Åbent brev til Lise

Lise Præstgaard Andersen har bedt om at få sin anmeldelse i Nordica 36 af min bog Livsrusen. En bog om Henrik Pontoppidan lagt op her på netstedet. Kun derfor dette modspil.

Kære Lise,

Det ærgrer mig at du med din omtale af "Livsrusen" giver et personligt causeri til bedste i stedet for en fagligt funderet anmeldelse. Må jeg minde om at Nordica er et videnskabeligt tidsskrift udgivet tæt på Syddansk Universitet der lige straks endog rummer et Pontoppidan-center. Tidsskriftets artikler er "fagfællebedømte", d.v.s. at de alle bliver læst af mindst to, i princippet anonyme, fagfæller der kan rette kritik og give ændringsforslag til den skrivende forsker. Det er niveauet. Men det kan ikke være sket med dine tre anmeldelser i Nordica 36.

Indledningsvis gør du et nummer ud af at jeg er over 80 og i forordet fortæller at jeg har læst Pontoppidan siden jeg var 12; to kendsgerninger der ikke kan siges at være videnskabeligt kvalificerende. Men du overser, også i din læsning, at Livsrusen udtrykkeligt indgår i en treklang sammen med 1) det netsted som rummer de fulde kilder til bl.a. alle de citater fra værker og breve der indgår i Livsrusen, og 2) en 40 procent større ebogs-udgave ("Studiebog" kaldet) med supplerende tekst, eksempelvis om omarbejdelsen af De Dødes Rige og forholdet til forfattere der slet ikke er omhandlet i papir-teksten: Hans Vodskov, Ola Hansson, Einar Christiansen eller Jørgen Bukdahl. Dertil kommer 1500 uddybende eller diskuterende noter og direkte links til netstedet fra alle citater til deres oprindelige fulde sammenhæng (i bøger, breve, artikler m.v.). Med dit anmeldereksemplar af Livsrusen havde du ellers direkte og gratis adgang til e-bogen på din ipad/ebogslæser (se s. 711) og kunne i dit arbejde med anmeldelsen have fulgt både noteapparat og andre 1500 henvisninger direkte til kilderne. I e-bogens søgefunktion har du det værkregister du efterlyser i din anmeldelse; langt lettere at anvende end hvis du skal sidde med én finger i et trykt værkregister og en anden finger nede i de løbende papirsider. Prøv selv. Med en nedladende støvsuger-metafor skriver du at "[papir]bogen indeholder alt, hvad forfatteren har kunnet opstøve om Henrik Pontoppidans liv og værk"; hvilket altså er helt forkert. Du nævner fra min prolog at "Pontoppidan blev ikke præst, men Danmark blev hans sogn", og beklager at der i øvrigt kun er "meget få personlige bemærkninger" i bogen. Men Lise, de er jo legio, så "meget få" dækker ikke. Jeg skal i det følgende nævne nogle af dem.

Du understreger at min bog ikke er en biografi, men kaster dig alligevel begærligt over alle mulige "biografiske" emner og beklager f.eks. i afsnittet "Lidt mere om ægteskaberne" at læseren kun får "lidt mere (…) men ikke meget" at vide om disse? Og dog viser jeg hvor meget mere indvævet den første hustru forblev under og efter det andet ægteskab, og endda – endnu en "personlig bemærkning" – vover jeg den teori at det oprindeligt var hende der valgte ham og ikke, som han gerne vil have det i selvbiografien, ham der valgte hende (s. 643-44). Jeg tillader mig endda her at antyde at hun meget i karakter og sind lignede hans egen mor (men jeg stiller ingen diagnose). Du ser det ikke.

Aldrig før har den historie været fortalt om hvordan HP op til separationen fra den første dag i 1888 anbragte Marie og børnene i en af ham hyret lejlighed på Frederiksberg der længe også var hans "brevadresse", så tit kom han der, og at han under børnenes tidlige opvækst boligmæssigt selv holdt sig tæt til dem og blandede sig i deres opdragelse og uddannelse, nogle gange imod deres mors vilje – og hun havde dog ellers ved skilsmissen fået forældremyndigheden; kun det sidste nævner Pontoppidan selv i sin første selvbiografi, men om deres københavnske "samliv" ikke et ord (hun tog hjem til sine forældre, skriver han bare). I alle separationsårene omgikkes han dem (når han ellers var i landet) og når Marie var syg, tog han sig af børnene, som derfor bl.a. blev legekammerater med Drachmanns og Cavlings børn; hele denne historie er ny og kaster bestemt et andet lys over disse år end det (af dig) kendte. Hvorledes den anden hustrus mange sygdomsdage og -år trak tunge skyer gennem deres ægteskab, har der heller aldrig været fortalt om.

Jeg gør mig ikke "spekulationer" over om forholdet til den anden hustru, Antoinette, før brylluppet fem år senere overhovedet var kendt af Pontoppidans venner; at Edv. Brandes ikke kendte (til) Antoinette, dokumenterer jeg sort på hvidt i HPs camouflage af sin bryllupsrejse med hende som sin egen rejse, pålagt ham af hans læge (side 275). Skønt han på papiret var forlover ved deres bryllup mødte den nære barndomsven, maleren Johan Rohde, Antoinette første gang i Østrig under parrets bryllupsrejse. Og hvad så med de rystende breve fra Mette Marie omkring brylluppet med Antoinette, Livsrusen s. 286? Du er en utrolig uopmærksom læser.

For hvordan kan du videre skrive at flertallet af bogens billeder af Pontoppidans to hustruer er set før? Ingen af dem har nogensinde før været vist i nogen bog eller på nogen website. Hvor meget fortæller ikke de to store billeder af Antoinette med mor og søstre (side 276) og Antoinette med mand og børn i søndagstøj foran murermesterhuset i Snertinge (side 382)? Aldrig set før! Eller det patetiske kanonfotografi af den fraskilte far med sine to børn (s.287). Først i andet oplag af bogen kom det rigtige billede af kæresten Antoinette med (se portræt til venstre herfor).

At Pontoppidan med sin svage anden hustru med Holbergs udtryk1 måtte gå extra ("Tro endelig ikke det, Far har haft mange piger", s. 617), var sandelig heller ikke en oplysning der var kendt – af dig eller andre, med mindre du havde læst kilden, Søibergs erindringer her på netstedet.

Lad mig give endnu et eksempel på hvor distræt du har læst (i) bogen. Du hævder (s. 222) at være så belæst i Pontoppidan at du er i stand til, i modsætning til de fleste af min bogs nødstedte læsere, at "uddrage en del ny viden". Efter at have kigget i og citeret leksikalske oplysninger fra slægtstavlen side 664-65 skriver du: "Man bemærker således, at ægtefællerne havde den sorg at miste den ældste datter, da hun var tre år gammel." Jamen, herregud Lise, det véd da enhver der har læst Familjeliv og aldrig kan glemme Pontoppidans smukke metafor: at Karen døde "tryg som en Fugl, der putter Hovedet under Vingen" (side 14; citeret hos mig s. 655)? Du har her overhovedet ikke "bemærket" noget nyt. Det lykkes dig også at ødelægge sølvbryllupsdigtet ved at citere fra det med en væsentlig fejl ("Din Sorg" for "Min Sorg"); så man må endnu et år ærgre sig over jeres Forords gentagne oplysning: "Redaktionen [af Nordica] læser selv afsluttende korrektur".

Det nye lys jeg f.eks. kaster over forholdet mellem HP og Georg Brandes, nævner du ikke med et ord, heller ikke min lille "personlige bemærkning" om at GB af Pontoppidan blev underkastet samme behandling som maleren H.A. Ring. Andre forskningsmæssige landvindinger i min bog, som udviklingen af forholdet mellem HP og Ola Hansson (kun i e-bogen), lades dine læsere helt uvidende om. Den aldrig før kendte historie om de to forskellige versioner af Johan Rohdes Frederiksborg-portræt nævner du heller ikke. To steder betegner du, ligesom Informations anmelder, min bog som en "mosaik", men gør intet forsøg på at beskrive hvad denne mosaik da forestiller: et af uendelig mange, men ikke opbrugte, smådele sammensat billede af gangen og udviklingen i Pontoppidans liv og forfatterskab, hans slægtsbaggrund (bedstefaderen er aldrig beskrevet så tæt, faderens ungdomsdigte ej heller). I stedet hopper du rundt i bogen med din hinkesten, og det er da også tilladt den menige læser; men ikke dig: du skulle have fanget det særegne ved min fremstilling af f.eks. Pontoppidan og Nobelprisen med spillet dels mellem Pontoppidan og hans svenske forfatterven Axel Lundegård, dels mellem Pontoppidan og Georg Brandes, for ikke at tale om hele forhistorien: Wirséns fra første dag negative holdning til HP. Elias Bredsdorff ikke så meget som nævner Nobelprisen i sin disputats fra 1963 om forholdet HP og GB, et forhold heller ikke Claus Jensen i Nabo til Nobel berører som relevant.

Trods min bogs fortællende karakter er alle tænkelige formkrav til fremstillingen overholdt. Jeg fantaserer ikke, formoder højst og gør så udtrykkeligt opmærksom på det. Jeg har fra begyndelsen af den lange proces, helt tilbage fra den første opfordring jeg i 1999 fik om at skrive en HP-biografi, erklæret at jeg kun ville gøre det efter de primære kilder. Det er derfor en skændsel at du beskylder mig for videnskabelig uredelighed: uden henvisning har jeg benyttet mig af en sekundær kilde. Din beskyldning fremføres i en lille parentes s. 226 i din anmeldelse: "(kilde bl.a. Aage Jørgensen)". Det sker i din derfor korte omtale af Nobelpriskapitlet. Et kapitel hvis særegenhed derfor slet ikke beskæftiger dig. I min bogs bibliografi forekommer én titel af Aage Jørgensen: Nærved og næsten, 2009; herfra citerer jeg fra Vetterlunds indstilling om Jakob Knudsen hans udtryk om "Pontoppidans glatte elegance" (s. 539). Det kan umuligt være den du henviser til med dit "bl.a. Aage Jørgensen". Det må dreje sig om hans artikel om Pontoppidans Nobelpris i bogen fra 1917: Karen Blixens udeblevne Nobelpris og andre præciseringer. Denne bog optræder ikke i min bibliografi, og din parentes er derfor en (måske af dig selv uafvidende) beskyldning mod mig for videnskabelig uredelighed: jeg har brugt en bog som kilde uden at anføre den i min litteraturliste. Men jeg har ikke brugt den bog – og heller ikke læst den før efter udgivelsen af min egen. Mit kapitel 40 er skrevet i 2012 og blev holdt som foredrag på Pontoppidan Selskabets sommermøde 2017, før Aage Jørgensen havde udgivet sin artikelsamling. Kan du pege på blot én sætning i kapitel 40 jeg ikke kunne have skrevet uden med Aages artikel i hånden? Endnu før udgivelsen af Nabo til Nobel (2001) lånte jeg af Claus Jensen kopier af alle de relevante udtalelser til akademiet der vedrører Pontoppidan. Baggrunden for Aage Jørgensens artikel kan følges i en udveksling af mails jeg med hans tilladelse kan sende dig og gerne på opfordring offentliggør her2. Denne skuldertackling befrier dig for at læse mit kapitel ordentligt igennem; ellers havde du forstået at jeg griber sagen helt anderledes an end f.eks. Aage Jørgensen eller dennes indrømmede hovedkilde, Claus Jensens fremstilling.

Du småbrokker dig over at jeg ikke bruger håndværks-titlerne på min bogs seks dele til noget. De er ellers spundet over den sætning hos Pontoppidan i et forlæggerbrev om Muld, første originalbind af Det forjættede Land, at den jo "skal være mit Svendestykke" (citeret side 258; jf. Richardts citerede vers s. 165) og tilegnelserne til "Mesteren Pontoppidan" i Nexøs Pelle Erobreren og Søibergs i Lyset (s. 433 og 610). For mig er det helt afgørende ved Henrik Pontoppidan hvor godt han skriver, og bedre og bedre indtil han når mesterklassen. Han er for mig i litterær henseende først og fremmest håndværker. Derfor deloverskrifterne I-VI.

Du hævder med dit dybe kendskab til Pontoppidans værk at kunne overgå den menige læser i at grave guldklumper frem af min bog; som Holberg udtrykker det i sin Kirkehistorie: "at leede efter Guld-Klomper udi store Dynger af U-reenlighed". Underlig metafor her; så er der snarere tale om en stor skål lakridskonfekt hvor hver læser for sig kan gå efter den smag og konfektion han ynder mest. Måske kan han ikke fordrage at læse anmeldelsescitater, så han springer dem over for hellere at svælge i brevcitater eller i tekstens mange analyser af de personlige forhold hvis skildring danner sammenhængen i Pontoppidans åndstype: den reserverede udenfor-stående med et glødende engagement i sine egne tekster; breve gerne undtagne. En humorist bag alvorsmasken. En glødende sensualist. En livsruser.

Men der er alligevel grænser for dybden i dit kendskab når du hævder at ordet "Livsrus" ikke forekommer hos Pontoppidan, men er noget jeg har fundet på. Det forekommer to steder, slå selv op. På netstedet er der endda i Leksikon en hel lille artikel om ordet. Dets dobbeltbetydning er illustreret på forsiden og bagsiden af bogen med to meget forskellige portrætter af Pontoppidan. Det er rigtigt at entalsformen livsruse ikke forekommer hos Pontoppidan; det er min ganske præcise oversættelse af hans trahimur: vi føres. At forklare det i forordet vil være at fratage bogen dens dramatiske udvikling.

At jeg giver Pontoppidan selv referat-magt når det kommer til de senere bind af Lykke-Per, synes jeg faktisk er en gevinst. Det er tekster som ikke er tilgængelige for den almindelige papir-læser. De to andre store romaner er der udtrykkelige oversigter over (se f.eks. billedteksterne til hvert bind af De Dødes Rige (over for s. 480, 496, 497, 512, 513). Det er meget få, men der er nogen, indrømmet, af de mindre tekster hvor en knap så vidende læser kan blive usikker (men så kan han/hun jo slå op i Billeskov Jansens glimrende lille Ledetråd for læsere der ligger lige for på netstedet, eller lige læse historien på www.henrikpontoppidan.dk. Min bog er ikke en bog der gør det muligt at slippe for at læse Pontoppidan. Hensigten er klart og tydeligt den modsatte.

Ikke ét godt ord i øvrigt har du at sige om bogens righoldige billedside med masser af andre ukendte illustrationer. Et sted i din anmeldelse står en underlig parentes: "(Undertegnede kendte ikke til denne detalje)." Der er jo, som ovenfor påvist, hundredvis af detaljer du ikke kan have kendt og ikke har bemærket. Fra denne Pontoppidan-næsten-alvidende konto udskriver du dækningsløse checks.

Måske skulle I i redaktionen af Nordica have fundet en anden anmelder af mit værk. En med bedre fornemmelse af nutidens muligheder for at mikse fremstillingsformerne papirbog, e-bog og netsted og med et dybere kendskab til forfatterskabet end du udviser. Ingen af dagspressens anmeldere har dog heller kunnet gabe over treklangen, men du er dén der professionelt burde have følt dig forpligtet til det. Jeg ser frem til bebudede professionelle anmeldelser i Danske Studier og Svensk Tidskrift.

Venlig hilsen
Flemming

PS Jeg beder redaktionen af Nordica om indrykning i næste årgang af denne indsigelse:

Anmelderen af min bog om Henrik Pontoppidan, Livsrusen, henviser i Nordica 36, s. 226 til Aage Jørgensens bog fra 2017, Karen Blixens udeblevne Nobelpris og andre præciseringer, som min hovedkilde til Kapitel 40 om Pontoppidans Nobelpris. Bogen er ikke nævnt i min bibliografi, og jeg må derfor føle mig udhængt som plagiatør. Mit kapitel er skrevet længe før Aage Jørgensen fik anledning til at afslutte de studier der ligger til grund for hans kapitel, der ikke på noget punkt eksklusivt kan have tjent mig som kilde. For denne ærekrænkelse (Straffelovens §267) udfordrer jeg Lise Præstgaard Andersen til duel! Hun kan selv vælge våben. Othello-lagkager f.eks.

 
[1] gå extra: se "Den politiske Kandestøber", II 3. tilbage
[2] Naturligvis er der fællestræk mellem de to fremstillinger. F.eks. bruger vi begge et citat fra et brev Heidenstam sendte akademiets sekretær. Kun jeg bringer i en note den svenske ordlyd som vi hver for sig oversætter sådan:
Flemming Behrendt:
"Måske har du ret i at den foreslåede deling, betragtet som en undtagelse, i dette tilfælde kan have en vis rimelighed, ikke mindst fordi den mindsker indtrykket af et dolkestød i ryggen på Brandes".

Aage Jørgensen:
"måske har du ret i, at den foreslåede deling i dette tilfælde, og betragtet som en undtagelse, kan have noget for sig; ikke mindst af den grund, at delingen mindsker indtrykket af, at vi stikker en kniv i ryggen på Brandes, den i Danmark både mest oplagte og meriterede kandidat".

Men heraf kan man jo ikke slutte at Aage Jørgensen "bl.a." er min kilde. tilbage