Sommerbillede
*) Første Kapitel af en ny Fortælling, der til Jul vil udkomme paa Andr. Schous Forlag.
Ude fra Havstokken skar en bred, saftig Eng sig vestlig ind i Landet mellem høje, tørre Lyngbakker.
Flad som et Vand laa den mellem de bratte Sider og mødte dem ved Foden saa skarpt som Gulv og Væg. Men Bakkerne skjøde sig raskt og nøgent op i Luften og lukkede til de tre Sider for Himlen med deres mørkebrune Masser. Til den fjerde var der lyst og blaat ud mod Havet. –
I sin Tid havde vel Havet selv været her; eller her var et gammelt Leje for en mægtig Flod. Nu stod Drift ved Drift af store, blegbrune Fedestude paa den flade Bund i Græs til op over Maven, mens en klynkende lille Bæk mellem Siv og gule Blomster fandt sig en sen og kroget Vej ud mod Øst, ud i Havet; – og naar Vinden bar ned fra Højderne i Vest og strøg hen over Dalen, tog den med sig helt ud over Havet en Duft af Hø og nyslagne Enge.
Nu laa her en lille gullig By af nye, rige Gaarde og glade, fede Bønder; en gammel Havstens Kirke, og en "folkelig Friskole" med vajende Flag i Toppen.
Rundtom stod de brune Skraaninger, bare og fredelige. Her voxede hist og her mellem Lyngen et tæt, kravlende Krat af ganske smaa Buske, Enebær og Tjørn; og i de lette blaa Sommerdage, naar Høets fine Dampe drev hid og did i Solen, fyldtes Luften herfra af smaabitte ømme Stemmers uophørlige Kalden og Svaren – fra Krat til Krat og tværs over Dalen, indtil en vred Stud fra Engen fejede dem bort med sit grove Mæle.
Men oppe paa selve Højderne var der øde og tomt og sviende tørt som i en Ørken. – En stikkende Sol gik just ned langt borte i en Damp af Rødt; og over de store, tavse Flader af Brunligt og næsten Sort gik kun et Par smaa, skrumpne Hedefaar med kæmpelange Skygger henover Lyngen.
Pletvis laa det goldeste gule Sand ganske bart for Vinden. Og hvor et Pust strøg hen, støvede det Pletterne op i et fint Slør, der i Solens Nedgang farvede Stykker af Himlen rød som en Lue.
Derude langt mod Vest, hvorfra det uophørligt'1 pulsede med svære Skyer af Sand og Støv, var man i Færd med at arbejde en ny Bane gjennem Bakkerne ned i Dalen.
Lagde man Øret til, kunde man i den dybe Ørkenstilhed skjælne Lyden af Hjul og klaprende Træsko paa Trilleplankerne. Svagere opfangede man Hakkerne og Skovlene i Gruset, – og ganske svagt den evige Summen af hundrede trætte Mænd, der gik derude i Støv og Snavs med Solen svidende i Nakken, stredes med tunge Børe og brødes med store Sten.
Men ovenover i Luften hang Lærken og sang sin gamle, kaade Vise: vi spinde ikke, vi høste ikke. –
Nede i Dalen begyndte det alt at mørkne. Luften herinde mellem Bakkerne laa tung og krydret uden at røre sig; blot opfyldt af disse smaa, ynkelige Toner, hvormed Fuglene sove hen. Men da tilsidst ogsaa disse ganske forstummede, var der over hele Dalen ingen anden Lyd end Søen, der væltede sig langt ude i Havet.
Tre store, røde Tunger slog sig fra Vest ud paa Himlen, og Aftenen kom langsomt snigende fra Øst med Skumring og fugtig Luft over Engene.
Men bestandig var her ganske stille.
Selv Studene i Engene syntes som fastgroede til Pletten i en Forstening. Alle som én stod de urokkelige, med Øjnene fast rettede imod Byen, og et Brøl i Halsen for det Tilfælde, at der skulde røre sig mindste Liv af Træsko inde i de store gule'2 Gaarde.
50 Men der var ikke et Trin at høre over hele Byen, ikke en Sjæl at se gjennem Gaderne, uden'3 en slunken Kat, der sneg sig langs Stengjærderne og hakkede Skrubtudser i sig. Og inden Gaarde fandtes højst en gammel Mo'r, der sad paa Vinterpladsen bag Ovnen og tænkte paa de gamle, pligttro Tider.'4
Undertiden hørtes fra Øst, sammen med Havet, Lyden af hurtige Øxehug, som kom helt ovre fra Foden af "Hammerbakke", fra en lille enlig Hytte, som stod dér – gammel og træt, med sammensunkne Mure – og stirrede ud gjennem smaa, brustne Ruder, ligesom i et Liv for sig.
En stor, plump og skiden Kone stod her i noget som en Mødding eller en Have og pindede Kvas. Fem-sex stille, blege Børn laa og rodede lydløst omkring mellem gammel Halm og Potteskaar. – –
Da begyndte det med Et at synge; – en stærk, samlet Sang af mange glade Stemmer, som i den stille Aftenluft klang langt ud over Engene.
Konen under Hammerbakke standsede sin Øxe ligesom for at lytte, men løftede den i Stedet højt i Luften og huggede rapt til, saa Brændestumpen for langt ud og Øxen ned i Blokken. Hun vristede den roligt ud og drev til igjen, men rappere end før; – og saadan blev hun ved, roligt og rapt, saa Brændestumperne røg hende om Ørene'5, og Sveden drev i store, sorte Draaber ned over Kinderne fra det filtrede Haar.
Børnene maatte kjende dette. Strax de hørte den første Tone af Sangen, trykkede de sig stille sammen i en Bunke blege Ansigter, – og der gik en hel Rysten gjennem Klyngen, da Moderen pludselig holdt inde og med hele sin Stemme raabte ind imod Huset:
"Naa, Boel! – hvor bli'r du henne?"
Et Par Hosesokker løb hen over Loftet derinde, ned ad en Trappe, og hørtes at stikke i et Par Træsko nedenfor.
Og ud ad Døren kom nu et ungt Pigebarn i hvide Særkeærmer; knapvoxen, men med kridhvid Skilning i mørkt, spejlblankt Haar.
Hun skyndte sig hen i Pindebunken, hvor hun flittigt gav sig til at sanke op i sin Sæk, idet hun stadig'6 søgte at holde Ansigtet skjult. Hun var rødgrædt om Øjnene og bed Tænderne sammen om Graaden, der brød hende i Brystet.
Moderen mærkede det, men sagde Intet, før Boel havde faaet sin Sæk fyldt. Saa sagde hun, dog uden at vende Øjnene eller standse Øxen: "Læg kun Top paa, Boel! – des bedre li'er det!" – Og da Boel ogsaa havde gjort dette og alt var ved Døren med Sækken, føjede hun til efter hende, idet hun selv drev til med Øxen:
"Her maa vi lukke for Kjæften og nytte Næven, om vi skal faa Noget i Hus!"
Boel forstod nok dette; hun skyndte sig ind. Men Sækken var stor og tung, hun lille og klejn, saa endnu mens hun var paa Stigetrappen, hørte man Graaden for hvert Trin tage Magten fra hende, indtil den helt oppe hulkede frem uden Modstand. Og da hun kom tilbage, var hun saa tilintetgjort, at hun næsten sank sammen over Pindebunken.
Men da greb Moderen hende haardt om Haandledet, vendte hende mod sig og saa' vist paa hende.
"Ta' dig i Vare, Boel!"
"Aa, lille Lone! – Lone dog!" – klynkede det nu fra en gammel, sammensunken Kone, der var krøben frem i Døren.
"Ti du stille, du Skidt! Du skulde vel lære hende det, skulde du vel. Ja, prøv – ja, prøv!" – sagde hun, og huggede til, saa det dirrede i Blokken.
Den Gamle stod deroppe med sit store, tykke Hoved langt nede mellem Skuldrene og støttede sig med den ene Haand paa en Stav, den anden paa Karmen. Men da hun hverken forstod Hip eller Hap, satte hun sig stiltiende ned paa Stenflisen, foldede Hænderne over Staven og saa' grublende ud over Engen og Byen og hen paa den "folkelige Friskole" med det vajende Flag i Toppen.
Thi derfra var det, Sangen kom. Lyst og livsglad, halvt gemytligt klang det langt ud i den stille Aftenluft:
"Vi Fugle vi er fri
og glade vi, vi, vi!"
– – Imidlertid trængte Aftenen paa. De tre røde Himmeltunger smeltede langsomt ned til en lang, smal Glød, der lagde sig langs Bakkekammene i Vest; – og'7 det sortnede alt ude over Havet.
Lige over Hovedet, hvor Himlen endnu var dyb og blaa, slog hist og her en Stjærne Øjet op, og saa' ligesom i mild Forundring ned paa Engen, der lagde sig over for Natten med en fin, hvid Damp, som skjulte – først Benene, saa Kroppen og tilsidst selve Hovedet af de to hundrede og fjorten utaalmodige Stude. Men lige til det Sidste stod disse – alle som én – med Øjnene stift rettede ind imod Byen – indtil det Hele forsvandt i en rygende Taage. –
Henad Vejen kom en Mand. Han havde Skovl paa Nakken og gik med tunge, trætte Trin – ind gjennem den tomme By og ud ad den igjen paa den anden Side. En Hund vaagnede op i en af Gaardene; Manden gik bag over; han havde gaaet og halvsovet. Han kom fra Arbejdet i Bakkerne.
Men nu fortnede han sine Skridt henimod Hammerbakke, og da han kom til det lille Hus under Brinken, satte han Skovlen fra sig ved Døren og gik ind. Lidt efter tændtes Lys derinde fra.
Det var et stort, koldt Rum med et bart Gulv og fire nøgne Vægge. Et Lys stod og flakkede i Trækket fra Døren, som var aaben, og gav et gustent Skjær over det Halve af Stuen.
Henne ved Bagvæggen, hvor der næsten var mørkt, laa Børnene og sov i to smalle Kistebænke; og Moderen stod stille over dem, ordnende de afkastede Klæder i smaa Bylter for hvert Barns Fødder.
Men ovenover i en Slags Alkove, der en Gang havde været Bagerovn, var den gamle Bedstemor'8 forlængst krøbet op, og ud i Stuen lød denne korte, stødvise Stønnen, som er gamle Folks Søvn.
Manden sad under Lyset med Armene tungt og søvnigt paa Bordet og gumlede langsomt med sin tykke, brede Mund. De store Laag sank under dette dybere og dybere ned over Øjnene; men naar han tog sig en ny Bid, lukkede han lidt op og saa' hen paa Boel, der krøb sygt sammen paa en lille Bænk ved Ovnen, med det tunge Hoved hvilende paa Væggen, Øjnene lukkede i det blege Ansigt – halvt sanseløs af Stuens kvalme Lugt af Børn, sødt Hø og Fedt, der var blevet harskt i Varmen.
Og udenfor i Natten strømmede ustandselig Sangen, – anført af Friskolelærer Povelsens velkjendte, prægtige Bas. Og bestandig var det om Lys og Lykke og Verdens livsalige Glæde.
Tilsidst fik hun helt ondt og skyndte sig med et kort "God Nat" – for at Ingen skulde mærke Noget – ind i et lille Kammer'9 ved Siden af, som paa én Gang var Kjøkken og Boels Sovested.
Faderen saa' længe efter hende; men da Laagene var'10 dalet helt ned, tog han Gaffelen, gav sig til at stange i en hul Kindtand og fik langt om længe sagt:
"Det er s'gu skidt med Boel!"
Lone svarede Ingenting. Men lidt efter sagde Manden videre:
"Jeg synes, du skulde la' hende prøve engang."
"Saa det synes du, Lavs" – sagde Lone, endnu temmelig rolig. "Kaske vi skulde holde Kattenmjav her ogsaa, skulde vi vel. Aa ja saamænd!"
"Ja, ja, Lone – alligevel – –"
"Det kjender du ikke Noget'11 til, Lavs! –" kom det nu saa brat, at Lavs lagde Gaffelen og tav stille. Og da han var færdig med at spise, rejste han sig med det Samme, slog Dynen op paa en bred Seng under Vinduet og begyndte at klæde sig af. Men da han var ved Vesten, sagde han endnu, halvt ved sig selv:
51 "Ja, ja, Lone! – Aandens Løftelse! som Præsten si'er – go'e Bøger, si'er han – Folkelæsning! – alligevel!"
Da Lone lidt efter vendte sig om, sad Lavs paa Sengekanten og sov som en Sten med Buxerne nede om Knæene. Og uden at vække ham synderligt klædte hun ham helt af og væltede ham over med Næsen mod Væggen.
Endnu en lille Stund gik Lone stille om i Stuen paa sine Hosesokker, puslede lidt hist og her, og lyttede tilsidst ved Boels Dør. Og først da Alting syntes hende trygt og roligt, gik hun ud for at lukke Yderdøren. – Men her blev hun staaende rank paa Tærskelen, og saa' ud.
Nu var der ikke Andet end en tæt, hvid, krydderkvalm Damp, der fyldte hele Dalen indtil Randen; en kogende Gryde Hø, i hvis Midte det spillede og dansede som af et underjordisk Nissefolk – anført af Friskolelærer Povelsens velkjendte, prægtige Latter. Kun den gamle Sandinge Kirke hævede sig utydeligt op herfra som et Taagespøgelse, omgivet af sin hvide Mur og sin lille, stille Kirkegaard, hvor de gamle Sandinge Bønder laa og vendte sig i deres Grave.
Thi der var en Tid, da her boede et helt andet Folk mellem disse brune Bakker, – et stille, sindigt Folk, uden mange Ord, endsige Sange; men med Næver som Jærn.
Man passede sig selv, og Studene. Kom det højt, tog man sig en "Per Bø" paa Omgang, med fjorten Streger paa Skillingen, naar Studepriserne vare gode. Men Dalerne, især de blanke, sparedes forsigtig sammen i Tutter og gjemtes hen under Sengedynen mellem dem fra Fars og Farfars Tid.
Saa var det en Morgenstund for henved tyve Aar siden, at man fandt den gamle Sognepræst død under Lampen i det stille, tilrøgede Gavlkammer, hvor han havde siddet ensom mellem sine Bøger det sidste halve Aarhundrede.
De fandt ham siddende med Hagen paa Brystet, en Pibe paa Gulvet, og et Lag af Nattens Støv paa den kolde, stivnede Skaldepande.
De bar ham i Jorden; fjærne Slægtninge kom og tog, hvad deres var; – og da Folk havde faaet sagt, at nu laa han der'12, hvor han havde det bedst, gik de atter i Gang med den daglige Dont – stille og sindigt som altid.
Men en Dag ikke længe efter – Alle huskede endnu saa tydeligt, at det var en varm, døsig Sommerdag – blev de atter skræmt op, og denne Gang værre end nogensinde.
Oppe fra Bakkerne i Vest støvede et langt Tog i den fuldeste Fart ned i Dalen. Forrest svingede tre-fire Toplæs af Flyttegods, og bagefter skumplede, det bedste den havde lært, en gammel grønskimlet Kareth med store Kufferter bag og vistnok tyve Ansigter ud af Vinduerne. Paa Bukken hos Kusken sad endnu tre Drenge i Kadetbuxer, med et Flag imellem sig og raabte Hurra for hver Gaard, de fór forbi.
Ude i Engene stod det sindige Folk og stirrede, med Øjnene fulde af Forbavselse. Og da Toget med et tredobbelt Hurra og Viften med Lommetørklæde svingede ind i den store, tomme Præstegaard, saa' de til hinanden over Grøfterne.
Men den nye Præsts første Gjerning var den at rydde en stor Plads i den helt overgroede Have; og her begyndte han nu at byde til "folkeligt Møde med Sang og Tale", hvad der i den lille By bragte hel Forvirring, – her, hvor man i Aarhundreder ikke havde kjendt til anden Forsamling end de i Kirken om'13 Søndagene.
Nogle fandt tilsidst ud af, at det maatte være en Slags Bibellæsning, og mødte i fuld Andagt med Testamenterne i Lommeklædet. Andre, der hverken vidste ud eller ind, tog dertil baade Lærebogen og "Liden Postille for Hvermand". Men Andre igjen puttede i al Stilhed Spillekortene i Baglommen, da man aldrig kunde vide, hvad dette vilde ryge ud til. –
Saaledes holdt for henved tyve Aar siden Pastor Momme sit Indtog i den Menighed, han skulde faa Naade til at løfte op over det daglige jordiske Stræb.
Han var en lille lav Mand med smaa, pudsige Bevægelser og et lille tittende Ansigt. Hans smaa, lykkelige Øjne smilte bestandig paa Skraa over Brillerne, og med sine Hænder holdt han af at klappe Folk over Skuldren eller paa begge Sider af Maven – ikke mindst naar han paa sin morsomme Maade fortalte om hin Tid, da han maatte holde Dysten med de gamle, sejge Sandinger.
Men den Gang var det ogsaa, det blev aabenbaret, hvad for rige Evner der slumrede i Friskolelærer Povelsen. Denne Mand havde nemlig oprindelig været ganske simpel Skomager. Ældre Folk kunde endnu huske ham som en sær, forsulten Person siddende ved det aabne Vindue med sine begede Traade hængende over Øret og syngende Dagen igjennem løjerlig forvredne Sange, ingen Fanden kunde hitte Rede i.
Men Pastor Momme saa' snart, at her var noget af det ægte Guld. Han fik ham ved gode Venners Hjælp paa et Seminarium, og efter nogen Tids Forløb kom der tilbage herfra en stadselig Mand med fed Belægning paa Lemmerne, stor, bred Hat og en Guds Velsignelse af rødbrunt Skjæg ned over Brystet.
Den store Hamburger Skraa, der altid havde siddet ham som en Byld under det venstre Øre, selv naar han sov, var helt forsvunden. Men naar man saa' en lille Sky komme langsomt vandrende henad Landevejen eller ligge paa en Sofa, saa var det Povelsen og hans tykke Træpibe med det danske Rigsvaaben skaaret ud i Hovedet.
Dertil talte han med et vist poetisk Sving, der gjorde, at Sognefogdens rige Datter Maren efter blot to Dages Forløb slog til med Kyshaand, skjønt Alle vidste, hvor kræsen hun altid havde været; – og Jagildet blev holdt med Jubel af hele Menigheden og rørende Taler af Præsten.
Men hvad Ingen vidste, og hvad Ingen nogensinde fik at vide, det var, at da Povelsen denne Aften lykkeberust kom hjem og vilde ind ad sin Dør, stod der paa Stenflisen en stor Pige med stærke Skuldre og kridhvid Skilning i mørkt, spejlblankt Haar og spærrede ham Vejen. Først saa' hun paa ham; og derpaa spyttede hun ham lige ind i Ansigtet uden et Ord.
Han tørrede sig roligt af med sit Lommetørklæde, idet han skyndte sig ind – og det blev aldrig nogensinde at se paa hans Ansigt, der nu i tyve Aar havde skinnet med den samme milde Glans og i denne fulde, livsalige Ligevægt med Verden, som det gjorde mange Folk saa godt at se paa. – – –
– – Da Lone igjen kom ind i Stuen, hørte hun Noget klage og jamre sig med en kvalt Lyd som under et Tæppe. Først forstod hun det ikke; men da hun hørte, det var inde fra Boel, kom hun med Et til at ryste over hele Kroppen og styrtede mod Døren. Dér standsede hun dog, betænkte sig, og aabnede kun paa Klem.
"Sover du, Boel?"
"Ja."
Lone vilde lukke igjen. Men da hun havde staaet lidt, gik hun ind og satte sig rolig paa Boels Sengekant.
Boel laa stiv og stille uden at røre sig. Men da Moderen begyndte at famle i Mørket efter hendes Haandled, sprang hun op med et Skrig – og stod i samme Nu som klistret op til Væggen, med Armene spilet ud og vilde Øjne.
"Boel!" – sagde Moderen hæst, og hendes Stemme dirrede. "Boel! – Jeg vil snakke med dig – hører du? – Det er Løgn, det, de synger – hører du? – det er Løgn!"
Men med det Samme svigtede Fodfæstet Boel; med et dumpt Brag og et Klask laa hun paa Gulvet.
Nu vaagnede de derinde i Stuen – Børnene, én for én, med Graad og Hyl. Den næstældste, en lille tolvaars Tøs i flortyndt Linned, kom jagende ind, men standsede med et Skrig i Døren og stirrede paa Moderen; og selv den gamle Bedstemor kom klynkende og sjokkende i sin stumpede Skætfalds-Særk.
Men Lavs laa uforstyrret dybt nede i Dynen'14 og drømte om Løftelse og gode Bøger. Og udenfor i Natten klang det lyst, livsglad, halvt gemytligt:
"Vi Fugle vi er fri
og glade vi, vi, vi!"
