Sønderjylland

[1] Det lyder som et Eventyr, et Sagn fra gamle Dage:
en røvet Datter, dybt begrædt, er kommen frelst tilbage!

[2] Det sker, hvad som et Drømmesyn har straalet for vor Tanke!'1
Til Sommer vajer Dannebrog igen paa Dybbøl Banke!

[3] Hvad knap vi turde hviske om i Krogen mellem Venner
forkyndes nu paa Dansk og Tysk som Løfteord af Frænder.

[4] Velkommen hjem til Moders Hus, vor Søster, Hjertenskære!'2
Saa bleg du blev i Kæmpens Favn i Striden for din Ære!

[5] Du sad i Bolt og Fangejern til Spot for vilde Drenge.
Seks tusind unge Sønners Liv var dine Løsepenge!

[6] Men du vil ingen Sørgefest! Mens Taaren Øjet brænder,
du skjuler stolt, hvad ondt du led i hine Bøddelhænder.

[7] Du kommer klædt i hvidt og rødt og smiler os imøde.
Hil dig, vor Moders Øjensten'3, i Nytids-Morgenrøde!

 

1:

Det var redaktionssekretær og musikanmelder på Berlingske Tidende, Kai Flor (f. 1886), der bad Pontoppidan bidrage til det særtillæg som avisen i god tid forberedte til juledag 1918. Den 26. november skriver Flor at mandag den 2. december er afleveringsfristen for et bidrag, "nogle faa Linier: en Erindring, et Indtryk – hvad der kan tænkes at udtrykke Deres Følelser ved Haabet om Nordslesvigs Genforening med Danmark".

Dagen før bebuder Pontoppidan i et brev til Flor at han gerne vil sende et digt som nok skal være fremme senest onsdag den 3. Det nåede nok endnu lidt senere frem. I hvert fald beholdt Pontoppidan en afskrift af det som han daterede 3.12. Denne afskrift gav han fra sig fordi hans svigerinde, Hans Peters præstekone Louise i Spjellerup gik i forbøn for en bekendt, kaptajn og kammerjunker O. Rye der så gerne vil have hans autograf. "Vedlagte lille Digt, der er skrevet til Berlingske Tidendes sønderjyske Julenummer, kan vel gøre Fyldest som Skriftprøve," skrev han den 19. december generøst til kammerjunkeren der burde være blevet henrykt hvis han har forudset digtets fremtidige status.

Men det betød at Pontoppidan selv nu ingen anden håndskreven udgave havde af digtet end den vi hidtil har anset for det "originale" manuskript. Derfor skriver Pontoppidan da også til forlæggeren Frederik Hegel i juli 1920 at han ikke har kunnet finde manuskriptet men kun, til en påtænkt antologi fra forlaget, kan fremsende et korrigeret eksemplar af trykket fra Berlingske Tidende. Korrektionen omfatter en strygning af den tredje strofe.

Kladden til digtet må Pontoppidan have gemt bort, men også den forlod hans gemmer, vi véd ikke hvordan, for i 1935 tilbød Levin & Munksgaard Randers Biblioteks nyoprettede Pontoppidan-samling papiret for den høje pris af 75 kr.2 sikkert i overensstemmelse med eftertidens tro på at der her var tale om den originale renskrift. Hos Levin & Munksgaard arbejdede den unge Poul Carit Andersen der året før havde udsendt den første bibliografi over Pontoppidans forfatterskab og også i den anledning været på flere besøg hos Pontoppidan. Men det er for kættersk en tanke at han her som belønning skulle have fået kladden til digtet og så, året efter, mirabile dictu, skulle have ladet den sælge. Hvorom alting er, så købte Randers-mæcenen, overretssagfører P. Buhl (ham med de buhlske stuer på museet), manuskriptet og forærede det til biblioteket.

Lad os kigge på forskellene mellem de to manuskripter indbyrdes og i forhold til avistrykket og 1920-rettelserne:

udateret ms. ms. 3.12.1918 tryk 25.12.1918 1920-rettelser
Det klinger3 Det lyder Det lyder Det lyder
vor Tanke: vor Tanke: vor Tanke! vor Tanke:
Krogene blandt Krogen mellem Krogen mellem [hele strofen stryges]
Løftesord Løfteord Løfteord [hele strofen stryges]
Søster, Hjertenskære! Søster, Hjertenskære! Søster, Hjertenskære! Søster hjertenskære!
Morderhænder Morderhænder Bøddelhænder
Øjesten Øjesten Øjensten Øjesten

Kammerjunkerens daterede manuskript dukkede i september 2014 op på auktionsmarkedet, og derfor kan vi nu vise en mådelig kopi, dog god nok til vore undersøgelser, selv om det ikke skulle lykkes at få fat på en bedre. Tilbage står spørgsmålet: hvor blev Berlingske Tidendes sætteforlæg af? Havde Flor beholdt det, var det sikkert gået med hans Pontoppidan-breve til Randers-arkivet. En dag dukker måske også det op.

Pontoppidan fortrød altså siden digtets tredje strofe. Den byggede på kendskabet til den tyske udenrigsminister Solfs erklæring 14. november 1918 over for sønderjydernes talsmand i den tyske rigsdag, H.P. Hanssen, at "det var den tyske Regerings Standpunkt, at ogsaa det nordslesvigske Spørgsmaal skulde løses paa Selvbestemmelsesrettens Grund"4. Det blev i Politiken 18.11. omtalt som "et opsigtsvækkende Løftebrev"5. Fra begyndelsen havde Solf afvist at danskerne havde nogen formel, juridisk ret; alligevel var man indstillet på at følge "Folkenes Selvbestemmelsesret". Allerede i juli 1919 omtalte Pontoppidan i et brev at strofen "blev til under en fejlagtig Forudsætning". Det er vanskeligt i dag at se på hvilken ændring i den tyske holdning Pontoppidan byggede denne opfattelse. Forfatteren Gustav Bauditz refererede i 1931 Pontoppidan for at han, da han skrev digtet, var "i nogen Vildrede, idet han havde forudsat, at der var en dansk-tysk Forstaaelse, og at Genforeningen kunde ske uden Protester fra den sydlige Nabo (...) Senere viste det sig jo, at der ikke var den rette Sympati fra Tyskernes Side, og Pontoppidan har da i senere Udgaver ønsket disse Linier udeladt."6 En opfordring der blev fulgt i Gyldendals antologi, og De Unges Sangbog, 1949, men f.eks. aldrig i Højskolesangbogen.

Derimod var der i Danmark voldsomme modsætninger omkring den forestående genforening. Da hele aftalen herom først skulle ratificeres sammen med den øvrige fredsaftale, gik der helt til februar-marts 1920 før en folkeafstemning fandt sted i Sønderjylland, i to zoner: én nord for den nuværende grænse (10. febr.), én syd for (14. marts). Den nordlige zone skulle tilfalde Danmark hvis der som helhed var et flertal i befolkningen for det, mens der syd for grænsen skulle være flertal i kommune efter kommune. Grænsen mellem de to zoner var trukket så viist at ingen kommune i denne "2. zone" viste flertal for at tilhøre Danmark. Men forud for afstemningen var gået en årelang diskussion mellem tilhængerne af en "national grænse" (dvs. efter befolkningens ønske) og en "historisk grænse", dvs. f. eks. til Dannevirke eller en anden linje den danske regering kunne blive enig med fredskonference i Versailles om. Regeringen fastholdt trods kritikken ønsket om en "national grænse" ("[regeringen] forlanger mindre end den har ret til," udtalte en medarbejder i det franske udenrigsministerium til den internationale kommission der i Paris behandlede spørgsmålet). Denne holdning udtrykte ikke nødvendigvis respekt for en "demokratisk" afgørelse. Det var mere pragmatisk: man frygtede at tysksindede vil stemme sig til Danmark enten af økonomisk-sociale hensyn (de kaotiske tilstande i efterkrigstidens Tyskland) eller af taktiske hensyn, så de siden kunne medvirke til en total tilbagegang af Sønderjylland til Tyskland.

Pontoppidan var tilhænger af en "historisk grænse". Det kan man se af hans brev mellem de to afstemninger til Niels Jeppesen 18. februar 1920. Her udtrykker Pontoppidan manges håb om at Danmark på tværs af et "negativt" afstemningsresultatet i 2. zone i det mindste ville få tildelt Flensborg. Heraf kommer nok også den trofasthed Pontoppidan en halv snes år senere udviste ved på opfordring vederlagsfrit at sende Flensborg Avis en række artikler.

Nok blev digtet meget populært, men i en betænkning udsendt i 1933 af en ganske vist temmeligt yderliggående kommission nedsat af undervisningsminister Borgbjerg advaredes der mod eksempelvis at lade dette digt indgå i "den danske Læsebog" som efter kommissionens opfattelse "hverken skulde være Propagandamiddel for nationale eller antinationale Anskuelser"7.

Digtet inspirerede Joakim Skovgaard til den plakat han i 1920 tegnede til Genforeningsdagen, billedhuggeren Anders Bundgaard (1864-1937) til det genforeningsmonument der i 1927 rejstes i Vestparken i Randers, og Axel Poulsen til den skulptur der i 1930 vandt en konkurrence om et genforeningsmonumentet ved indgangen til Fælledparken i København.

©Flemming Behrendt (senest redigeret 11.5.2017)

 
[1] Carl Dumreicher har i Den yngre Slægt Pontoppidan, 1931, s. 291-92 med Pontoppidans hjælp givet en noget fortegnende fremstilling af hvordan digtet blev til, og den fremstilling kører Dumreicher videre med i Tidens Kvinder, 13. august 1957, hvor han endog lægger Pontoppidan ordene direkte i munden:

I efteråret 1918 gæstede Henrik Pontoppidan sin gode ven redaktør Martinus Galschiøt i Helsingør og modtog her fra Berlingske Tidende en opfordring til at deltage i en enquête om Sønderjylland, men havde foreløbig undslået sig:
   "Det var imidlertid et forunderligt efterår. Vejret var mildt, næsten sommerligt, og udefra indløb den ene glædelige efterretning efter den anden. H.P. Hansen havde i den tyske rigsdag krævet selvbestemmelsesret for det danske Nordslesvig. Kejser Wilhelm flygtede til Holland. Der indtrådte våbenstilstand i november. Det var, som om tusindårsriget var nær. Det fortryllende vejr holdt sig til ind i december, så de store pile på dæmningen mellem havens to søer – Frederik den Andens gamle fiskedamme – stadig stod med gyldent løv. En solskinsmorgen, da jeg vandrede frem og tilbage på denne dæmning, kom digtet så at sige af sig selv og blev trygt (sic!) på forsiden af bladets søndagstillæg for 25. december."

I Meteorologisk Instituts annaler kan man læse at der i begyndelsen af december var let vind fra sydvest, om dagen med temperaturer ude ved kysten på 2 til 4 graders varme. Det var helt overskyet med lidt regn af og til samt tågedis. Altså alt i alt kedelige grå og våde dage. Og sådan fortsatte det december måned.

tilbage
[2] 75 kr.: brev af 19.1.1935. tilbage
[3] klinger: Udtrykket "Det klinger som et Eventyr" var ikke ualmindeligt i samtiden. Så f.eks. Otto Borchsenius i en litteraturanmeldelse i Hjemme og Ude 19.10.1884:

Den Tid vil derfor heller ikke være fjærn, da det klinger som et Eventyr, at man en Tid lang her hjemme har forkjætret [Drachmanns og Schandorphs] Virkelighedsskildringer.

tilbage
[4] P. Munch IN Schultz Danmarkshistorie, bd. VI 1942, s. 101. tilbage
[5] Politiken: citeret efter H.P. Rohde: "Det lyder som et eventyr" i bogen af samme navn, 1981 s. 110. tilbage
[6] Bauditz' artikel stod i Aalborg Stiftstidende 13.9.1931 og er her citeret efter H.P. Rohde 1981, s. 110-11. tilbage
[7] Schultz Danmarkshistorie, bd. VI 1942, s. 639-40. tilbage
['1] Af HP i 1919 rettet tilbage til manuskriptets "Tanke:" tilbage
['2] Af HP i 1920 rettet til "hjertenskære!" tilbage
['3] Af HP i 1920 rettet tilbage til manuskriptets "Øjesten" tilbage