Henrik Pontoppidan til Fernando Linderberg
21. februar 1882

Ikke nogen Salondigter

Hjørlunde
pr. Slangerup
Tirsdag Aften [21. febr. 1882 el. en derefter flg. tirsdag]

Hr. Fern. Linderberg!

De skal ret have Tak for Deres venlige Brev1, som jeg føler Trang til strax at besvare, især da jeg endnu har i frisk Minde et Ord, som en af vor literære Verdens bedste Mænd sagde til mig i Går, da jeg var inde i Kjøbenhavn2. Han sagde nemlig, at en Forfatter aldrig kommer til at frembringe af sit Bedste og Inderste, før han har erhvervet sig ligesom en Sangbund ude i Folket, der af sig selv klinger med, når han slår på sine Strænge. Jeg indser, at han har Ret, og tager fat med Kraft for at erhverve mig denne Sangbund jo før des bedre. Såsnart jeg derfor mærker blot en Smule Interesse for min fremtidige Produktion, så bliver jeg ikke smigret derved, thi af mig selv har jeg ikke et Gran at være stolt, men jeg får fornyet Håb om at kunne virke til nogen Gavn, uden hvilket jeg slænger Pennen jo før jo heller. Men især er jeg glad ved at høre, at man har lånt mig Ører i den Kreds, hvorfra De taler; thi jeg vil ikke være nogen Salondigter, men kun for det menige Folk og især helst for Bønderne, som jeg holder af frem for nogen.

Men dersom De med "at komme dem i Møde" mener at slå af på mine Fordringer til "Realisme", da vilde det i mine Øjne være det samme som at slå af på Sandheden, og det gjør jeg ikke. Jeg stemmer ikke min Streng en Tone blødere, ikke en Smule kjælnere, selv om jeg derved kunde vinde hele det danske Folk. Når De derfor halvvejs bebrejder mig "et Vinterbillede"3 fordi det "desværre er altfor sandt", da er De uretfærdig. De skriver, at jeg deri vil angribe Præsterne; men det vil jeg ingenlunde, tværtimod endogså. Jeg har skrevet det Stykke for at forsvare Præsterne mod enkelte Beskyldninger. Det jeg har villet give er et lille historisk Billede, der viser hvorfra Landets Fordærvelse hovedsagelig er kommen (Herregårdene, Adelen); og jeg har ved Siden deraf villet vise, at Præsterne ikke har Magt til at hindre og gå imod denne Fordærvelse på Grund af ydre Forhold. Falster har jo en bristefærdig Lyst til at træde op, men han hører også til dem, hvis Vinger vor usande Tid har stækket, så ham har vi intet at bebrejde.

For Resten ser jeg ikke sort på Livet, ingen kan være gladere ved det, end jeg; – og hvor man forstår mig, vil man altid komme til at erkjende, at ethvert Menneske, jeg tager for, kommer til at stå "frelst tilbage fra Buldret og Braget", når han bare vil det Gode. –

Nu blot endnu en Gang min kjærligste Tak for Deres Brev, som er mig et yderligere Bevis for, at jeg har lært én Mand til at kjende og sætte Pris på. Med mange Hilsner

Deres hengv.
Henrik Pontoppidan

 
[1] Deres venlige Brev: er ikke bevaret. tilbage
[2] bedste Mænd inde i Kjøbenhavn: Et gæt vil være at replikken er faldt på en af Otto Bochsenius´ mandags-saloner. Blandt gæster her kunne det være f.eks. Holger Drachmann eller Sophus Schandorph, to af de gennembrudsforfattere vi véd havde HPs beundring på dette tidspunkt. Mest taler for den første. tilbage
[3] Vinterbillede: havde stået trykt i Ude og Hjemme søndag den 19.2.1882. Deraf dateringen. tilbage