Anmeldelse
Flemming Behrendt: Livrusen. En bog om Henrik Pontoppidan
Pontoppidan endte som en institution – men han havde sine trængsler
De hidtidige forsøg på at skrive biografien om Henrik Pontoppidan har været mere eller mindre mislykkede. Men det lykkes for Flemming Behrendt.
Journalist og cand.mag. Flemming Behrendt grundlagde i 2000 Pontoppidan Selskabet. Inden da havde Behrendt været ihærdig Pontoppidan-forsker, og efter at have lagt det journalistiske virke på Berlingske bag sig har han vendt hver en sten, der gemmer informationer om forfatteren.
Flere har forsøgt at skrive biografien om Pontoppidan, indtil i dag har forsøgene været mere eller mindre mislykkede, hvad biografisterne selv har indrømmet. Men det lykkes for Flemming Behrendt. I den grad.
Hans bog er tung, 712 spækkede sider, og den dobbelttydige titel er rammende. Bogen skildrer en livsrus – sikke et turbulent liv, forfatteren havde – og en ruse, vi bruger til at fange fisk. "Livsrusen" pointerer også det indsnævrende. I forfatterens tænkning og ikke mindst i tiden.
Værkerne i fokus
Fokus er klart for læseren: Det er Pontoppidans værker, snarere end det er forfatterens privatliv, men rusen som metafor gælder også for Pontoppidan, hvis liv absolut ikke var en dans på roser – en kliché, den velskrivende Behrendt aldrig ville bruge, pardon.
Man kunne forestille sig, at en forfatter, der relativt hurtigt får et renommé, vil have en rimelig økonomi og bo standsmæssigt. Men nej: Jeg har ikke tal på, hvor mange gange forfatteren må flytte, og det er ikke altid luksuslokaliteter, han lejer. Han spiller højt spil med sine manuskripter, og det er lige før, han afsætter samme værk til flere forlag.
Det er også markant, hvordan Pontoppidan ikke rigtig falder ind i veldefinerede politisk-kulturelle bevægelser. Forholdet til Georg Brandes og dermed "det moderne gennembrud" er behersket, og det er vældig oplysende at få betonet, hvordan forfatteren en overgang deler synspunkter, som man finder hos konservative Harald Nielsen, der satte en ære i at polemisere imod Brandes.
Nobelpengene forduftede
Som Pontoppidan var nødt til at være en nomade, er der noget nomadisk i hele hans virke, samtidig med at han er klart forankret i realismen. Men forfatteren var også pragmatisk; han får Nobelprisen i litteratur på et tidspunkt, hvor antallet af reelle kandidater er begrænset. Og størsteparten af de mange penge, der fulgte med prisen, forduftede nogle år senere, og så var Pontoppidan nødt til at genoptage raffineret tiggeri om forskud på manuskripter.
Jo, forfatteren endte som en institution i sig selv. Men han havde sine vedvarende og akutte trængsler, f.eks. en skrantende hustru nummer to og finansiering af den første hustru med børn.
Flemming Behrendt ved alt, hvad der er værd at vide om, hvordan Pontoppidan gennem hele sit forfatterskab bearbejdede sine værker, skrev om, strammede/udvidede. "Livsrusen" sætter også udgivelserne ind i en konkret historisk ramme; vi får således kontinuerligt bud på, hvordan bøgerne blev anmeldt i samtiden. Frem for at promovere storladne fortolkninger af forfatterens bøger giver Behrendt os indblik i samspillet mellem værker, liv og den kunstneriske verden.
Vi får ikke en udfoldet akademisk diskussion om forskellige overordnede tolkninger af Pontoppidans værker, der tilsammen tegner et originalt og radikalt bud på danmarkshistorien fra 1880'erne og rækker langt videre end til dødsåret 1943. Men vi får alle mellemregningerne og et fornemt indblik i, hvordan Pontoppidan gang på gang tænker ud over sin tid. Vi præsenteres heller ikke for private slibrigheder, for Behrendt er redeligheden selv. "Livsrusen" er sober og super.
• Monografi: Livsrusen – En bog om Henrik Pontoppidan. Af Flemming Behrendt. 712 sider, 400 kr. Gads Forlag
