H.C. Andersen

Næppe i noget andet dansk eller udenlandsk forfatterskab, måske med undtagelse af Henrik Ibsens, har Pontoppidan så dybe rødder. Også for Andersens personlighed interesserede Pontoppidan sig.

Andersen hørte til de litterære idoler i Henrik Pontoppidans skoletid – i stadig konkurrence med Blicher. Læs herom i Drengeaar (1933) kap. 8.

I november 1874 købte stud.polyt. Henrik Pontoppidan, formentlig på auktion1, et eksemplar af det af forfatteren forøgede Andet Oplag af den 23-årige H.C. Andersens officielle debutbog fra 1829: Fodreise fra Holmens Canal til Østpynten af Amager i Aarene 1828 og 1829. Ikke alene skrev den 17-årige Pontoppidan på fribladet sit navn og tidspunktet for købet, han satte også sit laksegl på bindets inderside. Han mødte måske i denne lille bog for første gang udtrykket "Ørneflugt", i Andersen løbske fremtidsvision:

Da brusede det over mit Hoved, jeg saae opad; et uhyre Legeme, der udspyede sorte Røgskyer, fløi som et Lyn forbi. Jeg mærkede snart, at det var et paa den Tid opfunden Luft-Dampskib. Kun nogle Øieblikke, og det svandt som et lille sort Punct paa Horizonten, men et beskrevet Papir flagrede ned paa mit Bryst, jeg greb det ihast og saae, at det var Begyndelsen til et Brev; et Vindstød havde sikkert revet det fra Dampskibet, og gjennem Lufthavet var det lykkeligt strandet i mine Hænder. Brevet var fransk, og dateret den 31 December 2128; jeg læste:

"Vore stakkels Forfædre! jeg beklager dem; langsomt maatte de, som Orme, krybe den støvede Landevei, vi flagre med Ørneflugt afsted. I sex Uger har jeg allerede seet den halve Jordkugles Mærkværdigheder. Hvor skal jeg begynde, hvor skal jeg ende? Jeg har seet Helten Napoleons Grav etc."2

Pontoppidans forfatterskab kom til at udvise et tydeligt, først afhængigheds-, siden modsætningsforhold til Andersens. I debutbogen Stækkede Vinger klinger det andersensk fra miljø- og figurskildringen i den store fortælling "Kirkeskuden". Men også debutnovellen "Et Endeligt" (s.s.) oser af Andersen, f.eks. i skildringen af hesten Stjærne. Novellen "En Fiskerrede" i Landsbybilleder er skrevet op imod Andersen (se herom i et svar til lemvigske gymnasiaster), og lidt det samme sker i anvendelsen af Agnete-og-Havmanden-motivet i Nattevagt (se herom i Niels Kofoeds bog om Pontoppidan). For slet ikke at tale om "Ørneflugt". Herom har Jacob Bøggild skrevet en afhandling. At romanen Lykke-Per i sit navn spiller på Andersens sidste roman Lykke-Peer er evident, ligesom den i sit indhold modstiller det andersenske skæbnebegreb med Pontoppidans stadigt skarpere skelnen mellem "lykke" og "skæbne". Dertil har Niels Kofoed påvist at

H.C. Andersens hovedperson [i At være eller ikke være], Niels Bryde, har træk fælles med både Lykke-Per og Niels Lyhne. De er alle tre fritænkere, som gør oprør mod det bestående samfund i fremskridtstroens navn og de ender som resignerede iagttagere af livet og menneskene. Der er klare forbindelseslinjer mellem Niels Bryde, der af digteren oprindelig var tænkt som polytekniker, og præstesønnen Lykke-Per, som også er uddannet ingeniør. Der er alle Faustmennesker, der har revet sig løs af den jordbund, de er vokset op i for at opsøge eventyret i en verden under stadig forvandling.3

I Det forjættede Land lader Pontoppidan Emanuel Hansted fortælle sin egen, ultrakorte version af "Nattergalen", en tekst der står næsten uforandret gennem de forskellige udgaver (A-E):

Han begyndte med at fortælle en lille Historie. Det var Fortællingen om den unge Prinsesse, der en Dag af en Bejler fik en smuk Blomst forærende og straks blev meget henrykt over den og vilde fæste den til sit Bryst. Men4 da hun derved opdagede, at Blomsten ikke var nogen kunstig Efterligning af Naturen, dannet af Silkestof eller farvede Fjer, men en ægte, levende Rose, kastede hun den fornærmet fra sig og bød sin Kammerpige øjeblikkeligt at feje den ækle Bondeblomst væk5.

Men hele Pontoppidans ultrakorte genre af "krøniker" (1890 og forøget i 1899) kan ses som et modspil til H.C. Andersens eventyr med deres blanding af omskrevet folkehistorier og frit opfundne forløb, alle med fablens moralisering. På sine gamle dage gav Pontoppidan, i et brev til Vilh. Andersen, udtryk for sin utilfredshed med Andersens eventyr:

jeg har det nu en Gang sådan med den store Mand, at jeg ikke rigtig kan forlige mig med, at han gjorde Eventyrdigtningen, Krønikepoesien, væsentlig til en Underholdning for Børn og barnlige Sjæle.

Læg mærke til den udtrykkelige henvisning til Krønikepoesien.

Et sammenstød

Til "Verdensudgaven" af H.C. Andersens Eventyr illustreret af Hans Tegner og udgivet i 1900 hos en af Pontoppidans forlæggere, Ernst Bojesen (Det Nordiske Forlag), skrev Georg Brandes en karakteristik af "H.C. Andersen som Menneske og Eventyrdigter" (genoptrykt i de to udgaver af Samlede Skrifter i 1905 og 1919). Heri havde Pontoppidan læst:

Det hørte med til Andersens Uskyld, at han ikke selv anede, hvor ufordelagtigt et Indtryk hans evige Trang til Ros og hans Iver for at nærme sig fornemme Folk og Hofkrese gjorde paa Mennesker, der levede for en Idé, eller overhovedet paa Mænd med barskere Sind og et Formaal udenfor sig. Et mærkværdigt Vidnesbyrd derom foreligger paa det Sted i hans Livs Eventyr, hvor han skildrer sit Sammentræf med den fra Tyskland fordrevne revolutionære Digter Freiligrath paa Gaden i London og omtaler sine Besøg hos ham. Andersen erfor aldrig, at Freiligrath i Anledning af dette Sammentræf har skildret og stemplet ham med en Kraft og en Lidenskab som den, Dante udfolder overfor en af de Fordømte i hans Helvede. (Digtet i Freiligraths Samlede Digtninge 3die Bind, S. 235.) Skønt malt med Ringeagt er dette Portræt et af de mest glimrende og sande, der nogensinde er malt af Andersen. Hans Gang, hans Blik, hans Maade at tale paa, hans Skildring af sin Fejrethed og af sine frugtesløse Forsøg paa at faa Indpas i Buckingham-Palace, Alt er taget paa Kornet. Da imidlertid Andersens Skildring6 af hans Forhold til Freiligrath gør det fuldeste, ærligste Indtryk af Paalidelighed og da han umuligt to Gange kan have taget ud paa Landet til Freiligrath uden indtrængende og gentagen Opfordring, saa kan den tyske Digter ikke frikendes for en ret grim Tvetungethed overfor den danske, ligesom Andersens Fremstilling klarligt viser, at det ingenlunde var Angst for at kendes ved en Revolutionær, som gjorde at han i første Øjeblik ikke genkendte Freiligrath paa Londons Gader, men den simple Omstændighed at denne havde taget sit tykke sorte Skæg af og at hans Haar var graanet.7

Pontoppidan genlæste Brandes' artikel i 1905-optrykket og skrev i et brev til Brandes hvor meget han beundrede den, "et af Deres mest glimrende livfulde Portræter. Andersen fik en ny Værdi for mig, efter at jeg havde læst den Afhandling". Under et samvær i begyndelsen af 1909 har Pontoppidan nysgerrigt spurgt til Freiligraths digt, og Georg Brandes sender ham den 12.1.1909 en gammel afskrift af det. Herpå svarer Pontoppidan dagen efter.

Deres selvoptagethed

I 125-året for H.C. Andersens fødsel søgte Pontoppidan at slå sine landsmænd lidt koldt vand i blodet med sit bidrag Berlingske Tidende 30.3.1930: Verdenshyldest.

I Drengeaar (1933), kap. 5 nævner Pontoppidan i forbifarten at

H.C. Andersen, der trods sin Sippethed næsten blev den af Datidens Digtere, der kom videst om i Verden, havde for en halv Snes Aar siden besøgt Skagen, hvad Folk endnu talte om deroppe og var meget stolte af. (side 114)

Men Pontoppidan kan ikke have glemt Andersens "sammenstød", der heller ikke var noget sammenstød, da han i sit maliciøse portræt af Georg Brandes i Arv og Gæld (1938) således strør sukker på såret ved at tilføje:

Ældre Folk, der havde truffet H.C. Andersen og – som de fleste – havde følt sig frastødt af hans Selvoptagethed, sammenlignede gerne Brandes med ham og kaldte dem for to lige store Narre. Og hvor gik der ikke den Gang megen Snak allevegne om Andersens Forfængelighed, hans Spejlesyge og hele uhyggelige Karakter. Det var en Latterliggørelse uden Skaansel. Men som alle nu forlængst har tilgivet vor store Eventyrdigter hans Naragtigheder og kan læse ham og nyde hans Kunst til Trods for dem, ja uden at skænke dem en Tanke, saadan vil det ogsaa gaa Brandes. Naar en Gang vi, der har vore Indtryk af ham fra et flygtigt Bekendtskab – og det er jo de fleste – ikke |99| er mere, vil Opholdet i Skærsilden være forbi ogsaa for ham, og det kan der nu ikke være ret længe til.

Det store i det små

Endelig kan det nævnes at Ib Ostenfeld i sin artikel "Familieportræt" citerer Pontoppidan for disse ord om Andersen: "det var dog kun den lille Kunst", og Ostenfeld bebrejder post mortem sin onkel hans manglende sans for det store i det små.

Menigmands Erkjendelse

Lad os slutte denne hyldest til en 200-årig ved at omtale to episoder. Den første stammer fra en kronik H.P. Rohde 1961 skrev om "Pontoppidan som litterær økonom" (genoptrykt i bogen Det lyder som et eventyr, 1981):

Jeg har selv været til stede ved et middagsselskab8, hvor det blev sagt til [Pontoppidan], at kokkepigen havde bedt om lov til at hilse på ham. Hun kom ind midt under måltidet. Det lyste ud af hendes øjne, hvor betaget hun var over at stå ansigt til ansigt med den berømte digter, og på den nydeligste måde gav hun udtryk for, hvor meget det havde betydet for hende at læse hans bøger. Pontoppidan, på sin side, rejste sig synlig rørt og gav hende hånden. Da hun igen var ude af døren, kommenterede han den usædvanlige hændelse. Han sagde rent ud, at det havde været et stort øjeblik for ham, og at det netop var sådanne mennesker, han egentlig havde skrevet for og helst ville læses af.9

Den anden episode fortælles af Elias Bredsdorff i hans disputats(!) med Pontoppidans datter Else Thomsen som kilde:

Pontoppidan gik en dag ind i en forretning i København for at købe et par handsker, og ekspeditricen genkendte ham og spurgte, om det ikke var Henrik Pontoppidan, hun havde for sig. Da han havde bekræftet dette, spurgte hun ivrigt, hvornår det næste bind af "Lykke-Per" udkom. Hun havde læst de tidligere bind med stor interesse og ventede nu længselsfuldt på fortsættelsen. Denne interesse hos en tilfældig ung ekspeditrice blev for Pontoppidan det afgørende skub, som fik ham til at skrive bogen færdig. Mødet med læseren opvejede mismodet over den uforstående kritik.

På dette grundlag, som er en blanding af forfattermytologi, datterens barndomserindring(?10) og doktorandens naive ræsonnement (mismodet), får Bredsdorff til at drage en konlusion der savner ethvert andet grundlag: "Pontoppidan havde faktisk i en periode helt opgivet nogensinde at fuldføre den store roman. Hvad der fik ham til at tage opgaven op igen, var følgende lille hændelse ..."

Ingen virkelig H.C. Andersen-kender kan her undgå at sammenligne disse historier med følgende afsnit i Mit Livs Eventyr (1855):

Stykket11 gik mange Aftener med stort Tilløb og megen Erkjendelse; af selve Folket, af Menigmand, som man kalder den Fattigere, fik jeg den; jeg høstede en Tak, som ingen Blad-Critik, ingen Dialectisk-Interessant12 i de forskjellige Samfund har kunnet give større. En fattig Haandværksmand stod med Taarer i Øinene en Aften ved Slutningen af Stykket, og idet vi gik ud af Døren sammen, greb han min Haand og sagde: "Tak, Hr. Digter Andersen, det var en velsignet Comedie!" De Ord vare mig mere end den meest glimrende Anmeldelse.13

Så på dette punkt lignede Pontoppidan altså Andersen – og alle de andre digtere i deres ambivalente forhold til kritikken.

(Skrevet i anledning af 200-året for H.C. Andersens fødsel, april 2005, revideret 22.10. og 18.11.2005, 11.1.2010.)

 
[1] auktion: Vi véd, fra H.P. Rohdes artikel "Lille bog med vandrelyst" i Det lyder som et eventyr, 1981, s. 21, at HP i maj 1876 købte Christian Richardts Smaadigte fra 1861. tilbage
[2] Fodreise s. 26. tilbage
[3] H.C. Andersen og Goethe, 2005, s. 124-25. tilbage
[4] B-E: Bryst; men tilbage
[5] Muld, 1892, Tredje Bog, kap. III, s. 171. tilbage
[6] Andersens Skildring: Kap. XIII i Mit Livs Eventyr. tilbage
[7] Citeret efter 1919-udgaven, s, 119-20. tilbage
[8] middagsselskab: det har fundet sted engang mellem 1930 og 1943, men H.P. Rohde har ikke kunnet give nøjagtige oplysninger om tid og sted. tilbage
[9] Opus cit. s. 132-33. tilbage
[10] barndomserindring: mest sandsynligt må episoden have fundet sted – eller være blevet opfundet? – i det "store" pause i Lykke-Pers udgivelse, 1899-1901; Else Thomsen, f. 1894, husker den næppe fra dengang, men må have fået historien fortalt senere – af sin far. tilbage
[11] Stykket: det drejer sig om Ole Lukøje der havde premiere 1. marts 1850 på Casino Teatret. tilbage
[12] Dialectisk-Interessant: her tænkes på kritikere af den Heiberg-Hegelske skole (se HCA-netstedet) der bringer det samme citat. tilbage
[13] Mit Livs Eventyr, udg. af H. Topsøe-Jensen, Gyldendal 1951, bd. II, s. 113-14. tilbage