Sandinge Menighed

Pontoppidans og Gjellerups nye Bøger

Henrik Pontoppidan: Sandinge Menighed. En Fortælling.
Karl Gjellerup: Romulus. En Novelle.
(Andr. Schous Forlag.)

Under Titlen et "Sommerbillede" har første Kapitel af Henrik Pontoppidans nye Fortælling en Gang i Efteraaret været trykt her i Bladet. "Ude og Hjemmes" Læsere ville mindes den lille ensomme Bondehytte udenfor Landsbyen, hvorhen dog de lokkende Toner fra den folkelige Friskole naa i den stille Aften og ligesom kalde den unge Boel ud fra Hjemmets Fattigdom og Indestængthed til en formentlig rigere Tilværelses Lys og Glæde, Skjønhed og Frihed. Den gamle Sandinge By er for længe siden hørt op med at være en af Landets døde Pletter. Den grundtvigianske Præst og den til Friskolelærer forvandlede Skomager have vakt et folkeligt Liv i Menigheden, overfor hvilket ingen Modstand længer er mulig, og ihvorvel Moderen, der ifølge personlige Erfaringer ser paa Skolelæreren med andre Øjne end den øvrige Befolkning, af al Magt stræber at slukke Branden i Boels Sjæl, lykkes det dog Præsten at faa den unge Pige sendt til Hovedstaden, hvor hun i et af de grundtvigianske Centra skal finde et nyt Hjem og gaa et nyt Liv i Møde. Men i Stedet for venter der hende her kun den ene bitre Skuffelse efter den anden, og da Bølgerne tilsidst slaa sammen over Hovedet paa hende, tyer hun atter hjem til Moderen, for ved dennes Side og formodenlig ogsaa med hendes Trods at tage Fattigfolks stumme Kamp op med al Livets Ulykke og Nød.

Der ligger i denne Fortællingens Plan utvivlsomt Raastoffet til en hel social Roman af ikke ringe Interesse. Hvor Lidet Henrik Pontoppidan end til Dato har produceret, har dette dog maaske været tilstrækkeligt til at antyde, hvor omtrent han agter at søge hen i vort Folkeliv, hvad Nyt han ønsker at tilføre vor Literatur. Det kunde mulig udtrykkes saaledes, at han stiler imod at give det alvorlige Supplement til S. Schandorphs satiriske og komiske Skildringer af vor Landalmue og dens hele Færd. Pontoppidan har øjensynlig et nøje Kjendskab til vore Landboforhold, han har været i Bondens Hytte og er fortrolig med hans Levevis, Tænkesæt og Udtryksmaade, og skjønt han endnu som oftest maler Graat i Graat og mere indirekte end direkte lægger sin Forstaaelse og Sympathi for Dagen, er det dog ikke vanskeligt at høre Hjærteslaget under Pessimismen. Dertil kommer en betydelig Fremstillingsevne. Han skildrer baade Mennesker, Lokaliteter og Situationer, saa at de faa Liv for Læserens Øje, og han er frisk, ny, original – om end nu og da maaske lidt søgt – i sit Sprog og i sin Stil. Men én Ting har han til Gjengjæld rigtignok ikke lært sig endnu, nemlig at bygge et sammenhængende Kunstværk. Hvor tolerant end i saa Henseende den moderne Fortælling har vænnet os Alle til at være, saa falde dog de to eneste større Noveller, Pontoppidan hidtil har offenliggjort – "Sandinge Menighed" ikke mindre end "Kirkeskuden" i "Stækkede Vinger" – altfor meget fra hinanden i Episoder, for ikke at sige i Stumper og Stykker. Den hele Fortælling gaar for sig i Spring; snart er man hist, snart her, uden motiverede Overgange; midt i Historien dukke nye Personer op, for igjen at forsvinde lige saa sporløst, som de kom, og man kunde ved Bogens Slutning forelægge Forfatteren en ikke saa ganske lille Række Spørgsmaal, om hvad der nu egenlig skete dér og dér, hvad der blev af den og den, og maaske først og fremmest hvorledes det i Fremtiden gaar Boel i Hjemmet. Han har vist os, hvorledes Alt bristede og – efter de givne Forhold – maatte briste for hende i Fru Gyllings Vennekreds, men vender hun nu kun hjem for at stivne som Moderen i bitter Trods og for at gaa til Grunde i Bondehyttens usigelige Elendighed? Der er selvfølgelig Intet at sige til, at Forf. vil en uægte grundtvigiansk Vækkelse og en ydre, løst paahængt Folkelighed til Livs. Det er vel ogsaa sørgelig sandt, naar han, i Stedet for at stille den uafhængige Moder under aandelig frie og materielt lykkelige Livsvilkaar, tværtimod giver hende den mørkeste Baggrund af landlig Elendighed og skildrer Fattigdommen og Nøden lige til Sulten og Snavset, medens Friskolelæreren nok saa artig breder sig paa Menighedens Fedesti, og de kjøbenhavnske Grundtvigianere svælge i al ønskelig Komfort og Velvære. Men selv om det maaske nok saa meget har været Forf.'s Maal at give et socialt Indlæg om landlig Pauperisme som just at rette et Angreb mod visse Sider af, hvad man mulig kunde kalde, den selskabelige Grundtvigianisme, saa er det næppe her lykkedes ham at dele Sol og Vind lige, og en Figur som Præsten f. Ex., for hvem det tilsidst gaar op, at hans Menighed havde havt en anden Sjælesorg behov end den, han i de mange Aar har givet den, burde have været ganske anderledes uddybet, for at Forf.'s Tanke helt og klart kunde være kommet frem. Forf.'s Satire synes hvassere, end den sikkert er ment, hans Livssyn mørkere, end det upaatvivlelig i Virkeligheden er.

"Sandinge Menighed" er jo imidlertid først Pontoppidans anden Bog, og hvor der, som her, er saa meget af det, der er det Vigtigste for en ung Forfatter, nemlig Førstehaandssynet og Fremstillingsevnen, er der næppe nogen Grund til at tvivle om, at det Øvrige, som f. Ex. den kunstneriske Komposition, ogsaa vil komme til, saa meget mere som Sligt ligefrem kan læres og tilegnes, medens det Medfødte er og bliver det Afgjørende for den digteriske Virksomhed. Hidtil synes Forf. at have slaaet sig til Ro med, at hvert Kapitel, hver Episode i hans Bog i og for sig udgjorde et kunstnerisk Hele, at Alt i det enkelte Billede stod skarpt og klart, og i saa Henseende er der mange fortræffelige Ting i de vexlende Skildringer fra Land og fra By. Hvor Pontoppidan giver en Sommer-Aftenstemning over dampende Enge eller skildrer Vinternatten og den tilsneede Landsby, da der pludselig skal skaffes Lægehjælp, er han allerede en Forfatter af Rang. Fuldt saa højt staar maaske næppe Satiren over det kjøbenhavnske Selskabsliv eller rettere sagt den kjøbenhavnske Grundtvigianisme, men den lunefulde Karrikaturtegning rammer dog vistnok ret sikkert hist og her, uden at Grundtvigianerne derfor bør fare i Harnisk for deres Udvæxters Skyld. Den "lille Synnøve" er – lige til dette hendes Kjælenavn – med stor Virkning stillet op mod hele Fru Gyllings Salon med dens Sværmeri for Folket og den danske Bonde, og der er morsomme Typer baade blandt de fejende Damer og de højttalende unge Studenter. Scenen mellem Fru Gylling og hendes Søn, da det truer med at blive til Alvor med hans Lefleri og med hendes egen Legen med det Folkelige, hører ogsaa til noget af det Bedste i Bogen.

Lad derfor "Sandinge Menighed" ligesom "Stækkede Vinger" end have sine væsenligste Fortjenester i det Periferiske, med denne Fortælling ere Henrik Pontoppidans smukke Forfattermuligheder forhaabenlig dog atter rykkede et Skridt nærmere Virkeliggjørelsen. Han hører utvivlsomt til de mest lovende blandt vore yngste hjemlige Forfattere.

[Anmeldelsen af Karl Gjellerups Romulus, der kommer på dette sted, har vi udeladt.]

O. B.