At fæste rod i egen Jordbund
Henrik Pontoppidan: Breve 1–2 ved Carl Erik Bay og Elias Bredsdorff, Aschehoug 1997.
I februar 1938 skrev Henrik Pontoppidan et kort brev til den ene af udgiverne af hans breve i to bind – Elias Bredsdorff. Bredsdorff havde spurgt Pontoppidan, om han var for eller imod republikken i Spanien, og om han var for eller imod Franco og fascismen. Pontoppidan svarede: "Når jeg ikke havde svaret paa Deres Henvendelse, var det, fordi jeg mener, at vi skal feje for vor egen Dør – og her er nok at gøre – før vi giver os til at muge foran andres."1 Bredsdorff havde tidligere, i 19332 fået et lignende nøgternt og kontant svar på en tilsvarende forespørgsel om en antinazistisk adresse. Pontoppidan svarer blandt andet, at han aldrig går ind for noget, han ikke har personlig viden om, "men kun kender fra Avisernes i Almindelighed højst upaalidelige Omtale (…) hvor der kæmpes, er det ikke mindst Beslutsomheden, der bærer Sejren hjem; saadan ogsaa her. Og hvorfor skal vi danske altid melde os til Ambulancen, naar vi har unddraget os Aktionen?"
Det skal ikke bebrejdes Elias Bredsdorff, at han har medtaget disse to, ikke særligt smigrende, små breve til ham selv. De er nemlig ganske typiske for Pontoppidans grundlæggende skeptiske indstilling til den danske radikalisme. Det er jo den kulturradikale trang til at skilte med sit "samfundsengagement" og til at have de til enhver tid politisk korrekte anskuelser, der lyser ud af de to henvendelser fra Bredsdorff. Og svarene viser med al tydelighed i deres korthed og med deres let syrlige tonefald, at Pontoppidan gennemskuede disse forsøg på at optræde som riddere for den for tiden herskende korrekthed. Henrik Pontoppidans eget udgangspunkt som menneske og som forfatter var altid grundlæggende eksistentielt. "Min Produktion var fra først til sidst et ganske privat Opgør med mig selv," skriver han i 1936 med et tilbageblik på forfatterskabet. Og han tilføjer beskedent, at "For nogle få har denne indre Debat vel nok haft lidt Betydning …" Det tør siges. Netop fordi Pontoppidan altid tager udgangspunkt i et selvopgør, bliver der samtidig tale et monumentalt opgør med de politiske og kulturelle toneangivere, som prægede hans egen tid. Bemærkningen røber – ikke en falsk beskedenhed – men den ydmyghed, som er uløseligt forbunden med at være menneske, når selve det at være det ses som det væsentlige anliggende.
For Henrik Pontoppidan var det, hvad hans breve til fulde bekræfter, af uendelig vigtighed for et menneske, med et Jakob Knudsensk udtryk, "at fæste ende"3, at være rodfæstet, at kende sine rødder og vedkende sig dem. I et af de væsentligste breve i de to bind, til O. Borchsenius d. 3/7 98 skriver den da fyrreårige Pontoppidan om sin hensigt med romanen Lykke-Per, at den, foruden at "give et Billede af det danske Folk i det nittende Århundrede", vil noget mere: "Jeg har søgt for mig selv at efterspore og klarlægge Grundene til, at Halvfjersernes såkaldte Gennembrudsbevægelse, trods alt, måtte mislykkes, i hvert fald i første Omgang, idet den stødte an mod de evige Love, hvorefter Menneskeskæbner og Tidsskæbner styres" (bd. 1, s. 186). Med "de evige love" tænker Pontoppidan tydeligt nok ikke på en urokkelig "tingenes orden" i metafysisk forstand eller på en hegelsk-marxistisk tro på en historiens nødvendige udvikling og fremadskriden, men på det enkle faktum, at gennembruddets dyrkelse af den abstrakte frihed og af menneskets "ret til lykke" uundgåeligt førte til en dæmonisering af menneskelivet. At forbryde sig mod de "evige love" er ifølge Pontoppidan det samme som at ignorere tilværelsens grundlæggende vilkår:
Den Overbevisning, som var modnet hos ham under Opholdet som Lærer paa Broderen Mortens Højskole, at de Kristne "legede med farlige Fantasier og forraadte den Støvets Verden, vi Mennesker allesammen fødtes til at tjene" (Arv og Gæld).4
Dette forræderi mod "støvets verden", som det moderne gennembruds forfattere jo ellers ville være så tro imod, var altså af samme art som den idealistiske kirkeligheds forræderi mod den givne, jordiske virkelighed."
Henrik Pontoppidans troskab mod de givne, jordiske vilkår bevirkede, at han havde en sikker forståelse for tvetydigheden i begrebet "lykke."
Ordet Lykke har i mine Øren en melankolsk Klang; og "Moralen" i denne bog er ganske den samme som i min forrige store Roman, hvor den tydeligt og ganske uironisk er udtrykt i de ord: "at Lykken her i Livet består i at fæste Rod i egen Jordbund og vokse i lyset af den hjemlige Himmel," hvor sort denne så er! ( bd. 1, s. 186)
Det er tydeligt, at Pontoppidan her giver udtryk for en opfattelse af menneskets tilværelse, som i sidste ende er uforenelig med de konsekvenser, som man i de toneangivende kredse drog af "gennembruddet"s forfattere og af radikalismen i det hele taget. Og også med Georg Brandes selv. I Det moderne gennembrud viser Søren Krarup skridt for skridt, hvorledes Brandes står i konsekvent modsætning til kristendommen, som den forkyndes af forfattere som Kierkegaard og Dostojevskij, "hvorledes Georg Brandes saglig set står på Hegels og Marx' og den ideologiske totalitarismes side imod Kierkegaards og Dostojevkijs af kristendommen bestemte forsvar for det enkelte menneske, det egentligt menneskelige – dets ansvar, dets frihed, det skyld, dets samvittighed" (op. cit. s. 94). Jeg tilstår, at jeg i Pontoppidans stædigt fastholdte sympati for Georg Brandes' person har svært ved at se andet end et for så vidt sympatisk udslag af trofasthed mod et menneske, som en gang havde rakt ham en hjælpende hånd. Men det er jo i en vis forstand heller ikke så lidt. I forbindelse med sin omtale af Pontoppidans digt til Brandes' 70 års fødselsdag, diskuterer Thorkild Skjerbæk, hvad Pontoppidan mente med dette digt. "Var det en dom over Georg Brandes? Over hans værk? En bekendelse fra en tidligere tilhænger, der nu radikalt havde ændret sin opfattelse?" Skjerbæk citerer Pontoppidan selv for at have sagt, at Brandes fik så ringe indflydelse herhjemme fordi det var "en Krydsning, der ikke lykkedes. Men – det var ikke hans Skyld, og det var heller ikke det danske Folks Skyld. Der var bare ikke Jordbund for ham herhjemme" (Th. Skjerbæk: Kunst og Budskab, s. 68-69). Citatet er hentet fra et interview i Dagens Nyheder fra 1927. Og ganske vist er ordene virkelig Henrik Pontoppidans, men når man ser, hvordan Thorkild Skjerbæk bestræber sig på at fraskrive de private breve værdi som dokumentation for forfatterens synspunkter, så forekommer det mig dog, at der i valget af netop dette citat ligger en trang til at få Pontoppidan til at sige, hvad der lige nu passer bedst i Thorkild Skjerbæks eget billede af ham.
Det er, så vidt jeg kan se, umuligt at se bort fra den kendsgerning, at den virkelighedstroskab og den grundlæggende sans for "det enkelte menneske, det egentligt menneskelige – dets ansvar, dets frihed, dets skyld, dets samvittighed", som er karakteristisk for Henrik Pontoppidans forfatterskab, et indtryk, som brevene med al tydelighed bekræfter, er i fundamental modstrid med Georg Brandes' forfatterskab og personlighed. At Pontoppidan med sin redelige personlighed selv har haft en instinktiv fornemmelse heraf, synes mig hævet over enhver tvivl. Ganske vist kalder han i sit fødselsdagsdigt Brandes for "Sandhedens Sol". Den bevægelse, han var med til at sætte i gang, lærte danskerne at spise af kundskabens træ. Den ubegrænsede frihed, det magt- og lykkestræb og velsignelserne ved ægteskabelig og seksuel "frigørelse", det fik de alt sammen lært, men frugten var, som den måtte blive, og som Pontoppidan siger det i det ofte citerede vers fra digtet.
Det Kundskabens Træ, han har plantet i Landet,
som favned saa vidt over Fjorde og Bugter,
forgifter nu Folket med ormstukne Frugter.
Ingen kan benægte, at Pontoppidan beundrede både Georg og Edvard Brandes, kulturradikalismens første bannerførere, men hans forfatterskab opviser, lige så unægteligt, utallige eksempler på den lede ved følgerne af det litterære "gennembrud", som han med årene giver stærkere og stærkere udtryk for. I øvrigt fik også hans personlige beundring for i hvert fald Edvard Brandes med årene adskillige ridser i lakken, hvad man også kan finde eksempler på i brevene. Som da han i 1928 skriver til en gammel ven om sit nuværende forhold til Edvard Brandes:
Du spørger mig, om E.B. ikke bor her i Nærheden; men det gør han ikke, og selv om han gjorde det, vilde vi næppe omgåes. Vi er altfor forskellige nu. Han er vist noget nær den samme, han altid har været; men det er i mine Øjne ingen stor Fortjeneste at være bleven 81 Aar og have oplevet, hvad han har oplevet, uden Skygge af Forandring i Væsen og Livsopfattelsen.5
I indledningen indrømmer udgiverne da også, at Pontoppidan og Georg Brandes til sidst havde fjernet sig "en del" fra hinanden "på grund af deres forskellige syn på radikalismen (specielt forsvarssagen, hvor Pontoppidan følte sig mere i pagt med ultrakonservative synspunkter[!]) og på efterkrigstidens Tyskland" – og at "Pontoppidan endte med at betragte Edvard Brandes som en intrigant misantrop"6. Hvad Georg Brandes angår, vedblev Pontoppidan ganske sikkert at nære personlig sympati for ham, men egentlig er det af mindre betydning, hvordan hans personlige forhold til Brandes var. Hovedsagen er, at når han betragtede frugterne af det, Brandes havde haft at give det danske folk, så var de så bitre som overhovedet tænkeligt.
Denne lede, som også gælder den politiske radikalisme med dens opgivende indstilling til forsvaret, og som også kan spores i hans forfatterskab, bekræftes og finder endnu stærkere udtryk i de to bind breve. Først og fremmest gælder det hans holdning til forsvarssagen. Trods sin uenighed i berettigelsen af Estrups provisoriepolitik havde Pontoppidan personlig respekt for Estrup ( bd. 1 s. 104), og i sin holdning til forsvarspolitikken stod han i et livslangt modsætningsforhold til den radikale nedrustningspolitik og dens talsmænd. Da Henrik Cavling i 1904 forsøgte at få Pontoppidan til at blive fast medarbejder ved Politiken, sagde han nej, bl.a. med henvisning til, at Cavling (som skulle tiltræde som ny redaktør) nok ville kunne få "et fortræffeligt Underholdningsorgan" ud af bladet, men selv mente han, der først og fremmest var brug for "en kraftig Befæstningspolitik, som første Led i Programmet" ( bd. 1, s. 252-53). De danske politikeres og øvrige toneangivendes opgivende holdning til fædreland og forsvar kan få ham til at udbryde "Har vi engang med Grundtvig følt os som Vorherres Hjertefolk, så er vi nu nær ved at nå den modsatte Yderlighed i vor Selvbedømmelse"7. Da Sydsvenska Dagbladet i 1931 bad Pontoppidan m. fl. om en udtalelse om "Nordens folk inför framtidens spørsmål", henviste han til, at den nytiltrådte socialdemokratiske regering i 1929 begyndte med at genfremsætte et nedrustningsforslag fra 1925 om frivillige og med rent bevogtningsmæssige opgaver, og han nævnte en anekdote om Bismarcks afvisning af et forslag at besætte hele Jylland, da Preussen og Østrig i 1864 havde vundet krigen:
Han kunde på det Tidspunkt ikke vide, at det samme genstridige lille Folk stod foran en Udvikling, der en Menneskealder senere skulde munde ud i en almen Bestræbelse for at afstryge al Hårdnakkethed og gøre sig til en blød og let fordøjelig Mundfuld, uskadelig selv for en i Forvejen overfyldt Mave. Denne sagtmodige Fædrelandsfølelse, glorificeret af de nuværende Magthavere, har fået sit afgørende Udtryk i Regeringens nok som bekendte Afrustningsforslag.8
Som ældre mand ser han i 1933 udviklingen i Tyskland et eksempel på, hvad den kritikløse dyrkelse af demokratiet har ført til, at "med den parlamentariske Regeringsform kan der ikke længere regeres. Den har udtjent, og vi spejder i Øst og i Syd efter det nye, der skal afløse den, også hos os,"9 en udtalelse, som i en Kaj Munks mund nok vil kunne forarge enhver kulturradikal debattør, men som hos Pontoppidan og fremsat i et brev til Martin Andersen Nexø åbenbart får lov at passere forholdsvis ukommenteret. Eller måske falder den ind under hans "ultrakonservative synspunkter"? Til samme Nexø skriver han i et lidt senere brev med henblik på dennes begejstring for det kommunistiske Rusland, at "ingen [kan] få mig til at fæste Lid til et Folks Genfødelse fra Torsdag til Lørdag eller Fortællinger om et Ørkenlands øjeblikkelige Omskabelse ti! et Paradis, hvor det flyder med Mælk og Honning". Han har for længst gennemskuet Nexøs knæfald for den sovjetiske ideologi.
Livet igennem bevarer Pontoppidan det personlige venskab for folk, hvis grundholdninger er ham i bund og grund fremmede. Det har virket forvirrende på blandt andre de litterære koryfæer, som gerne ville læse ham som talsmand for deres egen radikalisme og det politiske, folkelige og menneskelige forfald, den førte med sig, sådan som det f.eks. kommer til udtryk i romanen De Dødes Rige.
I sin afhandling om Henrik Pontoppidan og Kirken siger Tage Schack (i forbindelse med sin omtale af Det forjættede Land), at som modsætning til "Jeg-Livet" "gaar der gennem Bogen en stille og stærk Lovprisning af det jævne, slidsomme, af sig selv og andre ubemærkede Liv med dets Byrder og Glæder, baaret af Kærlighed til det almindelige Menneske, som er bundet til Jorden og de nærmeste".10 Noget afgørende nyt med hensyn til indtrykket af denne virkelighedsrespekt og "Kærlighed til det alminde!ige Menneske" bringer tobindsudgaven af brevene ikke. Pontoppidan havde da også selv modsat sig, at de skulle trykkes. Hvorfor skulle offentligheden snage i, hvad han ganske privat havde skrevet til venner og bekendte? En stor del af hans samlede brevskrivning nåede han selv at tilintetgøre. Men det, der er tilbage, er altså nu i det store og hele offentligt tilgængeligt. Og sådan må det vel gå, når et menneske overgiver sig selv og sit personlige opgør til offentligheden. Men Henrik Pontoppidan kan unægtelig bære det. "Min Produktion var fra først til sidst et ganske privat Opgør med mig selv." Vil man være elskværdig overfor udgiverne, kan man sige, at for Henrik Pontoppidan gælder dette også hans private breve. De lægger intet til og tager intet fra hans grundhæderlige personlighed, og læser man dem som et udtryk for dette private selvopgør, så giver brevene et forstærket indtryk af et menneske, som, skønt han literaturhistorisk set kan betragtes som en af "det moderne gennembruds mænd", i realiteten er ophavsmand til et af de kraftigste opgør med disse, der findes på dansk.
15. januar 1998.
Erik Sloth
