Sandinge Menighed
Literatur
Henrik Pontoppidan: Sandinge Menighed. En Fortælling. 196 S. (Andr. Schou).
Jonas Lie: Livsslaven. 223 S. (Hegel).
Begge Bøgerne er udkomne i denne Forsommer med et ikke stort Mellemrum, og som de høre sammen i Tid, har de i alt Fald haft den Bestræbelse tilfælles at ville male Tilværelser, der gaa til Spilde. Det er Samfundsvilkaarenes uheldige Fordeling og de deraf flydende ulykkelige Følger for den enkelte, der danner begge Fortællingers sørgmodige Baggrund. Og i begge Beretninger bliver det en Kjærlighedshistorie, som tænder Petarden1, der forræderisk har ligget skjult under Samfundets nogenlunde glatte Overflade. Men i begge Fortællinger er det ogsaa denne Ildspaasættelse, som sprænger Bogens Kunst og ødelægger Virkningen af det, Kunstneren har villet.
Man har Ret til at holde Bøgerne sammen. Begge Forfatterne er ypperlige Stilister, og begge have arbejdet i det kunstneriske Fremskridts Tjeneste ved at lade Kjendsgjerningerne tale for sig og netop kun male Tingene, Forholdene, Personerne, som de er, det vil sige: som de har vist sig for dem. Og begge endelig er paavirkede af Kielland. Men i øvrigt er de meget forskjellige. Pontoppidan er den haardeste af de to og den mest moderne. Lie har haft ondt ved at vikle sin Kunst ud af det Klædebon, hvori han tidligere skred stoltelig frem, og som bragte Hæder over hans Navn; der er noget skaanende i hans Haand, naar han vil samle Virkningen af det grelle, han har malet. "Livsslaven" er anlagt paa at vise, hvorledes en ulykkelig uægte født Dreng helt eller delvist maa gaa til Grunde i de moderne Forhold, naar ikke netop særlig gunstige Vilkaar træde hjælpende til, og hele Begyndelsen af Fortællingen fører sikkert og gribende hen imod dette. Men pludselig svinger Fortællingen, og det bliver en afskyelig Tilfældighed – et Øjebliks rasende Skinsyge –, som bringer Ulykke over "Livsslavens" Hoved. Lie er bleven en moden Kunstner i en stor Del af sine Enkeltskildringer, det er i Gjennemførelsen af Billedet, i Benyttelsen af alle de Forudsætninger, han selv har givet, at det skorter paa Evne eller Mod. Hos Pontoppidan sporer man ingen Frygt for ubønhørlig at gaa den hele Vej igjennem fra Ulykkens Begyndelse til dens Ende, men hans Fortælling er ufærdig i alle de enkelte Led. Han er den unge Forfatter, som kjender Maalet langt bedre end Vejen, medens Lie har det erfarne Talents lykkelige Evne til at finde sig til Rette overalt, kun gaar han rigtignok vild og finder ikke Maalet. Pontoppidan har skarpt og med Harme set Faren for de smaa i en Del af de moderne dannedes foregivne Ønske om at stille sig paa lige Fod med den ukultiverede Bondebefolkning, og i "Sandinge Menighed" gaar et ungt uskyldigt Pigebarn til Grunde i denne Løgn. Men Forf. er ikke Psykolog, og det er et løsrevet Faktum, at Bodil bliver Gjenstand for et Forførelsesforsøg og føler sig som trampet i Støvet derved, om end ganske vist Bogens Idé fyldestgjøres derved. – Dette binder altsaa disse to talentfulde Bøger sammen, at de istemme den store Kiellandske Klagesang over Livet, og begge gaa i Stykker ved Opgavens Løsning.
"Livsslaven" er den bedst skrevne af de to Bøger, i formel Henseende den mest færdige. Den er livlig, behersket, stundom helt virtuosmæssig overlegen. Men den er paa mange Steder ikke ægte i Farven. Helten, som er Smedesvend, fører et Sprog, der er komponeret over Motiver hentet fra Smedjen, og paa Fabrikspigernes Samtale er der læmpet osv. Imidlertid er der store Afsnit, der er en ubetinget Pryd for vor moderne Literatur. Den bedste Skikkelse i Bogen turde Barbro være, den stærke Fjeldjente, som faar sit uægte Barn og bliver lokket til at forlade det for at tjene som Amme hos Generalkonsulens. Hun lever for godt der, kan ikke taale den Forkjælelse, hun som Amme og senere som Barnepige er Gjenstand for, og da hun efter 7 Aars Forløb bliver nødt til at tage ud paa Landet igjen, forsynet med en god Sum Penge, har hun næppe en Tanke for sin Dreng i Byen. Hun ser ham først paany, da han – uden hendes Hjælp og efter forskjellige haarde Stød af Skæbnen – er bleven en hæderlig Smedesvend, og hendes Hensigt er da udelukkende at drage Fordel af hans gode sociale Stilling. "En Lørdag Middag passede hun ham op udenfor Kjælderen, hvor han spiste. Hun havde hørt, at han var bleven Svend, og havde ikke Ro paa sig, før hun kom til Byen for at besøge ham. Hun var bleven saa glad! … Naar han vidste, hvor mangt et Suk hun havde draget for hans Skyld, og hvor mange modige Taarer, hun havde fældet, – den store stadselige, halv bondeklædte Kone var sprængrød i Ansigtet og græd og tørrede sig i et Væk med det sammenlagte Lommetørklæde, medens hun tolkede sin Bevægelse og Glæde over, hvordan alt havde vendt sig som ved en Styrelse". Imedens staar Nikolai, hendes Søn, og overvejer, at det til hans Lykke at blive Smedesvend vel ogsaa hører at finde sin Moder igjen – "ja vist var han glad i hende, og var det uhyre rørendes". Hun ligger ham naturligvis saa til Byrde og plyndrer ham for de surt erhvervede Dalere, han skulde gifte sig for. Af langt ringere Værdi er Forholdet mellem ham og Silja, Kærresten. Her har Lie ikke vovet at give Tingen som den er. Smedesvenden bliver med ét Romanhelt og Silja uskyldig og ubevidst paa Punkter, hvor hun netop ikke er det, i alt Fald ikke paa den Maade Lie lader hende være det.
I Pontoppidans Bog er der vrimlefuldt af forkerte Ting, men den er overalt fængslende og udmærket fortalt. Bestandig er man en lille Streg over Virkeligheden. Man skulde tro, at man sad og hørte en ung original Poet fortælle det, man her læser paa Tryk, alt er saa djærvt og umiddelbart gribende, og de mange smaa lunefulde Overdrivelser har netop hele det mundtlige Foredrags Friskhed. For at skildre den snakkesalige grundtvigianske Kreds, der samler sig om Fru Gylling, bruger Forf. en Mængde Personer, der hver faar en lille karakteriserende Egenskab at løbe med: der er folkelige Rigsdagsmænd, gamle hvidhaarede Landsbypræster, unge vindige Højskolelærere, der lugte af Skjæg og daarlig Tobak… ind stryger to elegante Damer, den ene er en ung, spids Frue med en fornem Hilsen, den anden lidt federe… Student Mollerup havde anbragt sig bag Frøknerne Blomberg, der sad med hinanden om Halsen paa en lille Puf og hørte paa de ældre. Han var en lang, langbenet Fyr med et lillebitte kuglerundt Hoved og et tyndt, fint duftende Haar, der sad saa glat, som var det malet paa Hovedskallen. Da han havde den Vane intet at ville sige, uden at det var bidende satirisk, havde han hidtil kun fixeret Selskabet med et kritisk Smil. Men Madsen derimod – "kjære Maden", som Fru Gylling altid kaldte ham – var Ekstasen selv. Frk. Drehling følte sig helt ilde. Hun var Datter af Gehejmeetatsraad Drehling og hørte slet ikke til denne Kreds af Fru Gyllings Bekjendtskaber. Og saa sad denne Frk. Jentzsen og tudede hende Ørene fulde med et af Højskoleforstander Balderups aandfulde Foredrag, mens Fru Blomberg var nær ved at kvæle Livet af hende med en nærgaaende Elskværdighed, osv. Senere er der en Træmand i et – for øvrigt umuligt – Aftenselskab hos Fru Gylling, der, da Stemningen bliver livlig, deltager i Samtalen "med smaa knortede Bemærkninger, der lige som blev hentet op helt nede fra den store Taa". Det er Ting, der tage sig bedre ud i Samtale end paa Tryk, men der er Farve deri, og det er ogsaa gode Farver, der udmærke Bogen. Fortællingen falder i Stumper og Stykker, det er en Bog med den urimeligste Økonomi, men det er umuligt noget Steds at sætte en Finger i den, hvor ikke Talentet spirer frodig frem. "Sandinge Menighed" begynder med en fortrinlig Skildring af en saftig Eng, der fra Havstokken skjærer sig ind mellem høje, tørre Lyngbakker. Saaledes omtrent ligger Pontoppidans Bog mellem en Del af den samtidige danske Literatur.
Det vil vistnok være gaaet de fleste Læsere saaledes, at de til en vis Grad er blevne overraskede baade af "Livsslaven" og af "Sandinge Menighed". Af den sidste, fordi det er saa ringe et Fremskridt at spore fra "Stækkede Vinger". Det er sikkert, at Fremskridtet ikke er stort. Særlig er Evnen til kunstnerisk at beherske og gjennemarbejde et Stof kun tiltaget i ringe Grad, det er egentlig alene Pennens rent elementære Bevægelse, som er blevne sikrere, mere paalidelige; men da der kun er noget over et Aar imellem Bøgerne, og den første ogsaa var god, faar man give sig tilfreds. Og der ligger et godt Varsel for denne Forfatter i hele det Forsøg, han har villet gjøre med sin sidste Bog. Den er meget alvorlig og falder som en harmfuld Satire over den falske "Folkelighed" og Grundtvigianisme midt ned i Døgnets Stræv. Hvis nogen husker de Angreb, som for en 20 Aar siden og mere af afdøde Vallø2 blev rettet mod det da blomstrende Højskolevæsen og "den glade Kristendom", og vil sammenligne f. Ex. "Emtejægerne" med "Sandinge Menighed", skal han mærke, hvorledes man i Pontoppidan har en Forfatter, der vejer anderledes til end hin yndede Skribent fra Begyndelsen af Tredserne. Sandt nok, Tiden har gjort sit Arbejde. Men der er den Dag i Dag Folk i Literaturen, der umiddelbart tage fat, hvor Vallø slap, og det bliver da Pontoppidans Hæder, at han staar paa denne Side de 20-30 Aars Udvikling. Er end Friskolelærer Povelsen, Præsten og Bodil for ikke at tale om Fru Gylling og Knud helt udvortes holdte Figurer, saa bunder den Opfattelse, der har bragt dem frem for Dagens Lys, dybt nok, og den kunstneriske Evne til at gjøre Personerne hele og holdne vil komme siden. Det borger Bogen øvrige gode Kunst for. Af "Livsslaven" er man bleven overrasket, fordi den gaar den nye Retning saa nær ind paa Livet. Der har dog her været en Forløber: "Slagter Tobias" i "Nyt Tidsskrift". Den angav, hvorhen Lie stræbte.
