Henrik Pontoppidan og Georg Brandes

23

II

Henrik Pontoppidan og brandesianismen i firserne

"Jeg var i sin Tid for ung til at komme med i Halvfjerdsernes Stormkolonner …", skrev Pontoppidan i juni 1904 i et brev til Edvard Brandes – et brev, til hvilket jeg senere skal vende tilbage. Det ligger i selve udtrykkets formulering, at han ganske naturligt ville have indtaget sin plads i halvfjerdsernes gennembrudslitteratur, hvis han havde været ti år ældre.

Henrik Pontoppidans forfatterskab ligger da også i alt væsentligt i direkte forlængelse af gennembrudslitteraturen – endog med udprægede påvirkninger, særlig i de allerførste bøger, fra J.P. Jacobsen, Drachmann og – navnlig – Alexander Kielland1. Georg Brandes har således med rette fra første færd kunnet betragte Pontoppidan som en ny kampfælle i dansk skønlitteratur, og som en sådan blev han da også betragtet af andre af det moderne gennembruds mænd. Da Pontoppidans debut-novelle "Et Endeligt" i september 1881 stod trykt i "Ude og Hjemme", boede Alexander Kielland i Danmark, og han modtog tidsskriftets redaktør, Otto Borchsenius, med bladet svingende i sin hånd og lykønskede redaktøren til den nye bidragyder2.

Også den konservative kritik betragtede Pontoppidans første bøger som den argeste naturalisme; således skrev "Dagbladet"s kritiker i en omtale af "Ung Elskov" (som ganske vist af den pågældende anmelder opfattedes som et glædeligt tegn på, at Pontoppidan nu var ved at forlade denne naturalisme), at forfatteren "i sine første Arbejder øjensynligt stræbte efter rigtig krasse, ofte ligefrem anstødelige Udtryk, der kunde accentuere hans Standpunkt som fuselfri Realist 24 af den nye Skole."3 Og i sin grove anmeldelse af "Sandinge Menighed" skrev en af brandesianismens svorne modstandere, Erik Bøgh: "Det Smudsige og Stinkende har, saa længe det er i Mode, baade sit Publikum og sine Forfattere. Der er maaske næppe paa Dansk udgivet nogen Fortælling, der gaar saa langt for at tilfredsstille denne Smagsretning." Bøgh tilrådede læserne at holde et forfriskelsesmiddel parat under læsningen, og han sluttede sin anmeldelse med denne ironiske ros af bogen: "… den lefler ikke med Skønhed eller Dyd, den hverken forsoner eller forklarer, og saa lugter den – aa, saa mageløs naturalistisk!"4

Pontoppidans tre første bøger kan med fuld ret betragtes som rent naturalistiske romaner, der fortsatte – og, navnlig ved deres sociale realisme, udvidede – halvfjerdsernes gennembrudslitteratur. Også ideologisk præsenterede forfatteren sig klart på Brandes-linjen: han var en decideret antiromantiker, en anti-klerikal skeptiker og militant radikal tendensforfatter, hos hvem harmen over den sociale uretfærdighed på landet var det mest fremtrædende træk. I sin redegørelse for Pontoppidans udgangspunkter som digter slutter Knut Ahnlund i sin bog om Pontoppidan da også med disse linjer:

Det är uppenbart att han från början känt sig solidarisk med många av genombrottets strävanden, också de rent konstnärliga. Som social realist, som kritiker av religionen och som idédebattör motsvarade han egentligen i högre grad än sina samtida de krav Georg Brandes en gang ställt på diktaren. Och efter J.P. Jacobsens död, Drachmanns och Gjellerups avfall, Bjørnsons sedlighetskampanj och Erik Skrams litterära tystnad blev han den som under de följande åren starkast gav uttryck åt några av de Brandeska huvudtankarna: den politiska frihetsidén, anti-klerikalismen och den kulturella radikalismen5.

Med støtte i en udtalelse, som Pontoppidan fremsatte i et interview i 1927, har Ejnar Thomsen i sin afhandling i bogen "Henrik Pontoppidan til minde" (1944) gjort et modsat synspunkt gældende. Det hedder i denne artikel om Pontoppidan:

25 Men ogsaa sagligt stod han helt fra først af meget frit til Gennembruddet: hans antiklerikale Holdning var velgørende udogmatisk, hans Tillid til Naturens Funktioner som moralsk Vejleder og som Sjælelæge var behæftet med mange Forbehold og ladet med dialektiske Sprængstoffer, hans Stilling i Sædelighedsfejden var ironisk reserveret til begge Sider, ja om det saa var hans Harme over social Uret, fik den i Løbet af faa Aar en gavnlig Modvægt i hans vaagnende Forstaaelse af alle Menneskers Fællesskab om de elementære Glæder og Sorger, uanset Stand og Kaar. – Det var altsaa med Rette, naar han i et Interview lige efter Brandes' Død erklærede, at han aldrig havde staaet i St. Georgs Hærfølge – og navnlig da slet ikke som ung6.

Det har åbenbart været Ejnar Thomsen magtpåliggende at fastslå, at Pontoppidans berømte udtalelse i interviewet efter Brandes' død (hvortil jeg senere skal vende tilbage) var berettiget, og han har derfor forsøgt at "lægge luft" mellem Pontoppidan og Brandes, navnlig for så vidt Pontoppidans ungdomsdigtning angår. Synspunktet er dog ikke holdbart. Ejnar Thomsens argumentation forudsætter en rent dogmatisk holdning fra Brandes' side til samtidens danske litteratur, en holdning som ikke svarer til virkeligheden. (Pontoppidans stilling til "sædelighedsfejden" vil blive behandlet i et senere afsnit.) Det moderne gennembrud var ikke et politisk parti med snævre partirammer og streng partidisciplin; det var en bred litterær bevægelse baseret på visse fælles anskuelser, men med plads for individuelle synspunkter. Set med samtidens øjne kunne der næppe være tvivl om, at Henrik Pontoppidan virkelig hørte til i "St. Georgs Hærfølge".

Dette må dog ikke forstås således, at der var tale om noget egentligt discipel-forhold. Det var ikke – eller i hvert fald ikke i første række – under indflydelse af Brandes' virksomhed, at Pontoppidan havde erhvervet sig de synspunkter, som præger den første fase i hans forfatterskab. Han var gennem sin egen udvikling, tildels i opposition mod hjemmets konservativt-kristelige miljø, kommet til at indtage synspunkter, som var oprørske, og som på mange måder viste sig at falde 26 sammen med Brandes'. Men udgangspunktet var vidt forskelligt. Georg Brandes kritiserede kirken, præsteskabet, teologien og kristendommen udefra; over for fænomener som grundtvigianisme og højskolebevægelse stod han i virkeligheden ganske uforstående. Pontoppidan derimod kritiserede de samme fænomener så at sige indefra – hans forhold til kristendommen var det, at han var en frafalden; hans skepsis over for samtidige fænomener som grundtvigianisme og højskolebevægelse skyldtes, at han kendte disse bevægelser – og dømte ud fra dette kendskab. Georg Brandes var gennem hele sit liv et bymenneske; det er karakteristisk at han i en alder af firs år kunne skrive til Pontoppidan: "Aldrig har en dansk Bonde, dansk Præst eller Herremand indbudt mig blot for en enkelt Dag."7 Henrik Pontoppidan var oprindelig et købstadsbarn, men var netop i begyndelsen af sit forfatterskab blevet et udpræget landmenneske, en "Rusticus", der først senere blev til en "Urbanus".

I Georg Brandes' radikalisme spillede harmen over den sociale uret en forbavsende lille rolle – han var langt mere optaget af at bekæmpe de former for undertrykkelse, der skyldtes køn, race, nationalitet eller politiske og religiøse fordomme. I Pontoppidans radikalisme i firserne spillede derimod påvisningen af den sociale undertrykkelse, navnlig på landet, en afgørende rolle; i en del af hans bøger fra dette tiår er det social-agitatoriske element det dominerende. I sine erindringer siger Pontoppidan herom:

Det var især de Fattiges Kaar, der optog mig og gav mig en Del at tænke paa. Den ulige Fordeling af Livets Goder var bleven et Problem for mig8.

Pontoppidan kom derved til at udvide den frontlinje, som det moderne gennembrud havde skabt; men om noget modsætningsforhold til Brandes var der ikke tale.

Og selve det faktum, at Pontoppidans første bøger ikke var blevet til under direkte indflydelse fra Georg Brandes, gjorde det overflødigt for Pontoppidan senere at "rive sig løs" fra 27 Brandes, som så mange andre gjorde det. Kun i den forstand er det berettiget at tale om, at Pontoppidan ikke stod i "St. Georgs Hærfølge", at han aldrig havde underkastet sig i blind forgudelse og derfor heller aldrig behøvede at proklamere, hvad der skiftevis kaldtes en "løsrivelse" eller et "frafald" – afhængigt af, fra hvad side det blev betragtet.

At Pontoppidan, da han trådte frem som digter, ønskede at udvide det moderne gennembrud til et folkeligt gennembrud med social tendens, fremgår også af et brev, som han sendte den kristelig-socialistiske forfatter og agitator Fernando Linderberg; brevet er udateret, men sendt fra Hjørlunde og må stamme fra begyndelsen af 1880erne; det hedder heri – næsten med karakter af en programerklæring:

jeg vil ikke være nogen Salondigter, men kun for det menige Folk og især helst for Bønderne, som jeg holder af frem for nogen9.

*

Georg Brandes må formodes at have læst Pontoppidans første bøger, såsnart de var udkommet. På et tidspunkt, da endnu kun "Stækkede Vinger" og "Sandinge Menighed" var udkommet – og altså før Brandes endnu havde truffet Henrik Pontoppidan – omtalte han i "Det moderne Gjennembruds Mænd" (1883) – i afsnittet om J. P. Jacobsen – Henrik Pontoppidan som "et ikke ringe Fortællertalent", men tilføjede samtidig den kritiske bemærkning, at "for denne Forfatter er Faren den at bruge en vis "Chic" i Stilen til at dække over Lakuner i Sjælestudiet og over Brist paa Oprindelighed i Udtrykket"10. Denne stilistiske indvending var – på det tidspunkt, da den blev fremsat – ganske berettiget, og Henrik Pontoppidan har sikkert lagt sig Brandes' ord på sinde; en sådan indvending ville i hvert fald ikke være berettiget over for Pontoppidans senere bøger.

Med tydeligt henblik på Pontoppidans socialrealistiske forfatterskab fra firserne, navnlig "Landsbybilleder" og "Fra Hytterne", skrev Georg Brandes i 1887 i en artikel om Ernst 28 Ahlgren: "Naar hun er alvorlig, har hun samme Dristighed til at skildre virkeligt Liv med dets urene og tragiske Ejendommeligheder som Henrik Pontoppidan hos os i sine korte, mesterlige Rids fra Landsbyerne."11 Og om Brandes' tidligt vakte interesse for Pontoppidans forfatterskab foreligger der også et andet vidnesbyrd fra samme tid; i september 1887 skrev Georg Brandes til den norsk-amerikanske litterat Hjalmar Hjorth Boyesen et brev, hvori følgende linjer forekommer: "Since you are interested in Danish narrative art, I would like to draw your attention to a young author, Henrik Pontoppidan – of no small talent – two of his books, one called Village Scenes and the other called From the Huts are valuable."12

Mærkeligt nok kom Georg Brandes aldrig selv til direkte at anmelde nogen af Pontoppidans bøger; i "Politiken" blev de regelmæssigt anmeldt af Edvard Brandes, sålænge denne var bladets redaktør; senere havde Georg Brandes flere gange ønsket at anmelde bøger af Pontoppidan i "Politiken", men det fremgår af brevvekslingen, at han ikke fik lov til det, da bladets redaktion i stedet anmodede enten Sven Lange eller Vilhelm Andersen om at gøre det. Kun een gang har Georg Brandes skrevet en afhandling om Pontoppidans forfatterskab – først holdt som foredrag i Kristiania og København i 1910, derefter trykt som tre kronikker i "Politiken" i 1911, og endelig optrykt i "Danmark", bind III s. 310-24 (identisk med anden udgave af "Samlede Skrifter" (1919), bind III). Da Brandes' breve til Pontoppidan intet oplyser om hans syn på den første del af forfatterskabet, må man derfor gå til dette essay fra 1910 for at få rede herpå. Her omtaler Brandes de social-realistiske novellesamlinger "Landsbybilleder" og "Fra Hytterne" med sympati, og han finder hos disse bøgers forfatter "en sjælden Evne til med faste Træk og med Stilens Fynd at male grangiveligt Livet, som det leves paa Landet, i Byen og ved Havet, mest med Sortsyn, idet Grumhed og Bestialitet ved Stranden, Hykleri og Hovmod hos Gaardmandsklassen, Fattigmands Nød og udsatte Stilling, 29 Rædslen for Fattighuset og Vandringen til det, bryder Idyllen."13 Med disse linjer har Brandes allerede fastslået grundlaget for sin beundring for Pontoppidans forfatterskab: det er det naturtro, det naturalistiske genremaleri, han beundrer hos Pontoppidan, egnsbilledet (ligesom senere i de store romaner Danmarksbilledet) i højere grad end den psykologiske portrættering og det idémæssige indhold.

Hovedfiguren i "Isbjørnen" (1887) opfatter Brandes i det ovennævnte essay som "den første Vildmand hvem Pontoppidan med fuld Sympati har malet om det danske Vaaben", og han betragter denne roman som et markant udtryk for Pontoppidans synspunkt: "Natur, frit udfoldet Natur – imod ufrisk, blodløs, livsfjendtlig Kultur"14. Adjektiverne er vigtige – det er dem, der gjorde synspunktet acceptabelt for kulturmennesket Brandes.

Romanen "Ung Elskov" (1885) har Brandes utvivlsomt opfattet som en satire rettet mod den litterære naturromantik, og hans eneste indvending mod denne bog synes at være, at Pontoppidans antiromantiske indstilling her har ført ham for vidt, ligesom den efter Brandes' mening havde gjort det i den tidligere, beslægtede novelle "En Kærlighedshistorie" (fra "Landsbybilleder"), når den fik forfatteren til ligefrem at foretrække det gammeldags fornuftsægteskab frem for "denne her Forfjamskelse, som de kalder Kjærlighed!" Brandes skriver i sit Pontoppidan-essay herom: "Pontoppidans Uvilje mod overspændte Elskovsforestillinger, hentede fra Ingemanns Romaner, har her ført ham noget vel vidt og bragt ham til at modsige Synsmaader, han andet Steds forfægter, idetmindste betinget, som i Højsang og Vilde Fugle, Lidenskabens Tragikomedier."15

Om Georg Brandes' syn på romanen "Mimoser" skal der tales i det følgende kapitel.

Den eneste af Pontoppidans bøger fra firserne, som Brandes ikke har brudt sig om, er den lille roman "Spøgelser" fra 1888. I sin afhandling om Pontoppidan nævner Brandes den kun i forbifarten som "en Ungdomsbog, Spøgelser, som han 30 ellers synes at have kasseret", og gør opmærksom på, at en scene derfra er overført til fortællingen "Den lille Rødhætte"16. (Det er forøvrigt ikke usandsynligt, at Pontoppidan selv har meddelt Brandes, at han havde "kasseret" bogen; før Brandes udarbejdede sin afhandling, havde han, som det fremgår af brevvekslingen, en personlig samtale med Pontoppidan om dennes forfatterskab. "Spøgelser" er da heller ikke nogensinde blevet optrykt.) Men som det fremgår af brevvekslingen, skrev Brandes i 1890 til Pontoppidan: "De ved jeg var lidt flov ved Spøgelser…"17. Brandes og Pontoppidan må altså tidligere mundtligt have drøftet bogen, ved hvilken lejlighed Brandes må have givet udtryk for, at han ikke brød sig om den.

Brandes var ikke den eneste blandt tidens radikalere, der ikke brød sig om "Spøgelser". Johannes Jørgensen skriver i "Mit Livs Legende": "Henrik Pontoppidan havde jeg alt lært at kende i "Studentersamfundet"; en Aften, kort efter at hans lille Roman "Spøgelser" var udkommet, havde Erik Skram i den rettroende Realismes Navn gennemheglet den romantisk uvirkelige Bog. Pontoppidan havde i en lang Nattesamtale, vædet af megen Pjolter, forsøgt at forsvare sine ændrede Kunstprinciper, men under livligt Bifald af Stuckenberg og mig havde Skram nedlagt Nyromantikens Drage."18 Det er, som Knut Ahnlund allerede har gjort opmærksom på19, en ejendommelig stridsgruppering at se Johannes Jørgensen og Stuckenberg som realismens forsvarere imod Pontoppidans "nyromantik"!

At der i "Spøgelser" er en vis portion neo-romantisk stemning og livsholdning er givet20, og man forstår vel, hvorfor Brandes ikke har brudt sig om denne bog. Den afslører en indre konflikt hos Pontoppidan selv, en konflikt, som allerede svagt kunne skimtes i "Ung Elskov", og bogens stemning hænger sammen med Pontoppidans udvikling i disse år, hvor han var ved at trættes af sin egen sociale agitationsdigtning og begyndte at opfatte spørgsmålet om "livslykke" i et større perspektiv end det sociale. "Spøgelser" kunne være 31 blevet indledningen til et neo-romantisk forfatterskab, på linje med den litterære nyorientering, som i det hele taget fandt sted i halvfemserne. Men det afgørende er, at det blev den ikke. Med sin næste bog slog Pontoppidan eftertrykkeligt fast, at han både idémæssigt og politisk stadig stod på den yderste venstre fløj, at hans forbindelse med Brandes-linjen ikke var brudt.

*

Mens Pontoppidans personlige kontakt med Georg Brandes var nok så ringe i firserne, kom han allerede i midten af tiåret i et betydeligt nærmere personligt forhold til Edvard Brandes.

Edvard Brandes var i 1881 sammen med Berg og Hørup blevet redaktør af "Morgenbladet " og tog sig der navnlig af den litterære kritik. Her anmeldte han – med udpræget sympati – Pontoppidans første bøger. I 1883 sprængtes samarbejdet mellem Hørup og Berg, og Hørup og Edvard Brandes fratrådte "Morgenbladets redaktion, som derefter blev overtaget af Berg og Bojsen, der dannede "Det danske Venstre", mens medlemmerne af Hørups og Edvard Brandes' radikale gruppe blev betegnet som "Europæerne".

Ved oprettelsen af "Politiken" den 1. oktober 1884 blev Viggo Hørup og Edvard Brandes det nye dagblads redaktører. Edvard Brandes, som også ved "Politiken" havde hovedansvaret for det litterære stof, fortsatte med at anmelde Pontoppidans bøger, efterhånden som de udkom, og det kan uden overdrivelse siges, at Pontoppidan i Edvard Brandes havde en meget sympatisk og forstående kritiker. Pontoppidan nævner da også i sine erindringer, at "han altid omtalte mit Forfatterskab med Anerkendelse i sit Blad"21.

Om indledningen til sit personlige bekendtskab med Edvard Brandes fortæller Pontoppidan i sine erindringer, at han første gang traf Edv. Brandes i apoteker Rinks sommerhus i Nordsjælland kort efter, at han var vendt tilbage fra sommeropholdet i Blokhus i 1887. Ved denne lejlighed, oplyser 32 Pontoppidan videre, opfordrede Edvard Brandes ham til at blive medarbejder ved "Politiken", og skønt han hidtil kun undtagelsesvis havde optrådt som journalist, fandt han det blandt andet af økonomiske grunde betænkeligt at afvise en opfordring fra en så indflydelsesrig mand som Edvard Brandes. De aftalte derfor at mødes i København for at forhandle nærmere om "et fast, ugentligt Bidrag til Bladet"; men da de mødtes en ugestid senere på Edvard Brandes' kontor i København, foreslog denne i stedet, at Pontoppidan skulle blive fast medarbejder ved bladet "Kjøbenhavns Børs-Tidende", som den tredje af brødrene Brandes, Ernst Brandes, netop lige havde overtaget22.

Pontoppidan skrev sine erindringer i en høj alder og uden at støtte sig til skriftlige kilder. Det er derfor ikke mærkeligt, at hans hukommelse undertiden har svigtet, så fremstillingen på sine steder er blevet ukorrekt. Det er sket i dette tilfælde.

Pontoppidan må have lært Edvard Brandes at kende længe før sommeren 1887, sandsynligvis i 1885; det første bevarede brev fra Pontoppidan til Edvard Brandes er dateret den 4. december 188523; desuden foreligger der tre breve (samt muligvis nogle udaterede breve) fra året 1886 og to breve fra april 1887. At Edvard Brandes i efteråret 1887 har forhandlet med Pontoppidan om at blive medarbejder ved "Politiken", er derimod såre sandsynligt, for dette skete faktisk fra november 1887. Derimod var det først i 1889, at Pontoppidan – efter aftale med Edvard Brandes – blev knyttet som medarbejder til "Kjøbenhavns Børs-Tidende", som Ernst Brandes overtog i det år.

Pontoppidans "Isbjørnen" blev først trykt i "Morgenbladet" i januar og februar 1884, og Borchsenius, som i 1885 blev medredaktør af "Morgenbladet", må åbenbart have prøvet at knytte Pontoppidan som medarbejder til dette blad; Pontoppidans eneste bidrag til bladet i 1885 var dog novellen "To Venner" (senere optrykt i "Skyer") og digtet "Rotter" (trykt på grundlovsdagen), hvori det Estrupske godsejervælde karakteriseredes med disse ord:

33 Længe alt de tumled som Herrer i vor Vraa,
skummed frækt vor Fløde og skamgnov vort Straa!

Længe har de hærget og hulet i vort Hus,
skjændet vore Mure og spyttet i vort Krus.

Fløjen har de styrtet, og alting ligger brak –
nu maa alle hjælpes at faa Has paa det Rak.24

Som organ for "Det danske Venstre" kæmpede "Morgenbladet" på en dobbelt front, dels mod Højre, dels mod det brandesianske og europæiske Venstre, repræsenteret ved "Politiken". "Berg kaldte mig til Morgenbl., for at bekæmpe Brandesianismen," skrev Borchsenius i 1891 til Bjørnson.25 Trods sit beskedne og lidet "moderate" medarbejderskab ved "Morgenbladet" følte Pontoppidan, at han var havnet i det forkerte selskab, og han skrev den 3. juli 1886 et brev til Edvard Brandes, hvori han gav udtryk for, at han følte sig pinligt berørt ved at være "en Slags Medarbejder" ved "Morgenbladet", "der – efter hvad jeg hører – for hver Dag mere indelikat overfalder Deres Blad og navnlig Dem personlig." Han forklarede videre, at dette medarbejderskab kun skyldtes "en gammel, gammel Forpligtelse" og også "den Pietet jeg – trods alt – bestandig nærer for Borchsenius, der ved min literære Debut stod mig bi på opofrende Måde…"

Hverken den gamle forpligtelse eller pieteten kunne imidlertid i det lange løb forhindre et brud med Borchsenius, der i stigende grad blev anti-brandesianismens talsmand, og den 24. november 1887 stod Pontoppidans første artikel at læse i Edvard Brandes' blad "Politiken". Artiklen hed "Norske Profeter og zola'ske Bønder"; den var delvis rettet mod Bjømson og var underskrevet med Pontoppidans eget navn. Pontoppidan var nu havnet på den side af skillelinjen, hvor han følte sig hørende mest hjemme, men hans medarbejderskab ved "Politiken" blev ikke omfattende; han skrev til "Politiken" yderligere tre bidrag i november og december 34 1887, elleve bidrag i 1888 og tolv bidrag i løbet af de første syv måneder af 188926. Fra og med den 30. juli 1889 var han knyttet som fast medarbejder til "Kjøbenhavns Børs-Tidende", som Ernst Brandes havde overtaget, og som Edvard Brandes underhånden støttede. Om den linje, som "Børs-Tidende" skulle følge, siger Pontoppidan i sine erindringer, at det var Emst Brandes' hensigt "i skjult Forstaaelse med Broderen Edvard og dennes Avis at skabe et nyt, moderne og underholdende Oppositionsblad, der kunde gøre en Ende paa den konservative Presses overlegne Indflydelse i Hovedstaden"27.

Pontoppidan tegner i erindringerne et ikke særlig sympatisk billede af Ernst Brandes og synes mærkeligt nok helt at have glemt den langtrukne retssag, som anklagemyndigheden havde anlagt mod Emst Brandes for to artikler, begge skrevet af Pontoppidan under mærket "Urbanus", hans sædvanlige signatur28. De to artikler, hvorom sagen drejede sig, var Pontoppidans anmeldelse af Viggo Stuckenbergs "Messias" (den 12. december 1889) og legenden "Den gamle Adam" (den 13. juli 1890). Skønt Pontoppidan offentligt vedstod forfatterskabet til de to artikler og forlangte, at ansvaret skulle påhvile ham og ikke Ernst Brandes, blev Ernst Brandes holdt ansvarlig og ved politiretten i 1891 idømt to måneders fængsel for Pontoppidans anmeldelse af "Messias", som blev anset for blasfemisk. Sagen blev appelleret til Højesteret, hvor højesteretssagfører Klubien, som optrådte på anklagemyndighedens vegne, karakteriserede Henrik Pontoppidan som en forfatter, over for hvem Ernst Brandes burde have været på vagt, da Pontoppidan efter hans mening var "en specialist i behandlingen af slibrige emner, navnlig sådanne, der behandler kønslige forhold, og gør det i en letfærdig tone"! Forsvareren, højesteretssagfører Shaw, antydede direkte, at det var en politisk sag, hvor man ved at ramme Ernst Brandes indirekte ville ramme Georg Brandes. Han sagde i sit defensorat: "Er det da navnet Brandes, der virker ophidsende? Ja, navnet Brandes er et kampnavn, der 35 står i spidsen for en retning, som vækker heftig modstand…" Det var altid farligt, sagde han, at sættes under tiltale for en krænkelse af de højeste og helligste følelser. "Og dobbelt farligt er det, når der er tale om en mand, som er jøde, hvem gadens publikum gerne vil tillægge lyst til at håne de kristne begreber, men allerfarligst, når navnet Brandes drages ind i sagen."29

Det samme synspunkt havde Edvard Brandes allerede givet udtryk for i et brev til Pontoppidan den 8. december 1890, hvori det hed: "Jeg ser i denne Proces et Led i den store Udryddelseskamp, der i denne Vinter føres mod Europæismen og Brandesianismen i denne raadne Rede." Herpå svarede Pontoppidan den 11. december 1890, at han ville gøre, hvad han kunne, "for at tage så meget som muligt af Ansvaret fra Deres Broder – og – hvad der er mig mere, fra Navnet Brandes."

Højesteret frifandt påny Ernst Brandes for anklagen mod Pontoppidans legende "Den gamle Adam", men fandt ham skyldig i blasfemi på grund af anmeldelsen af "Messias". "Under Hensyn til samtlige foreliggende Omstændigheder" nedsattes straffen dog fra to måneders fængsel til en bøde på 300 kroner.

Otte måneder senere begik Ernst Brandes selvmord, og blandt de medvirkende årsager til dette selvmord var utvivlsomt det nervepres, som denne langvarige retssag havde udøvet på ham30. For Henrik Pontoppidans vedkommende førte højesteretsdommen til, at kultusministeren i 1893 nægtede at forny den beskedne forfatterunderstøttelse på tusinde kroner, han indtil da havde fået, og først efter nogle års forløb skaffede Folketinget ham understøttelsen igen. Blandt dem, der ivrigst arbejdede for at skaffe Pontoppidan understøttelsen tilbage, var Edvard Brandes.

Da der nogle år senere overgik Edvard Brandes en tilsvarende dom i anledning af retssagen mod romanen "Det unge Blod", skrev Pontoppidan til ham (den 2. maj 1899):

Tillad mig at trykke Deres Hånd i Anledning af den Dem 36 overgåede Kriminalretsdom. Nu er vi også i den Henseende Kolleger, at vi begge er dømte for vor Pens Udskejelser. Det må ikke være opmuntrende for den stakkels Kriminalret således Gang efter Gang højtideligen at stemple Forfattere som utugtige Skribenter, uden at vedkommende Syndere afficeres det ringeste deraf.

Den første af Henrik Pontoppidans bøger, som Edv. Brandes (under sit sædvanlige mærke: E.B.) anmeldte i "Politiken", var romanen "Ung Elskov". To ting fremgår tydeligt af denne anmeldelse, som stod i "Politiken" den 20. november 1885, nemlig dels at Edv. Brandes ikke brød sig særlig meget om denne roman, dels at han satte alt for stor pris på Pontoppidan til at sige det ligeud31. Han sammenlignede i indledningen "Ung Elskov" med Corots landskabsbilleder, og efter et handlingsreferat fortsatte han:

Som man ser, det er det skære Feeri, hvor Naturen besørger det pragtfulde Udstyr, og St. Hansorme gør Tjeneste som elektriske Pandeblus, medens de unge Damer optræder i et yderst vovet Danserindekostyme.

Hans indvending var, at det var naturbeskrivelse, men ikke naturalistisk beskrivelse; skildringen manglede steds- og tidskolorit:

Hvor den Egn ligger? Hr. Pontoppidan paastaar i Jylland, men han vogter sig vel for en nøjagtigere topografisk Beskrivelse. Og hvad Tid den simple Historie foregaar? Hr. Pontoppidan paastaar, at det er nu i disse Estrupske Aar, hvis grumsede Virkelighed han forsølver med sin pailletterede Stil som Maanelyset den beskedne Indsø.

Edv. Brandes' anmeldelse sluttede:

Det er en frisk og usnærpet Bog. Henrik Pontoppidan gør rent Bord inden han skriver; han fejer bort alle de usle Hensyn til den offentlige Menings Fordomme og hykleriske Moral. Han 37 søger til Naturen og dykker sig ned i den for at vinde Styrke, men han føler Trang til at fremstille den hemmelighedsfuldere end den er. Derfor snart Dæmring, snart Skumring i hans Bog, men ikke den klare Dag, der lader et ubarmhjertigt Lys falde over Mennesker og Ting. Hvem véd, om ikke Hr. Pontoppidan er galt underrettet og om Martha nu ikke sidder som Dunkens velnærede Kone, istedetfor at spøge ved Nattetid under St. Hansormens Mærke.

Drøftelsen af Edv. Brandes' anmeldelse af "Mimoser" hører væsentlig hjemme i det følgende kapitel, hvor Pontoppidans stilling til den såkaldte "sædelighedsfejde" skal omtales. Her skal det blot nævnes, at Edv. Brandes i sin anmeldelse i "Politiken" den 15. december 1886 betragtede bogen som et sundt dansk modstykke til det moraliserende norske indslag i dansk læseverden fra Ibsens "Et Dukkehjem" til Bjømsons "En hanske". Om denne litteratur skrev han, at den havde været "opfyldt af en Livsmoral, der havde lidet eller intet med Virkeligheden at skaffe", og at han opfattede "Mimoser" som en protest mod "de ny Ægteskabsteorier". Han skrev: "Det er en kættersk Bog, og rimeligvis vil de, som Strindberg kalder de gode Damer, blive haardt fornærmede." Anmeldelsen sluttede optimistisk med disse ord: "Den burde i hvert Fald læses for sit gode Dansks Skyld. Hr. Pontoppidan er en af vore faa ægte Prosaister – saa sleben og elegant i sit Sprog, at Damerne maaske af den Grund vil tilgive ham hans Kætterier."

Den 15. august 1887 bragte "Politiken" Edv. Brandes' lange anmeldelse af Pontoppidans "Fra Hytterne". I sin indledning kontrasterede Edv. Brandes to litteraturtyper, som "findes i ethvert Land" – "den første siger Folk smukke Ting, den anden siger dem Sandheden." Til den sidste retning henførte han Pontoppidan, som ikke skulle "vente sig alt for mange Hædersbevisninger i Anledning af den udmærkede lille Bog, han har udgivet. Han bliver saamænd ikke Ridder af Dannebrog paa den. Og naar han søger Anckers Legat, vil man foretrække alle Lindows Børn32 38 fremfor ham, saalænge det blot nogenledes lader sig gøre. – Han har sanddru redegjort for Uhygget i Hytterne." Om fortællingen "Hans og Trine" skrev Edv. Brandes i anmeldelsen: "Bondenovellers Romantik er vegen bort fra denne Skildring. Skolelærerliteraturens Forfattere og Kritikere vil fornægte den; de Dannede vil, naar de har laant Bogen, med Afsky levere den tilbage, og i Hytten og i Borgen vil man være enig om Forargelsen." Men af Edv. Brandes fik Pontoppidan altså ridderslaget for at have leveret et eksempel på sanddru naturalistisk litteratur.

I sin anmeldelse af "Isbjørnen" i "Politiken" den 16. december 1887 lagde Edv. Brandes hovedvægten på den lille romans udpræget anti-klerikale tendens. Han begyndte sin anmeldelse med disse ord: "Hvis Statskirken tilgiver Pontoppidan denne Fortælling, saa maa Kirken en enkelt Gang have lært Langmodighed og Fordragelighed af den Religionsstifter, paa hvis Lære den har opbygget saa verdslig en Magt. Men der er vist ingen Fare, for at Statskirken tilgiver…" Edv. Brandes roste den "fortrinlige" bog i høje toner og så den som "det danske Sidestykke til Kiellands Sankt Hansfest og ingenlunde ringere end det norske Angrebsskrift."

Henrik Pontoppidan var med de tre sidste anmeldelser af Edv. Brandes blevet lyst i kuld og køn af "Politiken" som et ægte barn af naturalismen, anti-klerikalismen og den militante radikalisme.

Men hans næste bog har næppe kommet Edv. Brandes tilpas. Af "Spøgelser", som udkom i maj 1888, har jeg ikke kunnet finde nogen anmeldelse i "Politiken"s spalter, og som tidligere omtalt vakte denne bog absolut ingen glæde i den radikale lejr. Det er ikke utænkeligt, at det netop er den særdeles forbeholdne modtagelse af bogen blandt de mennesker, som Pontoppidan på dette tidspunkt følte sig stærkest knyttet til, som ligger bag de pessimistiske linjer, han skrev i et brev til Edv. Brandes den 15. august 1888 som svar på et (ikke bevaret) brev fra denne:

39 De er saa venlig at spørge mig om, hvorfor jeg hænger med Hovedet. Jeg har virkelig adskillig Grund dertil. Jeg synes ikke, jeg ser nogen Ende på de Bryderier, der nødvendigvis følger med de første Skridt på Forfatterbanen. Jeg har nu gjort otte Skridt, d.v.s. udgivet otte Bøger, og jeg synes, jeg er lige nær, ja næsten fjernere fra ethvert Mål end nogensinde. I Begyndelsen havde jeg en tryg Fornemmelse af at høre til noget, nu står jeg udenfor alt. I Begyndelsen gjorde jeg mig kun meget beskedne Forventninger, der blev højt honorerede. Nu begynder jeg selv at tro på og få Tillid til mit Talent, og nu er der såre få, der bryder sig om det. – De troer, jeg trænger til Oplevelser, til store Sindsrørelser etc. I Virkeligheden trænger jeg til det modsatte, til den Ro efter Storm, der er nødvendig for at kunne producere – ja, De vil måske le af min "Storm"; men alligevel har jeg i de sidste 6-7 År tumlet om mellem "Oplevelser", der nu er i Færd med at tage Vejret fra mig.

Men "Spøgelser" var og blev et isoleret fænomen i Pontoppidans ungdomsproduktion, og med novellesamlingen "Skyer" vandt han også Edvard Brandes' ubetingede anerkendelse tilbage. Drøftelsen heraf hører imidlertid hjemme i et senere kapitel.

*

Det vil føre for vidt her at komme ind på en udførlig gennemgang af Pontoppidans journalistik i firserne – hvoraf langt den overvejende del findes i "Kjøbenhavns Børs-Tidende" – og jeg henviser i denne forbindelse til Knut Ahnlunds bog om Pontoppidan, hvor loyaliteten mod den brandesianske linje er påvist, navnlig i kapitlet "Solidaritet med åttiotalstraditionen" (s. 371-81). Det bør imidlertid specielt omtales, at Pontoppidan som medarbejder ved "Kjøbenhavns Børs-Tidende" foretog et offentligt opgør med sin gamle beskytter, Otto Borchsenius. Allerede i sin artikel "Den stærke Skrædder" ("Børstidende" den 1. november 1889) havde Pontoppidan forberedt dette opgør33, men først i en artikel den 20. november 1889 (under den sædvanlige overskrift "Dagbog") tog han det skarpe skyts frem og viste endnu en 40 gang, hvor solidarisk han følte sig med brandesianismen. Pontoppidan skildrede i denne artikel Otto Borchsenius som havende "et Janushoved med to vidt forskellige Ansigter: til den ene Side et roligt, smukt og mildt; til den anden Side et blegt og fortrukket". Han fortsatte derefter:

Det første har været Genstand for saa mange Lovsyngelser som kun faa. I det sidste er der spyttet foragteligere end i noget andet. Det er i Virkeligheden ogsaa to forskellige Personer, man møder under Navnet: Otto Borchsenius. Der er den uegennyttige, opofrende, sandhedsbegejstrede Litteraturelsker, til hvem saa mangen gammel og ung Poet staar i dyb Taknemlighedsgæld. Og der er den uhyggelige Skændegæst, for hvem det synes at være en Livsbetingelse at yppe Klammeri, og som overalt optræder med en buldrende Myndighed, hvortil han mangler al Berettigelse.

Den første er allerede død (og ingen har sørget oprigtigere ved hans Baare end den, der skriver disse Linjer). Og af den Dødes Aske steg det forhærdede Spøgelse, som nu i Aaringer har gjort sit Bedste for at bringe de gamle Fortjenester i Forglemmelse.

Denne – den nuværende – Borchsenius opstod paa den Tid i de første Aar af Firserne, da Opløsningen begyndte i de før ret kompakte literære Rækker. De store Førere, de fødte Høvdinger havde sluppet Skudens Ror, dels trætte af Kampen, dels vel fordi de efterhaanden indsaa, at Lønnen for dem ikke var Kampen værd. Blandt det menige Mandskab herskede et Øjebliks Forvirring. Styret var ledigt for den, der vilde gribe til med en rask Haand.

Da slog Ærgærrigheden sine Kløer i Borchsenius' Bryst. Den brave Proviantforvalter iklædte sig med ét Admiralsuniform og viste sig til almindelig Forbavselse paa Kommandobroen med Raaber i Haanden.

Og fra den Plads har hverken Latter eller Bønner siden formaaet at fortrænge ham. Han har klynget sig til den med en Krampagtighed, som galdt det hans Liv. Troen paa dette Førerskab er bleven hans fikse Idé, der efterhaanden saaledes har bemægtiget sig ham, at den undertiden gør ham næsten utilregnelig.

41 Dette usædvanligt skarpe personlige angreb på en tidligere velgører var en klar solidaritetserklæring med brødrene Brandes, for ingen var vel i tvivl om, at det var dem, han sigtede til med udtrykket "de store Førere, de fødte Høvdinger".

At Borchsenius blev bitter over dette angreb fra sin tidligere protegé, kan ikke undre; han skrev således den 30. oktober 1891 til Bjørnson: "Hvad mig selv angaar, søger jeg jo netop at være "retfærdig" i min Bedømmelse af de yngre Forfattere. Mange af disse har uden Foranledning væltet sig over mig, selv nogle (f. Ex. Pontoppidan), hvem jeg fra første Færd kun har gjort godt."34

Som et yderligere udtryk for Pontoppidans solidaritet med halvfjerdsernes naturalisme skal her citeres et brev, som han den 17. august 1888 sendte Sophus Schandorph, og hvori følgende linjer forekommer: "I Literaturen er jeg jo også en Slags Nevø af dig, og jeg er dig taknemlig, fordi du har villet anerkjende mig som Åndsfrænde."

Allerede den 30. april 1888 (inden Pontoppidan og Schandorph endnu var blevet dus) havde Pontoppidan i et brev til Schandorph skrevet: "Det er dog for at vinde Bifald hos Mænd som Dem, at man skriver; lykkes det én, kan man roligt lade Spækhøkerne grine."35

Pontoppidan blev i firserne Edvard Brandes' nære ven og forbundsfælle, navnlig i den antiklerikale kamp. Og ligesom Pontoppidan offentligt undsagde Borchsenius, fremsatte han offentligt sin hyldest til fornuftsmennesket Edvard Brandes – navnlig over for dem, der frakendte denne mand lidenskab. Hans hyldest til Edvard Brandes stod at læse i en anmeldelse af Edvard Brandes' "En Politiker", en anmeldelse, der strakte sig over to numre i "Børstidende" (den 23. og 25. oktober 1889). Pontoppidans stærkt personlige defensorat for Edvard Brandes kulminerede i disse ord: "Og naar en Gang alt Døgnets ophvirvlede Støv og Smuds lægger sig omkring ham vil man i ham finde en af vor Tids betydeligste og nobleste Personligheder."36

42 Også Georg Brandes blev inddraget i denne artikel på det sted i artiklen, hvor det om Edvard Brandes hed: "Thi Fjenderne kan sige om ham som om den anden berømte literære Bærer af Navnet Brandes, hvad ondt de vil. Et maa de dog alle lade dem – Snobber er de ikke. Aldrig har de bøjet Nakken." Hvorpå Pontoppidan fortsatte med følgende vurdering: "Og den politiske Strid, der i de sidste Aar har været ført herhjemme, har ikke saa meget været en Kamp mellem Fremskridt og Reaktion, mellem Aristokrati og Demokrati, som det har været en Krig mellem Landets Snobber og dets fribaarne Mænd."37

Hvor Henrik Pontoppidan selv stod i denne strid, kunne der ikke være tvivl om.

 
[1] Se bl.a. Knut Ahnlunds drøftelse heraf, navnlig Ahnlund s. 248, s. 253, s. 255 og s. 332. tilbage
[2] Se Otto Borchsenius: "Fra Henrik Pontoppidans Ungdom", "Nationaltidende" den 23. juli 1917 (cit. Ahnlund, s. 437). tilbage
[3] Se Ahnlund, s. 340. tilbage
[4] Jvf. Pontoppidans omtale heraf i "Arv og Gæld" s. 62, og Ahnlund, s. 345f. tilbage
[5] Ahnlund, s. 331. tilbage
[6] Op. cit., s. 72 f. – Sammenlign hermed Ejnar Thomsens tidligere udtalelse i et radioforedrag om Pontoppidan i 1939: "Skønt han valgte Forfatterbanen i Slutningen af 1870erne, gik der et Par Aar, før han gjorde Bekendtskab med Georg Brandes' Skrifter. Og i J.P. Jacobsen og Drachmann saa han to romantiske Sildefødinge. Det var hans Stilling til det saakaldte 'moderne Gennembrud'." (Trykt i Ejnar Thomsen: "Skribenter og Salmister", 1957, s. 45). tilbage
[7] Se bind 1, s. 165. tilbage
[8] "Arv og Gæld", s. 17. – Motivet er behandlet i Bent Haugaard Jeppesens bog "Henrik Pontoppidans samfundskritik. Studier over den sociale debat i forfatterskabet 1881-1927" (Kbh. 1962). tilbage
[9] Citeret efter originalbrevet på Det kgl. Bibliotek. tilbage
[10] Op. cit., s. 207. tilbage
[11] Georg Brandes: "Samlede Skrifter", bd. III, s. 680. tilbage
[12] Se Marc Ratner: "Georg Brandes and Hjalmar Hjorth Boyesen. An Exchange of Critical Views". ("Scandinavian Studies", November 1961, s. 225). tilbage
[13] Op. cit., s. 317. tilbage
[14] Op. cit., s. 313. tilbage
[15] Op. cit., s. 318. tilbage
[16] Op. cit., s. 319. tilbage
[17] Se bind 1, s. 13. tilbage
[18] Johannes Jørgensen: "Mit Livs Legende", Kbh. 1949, bd. I, s. 114. tilbage
[19] Ahnlund, s. 363. tilbage
[20] Jvf. Ahnlund, s. 362 ff. tilbage
[21] "Familjeliv", s. 34-35. tilbage
[22] Ibid., s. 34-37. tilbage
[23] Der findes på Det kgl. Bibliotek ialt 80 breve fra Henrik Pontoppidan til Edv. Brandes, samt 21 breve fra Edv. Brandes til Pontoppidan, alle utrykte. Brevvekslingen strækker sig fra den 4. december 1885 til den 1. februar 1922. Tolv af brevene er udaterede. tilbage
[24] Digtet er optrykt in extenso i bogen "Henrik Pontoppidan til Minde" (1944), s. 79-81. tilbage
[25] Brevet, som er skrevet den 30. november 1891, står trykt i "Bjørnstjerne Bjørnsons brevveksling med Danske", bd. II, s. 83-84. tilbage
[26] Jvf. Poul Carit Andersen: "Henrik Pontoppidan. En Biografi og Bibliografi" (1934). tilbage
[27] "Familjeliv", s. 37. tilbage
[28] En udførlig omtale af denne retssag er givet i min kronik i "Politiken" den 6. juli 1962, "Blasfemisk, slibrig og skabrøs". tilbage
[29] Citaterne stammer fra det stenografiske referat i "Kjøbenhavns Børs-Tidende" den 10. december 1891. tilbage
[30] Jvf. "Dansk biografisk Leksikon", bd. III, 1934, s. 629. tilbage
[31] Henrik Pontoppidan skrev til Edv. Brandes om "Ung Elskov" den 4. december 1885: "Det gjorde mig ondt at se, at De ikke rigtig syntes om den". tilbage
[32] Roman af Einar Christiansen. tilbage
[33] Jvf. Ahnlund, s. 71 f. tilbage
[34] "Bjørnstjerne Bjørnsons brevveksling med Danske", bd. II, s. 83-84. tilbage
[35] Citeret fra de utrykte originalbreve på Det kgl. Bibliotek. tilbage
[36] Jvf. Ahnlund, s. 281 og 316. tilbage
[37] Jvf. Ahnlund, s. 379 f. tilbage