Livsrusen

I sdste bind, Familieliv (1940), fjerde bind af den store selvbiografi, skriver den 83-årige Henrik Pontoppidan om tiden som 50-årig:

Alle faar vi i disse Aar vore "Fornemmelser", flygtige Smaaforstyrrelser rundt om i Kroppen, disse Hold og Sting, der er de uundgåelige Tømmermænd efter Livsrusen.

I den lille selvbiografi, Undervejs til mig selv (1943) er udtrykket varieret til:

Heller ikke jeg undgik denne Katzenjammer efter Livsrusen.

Anvendelsen af ordet livsrus er ikke veldokumenteret i vore ordbøger. Faktisk er det ikke muligt at finde det som opslagsord hverken i ODS, dets Supplement eller i Den Danske Ordbog (2003f)¹. Man skal til tysk for at finde dets oprindelse: Lebensrausch, og det er sandsynligvis hos Nietzsche Pontoppidan har fundet det udmøntet.

Udtrykket er gammelt i forfatterskabet. Første gang det mig bekendt optræder, er i udkastet fra januar 1884 hvor den 26-årige forfatter skriver om sin betydeligt ældre hovedperson, Grønlandspræsten Thorkild Müller:

Men hvor meget han end fordybede og begravede sig, saa dæmpede det ikke en stigende Uro i hans Indre; en hemmelig Angst for noget lavt, foragteligt, han følte var i Færd med at voxe op i ham, og som han fornam det var hans Pligt til det yderste at bekjæmpe. Livsrusen!²

Det er valgt som titel på Flemming Behrendts kommende biografi om Henrik Pontoppidan.