Henrik Pontoppidan til Georg Brandes
Sendt fra Wiesbaden. 16. februar 1912

Sorteper må ikke mages

Kære Georg Brandes!

Forinden De forsvinder i den arabiske Ørken, må jeg sende Dem en Hilsen med Tak for Deres Brev og den anden gode Læsning, De har glædet mig med. Hertil henregner jeg også en Kronik¹, De for nogen Tid siden lod trykke i "Politiken", om Opførelsen af et Par antike græske Skuespil i Paris. Jeg ser ellers ikke Bladet her, men en dansk Besøgende efterlod et Ekpl ude i Entreen, og et lykkeligt Tilfælde vilde, at der var den nævnte Artikel af Dem deri. Jeg kan ikke nærmere gøre Rede for, hvorfor den virkede så oplivende på mig; men det var vel især, fordi Indholdet af Euripides' Stykke, som jeg ikke kendte, blev mig levendegjort og Fremstillingen sanseliggjort ved det Trylleri, der nu engang er Deres Kunsts Hemmelighed.

2 Da jeg hørte, at De havde skrevet en Slags Novelle i "Ill. Tid." for 4^d Febr², altså i selve Deres eget Fødselsdags-Festnummer, skaffede jeg mig Bladet sendt herned, så også den har jeg læst. På Grund af Titlen "Sorteper" havde jeg forestillet mig Kærnen i den lidt anderledes. Det afgørende i Kortspillet af samme Navn er jo det, at Sorteper ikke må mages. Det er den Forbandelse, der hviler over Sparknægt fra Spillets Begyndelse, at han er fordømt til Ensomhed. Mens alle de andre Herrer og Damer efterhånden finder deres Genbillede og samles i Glæde og Samdrægtighed, går Sorteper fra Hånd til Hånd og spreder allevegne Uro og Skræk omkring sig, og ved Spillets Ende sidder han alene tilbage uden at have fundet nogen Ligemand. Sådan er jo de fleste ualmindelige Menneskers Skæbne – og den har været Deres, og den var bleven Deres også uden alle Skidtmads'er, fordi det nu engang er fastsat sådan i Spillets Regler.

3 Om mine egne Vers i "Politiken" må jeg blot have Lov til at sige dette: De havde ikke lagt Skjul på Deres Lede ved Tanken om at skulle være Genstand for "Festtaler". Da jeg nu ikke vilde være helt tavs ved ^den√ Lejlighed, blev det til et Nødskrig. I det Nummer af "Ill. Tid.", som jeg før nævnede, skriver Dr. Hans Brix, at han rimeligvis vilde komme Deres Tanke temmelig nær, dersom han sagde, at Udviklingen herhjemme i de sidste 40 År er gået et Hanefjed fremad. Jeg er slet ikke sikker på, at han har Ret i sin Formodning. Selv mener jeg, at Folket i sin Helhed er gået adskillige Gåsefjed tilbage i åndelig Kultur. Samtidig med Dem fremstod Vilh. Beck, der blev Fader til "Indre Mission". Det var jo kun den naturlige Reaktion; men det var dog næppe ventet, at den skulde fænge, som den har gjort. I min Barndom sad rundtom Randers næsten udelukkende ganske verdslige Præster af St Blichers Art, Folk som Pastor Kahrs, hvis Profil jeg har opridset i "Ung Elskov", en Kristian Mantzius i Præstekjole. Trods Münster og Grundtvig og Ingemann og Kierkegård, var 4 Forholdet sikkert omtrent således over hele Landet, at af 100 Præster var der ikke mere end 10 virkelig pålidelige Arbejdere i Vingården. Nu er Forholdet akkurat det omvendte. Mine egne Ungdomslærere på den polytekniske Skole – Adolf Steen, Carl Holten, Julius Petersen o.s.v. – var alle stejle Fritænkere; kun om ^en√ eneste vidstes det, at han var Kirkegænger. Nu er Forholdet også dèr vistnok vendt om – dèr, hvor ^dog√ Naturvidenskaberne er enerådende. Men hvad der synes mig langt mere nedslående, er en Sag som den Arboe-Rasmussen'ske. Med Glædeshyl hilses Manden af vort radikaleste Frisind, fordi han, skønt Præst, begynder at nære Tvivl om den ubesmittede Undfangelse. Det er Lysglimtet i Mørket! Det er det Hanefjed, Kirken har taget i de sidste 40 År! Efter at have berøvet den stakkels Maria hendes Jomfrudom, vil den danske Folkekirke igen føle sig som en hel ^moderne√ Karl, der igen er Situationens Herre. Det skal snart mærkes!

Vi ønsker Dem en lykkelig Rejse og en god Hjemkomst.

Deres hengivne
Henrik Pontopppidan

Brevet befinder sig på KB i Brandes Arkivet.