Livsrusen

I fjerde og sidste bind, Familjeliv (1940), af den store selvbiografi, skriver den 83-årige Henrik Pontoppidan om tiden som 50-årig:

Alle faar vi i disse Aar vore "Fornemmelser", flygtige Smaaforstyrrelser rundt om i Kroppen, disse Hold og Sting, der er de uundgåelige Tømmermænd efter Livsrusen.

I den lille selvbiografi, Undervejs til mig selv (1943) er udtrykket varieret til:

Heller ikke jeg undgik denne Katzenjammer efter Livsrusen.

Anvendelsen af ordet livsrus er ikke veldokumenteret i vore ordbøger. Faktisk er det ikke muligt at finde det som opslagsord hverken i ODS, dets Supplement eller i Den Danske Ordbog (2003f)1. Man skal til tysk for at finde dets oprindelse: Lebensrausch, og det er sandsynligvis hos Nietzsche Pontoppidan har fundet det udmøntet.

 
[1] Livsrusen finder jeg dog i Svend Leopolds Erindringer fra min første Forfattertid, 1928, s. 103 om Holger Drachmann: "en Livsglædens Flagellant, der maatte gribe til de voldsomste Midler for at faa Livsrusen til at bide." tilbage