Marianne Egelund til Flemming Behrendt
10. december 2019
blev ret paf
10. december 2019
Kære Flemming
Sikke en kraftpræstation, du har fuldført! Efter at have levet en månedstid sammen med dig og vores fælles ven Pontoppidan kan jeg bedre forstå, at det tog dig så mange år. Det er et helt utroligt omfattende stof, du har været igennem. Hvorfor har du ikke afleveret "Livsrusen" som en disputats?
Jeg har været meget optaget af bogen, og den har på nogle vigtige områder skubbet til mine forestillinger. Mest omfattende skub til mit billede af hans opvækst. Jeg havde åbenbart i alt for høj grad forestillet mig, at Per Sidenius' opvækst var et billede af HP's egen. Jeg blev ret paf, da jeg læste brevene fra hans mor og det enkelte fra hans far. De gav ham tilsyneladende meget større rum til at finde sin egen vej, og havde en varme og omsorg overfor ham og hans søskende. Jeg havde et billede af et meget mere pietistisk, glædeskvælende miljø, og undrede mig, da jeg læste om fester hjemme med vin og livsudfoldelse, ligesom jeg havde skabt mig et billede af små kår med de mange børn, og så læser om at Dines var en af Randers største skatteydere, og om forældre, der installerer flere af deres børn i Kbh. og forsørger dem, mens de studerer, og som lader sønnerne vælge uddannelse efter deres egne ønsker.
Jeg har været meget glad for hans erindringer (4 binds-versionen), men blev meget klar over, at du har ret, når du kalder den hans 4. store roman – et indtryk, der selvfølgelig forstærkes i dit sidste kapitel, hvor det blive tydeligt, hvor meget han har redigeret sin levnedsbeskrivelse for at skabe (et forfængeligt) billede af sig selv, som sin egen skaber. – Jeg var også overrasket over at læse om hans og Brandes' (Georg) relation. Uden at have meget at bygge det på, har jeg selv oplevet, at Pontoppidan – trods han realistiske beskrivelser af tid og miljøer omkring hans personer – var i udkanten af det moderne gennembrud, og så får jeg indtryk af, at han faktisk var en betydningsfuld person for Brandes – måske ikke helt gengældt.
Jeg har undertiden – midt i de mange anmeldelser og gennemgange af HP’s omskrivninger – savnet at komme ham mere under huden. Sikkert en erhvervsskade! På et tidspunkt længtes jeg efter lidt af den narrativt tunge fordybelse, som f.eks. Jens Andersen når i sin beskrivelse af Tom Kristensen i "Dansende Stjerner", men jeg endte i nat med at opleve et mere sammenhængende billede af mennesket Pontoppidan og af hans liv med de mennesker der var tættest på ham, selvom han i den grad forsøger at gemme sig og forblive privat – hvilket man unægtelig ikke kan beskylde Tom Kirstensen for. – Og så synes jeg, at du i din biografi respekterer hans ønske om privathed – et vigtigt etisk valg – og en nødvendighed, når der findes så lidt (anekdote)materiale f.eks. om hans forhold til sine børn.
Jeg synes også, at den omfattende korrespondance giver et klart billede af, hvor slidsomt det har været at skulle forsørge to familier som 'løsarbejder'. Jeg kan få helt mavepine over at tænke på alle hans forsøg på at lave aftaler med flere forlag på en gang, og på at trække forskud ud af dem og forgælde sig. Puha! Og så al deres flytten omkring. Han har været en rastløs sjæl.
Jeg håber du får al den anerkendelse, du har fortjent! Tak for en dejlig læseoplevelse.
Mange varme hilsner fra os begge
Marianne Egelund
medlem af Pontoppidan Selskabet
