en forsmædelse at lade sig hylde af et borgerskab, som gerne mødte op ved festlige lejligheder for at applaudere ham, skønt de i virkeligheden kun havde et rent overfladisk forhold til hans ideer og knap nok gad købe eller læse hans bøger. "Min Popularitet i det kbhvnske Bourgeoisi er ikke overvældende,"25 skrev Brandes til Pontoppidan ti uger før fødselsdagen efter netop at have konstateret, at kun tyve mennesker havde købt billetter til hans foredragsrække om Armand Carrel i Koncertpalæets lille sal – skønt der kort i forvejen havde været overfyldt, da forelæsningerne var gratis og havde karakter af en københavnerbegivenhed, fordi de blev holdt på Københavns Universitet netop fyrretyve år efter den berømte indledningsforelæsning til "Hovedstrømningerne" i 1871.

182 Hvor mismodigt Georg Brandes selv netop på dette tidspunkt vurderede sit forhold til samtidens Danmark, fremgår tydeligst af den "novelle", som han under titlen "Historien om Sorteper og Skidtmads" lod offentliggøre i "Illustreret Tidende" i anledning af halvfjerdsårsdagen26.

Om Henrik Pontoppidans egne intentioner med digtet til Brandes har der før offentliggørelsen af brevmaterialet kun offentligt foreligget to udtalelser.

I sin bog "Samtaler med Henrik Pontoppidan" (1951) fortæller forfatteren Niels Jeppesen, at han en gang på opfordring af sin kollega, Blicher-forskeren Hans Hansen, spurgte Pontoppidan, om han selv stod bag, hvad Niels Jeppesen kalder "dommedagsordene" i digtet til Georg Brandes' halvfjerdsårsdag, eller om "varselskriget" kun skulle opfattes som et referat af noget, han havde hørt. Da Niels Jeppesen stillede spørgsmålet til Pontoppidan, lød dennes svar: "Det må da enhver kunne forstå, der har læst "De dødes Rige"."27 At Niels Jeppesen privat udlagde "dommedagsordene" som en dom over Brandes og derved får Pontoppidans ord til at betyde, at digtet faktisk rummer en personlig "dom" over Brandes, er i og for sig irrelevant; Pontoppidan har med dette svar blot fastslået, at han selv er identisk med natuglen, men han har ikke sagt, hvem eller hvad der fældes dom over.

Den anden udtalelse har større autoritet, da det drejer sig om en offentlig udtalelse i et interview med Pontoppidan i "Dagens Nyheder" umiddelbart efter Georg Brandes' død i 1927, et interview, hvortil jeg senere skal vende tilbage28. Intervieweren bragte 70 års-digtet til Brandes på bane og spurgte Pontoppidan, om han nu ved Brandes' død fastholdt "denne Vurdering af Brandes", hvortil Pontoppidan svarede: "I dette gamle Digt har jeg ikke fældet nogen Dom over Georg Brandes selv, men om Resultatet af hans Værk, og den Dom staar jeg selvfølgelig ved endnu." Pontoppidan sammenlignede senere i interviewet Georg Brandes med en arabisk hingst og det danske folk med den sindige jyske 183 hesterace og konstaterede, at en krydsning af de to racer ikke var lykkedes. "Men – det var ikke hans Skyld, og det var heller ikke det danske Folks Skyld. Der var bare ikke Jordbund for ham herhjemme. Det Træ, han plantede, kunde ikke finde Voksested hos os…" De sidste ord har direkte relation til digtets udtryk "Det Kundskabens Træ, han har plantet i Landet", hvorom det hedder, at "det forgifter nu Folket med ormstukne Frugter". Men det var altså jordbunden, der var sur, og som ikke tillod træet at blomstre og give den rette frugt.

At digtet har været genstand for så mange forskellige og indbyrdes modstridende fortolkninger, kan ikke undre, når man erfarer, at selv Georg Brandes ikke helt forstod digtet. Han misforstod det ganske vist ikke et øjeblik – det er åbenbart slet ikke faldet ham ind, at det kunne fortolkes som et opgør med eller en "dom" over ham selv; dertil var han alt for sikker på Pontoppidans oprigtigt venskabelige følelser. "Tag mine Hænder til Tak," skrev han til Pontoppidan efter at have læst digtet. Men han skrev samtidig, at han syntes, digtet var "saare mørkt", og han var ikke klar over, om Pontoppidan ville udtrykke, "at saadan ser De, eller saadan ser jeg Forholdene."29

Pontoppidans udførlige svar på dette spørgsmål i et brev dateret den 16. februar 1912 må betragtes som den mest autoritative kommentar, der foreligger til dette digt, fordi den direkte afspejler de følelser, som ligger bag digtet – i hvert fald de bevidste tanker, Pontoppidan har gjort sig. Det vil være umuligt at komme uden om dette brev i en fremtidig vurdering af digtet.

Det fremgår af Pontoppidans brev, at han følte sig afskåret fra at skrive et egentligt hyldestdigt til Brandes, fordi denne så udtrykkeligt havde frabedt sig "Festtaler". Han ville på den anden side heller ikke forholde sig tavs ved denne lejlighed, og derfor blev digtet til "et Nødskrig". Nødskriget gælder udviklingen i Danmark, som i de fyrretyve år, der var gået, siden Georg Brandes først trådte offentligt frem, 184 efter Pontoppidans mening var gået mærkbart tilbage i åndelig kultur i stedet for at gå frem. I denne vurdering venter han, at Brandes er enig. Det er først og fremmest den stærke vækst, som den religiøse reaktion mod "brandesianismen" har haft, der bekymrer Pontoppidan. Gudeligheden har bredt sig overalt i Danmark; de gammeldags rationalistiske, "verdslige" præster er nu afløst af troende fanatikere, og selv blandt naturvidenskabsmændene har den religiøse modbevægelse vundet stærkt terræn. Mest deprimerende af alt er det dog for Pontoppidan at se, at selv de folk, som officielt står som Brandes' arvtagere, det såkaldte "radikale Frisind", er kommet så langt bort fra deres oprindelige udgangspunkt, at de henrykt slutter op bag en lidt kættersk præst, skønt denne slet ikke vil religionen til livs, men blot piller lidt ved et af kirkens dogmer. At det skal betragtes som et lyspunkt, viser blot, i hvor høj grad formørkelsen har bredt sig, mener Pontoppidan30.

Læser man digtet med dette brev i tankerne, får det et klart og utvetydigt indhold. Digtet er en åndelig statusopgørelse. Uglens pessimistiske sammenligning mellem halvfjerdsernes og firsernes lidt for naive radikale optimisme på den ene side, og det faktiske resultat af fyrretyve års udvikling på den anden side, har naturligvis først og fremmest sit udgangspunkt i Pontoppidans egen mismodige bedømmelse af den aktuelle situation, konfronteret med erindringen om hans egne følelser i firserne, da han selv følte sig solidarisk med det moderne gennembruds ideer og dets optimisme. Men samtidig har han ment at give udtryk også for Georg Brandes' egne følelser, fordi Pontoppidan havde al mulig grund til at tro, at de begge så med samme mismod på den hjemlige udvikling.

Brandes skildres i digtet som et menneske, der i sin tid havde strøet om sig med gudelige gaver. Han havde skabt et nyt åndeligt rige, sat en "Sandhedens Sol" på himlen, rejst "en Vaarstorm" af begejstring hos ungdommen, havde plantet et "Kundskabens Træ" i Danmark og søgt at forvandle "den 185 gamle Adam" til en ny Adam og kvinden til en ny Eva. Men alt det positive havde forvandlet sig til noget negativt. De nye ideer, hvorpå en ny åndsverden skulle bygges, havde lidt totalt nederlag; ingen andre end de "fredløse Døde" (jvf. "Asgaardsrejen") fra kampårene var længere knyttet til den ideverden, som så mange engang havde sluttet op om; den frie tanke var blevet til "Tavshed og Øde". Trods Brandes' virke havde mørkemændene bredt sig og fået en ganske urimelig indflydelse i Danmark; reaktion, fordummelse og teologi, som både for Brandes og Pontoppidan var synonymer, havde fået stigende magt og indflydelse; lyset havde været for stærkt, sandheden for farlig, kundskaben for ladet med konsekvenser, som man ikke turde acceptere. I den danske jordbund havde det rationalistiske kundskabens træ ikke kunnet udfolde sig på rette måde. Kampårenes begejstring havde vist sig at være en kortvarig rus. Danskerne havde været for fastgroede i deres gamle fordomme til at lade sig ændre; det nye syn på kærligheden, ægteskabet og kvinden var blot blevet opfattet som en opfordring til parring i flæng. Drømmen om en bedre verden – det ideelle indhold i den oprindelige brandesianisme – havde man afskrevet med et skuldertræk. Kan det da undre, slutter Pontoppidan, at Brandes under de omstændigheder ikke vil lade sig hylde for, hvad han har betydet for sine landsmænd? Er det mærkeligt, at han er blevet en pessimistisk menneskeforagter?

Digtets sidste linje – "Jeg tænker, han fejrer sin Dag med de Døde" – har med årene fået en fortolkningsmæssig biklang, som den ikke havde, da digtet først fremkom, fordi det falder os svært i dag at læse disse ord uden straks at associere dem med titlen "De dødes Rige", skønt denne roman først begyndte at udkomme, efter at dette digt var skrevet. Men i romanens titel betyder "de døde" jo det stik modsatte af, hvad det betyder i digtet; i romanen er det brugt med bitter ironi om de mennesker, som lever en overfladisk skintilværelse, altså netop om dem, som Brandes ikke ville lade sig hylde af, og fra hvem han vendte sig bort. I digtet til 186 Brandes har udtrykket "de Døde" forbindelse med det tidligere anvendte udtryk, de "fredløse Døde", det vil sige Asgaardsrejens fredløse sjæle, de evig fordømte, der jager gennem natten, fordi de ikke kan finde ro i graven – "Frihedens døde Helte og Martyrer, det hele blege, vilde Tog af fordømte Sjæle, der jager gennem Ungdommens Drømme og ægger de modige til ny Kamp og nye Eventyr", som Pontoppidan skrev i "Asgaardsrejen", dels vel også med fortidens store heroer, til hvem Georg Brandes på dette tidspunkt i stigende grad havde vendt sig. Brandes havde inden 1912 skrevet sin store bog om Shakespeare; de store værker om Goethe, Voltaire, Cæsar og Michelangelo kom først i de følgende år. Men det var hos disse fortidens store kulturpersonligheder, Brandes fandt det liv og den storhed, som han savnede i sin egen tid.

Digtet er altså præcis det, som Hans Brix hævdede, at det ikke var – det er Pontoppidans dom over tiden i Danmark anno 1912. Natuglen giver stemme til et mismod, som var hans eget, men som han havde grund til at tro, at Brandes delte. Løsrevet fra sin sammenhæng er digtet uklart og mangetydigt, men det kan nu påvises, at det er en direkte forfalskning af Henrik Pontoppidans intentioner, når Brandes' modstandere har udlagt digtet – og den dag i dag stadig udlægger digtet – som et opgør med Brandes, et synspunkt, som for øvrigt også har været at spore i den modsatte lejr, hvor mange af Brandes' ivrigste beundrere fejlagtigt har opfattet dette digt som et bagholdsangreb, et uforståeligt og utilgiveligt spark fra Pontoppidans side. Brevvekslingen bekræfter fuldt ud den klogt formulerede hypotese, som Knut Ahnlund fremsatte i sin doktordisputats om Henrik Pontoppidan31.

*

På mismodet og fortvivlelsen over den hjemlige udvikling er også romanen "De dødes Rige" skrevet, og romanens første bind, "Torben og Jytte", udkom i november 1912, samme år som digtet til Georg Brandes.

187 Desværre fik Georg Brandes aldrig lejlighed til offentligt at udtale sig om "De dødes Rige", men man kan af hans breve til Pontoppidan få et indtryk af, med hvilken interesse og sympati han fulgte dette værk fra dets tilblivelse til dets afslutning. Allerede efter udgivelsen af romanens første bind, "Torben og Jytte", harmedes han over Sven Langes "ondartede" kritik af, hvad Brandes kaldte "den smukke Indledning eller Portal til Deres nye Værk"32. Da det tredje bind, "Toldere og Syndere", var udkommet, følte han, at bogen nu begyndte at vinde samling, og han fandt, at Enslevskikkelsen gav den et vægtigt centrum. Navnlig fængsledes han dog af Jytte Abildgaards skikkelse, som han fandt både original og overbevisende, skønt han måtte indrømme, at han aldrig selv havde truffet en sådan ung kvinde. Hendes skæbne forekom han – "i al dens Tomhed" – interessevækkende, og den blev for ham et udtryk for den normale kvindeskæbne – "Afhængighed og frugtesløst Oprør og en stor Uvished". Brandes erkendte, at Pontoppidan havde fordybet sig langt mere i "Danmarks indre Tilstande" end han selv, der ikke havde kunnet afvinde dem den samme interesse, vel blandt andet fordi han – i modsætning til Pontoppidan – ikke kendte dem tilbunds33.

Da romanens fjerde bind, "Enslevs Død", var udkommet i december 1915, benyttede Georg Brandes lejligheden til at genopfriske bekendtskabet med de tre tidligere dele for klarere at få fat i sammenhængen. Han følte nu, skrev han til Pontoppidan, at han ikke blot forstod personerne, men også bogens ide, som han udtrykte i ordene: "den geistlige Obscurantismes sejerrige Fremtrængen og Omspænden af Land og Folk". Denne ide var efter hans mening "gennemført med en virkelig Tapperhed, som vore Dages slappe Mennesker ikke vil paaskønne". I særlig grad havde det psykologiske portræt af Jytte Abildgaard vakt hans beundring, og på dette punkt bøjede han sig ubetinget for Pontoppidans mesterskab. Men også bogens øvrige skikkelser fandt han levende; han beklagede blot, at Pontoppidan ikke havde gjort Enslev en 188 lille smule mere sympatisk i stedet for blot at gøre ham "klog og hvas"; der savnedes, syntes Brandes, noget vindende i hans væsen – "mere Humor og mindre Utaknemmelighed"34.

Brandes betegner i et af sine breve "De dødes Rige" som "en Danmarks-Psykologi"35, og da romanen var afsluttet, lykønskede han Pontoppidan til "at have bragt et saa stort Værk til lykkelig Afslutning". Og endnu en gang fastslog han, at Pontoppidan havde et langt intimere kendskab end han selv til det stykke Danmark og det stykke tidshistorie, som han i bogen havde givet digterisk form. Om det tidsafsnit, bogen omhandler – det første tiår efter Systemskiftet – skrev Brandes, at det åbenbart havde "efterladt samme Følelse hos os begge af at have spildt Kræfter paa Deltagelse i dansk indre Politik"36.

Om nogen detailkritik er der egentlig slet ikke tale. Det eneste tilløb er en lidt drilsk bemærkning om Pontoppidans lidt for puritanske holdning til det erotiske, en holdning, som Brandes fandt afspejlet i skildringen af, hvordan Torben Dihmer tvinger sig selv til at ombytte den unge, indtagende sygeplejerske frøken Hecht, som er uskyldigt forelsket i ham, med den gamle kønsløse vågekone Barbara. Over for så streng asketisk selvdisciplin trak Brandes lidt på smilebåndet37.

Trods mangelen på en samlet kritisk vurdering af "De dødes Rige" kan man af Brandes' spredte bemærkninger i brevene til Pontoppidan slutte sig til, at "De dødes Rige" har fængslet Brandes meget både som psykologi, Danmarksskildring og aktuel tidshistorie. Men det fremgår samtidig, at han har opfattet bogens grundtanke noget mere begrænset, end Pontoppidan selv har tilsigtet det. Naturligvis er "den geistlige Obscurantismes sejerrige Fremtrængen" en del af romanens motiv – men det dækker ikke hele bogens idemæssige indhold.

"De dødes Rige" er en roman om danskerne, ikke om menneskeheden, før Syndfloden, og dens "før-Syndflodsstemning" vokser sig stærkere og stærkere mod slutningen, 189 hvad der vel hænger sammen med, at de afsluttende bind blev skrevet, efter at "Syndfloden" (den første verdenskrig) faktisk var begyndt, selvom romanen tidsmæssigt standser inden da. I et af sine breve til Georg Brandes brugte Henrik Pontoppidan da også det udtryk, at romanen var et forsøg på at skildre "en stor Tidsalders sidste Timer, dens Opløsning, Modløshed og Forfald"38. Romanens handling ligger som allerede nævnt konkret tidsfæstet i perioden efter Systemskiftet, det vil sige efter de radikale ideers politiske sejr. Om den intime sammenhæng mellem bogens ide og dens tidshistoriske baggrund skrev Pontoppidan også til Brandes, at han i "De dødes Rige" havde forsøgt at fremstille nogle menneskeskæbner, der sås på baggrund af tidsbegivenhederne og forklaredes ved dem39. Den politiske sejr i 1901 blev imidlertid efter Pontoppidans mening gradvis forvandlet til et menneskeligt nederlag, fordi den politiske løsning ifølge sin natur måtte være en skinløsning, da den var baseret på troen på, hvad Pontoppidan kaldte "Lovgivningsmagtens og Maskinteknikkens Evne til at fabrikere Menneskelykke". At påvise det illusoriske i denne tro betegner han da også selv i et af sine breve til Brandes som bogens egentlige hovedmotiv40.

Der er en undergangsstemning i "De dødes Rige"; men det overses ofte – fordi romanens grundstemning er så overvejende pessimistisk – at undergangen ikke er total. Ligesom Noah og hans familie fik lov til at redde sig ud af Syndfloden, således får også i denne bog en lille klynge mennesker ved bogens slutning mulighed for at redde sig ud af forliset; det gælder Povl og Meta Gaardbo og deres egne børn samt Jytte Abildgaards moderløse barn, som de tager til sig, endvidere den skalmejespillende Kjeld Borgen, hans kone Grete og deres nyfødte søn, og endelig – på bogens sidste sider – præsten Johannes Gaardbo, som ad mange omveje endelig kommer til at slutte sig til de øvrige. Denne lille koloni af mennesker på Favsingholms enemærker er de eneste, som uden at være bukket under har forstået, at menneskelykke ikke er noget, der lader sig fremstille ad syntetisk eller (hvad 190 der i den forbindelse er det samme) ad politisk vej. Af Torben Dihmer – som bukkede under, samtidig med at han banede vej for dem – har de lært nødvendigheden af at gøre sig gode venner med sorgen, som er "Menneskets eneste virkelige Ven og trofaste Rejsekammerat gennem Livet"41. Til dem står håbet om at føre slægten videre; de er romanens Sem, Kam og Japhet – håbet om en ny tid efter det store forlis42.

Georg Brandes har i romanens dybt pessimistiske samtidsskildring troet at genkende en del af sin egen bitre menneskeforagt, og der er da også i mange af enkelthederne en ligefrem påfaldende overensstemmelse med de kommentarer til den aktuelle hjemlige situation, som man finder i Brandes' breve til Pontoppidan netop i løbet af den årrække, i hvilken "De dødes Rige" blev til.

Hvad skriver Brandes da i disse år? At København er en sladderby, hvor borgerskabet boltrer sig i indbyrdes bagvaskelse; at der i Danmark ikke gror stort nyt, som for tiden kan glæde; at aviserne lyver; at han føler sig ensom i Danmark, og at det meste i Danmark er ham pinligt, fremmed og ligegyldigt; at han væmmes ved journalistikkens hysteri og reklamesyge, ved politikkens grimhed og fladhed og ved den forfærdende mangel på interessante mennesker i Danmark; at han selv føler sig isoleret og uden for alt; at det, han skriver, omgående drukner i massen af vrøvl; at det i disse år vrimler med omslag og omvendelser blandt danske digtere, og at nyreligiøsitet, mysticisme og katolicisme breder sig; at han næsten ikke omgås nogen i København og ikke kan overvinde sig til at opsøge nogen; at han oprøres over "Politiken"s utrolige holdningsløshed (hos Pontoppidan hedder bladet "Femte Juni", men er for øvrigt det samme), et blad, hvorfra et ocean af dumheder daglig skyller ned over ham; og at han næppe mere kan afvinde hjemlige tilstande nogen interesse. Hertil kommer så efter 1914 Verdenskrigens udbrud, som også hos ham bidrager yderligere til at forstærke mismodet.

191 Tilsvarende synspunkter ligger bag Danmarksbilledet i "De dødes Rige" – blot med den forskel, at det eneste, der virkelig kunne afvinde Pontoppidan interesse, var "hjemlige Tilstande". Men overensstemmelsen mellem Brandes og Pontoppidan er dog kun tilsyneladende. Pontoppidan var ikke nogen menneskeforagter, der med et skuldertræk kunne afskrive sine landsmænd som "sikkert et af Jordens mest ondskabsfulde Folk"43 eller hvad andre adjektiver Brandes kunne finde frem for i superlativisk form at give udtryk for sin foragt for det danske folk. Brandes havde ret i, at Pontoppidan havde fordybet sig i "Danmarks indre Tilstande" på en måde, som Brandes slet ikke evnede at gøre det – eller havde trang til at gøre det. Georg Brandes har kunnet genkende adskillige af bogens skikkelser, mens han over for andre af personerne har stået lige så fremmed, som en udlænding ville have gjort det. Pontoppidans forhold til danskerne var et kærligheds-had, hvoraf Brandes egentlig kun rigtigt har forstået den sidste halvdel. Georg Brandes tugtede sine landsmænd, fordi han følte, at de fortjente det; Henrik Pontoppidan tugtede på bibelsk vis sine landsmænd, fordi han elskede dem.

Det rent rationalistiske opgør med forlorenheden, hykleriet, udvendigheden, den religiøse, moralske og sundhedsmæssige svindel, alt dette forstod Brandes – og også det politiske livs nedbrydende magt og forræderiet mod "ideen" ved at svigte den for magtbegæret. Så vidt var Pontoppidan og Brandes utvivlsomt enige. Men det er særdeles tvivlsomt, om Brandes har forstået Pontoppidans metafysiske syn på begrebet "menneskelykke". Der kommer med denne roman nye toner ind i Pontoppidans forfatterskab, som Brandes knap nok synes at have sporet. Her møder man Pontoppidans gammeltestamentlige strenghed, hans krav om selvdisciplin og forsagelse, og hans uforsonlige forkastelse af enhver form for genvej til menneskelig lykke (som for ham er uløseligt forbundet med sin komplementære modsætning: menneskelig sorg) – en åndelig holdning, der ligger så fjernt fra den 192 Voltaire'ske rationalisme, som Brandes netop på dette tidspunkt følte sig stærkt beslægtet med, at det er tvivlsomt, hvor meget han har fattet af alt dette, som man kan kalde den positive side af "De dødes Rige". I sine brevkommentarer berører han i hvert fald kun romanens negative sider, altså samtidskritikken, hvorom de to mænd i så mange henseender var enige.

Det skal endelig fremhæves, at det er fristende, men farligt, at slutte tilbage fra "De dødes Rige" til fødselsdagsdigtet til Georg Brandes, altså at læse digtet i lyset af romanen, der fulgte efter. Gør man det, kommer man som så mange har gjort – let til den fejlagtige antagelse, at Enslev i nogen grad må opfattes som et portræt af Georg Brandes. Men man overser i så fald, at mens Pontoppidan i digtet skildrede Brandes som den, hvis ideer led nederlag, fordi de ikke kunne finde voksested i den danske jordbund, så er Enslev i romanen skildret netop som den praktiske politiks mand (hvad Edvard Brandes var, men Georg Brandes aldrig). Enslev er manden, der imod sin vilje kommer til at kompromittere de ideer, han selv engang troede på; han er det redskab, som – uden at ville det – bevirker, at det oprindeligt sunde "Kundskabens Træ" bliver sygt og ender med at forgifte folket med ormstukne frugter.

Jeg tvivler meget på, at Pontoppidan overhovedet har haft Georg Brandes i tankerne, da han udformede Enslevs skikkelse i "De dødes Rige". At Enslevs udvikling har visse iøjnefaldende lighedspunkter med Hørups (som Pontoppidan tidligere havde beundret meget højt44), er derimod uomtvisteligt, og Pontoppidan fortalte Vilh. Andersen, at Enslev skyldte sin haltende gang "det Tilfælde, at Pontoppidan paa Vejen til Festen for Systemskiftet i Sommeren 1901 saa den syge Hørup, der ikke kunde komme til Stede i Kongens Have, flytte sig møjsommeligt frem ved sin Stok uden for Kliniken i Rosenvænget."45 Men – som allerede Vilh. Andersen kunne meddele – var den norske politiker Johan Sverdrup i langt højere grad den egentlige model for Enslev, og i sit brev til 193 Georg Brandes den 20. december 1915 slår Pontoppidan da også fast, at Enslev, som repræsenterer troen på lovgivningsmagtens evne til at fabrikere menneskelykke, er en skikkelse, hvis tilblivelseshistorie kan føres tilbage til en samtale, Pontoppidan nogle år tidligere havde haft med en dame i Norge, som havde kendt Sverdrup meget nøje. I det samme brev skriver Pontoppidan, at han blot havde hentet et par supplerende træk fra Hørup, hvem Enslev i øvrigt slet ikke lignede eller skulle ligne46.

Mens Vilh. Andersen blot antyder, at bogens problem i nogen grad er problemet "Georg Brandes og Danmark"47, er det af senere danske litteraturhistorikere slået fast som et dogme, at Pontoppidan virkelig har haft Georg Brandes i tankerne, da han udformede Enslevs skikkelse. Således skriver Ejnar Thomsen, at Enslev er skildret med Hørup som delvis model, hvorefter han i en fodnote tilføjer: "Ogs. Træk af Johan Sverdrup og G.B. og maaske desuden Kierkegaard."48 Jeg tror, at man kan udelade både Brandes' og Kierkegaards navne. I Bent Haugaard Jeppesens bog, "Henrik Pontoppidans samfundskritik" (1962), hedder det: "I Enslevs skikkelse er der jo (!) træk både af Johan Sverdrup, C. Berg og Georg Brandes, men for størsteparten er den dog bygget på Hørup"49. Forholdet er altså det omvendte, at skikkelsen psykologisk først og fremmest er baseret på Pontoppidans opfattelse af Johan Sverdrup, hvortil der er føjet visse træk fra Hørups liv, mens de øvrige personer næppe har noget med figuren at gøre.

Læser man "De dødes Rige" igennem, vil man ikke finde eet eneste holdepunkt for teorien om, at Brandes blot delvis skulle have været model for Enslev. Jo måske eet! Fru Bertha siger til Enslev, at han engang havde lykønsket hendes børn, fordi de var født til verden under frihedens tegn, "paa et Tidspunkt, da dansk Ungdom – som De sagde – kunde plukke de første, modne Frugter af Kundskabens Træ i dets frie Udfoldelse"50. Her har Pontoppidan jo tydeligvis brugt et udtryk, der kan føres tilbage til Pontoppidans digt til 194 Georg Brandes' halvfjerds års dag. Men jeg tror, at romanen – ligesom digtet – må opfattes som en tidsdom, et nødskrig over tiden; fejlsynet lå ikke hos den, der bragte nye ideer ind i landet, men hos dem der troede, at man ved lovparagraffer og materielle forbedringer kunne skabe en ny verden uden først at have skabt nye mennesker. Men også på dette punkt var Brandes jo enig med Pontoppidan; også han opfattede livet som "en vild Kehraus til stumt Orkester"51, og som fru Bertha kunne han have sagt: "Det er jo altsammen blevet ganske anderledes, end vi engang troede."52 Som Johannes Gaardbo havde Brandes set, hvordan menneskene i årtusinder havde siddet og spejdet efter en trolddomsagtig håndsrækning i farer og nød – snart fra præsterne, snart fra videnskaben eller lovmageriet. Og som Johannes Gaardbo kunne Brandes have sagt: "Og trods alle Skuffelser bliver Folk ved at lade sig narre af den første den bedste Hundestejle, der stiger op fra Mudderet og agerer Mirakelmager."53

Knut Ahnlund ser "De dødes Rige" som et opgør med de sejrende liberale kræfter i politikken, i religionen og i livsformerne i almindelighed, og han fortsætter: "Till en del är det ett bokslut över arvet efter Georg Brandes' ungdomsradikalism."54 Dette er naturligvis rigtigt, men det er også et opgør med Pontoppidan selv, en bitter erkendelse af, at det, som han kalder "Tidens store Befrielseskamp"55 før århundredskiftet – den kamp, hvori både Brandes og Pontoppidan havde stået – havde ført til så mistrøstige resultater i det danske folk, at man så befrielsesværket "resultere i en Skare Ulykkelige, der har forslugt sig paa Tilværelsen og ækles baade ved sig selv og andre"56.

Hvis Pontoppidan har haft Brandes' person i tankerne, da han skrev "De dødes Rige", gætter jeg på, at det snarere er som modellen til den gamle berømte professor Ole Knudsen, som Jytte træffer i Rom, og hvem hun beundrer så højt, at den tanke strejfer Torben Dihmer, om hun måske skulle have væiet forelsket i ham. Ole Knudsen kan knap nok kaldes en af bogens bipersoner, han er blot en lille, næsten usynlig vignet 195 i margen, og kun eet sted i bogen bliver han til mere end et navn, nemlig da Jytte mindes sin gamle vens "sarkastiske Ord om det journalistiske Æselsregimente, Verden sukkede under, og som tyranniserede Befolkningen værre end Fortidens Despoter…"57 Disse ord kunne have været udtalt af Georg Brandes.

Pontoppidan selv følte ikke, at bogen blev påskønnet eller forstået af samtiden. Kritikken fandt han mere vildledende end vejledende. Selv Vilh. Andersens anmeldelse i "Nationaltidende" den 15. december 1915 karakteriserede han i et brev til Henri Nathansen den 18. december 1915 som "et temmelig forvirret Orienteringsforsøg". Og den 1. januar 1917 skrev han til Henri Nathansen om den afsluttede udgave af "De dødes Rige":

Min Bogs Svagheder er vist mere iøjnespringende end dens Fortrin; men det er jeg slet ikke ked af, ja jeg kan sige, at jeg har tilsigtet det. Alt for meget af vor Tids Kunst går ud på at overrumple, forbløffe, i det hele på at fremkalde øjeblikkelige Virkninger, Chok. Det kan gå godt, når det gælder en lille Bog; men i Længden trættes man og bliver mismodig.

Til Harald Rue skrev Pontoppidan den 3. januar 1935 om "De dødes Rige":

Bogen blev til under Indtrykket af den Uvejrsstemning, der hvilede over Europa i Årene før Krigen, og fik derved uvilkårlig mere Karakter af et Bekendelsesskrift end af et frit formet Romanværk. Men måske netop af den Grund står den mit Hjerte nærmere end de fleste af mine andre Bøger58.

*

Samtidig med, at Pontoppidan skrev på "De dødes Rige", udsendte han i 1914 den lille pjece "Kirken og dens Mænd" (oprindelig et foredragsmanuskript). Pjecen er utvivlsomt inspireret af Arboe-Rasmussen-sagen, men der er en tydelig sammenhæng mellem pjecen og "De dødes Rige", som jo ogsa indeholder et væld af præster. Pontoppidan var som 196 bekendt ingen ynder af præster; men han foretrak altid de "gale" præster for de "kloge", således pastor Fjaltring for pastor Blomberg (i "Lykke-Per"), pastor Müller for kapellan Ruggaard (i "Isbjørnen") og Mads Vestrup for pastor Stensballe (i "De dødes Rige"). Intet var ham mere imod end den "korrekte", den "smarte" eller den "frisindede" præst, som havde "anskuelser" eller "synspunkter" angående kristendommen. Så langt hellere den fordrukne præst eller den præst, der begik hor, men som tog sin gerning alvorligt og satte sin personlighed ind på sin tro, helvedesprædikanten for eksempel, der selv troede på de visioner af svovl og brand, som han prædikede om.

Der findes mig bekendt ingen udtalelser af Brandes om "Kirken og dens Mænd". Men Brandes må have læst den lille bog med glæde og genkendelse – for ham må det have været som at læse et kierkegaardsk kampskrift mod den officielle kristendom – tres år efter den store kirkekamp.

Det kan her indskydes, at der i de senere år har været en tendens til at se Henrik Pontoppidans stilling til kristendommen og kirken i lys af "tvesyns-teorien" og til at opfatte hans forfatterskab som værende "inderst inde" et religiøst forfatterskab59. Der er navnlig to udtalelser af Pontoppidan, som har givet støtte til en sådan opfattelse. "Alle mine Bøger handler om det religiøse Problem," skal Pontoppidan en gang have sagt til Niels Jeppesen60. Og til vennen Axel Lundegård skrev han i sommeren 1891: "Jeg er født 24 Juli 1857 i Fredericia i Jylland. Min Fader var Præst. Det er i Grunden hele min Saga."61

Der er naturligvis en sammenhæng mellem de to citater. Det er rigtigt, at det religiøse problem spiller en stor rolle i Pontoppidans forfatterskab, og det hænger naturligvis tildels sammen med den kendsgerning, at han selv kom fra et præstemiljø, fra hvilket han brød ud, hvorved han blev "en frafalden". Pontoppidan var selv ganske klar over, at revolten mod barneårenes kristendom ikke i sig selv var erstatning for noget livssyn; netop i mangel af et sådant lod adskillige, som 197 ikke havde noget at sætte i stedet for barnetroen, sig alt for let føre tilbage til folden. I sin "Enetale" i "Politiken" den 17. marts 1897 skrev Pontoppidan:

Der er Mange, der gaar omkring med den trygge Følelse af at have løsrevet sig fra Kirkens Indflydelse, saasnart de med Overbevisning har forkastet Troen. Men saa let løskøber man sig ikke. Bortkastelsen af alle Dogmer er det allermindste af Sagen. Langt, langt vanskeligere overvinder man den Art moralske Anfægtelser, de overdrevne Fortællinger om enhver løssluppen Livsytrings Forkastelighed eller Farefuldhed, der ogsaa kan være Kirkens Værk.

I sine erindringer taler Pontoppidan om den vedvarende betydning, barndomshjemmets trosliv kan have på individet: "Ad mange skjulte Veje vedbliver det at indvirke ogsaa paa de Frafaldne med Mindets Magt og i alle Livets store Øjeblikke at stemme Sindet i Orgeltone."62

Sådanne bånd eksisterede naturligvis ikke hos Georg Brandes. Men Pontoppidan, der både forstod den fanatisk troende og den fanatisk ikke-troende og respekterede begge parter, vendte sig så meget desto kraftigere mod, hvad han i en artikel i "Tilskueren" i august 1893 kaldte "det aandelige Kvaksalveri, det Mikstum-Kompositum af religiøst Fritænkeri og afkristnet Kristendom, der er den sande Fornægtelse". Hvad han i denne artikel under overskriften "En falsk Etikette" angreb, var den bjørnsonske form for "social kristendom" – hvad Pontoppidan betegnede som "en Slags amerikansk Kristendom". En konsekvent kristendom måtte beskæftige sig med det hinsidige, ikke med det dennesidige, med sjælens frelse, ikke med verdslige, politiske og sociale problemer. Det hed i denne artikel blandt andet:

Man ved virkelig til sidst ikke, hvad man skal tænke om det Ruskomsnusk af Filantropi, Statsøkonomi, Moral og Pædagogik, hvoraf den protestantiske "Kristendom" efterhaanden røres sammen.
198 Hvad særligt kristeligt er der i Sansen for Ædruelighed og Retfærdighed her paa Jorden? Hvad har kruppske Kanoner og Fattigbørns Bukser med Kristendomsforkyndelse at skaffe?
Intet, absolut intet…63

Med årene fængsledes Pontoppidan mere og mere af Det gamle Testamente, hvis strenghed og disciplin tiltalte ham langt mere end Det nye Testamente. Ligesom Georg Brandes betragtede han den paulinske nytestamentlige kristendom som en sand pestilens. Så sent som i 1931 skrev han i et brev til frk. Inger Holt (nu fru Inger Cavallin), at han aldrig havde været kristen i luthersk-paulinsk betydning64.

Til Edvard Brandes skrev Pontoppidan i et brev den 19. december 1905, efter at Edvard Brandes havde sendt ham sin gammeltestamentlige oversættelse "Salmerne" (1905): "Ja, ja, vi ender alle i Teologien. Her sender jeg Dem mit teologiske Værk i fornyet og forbedret Udgave." Men det "teologiske Værk" var romanen "Lykke-Per"! Og der er langt fra denne romans "teologi" til den kristne kirkes!

Hvis Henrik Pontoppidan med årene – i sin utrættelige higen efter selvudvikling – nærmede sig et religiøst standpunkt, så var det snarere jødedommen end kristendommen, han følte sig draget af. Pontoppidan var en bibelstærk herre, og Bibelen fulgte ham trofast gennem hele livet. Og hos ham sejrede Det gamle Testamente over Det nye. Men herom mere i det næstsidste kapitel i denne bog.

*

Bortset fra Pontoppidan-afhandlingen fra 1911 foreligger der ikke mange offentlige udtalelser af Georg Brandes om Henrik Pontoppidans forfatterskab i tiden efter 1905. Jeg kender kun tre.

I en afhandling fra 1906 om Alexander Kielland brugte Brandes det udtryk, at "Alexander Kielland er ingensteds Hedning i den Forstand, hvori f. Eks. Henrik Pontoppidan er det"65.

I en afhandling om "Ruben G:son Berg" i 1911 skrev Brandes:

199 Det nyere Sverig er neppe i svenske Bøger skildret med den indtrængende Forstaaelse af Land og By, af Læg og Lærd, af Stort og Smaat, som det nyere Danmark i Pontoppidans Romaner og Noveller66.

Og i en artikel skrevet i 1921 til "The American-Scandinavian Review" skrev Brandes:

Den sociale Samfølelse vikarierer i protestantiske Lande hos adskillige nyere Skribenter for, hvad i ældre Tid den religiøse Samfølelse var. I Danmark træder denne Samfølelse frem hos saa betydelige Skribenter som Henrik Pontoppidan blandt de Ældre, Otto Rung blandt de Yngre. I Norge gør den sig gældende dels i Hamsuns sidste Romaner under Forherligelsen af den Rousseau'ske Tilbagevenden til Naturen, dels hos Johan Bojer som den Næstekærlighed, der øver Velgerninger endog mod udprægede Fjender67.

Det eneste vægtige, Brandes efter 1905 har skrevet om Pontoppidan, er den tidligere omtalte afhandling fra 1911, hvori Brandes ser hele Pontoppidans forfatterskab (til og med "Asgaardsrejen") som resultatet af

en oprørsk Sindsstemning, der i Grunden kan spores hos ham fra allerførste Færd, men som stadig er blevet mere udpræget, mere barsk og besk og afgjort68.

 
[1] Se bind 1, s. 44. tilbage
[2] Se bind 1, s. 44. tilbage
[3] "Samlede Skrifter", anden udgave (1919), bd. III, s. 317. tilbage
[4] Se side 101. tilbage
[5] Jvf. f. eks. Pontoppidans hån i "Kirken og dens Mænd" (1914) over for de præster, der uden sindsanfægtelser lader det ene af kirkens dogmer efter det andet falde, hvorefter han citerer biskop Resens ord: "Gid min højre Hånd må visne, om jeg sletter en Tøddel af Luthers lille Katekismus". Herefter fortsætter Pontoppidan (s. 24): "Det er Troens passionerede Sprog. Sådan taler dens sande Væsen. Men hvor kan man få Respekt for en Tro, der lader sig ombytte så let som man skifter et Par Støvler, når de begynder at knibe, for at erstatte dem med et Par rummelige, bløde og varme Pampusser? Hvor kan man tage Præster alvorlig, der idelig mikser og bikser med deres Tro efter som Vinden blæser, og dog lige frejdigt bestiger Prækestolene med Fordring på at blive anerkendte som autoriserede Forkyndere af de evige Sandheder?" tilbage
[6] Vilh. Andersen: "Henrik Pontoppidan. Et nydansk Forfatterskab", s. 140. Jvf. Bent Haugaard Jeppesen: "Henrik Pontoppidans samfundskritik" (1962), s. 89. tilbage
[7] Originalbrevet på Det kgl. Bibliotek. tilbage
[8] Originalbrevet på Det kgl. Bibliotek. tilbage
[9] Se bind 1, s. 46. tilbage
[10] Se bind 1, s. 50. tilbage
[11] "Samlede Skrifter", anden udgave (1919), bd. III, s. 311. tilbage
[12] Se bind 1, s. 93-94. tilbage
[13] Jvf. Pontoppidans udtalelse til Henri Nathansen i 1931, at dette digt "opnåede en vis Berømmelse" (se bind 1, s. 94). tilbage
[14] Se bind 1, s. 30. tilbage
[15] Se bind 1, s. 93. tilbage
[16] I senere optryk er den næstsidste linje i første vers ændret, så den lyder: Da var han forsvunden – var hemmeligt flygtet tilbage
[17] "Illustreret dansk Litteraturhistorie", bd. IV, s. 412. tilbage
[18] Bjørn Poulsen: "Henrik Pontoppidan". (Trykt i "Møder med danske Digtere fra Holger Drachmann til Martin A. Hansen". Redigeret af Carl Bergstrøm-Nielsen. Kbh. 1958, s. 38). tilbage
[19] Op. cit., s. 118-19. tilbage
[20] Op. cit., s. 137. tilbage
[21] Op. cit. (1925), s. 399-400. tilbage
[22] Ahnlund, s. 165. tilbage
[23] Se bind 1, s. 62. tilbage
[24] Se bind 1, s. 75. tilbage
[25] Se bind 1, s. 84. tilbage
[26] Se bind 1, note 79 til kapitel IV, s. 104. tilbage
[27] Op. cit., s. 25. tilbage
[28] Se s. 235-41. tilbage
[29] Se bind 1, s. 95. tilbage
[30] Se bind 1, s. 97-98. tilbage
[31] Det kan tilføjes, at "Politiken"s redaktør, Henrik Cavling, til hvem Pontoppidan havde sendt digtet fra Wiesbaden, takkede i et brev den 27. januar 1912, som begyndte således: "Kære Ven, Dit Digt kom til mig idag som en stor Overraskelse, især da det er saa ejendommeligt, skarpt virkende og passende til Anledningen…" Henrik Cavling skrev senere i samme brev, at Georg Brandes "vil blive glad for dit Digt". Rygtet om, at "Politiken"s redaktion skulle have opfattet digtet som et opgør med Georg Brandes, har altså intet på sig.
Min drøftelse af digtet til Brandes er tildels foregrebet i min afhandling, "Henrik Pontoppidans digt til Georg Brandes i ny belysning", i "Edda", bd. LXIII, 1963, s. 34-51. tilbage
[32] Se bind 1, s. 108. tilbage
[33] Se bind 1, s. 125. tilbage
[34] Se bind 1, s. 135. tilbage
[35] Se bind 1, s. 139. tilbage
[36] Se bind 1, s. 145. tilbage
[37] Se bind 1, s. 145. tilbage
[38] Se bind 1, s. 136. tilbage
[39] Se bind 1, s. 141. tilbage
[40] Se bind 1, s. 136 – Jævnfør også "De dødes Rige", 4. udg. bd. II (1922), s. 118. tilbage
[41] "De dødes Rige", 4. udg. (1922), bd. II, s. 283. tilbage
[42] Det har fra forskellige sider været hævdet – senest af Bent Haugaard Jeppesen i hans bog "Henrik Pontoppidans samfundskritik" (1962), s. 99-100 – at Pontoppidan næppe selv kan have taget denne slutning alvorligt, og at den derfor blot skal opfattes som en utopi, "en skøn drøm ganske simpelt". Dette synspunkt modbevises dog af Pontoppidans egne ord til Georg Brandes. I sin omtale af bogen skrev han, at på baggrund af tidens opløsning, modløshed og forfald skulle nogle menneskeskæbner træde frem, der – uden alle mirakler – reddes ud af undergangen og grundlægger en ny tid. (Se bind 1, s. 136). tilbage
[43] Se bind 1, s. 17. tilbage
[44] Efter Viggo Hørups død var Henrik Pontoppidan (bl.a. sammen med Georg Brandes) medunderskriver på et offentligt opråb, hvis formål det var at samle penge sammen til rejsning af et mindesmærke for Hørup. I opråbet omtales Hørup som "et stort Mønster paa usvigeligt Frisind", og han fremhæves som et eksempel på "dansk Rankhed selv i Nedgangstider, dansk Sejghed selv i Dage hvor alt syntes mørkt". Opråbet sluttede med at erklære, at Hørup ejede "Sejrens Evne i en aldrig trættet Begejstring og et aldrig sluknet Lune". (Opråbet trykt i "Politiken" den 31. juli 1902). tilbage
[45] Vilh. Andersen: "Henrik Pontoppidan. Et nydansk Forfatterskab", s. 165. tilbage
[46] Se bind 1, s. 136. tilbage
[47] Op. cit., s. 166. tilbage
[48] Ejnar Thomsen: "Dansk Litteratur efter 1870", s. 83. tilbage
[49] Op. cit., s. 92. tilbage
[50] "De dødes Rige", 4. udg. (1922), bd. II, s. 28. tilbage
[51] Ibid., bd. I, s. 106. tilbage
[52] Ibid., bd. I, s. 241. tilbage
[53] Ibid., bd. II, s. 191. tilbage
[54] Ahnlund, s. 165. tilbage
[55] "De dødes Rige", 4. udg. (1922), bd. I, s. 135. tilbage
[56] Ibid., bd. II, s. 219. tilbage
[57] Ibid., bd. II, s. 252. tilbage
[58] Originalbrevet på Det kgl. Bibliotek. tilbage
[59] Her skal blot anføres to eksempler blandt mange. I en lang artikel om "Henrik Pontoppidan og Kirken" skrev pastor Tage Schack i "Tidehverv", september 1943 (17. årgang) følgende: "Med eller mod sin Vilje er Pontoppidan, naar han er længst ude, en Forkynder af Evangeliet". (S. 83). Og i en artikel, der havde titlen "Fornægteren", skrev Tage Skou-Hansen i "Heretica", 5. årgang, 1952, s. 400: "Pontoppidans digtning er en kamp for at hans liv uden Gud ikke skal blive meningsløst og koldt som stenørkenen paa højfjældet. En kamp for ikke at blive overmandet af angst, saa han alligevel fik brug for Gud. Han har behøvet al sin kraft. Derfor frygtede han de svage øjeblikke, naar vemodet vilde overliste ham og døden fristede ham med sin salighed. Han havde næsten ikke raad til dette vemod, saa dybt det end bevægede ham". – Jeg må erkende, at personligt finder jeg det vanskeligt at genkende Henrik Pontoppidan i nogen af de to karakteristikker. tilbage
[60] Niels Jeppesen: "Samtaler med Henrik Pontoppidan", s. 18. tilbage
[61] Cit. Ahnlund, s. 36. tilbage
[62] "Drengeaar", s. 94. tilbage
[63] Henrik Pontoppidan: "En falsk Etikette. En Randbemærkning". ("Tilskueren", august 1893, s. 600-602). tilbage
[64] Cit. Ahnlund, s. 59. tilbage
[65] "Samlede Skrifter", bd. XVIII, s. 150. tilbage
[66] Georg Brandes: "Fugleperspektiv" (1913), s. 269. tilbage
[67] Trykt i "Politiken"s kronik den 30. januar 1921 under overskriften "Spørgsmaalet om den evropæiske Literaturs Fremtid". – Ikke optrykt i "Samlede Skrifter". tilbage
[68] "Samlede Skrifter", anden udgave (1919), bd. III, s. 312. tilbage