Nye Bøger

Henrik Pontoppidan. Sandinge Menighed. 196 Sid. A. Schou

Denne lille Fortælling synes os ikke at svare til de Forventninger, som Forfatteren for en halvanden Aars Tid siden vakte ved sit første Arbejde: "Stækkede Vinger". Thi baade Skildringens Sandhed og Udførelsens Finhed var, saa vidt vi kan skjønne, større i hans første end i denne hans anden Bog. Han har særlig taget sig for at skildre den Karakterens Slaphed, den syngende og flagende Letsindighed og den forlorne Folkelighed, han under sin Færden i grundtvigske Kredse mener at have opdaget; men enhver, der lidt nærmere kjender de Forhold, han skildrer, vil snart se, at han kun har et aldeles overfladisk Kjendskab til dem, og at han derfor heller ikke kan give en saadan Fræmstilling af deres Skyggesider, at den tilfulde rammer. En Doms Betydning afhænger af det Synspunkt, hvorfra den fældes, og naar Forfatteren ikke har andre Skikkelser at stille op mod den fordærvelige Grundtvigianisme end Lone paa Hammerbakken, der i sin Foragt for Friskolelæreren og hans glade Flok, begraver sig i Slid og Slæb og Snavs, eller de gamle Sandinge Bønder, der ligger og vender sig i deres Grave af Harme over Nutidens Liv, saa har han ikke stor Berettigelse til at fælde sin affejende Dom om den grundtvigske Bevægelse. Den har som enhver anden menneskelig Retning sine store Skrøbeligheder, og det vilde næppe være nogen Skade til, om en Forfatter, der magtede det, forsøgte at skildre dem, men skulde hans Skildring af disse usunde Udslag af Bevægelsen have Udsigt til at naa sit Maal, maatte den bære Vidnesbyrd om at han ikke var blind for det berettigede, der er kommen fræm ved Grundtvigianismen, og den virkelig sunde og gode Løftelse, den har fræmkaldt i vort Folk.