Fortællingen om en roman
Henrik Pontoppidans gennembrudsværk, Det forjættede Land, er blevet genstand for en epokegørende udgivelse i et problematisk samarbejde mellem Det danske Sprog- og Litteraturselskab og forlaget Gyldendal. De to udgivere har gjort en betydelig og interessant indsats, men de er tæt på at forråde værket med den trykte tekst. Den ledsagende CD-ROM disk retter dog betydeligt op på deres litterære ære.
Henrik Pontoppidan er den store retter og omkalfatrer i dansk litteratur. Så godt som ingen af hans bøger fik efter deres trykning lov til at stå urørt. I udgave efter udgave rettede og polerede han. Nogle gange begyndte han på det nærmeste forfra og brugte blot den tidligere udgave som springbræt for en ny komposition.
Det Forjættede Land var den af hans tre store romaner der blev underkastet den grundigste revision. Det skete med den såkaldte "tredje udgave" fra 1898, efter at de oprindelig tre bind var udkommet i 1891 (Muld), 1892 (Det forjættede Land) og 1895 (Dommens Dag).
Pontoppidan strammede altid sine bøger når han "gennemså" dem, som det hedder i 1898-udgaven. Gennemgående med cirka ti procent. Det gælder også Det Forjættede Land. Ændringen fra tre til ét bind er således et optisk bedrag, ligesom med Lykke-Per der begyndte som otte bind og endte som to. De nye udgavers bind var bare så meget større.
Næh, det afgørende for ændringerne i Det Forjættede Land var noget helt andet.
Oprindeligt havde Pontoppidan kun stoffet i de to bind fra 1891 og 92 i tankerne.
Hans første store roman blev en resignations-historie om byboen Emanuel Hansted der i afsmag for den bedærvede bykultur idealistisk drog ud på landet for at blive præst og leder i bondefrigørelses kamp. Men da han er skabt af en god naturalistisk forfatter, slår hans kulturelle arv igennem som var den genetisk, og han må opgive sin omplantning under miljøets modstand og skuffet flygte ud af sit ægteskab med bondepigen og tilbage til sit eget hovedstadsmiljø – lidt ligesom ørnen i Pontoppidans berømte krønike "Ørneflugt".
Først næsten et år efter at Pontoppidan har frabedt sig at skulle læse korrektur på 2. oplag af bindet om Det forjættede Land, "fordi jeg gærne vil have mine Tanker helt bort fra et Emne, som de længe nok har beskæftiget sig med," nævner han i et brev til forlæggeren at han i 1894 "jo" vil have et tredje bind at byde på. Men der gik altså yderligere et år, før Dommens Dag udkom.
Den Emanuel Hansted læseren her møder, er ganske anderledes end de første to binds hovedperson. Han nærmer sig atter det landlige miljø, men på afstand, og et religiøst vanvid bryder frem der lader ham opfatte sig selv som en Kristus-inkarnation. Der ligger i handlingen halvandet år mellem andet og tredje bind der foregår tæt på nutiden og er fuld af teologiske diskussioner mellem forskellige parter i det religiøse og kirkelige miljø.
Det er svært at få tingene til at hænge samme i denne 2. udgave af romanen hvis to-tal kommer af, at de to første bind var kommet i nye, rettede oplag. Sammen med førsteudgaven (den eneste) af Dommens Dag udgør de hvad man kunne kalde det andet stadium i romanens tilblivelse.
Pontoppidan har følt – eller vidst – det samme, og trods den største ulyst og efter et tilløb på et par år sammenskrev han de tre bind til ét og nedlagde de nødvendige forudsætninger i sin hovedperson – og i hans omgivelser – for at gøre hele hans udvikling som fantast rimelig. "Udføre lidt mere i det enkelte, hvad der af indre Træk kun var antydet," hedder det underdrivende i forordet.
En 4. udgave fra 1903 gengav teksten næsten uændret, men i 1918 lod forlaget med forfatterens billigelse professor Vilhelm Østergaard foretage en forkortelse af romanen, som også skulle fjerne tyngende "Betragtninger eller Diskussion".
Denne 5. udgave har den læsende almenhed siden måttet nøjes med, kun let retoucheret af Thorkild Skjerbæk, der siden 1960'erne har været tekstkonsulenten for Gyldendals Forlag ved nye udgaver af forfatterskabet.
Det rådes der bod på med denne videnskabelige udgave af Det forjættede Land fra Det danske Sprog- og Litteraturselskab. Den tager hul på opfyldelsen af en gammel drøm om en total fremlæggelse af forfatterskabet i alle dets afskygninger. En skræmmende opgave der først er blevet mulig og håndterlig med den moderne computerteknik. Samtidig henvender udgaven sig "både til almindelige læselystne og til fagfolk der ønsker at læse den store trilogi som Pontoppidan brød igennem med i begyndelsen af 1890'erne".
DSL og Gyldendals udgave er en dansk premiere på multimedie-anvendelse i litteraturvidenskaben. Det anvendte system med en vedlagt CD-ROM disk er lånt hos Søren Kierkegaard Forskningscentret, og den elektronisk del af udgaven er tilrettelagt af centrets datalog Karsten Kynde.
På CD-ROM disken finder man samtlige fem udgaver og – heri består det værdifulde – mulighed for at sammenligne dem, om end kun to og to ad gangen på tre forskellige måder: 1) man kan fremkalde en liste over forskellene, hevet ud af sammenhæng; 2) man kan læse dem i sammenhængen i den ene eller den anden af udgaverne; og 3) man kan endelig få de to udgaver op på sin skærm ved siden af hinanden og med blå og røde farver få angivet hvilken del af teksten der er ændret fra den ene udgave til den anden.
Magnifikt!
Karsten Kynde har foretrukket at dele teksten op i meget små bidder for at øge hastigheden ved sammenligninger. Så har man lyst til at gennemgå hele teksten, skal man møjsommeligt ned i ikke mindre end 103 sammenligninger (én per kapitel), og hver gang skal man på ny indikere hvilke udgaver det drejer sig om. Det er ikke så smart.
Men systemet giver muligheder for at den lidt mere kyndige bruger kan trække teksterne op fra CD-ROM disken og behandle dem i sine egne programmer.
Denne brug af CD-ROM i den litterære forskning vil i øvrigt nok vise sig at være forbigående. I Sverige har der allerede i flere år været arbejdet på en udgave af Almqvist's forfatterskab fremlagt på Internet der jo efter at være opfundet af militæret i adskillige år har været brugt i universitetsverdenen til udveksling af data og forskningsresultater.
Fordelene er indlysende. De fleste af den slags arbejder er works in progress. Fejl kan rettes så let som ingenting, og det dyre publiceringsarbejde med at fremstille CD-ROM disken er overflødigt.
De svenske erfaringer med Almqvist kan meget vel føre til at den igangværende Kierkegaard-udgave ikke behøver at vente på et stort antal færdige bind, før teksterne kan gøres tilgængelige elektronisk.
Men der er jo også en bog. Hele to bind endda. De er udgivet af Esther Kielberg og Lars Peter Rømhild.
Første bind er et optryk af det jeg ovenfor kaldte romanens andet stadium, dog således at udgiverne konsekvent har valgt den første udgave af hvert af de tre oprindelige bind. De har ikke villet "afgøre, om romanværket ved omarbejdelserne har "tabt i Liv og Friskhed"", som Pontoppidan skrev i forordet til 1898-udgaven; "men vi mener, mange vil være interesserede i at stifte bekendtskab med trilogien i dens oprindelige form."
Jeg tør hævde, at en ringere tekst af Det Forjættede Land end den her trykte kan man ikke finde.
I sit fremragende kapitel i kommentar-bindet om "Fortællingen" ærter Rømhild Pontoppidan for i forordet til 1898-udgaven på samme tid at tale om "tre sammenhørende Fortællinger" og "Fortællingen" som "foreligger her i Bearbejdelse".
Men der er al mulig grund til at tage forfatteren på ordet. For nogen førsteudgave af Det Forjættede Land eksisterer ikke. Der findes kun de tre "Fortællinger" om Emanuel Hansted og hans egn, tid og land. Kun "Tredje udgave" eksisterer, og den er i bund og grund førsteudgaven af Det Forjættede Land forstået som samlingen af de tre fortællinger, hvoraf den midterste har titel til fælles med romanen.
Det er faktisk et spørgsmål om droit moral. For at skære det ud i pap: Det Forjættede Land fra 1892 og Dommens Dag fra 1895 hører ikke hjemme i samme roman. Det kan være OK for forskere på tryk at genfremlægge de tre Fortællinger Pontoppidan udgav for romanen, især da når det sker med resten af materialet (tungt!) tilgængeligt på en CD-ROM disk. Men det er ikke i orden for den almindelige læser at blive bildt ind, at man her får en ordentlig udgave af Det Forjættede Land bare fordi den adskiller sig en farlig masse fra den 5. udgave, der er den af Pontoppidan kanoniserede.
"At nogle afsnit med ganske markante pointer er forsvundet, er et at vore argumenter for, at trilogien er valgt som trykgrundlag for nærværende udgave," skriver udgiverne.
En lille indrømmelse giver de dog. De har nemlig taget flere af ændringerne i andet oplag af Muld og Det forjættede Land til efterretning og indført dem som "tekstrettelser" i både den trykte udgave og på CD-ROM disken. Så forsvinder de til gengæld begge steder som tekstvarianter – "falsk invarians" hedder det på fagsproget. En ironisk straf fra det strenge system.
I en ren videnskabelig udgave kunne man have forventet i det mindste at finde varianter mellem 1. og 2. oplag af Muld og Det forjættede Land på foden af tryksiden. Her er de henvist til kommentarbindet. Nu har Gyldendal den mulighed at trykke tekstbindet alene, uden hverken varianter, kommentarer eller noget som helst. Det vil gøre krænkelsen af droit moral endnu større.
Mit råd til den "almindelige læser" er: læs Muld og Det forjættede Land i den nye trykte udgave, men læs først Dommens Dag, når De har læst de to første dele i 3. eller 4. udgave (de står på CD-ROM disken; hvis det er for ubehageligt, kan De kan ofre en udskrift, der ikke fylder mere end en pakke fotokopieringspapir). Så får De Dem en svært interessant oplevelse, et indblik i en stor forfatters værksted. Og De har læst to meget forskellige romaner: en idealists resignationshistorie og en religiøs fantastroman.
Når alt dette er sagt står tilbage, at de to bogudgivere leverer glimrende kommentarer. Både når det gælder tilblivelseshistorien (et par store forstudier er optrykt i Kommentar-bindet), forudsætninger for forfatterskabet af biografisk og litterær art, romanens historiske og ideologiske baggrund, dens "kulturbilleder" og dens komposition.
De to udgivere har delt dette arbejde imellem sig. Esther Kielberg er den – synes jeg – alt for forsigtige analysator af de mange ændringer. Det er hende der har været længst ned i de utrykte kilder. Lars Peter Rømhild er med sin preciøse, lidt snurrige stil mere spidsfindig, men også skarpere, og hans voluminøse redegørelse for kritikken af romanen frem til 1917 er et fornemt og spændende stykke kritikhistorie der fylder det dobbelte af Kielbergs beskæftigelse med "Tekstens forandringer".
En de citerede kritikere, V. Brücker, der i samtiden blev udlagt som model for en af personer, og hvis anmeldelse Rømhild kalder "et af de interessanteste dokumenter i Pontoppidan-kritikken", sagde ligeud i 1896:
Efter min Mening er "Dommens Dag" en oprindelig ikke tænkt Tilføjelse til de andre Dele.
Han havde fuldstændig ret, men udgiverne tøver med at erkende det, og de tager slet ingen konsekvens af det i deres tekstvalg.
Udgivelsen har krydset Bay & Bredsdorffs udgave af Pontoppidans breve, der kom før jul. Den er ganske vist med i litteraturlisten, men henvisninger hertil ikke er kommet med. Hovedparten af de citerede breve kan findes hos B&B.
Der har ikke været råd til registre. Men da hele kommentarbindet også findes på CD-ROM disken, kan man bruge dens søgefunktion i stedet for. Men den er lige så besværlig som sammenligningsfunktionen, og der er ikke tale om at få forekomsterne af søgeord præsenteret i kontekst.
Kontekst er der ellers masser af, og det litterære miljø kan ønske sig selv tillykke med denne præstation som forhåbentlig vil blive brugt efter hensigten – til "både en engageret læsning og et videre forskningsarbejde – herunder også et divergerende eller korrigerende".
Henrik Pontoppidan: Det forjættede Land. 12. udgave ved Esther Kielberg og Lars Peter Rømhild 517 s. Kommentarbind 306 s. CD-ROM disk, elektronisk tilrettelagt af Karsten Kynde. Det danske Sprog- og Litteraturselskab og Gyldendal. Pris: 575,00.
[Der lå i øvrigt og endda en intens Kierkegaard-læsning imellem DFL og DD; men det forhold har ikke interesseret udgiverne]