Anmeldelse

Flemming Behrendt, Livsrusen: En bog om Henrik Pontoppidan, Gads Forlag 2019, 712 sider.

Dette er et storværk. Bogen er ikke alene på 712 sider, men også særdeles stor på andre områder – den måler således 24 gange 16 centimeter i højden og bredden og er, som man vil kunne forstå, alene fysisk en kende uhåndterlig. Men også indsatsen bag bogen er imponerende. Og det samme er det mangfoldige indhold.

Bogen indeholder alt, hvad forfatteren har kunnet opstøve om Henrik Pontoppidans liv og værk, ikke mindst på baggrund af 7.000 breve, der i dag er lagt op på www.henrikpontoppidan.dk grundlagt i 2001, ligeledes på initiativ af Flemming Behrendt. Ikke således at forstå, at bogen rummer tolkninger af værkerne, endsige parafraser, men således, at der på baggrund af kilder forklares alt, hvad digteren foretog sig i 222 de efter hinanden følgende perioder. Den imponerende bog må opfattes som noget i retning af Flemming Behrendts livsværk. Efter eget udsagn begyndte han at læse Pontoppidan 12 år gammel og fortsatte med at skrive universitetsspeciale om Pontoppidans mangfoldige omarbejdelser af egne værker. Efter mange år, bl.a. som redaktør og journalist, blev Pontoppidanbeskæftigelsen genoptaget med videnskabelige udgivelser af Pontoppidans små romaner for Det Danske Sprog- og Litteraturselskab. Og nu har offentligheden så fået overladt et mastodontværk skrevet og samlet af den 80-årige Behrendt, der i øvrigt har erklæret at være ved glimrende helse og således efter al sandsynlighed arbejdsdygtig i lang tid fremover.

Behrendts holdning til stoffet

Bogen er ikke en biografi i almindelig forståelse af ordet, men en mosaik af kildebaseret viden, og læsningen kræver, at man kender Pontoppidans forfatterskab på forhånd. Det gør nærværende anmelder imidlertid, og jeg var således i stand til at uddrage en del ny viden om den i privatlivet så tilknappede, men i forfatterskabet så realistisk overbevisende og mangfoldigt fortællende mand. –

En af de meget få personlige bemærkninger fra Behrendts side er følgende: "Henrik Pontoppidan blev ikke præst, men Danmark blev hans sogn" (s. 10). Netop derfor er vi mange, der har tørstet efter at få mere at vide end det, Pontoppidans i øvrigt ikke helt troværdige og noget ukonkrete selvbiografi fortæller. (Konklusionen om selvbiografien skyldes et interessant kapitel hos Flemming Behrendt). Man havde i Behrendts værk gerne set lidt flere personlige bemærkninger – nogle findes dog, som min genfortælling nedenfor vil bevise. Ligesom man gerne ville have set nogle sammenfatninger på væsentlige spørgsmål indimellem – dem bliver anmelderen så nødt til at lave selv, jf. ligeledes nedenfor. – Den store bog er forsynet med et personregister, men oversigten over det mangfoldige og omfattende stof ville også have været lettet med et værkregister.

Pontoppidan og kristendommen – og de to ægteskaber

Et af de spørgsmål, de store aviser har stillet Behrendt, er, hvordan det forholder sig med Pontoppidans stilling til kristendommen? Er han som Lykke-Per gudsfornægter? Svaret er ja, selvom Berlingske Tidendes, Kristeligt Dagblads og Politikens journalister og anmeldere trækker lidt i hver sin retning. Det forholder sig nemlig således, at Henrik Pontoppidan også i sin modne alder undertiden gik i kirke – præstesønnen var nemlig teologisk interesseret. Han havde jo en række "pibekravede" forfædre, der helt tilbage fra 1600-tallet angiveligt stod og stirrede på ham. Det er også almindelig kendt i Pontoppidanforskningen, at Pontoppidan læste 223 Thomas à Kempis' Kristi Efterfølgelse og lod mystikken, men ikke kristendommen, flyde ind i sidste kapitel af Lykke-Per. Den guddommelige instans findes her i mennesket selv. – Hvad kampen om Pontoppidans sjæl angår, skal nok et par bemærkninger tilføjes med baggrund i Behrendts bog.

Først lidt om Pontoppidans ægteskaber, der bl.a. belyser spørgsmålet og forholdet til kristendommen. Digteren var gift to gange. Første gang fandt vielsen sted 2. december 1881, og hustruen var bondepigen Mette Marie Hansen, som Henrik havde truffet på og omkring sin bror Mortens højskole i Hjørlunde. Ægteskabet blev opløst ved skilsmisse i 1892, men separationen fandt sted allerede i 1888. Anden gang giftede Henrik sig med borgerdatteren Antoinette Caroline Elise Kofoed, ægteskabet indgået 9. april 1892, som han havde truffet under en rekreationsferie ved Blokhus i 1887. Det andet ægteskab blev lykkeligt og varede til hustruens død 1928. Sølvbrylluppet fandt altså sted i 1917, og i den anledning skrev sølvbrudgommen et smukt digt til hustruen, hvor der til sidst udtales et evighedshåb:

Din Fryd blev min,
Din Sorg blev din.
Og fælles var vor Lykke.
Bevar, min Ven, dit Sommersind,
Naar – maaske snart – vi glider ind
I Alderdommens Skygge.
Et herligt Nu var Livets Fest,
Men evig er vi Dødens Gæst.
Dog skal du se, at ogsaa hist
Vi mødes nok tilsidst.

En trøst til den kristne hustru? Behrendt omtaler de to afsluttende linjer som "tanken om gensynet formuleret af den strenge fritænker", og de huskes af familiens venner som et udtryk for smuk omsorg. Han og vi andre må slutte os til Pontoppidans ateisme, bl.a. ud fra de kampe, Pontoppidan havde med først den ene hustru, derefter den anden, om børnenes dåb. – Henrik ønskede den udeladt – det betød noget for ham – men konerne vandt, og børnene blev døbt. – Behrendt slutter formentlig også ud fra "den præsteløse bisættelse" af Henrik Pontoppidan i Mariebjerg Krematorium (s. 661) og fra adskillige bekymrede breve fra Henriks mor i hans ungdomstid, hvor en voksende afstand mellem sønnen og hjemmets tro kommer frem. Kommunikationen gik oftest over moren, men enkelte brevvidnesbyrd om Henriks forhold til faren er dog også bevaret, hvoraf der fremgår nogen misstemning. Dog har forholdet til hjemmet – og til faren – på ingen måde været at sammenligne med 224 skildringen af præstegården i Lykke-Per eller med Pers brud med familien. En slags konklusion på sagen når Behrendt frem til i kapitlet om Pontoppidans redegørelse i erindringsbindet Drengeaar: "[…] det er svært at tage Pontoppidan på ordet og forestille sig at han hele sit (voksen)liv har været lige så areligiøs som Erik (den ældste storebror i flokken), der som ateist lades unævnt i Drengeaars fremstilling for at gøre Pontoppidans egen ikke-tro endnu mere oprindelig og autentisk." (s. 632). Det sidste har altså forekommet Pontoppidan væsentligt som eftermæle.

Både Behrendt og jeg sætter under alle omstændigheder vor lid til Pontoppidans afsluttende udtalelse i selvbiografien lydende: "Jeg gjorde en Række Aar min Skyldighed som menig Soldat i Menneskeaandens evige Frigørelseskamp". Udtrykket er lånt fra Georg Brandes' Det unge Tyskland, 6. og sidste bind af Hovedstrømninger (1890), hvor det tillægges den gudsfornægtende poet Heinrich Heine. Behrendt refererer endvidere historien om, at formuleringen i Arv og Gæld gående ud på, at vi alle forlader livet som insolvente skyldnere, fordi vi fra vugge til grav opretholdes af kærlighedsgaver, i det afsluttende bind Undervejs til mig selv bevidst ændres til: "Fra Vuggen til Graven lever og opretholdes vi alle sammen af Kvindens Kærlighedsgaver", fordi Pontoppidan ikke ville opfattes som "kryptokristen". En angivelig impertinent ung mand var nemlig kommet forbi og havde påpeget, at den første formulering jo fint dækkede det kristne nådesbegreb. Flemming Behrendt har endvidere ret i, at sidstnævnte formulering til gengæld er utilsigtet mandschauvinistisk – for hvis mændene (vi alle?) frelses ved kvinders ufortjente kærlighed, hvordan skal kvinderne så blive frelst?

Lidt mere om ægteskaberne

Hvad Pontoppidans ægteskaber angår, får vi lidt mere at vide, end vi vidste i forvejen – men ikke meget. Mette Marie Hansen, der utvivlsomt er modellen for Emanuel Hansteds bondehustru i Det forjættede Land, var datter af sognets rigeste bonde (ikke som i romanen kommende fra "en halvgård"), og indgåelsen af ægteskabet mellem det umage par synes at have vakt betænkeligheder i begge parters familier. En pudsig detalje er i denne forbindelse, at Pontoppidans mor flere gange udtaler bekymring angående svigerdatterens bondske mål. Hun har åbenbart talt uforfalsket sjællandsk. Mette Marie fremtræder i øvrigt som overordentlig viljestærk, og hun kæmpede også for forældremyndigheden over børnene efter skilsmissen, hvad hun omsider opnåede – ligesom hun krævede, at Henriks fortsatte forbindelse med børnene skulle gå gennem hende. Det skal siges til forfatterens ros, at han både underholdt sin tidligere familie økonomisk og kerede sig om børnene fremover, herunder om højtlæsning for dem. Ifølge brev fra Marie (s. 288) vågner den lille søn Hans midt om natten og råber, om moren har glemt "den lille tykke Mand fra 225 i Aftes" (Pontoppidans godnathistorie). Forholdet mellem de tidligere ægtefæller synes siden at være forblevet tåleligt, muligvis endog venskabeligt. Hustru nummer to, Antoinette Kofoed, fandt sig til rette med de talrige rejser og de ikke mindre talrige omvekslinger af fælles bolig, som forfatteren åbenbart fandt nødvendig for sin fortsatte inspiration – og ikke mindst nødvendige under hensyntagen til sin konstant vaklende økonomi. Det sidste medførte også en konstant strøm af breve og bønner til flere forskellige forlæggere. Antoinette skal flere gange have erklæret, at der, hvor hendes mand hang sin hat, var hjemme for hende. Hun læste endvidere altid hans manuskripter før trykningen og har således kunnet give ham intellektuelt modspil. – Fotografier såvel af hende som af Mette Marie findes i bogen, også enkelte, man ikke erindrer at have set før. Der findes imidlertid ingen kilder til, hvorledes Antoinette opfattede sin tilværelse som Pontoppidans mere eller mindre skjulte forlovede mellem tidspunktet for bruddet med Mette Marie og det senere ægteskabs indgåelse – i alt fire år. Behrendt gør sig således spekulationer over, hvorvidt hun overhovedet blev præsenteret for Pontoppidans venner i den tid.

I det første ægteskab fødtes tre børn: Karen Pontoppidan (1882-85), Johanne Elisabeth Pontoppidan (1884-1961) og Hans Broby Pontoppidan (1886-1926). Man bemærker således, at ægtefællerne havde den sorg at miste den ældste datter, da hun var tre år gammel. I andet ægteskab fødtes Else Cathrine Pontoppidan (1894-1982) og Steffen Broby Pontoppidan (1896-1958). – Pontoppidankendere vil straks bemærke, at sønnerne fra begge ægteskaber blev udstyret med mellemnavnet "Broby", dvs. med en "tilbageoversættelse" af det gejstlige Pontoppidannavn (Pons oppidum, latin for Broby), som deres far altid beklagede sig over. Det må opfattes som nok en uvenlig hilsen til den gejstlige slægt. (Undertegnede kendte ikke til denne detalje).

De 15 søskende – og sociologiske kendsgerninger

Nu vi er ved slægtsskabsforholdene: Henrik Pontoppidan var som bekendt barn i en meget stor børneflok og klagede over at være midterbarnet, der i den anledning var blevet lidt overset. Hans mor, Birgitte Christine Marie Oxenbøll (1824-88), fødte i tidsrummet 1845-68, dvs. gennem 23 år, i alt 16 børn, hvoraf fire døde som små, jf. stamtavle s. 665. Næste generation må have givet sig af med en form for børnebegrænsning, som det fremgår af tallet på Henrik Pontoppidans egne børn. Det er lige før de almene sociologiske kendsgerninger, der lader sig udlede af den store biografi, gør større indtryk på læseren end de hidtil ukendte enkeltheder, der måtte fremdrages fra Pontoppidans eget liv. Herunder den ovenfor nævnte afsløring af medfølgende digterhustruers omflakkende liv – og af de talrige, konstante sygdomstilfælde i familierne.

226 Konklusion

Som ovenfor nævnt: Bogen fremtræder mosaikagtig. Mod slutningen findes dog mere sammenhængende afsnit, således en fremstilling af vanskeligheder og diskussioner omkring tildelingen af nobelprisen (ganske vist kun den halve) til Pontoppidan (kilde bl.a. Aage Jørgensen) og et smukt afsnit om tilblivelsen af "Det lyder som et Eventyr/ et Sagn fra gamle Dage" (1918), da Pontoppidans hjerte for én gangs skyld åbnede sig fuldt og helt – utvetydigt og uden ironi – ved udsigten til, at Danmark ville få Sønderjylland tilbage. Vurderingen er digteren Tom Kristensens, skrevet 20 år efter: "Den Dag,/ da Sønderjylland kom tilbage,/ da brast din Stemme og blev sært til Sang./ Kun én Gang gav du efter for din Mildhed:/ men aldrig glemmer vi den ene Gang." Flemming Behrendt kan tilføje, at to linjer i digtet er direkte inspirerede af den sønderjyske politiker H.P. Hanssens skelsættende tale i "Folkehjemmet" i Aabenraa 17. november 1918, hvori følgende udsagn fremkom: "Hvad vi fra først af næppe vovede at tænke, hvad vi senere kun hviskede, det kan nu siges i fuld Offentlighed." På vers lyder det: "Hvad knap vi turde hviske om i Krogen mellem Venner/ forkyndes nu paa Dansk og Tysk som Løfteord af Frænder". Tallet på de faldne sønderjyder i tysk krigstjeneste, nemlig 6000, nævnes ligeledes hos H.P. Hanssen, hvad der hos Pontoppidan bliver til: "[…] seks tusind unge Sønners Liv var dine Løsepenge."

Det overlades til fremtidige læsere og brugere af dette storværk at finde andre guldklumper.

En allersidste bemærkning: Den mærkelige titel "Livsrusen", der både kan udtales med og uden stød, skal opfattes dobbelt. Både som det lidenskabelige og besættende liv med alle forhåbningerne, og som "rusen" – uden stød – lig med fiskegarnet, vi alle er fanget i, hvor vi omtumles og vor viljesbetonede indsats ikke altid falder ud efter forhåbningerne (s. 661-62). Titlen er opfundet af Flemming Behrendt – og således er det ikke en glose kendt fra Pontoppidans skrifter. – Forklaringen burde nok være givet i indledningen.

Lise Præstgaard Andersen