Pontoppidan og Søren Kierkegaard

I en tid, hvor det er blevet ugebladsmondænt at erklære sig som kristen, og hvor Søren Kierkegaard er blevet et godt brand, der benyttes til snart sagt hvad som helst, bør de religionskritiske kanoner atter køres i stilling. I den sammenhæng er det interessant at overveje, hvilken brug Pontoppidan kan have gjort af sin læsning af Kierkegaard, der ikke blot tæller som en religiøs digter, men også som en ihærdig kirkekritiker. Således lyder Pontoppidans foredrag om Kirken og dens Mænd fra 1914 som et ekko af Kierkegaards kamp mod statskirkens 'officielle kristendom' i 1855. Imidlertid er den fælles kritik af kirken også en skillevej, der for Pontoppidan fører væk fra den kristendom, som Kierkegaard i stedet vil forkynde med al den kraft, kirken har berøvet den. En sådan lidenskab og redelighed kan Pontoppidan nok respektere over for det 'næringsdrivende' præsteskabs opportunistiske falbelader, men i hans forfatterskab synes man også at finde en brod vendt mod Kierkegaards tungsindige troldenatur. Hensigten med foredraget er derfor at undersøge, hvilket kendskab Pontoppidan har haft til Kierkegaards værk og biografi, og hvordan dette kendskab spores i forfatterskabet, dog begrænset til selvbiografierne og de store romaner, hvor kierkegaardske karaktertræk genfindes hos bl.a. Emanuel Hansted, Per Sidenius og pastor Fjaltring, Jytte Abildgård og Mads Vestrup.

Pontoppidans kendskab til Kierkegaard

Lad mig lægge ganske formelt ud med spørgsmålet om, hvad Pontoppidan har læst af Kierkegaard, item hvornår han har gjort det. Og lad mig straks tilstå, at jeg ikke har foretaget nogen egenhændig undersøgelse af bevarede låneprotokoller eller andet, hvor der endnu kan gemme sig hidtil upåagtede informationer om hans læsning. Når de relevante oplysninger ikke fremgår af Pontoppidans selvbiografier, trækker jeg derfor på andres studier.

Første gang Pontoppidan kaster sig over Kierkegaards forfatterskab er tilsyneladende i vinteren 1880-81. I Arv og Gæld fortæller han nemlig, at han i vinterens løb læser flittigt, herunder Kierkegaards og "mange andre tungt fordøjelige Forfatteres Skrifter".1 En større oplevelse er det for ham at læse Brandes. Hvilke skrifter af Kierkegaard, der er tale om, fremgår ikke, men kan som allerede antydet afgøres af udlånsprotokoller fra de biblioteker i København, hvor Pontoppidan angiver at have lånt dem.

Trods ufordøjeligheden har Pontoppidan ikke helt mistet appetitten på Kierkegaard, så fra 1893 og et par år frem låner han flittigt diverse værker af ham på Universitetsbiblioteket. Dette fremgår af Flemming Behrendts undersøgelse af bibliotekets låneprotokoller, som afslører, at han fra marts 1893 til maj 1896 løbende har lånt følgende værker af Kierkegaard: i 1893 Stadier paa Livets Vei, året efter Øieblikket og Frygt og Bæven, i 1895 Forord, Indøvelse i Christendom, Afsluttende uvidenskabelig Efterskrift.2

Det er et ganske omfattende studium, da man nok tør formode, at Pontoppidan faktisk har læst bøgerne. Ellers ville han næppe med så jævne mellemrum låne nye værker. De første lån kan måske, som Behrendt antager, skyldes et ønske om at læse sig ind på livet af den karakter, han netop er i færd med at udvikle i Det forjættede Land, nemlig Emanuel Hansted.

Fra Stadier paa Livets Vei, der alene i kraft af sin titel må have fristet Pontoppidan, kan han især i tredje del have fundet en del af relevans for beskrivelsen af Hansteds tungsindige karakter. Hos Kierkegaard følger vi nemlig en vis quidam, der ligesom sin forfatter har hævet en forlovelse, angiveligt på grund af det tungsind, i hvis vold han er, et tungsind, der hindrer ham i at blive en duelig ægtemand, men til gengæld disponerer ham for kristendommen, der skal være til trøst for dem, der således sørger.3

Øieblikket er som bekendt det tidsskrift, Kierkegaard udgav i 1855 som organ for sin heftige og retorisk sprudlende kamp mod kirken og dens forkyndelse af, hvad den gjorde gældende som kristendom, en bekvem formildelse i forhold til den kristendom, Kierkegaard mente at finde i det Nye Testamente. En sådan limonadekristendom, som Kierkegaard kalder det, møder Hansted blandt grundtvigianere og andet godtfolk i 'vennesamfundet', og det er over for dem, han i løbet af sin udvikling træder i stadigt større opposition. Hans kristelige udvikling er, med hans egne ord, en prøvelsens vej, og netop prøvelse er hovedhjørnestenen i den tro, Kierkegaard redegør for i Frygt og Bæven, som Pontoppidan altså også har kunnet nå at læse, inden han lod Hansted gå til grunde i sine prøvelser i sidste bind af Det forjættede Land. Det vender jeg tilbage til.

Om han inden færdiggørelsen af romanen også har kunnet nå at drage nytte af de værker, han låner i 1895, er vel mere tvivlsomt. For at afgøre det, skal man have et betydeligt større kendskab til romanens tilblivelseshistorie, end jeg har. Jeg har dog svært ved at forestille mig, at han midt i sit skrivearbejde har taget sig tid til at læse et så omfangsrigt værk som Afsluttende uvidenskabelig Efterskrift, og jeg har forresten heller ikke fundet spor af en sådan læsning i Det forjættede Land.

I den sammenhæng burde det lille satiriske skrift, Forord, heller ikke være af relevans, mens Philosophiske Smuler bedre kunne interessere med sin dogmatiske bestemmelse af, hvad kristendom er. Alt står og falder her med Jesu guddommelighed, hvilket Kierkegaard kun kan begribe som netop ubegribeligt, som et absolut paradoks og et kors for forstanden, hvilket jo mildest talt står i flagrant modstrid med de kloge hoveder i 'vennesamfundet', der hastigt forkaster alt det ubegribelige.

Kjerlighedens Gjerninger er lige som Afsluttende uvidenskabelig Efterskrift et temmelig omfattende værk, som det tager temmelig lang tid at læse igennem. I højere grad end de andre værker er det en praktisk anvisning på, hvordan den kristne må manifestere sin tro i daglig gerning, men jeg tror ikke, at Pontoppidan i det relativt ukontroversielle værk har kunnet finde noget af synderlig relevans for sit aktuelle arbejde.

Derimod har han nok fundet Indøvelse i Christendom med al bogens radikalitet og slet skjulte kritik af den kirkelige forkyndelse værd at læse. Om ikke andet, så fordi værket anbefales usædvanligt varmt af Georg Brandes i dennes biografi over Kierkegaard fra 1877, Søren Kierkegaard. En kritisk Fremstilling i Grundrids. Her skriver Brandes, som følger:

Jeg anser denne Bog for et af hans ypperste Skrifter, og det er overhovedet et ved Skarpsind og Sandhedskærlighed udmærket Værk. Den, hvis Tid ikke tillader ham at læse meget fra Kierkegaards sidste Livsafsnit, bør læse det grundigt og kan da i det finde hans hele Tankegang og Følelsesliv.4

En sådan opfordring ville Pontoppidan næppe sidde overhørig, så meget desto mere, som han faktisk synes at have læst Brandes’ biografi. Den 2. februar 1884 bad Pontoppidan nemlig i et brev til sin forlægger, Frederik Hegel, om at få tilsendt biografien sammen med en del andre bøger af Brandes.5 Få dage tidligere, den 25. januar, havde Pontoppidan i øvrigt truffet Brandes for første gang og ved den lejlighed høstet anerkendelse for Isbjørnen.

Brandes’ gengivelse af "Kristusskikkelsen", som han kalder afsnittet om Indøvelse i Christendom, kan udmærket have tjent Pontoppidan som et signalement af Emanuel Hansted. Med en række velvalgte citater beskriver Brandes den kierkegaardske Kristus som et fornedret og ringe menneske, der omgiver sig med syndere og toldere, spedalske og afsindige, syge og elendige, ligesom han overhovedet forsmår det bestående og al dets magt og viden. Og dog vover han trods sin forstødelse at byde alle, der arbejder og er besværede, hvile og trøst.

På hans vegne tilbyder præsten i kirken nu det samme, "en pyntelig Mand i Silke", som Brandes citerer Kierkegaard for at kalde ham; men når han siger det, er al modsigelsen mellem Kristi fornedrelse og ophøjelse hævet, så han i stedet som en konge tilbyder menigheden sin protektion. Og dén skal man være regulært dum for ikke at tage imod, når man tilmed får den på så gunstige vilkår, som det er tilfældet i den protestantiske kirke og måske frem for alle i den danske. Opgaven er derfor, hvis der skal være mening i at tale om Evangeliet som et kors for forstanden, at gøre menigheden samtidig med den historiske Kristus, så man ikke får frelsen for godtkøb og dermed slet ikke får den.

Brandes opstiller nu fire punkter til karakteristik af den kristusskikkelse, som Kierkegaard bygger op i Indøvelse i Christendom, fire punkter, som Pontoppidan også synes at holde sig for øje i sin konstruktion af Emanuel Hansted:

For det første "Kristi Ukendelighed", som består i, at hans guddommelige natur ikke afslører sig umiddelbart, men tværtimod skjules i en ringe skikkelse, der klæder sig i pjalter og omgiver sig med et højst tvivlsomt selskab.

For det andet "Den ligefremme Meddelelses Umulighed", da Guds almægtige kærlighed, nåde og frelse inkarneret i et blot og bart menneske nødvendigvis må tage sig ud som noget andet og derfor misforstås af den, der ikke har troen og dermed evnen til at tænke Gud og menneske, evighed og timelighed, sammen i ét individ.

For det tredje "Lidelsernes Frivillighed", som dels dækker over det indlysende forhold, at det at ofre sig for Evangeliets skyld ikke kan være et offer, hvis det sker af nødvendighed, og dels dækker over, at lydigheden over for Evangeliet i al dets umenneskelige fordring uundgåeligt fører til lidelse i denne verden.

Og endelig for det fjerde "Ligegyldigheden for alle verdslige Formaal", som eksemplarisk anskueliggøres i Evangeliet om skattens mønt, hvor Kristus byder at give Gud, hvad Guds er, og kejseren, hvad kejserens er.

At Pontoppidan faktisk i Emanuel Hansted imiterer denne kristusskikkelse, skal jeg vende tilbage til senere, men har man romanen i nogenlunde frisk erindring, tror jeg, man uden videre ser lighederne.

I Brandes’ Kierkegaard-biografi er der mange andre iagttagelser, som Pontoppidan kan have læst med interesse og gjort brug af i forfatterskabet. Jeg siger ikke, at disse iagttagelser derfor nødvendigvis er kilden til dette eller hint sted i Pontoppidans forfatterskab, for oftest må man nøjes med at konstatere en mere eller mindre påfaldende parallellitet. Eksempelvis er Lykke-Pers tro på at kunne, hvad han vil, ikke langt fra Kierkegaards ditto, som Brandes anskueliggør med et citat fra hans posthume selvbetragtninger, Synspunktet for min Forfatter-Virksomhed. Det er, skriver Kierkegaard dér, "aldrig nogensinde faldet mig ind, at jeg, selv om jeg vilde have forsøgt mig paa det Dumdrigstigste, ikke skulde seire".6

Det lyder jo på sin vis meget sundt og næsten som dén naturens glade søn, nemlig Aladdin, som Kierkegaard holdt så meget af netop på grund af hans dumdristighed. Men Brandes har et godt blik for det sygelige midt i Kierkegaards genialitet, som han bl.a. giver en manende skildring af i forbindelse med sin gennemgang af hans første bogudgivelse, Af en endnu Levendes Papirer. Bogen er en lang nedsabling af H.C. Andersen i anledning af dennes roman, Kun en Spillemand, der ifølge Kierkegaard docerede en lære om geniet som afhængigt af omgivelsernes varme omsorg og kærlige pleje – en lære, der stod i radikal modstrid med Kierkegaards egen tro på som et geni at kunne sætte sin vilje igennem. Men det er nu et ganske særegent geni, Kierkegaard med Brandes’ ord er i besiddelse af. Brandes skriver:

Her stod et ungt Geni, lige paa Nippet til at træde ud i Livet, et Geni, hvis Pande (ikke at tale om, at den var fuld af mange og sindrige Tanker) stadig led af en vis underlig Kildren eller Kløen, som andre Pander ikke kender Noget til, Trangen til at løbe mod en Mur, og som var fuldt overbevist om, at denne Fremfærd vilde blive ikke Pandens, men Murens Ruin. Her stod et ungt Geni, hvis Sjæl var en Bue, som altid var spændt, og der ikke blot som Andersen længtes efter et lysende Ry, efter Hæderens Straalekrans, men som uendeligt attraaede den endnu langt finere Vellyst, Smertens Vellyst, den Nydelse at miskendes, at misforstaas, at hades, at føle de Saar, som ikke smerter, fordi de modtages i Slagets og Begejstringens Hede, de Saar, som vel smerter, men ikke dræber, fordi Helten, som modtager dem, er forudbestemt til Sejren og overhovedet ikke lader sig fælde – et Geni endelig, som i sig havde endnu langt mere af den hallucinerede Martyrs lidende Mod end af Soldatens mandige og solklare Kamplyst.7

Denne smertens vellyst, der ifølge Brandes er så særegen for det kierkegaardske geni, bliver det også siden for adskillige af Pontoppidans overdimensionerede superentusiaster, det være sig religiøse genier som Emanuel Hansted og Mads Vestrup eller verdslige ditto som Lykke-Per. Sådanne typer har måske noget epokalt over sig, men frem for alt er de idealtyper, der eksponerer et særligt dansk karaktertræk, nemlig tungsindet, melankolien og mørket. Således nævner Pontoppidan i et brev til Richardt Gandrup i 1924 netop Kierkegaard som en af den danske litteraturs "store Tungsindige".8

Pontoppidan kendte jo selv tungsindet og vidste vel også, at det kunne være en litterær spore, men alligevel måtte han bestandigt diagnosticere det som noget usundt, der burde vige for en glad og mægtig begejstring for livet. En sådan sundhed fandt han ikke hos Kierkegaard, men derimod hos Nietzsche. Om sin første læsning af den tyske filosof, lige omkring århundredskiftet, skriver han i Undervejs til mig selv (1943), at han "[h]yppigt under Læsningen sammenlignede (...) ham med vor egen filosofiske Berømthed, Mørkemanden med det for en religiøs Selvplager saa karakteristiske Navn Kierkegaard." I Familjeliv (1940) fremgår det noget klarere, hvad der ligger i sammenstillingen med Nietzsche. Her skriver Pontoppidan:

Jeg maatte indrømme, at han virkelig var en nyskabende Aand, en Aand med Stormfuglevinger i Sammenligning f. Eks. med Kierkegaard, hvis Kritik af Tiden og dens Mennesker gennemgaaende havde forekommet mig ret smaasindet, og hvis højt beundrede Stil altfor ofte fik mig til at tænke paa hans sørgmodige Navn med dets Mindelser om Død og Grav.9

Som Kierkegaard selv skriver, kan han ikke leve uden idé, men når han kun tærer på idéerne, så bliver han netop en sådan spøgelseseksistens, som Pontoppidan bemærker. Selvom Kierkegaard må respekteres for sin redelige insisteren på ikke mindst kristendommens idé uden al den kirkelige staffage og flødeskum, så bliver han også en farlig ekstremist, der sætter idéen over den givne virkelighed. Derfor nægter Pontoppidan i et brev til Vilhelm Andersen i 1915 – med eksplicit henvisning til Kierkegaard og et par andre af det 19. århundredes forfattere – at danskerne med Holbergs ord skulle være et folk, der "sjelden falder udi Ekstremiteter"; og derfor er en stor nordmand som Ibsen snarest "borgerlig og kontormandsagtig i Sammenligning med sin Lærer Kierkegård".10

Seks år senere skriver Pontoppidan tilsvarende i et brev til Harald Høffding, at danskerne mangler gehør for mellemtonerne, hvorfor 'den gode borger' i litteraturen siden Holberg næsten kun har været "en Genstand for Spot"; nogen forkærlighed for den gyldne middelvej kan han i hvert fald ikke spore, for "fra den unge Grundtvigs sværmeriske Dommedagstoner til Drachmanns ukonfirmerede Fandenivoldskhed går jo i Virkeligheden en Smertensvej fra den ene Yderlighed til den anden (Søren Kierkegård, Paludan-Müller og disses Modsætning Georg Brandes)."11

Nu kunne man næsten få mistanke om, at Pontoppidan selv går hen og bliver lidt 'småsindet' i sin angst for ekstremerne, men hans vægring skyldes jo blot, at han konsekvent insisterer på, at også ekstremisterne må tjene livet og ikke kun idéen. Alligevel må han selvfølgelig prise den hensynsløshed – forstået som ligegyldighed over for omverdens dom – som disse ekstremister viser. I 1910 henviser han netop til Kierkegaard, da han i et brev til Harald Nielsen tugter denne for hans anglen efter anerkendelse:

Allermindst en Revser kan dog vente at høste Påskønnelse. Tænk på den Ligegyldighed, hvorunder en Mand som Søren Kierkegård opførte sit Babelstårn (…) Tør man overhovedet skele efter Resultaterne af sin Virksomhed?12

Kierkegaard er altså ekstremistisk, men hans ekstremisme synes Pontoppidan som allerede nævnt i en rent teologisk kontekst at opfatte som redelig, nemlig i forhold til de statskirkelige levebrødspræster, der uredeligt søger at gøre kristendommen til en appetitvækkende anretning for et købedygtigt borgerskab, der forresten lige så lidt som præsterne selv interesserer sig for deres evige frelse, men så meget desto mere for at tage sig moralsk korrekt ud i offentligheden.

Ganske som Brandes, der heller ikke brød sig stort om Kierkegaard, må Pontoppidan altså medgive ham, at han i forhold til kirken og dens forkyndelse repræsenterer, hvad han selv i Øieblikket kaldte "en menneskelig Redelighed". Således beskriver Pontoppidan i et brev af 16. februar 1912 til netop Brandes sin barndoms præster på Randers-egnen som rent verdslige. Situationen mener han er omtrent den samme i hele landet, hvor man trods "Kierkegård" og et par andre stridsmænd næppe blandt hundrede præster finder flere end ti "virkelig pålidelige Arbejdere i Vingården."13 To år senere bekræfter Pontoppidan sin tilslutning til den Kierkegaards kritik i Kirken og dens Mænd, og igen i Drengeaar henviser han til de rationalistiske og næringsdrivende præster på Randers-egnen:

Trods Mynster og Grundtvig, trods Kierkegaard og Martensen var det Kostalden og Marken, Spillebordet og Romflasken, der især lagde Beslag paa disse gejstlige Storproprietærers Tid og Tanker.14

Pontoppidans livtag med Kierkegaard ender altså med, hvad man med den sidste kunne kalde et sympatetisk-antipatetisk forhold, på én gang sympati med hans redelige og uforfærdede enmandskamp mod kirken og antipati over for hans livsfornægtende karakter og forkyndelse.


Inden jeg går over til en gennemgang af de tre store romaner og det kirkekritiske foredrag, vil jeg nævne en betydningsfuld skikkelse i selvbiografien, der synes at illustrere Pontoppidans forhold til Kierkegaard på en mere anskuelig og personlig måde. Jeg sigter selvfølgelig til Pontoppidans medstuderende på Polyteknisk Læreanstalt, en vis Hansen-Schaffalitzsky eller blot Schaff, der kalder sig selv "kierkegaardianer i 8. potens".

Ingen har præsteret at identificere denne kuriøse skikkelse, så derfor må han utvivlsomt forstås som en litterær konstruktion'1. Dette gør ham dog ikke mindre interessant i denne sammenhæng, tværtimod, da det ville betyde, at Pontoppidan i mangel af et faktisk bekendtskab måtte digte en fiktiv kierkegaardianer ind i sin biografi for overhovedet at kunne redegøre for visse afgørende strømninger i sin udvikling. Under alle omstændigheder er Schaff en betydningsfuld komponent i den selvbiografiske rekonstruktion.

Om Schaff erfarer vi i Hamskifte, at han er noget ældre end Pontoppidan og hans øvrige medstuderende på Polyteknisk Læreanstalt. Han har tidligere studeret teologi, og senere konverterer han sit polytekniske studium til et filologisk. Schaff er et ypperligt hoved, men tillige, skriver Pontoppidan, "en Modsigelsesdjævel, som ikke engang vore Lærere kunde binde Munden på."15 Efter hans studieskift – det må være omkring 1875 – træffer Pontoppidan ham på en café med udsyn til Vor Frue Kirke:

Jeg maatte tænke paa, hvad han en Gang med den samme Grimace havde fortalt mig, at han undertiden kunde faa sentimentale Tilbagefald til sin teologiske Fortid, ja virkelig fortryde, at han i sin Tid gav Afkald paa at lægge sig Mave til i et landligt Præstegaardsliv sammen med en køn og from Kone og en Redefuld af Unger. For at forklare sit Frafald fra Kirken havde han paa sin egen Manér citeret Matthæus: "Ingen sætter en Lap af uvalket Stof paa en tyndslidt Buksebag". Og han kaldte Kirken for en stor Lappeskrædderforretning, hvor emsige Præster hver paa sin Maade søgte at bøde paa Troens mølædte Klædebon. Jeg vidste, at han kaldte sig for Kierkegaardianer, endog i 8de Potens; men hvad det betød havde jeg kun et mangelfuldt Begreb om." 16

Hvis Schaff ikke er fiktiv, har vi her en skildring af, hvad der omtrent må være Pontoppidans første møde med ‘kierkegaardianismen’. I modsat fald synes Pontoppidan alligevel, allerede fem år før han selv begynder at læse Kierkegaard, at være spontant draget af den kierkegaardske kirkekritik. Denne giver Schaff et prægtigt eksempel på, da han og Pontoppidan fra caféen får øje på en ung præst i ornat på vej over Frue Plads med sin kone eller kæreste under armen, et skue, som Schaff præmierer således:

"Se paa ham der! En skikkelig Fyr uden en Tanke i Hovedet. Sandsynligvis Sjællands fremtidige Biskop. Nu gaar han ind og præker for de Bodfærdige i Silke og Hermelin. Vær sikker paa, at Folk bagefter vil forlade Kirken i den opbyggeligste Stemning; men paa Hjemvejen vil de storme ind i Bagerbutikkerne og med Vand i Munden mønstre det fremlagte Wienerbrød for at tage de lækreste Stykker med hjem til Søndagskaffen. Er det ikke rørende? Men hvad siger Skriften? Der staar, at da Mesteren havde talt paa Bjerget, gik hans Tilhørere dybt rystede bort, og mange forargedes paa ham. Se, det er jo en lidt anden Passiar. Hvordan skal Godtfolk faa Rede paa det?"

Schaff kan med andre ord have skærpet Pontoppidans blik for det kirkelige hykleri, som Kierkegaard med brask og bram havde åbenbaret i Øieblikket. Men kierkegaardianeren Schaff kan også have givet ham et skarpt blik for det verdslige kleresis øjenskalke og farisæere, herunder selveste Brandes, som Schaff persiflerer med to prægtige allegorier, der senere skrives ind som en kritisk regibemærkning i Lykke-Per.17 Nogen relevans i nærværende sammenhæng har de imidlertid ikke.

Efter cafémødet grubler Pontoppidan over, hvad det mon var ved dette uhyggelige menneske, Schaff alias Kierkegaard, "der mod min Vilje tiltrak mig og paa næsten dæmonisk Maade sysselsatte mine Tanker."18 Pontoppidan tilføjer, at der endnu skulle gå en rum tid, før han forstod dette; men han røber aldrig for læseren, hvad det er for en forståelse, han kommer til. Tværtimod synes han senere at annulere sin påstand om nogensinde at komme til en sådan forståelse. Han opsøger til stadighed Schaff og citerer også efter hans død mange af hans korte og spidse udsagn, men om sit besøg på hans dødsleje på Vesterbro skriver han:

"Mange forvirrende Erindringer strømmede ind paa mig, og jeg forudfølte i disse Øjeblikke, at Mindet om ham længe, maaske altid vilde leve i mig og sysselsætte mine Tanker. Men mon det nogensinde skulde lykkes mig at udgrunde mig selv i mit Forhold til dette gaadefulde Menneske? Jeg tvivlede." 19

Hvad man ikke desto mindre kan sige om Pontoppidans forhold til Schaff er, at det minder en del om Lykke-Pers til pastor Fjaltring. Schaff er kierkegaardianer i 8. potens, og også Fjaltring er kierkegaardianer i en eller anden grad. For Per bliver Fjaltring katalysator for det afgørende valg mellem oprigtig tro og alvorlig tvivl og desuden for, hvordan han ærligt kan forvalte sit tungsind. Man kan derfor spørge, om Schaff alias Søren Kierkegaard, når alt kommer til alt og trods Pontoppidans ubehag ved ham, på lignende vis bidrager til hans egen selvforståelse? At give et kvalificeret svar på dette spørgsmål må være opgaven for Pontoppidans biograf.

Spor af Kierkegaard i forfatterskabet

Jeg vender mig nu til Pontoppidans forfatterskab for at søge mulige spor af hans beskæftigelse med Kierkegaard, dog som flere gange nævnt begrænset til de tre store romaner og det kirkekritiske foredrag.

Før og under arbejdet på den første af romanerne, Det forjættede Land, har Pontoppidan, som jeg også har været inde på, læst en del værker af Kierkegaard, som frem for alt har kunnet bidrage til skildringen af romanens tragiske hovedperson, Emanuel Hansted. Foruden Emanuel er der også andre personer og forhold, som kan være delvist inspirerede af Kierkegaard-læsningen, således ikke mindst den næsten karikerede beskrivelse af grundtvigianerne alias 'vennesamfundet' og den konsekvente gendigtning af det etiske pseudonym fra Enten – Eller og Stadier paa Livets Vei, nemlig Assessor Wilhelm, der her optræder som "pastor Petersen". Her vil jeg dog stort set holde mig til Emanuel.

Som Emanuel præsenteres for os, har han visse træk til fælles med Kierkegaard, herunder tungsindet og forkærligheden for heden, ensomheden og bøgerne, men i første del af romanen, Muld, er det i højere grad forskellene, der springer i øjnene. Hans sværmeriske forhold til bønderne ville Kierkegaard ikke dømme stort anderledes end Ragnhild Tønnesen, der klandrer ham for i selvhøjtidelig missionsiver at ville være "den ny Tids Profet hos os, stifte Parti, gøre Optøjer kort og godt, (…) saadan som det er Mode i vore Dage!"20 Hun og Kierkegaard ville også kunne enes om at spotte Emanuel, når han på grundtvigiansk facon koketterer med almuen ved at tillægge sig dens manerer og attituder.

Desuden er det menigheden eller sågar kollektivet, Emanuel Hansted vil reformere, ikke hin enkelte. Dette fremgår underfundigt, da biskoppen kommer på visitats i præstegården, fordi Emanuels foresatte, paster Tønnesen, har klaget over sin kapellan. Til held for kapellanen, altså Emanuel, er biskoppen en af de gamle nationalliberale, der mener, at den politiske reform af de sociale forhold og nedbrydningen af klasseskellene omtrent svarer til at gå i Jesu fodspor. Emanuel lytter begejstret og finder sig bekræftet i, "at nu ogsaa han ret vandrede i Jesu Fodspor og var med til at bygge det Lyksalighedsland, som de kristnes Brodersamfund en Gang skulde udbrede over hele Jorden."21

Biskoppen er vist nok kalkeret over den nationalliberale grundlovsfader samt tidligere kultusminister og konsejlspræsident D.G. Monrad, som Kierkegaard havde lige så lidt respekt for som Pontoppidan og tilmed af samme grund, nemlig hans usalige sammenblanding af kristendom og politik. Nu er det imidlertid ikke biskoppen, der bliver Emanuels forbillede, men Kristus selv, sådan som Kierkegaard foreskriver det for den, der vitterligt vil være kristen. Omridset af en sådan kierkegaardsk karakter begynder først at tegne sig i romanens anden del, Det forjættede Land.

Den afgørende drivkraft i det, der kan beskrives som Emanuels udvikling eller rettere sagt afvikling – den kraft, der driver ham videre fra det ene stadium til det næste på livsfornægtelsens vej – er prøvelsen. Den første store prøvelse, der således skal berede ham til at blive en kristen i kierkegaardsk forstand, er Guttens død. Forinden har sønnen været syg, men Emanuel har først ment, at drengen burde klare sig i kraft af al den robuste sundhed, han tiltænker ham, siden i kraft af hans bønner. Da ingen af delene synes at virke, lader han sig af hustruen Hansine friste til at ty til doktorens hjælp. Han burde være tilkaldt længe før og kæmper derfor forgæves for Guttens liv.

"Herren gav, Herren tog, Herrens Navn være lovet," siger Emanuel med de bekendte ord af Job, da drengen er død i hans arme. Pontoppidan har jo selv oplevet at miste et barn, sin ældste datter, så han har kendt Emanuels fortvivlede forsøg på at finde mening midt i sorgen og smerten. Desuden kan han have kendt Kierkegaards begejstrede omtale af Job i Gjentagelsen, som han senere låner på Universitetsbiblioteket, men måske allerede har læst i vinteren 1880-81. Han kan også have kendt Frygt og Bæven, som i højere grad end Gjentagelsen gør rede for prøvelsen som en religiøs kategori. I hvert fald lyder beskrivelsen af Emanuels anfægtelser efter Guttens død som reminiscenser af en sådan læsning:

I sin oprevne Sindsstemning opfattede han Guttens Sygdom som en Prøvelse, Gud havde tilskikket ham, og Barnets Død som Himlens Straf, fordi hans Tro i Nødens Stund havde svigtet, og han i sin Svaghed havde paakaldt Menneskehjælp mod Forsynets ubønhørlige Vilje. Hver Gang han tænkte paa hin Nat, da han ude fra Jordhøjen i Haven havde stirret ud i Mørket efter Lygteskæret fra Doktorens Vogn og i sin raadløse Fortvivlelse endog fornægtet det himmelske Lys, skjulte han skamfuld sit Ansigt for Gud. Han havde i sin dybe Anger betroet sig til Hansine; men ogsaa ved denne Lejlighed havde han savnet noget af den rette Alvor hos hende og følte sig ene og uforstaaet i sin Sorg. Hun havde hørt paa hans Bekendelse i Tavshed, havde blot sagt, at Gud vist ikke vilde miskende hans Omsorg for Gutten, og var derpaa gaaet ud igen til sin Køkkengerning.22

I Frygt og Bæven beskriver Kierkegaard, hvordan Abraham i kraft af troens dobbeltbevægelse får Isak tilbage, selvom Gud umisforståeligt har givet ham påbud om at ofre ham. Den første bevægelse er det uendelige afkald på Isak, resignationen, som enhver principielt er i stand til at foretage ved egen hjælp; den anden bevægelse er derimod kun mulig i kraft af det absurde, dét mod forstanden at tro, at Gud, selvom han kræver Isak til offer, vil give ham tilbage – og vel at mærke ikke først i det hinsidige, men allerede i denne tilværelse.

Det er en sådan tro, Abraham ved Guds prøvelse af ham viser sig at have, men prøvelsen, som Gud således pålægger ham, er også en prøvelse, Abraham selv vælger. Han kunne jo have nægtet at efterkomme Guds bud og i stedet for at drage til Mirijabjerget være blevet hjemme i sit trygge Mamrelund sammen med Isak og Sara. Nu tager han altså prøvelsen på sig, består den og får Isak igen på ny.

Som en sådan prøvelse kan også Guttens død tolkes, for Emanuel kunne jo helt have undladt at tilkalde lægen, ligesom Abraham forsmåede den mulighed at blive hjemme med Isak. Og netop sådan tolker Emanuel sønnens død, der derfor ikke skyldes faderens laden stå til over for hans skrantende helbred, men hans manglende tro midt i prøvelsen. Havde Emanuel haft troen, så havde sønnen endnu været i live og Gud dermed bekræftet, at Emanuel levede op til sit navn, der jo betyder: Gud med os!

Abraham bliver ved at bestå prøven ikke blot troens fader, som han kaldes i de tre monoteistiske religioner, men også "Endelighedens Stamherre", som Kierkegaard skriver i Frygt og Bæven. Han tilhører det dennesidige og vedbliver at tilhøre den velsignede endelighed efter sin prøvelse. Anderledes står det sig med Emanuel, der efter Guttens død fortvivlet søger prøvelsen som en adkomst til det hinsidige. "Fra den Dag begyndte Opløsningen," hedder det senere i Hansines erindring. "Med Guttens Død mistede Emanuel det frejdige Haab, den ubetingede Forvisning om at følges af Guds Velsignelse, der indtil da havde baaret ham frelst gennem alle Skuffelser."23

Så trods alle de prøvelser, Emanuel siden hen pålægger sig for at komme til at ligne Abraham, ender han som noget ganske andet, nemlig som – en kristen. Kierkegaard noterer nemlig i 1853, ti år efter udgivelsen af Frygt og Bæven, at Abraham ikke tæller som et kristeligt forbillede, da han ved at få sønnen tilbage i dette liv viser sig i stedet at være, hvad han allerede var, nemlig jødisk. Det kristelige ville ifølge den senere Kierkegaard således have været, at han først i det hinsidige havde fået Isak tilbage, mens han i dette liv måtte have fortvivlet som Kristus på korset – min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig!– for så at finde sin glæde i opstandelsen. Det er denne brutale vending, som Pontoppidan ser som den følgerigtige slutning på Emanuels nidkære omvendelsesproces, hvilket måske også forklarer hans sympati for det jødiske, sådan som den især kommer til udtryk i Lykke-Per.

Adskillige gange efter Guttens død taler Emanuel om prøvelse og – med et meget kierkegaardsk udtryk – selvprøvelse. "Prøv mig – og prøv mig paany, jeg beder dig, Fader," siger Emanuel i sit lønkammer efter at have været alt for nær ved at lade sige friste at det dennesidige24. Og da han endelig mener at have fået "Guds Kaldelse", forklarer han sin søster Betty, at han endelig har forstået, "hvorledes Gud selv udvælger sine Tjenere … optugter dem gennem haarde Prøvelser til lydige Fuldbyrdere af hans Vilje."25

Derfor tør han også sige til Betty: "Se, Gud har taget dit Barn og din Mand fra dig, dertil Rigdom, Ære, Anseelse og Verdens Beundring, ... har du husket at takke ham derfor?"26 Det samme ville Kierkegaard have sagt til hende, sådan som han eksempelvis siger til sin tilhører i en af sine opbyggelige taler:

Og naar Menneskene gjorde Dig Uret og krænkede Dig, har Du da takket Gud? Vi sige ikke, at Menneskenes Uret derved ophørte at være Uret, hvortil saadan usund og daarlig Tale! Om det var Uret, det afgjøre Du selv; men har Du henført Uretten og Krænkelsen til Gud, og ved Din Taksigelse modtaget den af hans Haand som en god og en fuldkommen Gave?27

Det er ikke blot prøvelsen og selvprøvelsen, der som kierkegaardske kategorier præger Det forjættede Land, men også 'den skjulte inderlighed', det, at der ifølge Frygt og Bæven ikke er noget udvortes kendetegn på troen.

"Der gik jeg saa selvtillidsfuld, saa fuldkommen tryg i Bevidstheden om at vandre i Jesu Fodspor [siger Emanuel til Betty] … og agtede ikke paa, at jeg fulgte dem i den fejle Retning, udad mod Timeligheden med alle dens Begæringer, Bekymringer og aldrig stillede Krav, i Stedet for indad mod den lille, lave og trange Hjertedør, som Kristus har aabnet for os med Ordet: Mit Rige er ikke af denne Verden!"28

Tilsvarende forklarer han senere pastor Petersen, at han ikke har kunnet søge embede i statskirken, "fordi jeg i den har fundet mere af Hedenskabets Udadvendthed end af Kristendommens Inderlighed". Emanuel synes næsten selv at have læst Kierkegaard, hvad pastor Petersen da også bemærker, da han på lettere patriarkalsk vis henviser til sin højere alder og deraf flydende større erfaring:

Jeg vil da for det første fortælle Dem, – hvad De maaske vil have lidt ondt ved at forstaa – at ogsaa jeg engang i mine unge Dage har siddet og gransket mig svedt og svimmel i Mester Eckardt, Johan Tauler, Søren Kierkegaard, og hvad nu alle de andre kanoniserede Saltomortale-Akrobater hedder, som i gamle og nye Tider har gjort et nervøst Publikum hovedørt.29

Pastor Petersen har bestemt selv læst Kierkegaard, men selvom han altså ikke kan goutere hans teologiske akrobatik, så synes han så meget desto bedre at værdsætte hans etiske pseudonym fra Enten – Eller og Stadier paa Livets Vei, altså Assessor Wilhelm, der bestandigt hævder det almene og tugter undtagelserne. Således bemærker han over for Ragnhild Tønnesen, at vi alle nu om dage

"har en sygelig Tilbøjelighed til at lave os til Undtagelser og interessante Fænomener. Paa det Almenmenneskeliges Bekostning plejer vi omhyggelig vore Smaaejendommeligheder, opelsker med Flid en eller anden lille Særhed, en eller anden fiks Ide, bare af Frygt for at blive "som alle andre Mennesker" – det værste, nogen veed."30

Ihukommende hvad Pontoppidan selv i 1915 og 1921 skriver til henholdsvis Vilhelm Andersen og Harald Høffding om danske forfatteres hang til ekstremisme, tør man vel antage en ganske udpræget sympati med netop det etiske pseudonym i Kierkegaards forfatterskab.

Trods den religiøse suspension af det etiske, som Kierkegaard redegør for i Frygt og Bæven, sker der alligevel det i hans forfatterskab, at den hidtil skjulte inderlighed må åbenbare sig, nemlig i efterfølgelsen af Kristus. Det samme sker for Emanuel, der efter at have befæstet sin tro i det indvortes endelig træder i karakter (éthos) som en kristusimitation i det udvortes, sådan som Kierkegaard foreskriver det i Indøvelse i Christendom.

Det etiske aspekt af efterfølgelsen viser sig i hans omgang med fattige og forstødte som ikke mindst "sorte Trine", der hurtigt bliver en discipel af ham, og de syge, som han forkynder det, Kierkegaard med en af sine yndlingsfraser kalder Lidelsernes Evangelium.

Naar han sad ved deres Senge [hedder det således om Emanuel], talte han om deres Sygdom som en stor Naade og kaldte deres Lidelser "Guds Kærtegn", for hvilke de skulde være glade og taknemlige.31

Det rent kristelige aspekt af efterfølgelsen viser sig i det – lad os bare kaldet det – martyrium, som Emanuel ender sit liv med. Kristusimitationen når da sit højeste som en tragisk parodi, da Emanuel bestandigt tager frelserens egne ord i sin mund,32 indtil han tilsyneladende forstødes af Gud selv, da han på højskolens talerstol forgæves venter på, at ordet skal åbenbare sig for ham. Alt, han da kan sige, er igen en blot og bar gentagelse af Evangeliets ord: "Min Gud! Min Gud! ... Hvorfor har du forladt mig?"33 Fortvivlet lader han sig føre bort, og kort efter ender han sit liv på et hospital.

Trods Emanuels triste skæbne, er det måske alligevel forkert at antage, at Pontoppidan har haft til hensigt at vise, at efterfølgelsen mislykkes, for egentlig er den jo ført konsekvent igennem lige til de sidste ord. Pointen er da, at efterfølgelsens succes overhovedet ikke kan vurderes, da forbilledet selv mislykkes. Det er, må også Pontoppidan indrømme, et spørgsmål om tro, og derfor lader han beredvilligt en lille skare af Emanuels disciple samle sig om hans grav og kalde ham "Guds Lam". Således har Pontoppidan genfortalt kristendommens historie, og således slutter han med at give kejseren, hvad kejserens er – og de sagtmodige den sympati, der tilkommer dem. "De lever alle stille og fredsommeligt", skriver han, "idet de ydmygt stræber efter at blive Emanuel lig i alle hans Fuldkommenheder."34


Også i Lykke-Per, som jeg nu går over til, synes hovedpersonen at lide en art lykkeligt martyrium, dog ikke for religionen, men for selvet eller subjektet. Per har trods et midlertidigt forhold til kristendommen ikke projekteret at blive kristen, men derimod at overvinde verden i kraft af sin cæsariske vilje.35 Imidlertid besinder han sig på ikke at være en sådan verdensbetvinger og må endda give afkald på den smule af forjættelsen, han da har realiseret i form af kone og tre børn. Efter således at have opgivet verden røber han i den afsluttende samtale med Inger, inden hun forlader ham, heller ikke at have kunnet finde lykken i Gud:

"Overalt, hvor jeg har søgt ham, har jeg kun fundet mig selv. Og for den, som er bleven sig sit eget Selv rigtig bevidst, er en Gud overflødig."36

Formelt er Per blot blevet det, han var, sådan som han allerede i begyndelsen af romanen stolt proklamerede det over for Alexander Neergaard: "Jeg er kun mig selv."37 Reelt er han dog blevet en anden – eller rettere: Han er blevet det, han i kraft af sin nationalitet og sin slægt var disponeret for, nemlig en sådan livs- og lyssky bakketrold, som han af Neergaard var blevet belært om at se i hovedparten af sine landsmænd. Dette skal jeg snart vende tilbage til, men først efter at have bemærket en påfaldende lighed mellem Pers retrospektive livsforståelse – over alt, hvor man søger Gud, kun at finde sig selv – og Georg Brandes’ redegørelse for, hvad Kierkegaard på sin vej søgte og fandt. Brandes skriver:

Da Kierkegaard forlod den gamle naive Landvej til Troen, fandt han da paa hint Skib, han selv havde bygget, Grubleriets ubanede Vej dertil? Nej, i det Øjeblik han raabte Land, var det i Virkeligheden ikke Overleveringens Indien, hvortil han var naaet, men Personlighedens, den store Lidenskabs, den store Selvstændigheds Amerika.38

Men som Brandes tilføjer, ville Kierkegaard lige så lidt som Columbus anerkende, at det ikke var overleveringens gamle vidunderland – Indien alias den forjættede kristendom – han var kommet til. Han troede, at 'hin enkelte' i ét og alt var sammenfaldende med 'den kristne', men dén illusion lader Pontoppidan kun Per lide af momentant. Under hans sidste år som vejassistent blandt klitter og vestjyder, ser man ham aldrig i kirken, hvorimod han gerne forklarer skolelæreren, at den højeste menneskelykke er "at blive sig sit eget selv fuldt og klart bevidst."39

Formuleringen er blot en variation af mange lignende tidligere i romanen, hvilket uvilkårligt leder tanken hen på Kierkegaards etiker, Assessor Wilhelm, der flittigt gentager, at det gælder om at blive sig sit evige selv bevidst. Forskellen fra Kierkegaards etiker, som Pontoppidan således synes at have villet eksponere med den idelige repetition, er derfor, at selvet er og bliver timeligt, ikke evigt.

Desuden er det interessant, at selvet i Pers tilfælde ender som et isoleret selv, hvilket i kraft af Pontoppidans tilsyneladende sympati kan overraske noget, da han ellers – som tidligere nævnt – synes at tilslutte sig Assessor Wilhelm, når denne insisterer på et socialt og borgerligt selv. Måske kan dette forstås som Pontoppidans brandesianske kommentar til Kierkegaard, der således belæres om, at han ikke har vovet at tænke 'hin enkelte' ud i sin yderste konsekvens, dérud, hvor han på de nok så bekendte 70.000 favne vand også kaster de sidste fortøjninger overbord.

Således vil Pers tidligere forlovede, Jakobe Salomon, kæmpe mod det "fra fædrene nedarvede"40. Også dette udtryk kunne sigte til Kierkegaard, der i Afsluttende uvidenskabelig Efterskrift angiver i sit forfatterskab at have læst "det Gamle, Bekjendte og fra Fædrene Overleverede, igjennem endnu engang om muligt paa en inderligere Maade".41 Denne pietet analyserer og forkaster Brandes grundigt i sin biografi,42 og forkastet bliver den også af Jakobe, der over for det tilfældigt nedarvede hævder "det almenmenneskelige i os"43. Hvad dét er, forklarer Per skolelæreren, nemlig det selvudfoldelsens instinkt, der er nedlagt i alt det skabte, og som vi frygtløst må give os i vold.

Frygten har Per imidlertid selv lært at kende som en del af den troldenatur, han først mener sig fri af, men efterhånden besinder sig på som sin egen 'fra fædrene nedarvede'. Som ung polyteknisk student har han ikke ment sig omfattet af denne arv, men med så meget desto større foragt bemærket den hos andre, eksempelvis Fritjof, der i selskab koketterer flittigt med sin ubekymrethed, men forladt af de støjende omgivelser straks bliver ræd for døden og ensomheden og viser sig som en rigtig dansk trold: "en underjordisk, hvis inderste Sjæl færdedes i Skyggeriget, kresede omkring Graven og den hinsidige Dommer, – ræd for de Lysets Magter, han for et Øjeblik siden selv saa overmodig havde paakaldt."44

Et aspekt af troldenaturen er samvittigheden45, som den unge Per overfaldes af, da han har nægtet at gifte sig med den jævne Francisca, han gennem længere tid har kurtiseret, men som ikke kan tjene hans vældige ambitioner. Han får sig dog hurtigt gjort fri af den anger, der ikke blot vil binde ham til pigen, men også til hele hans fortid som søn af Johannes Sidenius. Som samvittigheden og angeren hører også anfægtelserne til troldenaturens karakteristika og – hvis man følger Kierkegaard – til optugtelsen af den kristne.46

Som modpol til troldene sætter Pontoppidan med visse forbehold Georg Brandes alias dr. Nathan:

Sammenlignet med hjemmeavlede Originaler som Grundtvig eller Kierkegaard kunde han (…) synes at mangle dybere Ejendommelighed", skriver Pontoppidan. "Han havde været for utaalmodig til at udruge nogen selvstændig Verdensanskuelse, for livsoptaget og levelysten til en saadan sejg, dagsky, edderkoppeagtig Udspinden af eget Personlighedsindhold, hvorunder ogsaa ringere Begavelser kan slumpe til at gøre mere og mindre mageløse Opdagelser.47

De mageløse opdagelser sigter selvfølgelig til Grundtvig, som ikke mindst takket være Kierkegaards satiriske pen næsten er blevet synonym med disse noget tvivlsomme goder; men 'den seje, dagsky, edderkoppeagtige Udspinden af eget Personlighedsindhold’ er lige så selvfølgeligt præget af Brandes og Pontoppidans – og før dem P.L. Møllers og M.A. Goldschmidts – forståelse af Kierkegaards troldenatur.

Ganske som Kierkegaard har Per arvet sin tungsindige troldenatur fra sin far, og trods sine ihærdigere forsøg lykkes det heller ikke ham at undslippe den fædrene arv. Han besinder sig på den ligesom Kierkegaard, men først så sent, at han for at skåne andre for den arvelige smitte ikke bare må forlade en forlovet, men en hustru og tre børn. Da han gør det, lyder hans begrundelse som et ekko af Kierkegaards tilsvarende, som Pontoppidan både kan have kendt fra hans Efterladte Papirer, den pseudonyme gendigtning af forlovelsesbruddet i Stadier paa Livets Vei og Brandes’ biografi:48

Den faderlige Forbandelse, der hvilede over hans Liv, og som havde gjort ham fremmed og fredløs her paa Jorden, maatte ikke gaa i Arv til hans Børn. Og Inger! Nu, da han var bleven sig sin uovervindelige Livsskyhed fuldt bevidst, hvor kunde han da længer forsvare at lade hende dele hans Skæbne? Stakkels Barn! Hun kendte endnu ikke sin Ulykke. Hun forstod endnu ikke, at hun var bundet til en Skifting, en Underjordisk, som blev blind i Lyset og dræbtes af Lykken. Og skulde ogsaa hendes Øjne engang blive aabnede ved Kærlighed til en anden, – hun vilde lukke over sin Hemmelighed som over en Dødssynd, visne hen og dø uden endog at have tilstaaet den for sig selv.49

Kierkegaard kan ligeledes beskrive sig selv som en skifting, men i flere breve til sin daværende forlovede, Regine Olsen, klæder han sig hellere i skikkelse af en havmand for at give hende en allegorisk forestilling om deres indbyrdes misforhold. Den samme allegori benytter han i Frygt og Bæven, hvor det tragiske i misforholdet mellem havmanden og den unge pige ligger i, at han kun kan få hende ved at gøre sig selv til et menneske eller sin elskede til en havfrue; men det første forhindrer hans natur ham i, det andet hans kærlighed til den uskyldige pige.

Ergo må havmanden efter at have ført hende til havs ofre sin kærlighed, men vel at mærke på en sådan måde, at hun tror sig bedraget af ham, så hun ubundet af hans kærlighed kan realisere et forhold til en anden. Det er netop det, Kierkegaard gør, da han presser Regine til at bryde forlovelsen og derefter stiller sig an, som var hun det ligegyldigste i denne verden. To år senere forlover hun sig til anden side, og seks år senere er hun gift.

I Lykke-Per gendigtes havmanden Kierkegaards forhold til Regine i trolden Pers til Inger. "Og hun var jo ingen Trold," sander han. "Derfor maatte og skulde hun gives tilbage til Livet og Lyset."50 Præcis som Kierkegaard opdager Per en gammel kærlighed, som han da bereder Inger på at vende tilbage til, hvorefter han skaffer et brud til veje ved et bedrage hende til at tro, at han ikke elsker hende, men en anden. Således hedder det:

Uden Tvangsgrund gav hun dog aldrig sit Minde til en lovformelig Skilsmisse, og det maatte jo netop være hans Formaal at bringe hende til at hade og foragte ham; desto hurtigere vilde hun glemme ham. Og hvor han gav Afkald paa saa meget, kunde han vel ofre Æren med.51

Kierkegaard skriver nøjagtigt det samme, både pr. pseudonym i Stadier paa Livets Vei og i eget navn i sine efterladte papirer, altså at han må bringe sin fordums forlovede til at hade og foragte ham, om så det skal koste ham hans ære. Til gengæld er han ikke selv i tvivl om, at han bærer sig ridderligt ad over for Regine; og det er Brandes måske heller ikke. I hvert fald skriver han i biografien, at der ikke er "den ringeste Grund til at fordømme ham, men al Opfordring til efter Evne at forstaa ham."52 Og den opfordring sidder Pontoppidan ikke overhørig, men giver i Lykke-Per et så indfølt portræt af trolde og havmænd som vel muligt. Selv Inger ender jo med at erklære Per sin taknemmelighed over det offer, han har bragt hende.53


En anden og nok så betydningsfuld troldenatur i Lykke-Per er naturligvis pastor Fjaltring, som Per også henviser til i sin begrundelse for at forlade Inger. Han fortæller hende nemlig, at Fjaltrings kone formentlig har været af en ganske anden natur end ham, men under samlivet med ham er blevet ødelagt, "fordi han har holdt hende tilbage i et Skyggeliv, som virkede modnende og frigørende paa ham, men hvori hun maatte gaa tilgrunde." Kort efter hendes nylige død begik Fjaltring selvmord, hvilket Per tolker som et udslag af dårlig samvittighed over det "sjælemord", han havde begået.54

Med andre ord kan Pontoppidans portræt af Fjaltring også være inspireret af den kierkegaardske troldenatur, hvilket sandsynliggøres af en lang række sammenfald i synet på kirke og kristendom. Som Kierkegaard er Fjaltring en sand dialektiker, der ikke stiller sig tilfreds med degnesvar på afgørende spørgsmål om synd og nåde. I modsætning til den sorgløse og populære grundtvigianer, pastor Blomberg, sælger han ikke nåden til under indkøbspris, men betinger sig ganske som Kierkegaard, at den kristne har gjort konkrete erfaringer med synden, så syndserkendelsen som nådens forudsætning ikke bliver en abstrakt tirade. "De maa synde noget mere," skal han til Blombergs forargelse have sagt til et af sine dydige sognebørn. "Med det Liv, De fører, kan De aldrig blive nogen overbevist Kristen."55

Hvor den kristnes liv i Blombergs optik er muntert og virksomt, sorgløst og harmonisk, så er det i Fjaltrings idel lidelse og kamp, selvprøvelse og modsigelse. "Jeg tror fuldt og fast baade på Gud og på Djævelen," siger han; "jeg er blot ikke altid lige sikker paa, hvem af de to, der er mig mest imod?"56 Det var Kierkegaard heller ikke, men hældte dog mest til den opfattelse, at det måtte være Gud, al den stund hans rige ikke var af denne verden, hvorfor forkyndelsen bestandigt måtte være polemisk mod menneskets verdslige forestillinger om en lys og lykkelige tilværelse.

Symptomatisk for Blombergs tilhængere er hofjægermesterinden, som er ham "taknemmelig for, at hun saa forholdsvis let og smertefrit var bleven befriet for sin Syndeskyld."57 En anderledes alvorlig sag er angeren for Per, der lider under den, men til gengæld også bliver et andet menneske i denne skærsild.

Der var i hans vaagnende Anger og Smerte noget af det samme underfuldt betagende som i en fødende Kvindes Veer, der bebuder, at et nyt Liv er i Frembrud med nye Forhaabninger og nye Forjættelser.58

Sådan hedder det, da Per rejser over Kattegat som æresvagt for sin mors afsjælede legeme. Tilsvarende kalder Kierkegaard i Begrebet Angest angeren for "det høieste Livs Foster."59

Selvom angeren som den kristne tros fødselshjælper senere i Lykke-Per beskrives som "den opskræmte Samvittigheds Magtsprog"60, så er der altså noget redeligt over den i modsætning til "den blombergske Uskyldighedstilstand"61. Det er ikke desto mindre den, der trækker folk af huse, for selvfølgelig må Blomberg vinde mange tilhængere med et sådant "hyggeligt Hverdagsevangelium, som ikke krævede uoverkommelige Opofrelser i Henseende til Livets Behageligheder"62.

Derfor kalder pastor Fjaltring meget rammende sin veldædige kollega for "Grossereren"63, da han helt i tidens ånd "har gjort Religionen til en Markedsvare" og forudsigeligt lokket folk til "de Boder, hvor de køber Afladen billigst"64. Tilsvarende kalder Kierkegaard kirkerne for "Boutiquer og Boder" i Øieblikket65, hvor han også skoser præsterne for at have præsteret "det Forbavsende i Efterabelse", så man i stedet for Kristi efterfølgelse har fået "de hellige Abekattestreger"66. Præsterne savner overhovedet troens lidenskab, hvad Per også noterer som Fjaltrings opfattelse: "Troen var en Passion, og hvor den ikke var, drev man Abespil med Vorherre."67

Pontoppidan kan jo udmærket have lånt sådanne udtryk fra Øieblikket og lagt dem i munden på Fjaltring, men han har nok også her ladet sig hjælpe af Brandes, der i sin biografi fokuserer på netop passionen som det afgørende i Kierkegaards kristendomsforståelse. Brandes bemærker skarpsindigt, at der i løbet af Kierkegaards forfatterskab foregår en glidning fra den teoretiske interesse for kristendommen til den praktiske, sådan at "Paradokset viger for Passionen"68. Af relevans for Pers lidelseshistorie – og forresten også Emanuel Hansteds i Det forjættede Land – skriver Brandes desuden:

En Sandhed udenfor os gives der ikke; thi Sandheden er Inderlighed, og da ingen mere lidenskabelig Inderlighed lader sig tænke end den, der hører til at ville lade sit Liv for sin Overbevisning, saa naaer [Kierkegaard] følgerigtigt til Martyriet som Sandhedens egenlige Vidnesbyrd.69

Således besinder Per sig på sin "instinktmæssige Fornemmelse af, at det var i Ensomheden, hans Sjæl havde hjemme, at det var Sorgen og Smerten, hans Liv tilhørte"70. Men det gør det ikke i kraft af den kristelige 'inderlighed', som Kierkegaard foreskriver, og Emanuel Hansted praktiserer, men derimod i kraft af Pers "Indesluttethed"71 og "Tungsind"72, rent psykologiske karaktertræk, han deler med Kierkegaard:

Den store Lykke, han i Blinde havde søgt, det var den store Lidelse, det var hint ulægelige Savn, som Pastor Fjaltring saa ofte havde prist for ham og kaldt de Udvalgtes guddommelige Naadegave.73

For Per eksisterer der imidlertid ikke nogen Gud, og derfor ender han så at sige som en konsekvent kierkegaardianer uden kristendom. Således skriver han i sine efterladte papirer:

"Kristi Liv og Historie lærer os i Virkeligheden intet ud over dette (som er en gammel Visdom), at der er kun eet, der overvinder Lidelsen, og det er Passionen."74

Med andre ord er Pers martyrium et martyrium af en ganske anden orden end Emanuel Hansteds, og overhovedet bør man nok nøjes med – som Per selv – at kalde det en passion. For så vidt har Per opløst sit polemiske forhold til omgivelserne i lidelsen selv, så han frem for som martyren at stå i et modsætningsforhold til det ydre står i en absolut identitet med det indre. Som sådan har Per foretaget første del af det, Kierkegaard i Frygt og Bæven kaldte troens dobbeltbevægelse, nemlig resignationen. Og dermed stiller han sig fuldt ud tilfreds.

Så vidt Lykke-Per! – Men også i De Dødes Rige (1912-16) finder vi en troldenatur i stil med Pers, nu i skikkelse af den fortvivlede Torben Dihmer. Jeg vil ikke opholde mig meget ved ham, men blot bemærke, at han ligesom Per i løbet af romanen finder tilbage til sig selv, et selv, der hverken kan rangeres som kristeligt eller borgerligt. I en kierkegaardsk typologi er han snarest en redelig æstetiker, der har sluppet sine illusioner for i stedet at leve som det, han er, fortvivlet.

Kierkegaard betegner gerne med titlen på et af sine hovedværker fortvivlelsen som Sygdommen til Døden. Og Torben er netop syg, fysisk så syg, at han i begyndelsen af romanen kan ønske, "at I allesammen skulde tænke paa mig som paa en Afdød – for det er jeg jo i Virkeligheden."75 Han får imidlertid ved vennen og lægen Asmus Hagens mellemkomst håb om at kunne leve uden sygdommens symptomer, men en sådan uredelig eksistens ender han med at afsværge sig.

Om man tør forstå Hagens medicin som en allegori over Kierkegaards, nemlig troen, der som det eneste skal være i stand til at gøre det af med den eksistentielle fortvivlelse, ved jeg ikke. Men det er oplagt igen at se Pontoppidan som et korrektiv til Kierkegaard, når denne – ifølge Pontoppidan – uredeligt foregøgler mennesket en frelse fra fortvivlelsen ved troen. Således bliver Torben først glad og fro, da han opgiver at tage Hagens medicin, og sygdommens symptomer atter viser sig. "Skal jeg sige min Mening," siger han til Hagen, netop som han står i begreb med at nægte lægen sin lydighed, "saa tror jeg snarere, at jeg (…) vil føle det, som om jeg var vendt tilbage til Solen og det virkelige Liv – fra en Rejse i de dødes Rige."76 Og sådan bliver det så.

Torbens tidligere forlovede, Jytte Abildgaard, har bestemt også en del af troldenaturen i sig. Dén præsenteres vi for, da hun i begyndelsen af romanen temmelig hovedkulds har ladet sig forlove med Torben, af hvem hun nu forventer, at han skal elske hende, som hun er, i ét og alt og med alle hendes dæmoner. Det kan blive vanskeligt, må man forstå på en selvbetragtning, der er som taget ud af de aforismer, "Diapsalmata", der indleder æstetikerens bidrag til Enten – Eller:

Saasnart hun selv forsøgte at trænge ind i sit Væsens Urskovs-Dyb, blev hun greben af en Slags panisk Skræk. Der var hverken Vej eller Sti derinde men fuldt af Spøgelser og vandrende Skygger. Og vilde, røde Rovdyrøjne stirrede ud fra Mørket.77

Den kierkegaardske æstetiker A forklarer tilsvarende, at han nok har mod til at tvivle, men ikke til at erkende, da han så måtte konfrontere sig med "de blege, blodløse, seiglivede, natlige Skikkelser, hvilke jeg kjæmper med og som jeg selv giver Liv og Tilvær."78 Bevæget af sådanne dæmoner hæver Jytte i stor hast forlovelsen med Torben, måske fordi hun sander, hvad Assessor Wilhelm belærer A om, nemlig at den, der ikke kan åbenbare sig, ikke kan elske – og ej heller elskes, kunne Jytte så tilføje – og derfor er den ulykkeligste af alle.79

Som Kierkegaard bryder med Regine, således Jytte med Torben. "Nu skulle han atter leve i hendes Erindring som et smukt Minde, og saadan var det bedst."80 Thi evigt ejes kun det tabte, som Kierkegaard ynder at sige. Og som Kierkegaard bestandigt vegeterer på erindringen om Regine og forsøger at forklare sig over for hende på den ene mere subtile måde end den anden, således prøver Jytte også at forklare sig over for Torben. Forudsigeligt bliver hun blot fanget i sit eget indre og ender med at brænde det brev, hun har skrevet til ham, for "jo alvorligere hun prøvede at udforske sit eget Indre, desto mørkere og uvejsommere blev det"81.

Jytte er uden illusioner og uden religion, omtrent en universalkritiker i stil med Kierkegaards æstetiker fra Enten – Eller. Med dialektisk skarpsyn ser hun bl.a., hvilket hykleri, pastor Johannes Gårdbo gør sig skyldig i, da han søger at manipulere med den fortvivlelse, han aner under hendes fornægtelse af kristendommen: "jeg veed, at De som alle oprigtige Mennesker bærer paa en Længsel i Deres Inderste," siger han til hende. "Deres Øjne og al Deres Tale har vidnet om et Savn, som De endnu ikke selv forstaar og derfor helst fornægter. Dersom jeg ikke vidste det saa usvigelig sikkert, havde jeg aldrig talt til Dem, som jeg her har gjort."82 Det pastorale magtsprog og gejstlige formynderi har ingen effekt på Jytte, der prompte bemærker, at hans håb om at forbedre hende dårligt harmonerer med hans påstand om at holde af hende, som hun er. "Det er saa komisk, at jeg kun kan le af det," svarer hun ham; "men i Grunden burde jeg vistnok føle mig fornærmet."83

Gårdbo får en gedigen kurv af Jytte, der blot bekræftes i sin mistanke om tilværelsens uendelige tomhed og menneskets forfængelighed. I stedet omgiver hun sig med et tvivlsomt selskab af skuespillere og kunstnere, som hun synes om, fordi de ikke tager livet højtideligere, end det fortjener. Hendes udvikling bekymrer hendes mor, fru Bertha, der giver hende dette skudsmål:

Det var den samme uhyggelige Fatning, hvormed hendes Bror Ebbe var gaaet sin Undergang imøde. Det var den samme ubegribelige Ligegyldighed'2, den samme skamløse Selvopgivelse! Ligesom Ebbe holdt hun nok af at more sig; men naar hun kom hjem fra Teatret eller fra Sportspladserne, fandt hun det altsammen saa dumt. Hun, som engang var saa læselysten, aabnede nu aldrig en Bog, kiggede i det højeste i en Revolverroman af den værste Slags for at slaa en Aften ihjel. Det var næsten ikke til at forstaa, at det var det samme Menneske, der allerede som halvvoksen slæbte store videnskabelige Værker hjem fra Bibliotekerne og sad med Fingrene i Ørene og læste Søren Kierkegaard.–84

Man skal næppe lægge stort i det, men jeg bemærker alligevel, at Pontoppidan bruger omtrent den samme vending om sin egen læsning af Kierkegaard som 23-årig, da han ifølge Arv og Gjæld satte hans skrifter "tillivs med Fingrene stoppet i Ørene."85

I sin grasserende nihilisme finder Jytte sammen med kunstmaleren og skørtejægeren Karsten From, der uden blusel lefler for sine ukyndige kunder. Og pludselig en dag i hans atelier synes Jytte at forstå meningen. "Naar Menneskene var saa himmelglade for Bedraget, hvorfor da ikke unde dem den Lykke?" Verden vil bedrages, så lad den blive bedraget – "Mundus vult decipi; ergo decipiatur"86 – tilføjer hun med et ordsprog, hun tilskriver en pave, men som hun forresten også kunne have læst hos Kierkegaard.

Selv mener Jytte ikke at lade sig bedrage, da hun heller ikke gør sig nogen illusioner om sin forlovelse med Karsten From. "Den Forvisning, der havde rodfæstet sig i hende siden hendes syttende Aar, at naar hun gav sig hen til Kærligheden, viede hun sig ogsaa til Ulykken og Døden – den var hun ikke bleven kvit."87 Den samme forvisning havde Kierkegaard, der igen og igen lader sine pseudonymer fundere over en sådan tragisk disposition, bl.a. i Enten – Eller og Frygt og Bæven.

Karsten From er ligesom Jytte en meget kierkegaardsk, men i mangel af det tragiske element også en mere kynisk æstetiker. Som hende kan han minde om æstetikeren A, som han endda synes at plagiere. "Ingen Mand blotter sig undtagen for den Elskede," siger han til Jytte på et bal, lige inden han erklærer hende sin tvivlsomme kærlighed. "Livet er en stor maskerade."88 Det samme siger Kierkegaards æstetiker ifølge Assessor Wilhelms citat af ham i anden del af Enten – Eller: "Livet er en Masquerade."89

Som æstetiker adskiller Jytte sig også fra Karsten From på en anden måde, da hun nemlig i kraft af sin (knækkede) vilje til at åbenbare sig har en affinitet til det etiske. I modsætning til ham har hun ikke til hensigt at opløse hele tilværelsen i et narrespil og en maskerade. Hun gennemskuer illusionerne, han tager dem i sin tjeneste. Derfor er det også kun ham, Assessor Wilhelm ville kunne henvende sig til med sine bekendte ord til A: "veed Du da ikke, at der kommer en Midnatstime, hvor Enhver skal demaskere sig, troer Du, at Livet altid lader sig spøge med, troer Du, at man kan liste bort lidt før Midnat for at undgaae det?"90

I De Dødes Rige er det – lige som i Det forjættede Land og Lykke-Per – ikke blot æstetikere, man genkender fra Kierkegaards personlighedstypologi, men også en enkelt religiøs, nemlig vandrepræsten Mads Vestrup. I mangt og meget minder han om pastor Fjaltring, men med den væsentlige forskel, at Vestrup ikke har kunnet opgive den illusion, at det ville kunne betale sig at missionere i Danmark – "at udbrede kristendom i kristenheden", som Kierkegaard udtrykker det.

Som missionær har Vestrup potentialet til at blive en martyr, men i mødet med det gejstlige kleresi og alle dets politiske rænker kommer han til kort. Scenen, hvor en af disse kandestøbende præster får ham overbevist om at være en Guds fjende alene ved at have skrevet i et præstefjendsk blad og således knækker ham, er intet mindre end grusom. Det er som at se den vandkolde biskop Martensen intimidere den balstyrigske Kierkegaard for endelig at tvinge ham ind under kirkens auspicier – som kopist i bispegården.

Forinden har Vestrup tugtet kirken og dens mænd, hvad Pontoppidan jo også på nogenlunde samme tid gør i eget navn i sit foredrag i Aalborg og Horsens i begyndelsen af 1914. Således skoser Vestrup "den magtsyge Kirke, som alle Midler er lige gode, bare de giver Anseelse og Myndighed i denne stakkels Verden"91. Samme opfattelse lagde Kierkegaard for dagen under sin kirkekamp i 1854-55, hvorfra Vestrup i det hele taget synes at hente en god del af sin retoriske ammunition, således allerede, da han efter at være smidt ud af statskirken over for sin menighed skrifter sit utugtige forhold til en ungdomskæreste:

Han talte med høj Røst, bekendte med skaanselsløs Aabenhed sin Brøde for Menigheden, der ved denne ene Lejlighed havde indfundet sig fuldtallig, saa mange maatte staa op ude i Midtergangen. Men derpaa vendte han sig mod det Præsteskab, der havde forskudt ham. Han sagde, hvad han nu vidste, at hans Synd, saa grim den ogsaa var, dog i Vorherres Øjne var ringe i Sammenligning med den Skamløshed, hvormed snart sagt alle Guds Tjenere forraadte hans Kirke og forfalskede Evangeliet. Han erklærede, at Vorherre hellere saae Drukkenbolte, Skørlevnere, ja Røvere og Mordere staa paa Landets Prækestole end disse fjantede og æresyge Præster, der bolede med Verden og kildrede de ugudeliges Øren med løsagtig Snak om de højeste Ting.92

Også når Vestrup søger at vække dvaske bønder og magelige borgere til et alvorligere forhold til Kristus end det blot titulære, fornemmer man Kierkegaard som inspirationskilden. "I [Kristi] Fodspor rejste Angsten og Fortvivlelsen sig, og de fromme Hjerter bævede,"93 erklærer han således i polemik mod kirkens behagesyge limonadekristendom. "Hvor er dit bævende Hjerte," må Gud ifølge Vestrup spørge enhver af alle disse glade kristne? "Hvor er de Taarer, du har grædt over dig selv? Hvor er din Angst og dine Nætters Kummer?"94 Og så græder Vestrup over sig selv og går bort, hvorefter reaktionen er, som den ifølge Kierkegaard skal være, hvis der skal være tale om sand forkyndelse: "Var det en gal Mand eller en Profet? Eller var det bare en Komediespiller?"95

Vestrup viser sig i den sidste ende hverken at være det ene eller det andet og ej heller en komediant, men en stakkel, der oprigtigt har troet på sin fallerede mission. Mens Emanuel Hansted i Det forjættede Land fik en tvetydig skæbne, hvor man ikke uden videre kunne afgøre, om han var en galning eller et sandhedsvidne, så er der ingen tvivl i De Dødes Rige. Her er det bestående både i politisk og gejstlig henseende blevet så prosaisk, at der slet ikke er mulighed for at iscenesætte passionen. Altså ender Vestrup hverken som hospitalslem eller martyr, men som en menneskesky eremit midt i mængden.


Sammenfattende for Pontoppidans tre store romaner tør man nok hævde, at han trods sin forfægtelse af etikkens gyldne middelvej mellem æstetikkens og religionens ekcentriske forsøg på at mestre den eksistentielle fortvivlelse netop skildrer de fortvivlede eskapister på bekostning af de forbilledlige borgere. Det samme er tilfældet i Kierkegaards forfatterskab, hvor etikeren Assessor Wilhelm står som en ensom støtte blandt et væld af æstetikere og religiøse, der alle er optaget af at konfrontere det borgerlige samfund med deres tvivl og tro. Man erindrer derfor Brandes’ ord om Kierkegaards forfatterskab:

"Betegnende nok er det ikke lykkedes ham at give andre Personligheder nogenlunde Synlighed for Øjet end Fortvivlelsens Apostle. Det laa i, at han trods sit Forsøg paa at indkile den sædelige Livskres mellem den æstetiske og den religiøse, i Virkeligheden kun troede paa to Muligheder: Lystlære eller Forsagelseslære, Nydelsens eller Afholdenhedens Liv; begge Livsformer voksede for hans Blik til en saadan Magt, at de trykkede den mellemliggende, naturlige og menneskelige Væreform ihjel."96

Deskriptivt er der overensstemmelse mellem Kierkegaard og Pontoppidan i opfattelsen af fortvivlelsen, men normativt kommer de ikke overens. Tydeligst fremgår denne uenighed i slutningen af De Dødes Rige, hvor den hidtil så farisæiske pastor Johannes Gårdbo endelig renoncerer på sit diktatoriske evangelium og rejser til Jylland for at forliges med sin bror, Povl Gårdbo, og således forjætter os en sundere menneskeslægt uden fanatismens og ekstremismens sæd – altså med Brandes’ ord "den mellemliggende, naturlige og menneskelige Væreform".


Som nævnt giver Pontoppidan i skikkelse af Mads Vestrup en hvas kritik af den statsautoriserede gejstlighed, men i De Dødes Rige repræsenteres kritikken i højere grad af den gamle, liberale politiker, Enslev. Dog er deres fokus ikke det samme, for mens Vestrups kritik sigter på de forkyndende præster, sigter Enslevs på de politiserede præster eller – som han kalder dem – "ornatklædte Politikere"97. De to perspektiver på præsternes gerning, det teologiske og det politiske, samles imidlertid i Pontoppidans foredrag om Kirken og dens Mænd, som han jo holdt i 1914, mens han endnu arbejdede på De Dødes Rige.

Foredraget, som kort efter udkom på tryk, indledes med en fanfare, som Pontoppidan næppe kan have været i tvivl om, ville blive forstået som en reference til Kierkegaards herostratisk berømte kirkekamp tres år tidligere:

"Vi har her i Landet elleve Hundrede funktionerende Præster, der Søndag efter Søndag står på Prækestolene og ivrer mod anderledes tænkende. Jeg har ment, at de engang imellem bør møde Modkritik, og jeg tror, at det navnlig for Tiden er gavnligt, også for Kirken selv, at dens Forhold bliver belyst så alsidigt som muligt. Mine Ord her skulde være et beskedent Bidrag dertil."98

I sine kirkekampsartikler henviser Kierkegaard gerne på lignende vis til præsterne som 'de tusinde næringsdrivende embedsmænd', der synes mere optaget af at tugte enhver, der anfægter deres autoritet, end af at forkynde det Nye Testamentes kristendom. Under titlen "Den religieuse Tilstand" i dagbladet Fædrelandet skriver han eksempelvis:

"Vi har, om man saa vil, en fuldstændig Besætning af Bisper, Provster, Præster; lærde, udmærket lærde, talentfulde, begavede, menneskeligt velmenende declamere de alle – godt, meget godt, udmærket godt eller temmelig godt, maadeligt, slet – men ingen af dem er i Charakter af det nye Testamentes Christendom, saa lidt som i Charakter af at stræbe i Retning af det nye Testamentes Christendom."99

Pontoppidan anfægter ligeledes præsternes autoritet, fordi de også efter hans opfattelse selv savner den ånd, de taler om; "dersom de sad inde med den klippefaste Tro, der gør Sindet rigt og skaber den store Patos", siger Pontoppidan, "ja, så kunde man tilnød forstå, at de har bevaret deres Privilegium så uantastet."100

I stedet for lidenskabelige kristne er de blevet lærde teologer, der strides om kristendommen som en lære, hvad den ifølge Kierkegaard netop ikke er – i det mindste kun forstået som en eksistenslære, der meddeler sig ved gudmenneskets paradoksale eksistens, der for den kristne skal være troens og efterfølgelsens genstand.

Præsterne er blevet næringsdrivende som hine præster på Randers-egnen i Pontoppidans barndom; "trods Mynster og Grundtvig", forklarer Pontoppidan nu i sit foredrag, "trods Søren Kierkegård og Martensen, trods den uafbrudte Kimen og Klemten, der havde lydt fra København i mere end et halvt Århundrede, var det de fleste Steder Kostalden og Marken, Svinehuset og Møddingen, der optog Præsternes daglige Tanker."101

Og trods Pontoppidans eget ubehag ved Kierkegaards troldenatur må man her forstå, at han sætter ham langt over disse prosaiske præster, hvilket bekræftes af en skjult, men ikke desto mindre klar henvisning til ham kort efter.

Hvad vi for det meste hører i Kirkerne, er tænksomme Menneskers fromme Betragtninger eller Prækner med overvejende moraliserende Tendens.102

I den trykte udgave af foredraget er 'Betragtninger' kursiveret, hvilket man dårligt kan forstå som andet end en hentydning til Kierkegaard, der hyppigt skoser præsterne for at anstille distancerende "Betragtninger" frem for at vække menigheden til selvprøvelse og anspore den til efterfølgelse. Denne polemik har Pontoppidan formentlig kendt fra Indøvelse i Christendom, som Brandes anbefalede i sin biografi, og som han selv lånte på Universitetsbiblioteket i 1895. Kierkegaard skriver eksempelvis:

Snart er det kommet saa vidt, at skjøndt der ofte nok prædikes om, eller rettere anstilles "Betragtninger" over, hvad det vil sige at følge Christum efter, hvad det er at være en Christi Efterfølger o.s.v., frembringer Talen dog, hvis den overhovedet frembringer nogen Virkning, kun den, at den bestyrker Beundrere i at beundre Christendommen, og engang imellem vinder denne en ny Beundrer. Men Beundreren er jo ikke i strengeste Forstand den sande Christen, det er kun Efterfølgeren.103

I Indøvelse i Christendom kunne Pontoppidan også finde den lidenskabelige interesse for kristendommen som en afgørende og forandrende faktor i den enkeltes eksistens, som han efterlyser i foredraget. Her beklager han sig over, at man som tilhører i kirkerne om søndagen, ikke får ét ord at høre, "der fortæller om en selvstændig indre Oplevelse af Betydning eller blot en virkelig dyb, personlig Grebethed."104 Det samme gør sig gældende for hovedparten af den kirkelige litteratur, som Pontoppidan giver dette skudsmål:

Det er velmente og ofte velskrevne Bøger, gerne med et skønliterært Tilsnit og med literære eller videnskabelige Pretensioner. Men yderst sjælden støder man på en Personlighed, der bærer Mærker efter en Korsfæstelse af Ånden eller Kødet, eller på et Udtryk for virkelig Glæde, den ægte og dybe Glæde, der alene vindes gennem Kamp og Lidelse. De fleste af disse Skrifter synes at være kommen til Verden i al Hyggelighed ved en Pibe Tobak og en Kop Te. Og så tænker jeg endda slet ikke på den Skylle af Andagtsbøger og Opbyggelsesskrifter og Prækensamlinger, der er slet og ret merkantil Spekulation, en Industri i Pjat.105

Dette sarkastiske udfald har utvivlsomt også sin rod i Kierkegaards kirkekamp, som Pontoppidan jo kender fra Øieblikket. Ikke mindst udtrykket ‘pjat’ ynder Kierkegaard at bruge om præsternes gemytlige søndagsprædikener og den trivialiserende udlægning af Evangeliet. Man værner sig netop over for Evangeliets fordringer ved at pjatte: "Vær Piat – og Du skal see, alle Vanskeligheder forsvinde!"106

Pjatteriet ser Pontoppidan også i, at en præst, af hvem man burde kunne forvente et lidenskabeligt trosforhold107, ikke rystes af, at filologi, historie og videnskab rokker ved troens fundamentale dogmer, men køligt tager det til efterretning, som havde det med alt andet at gøre end noget så afgørende som hans evige salighed. Kierkegaard beskriver det samme fænomen ved at sammenligne med, hvordan en sådan præst nok skulle have gjort anskrig og fået sved på panden, hvis man i stedet have betvivlet ægtheden af dén hundrederigsdalerseddel, han havde liggende i sin pung.'3

Omtrent den samme analogi bruger Pontoppidan ved at sammenligne den blaserte præst med en mand, der har levet trygt af sine midler, men en dag får underretning om, at hovedparten af hans værdipapirer på grund af et krak har mistet deres værdi. I et sådant tilfælde ville man nok kunne spore katastrofen på manden, men det kan man dårligt på præsten, selvom det er hans evige salighed, der står på spil, og ikke blot hans timelige velfærd.108

Pontoppidan raillerer desuden over ordinationerne og al den højtidelighed, de forlenes med. "Her træder selve Bispen dem imøde i guldbaldyret Skrud",109 skriver Pontoppidan som et ekko af Kierkegaard, der gerne omtalte biskoppen som en ‘silkemand’ på grund af hans påklædning, der syntes at røbe hans højvelbårenheds foragt for menighedens evne til at forstå det Nye Testamentes manende ord om at vogte sig for mænd i bløde klæder.

Ligeledes har Pontoppidan som i sin tid Kierkegaard – og forresten også som Schaff i selvbiografien – blik for det barokke, at de unge præster kommer til præstevielsen med kæreste eller kone under armen, så man allerede hinsides Vor Frue Kirkes pragt øjner den hyggelige præstegård med storkerede på taget og et væld af unger indendørs. "Thi Livets Alvor er da ikke al denne Endelighedens og Travlhedens Travlhed med Næringsvei, Levebrød, Embedsstilling, Børneavlen", som Kierkegaard skriver i Indøvelse i Christendom.110

Pontoppidan tager også Kierkegaards spørgsmål om, hvad et "Sandhedsvidne"111 er, op til fornyet drøftelse i sit foredrag. Han mener nok, at en præst tidligere – og det vil da omtrent sige før reformationen – kunne tælle som et sådant sandhedsvidne, når han med hele kirkens tusindårige autoritet forkyndte sandheden. Men når denne sandhed ikke længere fremstår som én, da præsten i dagens Danmark – og som allerede på Grundtvigs og Kierkegaards tid – "gør Prækestolen til Kateder for sine Privatmeninger",112 så ligger der for disse meninger ikke anden autoritet til grund end præstens personlige. På den måde ser Pontoppidan en diskrepans mellem forkyndelsens subjektive præg og den nimbus af objektiv sandhed, som kirken med al dens hævdvundne autoritet, ærefrygt og staffage forlenes med.


Foredraget om Kirken og dens Mænd afslutter Pontoppidan med en allegori over præsternes myndighedstab. Han forestiller sig nemlig, at deres pibekraver er helgenglorier, "der er faldet dem ned om Halsen, fordi Hovedet har været for lille"113. Og så henviser han til en scene i Oehlenschlägers tagedie, Hakon Jarl, hvor jarlen prøver den kongekrone, som er smedet til ham efter den gamle konges mål. Uheldigvis har jarlen ikke det samme format, så kronen glider ned over øjnene på ham. Da udbryder smeden: "Den bære Kronen, som er Kronen voksen!"114

Pontoppidan har bestemt ikke set Kierkegaard som en helgen, men tværtimod som Brandes ment, at der var mere pietet end fromhed i hans forhold til kristendommen. Til gengæld har Pontoppidan kunnet respektere Kierkegaard for, at han med Brandes’ ord var "utilbøjelig (...) til selv at kalde sig Kristen og mere søgende i kristelig Retning end egentlig sikker paa sin Tro"115. Det er det, Kierkegaard selv kalder "Redelighed", og som i forlængelse af Pontoppidans allegori kan udtrykkes sådan, at han slet ikke gør krav på en krone, som han udmærket ved, han ikke kan bære.

 
[1] Henrik Pontoppidan Erindringer. Samlet Udgave af Drengeaar, Hamskifte, Arv og Gæld, Familjeliv, Gyldendal 1962, s. 160. tilbage
[2] Flemming Behrendt skriver i note 17 i sit kandidatspeciale:

Jeg kan ikke lade være med her at anføre en formodning, der blev bekræftet ved læsningen af HPs breve til Gustav Philipsen, nemlig at Kierkegaard i denne sammenhæng må have spillet en vis rolle. HP satte på sine gamle dage ikke Kierkegaard højt, og af hans Erindringer må man forstå, at han tidligt gjorde sig færdig med ham (Arv og Gæld 41, Familjeliv 80). I Lykke-Per betegnes Kierkegaard og Grundtvig som "hjemmeavlede Originaler" (A VI 36). Af (udateret) brev til Philipsen fra efteråret 1895 fremgår det imidlertid, at HP havde lånt en Kierkegaard-bog på (Universitets)biblioteket. Et eftersyn af låneprotokollerne på UB viste da også en tilsyneladende ret systematisk Kierkegaard-læsning: 25.3.93: Stadier, 28.11.94: Øjeblikket 1-9, 15.12: Frygt og Bæven, 15.1.95: Forord og Indøvelse i Christendom, 12.2.: Afsl. Efterskrift, 1.3.: Phil. Smuler og 4.5.: Kjærlighedens Gerninger. Endelig 20.1.96: Gjentagelsen. Den forholdsvis store afstand mellem lånene tyder på en grundig læsning (HP lånte nov.94-maj 95 ikke andre bøger på UB). Først i juni 95 (den 26.) kan HP meddele Philipsen, at "min nye Adam skrider jævnt fremad". Lad være, at den grundlæggende Kierkegaard-læsning fandt sted allerede i Hjørlunde-tiden – her synes den ikke mindre intens. Har HP følt, at han manglede forudsætninger for at skildre sin nye Emanuel indefra? Det forekommer nu rimeligt. Den Kierkegaard-bog, der kommer nærmest den ovf. udviklede tankegang, nemlig Begrebet Angest (afsnittet om det dæmoniske) mangler vel blandt lånene, men netop denne bog kan HP jo have ejet. – At låneprotokollernes "H. Pontoppidan" er HP, kan der næppe være tvivl om, da det af brev til Philipsen 26.6.95 fremgår, at HP var låner på UB.

tilbage
[3] Matt 5,4. tilbage
[4] Georg Brandes: Samlede Skrifter bd. 2, 2. udg., Gyldendal 1919, s. 349. tilbage
[5] Pontoppidan omtaler senere, ifølge en artikel af Carl Henrik Clemmensen i Dagens Nyheder den 21. feb. 1927, biografien som Brandes´ "ypperlige Afhandling om Søren Kierkegaard." tilbage
[6] Georg Brandes: Samlede Skrifter bd. 2, 2. udg., 1919, s. 254. tilbage
[7] Opus cit. s. 254f. tilbage
[8] store Tungsindige: Henrik Pontoppidans breve bd. 2, udvalgt og kommenteret af Carl Erik Bay og Elias Bredsdorff, 1997, s. 152. tilbage
[9] Henrik Pontoppidan Erindringer. Samlet Udgave af Drengeaar, Hamskifte, Arv og Gæld, Familjeliv, 1962, s. 221. tilbage
[10] Henrik Pontoppidans breve bd. 2, udvalgt og kommenteret af Carl Erik Bay og Elias Bredsdorff, 1997, s. 17. Sé også et brev fra Pontoppidan til forlæggeren Aage Hirschsprung anno 1900:

Danskerne har Ideerne, Nordmændene udnytter dem. Uden Kierkegård ingen Ibsen, uden Grundtvig ingen Bjørnson, o.s.v.

tilbage
[11] Henrik Pontoppidans breve bd. 2, udvalgt og kommenteret af Carl Erik Bay og Elias Bredsdorff, 1997, s. 128f. tilbage
[12] Henrik Pontoppidans breve bd. 1, udvalgt og kommenteret af Carl Erik Bay og Elias Bredsdorff, 1997, s. 320 tilbage
[13] Henrik Pontoppidans breve bd. 1, udvalgt og kommenteret af Carl Erik Bay og Elias Bredsdorff, 1997, s. 349f. tilbage
[14] Henrik Pontoppidan Erindringer. Samlet Udgave af Drengeaar, Hamskifte, Arv og Gæld, Familjeliv, 1962, s. 37. tilbage
[15] Henrik Pontoppidan Erindringer. Samlet Udgave af Drengeaar, Hamskifte, Arv og Gæld, Familjeliv, 1962, s. 107. tilbage
[16] Henrik Pontoppidan Erindringer. Samlet Udgave af Drengeaar, Hamskifte, Arv og Gæld, Familjeliv, 1962, s. 107f. Der sigtes til Matt 9,17: "Ingen sætter en lap af ukrympet stof på en gammel kappe; for så river lappen den i stykker, og hullet bliver værre." tilbage
[17] Henrik Pontoppidan Lykke-Per, 15. udg., Kbh. 1984, bd. 2, s. 66f. – Schaff sammenligner i Hamskifte brandianismen "med den Sensation en Handelsrejsende i Damekonfektion kan foraarsage i Lemvig med Parisermoder fra i Forfjor" (Henrik Pontoppidan Erindringer. Samlet Udgave af Drengeaar, Hamskifte, Arv og Gæld, Familjeliv, 1962, s. 133). Og i Arv og Gæld krediteres Schaff for spottende at have omtalt Brandes’ "Underholdningstalent", der forledte unge mennesker til "en bedragerisk Forestilling om, at de selv havde baade læst og gennemtænkt det altsammen og derfor i mange Tilfælde lod sig nøje med denne behagelige Indbildning" (samme, s. 161). tilbage
[18] Henrik Pontoppidan Erindringer. Samlet Udgave af Drengeaar, Hamskifte, Arv og Gæld, Familjeliv, Kbh. 1962, s. 108. tilbage
[19] Henrik Pontoppidan Erindringer. Samlet Udgave af Drengeaar, Hamskifte, Arv og Gæld, Familjeliv, 1962, s. 134. tilbage
[20] Det forjættede Land (1918), "Muld", 3. bog, kap. 10. tilbage
[21] Det forjættede Land (1918), "Muld", 4. bog, kap. 5. tilbage
[22] Det forjættede Land (1918), "Det forjættede Land", 2. bog, kap. 8. tilbage
[23] Det forjættede Land (1898) "Dommens Dag", 2. Bog, kap. 6. tilbage
[24] Det forjættede Land (1898) "Det forjættede Land", 3. Bog, kap. 6. tilbage
[25] Det forjættede Land (1898) "Dommens Dag", 3. Bog, kap. 1. tilbage
[26] Det forjættede Land (1898) "Dommens Dag", 3. Bog, kap. 1. tilbage
[27] To opbyggelige Taler, 1843, i SKS 5, 51,22-27. tilbage
[28] Det forjættede Land (1898) "Dommens Dag", 1. Bog, kap. 4. tilbage
[29] Det forjættede Land (1898) "Dommens Dag", 1. Bog, kap. 7. tilbage
[30] Det forjættede Land (1898) "Dommens Dag", 2. Bog, kap. 5. – Jf. også i det flg., hvor pastor Petersen fortsætter:

"Jeg kender det fra mig selv. Jeg veed af Erfaring, hvor svært det falder, naar man har drømt om at blive Profet og Helgen, da at forlige sig med Tanken om at være en slet og ret Pastor Petersen. Jeg veed, hvor langt mere Selvovervindelse der kræves for at bøje sig ind under den sande Kristendoms Lov, Lighedens og Broderskabets Lov: at gøre sig til eet med sine Omgivelser, – hverken større eller ringere, hverken værre eller bedre!"

... en sund, protestantisk forestilling! ... men sammenhold i øvrigt med indledningen til anden del af Sygdommen til Døden (1849):

Hans Kollision er egentligen denne: er han den Kaldede, er Pælen i Kjødet Udtrykket for, at han skal bruges til det Overordentlige, er det for Gud ganske i sin Orden med det Overordentlige, han er blevet? eller er Pælen i Kjødet Det, han skal ydmyge sig under, for at naae det almene Menneskelige? (SKS 11, 192,29-33.)

tilbage
[31] Det forjættede Land (1898) "Dommens Dag", 2. Bog, kap. 3. tilbage
[32] Det forjættede Land (1898) "Dommens Dag", 3. Bog, kap. 1 ("Og hvorfor vil du forarges paa mig?" og "Dommens Dag er nær!"); og 4. Bog, kap. 4 ("Du gør dig saa mange Bekymringer, Betty. Kun eet er fornødent!") tilbage
[33] Det forjættede Land (1898) "Dommens Dag", 4. Bog, kap. 5. tilbage
[34] Det forjættede Land (1898) "Dommens Dag", 5. Bog, kap. 4. tilbage
[35] Pers motto, hans "Livsløsen": "Jeg vil", jf. Lykke-Per, 9. kap. (Tranebogsudgaven bd. I, s. 256.) tilbage
[36] Opus cit. kap. 27, jf. Tranebogsudgaven, bd. II, s. 396. tilbage
[37] Opus cit. kap. 3, jf. Tranebogsudgaven, bd. I, s. 84. tilbage
[38] Georg Brandes: Samlede Skrifter bd. 2, 2. udg., Kbh. 1919, s. 285. tilbage
[39] Lykke-Per, kap. 28 (Tranebogsudgaven bd. II, s. 402. tilbage
[40] Lykke-Per, kap. 9 (Tranebogsudgaven bd. I, s. 397. tilbage
[41] SKS7, 573,3f. tilbage
[42] "Pieteten er noget fra Fromhed højst Forskelligt, skønt disse Ord bogstavret betyder det Samme: Fromheden er umiddelbart grebet, den folder tillidsfuldt sine Hænder; Pieteten vil ikke anvende Kritik, den bryder forsætligt sine kritiske Instrumenter. Kierkegaard havde liden Fromhed, men megen Pietet." Georg Brandes: Samlede Skrifter bd. 2, 2. udg., 1919, s. 251. tilbage
[43] Lykke-Per, kap. 9 (Tranebogsudgaven bd. I, s. 398. tilbage
[44] Lykke-Per, kap. 2 (Tranebogsudgaven bd. I, s. 61. tilbage
[45] Samvittigheden: "dette ubestemmelige, spøgelseagtige noget, der pludselig satte én et Troldespejl for Øjnene, hvori man saae sig selv i hæslig forvrænget Skikkelse." Henrik Pontoppidan Lykke-Per, kap. 5, Tranebogsudgaven, bd. 1, s. 128. tilbage
[46] Henrik Pontoppidan Lykke-Per, kap. 13, Tranebogsudgaven, bd. I, s. 358. tilbage
[47] Henrik Pontoppidan Lykke-Per, kap. 17, Tranebogsudgaven, bd. II, s. 66f. tilbage
[48] Georg Brandes: Samlede Skrifter bd. 2, 2. udg., Kbh. 1919, s. 264-273 (kap. X), især s. 268f. tilbage
[49] Henrik Pontoppidan Lykke-Per, kap. 26, Tranebogsudgaven, bd. II, s. 380. tilbage
[50] Opus cit. kap. 27, Tranebogsudgaven bd. II, s. 394. tilbage
[51] Opus cit. kap. 27, Tranebogsudgaven s. 399; Samme side: "Ofret var bragt! Og han lovede sig selv at holde ud til det sidste". tilbage
[52] Georg Brandes: Samlede Skrifter bd. 2, 2. udg., Kbh. 1919, s. 267. tilbage
[53] Opus cit. kap. 28, Tranebogsudgaven bd. II, s. 411. tilbage
[54] Opus cit. kap. 27, Tranebogsudgaven bd. II, s. 397. tilbage
[55] Opus cit. kap. 20, Tranebogsudgaven bd. II, s. 192. tilbage
[56] Opus cit. kap. 20, Tranebogsudgaven bd. II, s. 180. . Jf. også Pers ligefremme forståelse af forholdet mellem Gud og menneske: "Hjælp dig selv, så hjælper Gud dig." Hvortil Fjaltring hovedrystende replicerer: "Guds Hjælp – det er netop ingen Hjælp." Opus cit. kap. 21, Tranebogsudgaven bd. II, s. 243. tilbage
[57] Opus cit. kap. 19, Tranebogsudgaven bd. II, s. 147. tilbage
[58] Opus cit. kap. 18, Tranebogsudgaven bd. II, s. 139. tilbage
[59] SKS 4, 418,34. tilbage
[60] Opus cit. kap. 22, Tranebogsudgaven bd. II, s. 253. tilbage
[61] Opus cit. kap. 25, Tranebogsudgaven bd. II, s. 327. tilbage
[62] Opus cit. kap. 22, Tranebogsudgaven bd. II, s. 147. tilbage
[63] Opus cit. kap. 21, Tranebogsudgaven bd. II, s. 222. tilbage
[64] Opus cit. kap. 25, Tranebogsudgaven bd. II, s. 334. tilbage
[65] Øieblikket, nr. 4, Kbh. 1855, s. 4. tilbage
[66] Øieblikket, nr. 9, Kbh. 1855, s. 11. tilbage
[67] Opus cit. kap. 25, Tranebogsudgaven bd. II, s. 334. tilbage
[68] Med reference til Corsar-affæren i 1846 skriver Brandes:

Hidtil havde han bestandig nærmest opfattet Kristendommen fra den intellektuelle Side; den var ham det for Forstanden Paradokse. Nu trænges denne intellektuelle Side mere og mere tilbage for den passionelle. Kristendommens teoretiske Væsen, der havde opfyldt det første Tidsrum af hans religiøse Skribentvirksomhed, optager ham fra nu af mindre end dens praktiske Karakter. Paradokset viger for Passionen. At være Kristen er fra nu af Martyriet. (Georg Brandes: Samlede Skrifter bd. 2, 2. udg., Kbh. 1919, s. 346)

tilbage
[69] Georg Brandes: Samlede Skrifter bd. 2, 2. udg., Kbh. 1919, s. 330. Brandes skriver om Kierkegaards følelsesliv, "at han ikke egenlig følte Lysten, før den nærmede sig til og forvandlede sig til Smerte – Smerten blev ham en Lyst." (s. s. s. 288.) tilbage
[70] Opus cit. kap. 26, Tranebogsudgaven bd. II, s. 379. tilbage
[71] Opus cit. kap. 26, Tranebogsudgaven bd. II, s. 350. tilbage
[72] Opus cit. kap. 26, Tranebogsudgaven bd. II, s. 374, jf. samme kapitel, s. 362. tilbage
[73] Opus cit. kap. 26, Tranebogsudgaven bd. II, s. 379. tilbage
[74] Opus cit. kap. 28, Tranebogsudgaven bd. II, s. 412. tilbage
[75] Henrik Pontoppidan De dødes rige, 4. udg. (1922) Første Bog, kap. II; Tranebogsudgaven, bd. 1, s. 12. tilbage
[76] Henrik Pontoppidan De dødes rige, 4. udg. (1922) Sjette Bog, kap. V; Tranebogsudgaven, bd. 2, s. 102. tilbage
[77] Opus cit. s. Første Bog, kap. X; Tranebogsudgaven, bd. 1, s. 58f. tilbage
[78] SKS 2, 32,12f. tilbage
[79] SKS 3, 158,10-12. tilbage
[80] Opus cit. s. Første Bog, kap. XIV; Tranebogsudgaven, bd. 1, s. 92. tilbage
[81] Opus cit. s. Anden Bog, kap. X; Tranebogsudgaven, bd. 1, s. 133. tilbage
[82] Opus cit. s. Tredje Bog, kap. X; Tranebogsudgaven, bd. 1, s. 208. tilbage
[83] Opus cit. s. Tredje Bog, kap. X; Tranebogsudgaven, bd. 1, s. 209. tilbage
[84] Opus cit. s. Tredje Bog, kap. X; Tranebogsudgaven, bd. 2, s. 11ff. tilbage
[85] Henrik Pontoppidan Erindringer. Samlet Udgave af Drengeaar, Hamskifte, Arv og Gæld, Familjeliv, Kbh. 1962, s. 160.; tilbage
[86] Opus cit. s. Femte Bog, kap. II; Tranebogsudgaven, bd. 2, s. 15. tilbage
[87] Opus cit. s. Sjette Bog, kap. IV; Tranebogsudgaven, bd. 2, s. 96. tilbage
[88] Opus cit. s. Sjette Bog, kap. II; Tranebogsudgaven, bd. 2, s. 90. tilbage
[89] SKS 3, 157,11. tilbage
[90] SKS 3, 157,29-32 tilbage
[91] Opus cit. s. Tredje Bog, kap. VIII; Tranebogsudgaven, bd. 1, s. 194. tilbage
[92] Opus cit. s. Første Bog, kap. VIII; Tranebogsudgaven, bd. 1, s. 43f. tilbage
[93] Opus cit. s. Tredje Bog, kap. VIII; Tranebogsudgaven, bd. 1, s. 194. tilbage
[94] Opus cit. s. Tredje Bog, kap. VIII; Tranebogsudgaven, bd. 1, s. 196. tilbage
[95] Opus cit. s. Tredje Bog, kap. VIII; Tranebogsudgaven, bd. 1, s. 197. tilbage
[96] Georg Brandes: Samlede Skrifter bd. 2, 2. udg., Kbh. 1919, s. 307. tilbage
[97] Opus cit. s. Tredje Bog, kap. VII; Tranebogsudgaven, bd. 1, s. 186. tilbage
[98] Henrik Pontoppidan: Kirken og dens Mænd. Et Foredrag, 2. opl., Kbh. og Kristiania 1914, s. 5. tilbage
[99] Fædrelandet den 26. marts 1855, nr. 72, s. 297. tilbage
[100] Henrik Pontoppidan: Kirken og dens Mænd. Et Foredrag, 2. opl., Kbh. og Kristiania 1914, s. 12. tilbage
[101] Opus cit. s. 13. tilbage
[102] Opus cit. s. 16. tilbage
[103] Indøvelse i Christendom, Kbh. 1850, s. 273 (endnu ikke udkommet i SKS) tilbage
[104] Opus cit. s. 16. tilbage
[105] Opus cit. s. 17. tilbage
[106] Øieblikket, nr. 9, Kbh. 1855, s. 12; jf. "En Vanskelighed ved det nye Testamente" i Øieblikket, nr. 2, Kbh. 1855, s. 22:

Men forunderligt nok, Det, som der destoværre er en kun altfor uhyre Masse af i denne Verden, ja Det, som egentligen er denne Verdens Gehalt: Vrøvl, Jammerlighed, Middelmaadighed, Pjat, Pjank, at lege Christendom, at forvandle Alt til Talemaader o.s.v., dette er der i det nye Testamente slet ikke taget Hensyn til.

tilbage
[107] Pontoppidan savner en lidenskabelig tro som den, der kunne få Povl Resen til at bønfalde herren om at lade hans højre hånd visne, hvis han slettede en tøddel af Luthers lille katekismus [s. 24]. tilbage
[108] Opus cit. s. 22f. tilbage
[109] Opus cit. s. 6. tilbage
[110] Indøvelse i Christendom. Af Anti-Climacus, Kbh. 1850, s. 203. tilbage
[111] Opus cit. s. 8. tilbage
[112] s. s. tilbage
[113] Opus cit. s. 29. tilbage
[114] Opus cit. s. 30. tilbage
[115] Georg Brandes: Samlede Skrifter bd. 2, 2. udg., Kbh. 1919, s. 336. tilbage
[116] seneste udgave: Det forjættede Land, 5. udg. 1918; Lykke-Per, 4. udg. 1918, De Dødes Rige, 4. udg. 1922. tilbage
['1] Schaff: Se herom Schaff. tilbage
['2] Ligegyldighed: I alle tidligere udgaver står her "Livs-Ligegyldighed". Udgaven er den sidste HP havde ansvar for, men alligevel er der grund til at antage dette for en sætterfejl. tilbage
['3] Kildehenvisning? tilbage