Fuglesymboler hos Pontoppidan

Af Einar Gjerløff

1. Fuglene

Henrik Pontoppidans maskuline sagligt-nøgterne stil er ikke helt uden prunk. Men de egentlige metaforer og symboler hentes i påfaldende grad inden for ornitologien. Hos fuglene er det hverken deres sang, redebygning eller yngelpleje, der interesserer ham. Disse områder overlader han til lyrikerne, og "Pontoppidan hader lyrik," sagde Georg Brandes om ham efter et foredrag i Oslo^'1. Det er deres flyveevne, han beskæftiger sig med, den bliver for ham et billede på menneskenes stræben.

I Nattevagt fantaserer den romantiske Ursula Hallager om sin gemal, den realistisk-revolutionære maler Jørgen Hallager:

O, du min stærke, vilde Ørn! Hvor mægtig, hvor stolt din Flugt vil blive, naar du ret faar Luft under dine Vinger! Hvor højt, højt, højt vil du ikke stige over alle de smaa nette Gærdesmutter og Graaspurve derhjemme, der pænt holder sig til Hustagene og de lune Møddinger! Blot du da ikke helt vil glemme mig deroppe i Æteren, men tænke lidt paa din lille Gaasemo'er, der sidder her i Reden og venter og længes og ikke kan følge dig!¹

Om den dødssyge Enslev i De dødes Rige siger digteren: "Enslev (…) mindede dem om en gammel, syg Ørn, der kæmper sig op mod et Uvejr med stedse vildere Vingeslag for ikke at give tabt, før Hjertet brister."² I samme værk tænker pastor Gaardbo ved synet af Jytte på "en Falk i Bur"³. Broderen, dr. Gaardbo forestiller sig "den Ufred, der saa naturligt gror op i en lille Gærdesmutrede, naar Forsynet lader en Gøgeunge af Farbroderens Størrelse udklække i den"⁴. Om modemaleren Karsten From, Jyttes senere ægtemand, hedder det: "Og som befriede Fugle stormede hans Tanker tilbage til Jytte Abildgaard."⁵ Kort før har digteren sagt om 174 hans jagt på Jytte: "[s]om Høgen, der et Øjeblik hviler paa Vingerne, før den styrter sig over den afmattede Due."⁶ Frøken Evaldsens lydløse gang ligner en "Musvaaågeflugt"⁷. Enslevs moder, Anemette, sover i "Skrukkemorsdrømme"⁸. Jytte vil ikke sidde som "en forpjusket Høne og le ad sine lange, dybe Drømme om Lykke"⁹. Enslev siger om statsminister Tyrstrup, at han "forbereder Gaasegangen til Canossa"¹⁰. Enslevs "blaaskællede Gammelmandshænder krummede sig om Guldhaandtaget [på stokken] som et Par Ørneklør"¹¹. Det var ham, der med sin medfødte lamme fod i drengeårene havde færdedes blandt kammeraterne som "en vingeskudt Fugl"¹².

Som hos Ibsen, således hos Pontoppidan: Kvinderne er de stærkeste personligheder. Slutningsordene om Jakobe Salomon lyder:

Den Kampens Lod, hun i sin Ungdom havde ønsket sig, var i fuldt Maal bleven hende til Del. Det Ansigt, som hendes Beundrere i sin Tid havde kaldt et Ørneansigt, hendes Uvenner og Misundere et Papegøjefjæs, var nu ubestridelig rovfugleagtigt. Med sit allerede næsten hvide Haar, sin gullige Hud, sine store, mørke, opspilede Øjne, sin høje Hals, sin enkle, brune Kjole, blot pyntet med en bred, hvid Kniplingskrave, lignede hun en Kondor, der fra en Fjældtinde skuer milevidt ud over Sletten.¹³

Og Ragna! Ragna, der i det ene af Pontoppidans to skuespil, Asgaardsrejen (1906), løber bort fra sin salonradikale faders hjem, fordi hun vil "lovprise Tidens Helte og brændemærke de usle og feje", er den unge ørn. Hendes onkel Kall siger om hende:

Jeg tænker mig, at saadan omtrent smiler en Ørneunge, når den første Gang staar paa Randen af Reden og længes efter Ensomheden oppe i de høje, kølige Luftlag.

Hendes broder Frits finder, at hun mere ligner den gås, vi spiser mortensaften. Kall protesterer:

Du glemmer, at en Ørn skal ses i Flugten. Paa Jorden bevæger den sig ganske rigtigt omtrent i samme Gangart som en almindelig Landsbygaas. Hernede (…) er det altid de tammeste Fugle, der har den stolteste Holdning. Hvad mener du om en Hane, naar den staar paaå Møddingen, omgivet af sit Harem? Hvert Kvarter er den til Gengæld daanefærdig af erotiske Anfægtelser. Eller kender du noget flovere end Paafuglen, naar den majestætisk spreder Halen?¹⁴

Brandes skriver til Pontoppidan: "Deres Ragna er en smuk og ny Skikkelse." Som fuldt udviklet ørn træffer vi igen Ragna i Mands Himmerig (1927). Pontoppidan havde svaret Brandes, at Ragna agtede han ikke at slippe, Asgårdsrejen var kun et forspil. I Mands Himmerig bliver hun Niels Thorsens hjælper i hans frihedskamp, kæmper og såres for ham. Hun bor hos sin onkel Kall. Og i Niels Thorsens dødsnat drømmer han ikke om sin hustru Asta – "en sort Svane med rødt Næb og vrede, funklende Øjne"^'2 – men om Ragna. "I susende fart dalede hun ned gennem Luften som en stor fugl, en vejrbrunet skikkelse med Ragna 175 Nordbys træk. Hans Fylgje"^'3. Så sent som i 1936 citerer Pontoppidan selv i et brev Ragnas ord: "Hvad der drev mig til mine Emner, har altid været Trangen til at forherlige eller brændemærke, maaske især det sidste."^'4

Novellen Højsang foregives at være nedskrevet af den stilfærdige magister Ludvig Glob, en mand, "der fremfor alt elsker Tankens Klarhed og Sindets maskuline Ligevægt"¹⁵. Han overværer i Vestjylland nogle udslag af "lidenskab og hysteri", der får ham til at drage til København og skrive "saadanne smaa belærende og moraliserende Fortællinger om Kanariefugles Ørnedrømme"¹⁶.

Det er Brandes, der introducerer Pontoppidan i Nietzsches idéverden. I sine erindringer kalder Pontoppidan denne "en nyskabende Aand, en Aand med Stormfuglevinger". Pontoppidans eget forhold til Brandes kølnedes i tidens løb, mest på grund af krigen 1914-18. Pontoppidan hadede tyskerne, Brandes forholdt sig neutral. Da Brandes i 1915 sendte Pontoppidan sin bog om Goethe, modtager han en noget betinget ros. I et brev 17.6.1915 karakteriserer Pontoppidan bogen som "en Glenteflugt henover Goethes Liv, en (…) ret magelig Sejlads paa brede Vinger med pludselige (…) Sving". Han mener dog, at "de literære Aadselgribbe" (kritikerne) næppe vil føle sig helt tilfredsstillet af den.

2. Bjørnson

Rovfuglene står Pontoppidans hjerte nærmest og blandt disse først og fremmest ørnen. Vilhelm Andersen har fortalt, at Bjørnsons sang: "Undrer mig på, hvad jeg får at se over de høje fjelle" i Arne var den unge Pontoppidans yndlingssang. Anden strofe lyder:

Ørnen løfter med sterke slag
over de høje fjelle,
ror i den unge kraftfulle dag,
metter sitt mod i det vilde jag,
senker sig, hvor den lyster, –
ser mot de fremmede kyster!^'5

Ørnen er for Pontoppidan symbolet på det store menneske. Hans stil får empfase, når den skildres. "De kongelige Fugle", "Æterens Kongebørn", "Himmelætlinge", kaldes ørnene i krøniken "Ørneflugt".

Men hans beundring af Bjørnson fortog sig snart. De var for forskellige. Vilh. Andersen yndede at fortælle om Bjørnsons og Pontoppidans første møde ved et middagsselskab. Bjørnson kom sidst og tog straks scenen i besiddelse. Da Henrik Pontoppidan præsenteredes for ham, sagde han: "Ja så! Nå, det er Henrik Pontoppidan. Ja, jeg liker nu 176 bedre Morten, jeg." Pontoppidan, der ganske vist ikke yndede Bjørnson og hans forskellige ideer, beundrede ham som taler: "Han foldede Digter-Vingerne ud med et Sus, der mindede om Opsvinget hos visse store Fugle, som efter nogle ubehjælpsomme Manøvrer langs med Jorden stiger tilvejrs under et mægtigt Fjerbrus."^'6 Den endelige dom over ham (1920) i En Vinterrejse. Dagbogsblade var:

(…) for os derhjemme har han været den ideale Kamphane, der ved ethvert Besøg har sat Hønsegaarden på den anden Ende. Han er Forbilledet for visse stoltserende Hanekyllinger, der knap har lært at kykle, før de rejser Kam og straks ved Synet af en Medbejler sætter sig bredbenet i Positur, strækker Halsen og skriger ud over Gaardspladsen:

"Der — maa — ikke — være — andre — Haner — på — Mødddingen — end — mig!"¹⁷

Nå, Bjørnson var jo også blevet angrebet af landsmænd. Gunnar Heibergs skuespil Kong Midas (1890) er udelukkende et angreb på redaktør Ramseth, alias Bjørnson, som sandhedsapostel, som formand for "sædelighetsforeningen" og som egoist. Stærkest virker det, at en af redaktørens egne tilhængere karakteriserer ham på følgende måde: "Der findes ikke den sak her i landet, som han ikke tar sig av ... Og endda får han tid til at tale på folkemøter, til at holde foredrag, til at virke for avholdssak, for kvindesak, for sædelighetssak ... slige mænd er det nu vi trenger først og fremst da." Forfatterens talerør, Finn Hals, siger: "Han er mig aldeles motbydelig, det menneske."

Og Ibsen, som faktisk skyldte Bjørnson megen tak, havde karikeret¹⁸ ham i folketaleren Stensgård i De unges Forbund (1869) og skildret ham som en struggler, der bøjede af efter vindretningen. Ganske særligt forbitrede det Ibsen, da Bjørnson efter Grundtvigs død holdt et foredrag (1872) i et grundtvigiansk vennemøde: "Er det med Frankrige eller Rusland vi har en fremtid, eller er det med Tyskland?" Ibsen skrev et digt "Nordens Signaler", med de kraftige linjer:

Godt! Altså retræt! Til forsoningsfest!
På tribunen står pangermanismens prest

(…)

Der er omslag i vente. Klem på med talerne!
Veirhanen på flöien har forandret signalerne.

Ibsens Digte udkom 1871. Dengang var "Nordens Signaler" endnu ikke skrevet. I senere udgaver optoges det ikke. Men "veirhanen på flöien" er i hvert fald ikke mere smigrende end Pontoppidans "ideale Kamphane".

3. Ørneflugt

Da Henrik Pontoppidan i 1898 udsendte 2. udgave af de små fortællinger, han kaldte "Krøniker", medtog han to nye, der begge omhandler fuglenes flyveevne. De hedder: "Ørneflugt"¹⁹ og "Naar Vildgæssene trækker 17 forbi"²⁰. Den første af disse er en paraphrase over et af H.C. Andersens berømte eventyr, "Den grimme Ælling". Den store digter havde ud fra sin dybe religiøse overbevisning og fra sin egen livserfaring afsluttet eventyret om sit eget mærkværdige liv med ordene: "Det gjør ikke noget at være født i Andegaarden, naar man kun har ligget i et Svaneæg."²¹ Men han tilføjer om den fuldt udviklede svane: "Den følte sig ordentlig glad i over al den Nød og Gjenvordighed, den havde prøvet; nu skjønnede den just paa sin Lykke, paa al den Dejlighed, der hilsede den". Pontoppidan slutter sin krønike med at benægte sandheden af Andersens ord: "For det hjælper alligevel ikke, at man har ligget i et Ørneæg, naar man er vokset op i Andegaarden."

I Pontoppidans krønike er fuglen en ørneunge, der er faldet ud af reden, fundet og bragt til en præstegård, hvor den får det godt. "[N]ænsomme Mennesker", hedder det, "tog sig af den. (…) Ligesom Eventyrets "grimme Ælling" voksede den op her mellem skræppende Ænder og kaglende Høns, (…) og saa vel befandt den sig efterhaanden i disse Omgivelser, at den blev baade stor og bred, ja – som Præsten sagde – "formelig lagde sig Mave til"". Dens vinger blev naturligvis forsvarlig stækket. Den bliver genstand for en nivelleringsproces, så den vralter omkring mellem de andre husfugle, "altid fredsommelig", siger digteren, "næsten lidt ængstelig, fordi den var vant til at faa over Næbbet af Præstedøtrene, naar den engang imellem fandt paa at gøre sin medfødte Overlegenhed gældende over for Smaakravlet".

Man glemmer imidlertid at stække den. Dens vinger vokser ud. Den opdager, at de kan bære og "med et vildt Frydeskrig svang den sig i en stor Bue højt op i Luften. Den følte med eet, at den var Ørn".

En hunørn lokker den med sig bort fra beboede egne op i bjergene. Den søger at følge med i hendes flugt, men den er "gumpetung og stakaandet". Og da de når op over en endeløs stenørken, bliver den bange. "Højt oppe over de drivende Skyer svæver som et Drømmesyn de evige Snetinders overjordiske Rige, ubesmudset af det levendes Færden, kun Ørnens og den store Stilheds Hjem." Det er mere, end Klavs – som ørnen kaldes i præstegården – kan bære. Skrækslagen sætter han sig og tænker "paa den hyggelige Andegaard, hvor hans smaa Venner nu sidder paa deres Rækker og sover sødt med Hovedet under Vingen". Og skønt hunørnen bliver ved med at kalde, flyver han hjem, hjem til den "tykke Dorthe, der vil komme ud fra Køkkenet med det dampende Fad, naar Kirkeklokken har ringet Solen op". Og næste morgen når den præstegården efter "sin ubetænksomme Flugt". Men gårdskarlen har intet vidst om Klavses flugt, han henter sin bøsse og skyder "den formodede Hønserøver ned." "[O]g som en Sten sank den døde Klavs lige ned i Møddingpølen."

178 I denne krønike, der første gang blev trykt allerede 1894, findes intet ord, der ikke er vel overvejet. End ikke at pigen hedder Dorthe.

Vi mindes nemlig en anden "ubetænksom" flugt i et digt, som hele Danmark elsker, "Flugten til Amerika", hvori den "moderligt myndige Stemme" kalder de letsindige flygtninge hjem:

Emil og Peter! hvor skal I hen?
Hvad gjør I med Bogen paa Gaden?
Skynd jer nu strax herind igjen,
Nu kommer Dorthe med Maden!

Og som Klavs tænker på Dortes "dampende fad" står der om Peter:

Jeg drukned min Sorg og fandt min Trøst
Paa Bunden af Sagosuppen.

VII bind af Lykke-Per hedder Hans Rejse til Amerika. Som bekendt når Per kun til Jylland, og Jakobes søster, den betagende Nanny, finder en særlig glæde ved at citere disse verslinjer, møntet på Per, i familien Salomons omgangskreds.^'7

Den søde sagosuppe er ikke digterens livret. I "Naar vildgæssene trækker forbi" lader han den brave Adolf sige til sin kone: "Lille Dina, sæt Sødsuppen paa Bordet!" Per Sidenius tilkalder en læge, der beroliger ham med, at hans anfald skyldes "lidt Kvababbelse"²². "Det er saamænd Forklaring nok, naar Talen er om en Konstitution af vor hjemlige sødsuppelige Art, selv om den ogsaa hører til Krafttypen." Senere tilkaldes lægen igen²³ og siger: "Vi danske Mænd med vores udspilede Melgrøds- og Vandsuppemaver, vi du'er inte til Nutidens Hastværk." Og han fortsætter: "For det er dog vores salig Henfarnes tykke Dyner og gennemsvedte Uldtrøjer og den fra Fædrene nedarvede Sødsuppe . . ., der nu hævner sig paa os." Maleren Jørgen Hallager²⁴ hævder: "Det er Øllebrødsbarmhjærtigheden, der er vor Ulykke derhjemme." Og andetsteds senere: "Det er ogsaa en Virkning af Øllebrødet derhjemme (…)"

Sødsuppe, sagosuppe, øllebrød er ikke den rette kost for et vanslægtet folk, der ikke tør se virkeligheden i øjnene, men lever i sine fantasterier og drømme. Virkeligheden er han – Pontoppidan - mand for at vise det danske folk.

4. Betragtninger over "Ørneflugt"

"Ørneflugt" indtager en central plads i digterens produktion. I 1917 bedømmer Vilh. Andersen hele forfatterskabet ud fra denne krønike og erklærer, at Pontoppidan er "de stækkede Vinger"s digter, Stækkede Vinger var titelen på hans første bog. Så let går det dog ikke med at finde ind til det centrale. Man må også regne med Pontoppidans tvesyn – en egenskab han har fælles med Ibsen, og som ofte gør det vanskeligt at erklære, at man her finder Pontoppidans eget standpunkt.

Det afgørende for Pontoppidan er ikke så meget det ideal, der bærer opad, som vingernes kraft. Hyppigt nævner han provisorietiden som en 179 tid, der var værd at leve i, en tid, hvori man kæmpede for friheden. I Asgaardsrejen siger Kall til sin salonradikale svoger, rektor Nordby: "Det er blevet lovlig billigt at være Frihedshelt hertillands." Kampen for friheden er for ham stadig en "hellig Sag, som kræver Blodvidner".

For Pontoppidan er det modet i kampen, der tæller, og modet til at stå alene – et sted^'8 håner han Ibsens En Folkefjende, hvori det påstås, at den er stærkest, der står alene, ja, tilføjer Pontoppidan, men omgivet af kone og børn, der elsker ham. Man skal have modet til at være blodvidne. "Det er nu engang blevet min triste Lod at gøre Bøddelens Gerning i dette Land," siger Niels Thorsen²⁵. Hans bøddelgerning er: atter engang at få revet folket i Danmark ud af trællekårene.

Blot var det nu Rigsdagsbaronerne og Pressejunkerne, der var blevet Landets Naadigherrer og holdt Folket i Skræk med Gabestok og Træhest.

Og der blev jo brug for blodvidner. Hos Nordahl Grieg og Gustaf Munch-Petersen brændtes den nationale og politiske frihedsdrøm, digtningen og dåden, sammen til en enhed i de styrtende flys flammer. Øverland sad på Grini. Kaj Munk blev hentet af tyskerne og skudt.

5. Påvirkning fra Ibsen

Men der var jo også store digtere i Pontoppidans egen tid, der manglede mod. I et brev til Brandes fra 13.2.1891 skriver Pontoppidan, at han ikke har villet besøge Ibsen. Han kunne have sagt ham, "at han vistnok var en grumme stor og dristig Digter men en temmelig lille og frygtsom Skribent, der aldrig havde villet eller vovet at sætte sin Avtoritet ind på noget til Fremme for en Sag eller en Person." – " I den Henseende priser jeg Bjørnson; han satte dog sin egen Statsunderstøttelse ind på at skaffe Kielland én."

Modsætningen mellem drøm og dåd, fri vilje og mulighed, evne og higen er hovedemnet både for Ibsen og Pontoppidan. Og det lader sig ikke nægte, at Ibsen er trængt både klarere og dybere ind i dette problems muligheder end Pontoppidan. Til 2. udg. af sit begynderarbejde, Catilina, skriver han i forordet (1875):

Mangt og meget, hvorom min senere digtning har drejet sig – modsigelsen mellem evne og higen, mellem vilje og mulighed, menneskehedens og individets tragedie og komedie på een gang – kommer allerede her frem i tågede antydninger – .

Intet værk af Ibsen – for de moderne problemdramer – vakte så stor opsigt i Danmark som dramaet om viljesmennesket "Brand". Denne præst måtte tiltale viljesmennesket Pontoppidan. Og vi vil da også se, at titelen på de to krøniker: "Ørneflugt" og "Naar vildgæssene trækker 180 forbi" stammer fra to verslinjer i Ibsens storslåede drama. Ørnens vinger stækkes under nivelleringsprocessen, og omvendt foregøgles tamgåsen eller foregøgler sig selv, at den er vildgås og kan flyve. I 5. akt dadler provsten Brand for, at han ikke vil arbejde for staten, men kun for den enkeltes frelse. Brand skal "virke / for statens hensigt med sin kirke". Han skal holde sig soldaternes march for øje og "holde tritt. / Ja, det er ordet, kære ven! / Did er det, at vi stævner hen. / Den finder, springmarch går for vidt: / på stedet march er den for lidt: – / for hvermand lige lange skridt, / for hver mand samme takt i foden, – / se, det er målet for metoden". Hertil svarer Brand:

For ørnen rendesten; – for gåsen
skykløftens svimmel over åsen.

Der tænkes naturligvis på tamgåsens flyveforsøg fra landsbyens gadekær op over et tåget højdedrag, til den bliver svimmel og atter plumper ned i "andedammen".

Men hvorledes vide, om vingerne kan bære? Det er et problem, der ikke let lader sig løse. Det dukker allerede op i Peer Gynt (1867). I 5. akt forklarer knappestøberen Peer, at han har "budt sin bestemmelse trods". Han var "ætlet til en blinkende knap / på verdensvesten, men hæmpen glap". Han er aldrig blevet "sig selv". På Peers spørgsmål om, hvad det er at være sig selv, svarer knappestøberen: "at være sig selv er sig selv at døde". – Heri er Pontoppidan enig med knappestøberen. Lykke-Per finder "sig selv" gennem lidelser og afkald. Pontoppidans selvbiografi havde den rammende titel: Undervejs til mig selv.

Det "at være sig selv" – forklarer knappestøberen videre – kræver, at man overalt møder "med Mesters mening som udhængsskilt". Men nu skilles Ibsens og Pontoppidans veje. For Peer, der er et lyst hoved, spørger: "Men den, som aldrig at vide fik, / hvad mester har ment med ham?" Knappestøberen svarer: "Det skal han ane." Og dermed er Peer Gynt i Klavses situation. Logisk og klart svarer Peer: "Men hvor ofte slår ikke anelser klik, / – og så går man ad undas midt på sin bane." Her ligger problemets kerne. Ibsen foreslår, at Peer skal i støbeskeen og støbes om. – Men hos Pontoppidan hedder "ad undas" "møddingpølen".

Ibsen er imidlertid ikke tilfreds med knappestøberens svar: "Det skal han ane." For allerede i hans næste værk, lystspillet: De unges forbund (1869) tages problemet op til ny drøftelse: Den forhutlede typograf Aslaksen var i sin ungdom på grund af sine gode evner (ørneægget) af Daniel Hejre blevet holdt til studeringerne. Men Daniel Hejre ruineres, understøttelsen hører op, og Aslaksen ender som det, han oprindelig 181 var, typograf. Over for dr. Fjeldbo giver han ondt af sig: "Men hvor turde Daniel Hejre ruinere sig selv, når han havde sligt ansvar med mig? Vorherre har også sin skyld, forstår sig. Hvorfor skulle han give mig evner og anlæg?" Og senere: "Efter sligt er ens stand ikke længere ens stand. De tog fodfæstet væk under mig og satte mig ud på glatis."

– "Det er et underligt røre! Daniel Hejre og forsynet og kammerherren og skæbnen og omstændighederne – og jeg selv også." Hans slutbemærkning gælder vel Ibsen selv: "Jeg har tit tænkt på at klare det ud fra hinanden og skrive en bog om det; men det er så forbandet indfiltret." Hans modsætning er dr. Fjeldbo, der i sidste akt redegør for sine synspunkter: "Jeg er vokset op i ro og harmoni og i en jævn middelstandsfamilje. Hjemme hos os har der aldrig været ønsker ud over evnerne. Der var hverken forstandens eller stemningens udskejelser." Med andre ord: der var intet problem. "Livsvilkårene har stillet sig så uendelig gunstigt for mig. Og det føler jeg som et ansvar!"

Først 15 år efter, 1884, var Ibsen trængt så dybt ned i det "indfiltrede" problem, at han kunne skrive den af Aslaksen påtænkte bog. Den gav ikke svar på problemet, men fastslog blot, at dette eksisterede og skulle behandles således, at dets virkninger mildnedes. – "Jeg spørger helst; mit kald er ej at svare", skrev Ibsen i "Et Rimbrev". – Som Pontoppidan valgte han et fuglesymbol og kaldte dramaet: Vildanden. En vingeskudt vildand bliver symbolet på de mennesker, der ikke har kunnet bringe overensstemmelse mellem evner og higen og er blevet vingeskudt af livets vilkårligheder. De bliver en slags åndelige trøstespisere, der lever i en fantasiverden, som får dem til at glemme virkeligheden. Den gamle Ekdal, bjørnejægeren fra storskovene, går på kaninjagt inde på loftet blandt visne graner. Han glemmer sit livs nederlag i denne fantasileg, som den vingeskudte vildand inde på loftet affinder sig med de ændrede forhold. Lægen, dr. Relling, anvender ligefrem opbygningen af en skinverden, "livsløgnen", som en kur for de havarerede eksistenser. Han bilder Hjalmar Ekdal ind, at han er en genial opfinder. Han trøster den fordrukne teolog, Molvig, med, at hans drukkenskab skyldes, at han er "dæmonisk". Størstedelen af menneskene lever i en sådan "livsløgn", mener Relling. Tager man den fra dem, går de til grunde. Man skal ikke præsentere "den ideale fordring i et husmandshjem. Det bringer kun ulykke. Det kommer Gregers Werle – den idealistiske præst Brand's åndelige efterkommer – til at sande, da han vil rive familien Ekdal ud af dens skinverden og føre den op til et liv i sandhed og kærlighed. Det er hans skyld, at den stakkels Hedvig skyder sig for at overbevise Hjalmar Ekdal om sin kærlighed. Werle har med sin "ideale fordring" spillet fallit – som få år senere Emanuel Hansted 182 hos Pontoppidan – og har derfor kun selvmordet tilbage, som Emanuel Hansted sindssygeanstalten og døden.

Dr. Rellings kur med at indbilde de havarerede eksistenser en "livsløgn" for at gøre tilværelsen tålelig for dem, har ikke haft Pontoppidans sympati. Ibsen så det en tid lang som sin opgave "at lære nordmændene at tænke stort", Pontoppidan vil gennem hele sit forfatterskab lære menneskene at bære virkelighedens grumhed uden tilskud af narkotisk fantasteri og dagdrømme.

Men Brand, viljesmennesket, har påvirket Pontoppidans digtning i endnu flere henseender. Han har selv kaldt Det forjættede Land en omskrivning af babelsmyten ("Stenografisk Interview" i ugebladet Hver ottende Dag, 10.9.1905). Bredsdorff siger, at værket var "dommen over de menneskelige forsøg på at nå himlen i stedet for at tage vilkårene, som de er, på den jord, hvor vi lever".

I den før omtalte scene i Brand taler provsten om, at ingen kan bygge et babelstårn, "at hver / et bygværk står for fald, / som toppes vil ved himlens stjerne". Brand giver ham ikke ret:

Til himlen rak dog Jakobsstigen,
til himlen rækker sjælens higen.

Man læser med grebethed, hvorledes Brand giver afkald på at frelse sin søn Alf ved at nægte at drage til et sundere klima. En højere pligt byder ham blive. Barnet dør. Og moderen, Agnes, dør af sorg. I Det forjættede Land dør Hansines og Emanuel Hansteds lille dreng af en gennem to år forsømt ørelidelse, der har bredt sig til hjernen. Emanuel har – trods sin kones bønner – ikke villet hente læge: "Han bebrejdede hende (…) hendes Tilbøjelighed til at søge sin Trøst i allehaande menneskelige Paafund i stedet for tillidsfuldt at lægge alt i Guds naaderige Hænder."²⁶ – Og som Agnes i Brand ikke kan overleve sin drengs død, bliver dødsfaldet hos Hansteds den indirekte årsag til, at Hansine forlader Emanuel.

Både bag Ibsens og Pontoppidans værk ligger naturligvis her den bibelske fortælling om Abrahams offer. Abraham er villig til at ofre sin søn, hvis Gud byder ham det. Men Gud vil ikke modtage offeret. – I Brand og Det forjættede Land ofres barnet. – De to digtere var kærlige fædre. Ibsens pylreri om sønnen Sigurd, – som det ses af hans breve i Bergliot Ibsens mindebog: De tre – kan næsten virke latterlig. I Undervejs til mig selv²⁷ fortæller Pontoppidan om en treårig datters død:

Barnet havde Hjernebetændelse (…) . Jeg vilde ikke tro det. (…) Men Lægen fik Ret. Stille som en Fugl, der gemmer Hovedet under Vingen, gled hun ind i Døden.

For Pontoppidans vedkommende siges det tydeligt i hans berømte novelle "Ilum Galgebakke" i novellesamlingen Skyer: Vandringsmanden møder "Mandslingen". Denne har overværet politiske møder og har kun hån tilovers for frihedsbestræbelserne.

"(…) Friheden er en kostbar Vare. Den købes ikke for saadanne Lapperier."

"Hvormed købes den da?"

"Med det dyreste – det allerdyreste, min Ven."

"De mener vel Livet. Men om vi unge nu var beredt dertil?"

"Det er endda ikke nok. Det blev kun Galgenfrist!"

"Ikke nok? Hvad kan man da ofre mere?"

"Sig mig – ikke sandt – De har en Søn?"

"Alf!"

"Hedder han Alf? Hm! Naa lige meget – Alf, Peter, Kristian, Hans … Hvor gammel er han, den Alf?

"Fem Aar."

"Fem Aar, godt! Naturligvis et lille Mirakel af en Dreng, hva'? , en rigtig lille Lysalf."²⁸

"Mandslingen" udvikler videre, at folk med stærk forældrefølelse ikke laver revolution. De lever for barnet. Det er dem, der sparker ungerne ud af reden, der laver revolution. Det er krapylet. Derfor bliver der ingen revolution i Danmark: "Leve Krapylet!"

5.12.1889 tryktes novellen i Københavns Børs-Tidende, og i denne version hed drengen Hans. Pontoppidans søn, Hans Broby Pontoppidan, var dengang 3 år (Ahnlund). I Skyer (1890) er navnet ændret til Alf, navnet på Brands søn.

6. Det lille Danmark og dets små mennesker

Den løsning af problemet: evne og higen, som Ibsen giver udtryk for i dr. Fjeldbos ord, kender Pontoppidan også fra de såkaldte "agtværdige" danskere, "tamgæssene", der er et produkt af det lille Danmark.

I det 19. århundrede hørte Danmark op med at drømme storhedsdrømme. Tabet af flåden 1807, statsbankerotten 1813, afståelsen af Norge 1814, den ulykkelige anden slesvigske krig 1864 opmuntrede ikke til overmod. Det bliver poetisk mode at besynge landets lidenhed og befolkningens jævnhed. Kun nogle få eksempler: "Vi er ikke skabte til Højhed og Blæst, / ved Jorden at blive, det tjener os bedst." (Grundtvig 1820.) Ironiskpatetisk hos Poul M. Møller fra samme år: "Danmark er et lidet fattigt Land." Fra 1850 i vor skønneste nationalsang: "I Danmark er jeg født –" klinger i 3. strofe et trøstende ord: "Et lille Land, og dog saa vidt om Jorden, / end høres Danskens Sang og Mejselslag" (H. C. Andersen). Komisk behandles lidenheden af Erik Bøgh i visen "Lad andre kun synge om alt, hvad der er Stort. Jeg synger om de Smaa – det har endnu Ingen gjort". Pigen der synger, vil nemlig have "en lille bitte Mand, en ganske lille Mand, En ganske , lillebittebittebittebitte Mand" (1843).

Efter 1864 vokser en nøgtern selverkendelse frem: "Paa det Jevne, paa det Jevne! / – ikke i det Himmelblaa!– / Dér har Livet sat Dig Stævne, - dér skal Du din Prøve staa!" (Kaalund 1872). Også i romanerne prædikes nøgternhed: "I skulle lære den vanskelige Kunst at være smaa og i Stilhed ære dem, der døde for vor sidste Vildfarelse" (Bang i Stuk, 1887) og: "Der er ét, som vi maa ville: Resignation! Dukke os og erkende vore Overgreb", (Drachmann i Forskrevet, 1890).

Ud fra erkendelsen af landets lidenhed og nedvurderingen af folkets kraft opstår det radikale krav om neutralitet i Hørups berygtede ord om forsvaret (1884): "Hvad skal det nytte?", og i 1917 findes hos Jeppe Aakjær i digtet "Historiens Sang" ("Som dybest Brønd gir altid klarest Vand") følgende verslinjer: "Du Pusling-Land, som hygger dig i Smug, / mens hele Verden brænder om din Vugge, / mod dig vort Haab og Manddomsdrømmen gaar, / naar Landsbyklokken signer dine Strande." Man mindes Klavses længsel efter "det dampende Fad, naar Kirkeklokken har ringet Solen op".

Men bag denne nedvurdering af os selv ligger en usmagelig selvtilfredshed, som H.C. Andersen så mesterligt skildrer i "Laserne"²⁹:

Jeg kjender mig selv, og som jeg ere alle vore Laser, vi ere saa godmodige, saa beskedne, vi troe for Lidet om os selv, og det vinder man rigtignok ikke Noget ved, men jeg saa godt lide det, jeg finder det saa yndigt! Forresten, det kan jeg forsikkre Dem, kjender jeg tilfulde min egen gode Bonitet, men jeg taler ikke om den, (…)

Harmfuld erkender Pontoppidan, at gennemsnitsdanskerne holder sig til det for dem naturlige ideal "for" – som det hedder i romanen Lykke-Per – "engang i Tiden at opnaa en eller anden fast og betrygget, omend nok saa beskeden Embedsstilling, der tillod dem at indrette sig det hyggelig som Familjefædre med en lille Husstand i et lille Hus med en lille Have for engang efter fyrretyve Aars tro Tjeneste at afgaa med en lille Pension og et lille Udmærkelsestegn eller en Justitsraadstitel."³⁰

Disse berømte ord fra Lykke-Per er ikke helt originale. De er en mindelse fra Vilhelm Topsøes nu glemte, men stadig læseværdige roman, Jason med det gyldne Skind (1875), hvor det om et gammelt ægtepar – manden er netop justitsråd og pensioneret – hedder: "Her gik det gamle Par omkring i den lille Gaard, den lille Have med den lille Port og det lille Hønsehus og fik Tiden til at gaa, som de bedst kunde (…)."³¹

Med solide søm hamrer de to forfattere ved gentagelse af ordet "lille" deres karakteristik af gennemsnitsdanskeren fast.

Denne flok af gennemsnitsdanskere kan være "agtværdige" nok, blot de ikke får flyvegriller. Men det får de. Den nøgterne Eybert i Lykke-Per siger: "At ville flyve med Vildgæssene har jo desværre altid været vor Nationalskavank."^'9 Den danske Ordbog (ODS) forklarer ordsproget i sin betydning her med: "(d. v. s. at leve i eventyr og fantasier)". Derimod synes ordbogen ikke at vide, hvad der sker:

184

7. "Naar Vildgæssene trækker forbi"

Men enhver, der har fritgående tamme gæs, kender synet. Når gæssene hører deres vilde frænders vingesus, basker de med vingerne og løber – "gumpetunge og stakaandede" – af sted med fremstrakt hals i håbet om, at vingerne kan bære. Et både ynkværdigt og komisk syn! Men skuffelsen varer kun et øjeblik, så vender de tilbage til ædetruget, Dorthes "Sagosuppe" eller "dampende Fad". Det er det, Ibsen kalder for gåsen i skykløftens svimmel over åsen.

Pontoppidan kender naturligvis, som det fremgår af krønikens titel, eftersætningens ordlyd. I De vilde fugle, der er en dramatisering af Højsang, siger andenlærer Langer: "Det er, ligesom naar Synet af en død Vildgaas faar alle de tamme Rappere i Møddingpølen til at klapre med Vingerne af Rejselyst og Eventyrdrømme." Samme Langer har iøvrigt Pontoppidans forkærlighed for ornitologiske sammenligninger. Han siger om heltinden i stykket, at hun har været så forliebt i elskerens vejrbrunede ansigt "som en Spurv i en varm Hestepære". Men hun hører heller ikke selv til imellem "de almindelige Liggehøns". For den slags bliver "alle Livets Besværligheder reduceret til Kyllingesorger".

Den vilde gase i Pontoppidans anden krønike hedder Feliks, en ikke helt ung københavnsk læge med voksende praksis, specialist i bændelorm, lykkelig gift, fader til fire børn. Han bliver – allerede ved første blik – betaget af en purung jødisk marskandiserdatter. Han skildrer hende for sin ven, kontorchef Adolf, med følgende ord: "Et Solens Barn – ja. En omstrejfernatur ligesom jeg selv. En stolt Vildfugl – du – som jeg har faaet Lykke til at udfri af et skummelt Fangebur, og som derfor elsker mig." Han vil drage bort med hende efter at have sørget for sin kone og sine børn og kun beholdt lidt rejsepenge.

Adolf spørger hvorhen.

"Jeg ved det knap. Til Amerika foreløbig. – Og derfra videre ud i Verden ... til en eller anden lille Ø i Stillehavet maaske."

"Men du gode Gud, Feliks! mellem Negere og Vilde."

"Javist, det er Vanvid! Jeg ved det godt! Men jeg er nu engang gal. Og dog misunder jeg ikke jer andre! Lad mig fare med Fred."

Adolf forlader ham, og så begynder denne tamme gase, hovedpersonen i krøniken, at baske med vingerne. Han bliver hed i kinderne ved tanken på vennens lidenskab. Synet af hans kone, Leopoldine, der sidder i det inderste, kakkelovnslumre lille hjertekammer i hans lille villa "Mon Coeur" og syer på en udtrådt morgensko, støder ham. Han tager Feliks i forsvar over for sin mere karakterstærke viv og føler med tilfredshed, 186 at der er kommet elektricitet i luften.

Han sagde til sig selv, at han i Grunden aldeles ikke var skabt til en saadan velreguleret Kontormandstilværelse som den, han førte. Ogsaa i ham var der nedlagt mægtige Lidenskaber, vilde Drifter, som han maaske i noget for høj Grad havde anstrengt sig for at underkue.

Efter nogle stramme bemærkninger fra Dina påbegynder han sit flyveforsøg og basker vildt med de stækkede vinger: "I det hele, Dina. Du har faaet en Maade at tale til mig paa, som jeg ikke vil finde mig i."

Men nu er Dinas tålmodighed til ende.

"Nu skal du holde din Mund,", sagde hun paa sin ærlige Maade. "Vil du blot sidde her og gøre Kvalm, maa du hellere gaa ind paa dit Værelse."

Han svarer harmdirrende:

"Jeg tror, du viser mig ud af mine egne Stuer! Det skulle du dog vogte dig for, Dina. Jeg kunne gøre alvor af det paa en Maade, som du ikke har tænkt. Du beroliger dig maaske med, at jeg aldrig vil faa over mit Hjerte at foretage noget afgørende Skridt. Men du kender mig ikke, Dina. Jeg vil sige dig, jeg er frygtelig, naar jeg tirres .. ." Han får øje på et brev, Dina har skjult, og forlanger at få det at se. Efter nogen protest rækker hun ham brevet: "Her er det. Det er forresten blot et Fotografi af mig og Tulle. Du skulle først have haft det paa Torsdag til din Fødselsdag. Naa, hvorfor tager du det ikke?"

Og hermed er husherrens ubetænksomme basken med de stækkede vinger forbi. "Dina," fremstammer han, "kan du tilgive mig?" Og han kysser hendes hånd.

Pontoppidans hele sympati er i denne krønike med Feliks. Han slutter krøniken med: "Saaledes var, er og forbliver i Evighed den agtværdige Mand Adolf."

Bag skildringen af Feliks' flugt fra kone, børn, praksis og hjem ligger vel Pontoppidans erindring om sin egen skilsmisse:

"Som du kan vide, har jeg haft slemme Dage i den sidste Tid – og frygtelige Nætter – især for Børnenes Skyld. Men nu er det ovre. Ogsaa den, der har Børn, har dog en ret til at blive lykkelig, ikke sandt? Og – som sagt – nu er det ovre! – Omtrent!"

Muligvis har han haft et par vildgæs i tankerne, der var genstand for offentlig forargelse, da han i 1897 første gang udgav: "Naar vildgæssene trækker forbi" (Illustreret Tidende). Den ene – mener jeg – er Drachmann.

Han havde efter et næsten 10-årigt lykkeligt ægteskab forladt sin kloge, højtkultiverede hustru og deres børn og var løbet af lande med en purung varietésyngepige. Og så var det endda ikke et almindeligt lille sidespring. Det kunne man have tilgivet. Det var den store kærlighed 187 og blev til et mangeårigt forhold. Han besang hende under navnet Edith. Hun plejede ham i udlandet, når han var syg. Hun var ikke blot hans elskerinde, hans kærlige plejerske, hun gav ham også ny ungdom, så den aldrende vildfugl atter kunne flyve op i bjergene til snetindernes drømmesyn. Drachmann kunne gøre Feliks' ord til sine: "Det vil saamænd ikke blive lutter Solskin for hende, Stakkel! Men hun har Mod til alt – det har hun sagt." Og: "Hvordan sker Mirakler? … At jeg gamle Mand endnu havde saa megen Lykke i Vente! Jeg forstaar det ikke selv!"

Og mon ikke den anden vildfugl var Paul Gauguin? Den parisiske fordums bankmand ville kun være maler og male efter en ny teori, han kaldte "primitiv malerkunst". Det gik ikke. Hans danske kone med deres 5 børn søgte hjem hos sine forældre i København, hvortil han også selv snart drog. Den lille storby København sydede af forargelse over denne franskmand, der måtte ernæres af sin kones danske familje. Daglig promenerede han ned ad Strøget i spraglede klæder, påfaldende også ved sin mægtige ørnenæse og omgivet af sine beundrende børn – og så fik dette individ, som i årevis havde tæret på sine svigerforældres godgørenhed, den idé, at han ville drage til Tahiti og male dér. Han skaffede penge og drog af sted, bort fra kone og børn og alle forpligtelser.

Sandsynligvis har Pontoppidan kendt nøjere til denne sag. Edv. Brandes var gift med en søster til Gauguins hustru og ejede adskillige af hans malerier, og Edv. Brandes og Pontoppidan omgikkes lidt.

Også Feliks ville jo drage "til en Ø i Stillehavet", "blandt Negere og Vilde", som Adolf siger. Det er en morsom omskrivning af hans primitive malerkunst at omtale den som hans bændelormsspecialitet. Pontoppidan lader Adolf sige om Feliks' flugt: "Og netop nu, da han saa heldigt har fundet sin bændelormsspecialitet – har begyndt at faa navn, at gøre karriere." I februar 1891 havde Gauguin været i Frankrig. Ved en kunstauktion i hotel Druot slog han igennem i sit fædreland med sin kunst. Hans danske kone forstod det ikke. Han skrev til hende: "Det er sandsynligt, at folk finder noget i mig, som du ikke gør – du, dansker, du." Inden han rejser til Tahiti, vil han gerne se sine børn i Danmark, men han lover sin kone ikke at ville gå med dem på gaden. Dertil er hans tøj for lurvet. "Skandale er forbudt i Danmark," skriver han.

I 1897 var Gauguin på vej mod verdensberømmelsen, og året efter hyldedes Drachmann i Det kongelige Teater efter sin store succes med melodramaet: Vølund Smed. Skønt hans forhold til Amanda Nilsson, "Edith", var ved at opløses, rejste han sig i parterret og udbragte et leve "for den store noble kvinde", der havde inspireret ham.

Vildgæssene havde på deres flugt forladt tamgæssene i det skræppende 188 København og fulgt deres naturs kalden. Og de var villige til at betale, hvad deres ubetænksomme flugt kostede dem.

8. Ugleskriget

Pontoppidan, der så hårdt havde angrebet lyrikerne, forbød i sit testamente, at der udkom en samlet udgave af hans digte. Af disse har to haft betydning for mere end dagen og vejen. Det blev Pontoppidan, der blev det danske folks tolk, da Sønderjylland skulle stemme sig hjem til Danmark:

Det lyder som et Eventyr, et Sagn fra gamle Dage,
en røvet Datter dybt begrædt er kommet frelst tilbage.

Det andet digt, der vakte stor opsigt, men inden for en snævrere kreds, er hans hyldestdigt til Brandes' 70års dag. Brandes blev dybt bevæget og skrev til Pontoppidan: "Tag begge mine hænder!" I dette digt hører digteren en fugl tage bladet fra munden, "en Natfugl, en Ugle". – "Jeg lytted' til Skriget et angstfuldt Minut medlem Vaagen og Blunden." Det danske folk har efter digterens mening ikke forstået at leve efter de idealer, som skaberen af det moderne gennembrud havde opstillet: "Han raabte: Bliv Lys! – og der voksede Mørke." Og om den frie kærlighed: "Og Eva forgreb sig paa Kærlighedsgaven og aad med hver lysten Gorilla i Haven". – Uglen forstår, at Brandes "vendte sig mismodig bort fra sit Værk. Jeg tænker, han fejrer sin Dag med de Døde".

Uglen har altid varslet ilde. Nu påtager Pontoppidan sig uglens rolle. Allerede i Lykke-Per dukker angsten for den nationale undergang op. Lykke-Per venter sig

ikke (…) nogen Fremtid i dette lille vanrøgtede Land, der af Skæbnen syntes bestemt til en snarlig Undergang. (…) Hvorfor blive ved at klamre sig til et dødsdømt Land, der i Løbet af et Menneskes Liv var svundet ind til en Ruin, sygnet hen til et blegt og slapt Rudiment paa Evropas kraftsvulmende Legeme."³²

I 1912 var Pontoppidan begyndt at arbejde på det store værk om Danmark, som han kaldte De dødes Rige. Mon ikke tonerne fra Grundtvigs sidste digt "Afsked" har lydt i hans ører, da han skrev sin hyldest til Brandes? Grundtvig dør troende og viser tvivlen fra sig. For

(…) Guds Aand staaer selv ved Roret.

Stormene er frygtelige,
Stille staaer her Mandevid,
Nærmest er de Dødes Rige,
Nemt det er at stevne did;
men, o ve for Ugle-Sangen!
Bundløs der er Undergangen.

189 Denne undergangsangst vokser hos Pontoppidan fra nu af og op gennem alderdommen. Han fatter en kort tid håb for landet, da Sønderjylland vender tilbage. Men det er ikke en grundstemning.

Også i Nattevagt havde Jørgen Hallager ønsket, at Vesuv skulle vide, "at vi snart trænger til en lille Verdensforskrækkelse". I De dødes Rige ser Torben Dihmer i Favsingholms brand "en dæmonisk bebudelse af den store verdensbrand, han havde ventet paa – den syndflod af ild, hvori en fordærvet menneskeslægt skulle nedhvirvles og forgaa!"

Fra 1923 findes et digt af Pontoppidan, betitlet "Tilstaaelse": Digteren har under middagsluren set et mene tekel i flammeskrift på muren.

Ved Dag og Nat som Lynildsskrift
det spøger mig i Ho'det.
Jeg ved det! Undergangens Angst
er gaaet mig i Blodet.^'10

9. Skarven

I 9. kapitel af Drengeaar skildres "en besynderlig udseende Fugl" øverst på "Kirketaarnets Spir". Pontoppidan får at vide, at det er en skarv.

I den ensomme Fugl paa Kirkespiret saa jeg et Billede af mig selv. En Skarv. En Strandrøver, som man paa alle Fiskepladser førte en forbitret Udryddelseskamp imod. Fredløs og hjemløs altsaa – som jeg selv. Naar jeg om Aftenen gik over Kirkepladsen og saa den sidde deroppe paa Fløjen, mørk imod den lyse Foraarshimmel, tænkte jeg ved mig selv: Min Broder!

Afsnittet er udeladt i Undervejs til mig selv. Men Pontoppidan ville næppe have erindret sig denne fugl, hvis ikke ordene "fredløs og hjemløs" fortalte noget personligt om ham selv, om en ensomhedsfølelse, som gennemtrængte ham hele livet igennem. I Henri Nathansens bog Af Hugo Davids Liv siges om digteren: "Pludselig traf hans Øjne Hugo, et fast og aabent Blik, blegt af Fjernhed, lutret af Ensomhed og Lidelse."