Georg Brandes til Henrik Pontoppidan
Sendt fra Paris. 9. februar 1912
Deres Digt var dog saare mørkt
Hôtel d'Iéna
Paris (16me)
9.2.12
Kjære Pontoppidan
Tag mine Hænder til Tak. De har paa mer end én Maade hædret mig, og da jeg holder saa meget af Dem og sætter Dem saa højt, glæder det mig. Deres Digt1 var dog saare mørkt og jeg véd ikke ret, om De vilde udtrykke, at saadan ser De, eller saadan ser jeg Forholdene.
Hvad skal jeg fortælle? Mine selskabelige Oplevelser med Folk, De ikke kjender, vilde kjede Dem. Men jeg har meget andet. Igaar sagde en ung Ætling af Lamartine, Geneviève de Saint-Point til mig: "Det er dog utroligt hvad De oplever!" Det ligger i at jeg indlader mig med√ Folk og strax faar deres Fortrolighed. Forleden kom jeg ind til en Haarskærer, en ung flink Mand, og saa' strax 2 jeg kom til Ulejlighed, hele Familien fløj om i Forvirring og Sorg. Det viste sig, at den unge Kones Broder, en ung Familiefader, Tegner i en Kunst-Bronce-Anstalt, var død af Hjernebetændelse, 32 Aar gammel. Da de saa', jeg var et Menneske, samledes de om mig og fortalte hele den unge Mands Liv, hentede hans Portræter, fortalte hele hans Sygeleje, Afskeden med Moderen, med hans Kone, med to Smaabørn, med Søsteren, og først saa klippede Manden mig, mens Taarerne løb ham ned ad Kinderne og Konen bestilte Sørgetøjet.
Saa har jeg faaet en ung Aviskone til at fortælle mig hele sit Liv. Hvorledes hun for et halvt Aar siden mistede sin Mand, som hun elskede saa højt, hvorledes hun "for 3 at adsprede sig" tog sig Arbejdet paa med Aviserne fra 4 Morgen til 8 Aften osv., og hvorledes Dagen nøjagtigt er inddelt med Sammenlægning af Aviserne, Ombringen til Abonnenterne og derefter ti Timers Kiosksalg. Jeg vil se at give hende et Par hundrede Francs, jeg fik ind for et Foredrag; men Pengene er endnu ikke blevet afleveret hos mig. Og jeg har en svensk Dame med et lille Barn, i Grunden endnu værre stillet.
Igaar morges, da jeg sad og ventede en Veninde, som skulde hente mig til en Spadseretur, bankede det, og i Stedet staar en høj ung dansk Kvinde, (gift med en Billedhugger, hvis Navn jeg aldrig har hørt og hvem jeg aldrig har set[)]. Hun brister i Graad og sidder og hulker: Jeg maa hjælpe hende, ellers er 4 hun vanæret og hendes Mands Carrière forbi.
Hun havde stjaalet et Bluseliv i Magazin Lafayette og kluntet villet skjule det i sin Muffe, var øjeblikkelig blevet grebet og ført til Stationen, var bleven√ holdt dèr nogle Timer, mens der sendtes Bud til Manden. Ingen af dem kan mer end et Par Brokker Fransk – efter ti Maaneders Ophold. Jeg skulde hjælpe. Henvende mig til Direktionen i Magasinet; Politiet havde sagt at medmindre Direktionen skiftede Hensigt, maatte Sagen gaa sin Gang og hun i Fængsel.
Jeg skulde til Frokost med Bailby2, Direktøren for L'Intransigeant; han lovede mig saa√ at faa Sagen slaaet ned. Desuden gav Rachilde3 (den bekjendte Forfatterinde, Valette's Frue) mig det Raad, at 5 instruere hende til at sige, hun var i Begyndelsen af et Svangerskab og havde ubeherskelige Lyster; saa vilde de lade hende gaa. Jeg maa nu se, om det lykkes for Bailby; men han var sikker i sin Sag.
Hver Dag er jeg indbudt et Par Steder. Sidst var jeg til et højst vemodigt Bryllup, men et meget smukt. Forlæggeren Pelletan4 er forfulgt af Ulykker, hans Hustru blev for 6 Uger siden sindssvag, han selv fik en frygtelig Bronchitis og er paa Hospitalet.
Men Datterens Bryllup med en ung brav Mand var berammet. Pelletan er en af de sjældneste og ypperste Enthusiaster, 6 jeg har kendt. Alle vilde hædre ham. Mme Bartet vilde deklamere, France vilde√ tale. Mme Zola, Mme Marcelle Tinayre, Ministeren Louis Barthou var tilstede. Et Kor fra Renaissanceteatret√ vilde synge 6 gamle Sange fra det 16. Aarhundrede.
Nu indskrænkedes det Hele til Borgmesterens henrivende og France's følelsesfulde Tale.
Jeg haaber, han Pelletan√ kommer sig. Men det ser sort ud.
Saaledes gaar Dagene i Sindsbevægelser. Jeg troer, jeg tager til Tunis om 14 Dage.
Levvel kjære Ven og kjære Frue. Jeg glæder mig til den ny Roman.
Deres Georg Brandes
.
