Personlige erindringer om Henrik Pontoppidan

Da studenter fra Randers – Henrik Pontoppidans gamle skoleby – i 1899 havde stiftet det stadig livskraftige Randrusianersamfund, begav Frederik Poulsen, den senere museumsdirektør, og jeg os en formiddag ud til Bakkegårds Allé nr. 6 for at indbyde vort berømte bysbarn til vor første festlige sammenkomst, men opnåede ikke at blive modtaget. Muligvis1 har vi blot i al beskedenhed spurgt, om vi kunne træffe forfatteren, og rimeligvis har Pontoppidan allerede siddet ved skrivebordet, idet formiddagen var hans bedste arbejdstid, så selv aviserne måtte vente til om aftenen.

Nogle år efter havde ikke mindst Frederik Poulsen erhvervet sig Pontoppidans velvilje og venskab, bl. a. ved i "Tilskueren" uventet at slutte en religionshistorisk artikel med nogle beundrende ord om "Lykke Per", medens Pontoppidan ved en middag hos Frederik Poulsen viste mig en usædvanlig venlighed efter at have erfaret, at hans fader havde viet mine forældre og min moder været en nær veninde af en af hans søstre. Randers var og blev det løsen, der åbnede både døren og på forhånd sikrede en venlig modtagelse.

Nogle år efter cyklede vi en sommerdag ud til ham i Espergærde, hvor han dengang beboede en stor villa. Da vi under samtalen mindede om vor skuffelse i 1899, lo Pontoppidan: "Hvorfor sagde I ikke, at I var randrusianere?" Derefter ville vi jo have været velkomne. Om besøget skrev Frederik Poulsen senere til mig:

"Jeg vil altid mindes den lyse sommerdag i den lille villahave, hvor vi to unge lyttede til hans kloge ord og glædede os over hans stille, ofte lidt sarkastiske smil. Pontoppidan er olympieren blandt vore digtere, i skikkelse, i stemme, i holdningens mandighed og ro. Hans stemme skælver ikke, hverken af vrede eller bitterhed, han tager sig tid til at trække vejret, når han fortæller, og han kan tie og lytte, hvilket er en sjældenhed i åndfuldhedens højere luftlag. Måske lidt fjern fra livets kævl, men ikke fra dets sorger. En olympier i ydre, men ikke i lykke. Husker du, da jeg ved afskeden med foden på pedalen holdt et lille foredrag om cyklens poesi? Han forstod mig og beklagede, at han aldrig havde haft råd til at købe en cykle. Så gode var danske digterkår den gang. Året efter fik han Nobelprisen, men da var han for gammel til at begynde at cykle."

Da Henrik Pontoppidan i 1927 fyldte 70, ønskede han ingen fest, fordi hans hustru lå på sygehuset i Svendborg, hvor svigersønnen, nuværende professor, dr. med. Einar Thomsen, dengang var reservelæge. Men da Frederik Poulsen og jeg forhørte om muligheden for personlig at kunne overbringe Randrusianersamfundets lykønskning, fik vi omgående til svar, at vi meget gerne måtte komme. På færgen over Storebælt kom professor Vilhelm Andersen, ledsaget af Sophus Michaëlis2, hen til os: "Ja, siden Randrusianersamfundet har fået lov, fandt familien, at fødselsdagsbarnet også kunne modtage Michaëlis, der medbringer Forfatterforeningens laurbærkrans til dens æresmedlem, og mig, der på en række venners vegne skal overrække et Randersmaleri af Pontoppidans nære ven allerede fra skoledagene, Johan Rohde." Da lykønskningerne var overbragt, holdt Henrik Pontoppidan – jeg tør vist sige for første og eneste gang – en lille tale, der formede sig som et tilbageblik på hans forfatterskab og en forklaring på, hvorfor han havde måttet skrive netop således og ikke anderledes. Talen var i allerhøjeste grad en bevæget udvidelse af den særdeles kortfattede selvbiografi, han 1917 havde måttet indsende til Nobelstiftelsen. Men den blev holdt til en lille kreds af nære og fortrolige venner, hvis forståelse og tavshed han trygt stolede på. Det var utænkeligt ikke at respektere denne forudsætning. Det faldt hverken Frederik Poulsen eller mig ind siden at nedskrive noget som helst. Vi nøjedes imellem med på tomandshånd at huske hinanden på hovedlinjerne i talen. Om eftermiddagen kom direktør Benny Dessau og frue i bil, og om aftenen sluttede Johannes Jørgensen sig til os. Tilsidst gik vi alle efter Pontoppidans ønske ad underjordiske hospitalsgange over til hans hustru og hilste på hende. Da jeg vendte mig for at gå, så jeg Henrik Pontoppidan træde ind og løfte begge armene mod fru Antoinette. Jeg kom til at mindes øjeblikket, da jeg for nylig i et par af Pontoppidans bøger fik lov til at læse de versificerede dedikationer til hende. Pontoppidan skrev jo sjældent vers. Da jeg en dag havde foreslået ham at samle sine digte og lade dem trykke i en både med hensyn til papir og tryk udsøgt udgave, rystede han afværgende på hovedet: "Jeg er og bliver prosaforfatter. Det ville kun forvirre begreberne, hvis jeg pludselig optrådte med en digtsamling." Kun nu og da, når stærke følelser og stemninger greb ham, kunne versets form falde ham naturlig og selvfølgelig. Det hændte jo bl. a., da hans berømte genforeningsdigt blev til.

I efteråret 1930 forberedtes en stor og statelig bog om "Den yngre Slægt Pontoppidan," hvis udgiver ønskede, at også Henrik Pontoppidan ville skrive en selvbiografi deri. På grund af en smertefuld seneforstrækning i højre hånd foreslog han imidlertid mig til opgaven. Den løstes gennem en lang række aftensamtaler, hvor jeg nedskrev, hvad han fortalte, og han derefter med blyant tilføjede eller rettede et og andet. Hefterne findes nu på Centralbiblioteket i Randers. Undtagelsesvis – han yndede jo aldrig, at man kom ind på forfatterskabet – bad jeg ham en aften fortælle, hvor og hvorledes "Det lyder som et Eventyr …" var blevet til. I efteråret 1918 gæstede Henrik Pontoppidan sin gode ven, redaktør Martinus Galschiøt i Helsingør og modtog fra "Berlingske Tidende" en opfordring til at deltage i en enquête om Sønderjylland, men havde foreløbig undslået sig:

"Det var imidlertid et forunderligt efterår. Vejret var mildt, næsten sommerligt, og udefra indløb den ene glædelige efterretning efter den anden. H.P. Hanssen havde i den tyske rigsdag krævet selvbestemmelsesret for det danske Nordslesvig. Kejser Wilhelm flygtede til Holland. Der indtrådte våbenstilstand i november. Det var, som om tusindårsriget var nær. Det fortryllende vejr holdt sig til ind i december, så de store pile på dæmningen mellem havens to søer – Frederik den Andens gamle fiskedamme – stadig stod med gyldent løv. En solskinsmorgen, da jeg vandrede frem og tilbage på denne dæmning, kom digtet så at sige af sig selv og blev trygt [læs: trykt] på forsiden af bladets søndagstillæg for 25. december."

Jeg var taknemlig for Henrik Pontoppidans villighed til altså undtagelsesvis at fortælle om tilblivelsen af dette digt, der blev til som bidrag til et københavnsk dagblad, men derefter er blevet stående i dansk litteratur. Vi talte ellers aldrig om bøgerne, motiverne eller modellerne. Uforvarende kom jeg en aften alligevel til at strejfe dette lukkede land og blev på den muntreste måde belært om, at jeg havde vovet mig over grænsen. Vi havde moret os over, hvor forkert et par engelske oversættelser var blevet illustreret. Disse dragter og længer skulle være danske, men var tegnede af folk, som aldrig havde været i Danmark, men uden videre benyttede hjemlige forbilleder. Vi var derpå kommet ind på Ludvig Finds henrivende illustrationer til anden udgave af Randersbogen "Minder". Jeg havde samtidig til Henrik Pontoppidans forundring over, at jeg var så fortrolig med hans tids by, bemærket, at min moder ofte havde fortalt mig om mangt og meget, bl. a. om den snurrige "Træskoklub", købmandslavets børs, som hver morgen samledes nede ved Sønderbro. Pludselig spurgte jeg: "Ritmester von Mohrhof, hvis pågående kurmageri får den lille borgerdatter Eleonora Ankersen til fortvivlet at drukne sig i Gudenå, var det ikke ..." Historien var jo sandhed. Jeg havde hørt begge hovedpersoners virkelige navne adskillige gange. Henrik Pontoppidan lænede sig tilbage i øreklapstolen, så et øjeblik smilende på mig og sagde så med et uimodståeligt skælmeri i øjnene: "Ja, se det kan De jo spørge Deres moder om, kære ven."3 Jeg gik ligeså smilende hurtigt over til mere uskyldige spørgsmål.

Slægtebogens selvbiografi, hvis form og indhold er godkendt af Pontoppidan selv, fik en uforudset virkning. Erindringens kilder var begyndt at rinde med ny styrke. Da Pontoppidan atter kunne skrive, blev det overskud af stof, som den snævre ramme ikke havde tilladt, først til fem store artikler i "Flensborg Avis" og 1933 f.f. til de fire erindringsbøger "Drengeår", "Hamskifte", "Arv og Gæld" og "Familieliv", der atter i ny udgave blev sammentrængt til et eneste bind "Undervejs til mig selv" eller – som Pontoppidan en dag sagde til mig – "Min Bekendelsesbog".

En aften i 1932 – kort før 75-årsfødselsdagen – gik Pontoppidan hen til sin pult og fandt forhandlingsprotokollen for den af ham selv stiftede skoleforening "Valhal", som "jeg uretmæssig har beholdt, da jeg rejste fra Randers. Nu må De hellere tage Dem af den." En måned efter kunne jeg da som forsinket fødselsdagsgave overrække ham et særtryk af en artikel i "Tilskueren": "Fra Henrik Pontoppidans skoletid", hvortil ikke blot protokollen, men også Pontoppidan selv havde leveret stof. 44 Artiklen indeholder bl. a. den første karakteristik af Henrik Pontoppidan, skrevet af en af hans kæreste og nærmeste skolekammerater, den tidligt afdøde købmandssøn Frederik Jakobsen. Samtidig glædede det ham, at protokollen derefter kom i Statsskolens eje.

Det sidste minde er fra 24. juli 1937 – 80 års fødselsdagen. Den fejredes med en familiemiddag på Holmegårdsvej 2 med kun to gæster: professor Vilhelm Andersen og jeg, som nu i femten år4 havde været forbindelsesleddet tilbage til den tid, som Henrik Pontoppidan aldrig glemte og altid gerne talte om: Randersårene 1863-1873. Jeg havde medbragt en mappe med billeder fra det gamle Randers. Ved bordet bad han pludselig om dem og betragtede dem eet for eet, medens samtalen omkring ham dæmpedes. Et øjeblik løftede han sit pragtfulde hoved med den hvide hårmanke og de store lyseblå øjne og så drømmende hen for sig. Jeg forstod, at linjerne i "Lykke-Per":

"Den lille engby ved foden af de høje banker var for ham blevet verdens indgang og udgang, hvorigennem vejen gik tilbage til alle tings ophav",5

 
[1] Frederik Poulsen husker i sine erindringer lidt bedre besked: de præsenterede Fru Pontoppidan for indbydelsen som hun afviste på mandens vegne. tilbage
[2] Sophus Michaëlis: deltog som repræsentant for Forfatterforeningen. Se også Søibergs erindringer fra 1953. tilbage
[3] Deres moder: så spørgsmålet må være blevet stillet før moderens død i 1932 tilbage
[4] altså siden 1922 hvor så den pågældende middag hos Frederik Poulsen må have fundet sted. tilbage
[5] artiklen slutter med et komma, hvilket vist må være en trykfejl. tilbage