Henrik Pontoppidan til Georg Brandes
Sendt fra Snekkersten. 17. juni 1915
ansporende og befrugtende
Snekkersten
17.6.15.
Kære Georg Brandes!
Jeg må endnu en Gang i al Korthed sige Dem Tak for Deres store Goethe-Værk1. De kaldte Deres forrige Bog "Fugleperspektiv"2. Navnet kunde også denne godt have√ båret, at sige som Undertitel. Den er en Glenteflugt3 henover Goethes Liv, en tilsyneladende lunefuld og ret magelig Sejlads på brede Vinger, med pludselige, dristige Sving, og dog hele Tiden så målbevidst. Jeg tvivler derfor også om, at "ordinære" Literaturprofessorer 2 og andre literære Ådselgribbe vil føle sig helt tilfredsstillet af den. De vil rimeligvis klage over manglende Arkivalier og anden Ballast. Men som Rækken af Deres andre Værker virker også dette skønne Goethe-Billede mægtigt ansporende og befrugtende på alle, der selv har blot en Dråbe rødt Kunstnerblod i Kroppen. Dets Hovedfortjeneste og Originalitet er i mine Øjne den forherligende Fremhæven af det menneskelige og altformenneskelige hos Manden – dets "græske Ånd". Ikke mindst herhjemme, hvor Seminarismen atter breder sig i Literaturen, og hvor de fleste af os til Stadighed må bekæmpe den hos i os selv, når 3 vi ikke skal ligge under for den, må man ønske Deres Bog en vid Udbredelse. Indtil for et Par År siden, da jeg en Regnvejrsdag i Freiburg tilfældigt fik Goethes fortrolige Breve og Billeter4 i Hånden, kendte jeg ikke synderligt til hans indre Historie; men jeg modtog ved den Lejlighed et uforglemmeligt Indtryk, som Deres Bog nu har fornyet og forstærket.
Deres meget hengivne
Henrik Pontoppidan
