Svar til Flemming Behrendt

Odense 28.6.2020

Jeg er dybt chokeret over din (mis)opfattelse af min venlige, positive og rosende anmeldelse af din store bog, Livsrusen. Jeg er faktisk så chokeret, at jeg i et stykke tid kun har kunnet stamme for mig selv: "Das war eine grausame Salbe", og så har jeg i øvrigt konstant overvejet – frem og tilbage, frem og tilbage – om jeg skulle forsøge offentligt at korrigere dine misforståelser og fordrejninger af mine ord – eller om jeg skulle ignorere dit angreb. Hvad enten jeg gør det ene eller det andet, vil jeg utvivlsomt fortryde. Jeg er nemlig slemt bange for, at du på baggrund af, hvad jeg opfatter som din ordkløveriske og rethaveriske tilbøjelighed, ufortrødent vil fortsætte polemikken i det uendelige. Og på den anden side: hvis jeg ikke reagerer, ser det ud, som om jeg giver dig ret i dine efter min mening fuldkommen urimelige anklager. Så jeg vil forsøge at give dig et par svar nedenfor.

Jeg er som sagt, dybt chokeret – og føler, at jeg har været ude for at uventet overfald. Hvordan kan du i den grad fejllæse en anmeldelse, der indeholder gentagne udsagn om, at du har begået et storværk, at indsatsen bag bogen er imponerende, at den imponerende bog må opfattes som Flemming Behrendts livsværk etc.?

Fejllæsningen udstrækkes minsandten til, at det skulle være maliciøst at skrive, som sandt er, at du stort set hele livet har beskæftiget dig med Pontoppidan, nemlig fra dit 12te år til dit 80indstyvende år. Det turde da borge for kvaliteten af arbejdet med den store bog, og det er selvfølgelig nævnt af denne grund.

Nogle få af dine indvendinger finder jeg berettigede, alle andre uberettigede – og til tider forstår jeg simpelthen ikke, hvad du mener. Således skriver du, at jeg "småbrokker" mig over, at du "ikke bruger håndværks-titlerne på [bogens] seks dele til noget." Efter gentagne gennemlæsninger af min egen anmeldelse aner jeg fortsat ikke, hvad du hentyder til. Bogens "håndværks-titler" er overhovedet ikke nævnt.

Du går ligeledes hårdt i rette med mig, fordi jeg har skrevet, at "bogen indeholder alt, hvad forfatteren har kunnet opstøve om Henrik Pontoppidans liv og værk". Du kalder det "en nedladende støvsugermetafor". Hvorfra ved du, at det ikke snarere er ment som en imponeret sporhundemetafor? – Men alt, hvad jeg skriver, lyder åbenbart som noget negativt i dine ører.

Således harmes du også over, at jeg et sted anfører, at "undertegnede kendte ikke til denne detalje." Det er faktisk ment som en ros – det noteres jo, at der er bragt nye oplysninger frem! Mens du harmes i stedet for at glædes over anerkendelse. For der er jo – som du skriver – "hundredvis af detaljer", der ligeledes er nye – og hvorfor er de så ikke nævnt??

Netop på grund af bogens mange facetter – det jeg også har kaldt "en mosaik" – har jeg imidlertid valgt at koncentrere mig om to emner, der særligt har min bevågenhed – nemlig Pontoppidans religiøse syn og hans forhold til kvinder. Følgelig er der andre facetter, der ikke bliver behandlet. Det er måske en begrænsning i anmeldelsen – men det burde dog ikke ophidse dig, når du selv beskriver dit værk som "en stor skål lakridskonfekt hvor hver læser for sig kan gå efter den smag og konfektion han ynder mest"!

Nu til nogle af dine andre vrede indvendinger:

Den omstændighed, at jeg antog, at du til dit afsnit om Pontoppidan og Nobelprisen "bl.a". havde brugt Aage Jørgensen arbejder om samme emne som kilde, udlægger du på mystisk vis som om jeg vil anklage dig for "videnskabelig uredelighed" eller for at være "plagiatør"? Ingen af gloserne ville være relevante, fordi en person anvender kilder til sin fremstilling. Det er tværtimod en dyd at gøre det. Jeg antog som sagt – efter dit udsagn fejlagtigt – at Aage Jørgensen var én af dine kilder og indføjede bemærkningen for at henvise mine læsere til anden litteratur om samme sag. En anmeldelse er jo i høj grad en forbrugervejledning. Hvis du derimod ikke har anvendt Aages skrifter, så undskylder jeg for min henvisning, der dog blev bragt i en beskeden parentes.

Er det ovenstående petitesse, der har sat dig i et sådant krigshumør, så du af al magt prøver at beklikke min videnskabelige hæderlighed?

For resten: Jeg var forud bekendt med Aages arbejder omkring nobelpristildelinger og tjekkede lige, om du også henviste til ham. Han er ganske rigtigt oplistet i din "Bibliografi" under "Kilder", men på en misvisende måde – der skyldes en trykfejl fra din side: "Aage Jørgensen: "Nærved og næsten. Danske Nobelpristagere fra Brandes til Karen Blixen – en dokumentation, Aarhus 2009". Bogens korrekte undertitel er "Nobelpristabere" – hvad der jo også fremgår af navnene "Brandes og Blixen." – Men ærlig talt, hvad er formålet med at slå hinanden i hovedet med den slags småting? Normalt ville man stilfærdigt, hjælpsomt og privat meddele hinanden sådanne småfejl – og ikke puste sig op til offentligt at tale om æreskrænkelser og duel.

Måske er det betegnelsen "mosaik" om din bog, der har gjort dig så vred? Betegnelsen dækker over den mangfoldighed af mange, uendeligt mange, oplysninger og billeder, du bringer. Sagt på en lidt mere tydelig måde: du har udgivet en imponerende kilde- og materialesamling, der vil kunne anvendes på forskellig vis af Pontoppidanforskere og -læsere fremover. Men den er af flere grunde ikke for begyndere, hvad du helt korrekt heller ikke giver den ud for at være. Jeg nævner i den forbindelse, at bogen ikke er en egentlig biografi – et af mine udsagn, der også bringer dig i affekt. Meningen er, at det ikke en (traditionel) biografi, der søger at give et samlet billede af Henrik Pontoppidans mangefacetterede (og dog helstøbte?) personlighed, dens udvikling gennem tiden og forholdet mellem liv og værk. Dette er en oplysning om bogens genre til mine læsere, ikke en kritik.

På samme vis er min konstatering af, at jeg gerne ville have vidst mere om Pontoppidans følelser over for de to hustruer, en oplysning og ikke en kritik. Jamen, når der ikke findes flere kilder desangående, så er det jo mildest talt ikke din skyld. Og du burde derfor ikke føle dig angrebet af udsagnet. Men som læsere af Pontoppidans store værker med de overbevisende skildringer af kærlighed mellem mand og kvinde har mange biografisk interesserede gennem årene spurgt sig selv, hvad han oplevede desangående i sit eget liv. Var ægteskabet med "bondebruden" først og fremmest et eksperiment? Var kærligheden til den anden hustru, der medførte skilsmisse fra den første og de fælles børn, den virkelig store kærlighed? Og holdt "den store kærlighed" undtagelsesvis livet ud? Dette kan altså stadig ikke tilnærmelsesvis besvares, men det er jo ingenlunde en kritik af dit arbejde, endsige et angreb.

Angående andre biografiske oplysninger: du bebrejder mig, at jeg ikke skriver tilstrækkeligt, om Pontoppidans nydelige og ansvarsfulde opførsel overfor den forladte hustru og deres fælles børn. Jeg skriver ganske vist ikke om "lejligheden på Frederiksberg", men derimod om noget andet særdeles væsentligt, der ligeledes demonstrerer hans tætte forhold til den første familie: Jeg bliver meget rørt over beretningen om Henrik Pontoppidan på besøg hos sin tidligere familie læsende godnathistorier for børnene med en sådan succes, at den lille dreng midt om natten vågner og spørger til "den lille tykke mand" fra fars historie i aftes.

Og nu vi er ved børnene: Jeg gengiver den tragiske historie om en ældste datters dødsfald som kun 3–årig. Den har utvivlsomt gjort uudsletteligt indtryk på de allerfleste Pontoppidanlæsere. Og så skyder du mig i skoene, at jeg skulle være ubekendt med den – og kun har læst mig til den i slægtstavlen bag i bogen. Det er naturligvis forkert – jeg refererer nemlig tragedien i en anden sammenhæng. Du er ude af kontekst med dit angreb. Det, jeg efter studier af slægtstavlen gør en bemærkning om, er, at Pontoppidans mor i løbet af 23 år fødte 16 børn, hvoraf de fire døde som små. Man kender selvfølgelig de generelle beretninger om de mange graviditeter og den store børnedødelighed i datiden – men forfærdes, når man, som her, konfronteres med et navngivet og kendt eksempel. Og det med de 4 døde søskende opfatter jeg ikke som almenviden.

Nå, så til sølvbryllupsdigtet – jeg beklager, selvfølgelig, at der her har indsneget sig en trykfejl i gengivelsen. Men du ved, den slags kan smutte, også som her, på uheldige steder. Hovedsagen – og hovedbudskabet – i min fremstilling er dog, at både du og jeg undres over, at den ellers (formentlig) standhaftige ateist lover sølvbruden, at de måske også vil træffes "hist" (det skal rime på "tilsidst" – derfor ikke "hisset"). Du (og jeg) udlægger det på samme vis: nemlig som "tanken om gensynet formuleret af den strenge fritænker." Ud fra omsorg for den kristne hustru.

Endnu en indvending fra din side, der på mig virker som ordkløveri. Du gør dig angiveligt ikke "spekulationer" over, hvorvidt hustru nummer 2 (Antoinette) forblev skjult for (hele) Pontoppidans omgangskreds i den forholdsvis lange tid, nemlig 5 år, der gik før parterne kunne indgå ægteskab. I din egen selvforståelse" spekulerer "du nemlig ikke, men forholder dig strengt videnskabeligt og udtrykker derfor kun facts. Jamen hvad er der galt med at spekulere? Eller tænke over sagen? Eller stille sig selv relevante spørgsmål – hvad du vel netop gør i dette tilfælde? Vort fag implicerer jo ikke kun kendsgerninger, men også evne til tolkninger, ikke sandt? Og ikke mindst evne til at stille relevante spørgsmål, der afslører nye sider af en given sag. – For øvrigt var meningen med at nævne dine spekulationer over Antoinettes 'skyggetilværelse' indirekte at komplimentere dig for din sans for 'kvindevinklen', som også viser sig andetsteds i bogen.

Så er der dine associationer til Holberg. Han skal ifølge dit citat have brugt den almindelige metafor "Guldklumper" på en negativ måde, og det mener du har en afsmittende virkning på min brug af ordet. Selvfølgelig ikke, hvem kender dog Holbergcitatet på forhånd? – Ikke undertegnede, der tværtimod har forsøgt at rose dig med dette udtryk. Ligesom jeg bruger andre rosende udtryk om din indsats, cf. ovenfor. Jeg begriber ikke, hvordan du kan opfatte min anstrengelser som negative. – Jeg sendte dig da også for ca. et halvt år siden min anmeldelse, umiddelbart før Nordica udkom, fordi jeg troede, den ville glæde dig. Jeg ventede mindst af alt et raserianfald.

Nu vi er ved Holberg – i den mere humoristiske afdeling: du bebrejder mig, at jeg ikke noterer, at Pontoppidan under den anden hustrus sygdomsperioder "gik extra". Hvis så var, er jeg da ked af at høre det! – Til oplysning for den yngre slægt: det Holbergske udtryk betyder "var utro" – det er således beslægtet med – eller muligvis en oversættelse af – "fremd gehen", hvad tyskerne vist stadig i fuldt alvor kalder foreteelsen. – Du hæfter dit udsagn op på Pontoppidan-sønnens bramfri udtalelse om, at hans far sandelig har haft mange piger. Jeg har bemærket udsagnet, men ikke deduceret fysisk utroskab i konsekvens heraf. Ej heller sluttet noget sådant ud fra bogens oplysninger om de – formentligt nydelige – yngre damer, der ville skrive om forfatterskabet og henvendte sig til den aldrende digter desangående.

Nå, jeg forstår, at der skulle stå noget mere om sagen i det digitale materiale, som jeg ikke inddrager. Det er den trykte bog, jeg anmelder, som en helhed. Derfor også efterlysningen af et værkregister, som man forstår kun findes digitalt. – Flere læsere af bogen har overfor mig efterlyst et sådant værkregister, idet de har fundet de mange forskelligartede oplysninger noget uoverskuelige. Det drejer sig om kolleger, der nok er trænede litterater, men ikke almindeligvis har Pontoppidan som 1. prioritet. – Den trykte bog har et personregister – hvorfor så ikke et værkregister?

Min konklusion på den hele anmeldelse er, at bogen snarere henvender sig til øvede Pontoppidanlæsere, -undervisere og -forskere end til nybegyndere – f.eks. til førsteårsstuderende – og det er der jo intet galt i. – Det er igen en kendsgerning – ikke et angreb. (Jeg har i over 40 år undervist på Syddansk Universitet i dansk litteraturhistorie og i denne forbindelse gennemført talrige Pontoppidankurser, så jeg ved ganske godt, hvad nyslåede studerende ved og ikke ved). Endvidere, at der findes forholdsvis få sammenhængende historier i bogen – man må selv samle mosaikbrikkerne. Dog har jeg udvalgt eksempler på sammenhængende forløb, bl.a. den smukke skildring af tilblivelsen af genforeningsdigtet "Det lyder som et Eventyr". Du er vred over, at jeg har udvalgt nogle forløb og ikke andre – men det kan ikke anses for en relevant indvending. Det er trods alt mig og ikke dig selv, der anmelder. Og det er i øvrigt begrænset, hvor mange eksempler på det samme (her på sammenhængende episke forløb på baggrund af mosaikbrikker) en anmeldelse rent fysisk kan rumme.

Jeg har som sagt ikke skrevet noget om det elektroniske materiale. Det har ikke været hensigten. – Jeg har anmeldt den trykte bog, i lighed med to andre beslægtede værker af samme størrelse og lødighed om henholdsvis Nexø og Karen Blixen i samme nummer af Nordica. Dette bl.a. for at kunne sammenligne og påpege en ny glædelig trend hos forlæggerne: store, gennemillustrerede bøger med primærforskning, der dog til en vis grad søges populariseret, om fortidens berømte forfattere. – Du tillader dig at ynke forfatterne til også disse to andre værker, idet jeg angiveligt skulle skrive "personlige causerier" og ikke "fagligt baserede anmeldelser". Jeg kan berolige dig med, at dine to forfatterkolleger har været yderst tilfredse, for ikke at sige, meget. De var i modsætning til dig særdeles glade for "deres" anmeldelser og min forståelse af deres bøger. Og det forventede jeg som sagt, at du også ville være.

Angående dit lange afsnit om min videnskabelige uredelighed, som du mener forværres af min tilknytning til SDU. Det pågældende afsnit er tæt på det injurierende – og kan kun tilgives, fordi jeg formoder du efter dit kæmpearbejde med bogen (og det digitale materiale) må være overfølsom over for ethvert ord, bogstavelig talt ethvert ord, der overhovedet ytres om Livsrusen.

Angående din efterlysning af peer-review: Nordica lader selvfølgelig sine artikler fagfællebedømme, men ikke sine anmeldelser. Dette ville jo føre til en uendelig diskussion frem og tilbage, da der er et element af subjektiv bedømmelse i en anmeldelse – selvfølge på baggrund af dokumentation med citater og referater. Den mere eller mindre subjektive bedømmelse skal naturligvis hverken være usaglig eller overskride dekorum. Men selvom anmeldelser i Nordica ikke er fagfællebedømte, er de naturligvis godkendt af hele redaktionen – i dette tilfælde af tre forskere. Jeg har i det omdiskuterede tilfælde bestræbt mig på at leve op til kravene til en god anmeldelse. Jeg ynder for øvrigt sammenhængende, fortællende og forklarende prosa – og forsøg på sammenfattende konklusioner. Måske består den grundlæggende uenighed mellem os heri: Du synes, jeg har for meget heraf (og kan derfor vende og dreje hvert eneste ord) – jeg synes, du har for lidt. Men jeg prøvede i min anmeldelse at skjule denne reservation, idet jeg antog, at man skulle gå meget, meget nænsomt til værks overfor et livsværk.

Men jeg bryder mig absolut ikke om, at du beskylder mig for "æreskrænkelse" – endsige at du prøver at gøre gengæld. Derfor har jeg udtrykt mig lidt tydeligere i anden omgang. – Din "Indsigelse" vil naturligvis blive bragt i næste nummer af Nordica.

Til allersidst: Min anmeldelse indledes: "Dette er et storværk". Og det hedder videre, at "indsatsen bag bogen er imponerende. Og det samme er det mangfoldige indhold". Det er en "imponerende bog", "et mastodontværk". Det er en fuldkommen gåde, hvordan du kan opfatte disse ovenud rosende ord som nedgørende.

At du måske finder, at den rosende anmeldelse ikke er rosende nok – se, det er jo en anden sag.

Når du ikke kan skelne ros fra dadel, må det imidlertid skyldes, at din idiosynkrasi over for min anmeldelse eller over for min person er så udtalt, at jeg på forhånd opgiver at ændre din modvilje, og jeg betragter derfor polemikken for afsluttet for mit vedkommende. – Ovenstående er imidlertid også mente som en redegørelse til Livsrusens, Nordicas og til Pontoppidansidens læsere.

Lise Præstgaard Andersen
Lektor emeritus
Institut for kulturvidenskaber
Syddansk Universitet, lisepadu.dk