Hvad Hjernekisten gemte

Nogle Barndomsindtryk

[1] Min første Udkigspost var et Vindu i mine Forældres trefags Dagligstue, der vendte ud til en smal, men livligt befærdet Gade. Jeg var seks Aar. Vi var nylig flyttet der til Byen, og jeg havde hidtil gjort mine Iagttagelser i en Kælderetage, hvor Barnekammeret i vor forrige Bolig var beliggende. Jeg havde derfra ikke kunnet se andet af Omverdenen end Benene af de Folk, der gik forbi, og nu og da en Hund, der standsede og løftede op. Her stod jeg nu i en høj Stueetage og kunde se de største Mænd over Hovedet. De eneste, der ragede op over mig, var Arbejdsvognenes Kuske, der alle havde den sære Vane at staa oprejst i Vognen under Kørslen. Ja, hvor var der meget nyt at se paa! Morsomt var der især paa Torve- og Markedsdage, naar Landboerne kom til Byen og trak gennem Gaden, snart med en Ko, et Par Faar eller med en Sæk fuld af levende Smaagrise paa Ryggen. Mændene havde Sølvknapper i den brogede Vest, nogle ogsaa i Frakken, og alle dampede de paa store Merskumspiber med Sølvbeslag. Men de allerældste Bønder var endnu mærkeligere at se. De havde sorte Fløjls Knæbenklæder, høje Hatte og tunge, langskaftede Støvler eller hvide Uldstrømper og Sko med Sølvspænder. Kvinderne var derimod allesammen ens klædte. Endogsaa de smaa Piger bar lange Kjoler ligesom de voksne og havde Hovedet stramt indbundet med et blommet Tørklæde, der var knyttet over Issen, saa kun det rødkindede Ansigt var synligt. Jeg fandt dem forfærdelig søde og ønskede mig en saadan Søster.

[2] Lige overfor vort Hus var der et Indhug i Husrækken, et mod Gaden aabent Gaardsrum, hvor der boede en Beslagsmed. I en Bagbygning var der Port ind til den mørke Smedie med den flammende Esse, i hvis røde Skær Smeden og hans Svende tog sig ud som Skygger. Langs den ene Side af Gaardsrummet var en Bom med Jernringe, hvortil Hestene blev bundet, naar de skulde skoes; og da det gerne var store, kraftige Dyr, der ikke alle var lige villige til at lade sig tage under Behandling, fulgte jeg fra mit Vindu disse Optrin med tilbageholdt Aandedræt. Unge Plage, der maaske aldrig før havde haft Sko under sig, vendte det hvide ud af Øjnene, det røde ud af Næseborene og stejlede og fnøs. Blev de helt balstyrige, slog en af Svendene et Reb om Snuden paa Dyret, en anden greb med begge Hænder om et af de sparkende Ben og holdt det fast, mens Mester selv skar Hoven til ved Hjælp af en lang Kniv med dobbelt Haandtag og sømmede Skoene fast. Disse sodede Smedekarle med Ærmerne højt opsmøgede over de muskuløse Arme var mine første Helte. Vor Barnepige, den gamle Trine, mente at vide, at de hver Dag fik Flæskekage til Middag, og at det var derfor, de var saa store og havde saadanne vældige Armkræfter. Siden den Dag blev Flæskekage min Livret, som jeg regelmæssig forspiste mig i.

[3] Blandt de af Byens Folk, der til Stadighed kom gennem vor Gade, var Skorstensfejeren med de hvide Øjne i det sorte Ansigt. Og der var Byens tykke Mand, om hvem det blev fortalt, at han ganske alene kunde fortære en hel Gaas og bagefter tre Pandekager saa store og tykke som et Retiradelaag. Og der var den offentlige Udraaber, der paa sin Vandring omkring i Gaderne regelmæssig standsede lige ved vort Hus og kaldte Folk til Vinduerne med en kraftig Trommehvirvel. Saa var der Rebslagerens lange "Tosse-Kresten", der skridtede af Sted med svingende Arme og savlende Mund. Og der var gamle Ajs1 og hans Kone, "Tante Hugtand", to stumme, skyggeagtige Væsner, der hver Lørdag Aften i Skumringen fejede Gaden udenfor vort Hus.

[4] Det stærkeste Indtryk paa mig gjorde nogle Pjalteskikkelser, som jeg af en Fremmed havde hørt kalde "de unævnelige". De dukkede op i Ny og Næ med en bulet Blikspand i Haanden og kiggede sig paa en underlig søgende Maade omkring; og det, de søgte efter – var Hundenes Efterladenskaber, som de omhyggeligt opsamlede med to flade Pinde. Jeg véd ikke hvorfor, men jeg havde levet mig ind i den Forestilling, at det var Tyve og Røvere, der til Straf maatte udføre dette nedværdigende Arbejde for alle Folks Øjne. Saa en Dag fortalte vor gamle Barnepige mig, at Skarnet blev solgt til Byens Handskemagere, der anvendte det ved Tilberedelsen af deres Skind. Jeg blev saa opbragt paa hende, at jeg fløj op og gav mig til at slaa løs paa hende. Om jeg ogsaa kun var seks Aar, skulde hun ikke tro, at hun kunde bilde mig alting ind. Jeg vidste jo, at Byens Handsker var berømte over hele Landet, og netop paa Grund af deres Blødhed og fine Duft. Men saa hændte det en Del Aar efter, da jeg havde lært at læse, og daglig studerede Byens Avis, at jeg faldt over en Notits om en Forretningsmand i Jerusalem, der var bleven indviklet i en kuriøs Proces. Gennem flere Aar havde han ladet de mange omstrejfende Hundes Efterladenskaber opsamle i Sække og sendt dem til en verdenskendt Handskefabrik i London; men da det var gaaet op for Myndighederne i Jerusalem, at han var bleven en velhavende Mand paa den Trafik, anlagde de Sag imod ham og hævdede, at Skarnet paa Gaderne var offentlig Ejendom, dets Bortfjernelse altsaa Tyveri. Han maatte som Bod aflevere Størsteparten af det engelske Sterlingguld, han havde tjent paa Handelen. Jeg stavede mig to Gange gennem Beretningen og blev flov tilmode. Jeg huskede mit Sammenstød med gamle Trine, som altsaa alligevel havde haft Ret. Samtidig gik et Lys op for mig over et dunkelt Sted i Grundtvigs bekendte Bryllupssalme, som jeg ofte havde brudt min Drengehjerne med:

"I Davids-Staden
er Guld paa Gaden."

[5a] Af andre, mere ualmindelige Tildragelser, der fængslede mig til min Udkigsplads ved Vinduet, var de store Ligfølger, der undertiden i Skumringen drog gennem Gaden. Det var Skik i Byen ved indtræffende Dødsfald, at Familiens nærstaaende Venner og Bekendte fulgte den Afdødes Kiste, naar den ved Solnedgang under Klokkeringning førtes fra Hjemmet ud til Kapellet paa Kirkegaarden; og skønt min personlige Berøring med Døden paa det Tidspunkt indskrænkede sig til Fundet af en ihjelfrossen Spurv, som jeg havde begravet i Haven, gjorde Synet af denne tavse, sortklædte Sørgeskare, det tilhyllede Hestespand for Ligvognen og Kirkeklokkens vedvarende Klemten, altid et stærkt Indtryk paa mig. [5b] En anden Oplevelse af en ganske modsat Art var det morsomme Optog af Sømænd og andre af Havnens Folk, der Fastelavns Mandag drog gennem Byens Gader for at indsamle Penge til deres Alderdomshjem. Først kom et Par kraftige Fanebærere i store Søstøvler og Sydvest, derefter selve "Fastelavnsskibet", en guirlandesmykket Baad anbragt paa Understellet af en Langvogn og trukket af et Par Vognmandskrikker, der var stadset op med Rosetter og Plumager. I Baaden sad en halv Snes Sømænd med oprejste Aarer, alle klædt ud som Orlogsgaster med blanke, sorte Voksdugshatte og hvide Bluser. I Bagstavnen af Baaden sad en gammel, ludende Skikkelse, Lavets Ældste, en forhenværende Rorsbetjent, uniformeret som Admiral med trekantet Hat, hvide Bomuldshandsker og Brystet dækket af Medaljer. Udfor hvert større Hus i Gaden standsede Toget. Paa et Signal fra en Baadsmandspibe rejste Mandskabet sig op og svang de blanke Hatte med et trefoldigt Hurra. Det var et stolt Øjeblik for en Dreng i Seksaarsalderen, der havde faaet Lov til at gaa ned paa Gaden med Husets Pengegave (en Tremark), at række denne op til den gamle Admiral, i hvis Skød den kugleformede "Bombebøsse" hvilede. Admiralen løftede sin behandskede Haand op til Hatten og nikkede til Drengen, saa derpaa op til Vinduerne og gentog sin Hilsen. Saa lød Baadsmandstrillen paany, og Toget drog videre fulgt af Gadens Ungdom.

[6a] Byens Beliggenhed ved Bredden af Danmarks eneste store Vandløb, Gudenaaen, omtrent hvor denne løber ud i Randers Fjord, prægede i Almindelighed ikke Livet i Gaderne synderligt. Men under visse Vind- og Strømforhold kunde Vandet i Aaen stige saa stærkt, at hele Kvarteret omkring Havnen oversvømmedes. Ledsaget af Barnepigen var jeg en Dag henne og se paa, at Folk sejlede omkring i Gaderne i Baade og Pramme, og at Drenge plaskede gennem Vandet paa Stylter. [6b] Stærkere Indtryk efterlod dog Oversvømmelserne i vor egen Gade under svære Regnskyl, naar mægtige Vandmasser strømmede ned fra de høje og stejle Bakker, ved hvis Fod Byen laa. Under Sommerens Tordenskyller forvandledes Gaderne, der førte ned til Havnen, – og det var netop i en saadan, vi boede – i et Nu til grumsede Floder. Vandet steg fodhøjt over Brolægningen. Som en rivende Strøm jog det afsted mellem Husene og førte alt Slags Gods med sig. Snart kom en gammel Hat sejlende, snart et Rendestensbrædt, en Spaankurv eller Staver af et bortskyllet Havegærde. Naar Uvejret var paa sit højeste og et blaasort Mørke indhyllede Byen, mens Tordenen rullede henover Tagene, sad jeg og frydede mig ved Vinduet i den Indbildning, at jeg som en af Noahs Sønner oplevede Syndfloden, bag en Glug i Arken.

[7] Vort Hus laa paa Række med de øvrige Huse i Gaden. Skønt det var en Embedsbolig, skilte det sig heller ikke i Udseende fra Størstedelen af de andre Bygninger. Facaden var af kedelige, mørkerøde Sten uden nogen Art Fremspring eller Prydelse. Ingen Fremmed vilde falde paa, at dette banale Stykke Murermesterarbejde var Byens Præstegaard. Men indvendigt var Huset lyst og venligt, Værelserne højloftede og herskabelige. Ikke mindre end tre Trapper førte fra Stuen op til den øvre Etage, og oppe og nede var der ialt en Snes Værelser, deriblandt en større Sal, bestemt til Forsamlinger. Disse ualmindelig gode Boligforhold var sikkert medvirkende Aarsag til, at min Far havde søgt Kaldet. Vi var nemlig mange Børn, tilsidst ikke mindre end tolv (foruden fire døde), alle Helsøskende. Men var Huset stort og rummeligt, saa var til Gengæld Haven saare indskrænket, i Grunden blot en bevokset Tørreplads, omgivet af vore egne og Naboejendommenes Udhuse og Plankeværker. For os Børn var dog en saadan Have netop efter Ønske, en fri Tumleplads, langt fornøjeligere end en sirlig Blomsterhave vilde have været. Ogsaa de store, tomme Udhuse havde vi at lege i. Forgængeren i Embedet havde som de fleste af Byens Storfolk haft Ekvipage. Der var derfor Stald med Baase baade til egne og fremmede Heste, to Vognporte, Seletøjsrum og Karlekammer — og hele denne forladte Verden havde vi Børn nu at regere i.

[8] I den ene af de fordums Vognporte, der nu blev brugt til Brændselsrum, stod Sommeren igennem en midaldrende Arbejdsmand og savede og huggede de 20 Favne Brænde, der tillige med 50 Tusinde Tørv om Vinteren fortæredes af Husets mange Kakkelovne. Denne Mand blev min Ven, og hvad der oprindelig knyttede mig til ham, var dels hans ensomme Arbejde, dels et Par legemlige Skavanker. Han var gruelig skæv i Ansigtet, og som saa mange andre Mænd, der ernærer sig som Brændehuggere, havde han mistet Pegefingeren paa den venstre Haand. Der var kun en ubetydelig Rest igen, og Synet af den lille bevægelige Fingerstump, som han brugte til at klø sig i Skægget med og andet Smaapilleri, havde vakt min barnlige Medlidenhed. Men for Resten var han ogsaa et godmodigt Menneske, som jeg trygt kunde gaa til med mine Sorger. Han sagde mig aldrig imod. Naar jeg var bleven uens med en af mine Søskende og vilde retfærdiggøre mig overfor ham, gav han mig altid Medhold. Naar jeg fortalte ham noget, der ikke var ganske sandt, troede han mig alligevel og sagde ikke som mine Søskende: "Nu skryder du igen!" Jeg følte mig lykkelig overbevist om, at jeg i denne rødskæggede og fregnede Mand med den skæve Næse og den hængende Buksebag havde faaet en forstaaende Ven for Livet.

[9] En Dag, jeg befandt mig i Haven og længe havde hørt hans Øksehug lyde inde fra Vognskuret, kom han pludselig løbende ud derfra kridhvid i Ansigtet og med den ene Haand viklet ind i sit Sækkelærredsforklæde. Jeg raabte paa ham; men uden at svare styrtede han af Sted gennem Porten ud paa Gaden. Det løb mig koldt ned ad Ryggen, da jeg opdagede Bloddryp mellem hans Træskospor i Havegruset. Jeg anede en Ulykke, og Anelsen slog til. Han havde igen hugget en Finger af. Dagen efter kom han tilbage, endnu en Del bleg og med Haanden indbunden. Han gik ind i Skuret for at lede efter Fingeren, som han ogsaa snart fandt mellem Brændestykkerne. Han spurgte mig, om jeg vilde se den, hvad jeg vægrede mig ved. Saa puttede han den roligt i Lommen og gik hjem. Et Par Dage derefter sad jeg i Skumringen ved mit Vindue i Dagligstuen, da et af de sædvanlige Ligtog drog gennem Gaden. Uden at ane, hvem det var, der her førtes til Kapellet, betragtede jeg Kistens fattige Blomsterpynt og det lille Følge af grædende Kvinder og tarvelig klædte Mænd. Først bagefter fik jeg at vide, at det var min Ven. Gennem Saaret i Haanden var der opstaaet en farlig Blodforgiftning, og nu var han død. Hvad jeg følte derved, var mere Forundring end Sorg. Børn i den Alder er jo ikke i Stand til virkelig at sørge. I hvert Fald skal der aldrig meget til for at trøste dem. Men jeg fik dog her for første Gang en utryg Fornemmelse af, hvor tynd den Traad er, der forbinder et Menneske med hans Tilværelse her paa Jorden. Uden Varsel kunde den blive klippet over af den usynlige Haand foroven, – og hvad saa? Engle troede jeg ikke rigtig paa.

[10] Ikke længe efter begyndte et nyt Livsafsnit for mig, idet jeg kom i Skole. Nogen Tid forinden havde jeg faaet Lov til at færdes alene paa Gaderne, og først nu lærte jeg Byen virkelig at kende. Mens jeg hidtil havde maattet rende i Hælene paa Barnepigen, der trak af Sted med de endnu mindre Børn og altid holdt sig til Hovedgaderne og de offentlige Lystanlæg, søgte jeg nu gerne ned til Havnen, hvor der var saa meget at se paa, Skibe, der lossede eller lastede, Fiskerbaade, der kom ind fra Fjorden med Garnene glimtende af Sølvskæl, Tørvebryggen, hvor de lange, tungt lastede "Kaage" lagde til med deres mægtige Stabler af Brænde, Mursten og Tørv, som dybt inde fra Landet førtes hertil med Strømmen. Her omkring Havnen laa desuden den allerældste Bydel med de mange sære Smøger og Smug mellem gamle, udadhældende Pakhusgavle – mørke, krogede og saa smalle, at to Mennesker daarligt kunde komme forbi hinanden. Jeg vovede mig kun sjældent helt igennem dem. Det gøs i En, naar man midt i et saadant kroget og mennesketomt Stræde hørte nogen nærme sig fra den anden Ende og fornam den hult klingende Genlyd af hans Skridt, inden Manden selv kom til Syne.

[11a] Disse mangeartede nye Indtryk fortrængte inden længe de fleste Erindringer om den By, vi var kommen fra. Ogsaa det var en østjysk Købstad, men en hel Del mindre end Randers, med en halvt landsbyagtig Karakter til Trods for, at den var en befæstet Stad omsluttet af høje Volde med store Kanoner paa. Men indenfor Voldene var der fredelige Marker og græssende Køer. Hvad jeg nu husker fra denne min Fødeby, Fredericia, er saare lidt. Noget Helhedsbillede af den er ikke blevet tilbage. Vore Erindringer fra den tidlige Barndom er jo altid uden Sammenhæng. Det er Øjebliksbilleder, der af en eller anden Grund er bleven fredet af Mindet. De løfter sig forklarede op af Sjælens Urtidsmørke som solbeskinnede Klippetinder af et Hav, hvor en Verden er gaaet under. Store Begivenheder gaar totalt i Forglemmelse, mens Erindringen om et ituslaaet Dukkehoved trofast bevares helt op i den høje Alderdom. [11b] Ikke en Gang af Opbrudet fra Fredericia og Ankomsten til Randers har jeg bevaret andet end flygtige Glimt, og det til Trods for, at jeg paa denne min første Rejse gjorde Bekendtskab med Tidens store Vidunder "Dampvognen", som jeg i Forvejen havde hørt saa meget om. Jernbanen fra Aarhus til Randers – den første i Jylland – var just den Gang bleven aabnet. Men Børn i den Alder er ikke lette at sætte i Forundring. De vil ikke lade sig imponere, allermindst naar de af Paarørende er bleven forberedt paa store Overraskelser. Jeg sad under Kørslen og kiggede uden Forbavselse ud af Kupévinduet. Jeg saa jo nok, at Markerne drejede rundt som et Hjul, og at Gruset paa Banelegemet løb bort under mig i lange Striber. Men Herre gud2, hvad nyt var der i det? Det havde jeg set før. Det var jo bare som at køre paa Karussel.

[12] Kun en eneste Situation fra mine allertidligste Dage, da Tanken endnu laa i Svøb, maaske min allerældste Erindring, staar mærkelig tydelig i Bevidstheden. Jeg ser mig selv som lille Purk nede paa det nederste af en Havetrappe og gennem Sprinklerne i det jernstøbte Trin kigge ned paa nogle Græsstraa, der vokser dernede under Trinnet. Jeg er gaaet saa ganske op i Synet, at jeg er bleven borte for mig selv, er "faldet i Amdam", som man den Gang sagde om et Barn, naar det er blevet berørt af den Tryllestav, der udløser os af Virkeligheden og for nogle Øjeblikke bortfører Sjælen til et underfuldt Liv i lykkelig Selvforglemmelse. Hvad jeg tænkte, da jeg vaagnede op af Fortryllelsen, véd jeg ikke. Men noget usædvanligt maa jeg dog have følt derved, siden jeg har husket Oplevelsen, mens alt andet fra den Tid nu er Nat og Taage.

(Fortsættes)

[Flensborg Avis, 4. marts 1932, side 5:]

(Fortsat)

[13] Den Pogeskole, jeg først blev anbragt i, lå ved Byens største Torv, Frederikspladsen, eller Fisketorvet, som det også hed. Der havde en Gang i gamle Dage ligget et Slot på det Sted. Nu lå her en Del sammenbyggede, mest ældre Huse omkring en fælles Gårdsplads, som endnu kaldtes Slotsgården. På en lav Førstesal i et af de ældste Huse, hvor der i Stuen var et Snedkerværksted, lå Skolen – eller "Asylet", som den vistnok kaldtes. En stejl, mørk Trappe førte derop, og hele Lokalet bestod af et enkelt Værelse med et Par Bænke og Skamler til en halv Snes Drenge. Desuden stod der en Omhængsseng derinde, da Stuen samtidig var Asylmoderens Soveværelse. Men trods disse indskrænkede og ubekvemme Forhold, som næppe vil finde Nåde hos nogen Skolekommission i vore Dage, var Fru Christensens Asyl meget anerkendt og søgt, tilmed af Byens bedste Familier. Hun var nu også en fornøjelig gammel Dame, der mildnede sine drastiske Opdragelsesmetoder med sit gode Humør og jyske Lune.

[14]Vi lærte at stave og skrive Tal; men Formålet for Undervisningen var forøvrigt væsentlig at optugte os til at sidde artigt stille og vænne os af med dårlige Manerer som at pille sig i Næsen og bide Negle. Som Kur mod den sidste Uvane anvendte hun et hårrejsende Middel. Det uundværlige lille Møbel under Sengen blev trukket frem, og Fingerspidserne af den syndefulde Hånd tvungen ned i Indholdet. Der stod for os Drenge en sådan Skræk af denne Straf, at den blotte Trusel om at trække "lille Benjamin" frem fra Sengeomhænget i Almindelighed var tilstrækkelig til at holde os i Ave.

[15] Længe forundtes det mig nu ikke at nyde godt af hendes Opdragelse. En Dag fandt vi Døren til hendes Stue lukket. Den gamle Dame var blevet syg om Natten og bragt på Hospitalet. Hun kom aldrig mere til at trone i sin Armstol og smække os over Fingrene med Linealen "lange Ane", når vi stavede forkert. Men efter hendes Død blev hun selv og hendes Asyl til en hel Myte i Byen. Længe efter kunde man høre ældre Folk omtale hende som et pædagogisk Geni, og hertil bidrog velsagtens, at vor berømte Sprogforsker Vilh. Thomsen havde været blandt hendes Elever og således af hende og lange Ane lært Begyndelsesgrundene i sin Videnskab.

[16] Der blev nu gjort Forsøg med et Par andre Børneasyler, der var endnu mindre og endnu mere private, indtil jeg i Syvårs-Alderen kom ind i en rigtig Drengeskole med rigtige Skoleborde og store Landkort på Væggene. Der var kun et enkelt Klasseværelse, og Bestyreren var en falleret Handelsmand der fra Byen, hans eneste Medlærer en teologisk Kandidat, der underviste i Religion. Alligevel betragtedes Skolen som en halvt autoriseret Forberedelsesklasse til "Latinskolen", som Statens Skoler den Gang hed, og jeg traf her igen de fleste af de gamle Kammerater fra Slotsgården, der ligesom jeg var bleven husvilde efter Fru Christensens Død.

[17] Den forhenværende Forretningsmand var vel nok i Stand til at lære os Regning og Skrivning; men ellers var det vist ikke stort bevendt med hans Undervisning. I hvert Fald husker jeg nu bedst de Timer, da jeg "sad over", og navnlig har en enkelt af disse indholdsrige Straffetimer efterladt et uudsletteligt Indtryk. Da Læreren og de andre Elever var gaaet hjem til Middag, sad jeg lukket inde i Skolestuen med mine Bøger. Det var jo Meningen, at jeg skulde læse paa den forsømte Lektie; men i Stedet for stillede jeg mig hen til Vinduet, der vendte ud til en snæver Gaardsplads. Da der var bleven stille i Huset efter de hjemslupne Drenges Larmen paa Trappen, så' jeg en stor, fedrygget Rotte liste frem fra en Kælderhals dernede og lidt efter et Par Stykker af samme Slags fra andre skjulte Steder. Alle styrede de hen mod en velfyldt Affaldstønde henne i Krogen og entrede op ad den. Der samledes efterhånden et helt Mylder – Tøndens Rand var til sidst tætbesat af fede, brune Kroppe med nedhængende Haler. De bedes og kivedes og snappede Godbidderne fra hinanden, og når en af dem havde fået fat i en særlig pragtfuld Lækkerbidsken, et Pølseskind, et Stykke Flæskesvær eller en Osteskorpe, kurede den sig skyndsomst ned for at bringe sit Bytte i Sikkerhed. At det var et Lillebillede af vort eget Samfundsliv, jeg her havde for Øje, forstod jeg jo ikke den Gang.

[18] Bekendtskabet med de nye Kammerater, jeg havde fået, genvakte en Følelse hos mig, som jeg allerede kendte fra Omgangen med de gamle. Jeg kunde ikke undgå at mærke, at de fleste nødig indlod sig med mig. Der kom et mere eller mindre skævt Smil i deres Ansigter, når jeg nærmede mig dem. At jeg var tarveligere klædt end de fleste andre Elever, kunde ikke være Grunden. Kun den pertentligste af Rigmandssønnerne faldt det ind at se ned på en Kammerat, fordi han måtte gå med Lapper på Bukserne. Det var mit fremmede og vanskeligt udsigelige Efternavn, som man fandt komisk, og som overalt i Byen blev forvrænget for at gøre det endnu mere grinagtigt. Er der nu noget, der kan ophidse en Dreng, så er det Latterliggørelsen af hans Navn, og det kom i Frikvartererne til mange drabelige Batailler i den Anledning. At der også var andre Årsager til flere af mine Kammeraters spydige Holdning, forstod jeg først senere. Det såkaldte gode Borgerskab var meget utilfreds med min Far, fordi han ikke som Forgængeren i Embedet var en selskabelig Natur med altid åbne Arme, men indesluttet og lidet omgængelig. Og de ældres Misfornøjelse havde smittet af på Børnene.

[19] Disse første År i Randers var i det hele en svær Tid for mine Forældre. Flytningen dertil havde været besværlig og bekostelig. Man kendte ikke den Gang Nutidens store, polstrede Flyttevogne, der kan rumme et helt Indbo. Hvert Møbel måtte særskilt indpakkes, Stoleben og Bordben omstændelig indvikles i Halmsimer. Det tog Uger at forberede Opbrudet fra den gamle Lejlighed, og endnu længere Tid at genopbygge Hjemmet i den nye. Og næppe var alle disse huslige Besværligheder overstået for mine Forældre, før den store Landskatastrofe indtraf, Krigen i 1864. Tyske og østrigske Hære besatte Jylland og gjorde sig til Herre over det. I over et halvt År var Byen i Fjendevold, dens Styrelse overtaget af en prøjsisk Militærkommission med diktatorisk Myndighed.

[20] Den første Indrykning af fjendtlige Tropper fik jeg ikke Lov at overvære. Som Tegn på Sorg holdt Byens Beboere sig inden Døre ved den Lejlighed, Gaderne var tomme, og Gardinerne tæt nedrullede overalt på det Strøg, hvor Indtoget ved Middagstid fandt Sted. Men hvad der skete, fik jeg bagefter at vide af en Kammerat, der havde luret i en Port. Først var en ung Løjtnant kommen ridende i skarpt Trav gennem Gaden ganske alene. I den truende fremstrakte Højre havde han holdt en Pistol, parat til at fyre ved mindste Mistanke om et Baghold. På Torvet foran Rådhuset standsede han op, og nu kom hele den øvrige Styrke op gennem Gaden med Faner og klingende Spil. Inde i Rådhuset havde Byens Borgmester, Medlemmer af Borgerrådet og flere Embedsmænd imidlertid givet Møde efter Tilsigelse. Flere af dem fængsledes og blev under militær Bevogtning ført som Gidsler til tyske Fæstninger. Varelagre og offentlige Pengekasser blev beslaglagt, Byens eneste Avis sat under prøjsisk Militærcensur. Mine Forældre måtte rømme hele Præstegårdens Stueetage og flere af Værelserne ovenpå foruden Udhusene med Stald og Vognporte til de skiftende Indkvarteringer.

[21a] En Dag, da jeg kom hjem fra Skolen, var en Afdeling Rytteri netop rykket ind hos os og sadlede af i Gård og Have under stor Ståhej. Der blev råbt og skreget, Kommandoer krydsedes. Hestene vrinskede og var urolige. Foran Havestuedøren stod en lille galhovedet Officer med Sporer på de lange Støvler og galede som en Hane. [21b] Jeg sneg mig gennem Køkkenudgangen op til de få Stuer, der var levnet os ovenpå. Her stod min Mor ved Vinduet og græd. Jeg vidste godt, at jeg også burde være bedrøvet, og hver Gang jeg så de Voksne gå omkring med røde Øjne, slog jeg mine ned og skammede mig. Men Hjertet jublede i mit Bryst. Jeg syntes, at det var en stolt og herlig Tid. Hver Dag nye Oplevelser, ny Indmarch af fremmede Soldater i mærkelige Uniformer, Landsknægte til Hest med lange Fanespyd, uendelige Rækker af Fodfolk, kæmpestore, skæggede Tamburmajorer i Spidsen for vældige Orkestre, der om Aftenen spillede på Byens Torve. [21c] Velsagtens på Grund af vore rummelige Værelser og vor Stald havde vi gerne højtstående Befalingsmænd i Indkvartering, en Gang endogså en virkelig Prins med Stab, der blev hos os til Fredslutningen. [21d] I al den Tid stod der Nat og Dag to Skildvagter med opplantede Bajonetter foran vor Port, og der var et stadigt Rykind af Officerer og Ordonanser. Det var mine stolteste Dage. Den høje Herre var nu også en meget elskværdig og omgængelig Mand, der viste mine Forældre al mulig Hensyn og nikkede venligt til os Børn, når vi mødte ham i Porten eller Haven. Jeg gik da også tilsidst frit ud og ind i Vagtstuen, hvor Oppasserne børstede og pudsede hans og hans Adjudants Uniformer; og med Forbavselse lagde jeg Mærke til den ængstelige Omhu, hvormed det altid skete, næsten som var det en hellig Handling. For at forvisse sig om Børstens Renhed, strøg de den hvert Øjeblik henover et Stykke rent hvidt Skrivepapir, der var lagt stramt over en Bordkant. Afsatte den blot en Anelse af Smuds på Papiret, blev den straks lagt hen til Rensning.

[22] Efter Fredsslutningen, da Tropperne havde forladt Byen, følte jeg Dagene sørgeligt tomme. Ingen Musik i Gaderne, ingen Militærparader på Torvene, ingen Skildvagter mere foran vor Port. Ved Afskeden havde Prinsen foræret min Mor en Dåse fin kinesisk The og efterladt et Stykke Legetøj til hver af os yngre Børn. Jeg for min Del fik en Æske Tinsoldater, en hel Eskadron Ulaner. Jeg fandt det derfor grusomt utaknemligt af mine Forældre at være så glade for, at han var rejst.

[23] Deres Glæde over endelig igen at kunne færdes frit i deres egne Stuer fik iøvrigt en brat og sørgelig Afslutning. Næppe var den sidste prøjsiske Soldat kommen ud af Byen, før Krigstidens Uro og Virvar i vort Hus afløstes af Gravens Stilhed. En af mine Søskende, en stille og blid lille Pige omtrent på min egen Alder, blev syg og døde. Det var i December, i de mørke Dage før Jul, og Slaget ramte mine Forældre hårdt. Med Undtagelse af deres Førstefødte, der døde som spæd, havde de hidtil ikke mistet nogen af deres mange Børn – "mine fjorten Tønder Guld", som min Far altid den Gang spøgefuldt kaldte os. Jeg kom ikke selv ind til Dødslejet; men senere fik jeg at vide, at min Far under Barnets svære Dødskamp havde løftet hende ligesom beskyttende op i sine Arme og tilsagt hende Himlens Fred med det Vers af Grundtvigs Salme "Sov sødt, Barnlille", hvori det hedder:

"Guds-Fingrene grande
slog Kors for din Pande,
Guds enbårne Røst
slog Kors for dit Bryst,
thi skal ingen Djævel dig skade."

[24] Der fulgte nu en trist og tung Vinter, hvor jeg følte mig meget ene. Den af mine mange Søskende, jeg havde holdt mest af, var ikke mere, og Kammeraterne på Skolen holdt sig stadig på Afstand. Uden rigtigt Tilsyn eller Tilhold i Hjemmet, fordi min Mor havde fem mindre Børn at tage Vare på, og mine ældre Brødre, der nu alle gik i Latinskolen, var flittigt optaget af deres Lektielæsning til langt ud på Aftenen, begyndte jeg at strejfe om i Byen som en herreløs Hund og på egen Hånd søge Bekendtskaber både af den ene og den anden Slags. Et af mine kæreste Opholdssteder blev en af Byens ældste Købmandsgårde, hvor jeg havde gjort mig gode Venner med Gårdskarlene og derfor færdedes frit omkring, som om jeg hørte til der.

[25] En sådan gammel Randersgård med dens mangeartede Bygninger, dens tre-fire Etager høje Pakhuse, dens Brændevinsbrænderi, dens Stalde og store Tømmerplads var en hel Verden for sig, en By i Byen, der bredte sig over et Areal på flere Tønder Land. Bygningerne var for Størstedelen af Bindingsværk med rødtjærede Stolper. De øvre Stokværk ragede ud over det nederste med åbne eller lukkede Svalegange, hvorfra der førte hundredårige Trapper med træskoslidte Trin både ned til Gårdspladsen og opefter til Lofter og Pakrum, der duftede af alle Slags Varer. En Provinskøbmand kunde ikke den Gang som nu forsyne sig fra Uge til Uge, men måtte have et Lager, der strakte til i Måneder. Der var store Fade med Sukker fra Vestindien, et Loft fuldt af Sække med Kaffe og Sække med Ris, et andet Loft med Stabler af Klipfisk, Sirupstønder og Tønder med Tjære – en fremmedartet Verden for en Præstegårdsdreng at gå på Opdagelse i. På Frostdage foretrak jeg dog Opholdet i de lune Stude- og Kostalde. De lå ved Siden af Brænderiet, og Dyrene opfededes af den varme, spiritusholdige Bærme derfra – "Spøl" kaldtes den. Derfor stod de efter hver Fodring og vaklede i Båsene, eller de lå tungt i Halmen med blakkede Øjne og et brunt Savl ud af Munden. På den store Gårdsplads og i Hestestaldene, der kunde rumme indtil hundrede Heste, var der til daglig ret tomt og stille; men om Lørdagen og på de mange Markedsdage, når Omegnens Bønder i Tusindvis kom kørende til Byen i deres stive Vogne med Smør og Ost og Uld, med Smågrise og Fjerkræ, med Heste og Kvæg, var alle Købmandsgårde pakfulde af Køretøjer, hele Byen en Torveplads, hvor der blev handlet, tusket, pruttet og drukket Lidkøb Dagen igennem. Når så ud på Eftermiddagen den fulde Bondemand var kommen op i sin Vogn og kørte hjem med vildt galloperende Heste; når der var Slagsmål og Spektakel rundt om i Gaderne, og Sang og Skrål lød op fra de hundrede Beværtningers Kælderhalse, havde Byen haft en af sine store Dage.

[26] Den lange, mørke Vinter var omsider til Ende. Sneen smeltede i Gaderne, og Spurvene begyndte igen at bade sig i Vandpytterne. Og snart fulgte andre frydefulde Forårstegn og Sommervarsler. Pumperne på Torvene og i Gårdene afklædtes deres grimme, snavsede Halmkavaj. Dragonen foran Hovedvagten ved Siden af Rådhuset skiftede også Udseende og paraderede igen uden rød Skildvagtskappe. Og en skøn Dag kom de første Hornfisk til Byen og samlede Opløb på Fisketorvet.

[27] Med Forårets Komme besøgtes Byen næsten daglig af fremmede Spillemænd, Akrobater, Bjørnetrækkere, Savojarder og den Slags omvandrende Folk, der oftest optrådte på åben Gade. Jonglører og Kraftkunstnere bredte en Tæppepjalt ud over Stenbroen og gjorde her deres Kunster. Mange af dem var Sydlændinge, Zigøjnere, og deres mørke Ansigter og spraglede Dragter betog det barnlige Sind og vakte Eventyrlængsler. Til en sådan ambulant Gøglerfamilie knytter sig da også Erindringer om min første Forelskelse. Et Ægtepar gæstede Byen med to Børn, en Dreng og en Pige, der begge optrådte som Ekvilibrister i kødfarvet Trikot og sorte Fløjlsbukser. Til Forældrenes Spil på Guitar og Klarinet gik de på Hænder, slog Saltomortaler og dansede. Det var dog ikke Pigebarnet, men Drengen, jeg tabte mit Hjerte til. Hans Smidighed og Kraft var så meget større end Søsterens. Hans lille friserede Hoved, hans indstuderede Slængkys ud til Publikum, når der blev kastet Penge, Appelsiner eller andet godt hen på Tæppet til ham, fortryllede mig ganske. Sammen med Byens omløbende Ungdom fulgte jeg Truppen fra Gade til Gade og tømte mine Lommer for alt, hvad jeg ejede eller kunde tiltigge mig af Kobberskillinger og Sukkergodt. I et ekstatisk Øjeblik ofrede jeg endog mit dyrebareste Klenodie, en nylig erhvervet Lommekniv. Men jeg må tilstå, at jeg fortrød det bagefter; og hver Gang Kærligheden senere i Livet vilde forlede mig til en Dårskab, dukkede Mindet om denne fine Perlemorskniv op for mig som et advarende Tegn. Jeg tør iøvrigt ikke påstå, at det altid frugtede.

[28] Imidlertid var der i Præstegården bleven lagt Mærke til min hyppige Fraværelse, og da jeg en Dag kom hjem med en forreven Trøje, blev der sat en Stopper for min Omstrejfen. Foreløbig bestemtes det, at jeg skulde følges med min Mor og et Par af de yngre Søskende til Vordingborg, hvor min Morfar var Byfoged. Krigstidens mangelunde Savn og Lidelser, min Søsters Død tilligemed en påny forestående Barnefødsel – den femtende'1 – havde været for meget for min ellers så standhaftige lille Mor, og hun skulde nu i nogle Sommeruger befries for Husførelsens Byrder. Vi rejste over Århus med Damper til Korsør, derfra videre til Slagelse, hvor vi overnattede. Men skønt jeg nu var bleven to År ældre, end da vi flyttede fra Fredericia, husker jeg næsten endnu mindre fra denne Rejse end fra den forrige. Og jeg var dog ellers en Knægt, der havde Øjne og Ører ganske godt med mig. Men Forklaringen er vel den, at jeg befandt mig i den Alder, da den vågnende Eftertanke hvert Øjeblik falder hen i Drømmerier. Jeg kan først få fat på mig selv igen, da jeg om Morgenen i Slagelse anbringes på Bukken af en stor Postvogn bag et Par brede grå Hesterygge og ved Siden af en rødkjolet Kusk, der tiltaler mig på et fremmed klingende, næsten uforståeligt Mål. I Næstved skiftede vi Befordring, idet min Bedstefars egen Vogn ventede os der og kørte os til Vordingborg.

[29] Morfar var Enkemand og den eneste af vore fire Bedsteforældre, der var i Live. Han var en jovial gammel Herre med blege, mærkeligt fremmedartede Træk, store Øjne og tætkruset, endnu mørkt Hår. Bedst husker jeg ham fra en Dag, hvor Landaueren var kørt frem for Hovedtrappen, og han – uniformeret og ordensbehængt – blev hjulpet til Sæde for at køre til en Middag på en af Omegnens store Herresæder. Jeg stod på Trappen som Tilskuer og gjorde store Øjne. Mine Forældre tog aldrig ud i Selskab. Jeg kunde ikke mindes nogensinde at have set dem selskabsklædte. For min Fars Vedkommende var der Året rundt kun Tale om en stadig Omskiften af Hjemmedragten med Ornatet. Synet af min Bedstefars guldbroderede Uniform, hans Kårde og hvide Glacéhandsker, den gamle Mands fornøjede Mine og den Duft af fin Parfume, der ombølgede ham, da han steg i Vognen, gjorde derfor et overvældende Indtryk på mig. Samtidig satte det min Eftertanke i Bevægelse og efterlod en underlig Benovelse hos mig, da Vognen kørte. Denne fremmede Selskabsverden, som jeg her havde set et Glimt af, dette strålende Liv i Fest og Glæde, – var det ikke det, min Far så ofte talte om i Kirken og fordømte med så stor Strenghed? Jeg blev stående på Trappen og stirrede med opskræmt Fantasi efter Vognen, som om den kørte min Bedstefar lige ind i Helvede.

[30] En Tid efter fandt Hjemrejsen Sted. Forinden oplevede jeg ved et Tilfælde at få kigget ind i en anden, fremmed Menneskeverden, hvor der ved den Lejlighed også var Lystighed og Fest. Min Bedstefars Kusk og to af Husets Piger var bleven indbudt til et Bryllup ude på Landet. Materialvognen blev fint pudset, og da der var Plads nok i de to Agestole, fik jeg Lov til at tage med. Jeg havde her min første Berøring med en Befolkning, den sjællandske Bonde, som jeg senere i Livet kom i et nært og kært Forhold til. Da vi i Følge med en anden Vogn kørte ind i Bryllupsgården, blev vi modtaget med Musik af tre-fire Landsbyspillemænd, der var opstillet ved Hustrappen. Indenfor Døren stod to Mænd og bød os Velkommen. Den ene var Skafferen, en munter Mand, der af en stor Klukflaske skænkede den traditionelle Indgangs-Dram til hvert Mandfolk blandt Gæsterne. Også mig vilde han pånøde denne Velkomst, og kun ved et Par forstandige Folks Indgriben slap jeg for den.

[31] Efter Vielsen i Kirken gik vi tilbords, og som Byfogedens Barnebarn fik jeg Plads blandt de voksne, endogså helt oppe ved Brudeparret, hvad jeg var meget stolt af. Men forøvrigt var Måltidet mig en Skuffelse. Jeg havde i Forvejen hørt så meget om disse Landsbygilders Overdådighed i Mad og Drikke; men efter gammel Bondeskik bestod Bryllupsmiddagen blot af Risengrød og Tørfisk. Der stod nogle Ølkrus på Bordet, og et Par Gange i Løbet af Måltidet gik et stort Glas Rødvin rundt fra Gæst til Gæst. Men der blev kun lige nippet til det. Glasset gik fra Mund til Mund under en højtidelig Tavshed, som var det en hellig Kalk.

[32] Efter Kaffebordet et Par Timer senere, hvor Klukflasken med den hjemlige Brændevin var bleven mere skattet, voksede Stemningen svært, og det både inde og ude. Allerede midt på Eftermiddagen begyndte Dansen ovre i den pyntede Lo, og inde i Stuerne sad de Gamle og spillede Kort med drabelige Slag i Bordene. Men samtidig med, at Lystigheden steg omkring mig, dalede den hos mig selv. Den lange Køretur og Dagens stærke Hede havde udmattet mig. Trods Musikken og de dansende Karles Tramp i Logulvet blev Aftenen for mig en mere og mere fortvivlet Kamp med Søvnigheden.

[33] Mange År efter, da jeg var på en Sommervandring i Sydsjælland og kom gennem en Landsby nær Gåbense, sad der en meget gammel Kone udenfor et Hus og strikkede med rystende Hænder. Jeg standsede for at spørge om Vej, og vi kom i Snak. Og nu viste det sig, at det var ved denne gamle Aftægtskones Bryllup, jeg for mere end 553 År siden havde kedet mig så grueligt. Hun kunde godt huske mig. For da Bryllupsgæsterne hen på Morgenstunden skulde køre hjem, kunde man ingen Steder finde den fremmede Dreng og begyndte at blive urolig. Tilsidst havde de råbt mit Navn højt i alle Stuerne, og endelig kom jeg søvndrukken krybende frem på alle fire fra en Bænk, hvorunder jeg som en Hund havde søgt Soveplads.

(Fortsættes)

[Flensborg Avis, 17. marts 1932, side 6:]

(Fortsat)

[34 ] Med det fyldte niende År kom jeg ind i "Latinskolen". Bygningen var ret ny med rummelige Klasseværelser, brede Gange og en stor, moderne indrettet Gymnastiksal. Over Indgangen var indmuret en Marmorplade med disse manende Ord: "Samler Eder Skatte, som Rust og Møl ej fortærer". Selv var den på dette Tidspunkt en temmelig mølædt Institution – en Skole i Forfald. Nu skal man rigtignok altid være varsom med at dømme om sine Ungdomslærere. Navnlig når man ikke har hørt til deres flinke Elever, men oftere har givet Anledning til Dadel end til Ros, er man senere i Livet tilbøjelig til at betragte dem som en latterlig Samling Karikaturer. Der begås dog næppe nogen Uretfærdighed ved at påstå, at Randers Skoles Anseelse i denne Periode ikke stod højt. Rektoren var en Stuelærd, godmodig og retfærdig, men ganske uden Gemyt, derfor uden al Forståelse af de Drenge, der ikke netop var støbt i hans egen Skikkelse. Og om Størsteparten af Lærerne kan det uden Forklejnelse siges, at deres Kvalifikationer som Ungdomsopdragere ikke var til mere end Temmeliggodt.

[35] For at tage et Eksempel: Vor Historielærer var en aldrende Tyksak, omkring hvem der gerne stod en sødlig Dunst af Rom eller Portvin. Han var stokdøv, måtte derfor under Overhøringen hele Tiden opholde sig nede i Klassen og flytte sig mellem Bordrækkerne fra Elev til Elev, hvad der voldte en Del Besvær på Grund af hans uhyre Vom. Timerne benyttedes udelukkende til Opramsning af Lektien. Gik Ramseriet i Stå, søgte han at få det i Gang igen ved allehånde Løjer. "Nå – hvad så mere?" sagde han og trykkede Eleven på Næsen med sin Tommel, hvad han kaldte "en Begmand", eller han hyppede på ham ved gemytlig at trække ham i Øret med et "Nå, kom så da!" Inden han gik til den næste Elev, gav han Vedkommende en eller anden Genstand at holde på for at markere Resultatet af Overhøringen. Det kunde være et Stykke Brænde eller Tavlesvampen, Ildklemmen eller, dersom Præstationen havde været mådelig, glen til Gården. Alt Klasseværelsets løse Inventar blev, efterhånden taget i Brug og ved Timens Slutning løftet i Vejret til Støtte for hans Hukommelse, når han gik op på Katederet for at indføre Karaktererne i Protokollen.

[36] Så gemytligt indførtes vi Drenge i Fædrelandets Historie umiddelbart efter en ulykkelig Krig, hvor selve Landets Eksistens stod på Spil. Disse Narrestreger var Skolens Bidrag til vor Forståelse af Fortiden og den truende Spøgelseskrift, der kan læses mellem Linjerne på mange af vor Histories Sider: Mene, Mene, Thekel. Men i en gammel By som Randers har Historiens Ånd selv Mæle. Fra dens trange, middelalderlige Smøger og Smuge med de indfaldne Bindingsværksgavle talte den til os om den svundne Tid og dens Mænd, først og fornemmelig naturligvis om Byens egen Helt, Niels Ebbesen. Der lå på Søndergade en gammel Bygning, hvorom der blev sagt, at her var Stedet, hvor den kullede Greve hin Aprilsnat 1340 fik Hovedet hugget af "over Sengestokken". Stod vi en mørk Aften foran det gamle Hus, blev Begivenheden, der på Skolen bare var en afhaspet Lektie, til levende og blodig Virkelighed for os. Vi syntes i Stilheden at høre Suset af det vældige Sværdhug, der skilte Hovedet fra Kroppen og skaffede Jylland af med sin Tyran.

[37] Niels fra Nørreris står nu i Bronce på Byens Torv. Da Statuen i sin Tid rejstes, lød der hist og her Protester fra samvittighedsbekymrede Folk, der spurgte, om det også var forsvarligt at sætte et Æresminde for en Drabsmand, der på Lønmorderes Vis, dækket af Natten, sneg sig ind i en sovende Fjendes Hus og dræbte ham, mens han lå værgeløs i Sengen. Sådanne ængstelige Sjæle, der vejer Midlet i Stedet for Målet, har vi jo gerne en Flok af blandt vore Patrioter. Mene, Mene, Thekel! Ja vist var Niels Ebbesens Gerning en Mørkets Dåd, men selv en sådan får Glans fra det høje, når Målet er noget så stort som et Folks Frelse.

[38] I Latinskolen samledes jeg igen med de fleste af mine gamle Med-Elever fra Børneskolerne;4 men der var tillige en Del nye, som jeg ikke kendte. Det var navnlig Drenge fra Omegnen, Proprietær- og Herregårdssønner, der hidtil havde fået Undervisning i Hjemmene. Det var gennemgående store, kraftige Fyre, i Væsen og Sprog prægede af deres landlige Oprindelse og Opdragelse. Måske derfor følte jeg mig straks tiltrukket af dem. Men hertil bidrog også den Omstændighed, at de som fremmede i Byen endnu intet vidste om Befolkningens Miskendelse af min Far, ikke havde hørt om Kirkens Tomhed ved Søndagsgudstjenesten, hvad de andre i Klassen altid drillede mig med. Påstanden ophidsede mig så meget mere, som den slet ikke var sand, og idelig røg vi i Totterne på hinanden i den Anledning.

[39] Blandt de nye Kammerater knyttede jeg især Venskab med to Sønner fra Tustrup, en Herregård, der lå et Par Mil fra Randers midt ude på det vidtstrakte, overdådigt frugtbare Engdrag, der var Byens og hele Egnens Rigdomskilde. Familien havde også nogle yngre Børn, der endnu blev undervist hjemme af en Huslærer. I dette store, gæstfrie Hus fik jeg i de kommende År en Slags andet Hjem. Sommer og Vinter tilbragte jeg mange af mine Feriedage derude og lærte bl. a. at fiske Gedder og at ride, eller dog at sidde på en Hesteryg. Sammen med de andre Børn gjorde jeg lange Besøgsture omkring i Egnen på "min egen" Hest, en Gråskimmel, der hed Kora. Der stod over tyve Heste i Stalden foruden to Nordbagger til de yngste Børn. Vi kunde til Tider være en hel Kavalkade, når vi drog af Gårde.

[40] Faderen, der under Krigen havde gjort Tjeneste som Dragonofficer og stadig lod sig kalde Løjtnant, var en indesluttet Mand af Junkertype, samtidig alligevel tydelig præget af nært Slægtskab med Egnens Bonde. Moderen var Datter af Enkefruen på Løvenborg, Ditlev Rantzaus gamle Herresæde, og hendes Søster var Fruen på Lundbjerg, en anden af Egnens store Gårde. På Pindsminde, der var Nabo til Tustrup, boede også en af Slægten, og i alle disse nær forbundne Hjem, hvor der overalt rådede den mest rundhåndede Gæstfrihed, blev jeg indført og fandt Optagelse, næsten som om jeg hørte med til Familien. Løjtnanten og hans Frue var Fætter og Kusine, og om deres fælles Herkomst fortaltes der på Egnen en underlig Historie. En af de tidligere Lensbesiddere på Gl. Estrup, Djurslands ældste og største Herresæde, havde efter et mislykket Ægteskab med en Adelsdame giftet sig med Gårdens smukke Hønsepige og efter Brylluppet skænket hver af hendes Brødre en Herregård. Det lyder som en Ammestuekrønike, og er det måske også. Men sikkert er det dog, at både Løvenholm og Tustrup ligesom en tredje af Egnens Storgårde i det foregående Slægtled ejedes af tre Brødre, der alle oprindelig havde været almindelige Bønderkarle. Ved Dygtighed havde de drevet deres Ejendomme op til at blive Mønstergårde og var bleven pengestærke Folk, mens den grevelige Familie og deres stolte Slægtsborg sank dybere og dybere ned i Fattigdom og Forfald.

[41] Denne familiære Omgang med så mange for mine Forældre og Søskende ganske fremmede Mennesker forrykkede en Smule Forholdet til mit eget Hjem og mine daglige Omgivelser. Når jeg fra de junkerlige Friluftsglæder vendte tilbage til Byen og Præstegården med dens indelukkede lille Gårdsplads og Have, til Skoletimernes og Lektielæsningens Tvang, var jeg ofte ret melankolsk. Frikvarterets Klinkspil i Skolegården morede mig ikke mere. Selv Klassens "Indianerkampe" ude i Byens Anlæg, hvor Sortefod indringedes og fangedes, var mig nu altfor barnlige. Hensunken i mig selv som en Fange, der er lagt i Jern, sad jeg i Timerne og længtes efter "min egen" Hest og efter en gul Nordbagge med en sød lille Pige på 8 År, hvis Kavaler jeg var på Rideturene derude på Landet. I Hjemmet følte jeg mig mere og mere tilovers. Hvor der er så mange Søskende, får Forholdet mellem dem ret naturligt ikke den samme inderlige Karakter som i en mindre Familie med nogenlunde jævnaldrende Børn. Om de også er Helsøskende, har de ældre og de yngre dog ikke haft samme Forældre, er ikke vokset op under samme Kår eller i det samme Hjem. Følelsen af Samhørighed bliver derfor ikke helt naturlig, Forholdet mellem dem mere som mellem Fættere eller Kusiner.

[42] På Skolen fik jeg til Gengæld nogle andre Venner, som jeg kunde slutte mig til, deriblandt Johan Rohde, den nu så bekendte og ansete Maler og Møbelkunstner, som blev mig en Ven for Livet. Klassens Lys var en Dreng, der senere blev Skoledirektør i København; dens Ugle var en Dyrlægesøn fra Midtjylland, en stor, kvabset Fyr, som vi på Grund af hans enfoldige Udseende og Væsen kaldte Jokum og i det hele ubarmhjertigt drillede. Om hans Tåbelighed gik der en hel Del Historier, der næsten kunde måle sig med de gamle Molbofortællinger. Her er en af dem. På Rejsen hjem til Julen var han kommen til at køre i samme Tog som en af Skolens Adjunkter. Det var blevet et forrygende Snefog, og allerede i Langå måtte Toget stoppe op og vente et Par Timer, indtil Banen igen var farbar. Passagererne opholdt sig i de opvarmede Ventesale, og her i Mylderet af Julerejsende fik Adjunkten Øje på Jokum, der sad modfalden på en af Bænkene. For at opmuntre ham tog han ham under Hagen og sagde, at han ikke skulde være ked af Forsinkelsen; Banen vilde snart være ryddeliggjort, så han endnu kunde komme tidsnok hjem til Julegrøden. Men Jokum lod sig ikke trøste. Tårerne rullede ned ad hans Kinder, og under Hulken og Hiks kom det nu ud af ham, at han ingen Mellemmad havde fået med og heller ikke flere Penge end netop til Billetten. Adjunkten, der fik ondt af Drengen, gav ham så Lov til at gå ind i Restaurationen og få sig lidt at spise på hans Regning. En Timestid efter, da Toget endelig kunde køre, og han kom hen til Buffet'en for at betale, præsenteredes der ham til hans Forbløffelse en større Note for Jokums Fortæring: en kvart And med Rødkål, en Bruslemonade og en Kop Chokolade med tre Stykker Julekage. Adjunkten var Lærer i Naturhistorie og ingenlunde nogen skånsom Opdrager. Affæren blev snart kendt i hele Skolen, og hver Gang vor Klasse under Gennemgangen af Fuglene kom til Ænderne, vidste vi, at Jokum vilde blive hørt. Under vor Jubel blev den arme Tosse kaldt op for omstændelig at gøre Rede for Ændernes Kendetegn og Egenskaber, og han slap ikke ud af Gabestokken, før han også udtrykkelig havde nævnt, at deres Kød var meget velsmagende.

[43] Sammen med Johan Rohde foretog jeg en Sommer i disse År min første større Udflugt fra Hjemmet, en Fodvandring, der i Dagsmarcher på tre-fire Mil gik op til Skagen og tilbage ad Vestkysten over Thisted. Jeg havde tidligere sammen med en anden Kammerat gjort en 8 Dages Tur gennem Djursland til den høje Klint "Jernhatten" på Kattegatskysten, hvor Synet af det åbne Hav og Bruset fra Havstokken gjorde et mægtigt Indtryk på os Drenge fra den indelukkede Gudenå-Dal med dens lydløse Strøm. Endnu tidligere havde jeg på egen Hånd gået fra Rødkærsbro over Aunsbjerg til Torning inde ved Hedegrænsen, Steen Blichers gamle Sognekald, hvor nu en af min Fars yngre Præstevenner boede. Men først denne Skagenstur blev mig den rigtige Indvielse til det frie Vandreliv, som dengang var Ungdommens Form for frydefuld Livsudfoldelse. Hin tidlige grå Sommermorgen, da min Ven og jeg forlod Randers med fuld Oppakning og skridtede syngende ud ad Mariager Landevej, havde vi en stolt Følelse af at drage ud på en Eventyrfærd.

[44] Egentlig er et fladt og så stærkt opdyrket Land som Danmark, hvor man de fleste Steder tvinges til at følge den slagne Landevej i en Luft, der er fyldt med Støv og Stank fra forbirullende Vogne, kun dårlig egnet til at gå Fodture i. Helt anderledes er Vandringer i Bjergegne, hvor man med hver Stigning når op i renere og lettere Luftlag og overalt ledsages af Musikken fra strømmende Vande. Samtidig udvider Synskredsen sig med nye Landskaber, nye Floder, nye blånende Bjerge og forøger vor Higen ud mod det ukendte Fjerne. Forståeligt er det da, at Cykleudflugter og Spejderlejre har fortrængt Vandrelysten hos vor Tids Ungdom herhjemme, så der snart sagt ikke er andre Fodgængere at se på vore Landeveje end Bisserne. Alligevel! Når vi ældre, der er født før Cyklernes og de andre bevingede Færdselsmidlers Tid, tænker tilbage på vore daglange Vandringer langs Grøftekanterne, ja, så må vi jo indrømme, at vi bevægede os med en Snegls Langsomhed i Sammenligning med Nutidens Kilometerslugere på Hjul. Men vi kunde til Gengæld have Sindet åbent for andet end Vejbanens Drejninger og Tuderiet fra bagfra kommende Køretøjer. Vi kunde holde Rast i en Høstak og give os helt hen i en Stemning eller en Naturbetragtning, uden hvert Øjeblik at måtte skotte ned til Armbåndsuret, sådan som Hjulrytteren gør det, fordi Farten sidder ham i Kroppen også under Hvilen. Dertil kom, at vi gerne tørnede ud om Morgenen uden at vide, hvordan det næste Natteherberge vilde blive. Som Skikken dengang var, gik vi på Gæsteri hos Bekendte og Bekendtes Bekendte, og det var jo ikke i alle Familier, man fik en lige stormende Modtagelse. – Derfor var Dagene så fulde af Spænding, så rige på Oplevelser. Under den nævnte 8 Dages Tur gennem Djursland måtte min Rejsefælle og jeg en enkelt Nat lægge os ind i en Kro. Det kostede os dog kun fire Skilling hver, og to Skilling for Morgenkaffen. Men så måtte vi ganske vist sove i samme Seng og dele Værelse med en omvandrende Uldkræmmer, hvis langtfra lydløse Søvn holdt os vågen en Tid af Natten.

[45] Af de mange fremmede Hjem, der gæstfrit åbnede sig for Johan Rohde og mig, mindes jeg navnlig Byfogdens på Skagen. Om vor Adkomst til at lægge os ind dér, kan jeg intet oplyse. Rimeligvis havde vi ingen. Men vi fik den hjerteligste Modtagelse og tilbragte et Par overordentlig fornøjelige Dage hos det frodige og gemytlige gamle Ægtepar. Skagen var dengang et fattigt Fiskerleje på den nøgne Strand uden Havn eller Jernbane, Efter den store Sandflugt et Århundrede forinden, der på et eneste Døgn begravede de mange frugtbare Marker og lagde Byen selv øde, måtte Beboerne atter ernære sig udelukkende af Havet. Af den fordums anselige Købstad, der havde haft Latinskole og flere store Handelshuse, var der nu ikke stort andet tilbage end en Hoben spredt liggende, stråtækkede Hytter, adskilte ved Marehalmsklitter og Stejlepladser, hvor Net og små Flyndere hang til Tørring. Hovedgaden – næsten en halv Mil lang – var en Sandvej, hvor man sank i til over Anklerne, og fra Omverdenen var Byen adskilt ved en udstrakt Ørken, i hvis lumske Kviksandsumpe der sporløst forsvandt både Mennesker og Dyr.

[46] H. C. Andersen, der med al sin gammeljomfruagtige Ængstelighed løjerligt nok alligevel var den danske Digter, der kom videst omkring i Verden, havde besøgt Skagen en halv Snes År i Forvejen, hvad der endnu taltes om deroppe. Stedets Ry som et Eventyrrige skriver sig dog ikke fra dette Digterbesøg. Det var først mere end tyve År efter, da den øde Strand var bleven en Rugeplads for Kunstens omstrejfende Fugle, at den vandt Berømmelse langt ud over Landets Grænser. Ingen Skagbo drømte dengang om, at deres By i Sommertiden skulde blive kongelig Residensstad. Der tænktes overhovedet ikke på Forandringer. Embedsmændene og de enkelte andre Fremmede, der blev bosiddende Folk deroppe, optog i Reglen hurtigt Befolkningens primitive Livsvaner og faldt til Ro i dem. Vor Vært, Byfogden, gik fra Morgenstunden i Træsko, havde sjælden Flip på og lignede i det hele mere en Skipper, der har lagt op, end en Embedsmand. Det samme var i endnu højere Grad Tilfældet med Præsten, en kraftig Skikkelse, om hvem det blev fortalt, at han om Søndagen gik til Kirketjenesten med lange Søstøvler under Præstekjolen.

[47] Nu har den gamle, begravede Købstad hævet sig igen af sine Sandhøje, rigtignok i meget moderniseret Skikkelse med teglhængte Huse, Butikker og Hoteller. Holger Drachmann, der i sin Tid som en Blænker førte Kunstens Trækfugleskare hertil, hviler nu i en Klit heroppe som en Oldkæmpe i sin Høj. Desværre ligger Graven i en betænkelig Nærhed af det store Badehotel på Grenen, næsten som en Del af Etablissementet. Den dekorative Opstilling med Stendyssen ovenpå Gravhøjen virker lidt Tivoli-agtig og er som Sindbillede betragtet ganske en Misforståelse. Nogen Vikingenatur var Drachmann visselig ikke. Der var overhovedet ikke meget hos ham, som mindede om det gamle Norden. Men en Troubadour var han, en benådet Sanger med et rigt og broget Sind, over hvis Urne der mere passende kunde være rejst et Barok-Tabernakel. –

[48] To År i Træk tilbragte jeg et Par Sommeruger hos Præstefamilien i Torning mellem Viborg og Herning. Jeg var ved det første Besøg godt en halv Snes År; men skønt jeg vidste, at der var jævnaldrende Børn i Præstegården, var det langtfra med min gode Vilje, jeg rejste derud. Jeg mente nemlig at forstå, at det var mine Forældre, der havde fremkaldt Indbydelsen for at få mig bort fra Tustrup og mine andre Herregårdsbekendtskaber, som jeg velsagtens har gjort mig en Del til af. Med andre Ord: jeg opfattede Rejsen som en Forvisning og lovede mig selv at være stejl.

[49] Jeg ser mig stå med en tung Taske over Skulderen udenfor Rødkærsbro Station, hvortil et tidligt Morgentog havde ført mig. Uhyre misfornøjet og vel også nok noget forknyt så jeg ud over det store, fremmede Landskab, der lå foran mig, og som jeg ganske på egen Hånd skulde finde Vej igennem. Jeg havde to stive Mil at gå, og Solen brændte allerede hedt. Jeg vidste, i hvilken Retning jeg skulde gå, og jeg var Jyde nok til ikke at tage fejl af Verdenshjørnerne. Forøvrigt havde jeg fået Besked om at spørge mig for; men der var ingen Mennesker på Vejene, og ved Vejkrydsene måtte jeg flere Gange ty ind i Gårdene og bestå en Kamp med rasende Hunde for at sikre mig mod at gå forkert. Det blev derfor over Middag, inden jeg nåede Torning. Præstefamilien sad endnu ved Bordet, da jeg ude i Forstuen blev mødt af et gammelt Tyende, som havde set mig komme. Et Øjeblik efter stod jeg omringet af en Flok glade Børn, der var stormet derud for at tage mig i Øjesyn. Senere kom også Præstefolkene og ønskede mig velkommen. De må sikkert have set med Forundring på denne mugne Feriedreng, der knap nok svarede på deres Spørgsmål om, hvordan Rejsen var gået.

[50] Egnen omkring Torning, der i Blichers Tid halvvejs havde været Hede, var nu vel opdyrket Land med ret store Gårde og god Avling. I Præstegårdens egen Stald stod fire kraftige Heste, og Synet af dem lyste lidt op i mit Sind. Så kunde jeg måske få Lejlighed til at gøre mig gældende som flot Rytter. Også en anden Omstændighed bidrog til at optø mig. Sommerferierne dengang faldt sammen med Hundedagene, altså også med Kornhøsten, og der var Travlhed rundt om på Markerne. Vi Børn, både Piger og Drenge, fik Lov til at være med i Arbejdet, og det viste sig til min Overraskelse at være helt morsomt at gå og svede som en rigtig Høstkarl bare med Skjorte og Bukser på. Vi var med til at binde Negene og kappedes om, hvem der kunde binde flest. Og når Kornet kørtes i Lade, lå vi ovenpå Læssene og sang i vilden Sky. To Gange daglig badede vi os i Fællesskab i en bred Å i Nærheden for at skylle Sveden af os, og også det gik for sig under alskens Lystighed. Der var i det hele en langt friere og dristigere Tone mellem disse Søskende, end jeg var vant til fra mit eget Hjem, og i Begyndelsen følte jeg mig lidt trykket af den, f. Eks. ved at vise mig i paradisisk Nøgenhed sammen med Pigebørnene og deres vestjyske Kusine, der ligesom jeg var på Feriebesøg der. De var alle i Tiårs-Alderen. Det varede dog ikke længe, før deres muntre Naturlighed også gik mig i Blodet, og inden længe sværmede jeg så småt for Kusinen, der var den ældste af dem og den mindst kådmundede. Så var Tustrup og min lille Herregårdsfrøken på Nordbaggen glemt for en Tid og Surmuleriet dampet af mig. Endog de forventede Rideture slog jeg af Hovedet nu, da jeg under Badningen havde Lejlighed til at udmærke mig ved min Færdighed i at svømme og dykke. Det var iøvrigt en Færdighed der var fælles for al Randers-Ungdom på Grund af den Rolle, Gudenåen på forskellig Vis spillede i dens Sommerliv. Det betragtedes næsten som en Skam for en Dreng, når han ikke allerede i Niårs-Alderen var en frygtløs Svømmer og Bunddykker.

[51] Omkring i Egnen var der endnu Mindelser både om de ældste Tider, da Vildskovene dækkede Landet, og om de senere, da Hedelyngen bredte sig det store Øde, efterat Stormene havde fældet den tusindårige Skov og Sandflugten begravet den. Spredt rundt om i Landskabet lå tætte, mørke Krat af vantrevne Hvidtjørn og ældgamle Skovæbletræer, af Eg og Røn, som vi kun med Ængstelse trængte os ind i, fordi vi havde hørt, at det spøgede derinde. Hist og bor løftede den mørke Top af en Lyngbanke sig op over det dyrkede Land; men den egentlige, sammenhængende Hede var nu trængt et godt Stykke ud mod Vest. Vi var kun derude en enkelt Gang med et Studespand for at hente Tørv hjem fra Moserne. Natmandsfolket, som der snakkedes så meget om, så vi til min Sorg ikke noget til ved den Lejlighed; men inde i Torning By viste sig flere Gange mørkøjede, vildt udseende Omstrejfere, Kedelflikkere og den Slags Folk, som Beboerne aldrig var glade for.

[52] En Aften i Skumringen, da jeg sammen med de to ældste af Præstens Sønner spillede "Munk" ude på Landevejen, så vi ved et Tilfælde, at noget levende krøb op fra Grøften et Stykke borte og gemte sig bag en Busk. På Grund af Afstanden og Solnedgangsskæret, som vi havde i Øjnene, kunde vi ikke rigtig se, hvad det var. Det kunde være et eller andet Dyr, men det kunde også være et Menneske. Vi stak Hovederne sammen, og efter en længere Rådslagning vovede vi os derhen og fandt en lille Savoyard, en Purk på syv-otte År, i den sørgeligste Forfatning. Det var dengang slet ikke noget usædvanligt at støde på disse omvandrende små Musikanter fra Sydens Bjerge. Når jeg så dem i Randers, misundte jeg dem gerne deres fuglefrie Liv uden Skoletvang og andre Bånd. Her så jeg nu dets ynkværdige Vrangside. Drengens Klæder var gennemtrængt af Vand og Mudder; han var blå af Kulde og rystede over hele Kroppen. Sandsynligvis havde han villet skyde Genvej over Mosen og var kommen ud i en Gunge. Vi prøvede at tale til ham; men han holdt sky Hånden over Øjnene og vendte Ansigtet bort. Hans anden Hånd holdt krampagtig på en Harmonika, der havde fået Vand ind i sig, så Limningen var opløst på det ene Dæksel, og det var åbenbart ikke mindst denne Ulykke, der gjorde ham stum af Sorg. Selv efter at Præsten var kommen til og på hans eget Sprog havde forsikret ham, at Instrumentet nok skulde blive gjort i Stand, var han ikke til at slå et Ord af. Hans Tanker var langt borte. Han måtte tilsidst med Magt føres under Tag, at Nattekulden ikke skulde skade ham. Han blev lukket ind i den lune Stald og fik et Knippe Halm og et Dækken at sove i. Man bragte ham Mad og varmt Øl; men han vilde hverken spise eller drikke. Han så sig angstfuldt omkring med sine store, sorte Øjne og trykkede Harmonikaen tæt ind til sig, som om han var bange for, at den skulde blive fraranet ham. I hans Øre lød formodentlig en moderlig Formaning til ham om aldrig at slippe den af Hænde. – Da Stalden tidlig den næste Morgen åbnedes, var han forsvunden. Hvor var han bleven af? Vi spurgte efter ham i hele Byen; men ingen vidste noget om ham. Vi så ham ikke mere. –

[53] Kort efter måtte jeg selv bryde op og rejse hjem for igen at begynde Skolegangen. Mine Følelser ved Afskeden var betydeligt forskellige fra dem, hvormed jeg i sin Tid var kommen dertil, og navnlig var Farvel'et til Kusinen helt forknyt. Jeg genså hende først mange År efter; men da det hverken dengang eller senere blev til Forlovelse, endsige Giftermål, er der ingen Grund til at komme nærmere ind på Erindringen om hende. Dette Brev er desuden allerede bleven lovlig langt, og det var jo også blot min Hensigt at fremdrage et og andet Kuriosum fra Bunden af Hjernens Kramkiste, ikke af Hjertets.

(Fortsættes.)

 
[1] Ajs: Randers-dialekt for Anders - ligesom Rajs står for Randers. tilbage
[2] Herre gud: Således i Flensborg Avis. Udtrykket går ikke igen i Drengeaar. tilbage
[3] I Drengeaar 50. tilbage
[4] ; < : tilbage
['1] den femtende: dvs. Ellen Elisabeth, f. 31.12.1865. tilbage