Ny Fortællinger
Karl Gjellerup: Romulus
Henrik Pontoppidan: Sandinge Menighed
Andr. Schous Forlag
To talentfulde Bøger, der af Publikum let vil blive indordnet under den fælles Betegnelse – den moderne Retning, men to Bøger, hvis Form er meget forskellig; hvad der er for meget af i den ene, det er der for lidt af i den anden og omvendt. To Bøger, der begge er født af Indignationen, men som udtrykker denne meget forskelligt, den ene, Romulus, roligt, næsten videnskabeligt, klart og tydeligt, men noget for bredt, den anden, Sandinge Menighed, febrilsk, altfor hastigt, og ved sin Sammentrængthed lidt for utydeligt. Den ene med en Ligefremhed, der frembringer det Spørgsmaal: "Hvem er den Fyr, der her faar sin fortjente Straf ved denne sanddru Skildring" og lige saa hurtigt Svaret. Den anden paa en næsten mystisk Maade, som faar os til at tænke først: "Hvad er det egentlig her foregaar" og naar det er gaaet op for os, "Mon det ikke ogsaa skal opfattes allegorisk, ikke blot som en Skildring af den Usandhed, der ligger i det saa ofte forekommende Tilfælde: Folkelighed og Jævnhed paa Læberne og Snæverhjærtethed og Standshovmod paa Bunden, men tillige en Skildring af Følelser i det hele taget, der ikke kommer længere fra end fra Læberne.["]
Klarhed paa alle Punkter i den ene Bog, undtagen maaske i de altfor lange Beskrivelser af de Steder, Stuer o.s.v. hvor Handlingen foregaar. Halvkvædede Viser, undtagen netop i de ypperlige Dekorationsmalerier, i den anden, som tillader forskellige eller slet ingen Opfattelse, og som i al Fald kan give fuldt saa megen Selvarbejde for Læserne, som det Arbejde, Forfatteren af den anden, Gjellerup, fordrer, nemlig Rettelsen af de mange Trykfejl, der har indsneget sig, da Forfatteren var bortrejst, medens Bogen blev trykt.
I Karl Gjellerups Bog Romulus føres vi i et Kapitel ind i en elegant Salon, hos den rige og intelligente Hr. Berkow. Lyset i denne Salon kommer fra et ejendommeligt Stykke Møbel eller Lysekrone, som det er lidt vanskeligt at danne sig et Billede af, trods den minutiøse Beskrivelse, Forfatteren giver, det er en Slags korintisk Søjle, hvorpaa der er en Glasskaal, som atter bærer en Slags Lysfrugt af Gasflammer.
Hr. Berkow og den geniale Læge, Professor Zeuthen, taler om dette Pragtstykke, og Professoren gør Hr. Berkow forskellige Komplimenter for denne Ide, som han finder meget sindrig, medens Berkow i sin Beskedenhed reducerer det til intet, i al Fald til noget, der kommer af sig selv.
"Nej, det er ingenting, det forstaar sig", svarer Zeuthen, "det minder mig for Resten om en Samtale, jeg en Gang havde med en Forfatter … man har en Ide, et eller andet man vil angribe eller forherlige, et Forhold man vil skildre, man erindrer visse Personer, som forekommer én typiske paa en eller anden Maade … man finder en Kombination imellem dem, der afspejle, hvad man vil vise – og Romanen er der.
Aa ja – Aandsvirksomheden er maaske til syvende og sidst heller ikke saa forskellig.
Kan saamæn gærne være … Men véd De, hvad der mangler i Deres eksperimentelle Roman?
Naa?
En – hvad skal jeg sige – effektfuld Fortid – noget, der afslutter Illusionen …"
*
Man maa give Professor Zeuthen, eller den Forfatter, der indgiver ham de ovenfor citerede Ord, Ret i at det er Maaden, hvorpaa den moderne Roman, og vel egentlig ogsaa alle ældre Digterværker, der duer noget, er bleven til; og kan man saa, som han tilføjer, faa en effektfuld Sortie, kan det jo kun være saa meget heldigere; men Spørgsmaalet bliver ikke alene, om man har noget at angribe eller forherlige og om man kan finde Personer og Kombinationer, der afspejler, hvad man vil vise, men ogsaa paa hvilken Maade det er gjort, om Behandlingen staar i et fornuftigt Forhold til Indholdet af Bogen.
Idet jeg gentager, at det er to talentfulde Bøger og anbefaler mine Læsere at gøre Bekendtskab med disse, der sikkert vil gøre megen Lykke og ubetinget ogsaa fortjener det, vil jeg i Korthed fremkomme med et Par Bemærkninger, hvis Resultat helst skulde være at vise, at Behandlingen just ikke overalt staar i et saa godt Forhold til Emnerne, som man kunde ønske, og som man kunde vente af disse to unge Forfattere, af hvilke Pontoppidan sikkert har Udsigt til at vinde at smukt Navn i Literaturen og Gjellerup allerede har vundet det. For at blive i Billedet med Kandelaberen, og det kan jo være ret heldigt at sammenligne et Digterværk med en Bavn eller i det hele med en Lysgiver, saa kunde man maaske sige, at den Søjle, hvorpaa Lysfrugten hviler hos Gjellerup, er temmelig lang. Den, der skal arbejde sig op ad den, har en lidt for lang Vej at gennemløbe, inden der saa at sige gaar et Lys op for ham og inden Lysfrugten meddeler os noget af den Varme, som den unægtelig har; og selv om Vejen derop er magelig – og det er den – og selv om Udsigten er god, langt bedre end fra Vejen op til Rundetaarn, og det Skue, man har fra Toppen er en lang Vej værd, saa er det dog næppe tvivlsomt, at Virkningen vilde være ikke saa lidt større, naar Vejen havde været kortere, Tiden mindre.
Jeg vil straks stoppe en mulig Misforstaaelse. Bogen er intetsteds kedelig, den er hele Vejen underholdende, men det er særlig naar man har læst den fortrinlige sidste Tredjedel af Bogen og tænker tilbage, at man let kommer til at sige: "O ve, o ve, den Indgang var for lang."
Jeg indrømmer, at Lignelsen kunde give Anledning til Misforstaaelsen, Lignelsen halter som altid, men det er jo Forfatteren selv, der har vist Vejen.
Er Søjlen til Gjellerups "Lysfrugt" for slank, er den derimod for trykket hos Pontoppidan.
Man kunde ønske den betydelig lettere, friere; man maa nu næsten bukke sig for at betragte alle Enkelthederne, for at faa det størst mulige Udbytte af deres Skønhed.
Man gaar ligesom i fortyndet Luft gennem den første Halvdel af Romulus, man føler ikke rigtig sig selv, man er saa let, at jeg endogsaa har hørt Læsere sige, at de har oversprunget nogle af de meget lange Beskrivelser; i Sandinge Menighed er man i komprimeret Luft, man føler sig ligesom i en Fortætningspumpe, og der er ingen Tvivl om, at Bogen vilde vinde ved at faa Lov til at udvide sig.
Romulus vilde være nok saa udmærket, naar den første Halvdel var forkortet, Sandinge Menighed kunde udmærket blive til en langt større Bog med det Stof, der er i den.
Sandinge Menighed har noget af det ufærdige, men ogsaa af det friske, der kan være i en Malers Udkast og Studier, man kunde f. Eks. komme til at tænke paa den ypperlige lille Studie af Krøyer, der var paa Udstillingen i Aar. Det var en Luft- og Havstudie, hvorpaa Krøyer saa havde malet Drachmanns Ryg foran et Staffeli og til højre i Billedet et kolossalt Hoved af Rosenstand. Det var morsomt at se et saadant Billede af en Kapacitet som Krøyer, en Begynder vilde aldrig vove og maaske heller ikke faa Lov til at udstille et saadant Udkast.
Fik man en Forespørgsel fra en ubekendt Forfatter om, hvorvidt et Manuskript duede, og det saa viste sig at være Sandinge Menighed, vilde man blive begejstret, lykønske den unge Forfatter til hans betydelige Talent, men rigtignok ogsaa tilføje: "Men tag dog og udarbejd dette smukke Udkast, lad os dog faa en rigtig stor og god Bog deraf, det kan De sikker gøre uden at Varmen og Friskheden tabes".
Til Gjellerup vilde Raadet blive – hvis han som en ældre og meget mere rutineret Forfatter vilde tage mod Raad –: "Klip eller omarbejd de lange Beskrivelser, særlig i de første Kapitler, beskær Samtalerne, der dels er for lange, dels for lidet interessante og endnu oftere for aandrige. Vi er jo dog kommet bort fra den Alex. Dumas'ske Maade at spille Fjerbolt med Aandrigheder til Hverdag. Og vil De have et Bevis for, at de lange Beskrivelser er uheldige, saa se, hvor de findes i Romulus. De matteste Kapitler indledes med lange Beskrivelser af Flygelkanter, Stoleben og Lysreflekser, medens det bedste Kapitel, det varmeste og mest gribende, kun har en ganske lille Dekorationsbeskrivelse, men den er ogsaa fortræffelig; jeg kunde have Lyst til at aftrykke den:
Blæsten buldrede rundt om Bygningen [Filosofgangens Ridehus (Henriques' note)], peb gennem Lindealléens knirkende Grene, hvis sidste Blade hvirvlede bort, kastede stødvis paa Gavlens store Rundbuevindu Salver af noget tungt sjappende – Regn eller Tøsne. Det var saa mørkt, at man næppe kunde se Stjærnen paa Romulus' Pande eller de hvide Sokker paa Henriksens brune Hest tvers gennem Ridehuset; Bøjler og Sporer glimtede ganske mat ud af Dunkelheden. Under Vinduerne var der graabrune Firkanter af det ophovede Grus, der saa ud som krappe, mudrede Smaabølger. Foroven dannede Sparreværkets Bjælker Masker i et stort Trænet, der fyldte Tagets mørke Fælde; og Blæsten slog derned gennem Glughullerne som en Glente, stødte imod Skraasiderne, fangedes i Maskerne, baskede sig ihjel under jamrende Suk. En klam Kulde og muggen, jordslagen Lugt fyldte det store Rum.
Et Par Sergenter holdt Døren paa Klem og kiggede ind.
Hele Sceneriet er her givet langt bedre end noget andet Sted i Bogen. Romulus handler om en stakkels Hest, der bliver pisket ihjel af en brutal Berider efter en Obersts Kommando. Denne Hest er skildret med megen Kunst, og Kapitlet, der handler om Hestens sorgløse Ungdomsaar, et Kapitel, der tog sig en ganske lille Smule søgt ud, da det løsrevet fra Sammenhængen stod trykt i et Ugeblad, er virkelig saa smukt, at det gør den talentfulde Forfatter stor Ære, baade som Menneske og som Digter.
Dyrplageriet har i Gjellerup fundet en fortræffelig og begavet Modstander, som vil gavne langt mere end de mange vist saare velrenomerede Selskaber, der med en utrolig Behændighed forstaar at angribe netop de mindst slemme Sider af Dyrplageriet.
Og den smukke Romulus' sørgelige Historie er ikke den effektfulde Sortie, som Gjellerup har sat paa sin eksperimentelle Roman, det er – i al Fald for mig – det egentlige Digterværk, det der absolut tager Luven fra det øvrige, Romulus' Historie er langt mere end et Hestehoved forud for dens tobenede Venners, skønt Gustav Zeuthen og Esther Berkows Roman er en smuk Ramme derom.
Jeg véd ikke af hvad Grund man har fundet paa at kalde Gjellerup for en af de mest pessimistiske af vore Forfattere, i Germanernes Lærling og nu her i Romulus har han jo netop tegnet os en talentfuld, levedygtig Mand, der vinder en usædvanlig dygtig Kvindes Kærlighed, et saa sundt og dygtigt Par hører dog til Sjældenhederne i vor Tids sørgelige eller sørgende Digtekunst; man har sagt, at vor Tids Digtning ikke er det tænktes, men selve Livets Digtning, man kunde saa smaat sige Dødens i Stedet for. En Bog, der fortæller, at Dygtigheden faar Lov at leve, og at dens Løn ikke altid er Skuffelse, er dog nok værd at læse engang imellem, naar Skildringen ikke sker paa Sandhedens Bekostning.
Og Esther er virkelig saa prægtig, saa fornøjelig at gøre Bekendtskab med; hun er med sine smaa Fejl og sine store Fortrin en af de smukkeste Kvindeskikkelser i moderne dansk Literatur, det er ikke mindst for hendes Skyld at vi beklager Romulus' Død, nu maa hun tage til Takke med at følges gennem Livet med Gustav. Han er da ogsaa en flink og køn Livsledsager, skønt saa interessant som Esther og Romulus, det er han nu alligevel ikke.
*
Sandinge Menighed handler om, at det ikke altid gaar som Præsten præker og heller ikke altid som Skolelæreren synger.
Men hvad ingen vidste, og hvad ingen nogensinde fik at vide, det var, at da Skolelærer Povelsen den Aften da Jagildet blev holdt lykkeberust kom hjem og vilde ind ad sin Dør, stod der paa Stenflisen en stor Pige med stærke Skuldre og kridhvid Skilning i mørkt, spejlblankt Haar og spærrede ham Vejen. Først saa hun paa ham og derpaa spyttede hun ham lige ind i Ansigtet uden at sige et Ord.
Det er tyve Aar før Bogen begynder, men Lone glemmer ikke Povelsens svegne Løfter, hun tror ikke paa hans Sange om Lighed og Folkelighed, hun tror ikke paa alle de glade Sange, der lyder fra Skolen ligeoverfor om
Vi Fugle, vi er fri
og glade, vi, vi, vi.
Hun tror overhovedet slet ikke. Og da Datteren Boel vokser op og begynder at lytte efter Sangen derudefra, saa siger hun: "Det er Løgn, de synger, Boel, Løgn altsammen." Men Boel tror hende ikke, hun længes efter Lys og Glæde, Frihed og Lighed, og kommer da i Huset hos den gode, folkelige Fru Gylling og er som en af deres egne, ganske ligesom de selv, de fine Folk, der skriver Adresser til Bønderne og fortæller, at disse egentlig er vor Tids Adel, og efter lang Tvivl og Sorg opdager hun, at Husets fine, feterede Søn virkelig elsker hende, Bondepigen, som om hun var en af hans egne.
Og saa en Aften, en hæslig rædselsfuld Aften opdager hun, at det er Løgn alt sammen, det er et Forførelses- eller rettere et Voldtægtsforsøg – vingeskudt kommer hun hjem, med sønderevne Klæder og det forblæste Haar ned over Ansigtet, hun kommer hjem igen i den usle, elendige Hytte og der finder Moder og Datter hinanden igen; en lang, lang Stund laa Boel der gemt ved Moderens Bryst og hulkede svagt. Og Lone glattede hende stille over Haaret. – –
Det er en trist Bog, en bitter Anklage. Ikke mod de rige og fine, fordi de har det bedre end de fattige, men et Slag i Ansigtet paa Affektationen og Løgnen hos dem, der i Teorien er tolerante, frisindede, Lighedens og Broderlighedens Forkæmpere som i Prakis siger: Du gode Gud, det er jo "umuligt."
Jeg tror at Fru Gylling har Ret i at et Giftermaal mellem Knud og Boel vilde være uheldigt, men Fejlen ligger i, at hun har affekteret Ligheden, at hun har tilløjet sig en Berømmelse for Folkelighed, medens hun jo blot bukkede sig ned til de smaa i Samfundet for at spænde dem for sin Triumfvogn. Den Slags Triumfvogne kører der mange rundt af og de hilses med Jubel. Pontoppidan skal have Tak fordi han har sunget den Sang som de gamle Romere mente var saa sund ved et Triumftog.
Jeg har alt omtalt det noget fortrykte, der er i Bogens Komposition, det noget uklare i Fortællingen. Jeg maa ikke glemme at fremhæve den smukke Stil, de fine poetiske Billeder, der rulles op, enten det er Engstrøget med to hundrede og fjorten blankbrune Stude, som aabner Bogen, eller den snavsede Krostue, eller Taagenatten paa Strandvejen.
Særlig er Skildringen af Madam Jacobsens lille Skipperhus fortræffelig, det er et Kapitel som Kielland ikke behøver at genere sig ved, det kunde staa mellem hans bedste, men jeg maa dryppe den Draabe Malurt i denne store Ros, at jeg heller ikke tror at Skildringen var bleven saaledes uden Kiellands Hjælp – ubevidst selvfølgeligt.
*
To talentfulde Bøger, der af Publikum let vil blive indordnede under den fælles Betegnelse: God Literatur.
Axel Henriques
