Den gyldne morgendrøm

Om Magister Globs Papirer

I rækken af tekstkritiske udgaver af Henrik Pontoppidans skrifter udgav Thorkild Skjerbæk i 1979 noget overraskende nogle af de små romaner i et selvstændigt bind, der aldrig har eksisteret fra Pontoppidans egen hånd, nemlig Magister Globs papirer. Når man betænker med hvilken pertentlig om- og ildhu Skjerbæk i øvrigt værner den gamle mesters minde, forbavses man over denne frimodighed. Som man kan læse af Skjerbæks Efterskrift, er det nemlig først på et senere tidspunkt, at de små romaner Minder (1893), Den gamle Adam (1894) og Højsang (1896) forsynes med undertitlen "Af Mag. Globs Papirer", og for den sidstes vedkommende sker det endog så sent som i 1910 og 1920 i udenlandske udgaver. Dertil kommer så – med udgiverens egne ord – at det "For en nøjeregnende overvejelse er (…) svært at fastholde identiteten mellem de tre bøgers fortællere".1

Pontoppidan har altså ikke i første omgang tænkt på en bestemt figur, når han indskød en fortæller i de nævnte romaner. Det væsentlige er den indirekte meddelelsesform, som han også indarbejder i de senere udgaver af de to små romaner, han selv sammenlignede Minder med i et brev til Edvard Brandes fra 1893, nemlig Ung Elskov (1885>1906) og Vildt (1890>1899)2, og som han så tidligt som i 1885 havde benyttet med betydelig effekt i novellen "Under Aaget"3 – senere kendt som "Vandreren" og "En Vandringsmand" i Fra Hytterne (1887, 1899). Figuren må derfor ses som en rationalisering, der kunne indsættes i jeg-fortællerens sted – også hvor disse i forvejen var navngivet –, så den efter omarbejdelser kunne fremstå med en fastslået anden identitet end forfatterens egen. På denne måde bliver magister Ludvig Glob en lidt komisk, selvironisk tøffelhelt, der erindrer om Steen Steensen Blichers alter ego Peer Spillemand. 4 Hvorfor Pontoppidan så har valgt at medtage nogle tekster under den nye signatur og udskyde andre og beslægtede, får stå hen. Her skal det blot fastslås, at Magister Globs papirer ikke udgør nogen sluttet enhed, men er en del af den naturromantiske linie, Knut Ahnlund udpegede som en af fem hovedlinier i forfatterskabet.5 At det lige bestemt er her, Pontoppidan benytter sig af den indirekte meddelelsesform, er til gengæld ikke nogen tilfældighed.

Realisten Henrik Pontoppidan og romantikeren Henrik Pontoppidan udgør to sider af forfatterpersonligheden, der ikke umiddelbart lader sig forene. I de tidlige, mere realistiske fortællinger fra landsbymiljøet inddrages de romantisk farvede naturbeskrivelser næsten udelukkende som anslag eller præludier til de efterfølgende social-realistiske scenerier6. Bag idyllen, der er båret af menneskets eget illusoriske og naturstridige håb, eksisterer der en mere reel verden, der dels følger naturens, dels de sociale love. Senere må Pontoppidan imidlertid erkende, at mennesket alligevel – og mod bedre vidende – ønsker at opretholde sine drømme, sine stemninger og sit håb. Den dagklare indsigt er god at få forstand af, men mindre god at leve på, og endelig bliver mennesket ikke spurgt: blindheden er – som hos Blicher – et vilkår. Som Pontoppidan lader den gamle lærer Thyssen ræsonnere i Blicher-pastichen Ung Elskov: "Det er vor Selvopholdelsesdrift, der faar os til at lukke Øjnene for de Ulykker, vi dog ikke formaar at afværge. Havde vi Mennesker ikke denne Evne til at gøre os blinde eller dog kortsynede, vilde Tanken paa vore Kære, Angsten for deres Skæbne, uhjælpeligt nedslaa alle dem, der overhovedet er i Stand til at elske".7

Det er den indsigt, der udtrykkes i det citerede stykke, som ændrer gangen i Pontoppidans forfatterskab. Fra begyndelsen af 90'erne optræder der ingen personer i forfatterskabet, som kan gøre krav på at besidde mere end partiel indsigt. I de mere kendte skrifter som Muld (1892), Det forjættede Land (1893), Dommens Dag (1895) og Nattevagt (1894) viser Pontoppidan dette ved at lade sine figurer gribe ind over og begrænse, henholdsvis supplere hinanden, medens forfatteren distancerer sig som en overordnet beretter, hvis holdning alene lader sig aflæse gennem figurernes dialektiske samspil.8 Denne dialektik på det ydre plan, der til stadighed udbygges og når sit formmæssige højdepunkt i De dødes Rige (1912-16), hvor Pontoppidan også har draget de formmæssige konsekvenser af sin synsmåde, suppleres af en tilsvarende dialektik mellem fornuft og følelse i figurerne selv. Snart får fornuften lov at råde på følelsernes bekostning, snart – og oftest – forholder det sig omvendt. Hvor det sidste sker, markerer Pontoppidan det almindeligvis ved at gøre brug af i princippet tidløse, mytologiske billeder, der skal anskueliggøre, hvor dybt denne trang er forankret. Forholdet kan i sin mest komplekse form ses i beskrivelsen af Jytte Abildgaard i De dødes Rige. Netop fordi hun så klart ved, at hun vil gå vild i sit uoverskuelige indre, hvis hun giver sig hen, er det sigende, at også hun giver efter for den koglende, men dødbringende lidenskab, som vel er grundakkorden i Pontoppidans senere forfatterskab.

Det er det her nævnte forhold mellem følelser og fornuft, Pontoppidan nærmer sig ad anden vej i Magister Globs papirer, hvor han isolerer analysen af enkeltpersonen ved at indskyde en fortæller, der samtidig er så involveret, at han må blive hovedperson. De brede tidsbilleder, som hans normale form er så velegnet til at indfange, er her afløst af nærgående, men samtidig muntert-satiriske analyser af den enkeltes mildt sagt urolige sindstilstand, hvor denne enkelte er underlagt naturens koglerier i både ydre og indre forstand.

2.

Når Henrik Pontoppidan i Magister Globs papirer indskyder en jeg-fortæller, i hvem fornuft og følelse brydes, må det af gode grunde få indvirkning på formen. Den berettende form, hvor forfatteren på olympisk afstand overskuer forløbet, erstattes af den form, der tydeligst af alle angiver begrænset indsigt, nemlig dagbogsformen. Også her tager Pontoppidan tilsyneladende tråden op fra den allerede fra ungdommen beundrede Blicher.9 Hos ham har han i hvert fald kunnet se, hvordan forløbet gang på gang dementerer fortællerens øjeblikkelige forhåbninger og antagelser, samtidig med at formen klart markerer tilværelsens diskontinuitet i og med, at forløbet opløses i øjeblikke. På denne baggrund er det lidt vanskeligt at forvente mere end en partiel og stærkt tidsbundet indsigt, der tilmed må være influeret af de øjeblikkelige stemninger, som farver indsigten.

Kaster man et hurtigt blik på Minder, omhandler denne novelle umiddelbart den første forelskelse og dens tragiske endeligt i og med, at genstanden for den 12-årige Ludvig Globs tilbedelse: Anna Eleonora Ankersen, tager sit eget liv efter at være groft efterstræbt, svigtet eller forført. Havde det ikke været for formen, kunne Minder godt være en af de tårepersende og dramatiske fortællinger i henholdsvis høj og lav stil, som Blicher og hans samtidige producerede i underholdningsøjemed. Imidlertid er fortælleren, den sekssyvogtyve-årige Ludvig Glob, ikke noget pålideligt vidne. Med et par af hans undertitler in mente må man sige, at der er vel meget hjernespind og vel mange hallucinationer i hans mindeoptegnelse. Hel tryg er man heller ikke ved, at han "i drømme (har) genfundet tråden i Anna Eleonora Ankersens sørgelige historie" og derefter lagt "den ind på fantasiens væverstol" (1979, s. 49). Endnu mindre tryg bliver man, når Ludvig Glob på baggrund af meddelelser fra en velinformeret og agtpågivende lærer, der blot har den skavank, at han ikke ellers kan huske personer, vil søge at skabe et helhedsbillede af forløbet ved at sammenføje vidnets og sine egne spredte erindringer ved fantasiens hjælp (s. 70f.). Til sidst spørger man derfor ikke om, hvad der måtte være digt og hvad sandhed, men alene, om kvinden med det ualmindelig velklingende fornavn overhovedet har eksisteret uden for Ludvig Globs lyriske og overspændte fantasi. I stedet for at spørge, hvad Minder handler om, må man derfor spørge om, hvilke fantasier Ludvig Glob har, og hvad disse fantasier siger om fortælleren og den forfatter, der i sidste ende har skabt figuren Ludvig Glob.

Tager man den indledende beskrivelse, er der tilsyneladende ingen forskel på figur og forfatter. Den ironisk-lyriske beskrivelse af indsejlingen i Randers-fjorden har Pontoppidan nemlig med få ændringer hentet i det stykke, han skrev om "Kronjyder og Molboer" til Martinus Galschiøts store værk om Danmark i Skildringer og Billeder (Bd. l, 1887). Blot er det effektfuldt placeret først i Minder, hvor Ludvig Glob angiveligt er på vej til gensynet med barndomsbyen efter mange års fravær, medens den oprindelige skildring indleder med at give en beskrivelse af byen, som nu følger siden og serveres i flere omgange.

Hvad der her er sagt om indledningen, kan også siges om en række af de andre afsnit i novellen. Pontoppidan har ændret den oprindelige tekst en smule, men substansen og tonen er den samme. Derimod er der en markant forskel, når det gælder formålet; Pontoppidan beskrev barndomsbyen og -egnen, medens Ludvig Globs ærinde er mere fordækt. Officielt kommer han for at se byen, men egentlig talt er han kommet for at mindes sin første forelskelse, hvis denne er reel. Beskrivelsen af den første forelskelse og oplevelsen af hjemegnens paradisiske natur er nemlig vævet sådan sammen, at man ikke kan holde dem ude fra hinanden og til slut må spørge, om mindet om Anna Eleonora er en drøm, der er en følge af naturhengivelsen. Hvor Pontoppidan holder afstand, ser Ludvig Glob syner og skaber sig et dobbelt Eden af hjembyens kvinder og hjemegnens natur. Hermed har Pontoppidan tilsyneladende lagt solid afstand til sin figur, der er en uerfaren, romantisk anlagt ungersvend, der gerne spotter andre, som bygger bro til evigheden og skaber sig falske paradisforestillinger, men i realiteten slår sig selv for munden ved så stædigt som nogen klosterfrøken at værne – eller skabe – sit minde om den rene og ubesmittede natur (s. 14ff.).

Så entydig som her beskrevet er Pontoppidans holdning almindeligvis ikke, og beskrivelserne af naturen er da også af en sådan art, at de kræver mere end almindelig indlevelse. Det er derfor ikke så overraskende, at Pontoppidan i Reisebilder aus Dänemark (1890) – og i øvrigt i det samme kapitel om Silkeborgegnen, han havde brugt i Ung Elskov10 '1 kan skrive:

Und wenn er es [das dänische Paradies/PB] endlich verlässt, wird er die betäubende Empfindung haben, als ob er aus einem süssen, jahrelangen Traum erwachte, in dem er gaukelnde Bilder gleichsam von verkörperter Musik gesehen hat, oder als ob er ein Märchenland durchwandert hat, eines Paradieses wunderschöne Gärten, wie wir in unsern Jugendträumen sie uns vorstellten.11 '2

Den her citerede passage svarer nøje til naturbeskrivelserne i Minder, og slutordene forklarer, hvorfor Ludvig Glob netop jagter sin ungdoms paradisiske minder i naturen, medens han skyer alt, hvad der smager af udvikling og nutid, f.eks. dampfærgen, jernbanen og byen (s. 13 og 24). Selv om han – som Pontoppidan – har blik for menneskers svingende sindsstemninger og fromme bedrag, som det fremgår af de indledende afsnit om sørejsen og frøkenklosteret Støvringgaard, drages han – som Pontoppidan – af den illusoriske, men alligevel uimodståelige drøm om en uplettet naturverden, hvor tid har ej tand. I Minder hedder denne drøm altså Anna Eleonora, sådan som den 12-årige Ludvig Glob angiveligt har oplevet hende og hendes veninder i Fousingø Skov og nu genoplever hende i en erotisk henført drøm eller i et drømmesyn samme sted. Her – men ikke i "Kronjyder og Molboer" eller andetsteds i Minder12 – er stedet dog et ubenævnt Eden, der kan give fantasien den rigtige flugt og højde. Samtidig kunne lige bestemt denne destination bringe Morten Vinges hede drømme og bedrageriske lykke i erindring, og så meget mere som Ludvig Glob færdes i omegnen af Skjern Bro – den Jens og Sophie flygtede over i En Landsbydegns Dagbog – hvor han kun med stort besvær manøvrerer sig fri af den mørke lyng "– som strøg der allerede her et pust fra heden henover det frodige østjyske landskab" (s. 38, min kursivering). Ud over, at beskrivelsen som et hele viser, at den frodige paradisdrøm med de rubenske Randersnymfer kræver en omhyggelig iscenesættelse, angiver de fremhævede, ominøse ord, at Ludvig Globs lykke er så bedragerisk som syner og drømme. For tiden har tand, selv om Ludvig Glob – men ikke forfatteren – insisterer på det modsatte og til sidst forsøger at flygte fra både byen, minderne og sig selv med et kækt-dramatisk "Afsted" for at bevare illusionen.

Det, Ludvig Glob ikke vil indse, er, at han selv – "min egen mandlige ubetydelighed" (s. 41) – og Anna Eleonora der jo også hedder Ankersen og ikke kan sige nej (s. 32 og 73f.) – som alle andre er kønsvæsener og som sådan undergivet tiden og forfaldet. Derfor må han digte en forfærdelig tragikomedie, som Peer Spillemand ikke kunne have instrumenteret bedre. I de efterfølgende lavkomiske scenerier optræder som bejlere til den uopnåelige Anna Eleonora, dels den pedantiske og påtrængende pennehelt, adjunkt Hammer, dels den svigefulde, men romantisk krøllede digterstudent og fætter, og endelig den uimodståelige, dristige og tøjlesløse ritmester von Mohrhof, hvis navn varieres til Mohrkopf, så man kan associere til rytter og hest (Mohrenkopper) i ét væsen. I samme øjeblik rygtet – eller Globs egen, selvbeskyttende fantasi – udpeger den sidste som den skyldige i Anna Eleonoras druknedød, kan Ludvig Glob retirere i dårlig orden. Denne arabermørke, tyske krigskarls helt utilslørede attrå, gør tragedien til en så enestående begivenhed, at den skønne Anna Eleonoras endeligt ikke kan forbindes med en af de mange fruentimmerhistorier, som den gamle bådsmand Olufsen mener, der er så mange af, at end ikke "Vorherre selv vil kunne hitte rede i dem på dommens dag" (s. 36). Tværtimod har Anna Eleonora ikke haft nogen anden mulighed for at forsvare sin dyd end at drukne sig, men forsvaret den har hun altså ifølge Ludvig Glob, der dog ikke er helt klar på dette som på andre væsentlige punkter.

Hermed kan Ludvig Glob forlade byen og i blind selvopholdelsesdrift bevare sin ungdoms gyldne morgendrøm om det evige Eden og den første, uplettede kærlighed, der måske for livstid stemmer alle hjertets dybe strenge (s. 18f.). I modsætning til Pontoppidan stiller Ludvig Glob sig altså ikke tilfreds med øjeblikkets tidløse betagelse og naturhengivelse, for ham skal øjeblikket være evighed og livsgrundlag og derfor er og forbliver han mytoman.

3.

Havde navnet Ludvig Hansen ikke haft så prosaisk en klang, kunne Ludvig Glob lige så godt have beholdt sit oprindelige navn i Minder. Det er først i Den gamle Adam, at figuren udbygges og får identitet. Han er nu 28 år og har sarte nerver, ligner en teolog, men støver efter sin filologiske kandidateksamen og sit stipendium rundt som biblioteksassistent blandt de klassiske skrifter; i øvrigt er han pebersvend og lidt af en digter. De to sidste oplysninger er de vigtigste, for det er fra denne position, han anskuer verden i den dagbog, der meddeles læseren i Den gamle Adam.

Som sin navnefælle i Minder er Ludvig Glob natur- og kvindetilbeder. I modsætning til denne nærmer han sig det andet køn ved et mindre, spirituøst uheld, men holder sig i øvrigt helst på en vægs eller hæks afstand, så han kan give sig sin fantasi i vold, men her er han knap så heldig eller behændig som sin navnefælle. Hans drømme om den ene og rene forstyrres af påtrængende realiteter. På hans vestfynske badehotel – som man også kender fra M. Galschiøts pragtværk, denne gang artiklen "Vestfyn" i Bd. 2 fra 1893 – er lidenskaberne sluppet løs og har bevirket, at Ludvig Glob har fået sig en forskrækkelse som så mange andre, der helst så kærlighedens parter fremstillet som et hvidt duepar. Som det var tilfældet med Ludvig Glob i Minder, er han imidlertid så dristig i munden, at Pontoppidan tør låne ham ord, der skal kunne inddæmme begivenhederne. Dels bruger han de ord om lidenskaben, som Pontoppidan havde brugt, da han skrev om Elvira Madigan og Sixten Sparres dobbbeltmord på Tåsinge13, dels udbygges den krønike om "Den gamle Adam", som Ernst Brandes som redaktør for Kjøbenhavns Børstidende blev slæbt i retten for.14 Men ord er det – i Ludvig Globs mund! I Pontoppidans er de særdeles afslørende, fordi han her går tæt på den lidenskab, som alle ræddes for, men de fleste flygter fra og forsøger at fortrænge, fordi den "i sin sande skikkelse (viser sig) som den blodtørstige, umættelige grib, der sønderslider menneskenes hjerte" (s. 122). Ludvig Glob forsøger både at flygte og fortrænge, samtidig med at han forsøger at ræsonnere og tale lidenskaben ihjel, som var den til at næbbes med. Det sidste mener Pontoppidan ikke, for i sammenhængen lægger man mærke til, at der er tale om et tilbagevendende fænomen, som hver gang afstedkommer den samme reaktion. Det er i dette perspektiv, man må forstå, hvorfor krøniken om "Den gamle Adam" er placeret i umiddelbar forlængelse heraf. Denne krønike har mytisk funktion og er som sådan at forstå alment. Driften er kommet for at blive, hvad selv Vorherre må erkende efter at have skabt Eva. Men som Vorherre kan man naturligvis forsøge at fordrive de formastelige mænd og mandinder fra sine enemærker, når de forstyrrer den strengt regulerede fred, man har forsøgt at bygge op. Eller man kan som i Minder slå sig for øjet og se, hvad man i sin blindhed ønsker at se.

Ludvig Glob vælger naturligt nok den sidste af disse løsninger. Den assessor Tofte, der er blevet besat af passionen, er et velproportioneret mandfolk, der ikke lader sig vælte omkuld af en flok badegæster med recepter i bagagen. Derfor vælger Ludvig Glob først at bortforklare forholdet, og da det ikke lader sig gøre – og han som sagt heller ikke har mod til at deltage i legen med Eros – tager han flugten. Ikke blot i fysisk, men også i psykisk forstand. I det fynske land er der nemlig så mange, forskelligartede paradishaver, der byder sig til: Vissenbjerg, Helnæs, Brahetrolleborg – alle beskrevet i artiklen "Vestfyn", at han atter kan nedsænke sig i idyllen og tro, at den kan opfylde hans behov for fred. Her kan han dels sværme alene i tankerne og forestille sig kærligheden efter sit hovede, dels se, hvordan en sund og livlig befolkning lever bjergsomt og fornøjeligt i deres egen afsondrede verden. På denne baggrund burde han være tilfreds. Men som drømmen i Minder blev afbrudt ved, at en ældre, fredsommelig herre trådte ind i det selvskabte Eden med de frodige, næsten afklædte ungmøer, anfægtes drømmene i Den gamle Adam til stadighed af tanken om, at den ældre, men absolut ikke fredsommelige assessor Tofte har ladet ægteskab være ægteskab for at give sig lidenskaben i vold. Derfor må Ludvig Glob bide i det sure æble og bryde op fra sine idyller, som han sin vane tro har spottet, men alligevel følt sig så velsignet forbundet med.

Tilsyneladende bestemmes ruten af magister Globs sarte nerver og nervøse mave, men hans redning er, at han ved, hvor han kan træffe den Dr. Levin, som han i første omgang skyede på badehotellet. Nu lader han sig belære af den livskloge jødedoktor, der anskuer lidenskaben fra et trinhøjere punkt end Vissenbjerg præstegårdshave. Efter selv at være blevet svigtet har Levin fundet de vises sten i den dybe, tavse menneskeforagt (jf. krøniken "De vises Sten") og i den absolutte uafhængighed – meddeler han gerne Ludvig Glob. Når disse betingelser er opfyldt vil ingen eller intet have "magt til at forstyrre vor indre ro, hæmme det sjælens stille planteliv, hvorunder menneskeånden (opfylder) sin bestemmelse og (når) sit endemål: klarhed og fred" (s. 149).

Med dette djævelske program ved hånden kan Ludvig Glob atter drage ud i det fynske alpeland som en lutret og lykkelig mand, der endog bliver så overmodig, at han konfronterer sig med sit udgangspunkt: frk. Gertrud på den ene side (paradisdrømmen), assessor Tofte på den anden (lidenskaben). Det viser sig dog, at han nok en gang kommer til kort, fordi hans antagelser har vist sig sørgeligt ubegrundede. Da han heller ikke kan leve på Dr. Levins recept – den kur er ham en kende for barsk – omskaber han endnu en gang verden i sit eget billede ved at reducere receptens indhold til det søde: "Nej, dr. Levin har ret. For hver dag forstår jeg bedre denne blege mand med den skyggeagtige hånd. Jeg begynder at tro på en sandere lykke, en værdigere glæde, ... at ane nydelsen ved det sjælens stille planteliv, hvorom han talte. Dette skal være mit håb, og på det vil jeg fremtidig bygge" (s. 160).

Man må vist konstatere, at der er mere håb end fremtid i denne om- og nedskrivning af dr. Levins program, men ingen tvivl om, at det er et program, der passer godt for Ludvig Glob. I selvopholdelsens navn har han tolket verden i sit billede og dermed godtgjort Pontoppidans brug af synsvinkel fuldt ud.

4.

I den tredje novelle – Højsang fra 1896 – er Ludvig Glob blevet 40 år, men kun i den ramme, der omgiver 3. person fortællingen om den 22-årige kandidat Petersen, som Ludvig Glob ikke overraskende identificerer sig med til slut (s. 226). Pontoppidan har altså her valgt den lidt mystificerende rammefortælling, man også kender fra Blicher-perioden. Men først i den autoriserede udgave fra 1921. Oprindeligt var også Højsang en jeg-fortælling. Og også Højsang omhandler mødet med kærligheden og lidenskaben, men denne gang i en svært afbleget, overspændt form.

Når den nu 40-årige pebersvend igen har grebet om penneskaftet, skyldes det formodentlig, at "helten" i hans fortælling, den fhv. løjtnant og klitassistent von Hacke just havde den alder, da han tog sit eget liv. Ludvig Glob synes at smigre sig med, at han som udpeget konkurrent til en kvindes gunst selv kunne have givet anledning til denne drastiske handling, men mere taler nu for, at den forsvirede og fortvivlede von Hacke har følt sig trykket af alderen og de manglende udsigter: "Har man nået de fyrre, er resten blot en indøvelse i at fortæres af maddiker. Trøstefulde udsigter, ikke sandt?" (s. 182, jf. s. 207). Nu forsikrer den 40-årige Ludvig Glob så i sin selvovertalende og tilstræbt frejdige og ironiske stil læseren om, at han har det glimrende på den gyldne middelvej, omend skaldet og stadig ugift. Han er nemlig en mand, der har gjort sine erfaringer – da han var 22 år, heraf formen – og har derefter holdt sig til sine beroligende bøger og sit længe bebudede græske glossarium til skolebrug og hjemmeøvelse. Han skal ikke ud på de vilde veje, sådan som han mener at have været det i sin ungdom, da han vovede sig ud i det jyske øde i egnen omkring Rubjerg og Lønstrup og blev konfronteret med naturkræfterne og kønnenes kamp.15

Når Ludvig Glob tror at befinde sig på den gyldne middelvej, skyldes det formodentlig, at han efter sin egen overbevisning heller ikke har villet eller kunnet finde sig til rette i et almindeligt, spidsborgerligt ægteskab. At han i sin ungdom blot gav efter for en stemning og mode og ikke for en dybere drift, da han brød forholdet til sin forlovede, fremgår imidlertid klart af den fortrydelse, der sætter ind, næsten før han har sat foden på jysk jord, og af den konventionelle og komfortsøgende forsigtighed, han altid iagttager. Da han vender hjem fra sin færd, sker det da også i tillid til, at hans vildfarelse vil blive ham tilgivet, så han kan falde ind i de rolige og sikrede rammer, han forlod. Men den lille Katharina – som han konsekvent og vedvarende kalder sin forlovede – har vist sig at have en anden mening om den sag, og så er Ludvig Glob altså så heldig at kunne fortolke sin situation sådan, at han befinder sig på den gyldne middelvej, midt mellem den filistrøse borgerlighed, han af hele sit hjerte dog tilhører, og de vilde, hysteriske lidenskaber, der kun kan føre lukt ind i dødens rige, akkurat som de lange og øde, nordjyske veje (s. 221 og 225, jf. s. 167).

At sige, at Ludvig Globs udsigter er mere fortrøstningsfulde end von Hackes, vil nok være en overdrivelse. Derimod kan man vist roligt sige, at han aldrig har været eller vil komme i besiddelse af det mod, der skal til at indse situationens alvor og handle i overensstemmelse hermed. Ludvig Glob er ikke af gammel krigeradel, men et jomfrunalsk dusinmenneske med en aldeles tilregnelig blindhed på begge øjne.

Det er også denne blindhed, der forhindrer Ludvig Glob i at se, hvorfor egnens ansvarlige mænd ønsker at komme von Hacke til livs med alle midler. Som natur- og kvindedyrker repræsenterer han præcis de naturkræfter, de forsøger at betvinge og kultivere. Det er kun få, der kan tage ham så humoristisk, som den drøje proprietær Hansen, der beskriver von Hacke som

en slags vildmand. Han er knusende gal over al den civilisation, vi laver her. Om han kunne overkomme det, så gjorde han hele Vendsyssel om til en stor vildørken, hvor man kunne gå omkring og jage løver og hyæner ... og vilde pigebørn! Jeg skal sige Dem [Ludvig Glob/PB], at Hacke sværmer for denne hersens naturtilstand ... for urtiden ... De ved nok, dengang damerne gik uden bukser! (s. 181).

Men som Hansen rigtigt antyder, kan von Hacke ikke overkomme denne kamp. I modsætning til ritmester von Mohrhof i Minder og assessor Tofte i Den gamle Adam, der begge forfølger deres lidenskab, er Hacke – Hansen strøg von – blot en forkommen og utilpasset sværmer, der dog er i besiddelse af så megen adel, at han har erkendt sit nederlag og sin begrænsning. Derfor har han hjælp behov og opsøger Ludvig Glob med en klartskuende begrundelse. Da Ludvig Glob senere fortier, at von Hacke faktisk har opsøgt ham og bedt om et beroligende medikament, er det tilsyneladende skæbnens ironi og den frygtsomme Ludvig Globs ansvar, at von Hacke jages, som var han virkelig vild og farlig. I denne forstand har Ludvig Glob atter placeret sig mellem to stole: han lever hverken op til de krav, man kan stille til et civiliseret menneske, eller til et lidenskabeligt naturgemyt. Selv vil han givet kalde denne placering i det tomme rum for "den gyldne middelvej". Som sine navnefæller i Minder og Den gamle Adam er han jo et stykke af en digter, der anbefaler sig til publikum, medens han i realiteten udleverer sig til samme publikum. Højsang er derfor ikke nogen lidenskabernes stormsang i høj stil – tidens mode forstår man – men en bravade, der ganske morsomt trækker begivenheder og personer ned i det lavkomiske plan, hvor de fleste hører hjemme.

5.

Som det skulle være fremgået af de tre analyseskitser, handler novellerne iMagister Globs papirer alle om den i indledningen omtalte blindhed, som er et menneskeligt vilkår, men i en komisk, til tider næsten kåd form. Denne form er afledt af, at Pontoppidan ser begivenhederne med den lidet heroiske Ludvig Globs øjne, så ellers alvorlige emner trækkes ned i et komisk, nu og da lavkomisk plan, så novellerne kan læses som parodier på tidens omgang med henførte stemninger og syner. Men de er også mere end det. Pontoppidan er selv involveret, som de mange paralleller til andre af hans skrifter har vist. Blot kan man ikke med sikkerhed afgøre, i hvilken grad Pontoppidan er involveret, fordi Ludvig Globs blindhed er så påfaldende tydelig og villet, at forfatteren nødvendigvis må distancere sig gennem sin ironiske og sarkastiske demaskeringsteknik.

Som det ikke i Minder hjalp at spørge, hvad der var virkelighed, og hvad der var fantasi, men man måtte se på fantasiernes art, hjælper det ikke at spørge, hvad Pontoppidan mener, og hvad hans figurer mener. Man må se på de emner, der tages op, og den form, det sker i. Her kan man så se, at forfatteren arbejder med emner, der tilsyneladende er hinanden så modsatte, at de strengt taget burde udelukke hinanden. På den ene side finder man den uophørligt opdukkende paradisdrøm, hvor natur og kærlighed væves sammen i et syn, som i sidste instans viser sig at udtrykke et håb om en anden verden. På den anden side finder man en konstant koncentration om den særdeles jordiske lidenskab, der ikke lader sig bortforklare, højst glemme og fortrænge, til den dukker op næste gang. Begge disse emner har sine paralleller i de krøniker, Pontoppidan skrev i perioden omkring 1890, paradisdrømmen i "Morgendug" og "Vildskud", lidenskaben i Den gamle Adam, men det spændende er naturligvis, at de to emner også kan forbindes, sådan som det sker i den med Glob-novellerne samtidige krønike "Ørneflugt". Her fører lidenskaben jo frem til et mere eller mindre overjordisk paradis af denne verden, men jo altså også et paradis, det kun er ørne forundt at kende. Det er nok dette faktum, der normalt befordrer blindheden hos almindelige mennesker som Peer, Povl og Ludvig – i selvopholdelsens navn! Forsøger de sig i den høje stil, bliver resultatet i bedste fald komisk. For den radikale aristokrat Henrik Pontoppidan forholder det sig noget anderledes. Han fornægter ikke blindheden – tværtimod, som både indhold og form i Magister Globs papirer har vist – men han insisterer lidenskabeligt på klarsyn og vilje, hvor indsigten er mulig. Det er i denne radikale insisteren, han adskiller sig fra Blicher, som han ellers slægter mere på, end det har været muligt at vise og komme ind på her.16

Hvor Blicher i nogle af sine bedste noveller – og i en enkelt af de efterladte prædikener – lader troen fremstå som et alternativ til nihilismen, stiller Pontoppidan sig afvisende over for enhver metafysisk løsning. Hos ham må mennesket se at komme til klarhed over sig selv, hvor svært det end måtte vœre. Blindhed og bedrag bliver aldrig Pontoppidans sag, selv om han erkender, at blindhed og bedrag snarere er reglen end undtagelsen. Dette er og bliver forudsætningen også senere i forfatterskabet, hvor man kan ane et mere positivt orienteret program.

 
[1] Henrik Pontoppidan: Magister Globs papirer (MGp), 1979, s.229. Der citeres i teksten fra denne udgave med sidetal i parentes. tilbage
[2] Brevet citeret i Elias Bredsdorff: Henrik Pontoppidan og Georg Brandes, 1964, bd. 2, s. 84. tilbage
[3] "Under Aaget" (PCA 32b tryktes første gang i Dags-Avisen l. Juli 1885. Den findes optrykt i Dansklærerforeningens udgave af Fra Hytterne ved Johs. P. Olsen, 1953 (3. oplag 1965). tilbage
[4] Blichers figur Peer Spillemand er langt fra konstant. I Johs. Nørvigs biografi om Steen Steensen Blicher. Hans Liv og Værker, 1943, kan man læse om figurens litterære forudsætninger i "Ekskurs: Peer Spillemand" (s. 223-27). Den figur, der tænkes på i forbindelse med magister Glob, er den komisk-traurige, men meget veltalende og selvironiske P.Sp., man møder i "Ak, hvor forandret" (Nørvig, s. 315ff.; Søren Baggesen: Den blicherske novelle, 1965, s. 205-15). Ligheden er slående, men Pontoppidans figur når aldrig så langt i sin erkendelse af tragedien som P.Sp. (se analysen). Af pladshensyn er en række stilistiske overensstemmelser og lån ikke berørt i denne artikel. tilbage
[5] Knut Ahnlund: Henrik Pontoppidan. Fem huvudlinjer i författerskapet, 2. opl. 1972 (1956), s. 185-244. tilbage
[6] scenerier: Se t.ex. de ominøse indledninger til Sandinge Menighed og "Bondeidyl/Idyl". tilbage
[7] Henrik Pontoppidan: Ung elskov og andre fortællinger, Tranebogsudgave 1965, s. 29, jf. s. 11. tilbage
[8] Se nærmere om berettersituationen hos Poul Bager: Læsninger, 1991, s. 35f. Som ét eks. på en uafklaret diskussion af forfatterholdningen, se analyserne af Det forjættede land i Elias Bredsdorffs ovennævnte værk og Birgitte Juul Hesselaas replik i Kritik 3 (1. årg., 1971). tilbage
[9] Henrik Pontoppidan: Drengeaar, 1933, s.174, hvor Blicher omtales som "Afguden". Adskillige andre steder i Drengeaar, specielt kap. V, kan man i øvrigt finde stof, der viser, hvor fortrolig Pontoppidan var med den natur, han tager op i Minder og delvis også Højsang. Den forelskelse, Minder angiveligt bygger på, omtales ikke direkte, men Thorkild Skjerbæk har fundet en omtale af den 12-årige Henriks forelskelseunder besøget i Thorning præstegård i forarbejderne til Drengeår i Flensborg Avis, se Kunst og Budskab, 1970, s. 284ff; sml. dog Drengeaars omtale af "de to ældste Pigebørns paradisiske Nøgenhed under Badet" (s. 67). Når man betænker arten af den 12-årige Ludvig Globs forelskelse i Minder, kan dette sted være lige så godt, som det Skjerbæk har fundet frem – uden at have Minder i tankerne – og i øvrigt er Pontoppidans erindringer som bekendt lige så meget Dichtung som Wahrheit. tilbage
[10] Se herom hos Knut Ahnlund, anf. skr., s. 194. Ahnlund kalder fejlagtigt kapitlet "Die Gegend von Silkeborg" for "Die Seen von Silkeborg" (en sideoverskrift) og synes ikke at være klar over, at den lidt tvivlsomme oversættelse er foretaget anonymt for den nyoprettede danske turistforening. tilbage
[11] Henrik Pontoppidan: Reisebilder aus Dänemark, Kbh. 1890, s. 59. Den med indledningen til Ung Elskov sammenfaldende beskrivelse findes s. 61. tilbage
[12] Sml. MGp, s. 38f. med M. Galschiøt (red): Danmark i Skildringer og Billeder, Bd. l, 1887, s. 238ff. tilbage
[13] Se "Dagbog" i Kjøbenhavns Børstidende 1.8.1889, optrykt i Meninger og holdninger ved Erik H. Madsen, 1994, s. 37. tilbage
[14] Samme, s. 87-89; om processen, se tillæg til Den gamle Adam ved Keld B. Jessen og John Mogensen, Herning 1984, s. 99-103. tilbage
[15] Forbilledet for landskabsbeskrivelsen er ikke så klart som i Minder og Den gamle Adam, men findes foregrebet i Reisebilder, s. 48ff og 35f. tilbage
[16] Se note 4; en række paralleller er påvist i Ib Ostenfelds afsnit om "Sporene efter Blicher hos Henrik Pontoppidan" i Blicher-Studier, 1989, s. 75-85. Ostenfeld berører dog ikke den forbindelse, der er peget på i denne artikel. tilbage
['1] I dag véd vi med tilnærmet sikkerhed at oversættelsen er udført af Julius Hoffory, dansk professor i nordisk filologi i Berlin. tilbage
['2] Danske Billeder. I (afskriften af) det danske manuskript lyder citatet således:

Og naar han tilsidst forlader den, vil det være med en fortumlende Fornemmelse, som om han vaagnede op af en sød, aarelang Drøm, i hvilken han har set gjøglende Syner ligesom af levendegjort Musik, eller som om han har gjennemvandret et Æventyrland, en Paradisets underskjønne Have, saaledes som vi i vore Barnedrømme forestilede os den.

tilbage