Brændte breve lugter ikke

Et kun alt for "læservenligt" udvalg af de 3.000 breve, der er bevaret efter Henrik Pontoppidan, rejser på ny spørgsmålet: Kan og skal man trykke den slags breve, som forfatteren selv forbød offentliggørelsen af? Svaret er et tøvende nej. I hvert fald skal de pakkes bedre ind.

"Jeg har lidt vanskeligt ved at forstå, at en Forfatter uden tvingende Grund kan få sig til at udlevere sine digteriske Genitalia til Beskuelse," skrev Henrik Pontoppidan i 1903 i et afslag til litteraten Valdemar Vedel. Han ville ikke deltage i et rundspørge om forfatterskabers "ydre og indre kår".

Det var derfor ikke så mærkeligt at Pontoppidan indførte en testamentarisk bestemmelse der skulle hindre en posthum udstilling af hans forfatterpersonligheds og værks vitale organer: Bøgerne måtte kun genoptrykkes i hans seneste omarbejdelse, og de to kasserede, Mimoser og Spøgelser, måtte slet ikke trykkes mere. Det samme skulle gælde hans forholdsvis få, aldrig samlede digte og hans ganske mange artikler. For slet ikke at tale om brevene.

Men siden hans død i 1943 har vi bid for bid overtrådt samtlige Pontoppidans bestemmelser. Inden jul udkommer en videnskabelig sammenstilling af Det forjættede Lands førsteudgave med de senere omarbejdelser, og efter nytår udkommer hans første fem "små romaner" i førsteudgave inklusive de to "forbudte". To samlinger artikler har de senere år set dagens lys, hans digte blev opsamlet allerede i en "Mindebog" året efter hans død, og genforeningsdigtet "Det lyder som et eventyr" er blevet indlemmet i Højskolesangbogen.

Op i flammer

Hårdest har det holdt med brevene. Da Elias Bredsdorff i 1964 udgav Georg Brandes' breve til Pontoppidan, måtte han til sin tydelige ærgrelse nøjes med at referere og – nogle gange meget bredt – citere Pontoppidans breve til Brandes og i hvert fald aldrig gengive et brev i dets helhed. Det havde han lovet Pontoppidans datter af andet ægteskab, nu afdøde Else Thomsen.

Siden har familien givet sig mere og mere, om end der blandt arvingerne stadig er nogle – eller er det kun en enkelt? – der ikke mener man burde trykke bedste- eller oldefars breve. Et andet afdød familiemedlem, Pontoppidans barnebarn af første ægteskab, Karen Kudsk, brændte i 1985 Pontoppidans breve til hustruen Marie. Så var hun sikker på de aldrig blev trykt. "De var for private," mente hun – helt på linje med forfatteren.

Men også andre mener man burde lade være. Præsten Thorkild Skjerbæk, den "kulturradikale" Elias Bredsdorffs jævnaldrende kollega som Pontoppidan-forsker, er så meget imod at han har nægtet at lade Bay & Bredsdorff så meget som se det halvhundrede breve han personligt ejer efter forlæggeren Carit Andersen der ikke gik af vejen for ved flere lejligheder at aftrykke breve; ligesom Skjerbæk selv ved flere lejligheder har citeret af brevene.

Den afgåede leder af Det Kongelige Biblioteks Håndskriftssamling, hvor hovedparten af brevene ellers befinder sig, mener også det er betænkeligt.

"Selvfølgelig skal man bevare breve for forskningens skyld," siger Birgitte Possing til Berlingske Tidende. "Men derfor kan det godt være betænkeligt at gå imod så klar en testamentarisk bestemmelse og udgive dem en bloc."

Løse principper

Men nu er det altså sket. Et stort, flot, næsten trykfejlsfrit værk i to statelige bind, udgivet af forlaget Aschehoug, hvem man ellers ikke skulle tiltænke noget så ufolkeligt. Men fondsmidlerne er rigelige og forlagsrisikoen sikkert minimal.

De to udgivere har truffet en række valg, som ikke alle er indlysende, men som ingen brevudgiver kommer uden om. Uden begrundelse har de valgt at udelade breve til Pontoppidan; vi får ingen dynamisk dialog, men en monolog.

Udgaven er ikke fuldstændig, rummer 548 ud af 3.000 breve, fordi resten ikke forekommer dem interessante nok. Beskæring fik Bredsdorff tilsyneladende nok af med 1964-udgaven, så det enkelte brev gengives i sin helhed og i den strengeste kronologi uden opdeling på modtagere eller temaer. Det stiller større krav til nøjagtighed i dateringen, end udgiverne kan opfylde.

Kommentarerne er holdt på et minimum. Der er en – synes jeg – vidunderlig angelsaksisk tradition for omfattende, indførende, ofte diskuterende og ikke sjældent meget underholdende sammenbindende kommentarer, der som blanke ringe indfatter brevenes juveler.

Men det er ikke Bay & Bredsdorffs stil: "For at gøre brevudgaven læservenlig har udgiverne søgt at forenkle og smidiggøre 'apparatet'". Så ofte består den indledende note alene i et foregribende – og ikke så sjældent forkert – referat af brevet uden at tilføje nogen ny oplysning. Nogle steder er disse oplysninger til gengæld forkerte fordi de to udgivere er ganske sjuskede med deres arbejde.

Ingen skånsel

Til familien er der ingen breve. "De få, udgiverne har fået kendskab til, er ikke skønnet af interesse for udvalget," skriver de. Og brevene til Marie blev jo brændt. Men derfor handler de offentliggjorte breve jo alligevel også om kærligheden og dens kvaler. Det kan være svært at forstå, når udgiverne er endnu mere diskrete, end Pontoppidan selv var det i sine offentliggjorte erindringer.

Hvorfor må nye læsere ikke få at vide, at Pontoppidan i sommeren 1887 (om ikke før) forelskede sig i sin anden kone på Skagen, at hans første endnu samme år'1 flyttede hjem til fædrenegården og siden til København, hvor Pontoppidan 1889-90 havde adresse (og ind imellem muligvis også boede) hos hende og børnene i Pileallé. Ved kun at fortælle, at Marie og Henrik Pontoppidan (først) blev lovformeligt skilt i 1892 og han dagen efter gift med Antoinette Kofoed, får kommentaren slet ikke de mange kvaler udtrykt i brevene sat i det rette perspektiv.

Hvad udgiverne derimod skånselsløst fremlægger med deres udvalg, er Pontoppidans stadige manipulering af sine – skiftende og nogle gange samtidige – forlæggere. Det er en helt fast regel, at Pontoppidan overvurderer størrelsen af et kommende manuskript for at få så stort et forskud som muligt. For slet ikke at tale om de utallige afleveringsfrister der overskrides, nogle gange i årevis. Altsammen i det Pontoppidan i et brev til Lundegård kalder "Spøgelsefrygten i en Forfatters Liv, Frygten for Udkommet".

Den gamle Frederik V. Hegel, justitsråden på Gyldendal, var en rig og langmodig mand, men selv ham blev det til sidst for meget. I september 1887 søgte Pontoppidan (på grund af sin forelskelse?) at slippe ud af landet i to år. Imens skulle justitsråden forsørge konen og børnene og give ham forskud på det Anckerske Rejselegat (som Pontoppidan først fik i 1890). Til gengæld ville han så hjemsende ikke mindre end 20 ark (320 bogsider) om året som rent afdrag på den gæld til forlaget der nu var nået op på 5.000 kr., det samme som han i 1900 betragtede som det lavest mulige årsbudget!

Kort efter, men forhåbentlig ikke derfor, døde den gamle Hegel. Hans søn Jacob var ikke så lidt mere nøjeregnende og sagde nej til fremtidige forskud – og Pontoppidan skiftede forlægger efter pligtskyldigst at have afleveret den politisk kontroversielle samling Skyer, som Hegel med Drachmann og Kiellands hjælp censurerede, samt Krøniker. Men da Hegel ligefrem ville have skåret i denne lille samling, udkom den i stedet hos den nye forlægger, P. G. Philipsen, og Pontoppidan måtte siden betale sin gæld tilbage til Gyldendal ved i en årrække at overlade Hegel sin finanslovsstøtte, indtil forlagssammenlægninger fra 1903 førte ham tilbage til Gyldendal hvor han blev resten af sin tid – dog ikke uden små afstikkere.

Gnister fra essen

Henrik Pontoppidan er ikke August Strindberg, hvis nu 20 bind breve også er en monologisk samling. Mange steder skriver Pontoppidan selv om, hvor kedelig og uoplagt en brevskriver han er:

"Jeg har altid ondt ved at sætte mig til Brevskrivningen; man har jo gjerne Pennen nok i Hånden i Forvejen," skriver han til Michael Ancher.

"Når vi kommer sammen, skal jeg – som du af Erfaring véd – være mere veltalende end jeg er pr. Brev," skriver han til sin nære svenske ven Axel Lundegård.

Pontoppidans breve er hverken skrevet for evig- eller offentligheden, og ikke mindst i andet bind er der langt mellem snapsene, og man sidder ikke og drømmer om nogen fuldstændig udgave, men derimod gerne om en, hvor svarbrevene var med, når de eksisterer. Fremfor alt ville det have været en lise med en mere indgående kommentar for at give den menige læser et nærende udbytte.

Selvfølgelig er der da perler ind imellem som brevet til Fernando Linderberg eller brevet til Otto Borchsenius fra juli 1898 om Lykke-Per.

Men ellers gør brevene sig bedst som gnister fra forfatterens eller forskningens esse, sådan som Elias Bredsdorff selv prøvede at bruge dem i sin disputats fra 1964 om forholdet mellem Pontoppidan og Georg Brandes, eller Knut Ahnlund udnyttede de i Sverige beroende breve til Axel Lundegård i sin disputats fra 1956. Han fik nemlig ikke lov så meget som at kigge i brevene på Det Kongelige Bibliotek.

Er det nok som udgiver at få lov til at offentliggøre brevene? Har udgiveren ikke stadigt et ansvar for, hvordan han med sit arbejde besmykker, molesterer og proportionerer det "nye" billede, han skaber med på af forfatteren? Bay & Bredsdorff har gjort sig for få overvejelser i så henseende.

[Billedtekst:]

Ingen Salondigter [billedtekst]

Et af brevudvalgets tidlige højdepunkter udgør Henrik Pontoppidans første litteraturpolitiske erklæring, et flot brev fra den 24-årige forfatter til den social-politiske agitator Fernando Linderberg.

Brevet er imidlertid af udgiverne så pauvert oplyst, at sammenhæng og perspektiv går tabt, og forkert dateret af dem (brevet er fra 21.2.1882) hænger brevet og svæver tørt et forkert sted i kronologien.

 
['1] samme år: det er endnu ikke bevidnet, men jeg skrev det jo. (FBs note 12.5.04) tilbage