H.C. Andersen og Henrik Pontoppidan

Pontoppidans fortælling "Kirkeskuden" fra 1879 er en 22-årigs første penneprøve, og som alle debutbøger forklarer den ikke blot bogens titel Stækkede Vinger, men også motiverne i det efterfølgende forfatterskab. Historien om en drengs hævn på katekismusbogen bliver fortalt igen i eventyret "Ørneflugt" fra 1894, hvor den stækkede ørn Klavs opgiver sin himmelflugt og falder død ned på præstegårdens mødding, "for det hjælper alligevel ikke at man har ligget i et Ørneæg, naar man er voxet op i Andegaarden."

Drengen Ove i præstegården er således et første udkast til Lykke-Per. De andre figurer i "Kirkeskuden" minder mere om Sophus Schandorph end om Blicher. Stilen bærer også direkte spor af J.P. Jacobsen med dens brug af personifikationer. "Kirkeskuden" er faktisk en ren folkelivsskildring, hvilket Pontoppidan selv kaldte "Landsbybilleder", og den fører direkte frem til kulminationen i Det forjættede Land, som er en roman i tre bind.

Hele denne del af forfatterskabet er henlagt til Pontoppidanland, dvs. Hornsherred fra Skuldelev over Østby til Selsø – hele østkysten af herredet langs Roskilde fjord på begge sider med udsigt til domkirken i Roskilde mod syd. Således også "Kirkeskuden" med billedet af det lagdelte samfund, havet, fjorden, de rige strandenge med landsby og kirke.

Spørgsmålet er om Pontoppidan har lært noget af H.C. Andersen til sin debutbog eller om han i al almindelighed henter sine impulser fra skolelærerlitteraturen, f.eks. C.A. Thyregod og Anton Nielsen som begge skrev folkelivsskildringer. På det overordnede plan kan man nok sige at "Ørneflugt" direkte er en undsigelse af moralen i "Den grimme Ælling". Lykke-Per kan opfattes som en realistisk variant af Andersens roman af samme navn.

Umiddelbart set er der stor forskel på de to store forfattere, og det er rimeligt at benægte at H.C.Andersens eventyr har spillet nogen væsentlig rolle for Henrik Pontoppidan som andet end afsæt for moddigning og modsigelse. Realisten Pontoppidan moddigter romantikeren Andersen gennem at undsige romantikkens grundlæggende ideer om at der er en kærlig Gud der fører alting til det bedste, og at alt kommer til sin ret i tidens fylde. Pontoppidan hævder direkte at Vorherre slår mange gale logaritmer op.

Pontoppidan er ikke påvirket i sit kunstneriske udtryk af H.C. Andersen. Der er ikke tale om at han forsøger på at efterligne hans stil eller hugger passager fra hans eventyr. Dog herom mere senere. Umiddelbart ligner de ikke hinanden som kunstnere. Deres sociale baggrund, deres uddannelser osv. er helt forskellige. Er der tale om påvirkning, drejer det sig om en intertekstualitet på et højt, overliggende plan – en art åndeligt fællesskab.

Dannelsesromaner

For begges vedkommende er det sandt at de står placeret mellem romantik og realisme, mellem tradition og modernitet. Derfor skriver de begge dannelsesromaner med afsæt i Goethetidens Sturm und Drang. Der går en lige linje fra Andersens livsanskuelsesroman At være eller ikke være (1857) over J.P. Jacobsens Niels Lyhne (1880) til Pontoppidans Lykke-Per (1898-1904). Her har vi hovedaksen i selve dannelsesromanen i Danmark.

H.C. Andersens hovedperson, Niels Bryde, er en forløber for både Niels Lyhne og Lykke-Per. De er alle tre fritænkere, som gør oprør mod kirke og kristendom i fremskridtstroens navn, og de ender som resignerede iagttagere af livet og menneskene. Der er klare forbindelseslinjer mellem Niels Bryde, der af Andersen oprindelig var tænkt som polytekniker, men i stedet bliver læge og soldat, og præstesønnen Lykke-Per som er uddannet ingeniør. De er Faustmennesker der har revet sig løs af den jordbund de er opvokset i for at opsøge livseventyret i en verden under hurtig forvandling.

Der er faktisk paralleller og lighedspunkter imellem At være eller ikke være og Pontoppidans debutfortælling "Kirkeskuden". Niels Bryde er ligesom Ove i "Kirkeskuden" et fattigmandsbarn der sættes i pleje hos en præstefamilie, og som på grund af sin sociale baggrund bringer sig i et modsætningsforhold til plejeforældrene. I begge bøger er det kvinderne der repræsenterer klogskaben og den ægte dannelse. Bodil er Niels’ vigtige stedsøster og opdrager på samme måde som præstekonen, den barnløse Julie Baden, er en kærlig stedmor for Ove.

Der er også en klar parallel i synet på moderskabet som den stærkeste drift af alle i en kvindes liv. Det er mærkeligt at en ung mand på 22 år gør moderskabet til hovedmotiv i sin første fortælling, så her kan Pontoppidan være blevet inspireret både af eventyret "Historien om en Moder", en af Andersens allerstærkeste og mest gribende fortællinger og, hvad der måske er mere sandsynligt, hans beretning i At være eller ikke være om tatersken på heden, der bærer rundt med et vanskabt barn på ryggen, som hun elsker højere end sit eget liv. Lange Ane i "Kirkeskuden" er også en sigøjnerkvinde af ubestemt herkomst, og også hun har et barn som bliver taget fra hende, og da det er kvindens højeste bestemmelse at være moder, går også Lange Anes liv itu på at hun mister retten over sit barn, mens omvendt præstekonens liv får ny betydning ved at hun bliver plejemor for Ove. Denne konflikt er sammen med modsætningen mellem naturens oprindelige liv og den mugne kirke og katekismus ægte andersenske motiver som Pontoppidan tager op i sin første bog.

Skildringen af den veluddannede, velmenende og menneskeligt naive pastor Østrup kan også have haft et forbillede hos Andersen, hvis portrætter af kirkens mænd er kritiske uden at være helt så parodierende som Pontoppidans.

Til portrættet af den barnløse Julie Baden kan Andersen også have stået fadder. Det hedder i "Kirkeskuden":

Men om Aftenen – naar Skumringen faldt paa, naar Mørket listede sig ud af Krogene, og kun Skjæret fra Ovnen faldt klart og bredt over Gulvtæppet – da sad hun ganske ene med lukkede Øjne i den store Lænestol i Dagligstuen, og legede med sine mange Smaa. Hun havde dem fra den mindste Lille i Vuggen til store stærke Drenge, baade med gule Krøller og sorte Manker, med store kjærmindeblaa Øjne og straalende brune. De laa paa Knæ paa Stolene og saa’ ud ad Vinduet; de laa i Klynge omkring Ilden og saa’ "Skolemesteren gaa hjem'1"; de stod tæt omkring hende og gjemte sig i hendes Skjød; hun lullede dem i sine Arme, lagde dem til sit Bryst – og uvilkaarligt bevægede hun Gængerne paa den Gyngeskammel, der stod for hendes Fødder."1

Fra virkeligheden går der en direkte vej over i drømmen, således hos Andersen, således hos Pontoppidan. Moderlykken er det eneste håb Julie Baden har tilbage, men mens døden i Andersens eventyr uden skånsel vrister barnet ud af moderens hånd, lader realisten Pontoppidan drømmen blive til virkelighed i slutningen af "Kirkeskuden", hvor det hedder:

Og Ugedagen efter – mens Solen skinnede huldsaligt, mens det ringede fra Kirkerne i Søby og Sorvad, og mens Folket stod i Rækker paa begge Sider af Vejen – skred den lange, langsomme Skare, med de mange Præster i Spidsen stille frem imod Graven.

Men oppe paa den lille Høj i Præstegaardshaven stod Fru Østrup og Ove. Hun havde havt Ret; han var reddet. De havde nok selv sat Skuden paa Grund.

Og mens hun lagde sin Kind til hans Pande, og trykkede ham tæt ind til sig – saa' de det sidste Glimt af den blomstrende Kiste.

Det bliver ikke barnet, men præsten, der lader livet hos Pontoppidan, som i modsætning til Andersen optræder som idyldigter i "Kirkeskuden".

Skæbnefællesskab

At være eller ikke være udkom i 1857, samme år som Henrik Pontoppidan blev født, og romanen fik en helt enestående uforskammet modtagelse i Danmark, således som Andersen på forhånd havde frygtet. Om Pontoppidan overhovedet har læst den, ved jeg ikke, men det er vel sandsynligt at han har gjort det, og det forekommer mig sandt at hævde at Andersen åndelig talt har holdt Pontoppidan over dåben som digter og stået fadder til den kommende romanforfatter. Vil man underbygge denne tesis, skal jeg anbefale en minutiøs gennemgang af skildringerne af de to hovedpersoner, Niels Bryde og Lykke-Pers liv. For her er der efter min mening tale om et skæbnefællesskab. Man kunne dernæst udvide undersøgelsen til at omfatte de to digteres indgående skildringer af danske jøders liv og kulturelle indflydelse på samfundet. H.C. Andersen lader jøderne og kvinderne spille en afgørende rolle for den dannelsesproces som Niels Bryde gennemgår, og jeg behøver næppe at fremhæve den rolle som kvinder, jøder og især jødiske kvinder har i Lykke-Per. Det kan naturligvis ikke alt sammen føres tilbage til H.C. Andersen, men er blot med til at underbygge min påstand om at selv om der ikke kan påvises en klar påvirkning i form af direkte lån og citat – dertil er begge disse forfattere for store og selvstændige – så kan man alligevel konkludere at der foreligger et motiv- og åndsfællesskab, der ikke ytrer sig så meget i detaljen som i helheden.

Påvirkningen kommer ikke helt så meget frem i forhold til Andersens eventyr, fordi Pontoppidan ikke magter de overnaturlige genrer særlig godt. Han er slet ikke eventyrdigter og bruger kun eventyret som underliggende struktur i en større genre. Det er realisten, folkelivsskildreren, satirikeren, humoristen og romanforfatteren Andersen han kunne bruge i sit forfatterskab, og det gør han på en sådan måde at ingen rigtig har lagt mærke til det. Som præstesøn har Henrik Pontoppidan langt mere tilfælles med B.S. Ingemann. De har nemlig samme sociale baggrund, og de har begge indkredsningen af den specifikke danskhed hos en nation der er truet af udslettelse, til hovedemne for deres forfatterskaber'2.

Pontoppidan har aldrig vedgået nogen egentlig gæld til den danske romantiks store digtere, men han omtaler altid H.C. Andersen med stor respekt som den første af alle litterære kunstnere i Danmark der gennemfører at leve af sin pen'3. Da H.C. Andersen efter min opfattelse er Danmarks største romanforfatter før naturalismens tid, er det rimeligt at antage at Pontoppidan har læst ham grundigt.

Dette vil jeg prøve på at dokumentere med et par eksempler. I skuespillet Asgaardsrejen fra 1906, der omgående blev forkastet af Det kgl. Teater, optræder den 20-årige Ragna som en ung, selvstændig og frihedselskende kvinde, der i lighed med jødepigen Naomi i Andersens Kun en Spillemand forelsker sig i en berider. Men begge vil i stedet flygte fra provinsbyen med en anden: hovedpersonen Christian i Andersens roman og Otto Kall i Asgaardsrejen. Som billede på den hensynsløst frigjorte amazone slår Naomi dog Ragna med flere længder.

Hans Kvast og Melusine

Et endnu bedre eksempel på intertekstualiteten er Pontoppidans roman Hans Kvast og Melusine, hvormed han skriver sig ind i den fornemme linje af kunstnerromaner der med udgangspunkt i Goethes Werther og Wilhelm Meister også spillede en helt afgørende rolle for H.C.Andersen, jf. Improvisatoren, Kun en Spillemand og Lykke-Peer der alle har en kunstner som hovedperson. Motivet kunstnerkald og kunstnerskæbne kan Pontoppidan meget vel have overtaget fra H.C. Andersen, for hvem det var et hovedmotiv.

I modsætning til Andersen, der gennemgående skildrer kunstneren som forfulgt uskyldighed, går Pontoppidan helt anderledes radikalt til værks. Hvor for eksempel Asgaardsrejen kun foregår på et socialt og psykologisk genkendeligt plan, der næsten er folkekomedie, er Hans Kvast og Melusine et ambitiøst og dybsindigt værk om kunstnerens dobbeltkarakter. Motivhistorisk set er der træk af Goethes Faust og Oehlenschlægers Aladdin, hvor forholdet mellem Aladdin og Noureddin er et falsk fætterskab, mens det hos Pontoppidan beror på et ægte.

Endnu tydeligere er indflydelsen fra H.C. Andersens eventyr "Skyggen" og "Iisjomfruen". Dobbeltheden afspejles ikke blot i hovedpersonen Hugo Martens som er en berømt komponist, og hans fætter, Harald, men går igen på flere planer, både som symbolsk forklædning og metafysisk problemstilling.

Eventyrbaggrunden er umiskendelig. Helten er en ridder der forelsker sig i Melusine, bliver gift med hende. "I sine Drømme knuste han Himlen med sin Isse og favnede Uendeligheden. Han følte sig en Gud lig og blev til sidst traadt ihjel af en Skarnbasse2," jf. her H.C. Andersens eventyr af samme navn.

Den lille roman om komponisten Hugo Martens er gennemtrængt af sagn- og eventyrstemning samt en god portion psykoanalyse, og dette er netop opskriften på H.C. Andersens sene eventyrtekster. Hugo Martens halvhjertede selvmordsforsøg har stor lighed med den scene i eventyret "Skyggen", hvor den lærde mand tager afsked med sin skygge der kommer til ham om aftenen på væggen når lyset er tændt. Her gennemføres den spaltning af hovedpersonen der sætter hans skæbne i skred. I Pontoppidans roman udgøres den fortrængte del af Hugos personlighed af fætteren Harald Martens der derefter antager karakter af Hugos skygge.

Tættere end her kan man nok ikke komme på Andersen uden at blive beskyldt for plagiat. Den dødsdrift som den maskuline psyke repræsenterer når den isoleres, er ensbetydende med døden, og det er også den skæbne der venter den lærde mand i H.C. Andersens eventyr, mens omvendt den kvindelige psyke får overtaget hos Hugo Martens. Alt dette er meget underfundigt og humoristisk fremstillet hos Pontoppidan som her lever på et vitamintilskud fra Andersen. Både for Andersen og for Pontoppidan er spændingen mellem mand og kvinde et hovedtema i forfatterskabet.

Denne konstatering er derfor konklusionen på det vanskelige spørgsmål om hvilken betydning H.C. Andersen har haft for Henrik Pontoppidan og hans forfatterskab. De er fælles om opfattelsen af kunstneren som et stort hunkønsvæsen, der er tæt forbundet med naturen som ved en lovbestemt drægtighed. Kunstnerens børn er hans værker, og min undersøgelse skal derfor demonstrere at der kan have været flere fædre på spil ved undfangelsen. Ægtefødte åndens børn eksisterer næppe. Der er tale om ren promiskuitet.

Det symbolsprog, som Pontoppidan fremelskede i sit forfatterskab fra Nattevagt over Hans Kvast og Melusine til De Dødes Rige vokser frem på grundlag af eventyrtraditionen, og det er i sidste ende dette der bevirker en art åndeligt fællesskab med den store eventyrdigter.

 
[1] Kirkeskuden, s. 106-07. tilbage
[2] Skarnbasse: Se Notits. tilbage
['1] Skolemesteren ...: børnelegen er beskrevet af H.C. Andersen i eventyret "Hørren" : "En Dag blev alt Papiret lagt paa Skorstenen, det skulde brændes [...] Og alle Børnene i Huset stod rundt om, de vilde see det blusse, de vilde see i Asken de mange røde Ildgnister, der ligesom løbe afsted og slukkes, den ene efter den anden, saa gesvindt – det er Børnene der gaae af Skole, og den allersidste Gnist er Skolemesteren; tidt troer man han er gaaet, men saa kommer han lidt efter alle de Andre." tilbage
['2] Må jeg foreslå en omflytning: og som et hovedemne for deres forfatterskaber har de begge indkredsningen af den specifikke danskhed hos en nation der er truet af udslettelse. tilbage
['3] Hvor gør han det? tilbage