Omkring "En Fiskerrede"

Den 21. nov. 2003 spurgte de fra Lemvig Gymnasium:

Vedr. En fiskerrede: hvorfor har I ikke skrevet noget om denne historie, da vi synes den er atypisk og gerne vil vide mere om denne.

Vi har et par spørgsmål vi vil høre om du kan svare på:
– hvordan kommer naturalisme, social realisme og social indignation til udtryk?
– hvor kommer forfatterholdningen til udtryk?
Hilsen elever fra 3.bx lemvig gymnasium

Webredaktøren skrev tilbage:

Kære 3.bx,

Fortæl mig lige hvorfra I har teksten til "En Fiskerrede". Er det en fotokopi, har I et udvalg (en bog) med teksten, hvilken? Hvilke andre hjælpemidler anvender I til foreståelse af teksten. Min opgave er jo ikke at give jer svarene, men vejen til dem. Derfor spørger jeg.

Venlig hilsen
Flemming B.

Herpå lød svaret den 25. nov.:

Kære Flemming!

Vi har "En fiskerrede" fra bogen: "Fra Hytterne".

Grunden til at vi skriver, er den at vi godt kunne tænke os noget at sammenligne vore egne overvejelser med, og noget, der kan give os en større indsigt i tingene. Der tænkte vi at du måske havde en anmeldelse og andet relateret materiale til "En fiskerrede".

Med venlig hilsen Rikke Pedersen, Kasper L. Pedersen, Merete H. Jeppesen og Bo Nygaard Juliussen.

Endelig svarede FB den 9. dec.:

Jeg forstår I har læst "En Fiskerrede" i Tranebogsudgaven fra 1973ff. Det fremgår [også/ikke?] af denne udgave at "En Fiskerrede" (sammen med "Idyl" og "Ane-Mette") er ældre end novellerne fra den oprindelige udgave af Fra Hytterne (1887), (og to af dem, "En Bonde" og "En stor Dag" er yngre).

"En Fiskerrede" stammer fra samlingen Landsbybilleder (1883) og blev allerførst, tidligere samme år, trykt i ugebladet Ude og Hjemme i en lidt anderledes version.

De ændringer Pontoppidan foretog til den første bogudgave, er dog uden betydning for sammenhængen her. Lad os tage jeres sidste spørgsmål først: hvor finder man forfatterholdningen. Det er i dag en lidt længere historie, dengang forstod læserne det nok mere umiddelbart:

I H.C. Andersens roman O.T. (1836) har Pontoppidan f. eks. kunnet læse flg. replikskifte mellem de to unge hovedpersoner, baron Vilhelm og Otto Thostrup:

"Fiskerne paa [Jyllands-]Kysten ere nok heller ikke bedre [end zigeunerne]! Lade de endnu fra Prædikestolen bede vor Herre om Stranding? Slaae de endnu de Skibbrudne ihjel?"

"Jeg har hørt vor Præst, der er en gammel Mand, fortælle, at i de første Aar han kom i Embede, maatte han i Kirken bede, at skulde Skibe strande, det da maatte skee i hans District; men jeg har aldrig hørt det. Hvad man ellers fortæller om at de slaae ihjel, ja, – Havgasserne ere ikke blødhjertede Folk, men saavidt gaaer det heller ikke i vor Tid. Der døde en gammel Bonde deroppe; om ham fortalte de rigtignok, at han i ondt Veir havde bundet en Lanterne under Bugen paa sin Hest og derpaa ladet den gaae frem og tilbage ved Stranden, for at den fremmede Skipper, som seilede derude, skulde troe, det var et Skib, som krydsede, og at han altsaa endnu var et godt Stykke fra Land; saaledes gik da mangen en Seiler til Grunde; men see, det er Historier fra Thisted Amt, og før mine Iagttagelser begyndte; det er fra den gyldne Tid, da man i den forfaldne Fiskerhytte kunde efter saadan en god Stranding finde ægte Schawler, lidt søslaaede kun, benyttede som Sengeomhæng. Støvler og Skoe bleve smurte med den fineste Pomade. Faaer de nu sligt, vide de bedre at sætte det om i Penge. Strandkommissairerne passe paa; nu skal det være en sand Kobberalder deroppe!"1

I 1861 skrev Andersen historien "Bispen paa Børglum og hans Frænde" og tog heri igen strandingstemaet op, idet han modstiller den brutale behandling af strandede skibe i gamle dage med nutiden:

[ved besøget på klostreret] bliver [man] saa underlig stemt derved, man tænker paa de gamle Tider – tænker, saa at man er i den gamle Tid.

– Der er Stranding paa Kysten, Bispens Folk ere dernede, de skaanede ikke dem, Havet skaanede; Søen skyller bort det røde Blod, som flød fra de knuste Pander. Det strandede Gods er Bispens2, og der er meget Gods.3

og senere i fortælling:

Den nye Tid skinner med Solskin ind i Stuen! Vinden tager Tag endnu. Der meldes om Stranding, som i gammel Tid.

Inat, dernede ved Løkken, den lille Fiskerby med røde Tage, vi see den fra Vinduerne heroppe, er strandet et Skib. Det stødte paa noget ude, men Redningsraketten bandt Bro mellem Vraget og det faste Land, frelste bleve Alle, der vare ombord, de kom i Land og tilsengs; idag ere de indbudne paa Børglum Kloster. I de hyggelige Stuer ville de finde Gjestfrihed og møde milde Øine, kunne hilses i deres eget Lands Sprog; fra Claveret klinger Hjemlandets Melodier, og før disse ere endte, bruser en anden Stræng, lydløs og dog saa klangfuld og sikker: Tanke-Budstikken naaer til de Skibbrudnes Hjem i fremmed Land, og melder om deres Frelse; (...)

Velsignet være Du! Nye Tid, rid paa den rensede Luftstrøm Sommer i By! lad dine Solstraaler lyse ind i Hjerter og Tanker! paa din straalende Grund svæve forbi de mørke Sagn fra de haarde, de strenge Tider!4

Se, her har vi et af Pontoppidans udgangspunkter. Et andet er Holger Drachmanns skildringer fra Skagen, som i løbet af 1870'erne havde udviklet sig til en modæn sommerby for skandinaviske kunstnere. Drachmann skrev blandt andet et skuespil, Strandby Folk, der på samme måde som H.C. Andersen hylder den moderne tids redningsfolk. Skuespillet havde haft premiere på Det Kongelige Teater i foråret 1883. I sommeren 83 besøgte Pontoppidan så Skagen, sendt derop af sin redaktør for at skildre stedet til ugebladet Ude og Hjemme.

Det kom der to tekster ud af: "En Fiskerrede" og "Til Krøyers Frokostscene" der blev trykt i Ude og Hjemme i henholdsvis november og december 1883. I sin erindringsbog bekræfter udgiveren af Ude og Hjemme, xylograf Hendriksen, at "En Fiskerrede" i samtiden blev opfattet som polemisk rettet mod Holger Drachmann:

Sidst i 1883 tryktes "En Fiskerrede", der var Frugten af en Sommers Ophold paa Skagen. I denne ypperlige, men bedske – mod Drachmann rettede – Beretning om Strandinger før og nu, om Fiskere, Sommergjæster og Kunstnere, fortæller han i sit rolige, klare Sprog adskilligt, der giver et helt andet Billede af Livet paa Skagen, end det der almindeligvis serveredes i Blade og Bøger:

"En Mand med høj, graa Hat bag i Nakken, Støvfrakke og Kikkert paa Maven, traadte ud paa Gjæstgivergaardens Trappe og indsnuste omhyggeligt den højst interessante Saltvandsluft. Og langt, langt ude i Klitterne i Øst – midt i den stegende Sol – traskede en hel Familie ud imod den hvide skinnende Odde, hvor en Flok Fiskere stod og trak Vaad – for en Maler . . . ."

I Julenummeret [af Ude og Hjemme] 1883 skriver han anonymt et mindre Stykke til [maleren P.S.] Krøyers [tegning af] "Skandinaviske Kunstnere ved Frokosten". Her fortsættes lignende Betragtninger:

" ... da hænder det, at en aarle Fiskermand, der i det første, spæde Dagsskjær, mens endnu alting sover rundt omkring ham, kommer drivende ned til sin optrukne Baad og i Halvsøvne begynder at ordne paa Redskaberne, pludselig holder inde, idet han med et vaagent Blik stirrer ned mod Bunden af Baaden og forbavset mumler: "Hva' Fanden er den a'?" – Der nede, paa Bunden, ligger der spredt: Champagnepropper, Cigarstumper og afbrændte Svovlstikker mellem Resterne af et knust Glas. Paa den forreste Tofte ligger en lang, sort indbunden Bog med Baand; og henne i et Hjørne staar et Regiment af brede Flasker med forgyldte Halse. – Men naar Fiskermanden faar tænkt sig om, gnubber han sig ind under Huen, mens et bredt Smil breder sig over hans kobberrøde Ansigt. .... Det er Kunstnerne, der er komne. ..."

Sligt føltes sviende, og Pontoppidan var længe efter ikke populær blandt de paa Skagen arbejdende Malere."5

"En Fiskerrede" indgik altså i Landsbybilleder der var dediceret til malerægteparret på Skagen, Anna og Michael Ancher. Så der var en grænse for hvor bred polemikken var.

På den baggrund skulle det ikke være vanskeligt at se hvor "forfatterholdningen" kommer til syne, og skulle man stadig være i tvivl, kan man læse det brev Pontoppidan sendte til sin redaktør da denne – som det allerede havde været tilfældet med "En Kærlighedshistorie" – ville dele teksten over to numre. Pontoppidan skrev (se hele brevet her) til Otto Borchsenius:

Jeg synes slet ikke at kunne forsvare, at Fortællingen bliver delt, og at den Stemning, jeg har fået arbejdet op (forhåbentlig i det Mindste) – bliver brudt.

Altså: forfatterens pointe med historien ligger i denne modstilling af den gamle og den ny tid, eller rettere: den parallelisering han fortager, modsat H.C. Andersen og med brod mod Drachmann. Denne modstilling rummer også en god del indignation og kan absolut karakteriseres som "realistisk" i forhold til den mere "idealistiske" fremstilling vi finder hos H.C. Andersen og Drachmann: ingen besmykkelser, ingen hyldest, (påstanden om) hårde kendsgerninger i afsløringen af grådigheden og rå taktik over for den engelske kaptajn. Men det er klart at "En Fiskerrede" falder noget uden for den tætte landsby-sammenhæng der prægede førsteudgaven af Fra Hytterne (1887), og hvor den social-politiske analyse i for eksempel "Hans og Trine" har et helt usatirisk sigte. Man skal altså huske at der ligger en håndfuld vigtige år imellem de to tekster. Pontoppidan omarbejdede så iøvrigt "En Fiskerrede". Den version I læser, stammer fra 1899; den ældre ligger her på netstedet. Prøv at se hvad I synes forskellen er.

Endnu har vi ingen anmeldelser liggende af Landsbybilleder (Men hvis nogen har lyst til at skrive et par af dem ind, skal I være meget velkomne). Derimod kan jeg henvise til nogle bemærkninger i P. Hansens Illustreret Dansk Litteraturhistorie, 2. udgaven fra 1902.

Venlig hilsen
Flemming Behrendt

(senest redigeret 29.11.2010)

 
[1] citeret efter 2. udgaven fra 1852 som den er gengivet i bd. II af Romaner og Rejseskildringer, 1943, s. 12. tilbage
[2] I Landsbybilleders udgave af historien er der en direkte hilsen til Andersen:

Op ad Formiddagen, naar intet mer er at redde; naar Ligene omhyggelig er begravede under Klitten og to Mænd sendt sydpaa med Bispens Part, trilles Tønderne under lystig Musik &c

op. cit. s. 70.

tilbage
[3] citeret efter H.C. Andersens Eventyr, bd. IV, 1966, s. 202-03. tilbage
[4] Ibid. s. 207. tilbage
[5] Citeret efter F. Hendriksen: Mennesker og Oplevelser. Ny revideret og illustreret Udgave, 1922, s. 191-92. tilbage